ARGUMENT_

“Hvis mennesket en dag gennemskuede pengesystemet,” sagde Henry Ford engang, “ville revolutionen bryde ud den næste.” Så hvordan bliver penge skabt?

6. juli 2018 | Økonomi | 13 min.

Dette er penge på øen Yap.

Midt i Stillehavet, 1.500 kilometer øst for Filippinerne og 2.000 kilometer nord for Australien, ligger den lille ø Yap. Indtil slutningen af det 19. århundrede var den et af de mest afsides og utilgængelige steder på jorden. Igennem århundreder havde spanierne, englænderne, franskmændene og hollænderne ignoreret den.

Eller rettere, den havde haft besøg af én ekspedition af spanske missionærer i 1731. Men da skibet vendte tilbage et år senere, var alle de fromme kolonister blevet myrdet af lokale heksedoktorer. Først i 1869 blev der etableret en lille handelspost på øen. Indbyggernes verden (‘Yap’ betyder bogstaveligt ‘landet’, hvilket vil sige hele verden) åbnede sig fra da af langsomt.

I foråret 1903 kom en amerikansk antropolog, Henry Furness, til øen for at kortlægge beboernes livsvaner. Han forventede at møde et ukompliceret samfund. På Yap, der kun er halvt så stor som Isle of Man, boede der et par tusind mennesker. Ikke desto mindre publicerede Furness et par år senere et omfattende bogværk om det indviklede kastesystem, religionen og – først og fremmest – økonomien på Yap.

I virkeligheden var der kun tre produkter på øen, som var egnet til at handle med: fisk, kokosnødder og det ultimative luksusprodukt: søpølser. Der var ingen marker, så godt som intet håndværk og kun nogle få svin. Man skulle derfor også forvente, at Yaps økonomi var baseret på byttehandel.

Men intet kunne være fjernere fra virkeligheden. Øen havde tværtimod et fascinerende pengesystem, som den dag i dag vækker økonomernes beundring. Da Furness’ bog udkom, nåede et eksemplar frem til juniorredaktøren på det anerkendte Economic Journal i London. Og hans navn? John Maynard Keynes.

“[Vi] kunne sikkert lære meget af den mere logiske praksis på øen Yap,” noterede den mand, der senere skulle blive en af det 20. århundredes største økonomer.

For det tilfælde, at nysgerrigheden ikke allerede er vakt i tilstrækkelig grad, vil jeg føje et lag mere på. Fortællingen om Yap tilbyder os nemlig et svar på et af de største, vigtigste og vanskeligste spørgsmål, som man kan stille sig:

Hvad er penge?

Det ligner umiddelbart et enkelt og ukompliceret spørgsmål. Penge bruger vi jo hver dag. De binder venner, fremmede og fjender sammen. Uden penge – eller bedre formuleret: uden gæld – ville samfundet falde fra hinanden som løse sandkorn. Vores penge er en afspejling af en lang række løfter og relationer. De viser os, hvor rige vi er, og hvor fattige. Penge er derfor heller ikke bare et spørgsmål om trist bogholderi, men i lige så høj grad om de store ting i livet: kærlighed, religion, politik, magt og vold.

Et naivt spørgsmål: Hvorfra kommer vores penge egentlig? Og hvordan kan værdiløse stykker metal eller papir eller bits i en computer være så meget værd? Og når nu pengene har med de største ting i livet at gøre, er det så ikke mærkeligt, at ingen forstår, hvordan de fungerer? Eller er det i virkeligheden meningen? “Hvis mennesket en dag gennemskuede pengesystemet,” sagde Henry Ford engang, “ville revolutionen bryde ud den næste.”

Præcis den følelse får man, når man læser om pengesystemet på øen Yap. Hvorfor gjorde disse mennesker ikke oprør?

Det begyndte med, at deres penge var kæmpestore. Nogle af ‘mønterne’ var et par centimeter i diameter, men de største havde en diameter på mere end fire meter. Disse stenmønter, som også blev kaldt rai, vejede flere tons og havde form som en donut. Der var et hul i midten, hvor en lille træstamme kunne stikkes ind. Således kunne man transportere mønterne, selv om det krævede omkring 20 mand at gøre det.

Men det bliver endnu mærkeligere. For at få fat i stenene sejlede beboerne på Yap i kanoer og på tømmerflåder til øen Palau, som ligger 400 kilometer fra Yap (det er nogenlunde som afstanden mellem Isle of Man og London). På Palau skulle man først have tilladelse til at hugge stenene løs. Udstationerede europæere beskrev omkring 1850, hvordan beboerne på Yap samlede træ og vand til indbyggerne på Palau, og de anlagde selv hele vejnettet – alt sammen for at få adgang til stenpengene.

Hvorfor gjorde øboerne ikke oprør?

“Fremskaffelse af stenene må have været en næsten overmenneskelig opgave,” bemærker en historiker. Før europæerne kom med metalredskaber, blev stenene formet ved hjælp af strandskaller. Men det sværeste var alligevel tilbageturen – en rejse, hvorunder talløse øboer druknede, indtil turen sidst i det 19. århundrede blev mere bekvem som følge af tilstedeværelsen af europæiske skibe. Fra da af kunne enhver indbygger på Yap skabe sig en formue på Palau. På et tidspunkt arbejdede ikke færre end 400 mand, svarende til en tiendedel af befolkningen, med stenproduktion.

Hvad er penge så?

Fortællingen om Yap gør det i hvert fald klart, at mange af vores almindelige antagelser ikke holder vand. For det første er pengene ikke opfundet som et handy byttemiddel (hvad der ellers står i mange økonomiske lærebøger, selv om der ganske enkelt ikke er noget historisk bevis for det). Man kunne jo dårligt forestille sig, at en eller anden på Yap tænkte: “Tja, det er jo temmelig ineffektivt at gå rundt og lede efter en eller anden, som er villig til at bytte en kokosnød for en halv søpølse. Lad os indføre tunge stenpenge i donut-form i stedet!”

Det fremgår desuden af Furness’ rapport, at pengenes værdi ikke hviler på hårde økonomiske fakta, men på løfter. Penge er ikke en ting – de er en idé. Det er ikke noget tilfælde, at ordet kredit kommer af det latinske verbum credere, at tro, nære tiltro (eller betro, i betydningen udlåne).

Og løfter bliver sommetider brudt.

“Hvad en landsmand har at tilbyde,” skrev en tysk besøgende omkring 1900, “betaler en Yap-boer med Yap-penge.” Furness rapporterede, at man for en pæn hvid rai på en halv meter i diameter kan købe mad til mindst 50 mand, et svin på 100 pund eller tusind kokosnødder. Og hvad enten det drejede sig om rituelle danse, tatoveringer eller tjenesteydelser fra prostituerede, blev de betalt med stenpenge.

At pengene var så tunge, havde i øvrigt en fordel: De blev så godt som aldrig stjålet. Og endnu bedre: Rai blev overhovedet ikke flyttet nogen steder hen. Gælden blev registreret, og gældsposter modregnet indbyrdes. Selv når der var tale om handel med en sten, blev den for det meste liggende, hvor den lå. Alle vidste altid, hvis stenen var. “Der kan ikke være tvivl om det,” skrev økonomen Felix Martin, “selve rais skæbne interesserede ikke Yap-boerne.”

Og som om det ikke var fremmedartet nok: Halvt inde i sin bog fortæller Furness om en familie, hvis rigdom er anerkendt af alle, selv om denne rigdom ingen steder er at se eller røre. Det bliver senere almindeligt anerkendt, at en sten simpelthen beholder sin værdi. Og tre generationer senere var den familie, som havde arvet stenen, stadig den rigeste i landsbyen, med den bedste hytte og de fleste slaver.

Så vi spørger endnu en gang: Hvad er penge?

Det bizarre ved rai på Yap såvel som ved vores nuværende digitale euro er, at de på én gang er værdifulde og værdiløse. Yap-boerne havde egentlig ikke noget med stenene at gøre. Man sad ikke godt på dem, man kunne ikke spise dem, og de blev ikke engang brugt som udsmykning i forhaven. Og alligevel gjorde øboerne alt for stenene – lidt ligesom vi er villige til at arbejde hårdere og hårdere for at få flere bits og bytes på vores virtuelle bankkonti.

Men hvor kommer pengene så fra? Når det drejer sig om løfter og tillid, må pengenes skaber i hvert fald være den mest magtfulde person i landet. Eller på øen. Sådan må det på en eller anden måde have været i oktober 1871, da en irsk skipper med ildrødt hår blev skyllet op på stranden på Yap. Han havde lidt skibbrud og blev fisket op af vandet af hjælpsomme Yap-boere. Det blev begyndelsen på et 30 år langt venskab, hvor manden, som hed David O’Keefe, blev konge over øerne Mapia, Sonsorol og Yap. “O’Keefe herskede over tusindvis af mennesker,” skrev New York Daily Tribune i en artikel i 1903, to år efter hans død. “De var analfabeter og vilde, men de forgudede ham, og hans ord var deres lov.”

Eller sådan fortælles det i hvert fald. I tilfældet O’Keefe har historikerne altid haft svært ved at skelne fakta og fiktion fra hinanden. Men hvad vi med sikkerhed ved, er følgende: Han blev født som fattig bondesøn i det sydlige Irland og døde som en rig mand på Yap med en formue, som blev anslået til mellem 25 og 79 millioner dollars (korrigeret for inflation). O’Keefe boede i et stort hus af røde mursten med særskilt indgang for tjenestefolk, stort forrådsrum og en lang stenmole. Han brugte sølvbestik og havde et stort bibliotek foruden et klaver.

I de mellemliggende år var der kort sagt indtruffet et lille under. Hvordan var O’Keefe, som i 1871 havde siddet i dyb gæld, blevet så rig?

Sandsynligvis var det gået således for sig: På et tidspunkt ankom sømanden tilfældigt til Yap og fik her øje på, hvad tyske, hollandske, spanske og engelske kolonister havde overset: en gylden chance for at tjene penge. O’Keefe ville handle med kopra – en grundbestanddel i margarine, som bliver fremstillet af frugtkødet fra kokosnødder. Og Yap var rig på kokosnødder. Det eneste problem var, at Yap-folket overhovedet ingen interesse nærede for europæiske produkter (bortset fra alkohol og tobak). Men O’Keefe kunne få dem til at lytte: Hvad nu, hvis han kunne transportere de enorme donutsten på sit skib? Kunne han så få kopra med tilbage til gengæld?

Det varede ikke længe, før Yap blev regionens handelscentrum. Hvert år anløb mellem 20 og 30 skibe. I gennemsnit blev der eksporteret 1.500 tons kopra om året, og næsten hele indtjeningen blev indkasseret af David O’Keefe. Imens blev der bare ved med at ankomme flere rai. Kaptajn Andrew Cheyne, som boede på Palau, skrev så sent som i 1841, at stenpengene var sjældne på Yap – så sjældne, at det at eje en stor rai kunne gøre et stammeoverhoved misundeligt. Men i 1929 var der ifølge en japansk optælling mindst 13.281 donutsten.

Yap var blevet ramt af hyperinflation.

Det store spørgsmål er nu: Hvem er vor tids David O’Keefe?

Husk på følgende: Den irske skipper behøvede ikke at tro på stenmønternes iboende løfter. Han koblede sig på en anden tradition. Det er en præstation i sig selv, for som en berømt økonom engang har bemærket: Alle og enhver kan skabe penge – kunsten består i at få dem accepteret som betalingsmiddel.

Tyskerne brugte et andet trick, da de i 1899 købte Yap af spanierne. De ville have Yap-boerne til at anlægge et bedre vejnet og prøvede først – uden held – at overtale dem med alkohol og tobak. Så bemalede tyskerne et par store rai med sorte kors, hvorved de angav, at pengene tilhørte kejser Wilhelm. Hvis Yap-boerne ville have stenene tilbage, måtte de først forbedre vejnettet. “Det virkede som en trylleformular,” skrev Furness. “Indbyggerne, så foruroligede og forarmede de var, reparerede vejene så effektivt, at de nu fungerer som hovedveje.”

Når vi nu har de beskidte tricks fremme, er der altid en sikker måde at skabe penge på: at bruge vold. Tiltro kan jo altid påtvinges. Det går således til: Først opretter man en lille milits, og så siger man, at folk skal betale skat. Så trykker man en stabel pengesedler og bekendtgør, at undersåtterne skal samle kokosnødder, som de kan bytte for pengesedler (hvormed de efterfølgende kan betale skat).

Her har vi det moderne banksystem: Bankerne behøver nu til dags ikke længere at hænge fast i mærkværdige traditioner som stenpenge fra Yap. De har nok i et tastatur: Indtast nogle tal, og voila, nye penge er skabt. Værdien af de digitale penge bliver efterfølgende garanteret af regeringen (som har voldsmonopolet). “Der er en grund til, at troldmanden har dette mærkelige talent til at skabe penge ud af intet,” bemærker antropologen David Graeber. “Der står en mand med en pistol bag ham.”

Penge er en af de største opfindelser, men de er også en kilde til vanvid.

At skabe penge bliver indimellem en lukrativ sag. I Middelalderen blev der talt meget om den såkaldte slagskat – forskellen mellem pengenes produktionsomkostninger og værdien af mønterne. Nu til dags tænker vi på den fortjeneste, bankerne opnår på grund af deres magt til med et tryk på en knap at skabe penge. Mange mennesker tror, at bankerne er en slags mellemled, som kun låner andres opsparing ud. Men sådan forholder det sig ikke: Når banken giver et lån, dukker pengene op ud af det blå. De bliver til et udestående på bankens balance, hvoraf der efterfølgende skal betales renter. I den forstand lejer vi vores penge af den finansielle sektor.

Naturligvis kan bankerne ikke skabe penge i det uendelige, som David O’Keefe gjorde (selv om det før finanskrisen så sådan ud). Men det er umiskendeligt klart, at slagskatten er en enorm kilde til velstand – den er en af de vigtigste grunde til, at banker og bankierer bliver så rige.

Nu er spørgsmålet så, om pengeskabelsen skal fjernes fra bankerne. Hvorfor skulle vi egentlig løbe risikoen? Når alt kommer til alt, stammer værdien af vores penge ikke fra bankerne, men fra de mennesker, der låner af dem. Og det var de troende, som i 2008 – i rollen som skattebetalere – finansierede den enorme gæld, bankerne havde skabt, med den største bail-out i kapitalismens historie.

Tænk på finanskrisen, og tænk så også på de hovedveje, som Yap-boerne byggede for tyskerne.

Så stor forskel er der nemlig ikke.

Og så for sidste gang det samme spørgsmål: Hvad er penge?

For det første handler det om tiltro – tiltro baseret på tal, som udlånes, og hvis tilbagebetaling om nødvendigt gennemtvinges med vold. Det er også en tiltro, der tager sig betalt med renter og renters rente. Det er endelig en tiltro, som kan være kollektiv, som for eksempel en statsgæld, så arbejdsløse unge i Grækenland kommer til at bøde for ‘arvesynden’.

Penge er en af vores største opfindelser. De er en motor for samarbejde og fremgang. Men de er også en kilde til vanvid. Når man læser om Yap-boerne, der udstyrede deres stærkeste mænd til at udhugge enorme donutsten 400 kilometer borte, får man hurtigt fornemmelsen af, at de var blevet sindssyge.

Lige til man tænker nærmere over vores eget pengesystem.

Pludselig ser man tegn på vanvid overalt. I dette øjeblik sidder en fjerdedel af den græske befolkning arbejdsløse derhjemme, fordi europæiske regeringsledere mener, at “vi skal have vores penge tilbage”. I Holland arbejder titusinder af talentfulde og højt betalte mennesker i den finansielle sektor, som nu er blevet så stor, at den ikke længere skaber velstand, men derimod reducerer den. Bidraget til vores økonomi fra bankerne udregner vi selv i forhold til den risiko, de løber: Jo større risiko, des større økonomisk vækst.

Det var måske det, Henry Ford hentydede til, da han sagde, at revolutionen bryder ud, dagen efter at folk har forstået, hvordan pengesystemet virker.

Men det er fristende at tænke på penge som en ‘ting’, således at deres værdi på en eller anden måde må være sikret. For de formuende er det også attraktivt, at spørgsmålet om tilbagebetaling af gæld bliver gjort til et moralsk anliggende eller ligefrem en religiøs pligt. Så skal gælden, koste hvad det vil, betales tilbage – også selv om mennesker og lande ødelægges fuldstændigt. Det ikke tilfældigt, at et ord som ‘skyld’ i flere germanske sprog har dobbelt betydning: debt (det, man er pligtig at betale) og guilt (strafværdighed, skyldfølelse). På den måde bliver rigdom til en dyd, og fattigdom til en synd.

Misforstå mig ikke: Der er ikke noget galt med penge som sådan. Eller skarpere formuleret: Uden tiltro og gæld ville samfundet falde fra hinanden. At den ene er formuende, skyldes altid den andens gæld. Pengene blomstrer, når mennesker og lande arbejder sammen. Kreditorerne bekymrer sig om skyldnernes velbefindende, og dårlige skyldnere bliver opgivet. Eller sagt på en anden måde: tilgivet.

Men den, der glemmer, hvad penge er, gør et uhyre ud af dem. Så forvandles de fra smøremiddel – de løfter, vi giver hinanden – til lænker. Nogle gange helt bogstaveligt: I Holland bliver der hvert år sat tusind mennesker bag tremmer, fordi de ikke er i stand til at betale deres gæld. “I skal betale jeres gæld,” siger vi til mennesker, som er stødt på grund, og til lande, der er gået fallit.

Gang på gang glemmer vi, at penge er en idé eller en relation. Vi glemmer, at fremtiden er uforudsigelig, at relationer er foranderlige, og at derfor ikke alle gældsposter vil kunne betales. Vi glemmer, at der for hver uansvarlig skyldner (den græske regering) også findes en uansvarlig udlåner (de nordeuropæiske banker og pensionsfonde). Vi glemmer, at en hel del mennesker tjener penge uden at bidrage nogen steder (tænk på David O’Keefe eller hans nutidige fæller i bankverdenen).

Og måske det allervigtigste: Vi glemmer, at penge er et middel, ikke et mål.

Oversat fra hollandsk af Ole Lindegård Henriksen.