Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Knud Anker Iversen er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Verden er urolig, og fremtiden uvis, men i EU går det faktisk fremragende

FALD OG STORHEDEU var for få år siden på randen af et kollaps, men siden er både økonomien og den folkelige opbakning vokset markant Foto: Zhang Cheng Xinhua, Ritzau Scanpix // Animation: Mikkel Bøgild Jacobsen, Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

Den politiske uro i verden gør det svært at bevare optimismen, men helt faktuelt – statistisk set – har vi i EU aldrig haft det bedre end lige nu. Så er du trist og urolig, så tag lige et kig på disse grafer over alt fra bruttonationalproduktet til EU-borgernes helbred.

Det er klichéer – men også gode råd – at man skal huske at fejre sin sejre, leve i nuet og nyde livet. Ellers kan det hele godt blive sådan lidt tungt og trist, og lige nu befinder vi os faktisk midt i en gigantisk optur. Det tør jeg skrive, fordi jeg har det sort på hvidt. Jeg har her efter sommerferien gravet mig igennem EUs statistikkontor Eurostats databaser for at finde nøgletal, grafer og trends, der helt objektivt fortæller, hvordan vi egentlig har det i Europa, og her går det altså godt. Historisk godt.

Hvor længe det bliver ved, er yderst usikkert. Den britiske premierminister Boris Johnsons villighed til at kamikaze Storbritannien ud af EU i oktober og Donald Trumps handelskrig med Kina og det meste af verden i øvrigt har allerede skabt gevaldig uro på aktiemarkederne, og væksten er stagneret i store lande som Tyskland og Storbritannien, men lige nu og her – i disse år og måneder – er der altså meget at glæde sig over i EU-landene. Virkelig meget. Det vil jeg nu illustrere.

Lad os begynde med det helt overordnede og måske mest abstrakte: bruttonationalproduktet (BNP) i EU, altså den samlede værdi af produktionen af varer og ydelser, der samlet set blandt andet fortæller noget om, hvor meget vi forbruger, hvor meget der investeres, og hvor mange varer der eksporteres ud af EU-landene. Eller med andre ord al den værdi, vi skaber som samfund, og som eksempelvis finansierer løn til medarbejdere, overskud til virksomheder og den offentlige velfærd.

Her har EU de seneste fem år – efter et brat fald under og efter finanskrisen, hvor BNP flere gange skrumpede – på tværs af alle lande oplevet en vækst på omkring to procent om året i snit.

Amerikanerne har haft endnu mere fart på de senere år end EU, og et par procents vækst om året gør os ikke ligefrem til en tigerøkonomi efter international målestok, men det er ikke desto mindre en stabil og solid fremgang, der matcher andre gode og stabile perioder i Europas nyere historie, og væksten er kommet mange mennesker til gode. Det kan man lidt mere konkret se ved at kigge på beskæftigelsen. Beskæftigelsen dækker over, hvor mange mennesker i den arbejdsdygtige alder der er i arbejde, og der er lige nu godt 240 millioner mennesker i EU, der har et job at stå op til hver morgen. Det er intet mindre end en rekord. Så mange mennesker har aldrig været i arbejde på samme tid i det område, der i dag udgør EU. Sådan!

Da befolkningstallet i EU fortsat stiger (primært på grund af migration udefra) kunne det selvfølgelig blot være udtryk for, at vi er blevet flere mennesker, men også som andel af befolkningen i den arbejdsdygtige alder (20-64-årige) topper vi i disse år med over 73 procent, der er i job.

Kombinerer man desuden beskæftigelsestallet med ledigheden i EU, er der reelt grund til at glæde sig: Blot 6,3 af den såkaldte arbejdsstyrke (befolkningen i den arbejdsdygtige alder minus dem, der eksempelvis er i uddannelse eller på barsel eller simpelthen ikke er arbejdsdygtige af andre årsager) går ledige, og det er tilmed mindre end i de glade dage i midt-00’erne, hvor mange lande – som Danmark – i princippet oplevede fuld beskæftigelse: Altså at der var jobs til alle, der kunne og ville arbejde.

Tilmed ser EU-landene ud til at have lært en lille smule af det pludselige krak i 00’erne, hvor regeringer på stribe – den danske inklusive – pumpede penge ud i økonomier, der allerede var vildt overophedede. I begyndelsen af 00’erne havde EU-landene i flere år i gennemsnit underskud på de offentlige finanser på cirka tre procent, hvilket helt enkelt svarer til, at man levede på kredit og opbyggede gæld, selv om der i forvejen var rigeligt med penge i omløb i samfundet. Det samme gjorde man i årene efter krakket, hvilket kan give bedre mening, fordi der var brug for at sparke kunstigt gang i optimismen og jobskabelsen, men de senere år har EU – som gennemsnit – endelig haft kurs mod en reel balance på de offentlige finanser. Lige nu er det samlede underskud i EU på 0,6 procent af BNP, hvilket er det nærmeste, man har været et samlet overskud på EU-landenes offentlige finanser i dette årtusind. Måske ikke rigtig noget at prale af, men alligevel.

Nu sidder der måske nogle læsere derude og tænker, at den her optur er gået deres næse lidt forbi, og beskæftigelses- og ledighedstal og økonomiske nøgletal fortæller selvfølgelig heller ikke den fulde historie om EU og udviklingen de senere år, der er fuld af nuancer.

Der tales i disse år meget om et prekariat eller working poor. Det er begge udtryk, der dækker over, at arbejdsmarkedet har ændret sig under og efter finanskrisen. Dels steg andelen af EU-borgere, der kun er ansat på deltid, voldsomt i kriseårene, og andelen er kun faldet en smule under den efterfølgende optur. De deltidsansatte udgør nu godt 18 procent af de beskæftigede mod 16 procent i 2002. Det kan jo dække over, at flere blot ønsker at arbejde på deltid, men meget taler for, at der også er tale om en strukturel forandring, hvor færre tilbydes en fuldtidsløn. På samme måde ligger andelen af løst tilknyttede medarbejdere i midlertidige ansættelser klart højere end i før-krise-årene.

Både andelen af deltidsansatte og ansatte i tidsbegrænsede stillinger er dog marginalt faldende igen, og finder man en anden statistik frem fra Eurostats enorme arkiver, må konklusionen alligevel være, at EU-borgerne også privatøkonomisk har det bedre – måske bedre end nogensinde før. Andelen af EU-borgere, der ifølge Eurostats årlige rundspørger har meget svært ved at få økonomien til at hænge sammen, er i hvert fald lavere end både før og under krisen, og andelen af EU-borgere, der selv mener at lide store materielle afsavn, er rekordlavt. Nok hovedsagelig på grund af den økonomiske fremgang i det østlige EU efter østudvidelsen.

Man kunne også pege på, at vi som samlet EU-arbejdsstyrke fortsat bliver mere og mere veluddannet. Særligt andelen med en videregående uddannelse er nærmest fordoblet siden 1995. Det er måske ikke så overraskende al den stund, de generationer, der forlader arbejdsmarkedet i disse år, var børn og unge på en tid, hvor en højere uddannelse endnu kun var de færreste forundt. Mere interessant er det isoleret set, at de mange unge, der ikke gad uddanne sig i 00’erne, fordi der var jobs til alle, og derfor stod uden både jobs og formelle kvalifikationer, da massefyringerne ramte efter det store krak i 2007, nu er begyndt at få fodfæste igen. Antallet af såkaldte NEET-unge (en britisk forkortelse, Not in Education, Employment or Training) er i hvert fald nede på før-krise-niveauet igen.

Vi har det tilmed bedre. Altså sådan helt fysisk, simpelthen. Over 70 procent af borgerne i EU svarer, at helbredet er enten godt eller meget godt, og der er de seneste par år for første gang i mange år tale om en signifikant forandring til det bedre.

Så hvad så? Hvorfor er det, som om det ikke rigtig føles, som om alt er fryd og gammen? Jeg skylder måske at føje til ovennævnte statistik om EU-borgernes helbred, at depressioner, stress og angst (ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO – kan ikke aflæses af grafen) har spredt sig som en epidemi over Europa de seneste år, og leder man i Eurostats statistikker, kan man ligeledes finde trends, der viser, at vi er mere bekymrede, end graferne og nøgletallene umiddelbart burde give anledning til. Eurostats Economic Sentiment Indicator forsøger at indkapsle humøret hos både forbrugerne og cheferne i virksomhederne, og der har kurven været nedadgående det seneste år.

Et lignende humørfald kunne man ikke konstatere før den seneste krise, og det er ret oplagt, at uroen må have at gøre med først og fremmest Brexit og handelskrigen mellem Kina og USA, der begge er situationer, der har potentiale til at sætte en stopper for de seneste års fremgang ikke bare i EU, men i hele verden. De allerseneste væksttal, som Eurostat offentliggjorde så sent som i går, viser at særligt Tyskland og Storbritannien allerede er gået lidt i stå.

Der er også andre årsager til at være bekymrede, som folk måske ikke er lige så opmærksomme på. Én er, at opsvinget i EU og resten af verden på mange måde er blevet sat kunstigt i gang, ved at centralbankerne har pumpet penge ud i verden. Det giver næsten sig selv, at det nuværende renteregime, hvor man får penge for at låne penge i banken (minusrenter) og betaler renter for at have opsparing, ikke er holdbart i længden, og skulle en ny krise melde sig, mener mange eksperter, at centralbankerne allerede har brugt de redskaber, der kan hjælpe landene ud af krisen igen.

Desuden er EU stadig dybt forgældet efter den seneste krise, som man langt hen ad vejen lånte sig ud af. EU har aldrig som samlet enhed været i stand til at overholde sit eget forsigtighedsprincip om maksimalt at have en gæld, der modsvarer 60 procent af bruttonationalprodukterne i landene, men i øjeblikket er den helt gal. Den samlede gæld i EU ligger på 80 procent af BNP. Godt 20 procentpoint højere end i 00’erne.

Der er altså grunde til at være bekymrede, måske også flere, end folk er klar over. Men det eneste, vi med sikkerhed kan konstatere – det siger tallene selv – er, at det lige nu og her går ret fantastisk i både Danmark og resten af EU. Her er fred, her er jobs til næsten alle, og vi har det – økonomisk og helbredsmæssigt – bedre end nogensinde. Og så er vi tilbage ved klichéerne. Hvis dette vitterlig er en europæisk storhedstid – kort eller langvarig – så gælder det vel om at nyde det, så længe det varer?

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

Vis mig Zetlands principper

I dag læser vores medlemmer: