Trump vs. Biden 2020

Forestil dig, at USA gik forrest i klimakampen. Her er din guide til Joe Bidens nye, uhørt ambitiøse klimaplan

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

00:00

11:17

Hen over sommeren skete der noget ret vildt med den amerikanske præsidentkandidat Joe Biden: Han gav klimaet en helt central placering i sin politiske platform med en ny, 2.000 milliarder dollars dyr klimaplan.

Og hvis man vil forstå, hvad det er, den demokratiske præsidentkandidat forsøger at gøre med planen – og hvilken betydning den kan få i valgkampen – er det her et meget godt sted at starte: Joe Biden vil sikre op mod en kvart million olie- og gasarbejdere solide, fagforeningsbeskyttede jobs ved at hyre dem til at sætte prop i gamle boringer, som står og lækker klimaskadeligt metan. Han forsøger altså at gøre arbejdere i fossilbranchen glade ved hjælp af en ambitiøs klimapolitik. Det viser om noget, hvor bredt han forsøger at få sin klimaplan til at favne.

Officielt hedder Joe Bidens nye klimaplan faktisk slet ikke en klimaplan, men Bidens plan for at bygge en moderne, bæredygtig infrastruktur og en retfærdig fremtid med ren energi. Og den er en opdateret, langt mere ambitiøs version af hans tidligere Bidens plan for at sikre miljømæssig retfærdighed og lige økonomiske muligheder i en fremtid med ren energi.

De lange navne understreger, at for Biden handler klimapolitikken ikke kun om klimaet, men måske endnu mere om økonomisk genopretning efter coronakrisen, om jobs og om social og racemæssig retfærdighed. Når jeg tænker på klimaforandringer, tænker jeg på jobs – gode, velbetalte union jobs,” sagde han ved præsentationen af sin nye plan. Den blev lanceret under sloganet Build Back Better’ – altså Genopbyg bedre’.

Muligheden for at skabe stabile, fagforeningsbeskyttede jobs til middelklassen med hjælp fra store offentlige investeringer løber som en rød tråd gennem alle Bidens klimaforslag, og med udnævnelsen af Kamala Harris som vicepræsidentkandidat har han samtidig fået en højre hånd, der kan sætte en troværdig streg under koblingen mellem klimaet og kampen for social og racemæssig retfærdighed. Som offentlig anklager og senere justitsminister i Californien har Harris en lang historik for at ville beskytte fattige minoritetsområder mod forurening fra blandt andet fossile energivirksomheder. Nu lover Biden og Harris, at 40 procent af klimaplanens energiinvesteringer skal komme dårligt stillede lokalsamfund” til gode. Det er guf for dem, der under sloganet Racial Justice Is Climate Justice’ gerne vil koble klimakampen sammen med Black Lives Matter-bevægelsen og den brede kamp for sortes og andre minoritetsgruppers rettigheder.

Med sin nye klimaplan forsøger Joe Biden altså at samle en hel stribe af Demokraternes mærkesager i en overordnet ramme, der samtidig kan appellere til nogle af de vælgergrupper, som er helt afgørende for Demokraterne – fra venstreorienterede Bernie Sanders-fans til de frustrerede hvide arbejderklassevælgere, som i 2016 stemte på Donald Trump i vrede over tingenes tilstand. Han forsøger altså at gøre klimaet til dén vindersag, der kan samle Demokraterne og deres mange forskelligartede vælgergrupper. Det bliver, måske ikke så overraskende, lidt af en balancegang. Men hvis det lykkes, vil det få betydning langt ud over USAs grænser.

Planen, som Joe Biden nu har lagt frem, er nemlig på mange måder historisk og kan – hvis den bliver til virkelighed – blive et vendepunkt ikke bare for USA, men for hele klodens indsats for at bremse ophobningen af drivhusgasser i atmosfæren.

For det første gjorde Biden det allerede med sin første klimaplan klart, at han vil bringe USA tilbage i centrum af de internationale bestræbelser for at få udledningerne under kontrol. Han vil ikke blot melde USA ind i Paris-klimaaftalen igen, men også gøre klimaspørgsmålet til en central del af hele USAs udenrigs- og handelspolitik. Han forestiller sig for eksempel at indføre en form for klimatold på varer fra klimabelastende lande – noget, som EU for tiden også bakser med.

For det andet viser den nye, opgraderede plan, at Biden har lyttet til de mange økonomer og energieksperter, der har peget på coronakrisen som en unik mulighed for at slå to fluer med ét smæk. Ved at investere store summer i ren teknologi nu, lyder deres argument, kan man på én gang sparke gang i både økonomien og den grønne omstilling. Det ræsonnement har Biden tilsyneladende købt: Han har hævet beløbsrammen for sin plan fra 1.700 milliarder dollars over ti år til 2.000 milliarder dollars over blot fire år.

For det tredje er planen ganske enkelt historisk ambitiøs for en nomineret amerikansk præsidentkandidat, og ikke kun på grund af prissedlen. Biden vil, siger han, blandt andet:

  • Gøre USAs strømproduktion 100 procent CO2-fri allerede i 2035
  • Gøre USA klimaneutralt i 2050
  • Udrulle klimaneutral offentlig transport i alle byer med mere end 100.000 indbyggere
  • Omstille den amerikanske bilbranche til produktion af elbiler, blandt andet ved at sørge for store offentlige indkøb af elbiler og opsætning af en halv million ladestandere
  • Etablere et nyt nationalt forskningsinstitut med fokus på udvikling af klimaneutrale teknologier
  • I alt bruge 400 milliarder dollars over fire år på grønne offentlige indkøb, hvilket skal sammenlignes med, at Obama og Biden efter finanskrisen i 2008 blot’ satte 90 milliarder dollars af til ren energi og alligevel opnåede en væsentlig effekt.

Mens Biden under primærvalgene fik en del røg af amerikanske klima- og miljøforkæmpere for at være for uambitiøs på klimafronten, har han fået langt mere ros for sin nye, opgraderede plan. I det store og hele synes jeg, den er strålende,” svarede for eksempel klimaaktivisten Solomon Goldstein-Rose, da jeg bad om hans mening. Han er forfatter til bogen The 100% Solution, som er et bud på en hastig grøn omstilling af USA, og han hæfter sig især ved Bidens tætte kobling mellem grøn omstilling og økonomisk genopretning foruden planerne om store offentlige indkøb af elbiler, som ifølge Solomon Goldstein-Rose kan bidrage til at få produktionen op i skala og ned i pris over hele verden.

Mange andre klimaforkæmpere har også rost Bidens planer, for eksempel Varshini Prakash, medstifter af Sunrise-bevægelsen, en af USAs mest markante unge klimabevægelser. Til The Washington Post sagde hun for nylig: Det, jeg har set inden for de seneste seks-otte uger, er en ret stor ændring i forhold til at hæve ambitionerne og sætte fokus på miljømæssig retfærdighed.”

Blandt eksperter lyder den overordnede dom, at planen er ambitiøs, men realistisk, omend lidt vag i detaljerne. Biden overser ingen af de teknologier, som kan bruges til at bringe udledningerne ned – der er tekstbidder om alt fra sol, vind og batterier til atomkraft, CO2-optag i landbrugsjord og produktion af klimaneutral brint, cement og stål. Men hvordan han vil prioritere imellem de mange teknologiske muligheder, er ikke videre klart.

Den brede opbakning til Bidens reviderede klimaplan skyldes blandt andet, at hans kampagne har kastet et meget stort net ud for at indsamle idéer. Hver onsdag gennem seks uger i begyndelsen af sommeren loggede en særlig taskforce på Zoom for at sammenstykke en klimapolitik, der kunne favne så bredt som overhovedet muligt. Arbejdsgruppen indgik i en større forbrødringsindsats mellem den moderate fløj hos Demokraterne, som Joe Biden repræsenterer, og så Bernie Sanders’ mere progressive og klimaambitiøse venstrefløj. I spidsen stod tidligere udenrigsminister John Kerry og det unge demokratiske venstrefløjsikon og kongresmedlem Alexandria Ocasio-Cortez, der står bag forslaget om en Green New Deal – det vil sige en moderne, grøn udgave af Franklin D. Roosevelts legendariske reformprogram fra 1930’ernes økonomiske krise. Den nye klimaplan afspejler i høj grad arbejdsgruppens forslag, og mange forskellige grupper har allerede tilkendegivet, at de føler sig hørt.

Om det hele kan blive til noget, er selvfølgelig tvivlsomt, og lykkes det ikke for Demokraterne at vinde flertal i Senatet, bliver det nok mere end svært at gennemføre det meste. Men alligevel giver planen et betydningsfuldt signal om, hvor Joe Biden vil forsøge at styre landet hen, hvis han bliver præsident. Og det er altså i en helt, helt anden retning, end landet er på vej i nu.

Når der er så bred opbakning til Biden blandt klimaforkæmpere, skyldes det nemlig også, at valget til november set med grønne briller er så klart: Donald Trump har kaldt klimaforandringerne for et fupnummer” og rullet stribevis af klima- og miljøbeskyttelsestiltag tilbage. Senest har han fjernet krav til olie- og gasselskaber om at bekæmpe metanudslip og annonceret planer om at tillade olie- og gasudvinding i et enormt naturreservat i Alaska.

Men netop spørgsmålet om fortsat amerikansk olie- og gasudvinding er alligevel dér, hvor Trump håber at kunne splitte Demokraterne og drive en kile ind mellem Joe Biden og potentielt afgørende vælgergrupper. Det ømme punkt er fracking – udvinding af olie og gas ved hjælp af kemikalier, som pumpes ned i undergrunden under ekstremt højt tryk og på den måde vrider olie ud af skifersten. På den ene side er mange lokalsamfund og miljøaktivister bekymrede for de miljømæssige konsekvenser, når kemikalierne for eksempel ender i grundvandet, hvilket sker relativt ofte. På den anden side er der jobs i skidtet – gode, velbetalte union jobs.

Derfor er fracking et ømt punkt. Kamala Harris har tidligere erklæret sig som modstander af fracking, mens Joe Biden som vicepræsident under Obama var med til at sætte gang i det fracking-boom, som gjorde USA til verdens største producent af olie og gas (og som faktisk var en klimagevinst, fordi gassen mere eller mindre slukkede for den amerikanske kulbranche).

Nu forsøger Biden at holde balancen ved at tale så lidt som muligt om emnet, der ikke er nævnt med et ord i hans klimaplan. Det, han tidligere har meldt ud, er et stop for fracking på statslig jord – men ikke andre steder – og så varsler hans klimaplan økonomisk hjælp til teknologi, der kan fange og lagre CO2 fra eksempelvis gaskraftværker. Håbet er, at den tvetydige tilgang kan tilfredsstille både klimaaktivister og fossilarbejdere.

Trump er allerede i gang med at hamre på det ømme punkt med reklamer i fracking-svingstaten Pennsylvania, hvor 600.000 gas-jobs hævdes at være i fare (hvilket i øvrigt er noget sludder).

Gassen er altså Joe Bidens ømme punkt, men måske får han hjælp fra de ekstraordinære tider, vi lever i: Coronakrisen har ført til store dyk i olie- og gaspriserne, hvilket igen har ført til massefyringer af olie- og gasarbejdere. Derfor ligner branchen langtfra den samme guldrandede forretning og jobmaskine som for få år siden. Og på dén baggrund kan det godt være, at forslaget om at hyre olie- og gasarbejdere til at sætte prop i utætte gamle boringer kan ende med at blive opfattet som en håndsrækning fra en kandidat, der bekymrer sig om arbejderklassen, snarere end et sølle plaster på såret fra en mand, der er ude på at slå den branche ihjel, han selv var med til at skabe.

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: