Det er blevet præsenteret som et gigantisk eksperiment, det, som tyske metalarbejdere skal til at tage fat på.

For nylig fik 900.000 medlemmer af den største tyske fagforening, IG Metall, i delstaten Baden-Württemberg en ny overenskomst, der giver dem mulighed for kun at arbejde 28 timer om ugen i dele af deres arbejdsliv.

Sejren losser til debatten om fremtidens arbejdsmarked – og hvordan vi balancerer arbejde og privatliv. Og det tog da heller ikke lang tid, før den nye overenskomst blev mere kendt end, tja, stort set nogen anden overenskomst, der er landet i Europa de senere år. Fra artikler i store medier som CNN og BBC over europæiske fagbosser og selvfølgelig ind på Uffe Elbæks Twitter-profil spredte spørgsmålene sig:

Debatten er langtfra ny. Rundt omkring i verden har man på forskellige måder eksperimenteret med kortere arbejdstid. På blandt andet et plejehjem i Göteborg har de forsøgt sig med seks-timers arbejdsdage, men den økonomiske pris viste sig at være højere end den glæde, det gav medarbejderne. Og en lang række større og mindre virksomheder har afprøvet en fire-dages arbejdsuge med varierende succes.

Eksperimenterne fortsætter. Amazon, verdens største internethandelsvirksomhed, kører for tiden et pilotprojekt, hvor udvalgte medarbejdere arbejder 30 timer om ugen og modtager 75 procent af den løn, de ville få, hvis de arbejdede fuld tid. I Københavns Kommune vedtog borgerrepræsentationen sidste år, at kommunen skulle teste fleksibel arbejdstid, som – hvis det går godt – skal udrulles til alle kommunens 45.000 medarbejdere.

I Enhedslisten har de regnet på, hvordan vi gradvist i løbet af 21 år kan sænke arbejdstiden til 30 timer. Alternativet, hvor Elbæk er partileder, har foreslået at gøre det på ti år.

Ifølge økonomiprofessor Dan Hamermesh er debatten om at afkorte arbejdsugen dog i store træk “en flok velhavende folk, der fortæller andre, hvor meget de bør arbejde” uden at overveje, hvor hårdt andre vil arbejde, og hvor meget indkomsten betyder for dem.

Derfor er det også interessant, at det nu er tyske metalarbejdere, der gør eksperimenterne til virkelighed i en skala, der er langt større, end hvad vi ellers har set.

Så lad os for en stund tage spørgsmålet seriøst: Er det tid til at stille samme krav i Danmark?

For at nærme os et svar må vi først se lidt mere på den tyske overenskomst, og hvordan den kom i stand.

Overenskomsten er indgået mellem IG Metall i delstaten Baden-Würtemberg og den lokale arbejdsgiverforening, og den gælder som nævnt 900.000 mennesker.

Lige netop Baden-Württemberg fungerer oftest som et laboratorium, hvor tyskerne afprøver overenskomster, inden de spreder dem til resten af landet. Samlet set er IG Metall den største fagforening i Europa, den har 2,3 millioner medlemmer, og dens overenskomster gælder for tæt på fire millioner mennesker.

Det, som IG Metall lidt mere præcist har fået trumfet igennem, er, at metalarbejderne i en periode på op til to år kan reducere deres arbejdsuge fra 35 timer til 28 timer og derefter vende tilbage til fuld tid. Samtidig indeholder aftalen en bedre mulighed for, at medarbejdere med børn eller plejekrævende ældre kan tage flere fridage i løbet af året. Til gengæld får arbejdsgiverne bedre mulighed for at hæve arbejdstiden til 40 timer i perioder med mangel på arbejdskraft.

Her er det værd at stoppe op.

Teknisk set betyder det, at når forældre går ned i tid i to år, kan virksomhederne i stedet hæve arbejdstiden for de ældre medarbejdere. Samtidig får medarbejderne en meget begrænset lønkompensation, når de går ned i tid, så de skal være klar til at få skåret tæt på en femtedel af deres løn.

Alligevel vil IG Metall med aftalen forsøge at få flere kvinder fra deltid til fuldtid, da overenskomsten nu giver sikkerhed for, at de kan gå ned i tid, når der bliver behov for det. Samtidig vil fagforeningen give metalmændene mere tid til at være hjemme, når børnene er små, for at styrke ligestillingen i familierne.

Aftalen er ikke kommet i stand med arbejdsgivernes gode vilje. To ting har gjort, at de måtte bøje sig. For det første har den tyske økonomi det rigtig godt, og arbejdsløsheden er på sit laveste de seneste 30 år. Det styrker arbejdstagernes forhandlingsposition. For det andet har IG Metall lagt et enormt pres på arbejdsgiverne med en række advarselsstrejker, hvor op mod en million arbejdere lagde værktøjet i et par timer, samt en stribe 24-timersstrejker.

Så vidt overenskomsten i Tyskland. Lad os rette blikket mod Danmark.

Her går det også ganske godt med økonomien. Og i slutningen af februar kom der tal for beskæftigelsen, der er steget med 45.500 personer i løbet af 2017, så der i alt er 2.721.000 lønmodtagere i Danmark.

Danmarks Statistik lod de seneste beskæftigelsestal ledsage af en anden tabel, der er vigtig i den her sammenhæng, men som ikke fik den store opmærksomhed. Den viser, hvor meget vi i gennemsnit arbejder.

Den gennemsnitlige arbejdstid for lønmodtagere mellem 15 og 74 år er på 31 timer – og det har den stort set været siden 2010. Det gennemsnit bliver selvfølgelig trukket ned af de unge, der arbejder deltid i studiejob, og de ældre, der trapper ned mod slutningen af arbejdslivet. Kurven har dog et tydeligt forløb, der ikke har ændret sig væsentligt fra 2010 til 2017. Fra vi er omkring 25 år, stiger vores gennemsnitlige arbejdstid til et niveau på 34 timer, hvor gennemsnittet forbliver, indtil vi fylder 60, hvorefter gennemsnitsarbejdstiden falder igen.

Det, man sådan lidt overordnet kan udlede, er, at de fleste danskere arbejder fuld tid i denne periode af deres arbejdsliv. Det stemmer meget godt overens med, at vi er et af de lande i EU, hvor dem med fuldtidsarbejde arbejder færrest timer, men samtidig et af de lande, hvor allerflest faktisk arbejder fuld tid.

Danmarks Statistik undersøger arbejdstiden som en del af deres arbejdskraftundersøgelse. I den kan vi også få et indtryk af, om danskerne egentlig er interesserede i at arbejde mindre tid.

Danmarks Statistik har siden 2007 spurgt et repræsentativt udsnit af danskerne til, hvad deres arbejdstidsønske er. Omregner vi tallene til procent, og fordeler det på aldersgupper, så det sådan her ud i slutningen af 2017:

I den seneste måling er der altså 15 procent af danskerne, der gerne vil arbejde mindre. Men otte ud af ti danskere lader til at være tilfredse med deres arbejdstid.

Hvis man spørger på en anderledes måde, kan interessen dog godt ændre sig.

Da TNS Gallup sidste år på vegne af Berlingske spurgte danskere til muligheden for fleksibel arbejdstid, var 83 procent i varierende grad enige i, at man skulle kunne arbejde mere i nogle perioder og mindre i andre perioder af arbejdslivet. 75 procent mente, at man selv skulle have lov at bestemme, hvor mange timer man ville arbejde. I en anden måling, som Ugebrevet A4 fik lavet i 2015, sagde op mod halvdelen af de adspurgte, at småbørnsforældre skulle have ret til deltid.

Tidligere studier viser, at op mod halvdelen af en gruppe adspurgte forældre havde svært ved at få arbejde og børneopdragelse til at gå op i en højere enhed. Og blandt medlemmer af LO har 39 procent af forældre med børn under 12 år svært ved at at få arbejde og familieliv til at hænge sammen.

Det er selvfølgelig bare tal og statistik alt sammen.

Og når man spørger IG Metalls danske søsterforbund, Dansk Metal, om de nu skal til at kæmpe for en 28-timers arbejdsuge, får man ikke det begejstrede ja, der præger dele af debatten om kortere arbejdstid.

Dansk Metal har ikke lavet nogen medlemsundersøgelser, men hvis der havde været et udtalt ønske om kortere arbejdstid, havde de taget det med til overenskomstforhandlingerne. Det har der altså ikke været, siger Claus Jensen, der er formand for Dansk Metal og sidder i spidsen for CO-industri, et kartel af fagforbund, der repræsenterer 225.000 danske industriarbejdere.

Derimod har der faktisk været krav om fleksibilitet for i perioder at kunne gå ned i tid – for eksempel i forbindelse med familieforøgelse, eller når man nærmer sig pensionsalderen. Krav, der er lyttet til og implementeret i overenskomsten i 2017.

“Jeg tror ikke, den nye tyske overenskomst har nogen gang på jorden i Danmark i sin nuværende form,” siger han.

“De tyske arbejdere får mulighed for at gå ned i tid nærmest uden lønkompensation. Til gengæld har arbejdsgiverne fået ret til at tvinge de andre ansatte op i tid,” forklarer Claus Jensen.

Claus Jensen hæfter sig især ved, at de arbejdere, han repræsenterer, vil være i gang med at slå sig ned og købe hus og bil, når de får børn.

“Gud ved, hvor mange der har råd til at gå ned i tid – og dermed løn – i den situation,” spørger han.

“Men jeg vil følge den tyske situation tæt. Hvor mange har haft lyst til at bruge det, og hvor mange ældre må gå op i tid? Hvor mange har haft råd til det?” siger Claus Jensen.

Også Dansk Industri, der repræsenterer virksomhederne, er skeptisk. Da Enhedslisten og Alternativet præsenterede deres forslag om at sænke arbejdstiden, afviste Dansk Industri ret klart.

Alternativet og Enhedslistens idé er, at i stedet for at få lønstigninger går vi ned i tid. Men ifølge Dansk Industri vil det betyde, at danskerne ikke kan holde fast i deres levestandard, mens den kortere arbejdstid resulterer i, at vi skaber mindre og dermed bliver et fattigere samfund.

For et års tid siden undersøgte min kollega Thomas Hebsgaard faktisk, hvor meget mindre vi kan arbejde, før velfærdsstaten vælter. Forskellige beregninger har vist en samfundsmæssig omkostning ved nedsat arbejdstid på mindst 100 milliarder, måske flere hundrede milliarder målt på BNP, og et hul i statskassen på mellem 19 og 130 milliarder om året. Men ingen af de beregninger har dog i særlig vid udstrækning nogle af de mulige positive effekter med, såsom mindre nedslidning, mulige effektivitetsforbedringer og den slags.

Inden længe skal LO og FTF stemme om, hvorvidt de skal fusionere til et stort superforbund. En af logikkerne bag det er, at man ligesom med IG Metall kan bruge antallets magt til at presse markante ting igennem. Om det bliver kortere arbejdstid, vil tiden vise.

Hos Dansk Metal understreger de, at der faktisk også er fin mulighed for at gå ned i tid, hvis man vil. Det er bare noget, der skal forhandles lokalt på den enkelte arbejdsplads.

Det bekræftes i en ny forskningsartikel, der blev publiceret i Journal of Industrial Relations i januar. Ifølge studiet, der er gennemført af forskere på Københavns Universitet, spiller lokale tillidsmænd en stor rolle, når det kommer til at justere work-life balancen i Danmark. 30 procent af tillidsmændene har diskuteret work-life balance med virksomhedens ledelse. 22 procent har tegnet en overenskomst, der skal hjælpe medarbejdere til at få arbejde og familieliv til at hænge bedre sammen. Og aftalerne indeholder alt fra deltid og flekstid til at arbejde hjemmefra eller få betalte omsorgsdage.

Så hvis vi igen spørger, om det kan sprede sig, så er det bedste svar nok:

Det må du spørge din tillidsmand om.