Send en tanke til Zetlands medlemmer

Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Kadja Lorenz er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Helikopter

Onsdag 4. august 2021

Hej,

Her kommer onsdagens Helikopter.


Afrika stopper regeringens store Rwanda-plan med et møgfald: Hvorfor skal vi have jeres asylansøgere?

Langt hovedparten af verdens flygtninge bor i Afrika, og der skal IKKE komme flere. Sådan lyder budskabet fra Den Afrikanske Union, der dermed bremser den danske regerings planer om et modtagecenter på kontinentet. Afrika-forsker Stig Jensen er i dagens Helikopter.


Vores medlemmer foretrækker at lytte


Dagens citat

“Jeg hælder til, at vi i Danmark kan lade epidemien køre nu”

Det siger epidemiolog Lone Simonsen, professor i global sundhed på RUC og leder af universitetets pandemicenter. Det mener hun, fordi vi har vaccineret de mest sårbare (Politiken).


Foto: Yuki Iwamura / AFP / Ritzau Scanpix

Danske asylcentre i Afrika

  • Regeringens store plan om at etablere asylcentre i Afrika er kommet i alvorlige problemer. De selvsamme lande, som regeringen har været i dialog med omkring de her centre, fordømmer nu de danske planer. Det gør de igennem Den Afrikanske Union, som har udsendt en ret kras pressemeddelelse (African Union).
  • Unionen fordømmer regeringens planer i skarpe vendinger. Og anklager Danmark for at løbe fra sit ansvar, fra konventionerne – og for at være fremmedhadsk.
  • Den udmelding kan måske virke lidt forvirrende. For det er ikke mere end tre måneder siden, at udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye og udviklingsminister Flemming Møller Mortensen var i Rwanda og underskrev en uforpligtende samarbejdsaftale med landets regering. Og i juni vedtog Folketinget så en lov, der gør det muligt rent faktisk at oprette sådan et modtagecenter uden for Danmark (Jyllands-Posten).
  • Socialdemokratiets udlændingeordfører Rasmus Stoklund understreger, at regeringen fortsat har “en fin dialog med en række afrikanske lande” (Jyllands-Posten).
  • I dagens Helikopter ser vi på sagen fra et afrikansk perspektiv. Et kontinent, der i forvejen huser langt de fleste af verdens flygtninge. Afrika-lektor og fuglekigger Stig Jensen gør os klogere på perspektiverne (Zetlands Nyhedspodcast).

Det skal du også vide

Arla må gerne kalde deres mælk CO2-neutral. Det har Fødevarestyrelsen slået fast. Arla lancerede sidste år kampagnen, hvor de kalder ØKO-serien for CO2-neutral, og kompenserer ved at investere i klimakreditter. Kampagnen er blevet kritiseret for at være vildledende, men Fødevarestyrelsen vurderer kampagnen til at være inden for reglerne. Det rejser spørgsmålet om, hvad CO2-neutrale produkter egentlig er (Politiken).

Skovbrande nord for Athen tvinger beboere ud af deres hjem. Den ekstreme varme i Sydeuropa har de seneste dage forårsaget alvorlige skovbrande. Temperaturen er omkring de 42 grader, og skovbrandene har store konsekvenser for befolkningen, der flere steder må flygte fra deres hjem (The Guardian).

På tre dage har 7.124 personer søgt om Arne-pension. Den 1. august åbnede ansøgningen til den tidligere pension, som var en af regeringens primære valgløfter. For at komme i betragtning til tidlig pension er det et krav, at man har været på arbejdsmarkedet i mindst 42 år, når man er 61 år (Jyllands-Posten).

Foto: Nicolai Oreskov Westh for Zetland

Dagens Zetland-historier

Er du blevet pwned? Og hvis du er, hvad kan det så have af konsekvenser? I denne udgave af Frederik forklarer internettet er Frederik blevet kontaktet af et Zetland-medlem. Han er interesseret i at høre, hvad det har af betydning, når personlige oplysninger på nettet havner i de forkerte hænder. Når man ender i et databrud og altså bliver pwned, som det hedder på gamerlingo.

Tager I kontanter? Danskerne hæver langt færre kontanter end tidligere, men alligevel er der siden 2019 kommet ni milliarder flere kontanter i omløb. Hvordan kan det gå til?


Merian Garde Gräs

Vi ses i morgen!

Med venlig hilsen

Merian Garde Gräs

Helikopter-vært