Karima troede, det var en helt almindelig ferie, hun skulle på med sine forældre. Næsten hvert år gennem hendes barndom havde de taget turen fra Danmark til Marokko, hvor forældrene kom fra. En dag, da de havde været i Marokko et par uger, sagde hendes forældre, at de alle skulle til en fest. Karima tog af sted i en forvasket T-shirt og kondisko. Da de kom frem, bemærkede hun, at festens unge deltagere kiggede mærkeligt på hende. Nogle fniste. Efter at have kigget på Karima med, hvad der føltes som overbærenhed, kom værtens søster over med et hvidt klæde, som hun svøbte Karima i. Da begyndte det at gå op for Karima, at det ikke var nogen almindelig fest. Det var et bryllup. Karimas bryllup. Først efter brylluppet, der varede tre dage og kulminerede i en bryllupsnat med en mand, hun ikke kendte, fandt hun ud af, at hun ikke havde nogen returbillet til Danmark. En nøje udtænkt plan var blevet lagt for Karimas liv i Marokko. Den var bare aldrig blevet forelagt for Karima selv.

Efter få måneder i Marokko begyndte Karima at føle sig virkelig syg. Hun forstod ikke, hvorfor hun pludselig havde kvalme hele tiden. Hun var så træt. Karimas svigermor ringede til hendes forældre i Danmark, fordi de var bekymrede for hendes helbred. Forældrene endte med at købe hende en flybillet til Danmark, og efter en kort undersøgelse kunne familiens læge fortælle hende, at en lille pige voksede i hendes livmoder. Året efter fik hun barn nummer to, en dreng. I mellemtiden var hun og hendes mand flyttet til Danmark.

Det var umuligt for Karima at elske sin mand. Hendes veninder var i gymnasiet og gik til fester; hun skiftede bleer og ammede natten lang. Hun ville ikke være mor. Hun ville ikke være hustru, datter, søster. Hun kunne ikke rumme at være noget som helst andet end Karima. Forholdet til ægtemanden gik i opløsning. Ifølge Karima var det præget af vold. Hun blev fuldkommen følelsesløs. En dag tog hun sine børn med over til sin mor, satte dem af og forlod så hjemmet. De næste syv år sov hun hos veninder og på tilfældige sofaer. Hun begyndte at drikke. Der gik længere og længere imellem, at hun kunne overskue at se sine børn; især kunne hun ikke holde ud, at de altid græd og bad hende om at blive, når hun gik. Når det lykkedes hende at lukke deres gråd ude, kom den tilbage med højere volumen i hendes drømme.

“Der er meget, jeg har skullet og stadig skal tilgive mig selv for,” fortalte Karima Bouylud mig. I dag har hun overvundet sit misbrug og er vendt tilbage til livet som mor, søster, datter, veninde, hustru – til en mand, hun selv har valgt. Vi talte sammen i juli, få måneder efter at hun havde udgivet romanen I kærlighedens navn, som er baseret på hendes oplevelser. “Og hvad med din eksmand?” spurgte jeg. Karima tænkte længe over svaret. Hun tænkte på de ting, der var sket under hendes første ægteskab, og de ting, hun havde fundet ud af siden. “Ham vil jeg aldrig kunne tilgive,” sagde hun.

For fem år siden skrev jeg et essay til Zetland om mit møde med den mand, som var involveret i det biluheld, der slog min dengang 17-årige søster ihjel. I artiklen fortalte jeg, hvorfor jeg havde besluttet at tilgive ham. Ikke efter mange års indestængt had og vrede, der langsomt fordampede, men nærmest med det samme, længe før jeg ringede til manden bag rattet. Essayet blev modtaget med en overvældende respons. Jeg kunne læse folks reaktioner alle mulige steder på de sociale medier, og folk skrev til mig og fortalte deres egne historier. Det var tydeligt for mig, at jeg havde ramt ned i noget almenmenneskeligt, noget universelt, og jeg blev opsat på at forstå hvorfor. Hvorfor kunne jeg, uden indre modstand, tilgive manden bag rattet, mens Karima aldrig vil kunne tilgive sin eksmand? Hvornår er en handling utilgivelig? Hvad gør det ved os, når vi tilgiver? Hvad er tilgivelse? Over de sidste fem år har jeg talt med mere eller mindre hvert eneste menneske, jeg er stødt på, om deres oplevelser med tilgivelse, jeg har pløjet mig igennem hundredvis af akademiske og populærvidenskabelige artikler, og jeg har lyttet til podcasts og såkaldte tilgivelseseksperter. Alt sammen i et forsøg på at nærme mig et svar.

En af de mest tankevækkende samtaler om tilgivelse, jeg har haft, var med en aktivist fra Bhopal i Indien. Byen blev i 1984 indhyllet i sviende gasdampe, efter at en kemikaliefabrik havde lækket enorme mængder gift ud i vandkanaler og i luften. Mindst 4.000 mennesker døde, og mere end en halv million tog skade. Beboerne i området døjer stadig med efterveerne i dag, næsten 40 år senere. “Det her var en planlagt katastrofe,” sagde Sathyu, som aktivisten hed. “Der sad folk i et bestyrelseslokale og besluttede sig for at spare 70 dollars om dagen i produktionsomkostninger ved at skære på sikkerheden. De vidste præcis, hvad de gjorde. De har ingen anger – de fortsætter med den her opførsel alle mulige steder i verden.” Virksomheden bag, som endte med at betale en erstatning på, hvad der i dag svarer til næsten en milliard dollars, hævdede selv, at ulykken var resultatet af sabotage fra en misfornøjet medarbejder, hvilket aldrig er blevet bevist. Sathyu fortsatte: “Svaret fra ofrene her i Bhopal er entydigt: Vi kommer aldrig til at glemme, aldrig til at tilgive.” Jeg genkender frasen Intet glemt, intet tilgivet fra de T-shirts, der blev trykt efter nedrivningen af Ungdomshuset i København i 2007. Uden sammenligning i øvrigt.

I 1970 havde den afroamerikanske forfatter James Baldwin en samtale med stjerneantropologen Margaret Mead, der blev til den berømte samtalebog A Rap on Race. De talte blandt andet om tilgivelse. Om perioden med slaveri i USA siger Baldwin, at det er en “synd, der er utilgivelig”. Mead spørger ham så, hvad det er, der adskiller lige netop den forbrydelse mod menneskeheden fra de tusindvis af andre. Hvis det er sandt, at der er forbrydelser, der er utilgivelige, siger Mead, “så har vi ingen steder at gå hen. (…) Så er vi alle sammen fortabte.” Efterfølgende diskuterer de, om det er muligt at sone for gerninger, der af omverdenen opfattes som utilgivelige. Betyder gerningsmandens hensigter eller hans senere anger og opførsel noget for, hvorvidt akten i sig selv var tilgivelig?

Ikke nødvendigvis, mener den danske forsker i filosofi og kultur Thomas Brudholm. Han har skrevet en bog med titlen Resentment’s Virtue, hvilket kan oversættes til vredens dyd. Den handler om vigtigheden af, at vi giver ofre for krænkelser og forbrydelser lov til at være vrede, til ikke at ville tilgive. Brudholm argumenterer for, at det er skadeligt at skabe en kultur, hvor reelle følelser af svigt, had og krænkelse bliver ignoreret eller tiet bort, fordi tilgivelse opfattes som renere og mere korrekt end fortørnelse, forargelse eller vrede.

Man kunne også gøre, som Gandhi foreslog: Had synden, ikke synderen. Det var nogenlunde den tilgang, Emma Holten valgte at følge, efter at hun var blevet udsat for en digital krænkelse – det, man på det tidspunkt kaldte hævnporno. I 2011 fik hun som 20-årig lækket en række nøgenbilleder, som spredte sig eksplosivt på internettet. Hvor end Emma befandt sig, var der altid nogen, der havde set dem og ville konfrontere hende. Eller også forestillede hun sig i hvert fald, at der var det, og det var næsten lige så slemt. Folk skrev til hendes familie og til Emma selv, de forsøgte at afpresse hende til at sende dem flere nøgenbilleder. Det ved du som læser formentlig godt, for Emma blev efterfølgende landskendt for først i et nøgent fotoessay at kræve sin egen krop tilbage og senere for at markere sig som en skarp debattør i diskussioner om køn, seksualitet og feminisme. Jeg interviewede Emma, og vi talte om, hvordan hun forholdt sig til tilgivelse efter det, hun blev udsat for. Det blev, uundgåeligt, også en snak om tilgivelse i en #MeToo-tid.

“Tilgivelse er i virkeligheden et billede på magt,” fortalte hun mig. “Hvem får lov til at blive tilgivet, og hvem får ikke? Tvivlen kommer meget ofte mænd til gode: ‘Han mente det ikke på den måde’, ‘han er jo egentlig en god fyr’.” Hun citerede nynnende sangen ’Cause I’m a Man af gruppen Tame Impala, hvor forsangeren synger:

Cause I’m a man, woman
Don’t always think before I do
’Cause I’m a man, woman
It’s the only answer I’ve got for you
’Cause I’m a man, woman
Not often proud of what I choose

“Cause I’m a man, woman, don’t always think before I do.” “Det er jo et perfekt eksempel på den dynamik, der afgør, om mænd bliver tilgivet,” sagde hun. “Jeg har oplevet mænd bede om min forståelse og, i forlængelse af den, min tilgivelse. Men uden at jeg har følt, de har gjort sig umage for at forstå, hvad der var sket for mig, eller hvorfor de selv havde gjort, som de havde gjort. De kunne gå derfra med ren samvittighed, men ingen af os er blevet klogere. Det er ofte den, som har lidt smerte, som skal gøre hele arbejdet. Tilgivelse burde være et samarbejde.”

Jeg spurgte Emma, om hun selv havde tilgivet – eller kunne forestille sig at tilgive – personen, der lækkede hendes nøgenbilleder i 2007. Hun var tavs et øjeblik. “Jeg er ikke særlig vred,” sagde hun så. Efter endnu en tænkepause tilføjede hun: “Ja, jeg vil nok sige, at jeg har tilgivet personen. For at være helt ærlig, så har jeg allermest ondt af ham. Når jeg forestiller mig at være den slags person, som tænder på at dele billeder af andre uden deres samtykke … prøv at tænke på, hvor sørgeligt det må være at være inde i hans hoved.” Hun smilte, hun kunne godt selv høre det: “Jeg ved ikke, om det kvalificerer sig som tilgivelse. Men jeg tror, jeg har en vis forståelse for, hvad det er for nogle strukturer, der skaber mænd som ham. Det er nok derfor, jeg ikke holder det imod det ene individ – det er systemet, patriarkatet, vi skal kæmpe imod.” Sagt som en moderne Gandhi.

De pointer, Emma rejser, rejser samtidig en hel række relaterede spørgsmål. Kan man tilgive en gruppe af mennesker, et system eller en struktur? Kan man tilgive på vegne af en gruppe mennesker? Kan man tilgive en person, som er død, eller kan man tilgive på vegne af en, som er død? Hvad betyder det i det hele taget at tilgive?

Den slags spørgsmål har tusindvis af filosoffer, teologer, biologer og sociologer brugt milliarder af timer på at skrive millioner af artikler og bøger om. Da jeg dykkede ned i nogle af dem, blev det klart for mig, at der simpelthen ikke findes klare svar. Ifølge Den Danske Ordbog betyder det at tilgive, at man “ophører med at føle vrede”, at man “bærer over med”. Men den definition dækker kun delvist over den måde, de fleste mennesker forholder sig til tilgivelse i dagligdagen. Groft sagt skelner forskere mellem to typer af tilgivelse: den slags, der kommer af en bevidst beslutning, og den slags, der kommer snigende, efterhånden som følelserne fordamper. Den første definition kommer med den implicitte forudsætning, at tilgiveren vælger at ændre sin ageren over krænkeren. At han eller hun for eksempel ikke søger hævn eller straf; måske endda forsøger at genopbygge den brudte relation. Modsat kan den snigende variant eksistere fuldkomment uafhængigt af tilgiverens eventuelle relation til krænkeren.

Det er ingenlunde ligetil at sondre mellem de forskellige definitioner og forståelser af tilgivelse. Af de adskillige skalaer, som er skabt for at kunne måle, hvornår og hvordan et menneske har tilgivet et andet, opererer den måske mest berømte med hele 60 kategorier fordelt på tre parametre med en række underkategorier. Blot for at give et indtryk af, hvor komplekst det er.

At tilgivelse kan være en aktiv, bevidst beslutning, bekræftede en af de andre samtaler, jeg havde, denne med en palæstinensisk fredsaktivist ved navn Aziz Abu Sarah. Da Aziz var ti år gammel, sparkede en gruppe israelske soldater en nat døren ind til hans hjem og stormede ind på det værelse, hvor han sov med sine fire brødre. Soldaterne blændede drengene med stærke lommelygter, pegede på dem med maskingeværer og råbte ad dem på en blanding af hebraisk og arabisk. De sagde, at de var ude efter palæstinensiske stenkastere og terrorister. Efter at have afhørt de fem drenge på soveværelset i noget tid trak de af sted med den ældste af brødrene, den 18-årige Tayseer. I de næste 11 måneder holdt de ham fængslet, en periode, hvor Aziz og hans familie fik lov at besøge ham tre gange, og kun gennem et trådhegn. Der kom aldrig nogen konkrete anklager mod Tayseer, og ifølge Aziz bankede de israelske fangevogtere ham for at få ham til at tilstå, at han havde kastet sten mod israelske tanks. Da Tayseer blev løsladt, var han så svag, at han med det samme blev indlagt på hospitalet. Tre uger senere døde han af sine kvæstelser.

Tayseers død efterlod Aziz med et konstant tilstedeværende, aldrig sovende had. Han meldte sig ind i – og blev snart formand for – en lokal ungdomsafdeling af modstandsbevægelsen Fatah, skrev harmdirrende klummer, slyngede sten mod israelske soldater og skreg sig hæs til ugentlige demonstrationer. Da han blev færdig med gymnasiet, blev det klart for ham, at han var nødt til at lære hebraisk – besættelsesmagtens sprog – hvis han skulle gøre sig forhåbninger om at læse videre og få et job. Han begyndte at tage timer hos immigranter fra Afrika og det gamle Sovjet, som lige var kommet til Israel. De var alle sammen jøder, men ingen af dem bar uniformer, de ydmygede ham ikke ved checkpoints eller sparkede hans dør ind, som han beskrev. Han begyndte, modvilligt, at kunne lide dem. “Jeg havde ikke lyst til at blive venner med nogen, der talte det samme sprog som min brors mordere. Men det begyndte også at føles mere og mere forkert at undgå dem udelukkende på grund af princippet.”

Det gik op for Aziz, at han havde brugt årevis på at blive ædt op af had, bid for bid. Det havde taget en luns af ham hver eneste dag og spyttet ham ud igen for så at gøre det samme den følgende dag. “Jeg endte med at være så sindssygt frustreret,” fortalte han mig, “over, at de israelske soldater skulle have den magt over mig, skulle kunne styre mine følelser på den måde. Så jeg besluttede mig for at stoppe det. Det begyndte med, at jeg stod op hver morgen og sagde til mig selv: Det her er min beslutning.”

Aziz er langtfra den eneste, der har haft oplevelsen af, at tilgivelsen befriede ham for en følelsesmæssig byrde, som havde tynget ham. Mange har beskrevet, hvordan de følte sig ti kilo lettere efter at have tilgivet. En masse akademisk litteratur peger på, at tilgivelse – både den, du giver, og den, du modtager – er godt for menneskers mentale helbred. Mennesker, der har tilgivet gerningspersoner, er generelt mindre vrede og oplever mindre stress og angst. Den generelle antagelse blandt forskere er, at tilgivelsen ofte bidrager til at sænke både blodtrykket og niveauet af kortisol, kendt som stresshormonet. I et blandt mange forsøg blev en gruppe forsøgspersoner bedt om at forestille sig at tilgive et menneske, der havde krænket dem. De udviste efterfølgende øjeblikkeligt bedre blodomløb og nervefunktion. I et andet studie vurderede de tilgivende forsøgspersoner en bakke til at være mindre stejl og løb derefter hurtigere op ad bakken end den gruppe, der ikke havde fået besked på at tilgive en imaginær krænkelse.

Omvendt mener andre forskere og praktiserende psykologer og terapeuter, at man kan tilgive for tidligt. Hvis tilgiveren ikke har følelsen af, at retfærdigheden forinden er sket fyldest, kan det være skadeligt både for tilgiveren selv og for relationen til krænkeren, argumenterer de. Én psykolog mener eksempelvis, at tilgivelse før tid kan lede til “dvælende vrede”, ligesom det vil gøre det mere sandsynligt, at krænkeren vil gentage sin opførsel senere hen.

Forskere og psykologer er i det hele taget ikke helt enige om, hvad tilgivelse og ikke-tilgivelse gør ved mennesker. Og som altid med denne type forskning er der et element af hønen og ægget: Er tilgivende mennesker sundere, fordi de tilgiver, eller tilgiver de oftere, fordi de generelt i forvejen er sundere og har mere overskud? Vi ved det ikke med sikkerhed, og derfor er det svært at drage klare konklusioner om effekten af tilgivelse på menneskers mentale velvære.

Jeg spurgte Aziz, om han kunne pege på øjeblikket, hvor han kunne sige, at han havde tilgivet de israelske soldater. “Det afhænger af din definition af tilgivelse,” svarede han. “Jeg har venner, som aldrig ville bruge det ord. De ser det som et udtryk for svaghed, for kapitulation. Jeg har set, hvordan de har givet slip på det altfortærende had, og jeg ville sige, at de har tilgivet, men det ville de aldrig selv sige. De ville føle, at de opgav modstandskampen, hvis de tilgav. Men til det har jeg to ting at sige,” sagde han. “For det første hjælper det ikke din sag at bygge den på had. Det giver dig ikke ekstra kræfter eller flere tilhængere. Og måske endnu vigtigere: Det hjælper ikke dig personligt. Hvornår er der nogensinde nogen, der har sagt: ‘Okay, det var hævn nok. Nu er jeg tilfreds’? Aldrig. For det er ikke hævnens natur.”

Aziz bragte ikke selv sin religion op, da jeg talte med ham. Men jeg vil tro, at det muslimske tankegods har haft indflydelse på hans beslutning om at tilgive. To af de 99 navne, der i Koranen bliver brugt om Allah, er al-Rahman og al-Rahmin, der betyder henholdsvis den barmhjertige og den medfølende. I Koranen står der desuden, at Guds belønning skal tilkomme dem, der tilgiver, selv når de er vrede. Omvendt spiller begrebet qisas, der svarer cirka til at tage et øje for et øje, også en væsentlig rolle i islams hellige skrifter, herunder i den traditionelle sharialov. Så det er ikke entydigt, hvad islam har at sige om tilgivelse, og ligesom med så mange andre religiøse spørgsmål afhænger det meget af den enkeltes tolkning af Guds ord.

Idéen om tand for tand stammer oprindelig fra Mosebøgerne, der danner grundlag for både kristendommen og jødedommen. Men i både jødedommens og kristendommens hellige skrifter er der også et temmelig stort fokus på tilgivelse. Googler man ‘tilgivelse’, er over halvdelen af resultaterne på den første side på en eller anden måde relateret til kristendommen. Og når man graver sig dybere ned i de bøger, der er skrevet om emnet, bliver det klart, at langt de fleste har en kristen vinkel, inklusive mange af de selvhjælpsbøger, der hævder at kunne lære folk at tilgive. Tilgivelse fremhæves som en selvklar dyd i Det Nye Testamente, hvor alle evangelierne har historier om tilgivelsens værd. Det måske mest berømte bibelske tilgivelsescitat, fra Lukasevangeliet, blev ytret af Jesus Kristus himself fra korset: “Tilgiv dem, Fader, for de ved ikke, hvad de gør,” sagde han om dem, der netop havde hamret søm i hans hænder og fødder. På samme måde som Emma Holten lærte at forstå, hvad der driver mænd til misogyne handlinger, forstod Jesus, hvad der drev hans bødler til deres.

Alle andre religioner, som jeg har stiftet bekendtskab med, forholder sig til tilgivelse i et eller andet omfang, lige fra oprindelige folks svedehytteforsoningsceremonier til buddhismens overbevisning om, at intet menneske besidder et selv, og at det derfor er omsonst overhovedet at tale om en gerningsperson, der enten bør eller ikke bør tilgives. Næsten alle religioner har dobbeltsidede tilgange til tilgivelse, hvor der på den ene side prædikes barmhjertighed og på den anden manes til gengældende retfærdighed.

Uanset hvilken religion man følger, viser en stor mængde forskning, at religiøse mennesker generelt har større tendens til at tilgive end ikke-religiøse mennesker. Det kan have noget at gøre med de konkrete budskaber, som hellige skrifter indprenter deres følgere, eller det kan bunde i personlige værdier, som religiøse mennesker generelt oftere har. Hvem der tilgiver, og under hvilke omstændigheder, er et studiefelt for sig selv. Det viser sig, måske ikke overraskende, at der er forskel på, hvor tilbøjelige mennesker med forskellige personlighedstræk er til at tilgive. Folk, som har tendens til at være neurotiske, tilgiver sjældnere og holder oftere fast i negative følelser og hævnmotiver, end folk der scorer lavt på det personlighedstræk. Det samme gælder mennesker, der scorer højt på narcissisme. Narcissisterne er også mindre tilbøjelige til at søge tilgivelse, måske fordi de sjældent vil anerkende, at de har gjort noget forkert. Anden forskning tyder på, at personer, der sætter pris på forudsigelighed og sikkerhed, i højere grad er tilhængere af hårde straffe.

De her personlige forskelle i tilbøjeligheden til at tilgive lader ifølge al forskning til at eksistere på tværs af religiøse og kulturelle skillelinjer. Men de er ikke nødvendigvis permanente. Forskning viser nemlig også, at folk typisk bliver mere tilgivelsesparate, efterhånden som de bliver ældre. Ikke desto mindre mener nogle forskere, at op mod 40 procent af forskellen på folks tendens til at søge hævn kan forklares ud fra genetiske forskelle. Med andre ord er de personlighedstræk, som påvirker, hvorvidt et menneske har større eller mindre tendens til at søge hævn eller tilgive, i høj grad formet af de gener, mennesket har arvet fra sine forældre. To menneskers delte miljø – eksempelvis to søskendes barndomshjem – menes at spille en ret lille rolle for, hvor tilgivelsesparate de er.

Karima har tilgivet sine forældre, at de giftede hende væk til en fremmed mand og flyttede hende til Marokko mod hendes vilje. I dag lever hun udefra set et godt liv. Hun har fire børn og en partner, hun er glad for, og hun har lige fået sin debutroman udgivet på Gyldendal. Hun kæmper dog stadig med det, som mange filosoffer, forskere og psykologer betragter som det allersværeste skridt i en tilgivelsesproces: at tilgive sig selv. For ikke at have kunnet beskytte sin datter, for at have været fraværende i sine børns liv gennem så mange år. Forfatteren Ann Patchett skriver i et essay, at “nøglen til at bedrive kunst og meget muligt at finde noget som helst, der minder om lykke i livet” er evnen til at kunne tilgive sig selv. En række studier viser, at mennesker, som ikke lykkes med at tilgive sig selv efter at have gjort noget, de fortryder, har sværere ved at koncentrere sig, oplever mere stress og sågar har større problemer med sexafhængighed. Ligesom med den ‘almindelige’ tilgivelse har forskere fundet på en model for selvtilgivelsen. Den tager krænkeren, som altså nu også er tilgiveren, igennem fire stadier: at tage ansvar, at udvise anger, at arbejde på at genoprette den brudte relation, hvilket så endelig kan lede til egentlig fornyelse og dermed selvtilgivelse. Karima kan ikke mærke, hvor hun befinder sig i den model. Men hun er ret sikker på, at processen aldrig helt slutter. “Uanset hvad,” siger hun, “er det her noget, jeg skal leve med resten af mit liv.”