Send en tanke til Zetlands medlemmer

Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Justitia Tænketank er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Argument: Er han terror-blød? Nej, Londons muslimske borgmester er den, mange har sukket efter

UNDER ANGREB Sadiq Khan er blevet kaldt både zionist og islamist. Og ja, begge dele er forkerte. Foto: Ik Aldama / Scanpix


Derfor skal du læse denne artikel

Efter terrorangrebet i London har byens muslimske borgmester mødt kritik fra blandt andre Donald Trump. Men der er ikke hold i anklagerne om Sadiq Khans eftergivenhed over for terror og islamisme. Tværtimod er Khan netop den sekulære, værdiliberale, terrorbekæmpende muslimske toppolitiker, mange europæere har sukket efter, mener Jacob Mchangama. Det er gift for debatten, når der ikke skelnes klarere mellem politikere med muslimsk baggrund.

For nylig udspillede der sig en kamp mellem to politikere på tværs af Atlanten. Det var en kamp, der fortæller en større historie.

Det begyndte oven på det seneste terrorangreb i London. Efter angrebet kastede den amerikanske præsident Donald Trump sig ud i en række tweets rettet mod Londons borgmester, Sadiq Khan.

Først skrev Trump forarget: Mindst 7 døde og 48 sårede i terrorangreb, og Londons borgmester siger, at der ingen grund er til at være alarmeret!”

En talsmand for Sadiq Khan forklarede så, at udtalelsen var taget ud af kontekst. Khans udtalelser om ikke at være alarmeret” henviste til det øgede politiopbud snarere end terrortruslen, sagde talsmanden. Khan havde klart og utvetydigt fordømt angrebet og den ideologi, der ligger bag.

Så svarede Trump igen. Han kaldte det en ynkelig undskyldning”.

Det var imidlertid ikke første gang, Trump skød med skarpt mod Sadiq Khan i kølvandet på et terrorangreb. I marts dræbte en terrorist seks mennesker i London. Samme dag udsendte Donald Trumps søn Donald Trump jr. et tweet.

Han skrev: Er det en joke?! Terrorangreb er en del af at bo i en storby, siger Londons borgmester Sadiq Khan.”

Trumps søn henviste til et interview med Khan fra avisen Evening Standard. Men går man til kilden, lyder Khans fulde udtalelse blandt andet:

En del af det at bo i en stor, global by er, at man bliver nødt til være forberedt på disse ting. Man bliver nødt til at være årvågen. Man skal støtte politiet i at udføre et utroligt svært job.”

Som et indirekte svar til Trump jr. sagde Khan også: Vi må aldrig acceptere, at terrorister får succes. Vi må aldrig acceptere, at terrorister kan ødelægge vores liv eller den måde, vi lever vores liv på.”

Herhjemme har kampagnen mod Khan også fået liv på sociale medier.

Formanden for Dansk Samling har eksempelvis gentaget både Trump og Trump jr.s misvisende kritik under overskriften Londons ynkelige borgmester”, hvor der også henvises til Khans muslimske baggrund. Det samme gjorde adskillige islamkritiske Facebookbrugere med formuleringer om islams kransekagefigur i London”, der tilskynder til terror, og en opfordring til, at Khan skulle waterboardes.

Mens Trump og Trump jr. ikke direkte kæder kritikken af Khan sammen med borgmesterens muslimske baggrund, holder mange på sociale medier sig altså ikke tilbage. Labour-politikerens muslimske baggrund er et velkendt tema, som også fyldte i hans valgkamp for at blive borgmester i London. Hans modstander, Zac Goldsmith, og Det Konservative Parti og debattører beskyldte Khan for at have forbindelser til ekstremistiske kredse.

En del af disse beskyldninger var åbenlyst grundløse. Khan har som advokat og leder af en menneskerettighedsorganisation forsvaret hardcore islamister og terrorister. Men at sætte lighedstegn mellem en advokat og en klients holdninger er useriøst. Herhjemme er advokat Mette Grith Stage jo ikke IS-sympatisør, fordi hun forsvarede Kundby-pigen.

Lidt mere kød er der på andre anklager.

De går på, at Khan har deltaget i debatter med islamister og en demonstration mod Muhammedtegningerne, hvor en deltager fremkom med ekstreme ytringer. Desuden har han som juridisk repræsentant for en muslimsk forening udtalt, at der ikke var enighed om, at den kendte islamist Yusuf al-Qaradawis holdninger var ekstreme. En anden alvorlig indvendig mod Khan er, at han i 2009 brugte udtrykket Uncle Toms om moderate muslimer i et interview på iransk stats-tv, et udtryk, der kan udlægges racistisk, og som Khan senere har taget klart afstand fra og undskyldt for.

Disse begivenheder ligger dog et godt stykke tilbage i tiden og så vidt ses, er der ikke meget, der tyder på, at Khan selv har udtrykt ekstremistiske eller islamistiske holdninger. Hans ageren skal nok snarere ses i lyset af, at han på daværende tidspunkt tilhørte den yderste og multikulturalistiske venstrefløj i Labour med folk som tidligere borgmester Ken Livingstone og den nuværende Labour-leder Jeremy Corbyn. Her har man haft mere end almindeligt svært ved at tale åbent og ærligt om problemerne med islamisk ekstremisme og indvandring, og i misforstået solidaritet med sårbare mindretal” har nogle lukket øjnene for ekstremisme i minoritetsmiljøer.

Mere interessant end Khans gamle udtalelser og hans modstanderes forsøg på guilt by association er dog Khans udtalelser og ageren som politiker og borgmester. For hvis mistanken om, at Khan i virkeligheden arbejder på at islamisere London, havde substans, måtte man jo kunne pege på handlinger og ytringer, der peger i den retning, og ikke forlade sig på fordrejede citater taget ud af kontekst.

Men allerede under valgkampen lagde Khan ud med en offensiv mod terror og islamisk terrorisme i et interview med Evening Standard:

En af de ting, der bekymrer mig mest, er, at vi udgør et mål for terror … Som britisk muslim, som vil bekæmpe ekstremismen, vil jeg være den borgmester, der skaber sikkerhed. Fra dag ét vil jeg gå i krig mod disse terrorister.”

I samme interview udtalte Khan også bekymring over udbredelsen af fundamentalisme i London. Han sagde, han frygtede, at hans døtres frihed kan blive rullet tilbage, og fremhævede som et eksempel brugen af niqab.

Da jeg var yngre, så man ikke folk i hijab og niqab, ikke engang i Pakistan, når jeg besøgte min familie. I London levede vi som andre. Folk klædte sig ens. Nu ser man folk, der er født og opvokset her, som vælger at iføre sig hijab og niqab. Man må stille sig spørgsmålet, hvad sker der i de hjem. Det er stærkt bekymrende, hvis folk begynder at tænke, at det i orden at behandle kvinder forskelligt, eller at det er blevet påtvunget dem. Det bekymrer mig, at børn bliver påtvunget en bestemt livsstil.”

Homoseksuelles rettigheder står ikke højt på islamisters dagsorden, men netop det emne har længe været en prioritet for Khan.

I 2013 stemte Khan som parlamentsmedlem for Labour for at lovliggøre homoseksuelles ret til at indgå ægteskab. Det medførte, at Khan blev fordømt af en række imamer, fik dødstrusler fra islamister og måtte leve med øgede sikkerhedsforanstaltninger. Som borgmester har Khan hejst LGBTQ-regnbueflaget fra Londons rådhus og deltaget i Londons Pride Parade. Ikke ligefrem handlinger, der rimer på snigende islamisering. (Khan er da også blevet fordømt af for eksempel Hizb-ut-Tahrir).

I forhold til ytringsfrihed har Khan også indtaget en langt mere liberal holdning end under Muhammed-krisen. Efter angrebet mod Charlie Hebdo udtalte Khan ifølge BBC, at nogle mennesker i Storbritannien ville føle sig krænkede af karikaturtegningerne, men at det er uundgåeligt, at mennesker fra forskellige trosretninger – eller mennesker, der ikke er medlem af en organiseret trosretning – ofte vil sige ting, som du måske ikke vil være enig i. Men en del af det at leve i et pluralistisk samfund er ikke bare at tolerere, men at respektere, at de forskelle findes.”

Når det gælder antisemitisme og Israel, har Khan heller ikke ligefrem en profil, der passer på en islamist.

I en kronik i den israelske avis The Jerusalem Post erkendte Khan Londons stigende problemer med antisemitisme og lovede en ny nultolerancepolitik over for den slags hadforbrydelser. Da Khan støttede Owen Smith snarere end Jeremy Corbyn som Labours leder, lagde han vægt på Labours problemer med antisemitisme, ligesom han klart og utvetydigt fordømte Ken Livingstone, der har linket zionisme og Adolf Hitler.

Khans klare fordømmelse af antisemitisme og imødekommenhed over for Israel medførte, at Khan blev udsat for påstande om, at han var købt og betalt af jøder og Israel. Altså helt omvendt den mistænkeliggørelse, han i dag mødes med fra islamkritikere, der mener at vide, at han i virkeligheden er islamist. Ja, i en artikel blev Khan endog kaldt for Londons zionistiske borgmester” på grund af sin støtte til Israel og modstand mod at boykotte israelske varer og initiativer.

Med andre ord: Man kan beskrive Sadiq Khan som en muslimsk borgmester, der klart og utvetydigt fordømmer terror, støtter homoseksuelles rettigheder, bekæmper antisemitisme, modsætter sig islamisk fundamentalisme og bliver fordømt af islamistiske imamer. På mange måder har han som borgmester vel nærmest været prototypen på den værdiliberale, demokratiske og sekulære muslimske politiker, som mange europæere har sukket efter.

Så når Donald Trump vælger at angribe Khan – og får opbakning blandt visse politikere og borgere i Europa – siger det noget om, at der findes et betydeligt segment i Vesten, der ikke formår at skelne mellem muslimer som individer. Det at være muslim anses i sig selv som værende suspekt. Og hvert et forhold, der kan bruges til at tegne et billede af en islamist, udnyttes til langt ud over, hvad det kan bære. Samtidig udelades alle de forhold, der peger i den modsatte retning.

Og så er der grund til at råbe vagt i gevær.

For ja, kampen mod islamisme er afgørende for vestlige demokratier. Til denne kamp hører, at islam må være åben for både kritik og satire – og at muslimer, der fravælger det frie samfunds værdier, kan kritiseres, uden at det sidestilles med racisme eller fremmedhad.

Men – og det er vigtigt: Når værdiliberale muslimske politikere, der agerer i fuld overensstemmelse med det liberale demokratis værdier, mødes med mistænkeliggørelse og fordrejede påstande om deres syn på muslimsk terrorisme, så er det dybt problematisk. Ikke blot fordi det er ødelæggende for den offentlige debat. Også fordi det er gift for den tillid, der er afgørende for, at pluralistiske samfund kan fungere som åbne og frie af slagsen.