Hvad en gasledning og en silkevej fortæller om en vaklende europæisk udenrigspolitik

ENEGANGDen fælles front i europæisk udenrigspolitik er udfordret. Måske mere end nogensinde før. Illustration: Mikkel Bøgild Jacobsen

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

Tysklands og Italiens ensidige og, siger kritikerne, egoistiske beslutninger om at deltage i henholdsvis Ruslands gasledning og Kinas nye silkevej har udstillet den manglende enighed i det europæiske udenrigspolitiske samarbejde. Her er, hvad der ligger bag de to landes enegang, og hvorfor det skaber sprækker i det allerede udfordrede sammenhold mellem Europas lande.

I februar cementerede Tyskland sin støtte til Ruslands Nord Stream 2-gasledning, til stor utilfredshed blandt andre EU-lande, herunder Danmark. Måneden efter blev Italien det første store vesteuropæiske land til at slutte sig til Kinas nye silkevejs-projekt, hvilket vakte vrede og bekymring i flere EU-lande, blandt andet Tyskland.

Og cirka samtidig fik Storbritannien og Frankrig endelig Tyskland til at droppe den embargo mod salg af våben til Saudi-Arabien, der påvirkede deres lukrative eksport, men først efter flere måneders hårdt pres og mangel på fælles front.

Forvirret? Det er politikerne, forskerne og korrespondenterne i EU – og USA – også. Det har været et hårdt forår for dem, der advokerer for, at EU bør føre en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Ensidige beslutninger har trumfet fællesskabets ønsker, og det er svært at få øje på den effektive multilateralisme’, som EUs Udenrigstjeneste bruger som motto, og som akademikere kalder det gældende dogme, når det kommer til EUs udenrigspolitik.

Jeg ville kalde det ineffektiv unilateralisme i stedet,” siger Gustav Gressel, der forsker i europæisk sikkerhedspolitik ved tænketanken European Council on Foreign Relations, om landenes ensidige og kontroversielle beslutninger.

Ligesom mange andre observatører, embedsmænd og politikere er han bekymret for, hvordan især Tysklands og Italiens beslutninger i relation til Rusland og Kina vil påvirke det europæiske samarbejde på sigt:

Landene går enegang med beslutninger, der også påvirker andre lande. Det sætter en trist kurs for fremtiden ved at nedbryde tilliden og samarbejdet. Og det formindsker vores evne til at fokusere på Europa som et fælles projekt på lang sigt.”

Men hvad ligger der bag de egenrådige beslutninger, der skaber politiske kampe og truer EUs sammenhængskraft? Lad os tage et kig på de to, der har skabt flest overskrifter:

Italien besluttede i slutningen af marts at tilslutte sig Kinas kæmpemæssige Belt and Road-initiativ, bedre kendt som den nye silkevej. Ligesom den gamle silkevej, der fra år 114 før vor tidsregning og indtil 1450 var den primære handelsrute mellem øst og vest, skal den nye silkevej forbinde Kina, Centralasien, Mellemøsten, Afrika og Europa. Den kommer til at bestå af jernbane, havne, tunneller og digital infrastruktur og er den mest ambitiøse investering i infrastruktur i verdenshistorien.

Kritikerne af projektet – som blandt andet tæller USA – kalder det en trojansk hest. De frygter, at Kinas primære mål er at sikre militær udvidelse og kontrol med infrastruktur og institutioner på verdensplan, at skabe splittelse i Europa og at gøre de mindre medlemslande økonomisk afhængige af handlen.

Italien er det første G7-land til at tilslutte sig projektet, og landet traf beslutningen uden at konsultere resten af EU. Det vakte stor vrede og bekymring i Bruxelles, og på sidelinjen stod Frankrigs præsident Macron og sagde, at EU burde have en koordineret tilgang” til Kina.

Og så til Tyskland: Tyskerne har været urokkelige i støtten til det russiske gasprojekt Nord Stream 2, og i februar fik Tyskland gennemtrumfet en kattelem i EU-lovgivningen, der gør, at projektet kan fortsætte.

Den over 1.200 kilometer lange gasrørledning vil, i fald den etableres, løbe fra Rusland gennem Østersøen – enten syd eller nord for Bornholm – til Tyskland. Og som sagerne står nu, efter Tysklands nyeste træk, er det kun Danmarks anmodning om at undersøge en tredje rute, der holder det tilbage.

Kritikerne frygter, at det vil gøre EU-landene mere afhængige af russisk gas, og at Rusland primært har geopolitiske og ikke økonomiske ambitioner med projektet. Hvis Ruslands gaseksport ikke går gennem Ukraine som hidtil, kan Ukraine ikke true med at lukke for gassen, hvis Rusland blander sig i landets politik. Og hvis EU-landene er afhængige af russisk gas, vil de tøve med at kritisere Ruslands politik – blandt andet i Ukraine – fremover, lyder argumenterne. USA har med Donald Trump i front krævet af sine europæiske allierede, at de stopper projektet.

Så hvad er det, der har fået to af Europas største og rigeste lande til at gå imod deres naboers og allieredes ønsker? Især to ting er på spil:

1. Stormagterne tænker geopolitisk, europæerne tænker økonomisk

Når et megaprojekt ikke giver mening kommercielt, er der to muligheder. Enten er dets sponsorer idioter, og ellers har de andre motiver. Siden Vladimir Putin ikke er et fjols, må man antage, at hans yndlings-gasrørledning egentlig ikke er et forretningsprojekt – og at fjolserne er europæerne, og især tyskerne.”

Sådan skrev det velansete magasin The Economist om Tysklands støtte til gasrørledningen og det er blot en af mange stemmer i et kor, der sætter spørgsmålstegn ved Tysklands beslutning (og forstand). Italiens beslutning har fået samme respons.

Men årsagerne bag er måske ikke så meget fjollede, som de simpelthen er egennyttige: Mens gasrørledningen vil gøre det nemmere for Tysklands økonomi at fravænne sig energi fra kul- og atomkraftværker, så håber Italien på, at landets eksport vil vokse med silkevejs-projektet.

Det har vakt vrede i mange medlemslande, at Tyskland, som i mange år har været den største fortaler for europæisk multilateralisme og at sætte individuelle ønsker til side for fællesskabets gode, har forladt den fælles kurs for at støtte det russiske projekt. Det har også vakt undren, at Tyskland, som har været en af de skarpeste kritikere af Ruslands udenrigspolitiske opførsel, ikke medgiver, at der kan være sikkerhedspolitiske farer ved at støtte projektet.

Vi anser det som et økonomisk projekt… Vi tror ikke, at Nord Stream udgør nogen fare for diversificeringen [af energiimporten],” sagde Angela Merkel i 2018.

Debatten om Nord Stream 2 i Tyskland er meget indadskuende,” siger Gustav Gressel fra European Council on Foreign Relations. Der er slet ikke samme fokus på den europæiske og sikkerhedspolitiske dimension, som der er i resten af Europa og på internationalt plan. Ligesom i Rom, hvor debatten om den nye silkevej også har været meget selvcentreret og manglet fokus på, hvad projektet betyder for Europa, undervurderer Tyskland fuldkommen risikoen.”

Petr Polak forsker i europæisk energi- og sikkerhedspolitik og har skrevet flere akademiske artikler om gasrørledningen. Han mener også, at tyske politikere og forretningsfolk har blår i øjnene, når de fokuserer på økonomien frem for politikken i projektet.

Den første Nord Stream-gasrørledning giver ikke mening økonomisk. Så når Rusland er så opsat på at bygge en til, er det åbenlyst af geopolitiske og ikke økonomiske årsager. Det burde Tyskland ikke undervurdere,” siger han.

Han vurderer, at Rusland til dels allerede er lykkedes med dele af projektet: Det har skabt splid mellem EU-medlemslandene, skadet Tysklands troværdighed og påvirket Europas og især Tysklands forhold til USA.

USAs ambassadører i Tyskland, Danmark og EU skrev i februar et debatindlæg, hvor de advarede Europa mod at være for naive i forholdet til Rusland:

Nord Stream 2-gasrørledningen vil gøre Europa mere modtagelig over for Ruslands energi-afpresningstaktik,” lød det fra de amerikanske diplomater.

Europa bør bevare kontrollen med sin energisikkerhed. Tag ikke fejl af Ruslands ambitioner: Nord Stream 2 bringer ikke bare russisk gas til Europa. Russisk indflydelse og pressionsmidler vil strømme sammen med gassen under Østersøen og ind i Europa.”

Italiens beslutning har haft den samme effekt.

De ledende EU-lande og USA har især kritiseret Italien for at give Kina adgang til digital infrastruktur inden for EUs grænser, for at lade den kinesiske telegigant Huawei, som er under anklage for at hjælpe den kinesiske stat med spionage i Vesten, med at udvikle dens 5G-netværk og med at øge sin politiske og økonomiske indflydelse i Europa.

Det har Italien afvist som dobbeltmoralsk med henvisning til de handelsaftaler, andre EU-lande har med Kina, men den afvisning har mødt kritik både inde- og udefra.

Andre lande har været i stand til at tiltrække kinesisk investering uden at overlevere nøglerne til landets politik,” siger italienske Nathalie Tocci, som er rådgiver for EUs udenrigsminister og leder af tænketanken Istituto Affari Internazionali i Rom, til mediet EUobserver.

2. Splittelsen kommer indefra

De to projekter skaber altså både splittelse mellem EU-landene og mellem EU-landene og deres nærmeste allierede, USA. På indenrigspolitisk plan er de imidlertid et forsøg på at dulme den splittelse, der præger begge regeringer.

I Tyskland består regeringen af en koalition på tværs af midten med Angela Merkels CDU og socialdemokratiske SPD som regeringspartier.

SPD er store støtter af Nord Stream 1 og 2, og den tidligere socialdemokratiske kansler Gerhard Schröder sidder i bestyrelsen for Nord Stream 2 (og var sammen med Vladimir Putin initiativtager til den første Nord Stream-ledning) og den russiske oliegigant Rosneft.

Mange udlægger den tyske støtte til Nord Stream 2 som en del af et kompromis. For at få støtte fra SPD til sanktionerne mod Rusland i forbindelse med annekteringen af Krim og krigen i det østlige Ukraine krævede SPD, at CDU støttede Nord Stream 2 til gengæld, skriver Berlin Policy Journal, det tyske udenrigspolitiske råds magasin.

Det bliver meget svært for den tyske koalitionsregering at balancere mellem SPDs og CDUs ønsker og bevare regeringsmagten fremover, og det her er en del af det kompromis,” siger Gustav Gressel.

En lignende konflikt gør sig gældende i Italien, hvor regeringen består af de to højreorienterede partier Lega og Femstjernebevægelsen. Det er især Femstjernebevægelsen, som er stærk modstander af EU, der har været fortaler for at slutte sig til silkevejsprojektet. Flere observatører af europæisk politik betragter det som et oprør mod EU, at partiet har vendt sig mod Kina – til EUs fortrydelse.

Det har skabt splittelse i den italienske regering. For Legas leder Matteo Salvini frygter, at silkevejsprojektet vil føre til kinesisk kolonisering af Italien, og at der kan være negative konsekvenser for strategisk vigtige sektorer som telekommunikation og infrastruktur.

Han holdt en pressekonference uden om Femstjernebevægelsen, hvor han adresserede de bekymringer, men er siden bøjet af, tilsyneladende for at bevare enigheden i den hårdtprøvede italienske regering. Siden da har flere Lega-politikere dog sat spørgsmålstegn ved beslutningen.

Problemstillingen omkring de egenrådige europæiske lande er som sagt større end de enkelte beslutninger og deres mulige konsekvenser. Både Italiens og Tysklands enegang er, ifølge Gustav Gressel, et symptom på den splittelse, der præger Europa lige nu, både indenrigspolitisk og landene imellem”.

Når landene lader den splittelse cementere sig i stedet for at bekæmpe den, er det et stort nederlag for Europa. Det er nemlig det sidste, EU har brug for lige nu, hvor splittelsen allerede truer med at overskygge samhørigheden og sammenhængskraften.

Mit eneste håb i dette håbløshedens øjeblik er, at resten af Europa vil huske tilbage på det, når vi bliver konfronteret med konsekvenserne, og reflektere over, hvordan disse unilaterale, isolerede og ensidige beslutninger påvirker hele Europa,” siger han.

Det her ville måske også være sket for fem-ti år siden, men ikke på samme måde. Problemet med manglende fælles front for europæisk udenrigspolitik er større end nogensinde.”

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: