"Vi står stærkere nu end før.” Tre år efter giraf-kontroversen fortæller zoo-direktøren om dens betydning

NATURSYNBengt Holst har en mission. Han vil have folk til at se naturen med et realistisk blik. Foto: Peter Helles Eriksen / Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

Zoologisk Have i København ligner sig selv. Men resten af verden har ændret sig – i hvert fald den del af den, der beskæftiger sig med naturbevarelse i zoologiske haver. For den internationale zoo-branche er der et før og efter giraffen Marius, der blev aflivet og dissekeret foran rullende kameraer i København. Det hele begynder og slutter med én mand, der tror fuldt og fast på det, han gør, dengang som nu: København Zoos vicedirektør Bengt Holst.

Tv-værten Matt Frei fra britiske Channel 4 var vred. Ikke rasende, men tydeligt indigneret. Forarget er heller ikke for meget sagt. Det skinnede igennem hvert eneste spørgsmål, han stillede, i det syv minutter lange interview, Matt Frei lavede i februar 2014 med Bengt Holst, vicedirektør for Zoologisk Have i København.

Anledningen var, at Zoo om morgenen samme dag havde aflivet en rask, ung giraf. Derpå havde man foretaget en offentlig dissektion, som Zoo ofte før havde gjort, foran et publikum bestående af både børn og voksne. Og til sidst havde man fodret havens løver med kødet fra den døde giraf.

Der var ikke én del af denne proces, som Matt Frei var okay med. I interviewet kaldte han aflivningen grusom” og sagde, at man i England i det mindste ville have skånet” børnene.

Men intet spørgsmål lyste mere af Freis følelser omkring sagen, end da han fem minutter inde i interviewet spurgte Bengt Holst: Du arbejder med dyr. Kan du overhovedet lide dem?”

Bengt Holst er uddannet biolog, han har arbejdet i Zoo siden 1983, og han er formand for Det Dyreetiske Råd. Han fortrak ikke en mine.

Ja,” svarede han. Jeg kan vældig godt lide dem. Det er derfor, jeg ønsker at redde dem og opretholde en sund bestand.”

Det var det samme svar, Bengt Holst havde givet alle i de foregående dage.

Fra Ekstra Bladet fik et tip om, at København Zoo skulle til at aflive den giraf, der blev kendt som Marius – et kaldenavn, dyrepasserne kun brugte internt, men som blev opsnappet af avisen, og som verden tog til sig som dyrets officielle navn. Til nu efter aflivningen, hvor verdenspressen plus de sociale mediers højrøstede, internationale inkvisition afkrævede Bengt Holst svar på, hvorfor Marius skulle dø.

Bengt Holst svarede. Og svaret var:

Den kan ikke længere blive i den eksisterende girafflok i København Zoo, da den er ved at være kønsmoden og er begyndt at slås med sin far. Og da dens gener er velrepræsenterede i de zoologiske haver, vi arbejder sammen med, kan vi ikke sende giraffen derhen. Derfor.

Bengt Holst uddybede, han nuancerede, men han ændrede ikke forklaring, og han gav sig ikke en millimeter i retning af, at der var noget i det, som var grusomt” eller synd” for giraffen.

Jeg havde jo ikke noget valg,” siger han i dag.

Hvis jeg var gået ind i diskussionen på det følelsesmæssige niveau, havde der ikke været noget at tale om. Dine følelser kan være lige så gode som mine, det kan vi ikke diskutere. Men hvis vi går ind på rationalerne bag, kan jeg argumentere. For det er jo en af de bærende søjler i vores virke. Vi er en videnskabeligt funderet institution, og det her var min hjemmebane.”

Vi sidder og taler sammen i Bengt Holsts kontor i Zoologisk Haves administrationsbygning. Der er præcis den samme ro over vicedirektøren, som hele verden oplevede tilbage i vinteren 2014.

Dengang var det, som om Bengt Holst var den eneste, der kunne bevare netop roen. Alle andre, der fulgte sagen, var mere eller mindre oppe i det røde felt.

Der var, vel at mærke, to fløje. Enten mente folk, at Bengt Holst var en koldblodet morder, et frygteligt, kynisk menneske, der havde gjort en utilgivelig fejl og burde fyres fra sin stilling øjeblikkeligt.

Eller også gik folk i brechen for Bengt Holst med næsten samme energi, som modstanderne angreb ham. For selv om kritikken var højlydt på især de sociale medier, var der et stort antal mennesker, især i Danmark, der omvendt klappede højt af begejstring for en pragmatisk, professionel mand med et uromantisk syn på dyr og natur. Hos dem fik Bengt Holst status af kultfigur, som en viral man of the moment.

Og så var der en sidste kategori. Det var de mennesker, der mente, at Holst fortjente at dø for at have dræbt’ giraffen.

Bonusinfo: I naturen bliver giraffer omkring 25 år gamle. Kun 25-50 procent af ungerne overlever til voksenalderen.

I de uger, giraf-debatten stod på, modtog Bengt Holst mellem 70 og 80 dødstrusler. De fleste kom fra udlandet – i form af mails, breve og beskeder. Rettet mod zoo-direktøren og hans familie.

Dødstruslerne var ubehagelige,” siger Bengt Holst. Han taler stadig i sit rolige toneleje, men i netop denne ene sætning er der en lille bitte ændring i hans stemme. Noget tilbageholdt, en mørkere klang. Hos en mand, der er så markant svær at ryste ud af kurs som Bengt Holst, er det et så subtilt tegn som det, man skal lede efter for at fornemme, at det, han taler om, var ganske alvorligt, mens det stod på.

Det er uhyggeligt, at det kom op på det plan,” siger han. Det var helt ude af proportioner.”

Han ryster på hovedet.

Men der måtte jeg bare sige: Jeg kører videre. Der skal kun én galning til, selvfølgelig. Men igen, vi ved også, hvor let det er bare at skrive alt muligt på de sociale medier og trykke send’.”

Bengt Holst og hans familie kontaktede politiet, da de mange trusler begyndte at dukke op. Politiet tog det alvorligt og vurderede, at de gerne ville gribe ind over for nogle af afsenderne, men at det var op til Bengt Holst og hans familie.

Jeg endte med at sige nej. Det kunne let blive David og Goliat, hvor vi blev kæmpen, der ville tryne nogle, der var meget mindre end os selv. Så vi lod det være, og jeg følte mig ikke truet. Hverken før, under eller efter.”

I dagene omkring aflivningen var København Zoo i en slags undtagelsestilstand, fortæller Bengt Holst. Stemningen var, husker han, ret intens.

Vi etablerede et presserum, hvor jeg havde en journalist siddende og sortere i henvendelser og holde øje med, hvad der skete. Jeg gav briefinger hver dag i kantinen til frokost for at fortælle, hvor vi nu stod, og hvad der nu var sket.”

Jeg vidste, at jeg havde 100 procent opbakning fra mine medarbejdere. Og jeg ved, at hvis vi virkelig var kommet i klemme, og det var kommet til en eller anden form for fysisk konfrontation, var alle klar til at stille op for at gå vagtturnus, eller hvad man nu havde haft brug for.”

Hver morgen gik Bengt Holst gennem den februarkolde have og ned til sit midlertidige war room.

Og hver dag blev jeg mødt af medarbejdere, der klappede mig på skulderen og sagde, at de var stolte af at arbejde i Zoologisk Have, og at det var godt, at jeg stod fast. Med den form for opbakning kan du kæmpe en hvilken som helst kamp,” siger han.

Kampen blev kun på ord. Til gengæld var der mange af dem, og det gik vildt for sig.

Den reaktion, der kom, var i langt, langt de fleste tilfælde meget følelsesladet og meget lidt på argumenter. Der var en masse frustrationer, der kom ud hos folk, og sådan en masse … Jeg har aldrig hørt så mange skældsord, vil jeg sige.”

IKKE ENSFor 50 år siden underholdt man publikum med chimpanse-teselskaber i Zoo i København. Det er utænkeligt i dag: "Vi skal ikke gøre dyrene til halve mennesker, til klovne, vi kan grine af," siger Bengt Holst. Foto: Peter Helles Eriksen / Zetland

I dag, i sommeren 2017, tre år efter giraf-episoden, er København Zoo den samme, som den altid har været.

Det er en lun fredag eftermiddag. Bedsteforældre med børnebørn og fædre på barsel med barnevogn og take-away-kaffe drysser fredeligt rundt på havens stier og kigger på dyr.

Flamingoerne skræpper op og falder til ro igen. En stor hunløve holder øje med sin hegnede verden. Pingvinerne begejstrer en lille dreng. Kamelerne fælder og ligner rya-tæpper, der har ligget 30 år under sofabordet i et storrygerhjem. Kønne er de ikke lige nu, men sådan ser naturen bare ud nogle gange. Det kan ikke være kolibrier, det hele.

Nogle gæster køber is, andre læser skilte, grønklædt zoo-personale kører med trillebør og fejer stier, og i en af de trækvogne, Zoo låner ud, ligger en tre-fireårig pige og sover med en tøjabe i armene.

Zoo ligner sig selv.

Hvad der har ændret sig, er resten af verden. I hvert fald den del af den, der beskæftiger sig med naturbevarelse i zoologiske haver. For den internationale zoo-branche er der et før og efter giraffen i København.

I nogle dele af branchen mener man, at før’ var bedre. Det gælder især i USA, hvor synet på dyr og natur i den brede offentlighed generelt ligger tættere på Disney end på Darwin. Derfor var chokbølgerne fra København også ekstra kraftige der.

Hvor kraftige beskriver en lang artikel om giraf-balladen i det amerikanske magasin The New Yorker fra januar i år. Her kaldte en tidligere zoo-direktør fra Atlanta Zoo, Terry Maple, episoden for en eksistentiel trussel” mod zoologiske haver.

Det gav genlyd over hele verden. Alle zoo-direktører blev spurgt Hvordan kan det her ske?’,” sagde Terry Maple.

Selve beslutningen om at aflive giraffen anså han mest som værende excentrisk”. Det store problem var, hvordan det påvirkede de folk, der støtter os”. Og Terry Maple havde set disse mennesker i tårer, dybt rystede over episoden i København. Den slags underminerer de zoologiske havers troværdighed, mente han. For zoologiske haver er, sagde Maple, nødt til at have befolkningens opbakning”.

Men andre steder i branchen ser man episoden modsat. Der oplever man den som et vendepunkt, hvorfra tingene er gået den svære, men rigtige og nødvendige vej.

Som Haig Balian, direktør for Artis Royal Zoo i Amsterdam, sagde til The New Yorker: Først tænkte han: Hvor dum kan man være?” Men i dag er han taknemmelig for kontroversen”, fordi den satte en række spørgsmål om formålet med zoologiske haver på den offentlige dagsorden.

Bonusinfo: I 2015 foretog Odense Zoo en obduktion af en løve foran publikum. Det vakte nogen opstandelse, men på ingen måde på niveau med giraf-sagen.

Det er der mange andre udenlandske zoo-branchefolk, der har sagt direkte til Bengt Holst: at giraf-sagen har åbnet for en nødvendig diskussion af de zoologiske havers eksistensberettigelse, og hvad den eksistens indebærer i praksis.

For nylig var Bengt Holst til en konference i Paris, hvor han var inviteret til at tale om tankerne bag de åbne obduktioner, som Zoo foretager – sådan én, som altså også foregik med giraffen Marius. Om den formidling, man fik mulighed for at tilbyde publikum, hvor man på klos hold kan vise, hvordan dyrets fysik er tilpasset dets særlige levevis helt ind i de inderste, skjulte dele af kroppen.

Oplægget vakte begejstring i Paris, fortæller Bengt Holst. Mange af deltagerne, som arbejdede i zoologiske haver rundt omkring i verden, fortalte, at de ville ønske, at de havde mulighed for lave den form for formidling, men at de ikke kunne komme igennem med det, enten for deres ledelse eller deres marketingfolk. Frygten for de negative konsekvenser vejede for tungt.

Og jeg tror, de slås mod et spøgelse der. Vi har ikke kunnet mærke noget negativt i forhold til besøgstal. Og omtalen, der startede med at være meget negativ, vendte jo til at være meget positiv for os,” siger Bengt Holst.

Det er ikke alle, der er helt så rolige ved udsigten til at møde en shitstorm som Bengt Holst. Og i kølvandet på den københavnske girafballade har den pan-europæiske brancheorganisation for zoologiske haver og akvarier, EAZA, da også reageret ved at tage deres regelsæt omkring forvaltning af overskudsdyr op til revision for at se, om der stadig var enighed om brugen af aflivning i særlige tilfælde.

Men efter at være blevet diskuteret forblev regelsættet stort set uændret – bortset fra at man opfordrer alle medlemmer til at advare organisationen på forhånd, hvis de har en forstående aflivning, der kan skabe røre.

OBDUKTIONSådan så det ud, da giraffen Marius en søndag formiddag i februar 2014 blev aflivet og dissekeret foran havens gæster. Foto: Kasper Palsnov / Scanpix

Men hvis girafsagen har givet nogle zoologiske haver forklaringsproblemer – og det har den – når folk spørger om, hvad de gør med de dyr, de ikke har plads til, så er det selvforskyldt, mener Bengt Holst.

Et af de store problemer for mange zoologiske haver var, at de aldrig havde taget debatten. De var ikke åbne om de her procedurer. Nogle af dem løj ligefrem. Nu er de tvunget til at forklare, hvad de gør og hvorfor, for nu bliver de spurgt af journalisterne. Det er i sig selv alle tiders, at det havde den effekt.”

I København Zoo har man i årevis talt åbent om aflivningerne i forbindelse med avlsarbejdet.

Men,” siger Bengt Holst, jeg ved jo, hvor mange zoologiske haver der gør præcis det samme som os, men som holder det skjult.”

Man siger ikke noget om det, fordi man er bange. Bange for pressens reaktion, bange for publikums reaktion. Og det mener jeg er forkert, for så får man netop de her følelsesladede reaktioner. Folk har jo ikke skyggen af chance for at forstå, hvorfor man gør, som man gør, når man aldrig har gjort rede for årsagerne bag sådan en aflivning.”

Det, de skjuler, er det faktum, at aflivninger af raske, unge dyr er en nødvendighed, hvis man forvalter sin dyrebestand på den måde, København Zoo, og et stort antal andre zooer verden over, gør.

I København Zoo lader man dyrene yngle. Det gør man dels, fordi yngelpleje er en naturlig adfærd, der har stor betydning for dyrenes trivsel. I zooens kunstige omgivelser er netop den naturlige adfærd begrænset – maden bliver serveret, og der er ingen rovdyr at flygte fra – men yngelpleje er en mulighed, der giver dyret et 24-timersarbejde”, som Bengt Holst siger.

Den anden og mindst lige så vigtige grund til, at Zoos dyr får unger, er, at Københavns zoologiske haves dyrebestand indgår i store, internationale avlssamarbejder. Formålet med disse samarbejder er at sikre genetisk sunde bestande af så mange arter som muligt. Derfor flytter man dyr rundt mellem haverne, så der ikke forekommer indavl.

Det ultimative formål med disse bestande er at have dyr at udsætte i naturen, hvis en art bliver udryddet i det fri. Men i praksis er det de aller-allerfærreste zoo-dyr, der bliver udsat. Så godt som alle lever og dør i fangenskab.

De zoologiske havers avlssamarbejder kan derfor bedst betragtes som en gen-bank, hvor man har rigeligt stående til, hvis nu man en dag får brug for det – og derudover som en forsikring for, at der også er eksotiske dyr i zoologiske haver om 50 og 100 år, så haverne kan bygge deres naturformidling på de levende dyr.

Ikke alle dyr har let ved at yngle i fangenskab. Men København Zoo er gode til at få deres til det. Og så sker det uundgåelige: På et tidspunkt opstår der dyr, som der ikke er plads til. Hverken fysisk eller i det genetiske avlsprogram.

Man kan simpelthen ikke sikre en sund dyrebestand langt ud i fremtiden uden af og til at få et overskud. Og det overskud bliver du nødt til at forholde dig til,” siger Bengt Holst.

Du kan ikke bare regne med at aflevere dem til nogle andre, der lige står og mangler. Så der er to muligheder: Enten holder du op med at yngle på dem, og så daler kvaliteten i din bestand, og deres velfærd kompromitteres. Eller også tillader du dig at aflive et eventuelt overskud, fuldstændig som det sker ude i naturen.”

HELHEDFascination er forudsætningen for, at vi tager ansvar for naturen. Men det er nødt til at være fascination af arten, af sammenhængen - ikke af det enkelte dyr, siger Bengt Holst. Foto: Peter Helles Eriksen / Zetland

Da ramaskriget om giraffen Marius rejste sig forud for aflivningen, var der to zoologiske haver samt et par privatpersoner – herunder den Los Angeles-baserede danske kendisagent Claus Hjelmbak – der tilbød at overtage dyret.

Claus Hjelmbak var blevet meget berørt, da nyheden om den forestående aflivning kom frem, og han havde taget kontakt til flere af sine velhavende klienter for at høre, om de ville skyde penge i at købe giraffen. Det lykkedes: En kvindelig klient lovede at give et par millioner”, hvis det kunne hjælpe.

Det kunne det ikke. Svaret fra København Zoo var nej, både til de zoologiske haver og til Claus Hjelmbak, der gav luft for sin frustration over for Ekstra Bladet:

Jeg har prøvet at finde en løsning på det hele, siden jeg fandt ud af, at den lille giraf skulle dræbes, fordi den ikke passer ind i København Zoo. Jeg ringede til Zoologisk Have, og direktøren var fuldstændig ligeglad,” sagde han.

Og ja, Bengt Holst var ligeglad. Også med de underskriftsindsamlinger, der blev startet til fordel for giraffens overlevelse.

Det er jo for dumt at tro, at man kan presse os til at ændre mening på den måde,” siger han.

Hvis vi tager en sådan beslutning, gør vi det på et fagligt grundlag, og det kan en million underskrifter ikke ændre på, hvis vi mener, det vi gør, er fagligt korrekt.”

Det handler ikke bare om at komme af med dem. Vi kunne sagtens finde en eller anden crap-have et eller andet sted at placere dem i, men det vil vi ikke. Der er også noget moral og etik i dét: Vi vil ikke bare sende vores dyr et sted hen, hvor vi ikke kan stå inde for forholdene. De skal have et godt liv, så længe vi har dem, om det så kun er et eller to år.”

Det er et af de umiddelbare paradokser ved giraf-episoden og ved naturbeskyttelse i det hele taget: at det at slå et dyr ihjel nogle gange er det moralsk og etisk rigtige at gøre. Både for det enkelte dyr, hvis man ikke kan give dyret et værdigt liv, men først og fremmest for dyrearten som helhed.

Det er det, Bengt Holst meget gerne vil have folk til at forstå: at det ikke er individet, det ene dyr, der er den vigtige historie. Den vigtige historie er arten og den måde, netop den art passer ind i hele det kredsløb af livsformer, som udgør det, vi i flæng tænker på som naturen’.

Naturen har vi, i den vestlige kulturkreds, som udgangspunkt sympati for.

Der er i vores samfund en værdimæssig grundstrømning omkring det naturlige som værende af det gode. Både naturen omkring os og naturen i os selv: Flere af moralfilosofiens hovedværker, fra Bibelen til Rousseau, fortæller os om naturens ubesmittede ædelhed. Og om hvordan vi selv var natur engang og derfor gode. Men civilisationen korrumperede, trak os bort fra det naturlige og ind eksistentiel rådvildhed og moralsk forfald.

Den fortælling har sat et dybt aftryk på vores natursyn og præger det i høj grad den dag i dag. Tag bare ordet naturlig’: Det har en positiv værdiladning, nærmest uanset hvordan vi bruger det. Hvad enten man taler om en naturlig udvikling, om naturlige ingredienser, eller når man komplimenterer en persons sociale adfærd ved at sige, at hun var helt naturlig”.

Vi efterspørger også det naturlige i et væld af sammenhænge. Lige nu er der stærke kulturelle trends, der kredser om friluftsliv, naturbevidsthed, økologi, lavteknologiske livsvalg og fødevareområdets jord til bord-filosofi, der går hele vejen fra Nomas urtesamlere til frilandsgrise i supermarkedets køledisk.

Men vores idé om naturlighed er, kan man strengt taget sige, unaturlig. Forstået som at vores syn på naturen er underlagt et menneskeligt værdisæt, når vi tænker på den som værende af det gode’. Og det at læse vores egne moralbegreber ind i naturen præger i vid udstrækning det natursyn, der er fremherskende i dag.

Et natursyn, hvor vi har tendens til at fortolke naturen ud fra principper - godt og ondt, rigtigt og forkert - som kun stammer fra ét sted: os selv og vores civilisation.

Vi er underligt tvespaltede i vores tilgang til de her ting. Folk vil gerne naturligheden. Men medmindre de løbende hører historier om noget andet, går folks grænser for naturligheden ved den acceptable naturlighed. Det vil sige den, der ikke indbefatter for meget grusomhed. De skal helst ikke æde hinanden for meget. Vi har en begrænset realitetsfornemmelse omkring de ting,” siger Bengt Holst.

Vi er grundlæggende ikke særlig gode til at acceptere, at dyr er dyr. At de ikke tænker og ikke handler efter samme rationaler, som vi gør, siger han.

En giraf, siger Bengt Holst, ved ikke, at den skal dø, og når den dør, er den ikke skuffet over, at dens liv ikke blev længere. Det er os, der lider moralske og følelsesmæssige kvaler ved tanken om dens død.

De følelser skal der være plads til. Problemet opstår, mener Holst, når vi forveksler vores følelser med giraffens. Når vi kalder den en poor baby – en formulering, der gik igen i de vrede reaktioner fra udlandet omkring Marius-sagen.

Men, siger han, der kan zoologiske haver gøre en forskel:

Vi har som institutioner en meget vigtig opgave i at udbrede det, jeg kalde det realistiske natursyn. Hvor dyrene har en værdi som de dyr, de er, og ikke som de dyr, vi kan gøre dem til med de værdier, vi læser ind i dem,” siger Bengt Holst.

Det er først, når det er det, Bengt Holst kalder dyrenes egen historie”, en zoo fortæller, at man begynder at rykke publikums bevidsthed. Og måske også deres grænser.

Hvis vi kan skabe fascination hos folk ved hele historien omkring zebraen, herunder den barske del, som indbefatter, at en del af dem altså dør som føde for løverne, så tror jeg, at vi kan – hvis vi er dygtige – være med til at udvide rammerne for, hvad folk accepterer som naturligt.”

Bonusinfo: Inden for den seneste måned har løverne i København Zoo dræbt to af flokkens unger - og spist dem.

Der er et andet aspekt af menneskeliggørelsen af dyr, som Bengt Holst synes er besværligt. Skadeligt, faktisk. Det er det, man kan kalde for nuttethedsskalaen. Der, hvor de dyr, vi som mennesker finder særlig søde, smukke eller spændende, bliver tilskrevet en særlig værdi og løber med opmærksomheden. På bekostning af de dyr, Bengt Holst beskriver som de små, kolde og slimede”.

De flotte, nuttede dyr er nemmest at sælge’. Både for zoologiske haver, der skal trække publikum til, og for organisationer, der beskæftiger sig med naturbeskyttelse, dyrs velfærd og rettigheder, og som i nogle tilfælde har indflydelse på både folkestemning og politisk arbejde på naturområdet.

Bengt Holst forstår rationalet bag, at man benytter sig af nuttethedsfaktoren for at øge sin gennemslagskraft. Men det skaber en risiko for, at man tager forkerte beslutninger, der tilgodeser, igen, det enkelte dyr frem for helheden.

Vi snævrer billedet ind igen når vi gør ét dyr til hovedperson. Når én er finere end de andre, fordi den har lange øjenvipper, så den skal vi passe bedre på. Men der er ikke nogen dyr, der, hvad det angår, er mere værd end andre,” siger han.

Det er det eneste tidspunkt i samtalen, hvor Bengt Holsts stemme får en snert af noget skarpt. Det er, som om det virkelig nager han, at noget så subjektivt og irrationelt, som hvor kønt et dyr er, kan være afgørende for noget som helst.

Provokerer det dig, at folk menneskeliggør og romantiserer dyr på den måde?

Det provokerer mig ikke, for jeg ved jo godt, at den opfattelse er der. Men jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at ændre på den. Jeg mener, det er ødelæggende. Og folk får meget mindre ud af deres oplevelse af dyrene, når de kun ser dem i det her snævre, menneskelige værdisæt.”

Og så er der det, at det værdisæt ikke er særlig konsistent.

Husk på,” siger Bengt Holst, at hele vores verden, hele vores samfund, er bygget op på, at der er nogle dyr, vi afliver på et ungt, levedygtigt stadie, fordi vi har brug for dem i en eller anden sammenhæng. Det er især produktionsdyrene, der holder for her, med mange millioner aflivninger om dagen. Og når det drejer sig om køer og grise og får, har vi vænnet os til det, og så er det okay. Men når det drejer sig om eksotiske dyr, der går ude på savannen, er reglen åbenbart noget andet.”

Og også der er der forskel. For havde vi taget et vortesvin eller en impala-antilope, var der jo ingen, der havde gøet eller galet. Nu var det så en giraf, men skal den have andre forhold end en antilope, som er mere anonym, bare fordi den er stor og flot og har været med i børnebøger? Det mener jeg ikke er rigtigt.”

For Bengt Holst er alle dyr lige. Der hvor der er en afgørende forskel på, hvilke rettigheder individet har, er mellem mennesket – og resten af dyrene.

Det er det eneste logiske sted, man kan trække en grænse for, hvornår du kan tillade dig at aflive ud fra et eller andet formål,” siger han.

Hvis man begynder at tage næsttætteste slægtning, menneskeaberne, med i menneskepuljen, må man også have resten af alle primaterne med. Og primater er meget nært beslægtede med rovdyrene. Og så videre.

Og meget hurtigt er vi altså nede ved kakerlakkerne. Der er ikke noget naturligt sted, man kan trække en linje, undtagen mellem mennesket, der er vores egen art, og resten.”

Men den grænse er der jo uden tvivl nogen, der vil kunne anfægte. For eksempel ud fra et religiøst synspunkt.

Ja, og jeg ville ikke forlange, at en hindu skulle aflive en ko ud fra de værdier, jeg arbejder ud fra. Folk skal have lov at udøve deres værdier i deres samfund. Men det her (aflivningen af giraffen, red.) skete i Danmark, i det samfund, vi lever i, i overensstemmelse med det, der er vores holdning til dyrene. Og skal vi overhovedet have en chance for at leve op til de mål, vi har sat os om at have nogle dyrebestande i fremtiden, er vi nødt til at acceptere aflivninger som den her, for ellers er det umuligt at gennemføre.”

Men hvad med bare at lade dyr blive i deres naturlige omgivelser? Og lade naturen gå sin gang?

Det kan naturen jo så bare desværre ikke, fordi mennesket har så stor indflydelse, som vi har. Og hvis vi ikke på nogen måde forsøgte at beskytte, tage ansvar og en gang imellem flyttede lidt rundt på brikkerne, for at naturen bedre kan overleve, er der masse ting, der ville forsvinde mellem fingrene på os.”

DEN LANGE BANEZoo bør gøre en aktiv indsats for naturbevarelse mener Bengt Holst: "Vi pådutter vi dyrene en begrænsning af deres udfoldelser, uanset hvor gode forhold vi giver dem. Og for at kunne retfærdiggøre det, så bør der være et overordnet formål, som er rimeligt vidtløftigt. Som er mere end bare at tjene penge." Foto: Peter Helles Eriksen / Zetland

For zoo-direktøren er det meget simpelt. Vi mennesker bebor denne planet, vi har koloniseret alle afkroge af den, og vi udnytter dens ressourcer i enorm grad og ønsker at fortsætte med det. Det er et vilkår – og det er det vilkår, han arbejder ud fra.

Som vi agerer i dag, er der mange arter, der ikke er plads til. Så hvis vi overhovedet vil gøre os håb om at beholde noget natur med den biodiversitet, vi har i dag, og som er det, der gør naturen spændende, er vi nødt til at gå ind og lave nogle indgribende foranstaltninger,” siger han.

Det kan være at flytte dyr, når et område er dødsdømt, at genudsætte dyr i et område, hvor arten er væk, eller genoprette naturområder, hvor man ved, at dyrene selv vil indvandre, hvis de rigtige forhold bliver genskabt.

Den slags projekter mener Bengt Holst, at enhver zoo, der vil gøre sig fortjent til at holde dyr i fangenskab, bør deltage i. Direkte naturbevarende aktiviteter, som ikke bare handler om formidling til et publikum.

Det er ikke godt nok at sætte et fint skilt op, hvor man fortæller, hvor dyret kommer fra. Man bør gøre en aktiv indsats, ude omkring hvor dyrene lever, for det er jo der, naturbeskyttelsen skal foregå. Vi er jo bare et instrument.”

Det, vi gør,” siger han, det er jo at gribe ind mod vores egen, negative indflydelse. Det ligger i ordet naturbeskyttelse. Vi beskytter naturen mod en negativ indflydelse, og den negative indflydelse er os.”

København Zoo ligner stadig sig selv. Men der er noget, der har ændret sig. Det er ikke noget, nogen kan se. Men det er noget, Bengt Holst kan mærke:

Vi står stærkere i dag, end vi gjorde før den her sag,” siger han.

Zoo ikke bare overlevede en international mediestorm. Institutionen fik slået sine værdier og sit videnskabelige grundlag fast, den trak tæppet væk under visse branchekollegers forlorne arbejdsmetoder, og den åbnede for en tiltrængt debat om et vanskeligt emne, der fik mennesker over hele verden til at overveje, hvilket etisk-moralsk kodeks, deres syn på dyr og natur egentlig var funderet i.

Og publikum kommer stadig. Med andre ord: Zoo vandt.

Bengt Holst har ofte tænkt over: Hvorfor gik det egentlig sådan?

Vi var jo slet ikke forberedt på det,” siger han. Vi havde ikke nogen kommunikationsstrategi omkring det, for vi havde aldrig prøvet sådan noget før.”

Men efterfølgende har jeg kunnet se, at vores kommunikationsstrategi sådan set lå i vores daglige arbejde. Det gik godt, fordi vi altid har været åbne og ærlige og ikke skjult noget, vi har været meget konsistente i vores udmeldinger, og vi har diskuteret rationelt og ikke følelsesmæssigt, og det er alfa og omega i sådanne sager.”

Og så én ting mere: Fordi Bengt Holst selv stod der – og stod fast. Han er godt klar over, det betød en hel del.

Der er mange, der bukker nakken på et tidligt tidspunkt, fordi de tænker, de ikke kan holde til den negative mediestorm. Men hvis man virkelig tror på sagen, skal man kæmpe kampen helt ud. Og tage de slag, der kommer. Og hvis man ikke tror nok på det, skulle man måske ikke have gjort det i første omgang,” siger han.

Længere er den ikke.”

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

Vis mig Zetlands principper

I dag læser vores medlemmer: