Master Fatman var meget mere end bakkenbarter og disko. Det lærte jeg, da jeg skrev hans biografi

FATMANHvem var Master Fatman – eller Morten Lindberg – egentlig? Foto: Maria Albrechtsen Mortensen, Ritzau Scanpix

Derfor skal du læse denne artikel

I denne uge døde Master Fatman, og det har vrimlet med markeringer på sociale og andre medier. Journalisten David Birch, der stod bag biografien om multikunstneren med det borgerlige navn Morten Lindberg, skriver her et personligt portræt.

I 1952 spiller den polsk-amerikanske pianist Wladziu Valentino Liberace en koncert på spillestedet The Hollywood Bowl i Los Angeles.

I årene inden har han udviklet sin egen version af klassisk musik med et poppet tvist. Denne aften prøver han noget nyt, der siden skal vise sig at få hans popularitetskurve til at eksplodere: Han tager et kjolesæt med hvid hale på, så publikum på bagerste række bedre kan se ham.

Det virker.

Næste koncert i Las Vegas optræder Liberace i guldjakke og konstaterer efterfølgende, at publikum på det nærmeste kravler på væggene for bedre at kunne se ham. Liberace bliver i perioder siden hen efter sigende verdens højest betalte entertainer, også mens Beatles og Elvis raserer hitlisterne gennem 1960’erne og 1970’erne.

Juledag 1986 interviewer en meget ung Oprah Winfrey Liberace på landsdækkende amerikansk tv. Det bliver den pyntesyge entertainers sidste tv-optræden. Han dør af aids den 4. februar 1987. I København er der få punkere, der lægger mærke til eller på nogen som helst måde interesser sig for amerikanerens død.

Men det gør en ung mand i en lejlighed på Vesterbro. I Liberaces bemærkelsesværdige sceneliv finder Morten Lindberg inspiration til en idé, som kommer til at ændre hans liv.

For små ti år siden skrev jeg en bog om og i samarbejde med Morten Lindberg – manden, som Danmark har lært at kende som Master Fatman.

Som så mange andre, der lærte ham at kende, opdagede jeg et menneske, der på en måde var en umulighed.

Ingen – og det skal tages helt bogstaveligt – kunne som Morten være konferencier til en julefrokost hos Mærsk om formiddagen, være med i Vild med dans om eftermiddagen og spille plader på en kulsort undergrundsnatklub om aftenen. Og fuldstændig ubesværet få alle, der mødte ham i løbet af døgnet, til at føle, at lige præcis dét møde var højdepunktet. Være lige meget til stede og være lige nærværende alle steder.

Her var der ingen fine fornemmelser – jo, det ved gud, der var! Morten havde så gennemført fine fornemmelser, at alle altid gik opløftet ud af et møde med ham. Hen fornemmede, hvad alle havde brug for, før de selv gjorde det.

Meget er blevet sagt om Morten Lindberg efter hans død, og meget af det er rigtigt. Men han var også mere. Han var vigtig.

For rigtigt at forstå hvorfor, skal vi begynde et andet sted. Vi skal begynde med punken.

UDEBANEMaster Fatman i Brasilien, hvor skribenten fulgte ham under arbejdet med hans biografi. Foto: David Birch

I slutningen af 1970’erne kom punken til Danmark. Først som undergrund, hurtigt som modedille. Men punk er og var andet end tøj. Punk er en way-of-life. En måde at leve på, som Morten Lindberg fandt sig til rette i. Gennem 1980’erne delte det danske punkmiljø sig i to retninger. Den ene blev til den tiltagende radikaliserede bz-brigade. Den anden blev kunstnere. Og her, i den sidste, var Morten Lindberg en central skikkelse.

Morten Lindberg flyttede fra barndomsbyen Odense til København to år før Liberaces død. Hans første adresse var Åboulevard 13. Det er en herskabslejlighed med ovale rum og kig til søerne – hvis man læner sig ud ad vinduet.

Morten gik meget op i, at lejligheden lå tæt på det hus, Norges største forfatter, Knut Hamsun, boede i, da han var i København.

Morten var 18 år gammel og dyrkede litteratur på et niveau, hans jævnaldrende slet ikke kunne komme i nærheden af. Han søgte på et tidspunkt ind på litteraturvidenskab ved Københavns Universitet, men droppede det, da han så læseplanen for første semester. Den var ikke ambitiøs nok, mente han.

Med flytningen smelter den lille, glade odenseaner totalt sammen med punkmiljøet. Men han giver ikke noget for dets kedelige uniformering.
Der er ikke meget individualitet i at klæde sig ens. Og mens de sortklædte købte store støvler og dyrkede afgrundsdybt tungsind, pløjede Morten gennem Vesterbros mange genbrugsbutikker på jagt efter billige brugte jakkesæt, hvide skjorter og fine vaskeskindshandsker.

Morten var punk-klædt i et par uger sidst i 1970’erne. Siden opbyggede han sin egen identitet båret frem af den originale punkideologi om at adskille sig. Vennerne købte motorcykeljakker med rødt plysfor. Morten købte brugte jakkesæt og havde altid lige en 1800-tals-digtsamling i lommen. Silkekludene i halsen stod i skærende kontrast til vennernes bomuldstørklæder. Han blev outsidernes outsider. En rolle, han konstant byggede videre på, og efterhånden løftede han idéen fra stille oprør til et fuldendt livsværk.

Der var også stoffer i miljøet. Speed var det foretrukne, og det er et drug, der puster til vreden. Morten indser, at han omgiver sig med sure, tynde, sortklædte mænd. Det gider han ikke. Hvis de skal være tynde og sure, så vil han være tyk og glad. Derfor beslutter han sig for at supplere det fine tøj med et velvoksent korpus. Han vil være tyk.

Og hvis det er noget, der er punk – hvis noget er trodsigt, enerådigt og modigt, ikke mindst i dét miljø – så er det at beslutte sig for at blive tyk.

Morten levede hovedsagelig af gammel frugt, for så var der ekstra penge til bøger. Han passerede dagligt en grønthandel, der solgte al den frugt, de andre butikker havde ladet ligge på grønttorvet. Her kunne man få stødte æbler og sorte bananer hos en underlig gammel mand, der udmærkede sig med særdeles rimelige priser.

Frugten suppleredes med studenterbrød til 50 øre fra bageren på den anden side af Åboulevard. Mortens fedmeprojekt er stadig i sin tidlige alder, og studenterbrødene er en kærkommen leverandør af kalorier.

Morten konstaterer med tilfredshed, at kiloene begynder at sætte sig. Han kan fremvise en lille bule under jakkesættet.

I 1986 havde Morten længe været optaget af Liberace. Han var langt ude. Og det er her, Morten for alvor distancerer sig fra kredsen. Han har indset, at mennesker, der ikke opfatter sig selv som – eller bliver opfattet som – værende hverken mere eller mindre langt ude, sagtens kan være det. Keld og Hilda kan sagtens være langt ude. Keld og Hilda er langt ude, men mens popkulturen er hamrende uinteressant for avantgarde-dyrkerne, finder Morten ud af, at der også her er fænomener så langt ude, at de fortjener opmærksomhed. De kan sagtens rage op, skille sig ud, være vigtige.

Mens vennerne ser indad og ender med at dyrke sig selv, erobrer Morten verden på den anden side af den snævre kreds. Han dropper ikke avantgarden, han strækker den. Morten kan ikke se noget forkert i at spille for en flok fiskere i Esbjerg til en havnefest eller dyrke Liberace. Han gør begge ting med en optik, der er rodfæstet i punk og undergrund, og bliver derfor ofte opfattet som ironiker. Men det er en forsimplet forståelse af ham. Han er ikke blottet for ironi, og han har bestemt humor, men han beskæftiger sig ikke med ting, han ikke synes er interessante. Han dyrker ikke popkulturen for at understrege en pointe. Han er uinteresseret i at opnå kunstnerisk integritet. Han ved intet om Madonna. Han kan ikke synge et eneste nummer af Robbie Williams, og han aner ikke, hvad Se & Hør skriver. Der skal være noget andet ved de ting, han beskæftiger sig med. De skal være langt ude – eller mere præcist: De skal udmærke sig, træde frem, ville noget.

Morten Lindberg beslutter, at Liberace er et perfekt sjælehylster for inkarnationen af amerikansk populærkultur. Og det behøver ikke være rart eller morsomt som Liberace. Han interesserer sig for døden. Han interesseret sig lige så meget for ulykker som for amerikansk plastikpop.

Den 23. marts 1987 – en måned efter Liberaces død – arrangerer Morten Lindberg en kunstperformance. Meningen er, at Liberace skal genoplives i Mortens krop. Det forgår i en mørk kælder på Vesterbro – og Morten kalder sin performance for Master Fatman.

BØRNEHAVERMaster Fatman arbejdede også med at lave børnehaver for fattige børn i Brasilien. Foto: David Birch

Der, i kælderen, foran den lille skare, blev Morten Lindberg til Master Fatman. Og der indledte han en mission, som han aldrig har fraveget siden. En mission om kropsaccept, kærlighed og frisind.

Det er en mission, der gang på gang gjorde ham til foregangsmand for vores kulturelle fællesforståelser. Han dyrkede den ironi, der blev betegnende for 1990’erne allerede i midten af 1980’erne. Da folk begyndte at drikke Caipirinhaer og søge mod Brasilien, havde han allerede haft en gadebar i Rio. Da mange begyndte at sige, at Afrika måske er fremtiden, havde han allerede et hus i Mozambique.

Det er ikke til at sige, om han skabte trenden eller så den før os andre. Det er også ligegyldigt.

Han sagde selv sådan her:

Jeg beror på intuition. Efterhånden er 80 procent af de beslutninger, jeg tager, intuitive. Jeg prøver virkelig, virkelig at gøre det mere og mere. Jeg kunne aldrig finde på at tage et stykke papir og prøve at regne noget ud. Jeg følger mit hjerte. Og så sørger jeg for hele tiden at opleve nogle ting og berige mit liv, så jeg ved, at mit hjerte er i balance. Når der har været perioder, hvor jeg ikke har været god til det, så har jeg også taget nogle røvdårlige beslutninger. Der er en hage ved at leve på den måde. Men det er der jo også ved at sidde og prøve at regne den ud. Man kan jo regne forkert.”

Nogle steder bliver Morten Lindbergs minde måske noget med bakkenbarter eller med disko eller med dans. Men han var også større end det.

Morten Lindberg var på nogle måder meget af det, vi danskere tror, vi er. Han var frisindet, åbenhjertig, afslappet og sjov. Men hvor vi andre måske tit nøjes med etiketten og glemmer indholdet, var Morten Lindberg det hele vejen gennem det labyrintiske sind. Samtidig var han det mest intellektuelle menneske, jeg nogensinde har mødt. Han var belæst, berejst, begejstret og fuldstændig uforudsigelig.

Morten var en umulighed, der ville noget – og ikke prøvede at regne den ud. Og det tror jeg er vigtigere, end vi aner. Det tror jeg er det hul, han efterlader.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem