Færre tager turen, og nødhjælpsarbejdere anholdes for at hjælpe. Hvad situationen ved Middelhavet fortæller os om et forandret Europa

  • 19. august 2019
  • 12 min.
KRIMINELLENgo’er, som redder flygtninge og migranter i Middelhavet og sejler dem til Europa, retsforfølges i stigende grad. Darrin Zammit Lupi / Reuters / Ritzau Scanpix

Derfor skal du læse denne artikel

Flygtninge, der rejser over Middelhavet, er stadig Europas åbne sår. Rundtomkring kriminaliseres nødhjælp, redningsbåde beslaglægges, og mennesker, som har hjulpet flygtninge og migranter, bliver retsforfulgt. Regeringer som den italienske føler sig ladt i stikken af EU og forsvarer sig med, at de intet andet kan gøre. Andreas Thorsen viser rundt i en historie, der ikke er slut, selvom den ikke fylder meget i nyhedsstrømmen længere.

Der sker noget rundtomkring i Europa, som fortæller en historie om desperation hos den ene, den anden og den tredje. Der er desperation blandt flygtninge og migranter, der i små, vakkelvorne både stævner ud fra Libyens kyster for at rejse over Middelhavet i håb om noget bedre, og der er desperation blandt sydeuropæiske regeringer, som ikke mener at kunne klare at tage imod dem, og som derfor lukker deres havne. Endelig er der desperation blandt de nødhjælpsarbejdere, der arresteres, sigtes og anklages for det, som de selv mener blot er at agere menneskeligt.

Humanitær flygtningehjælp kriminaliseres i stigende grad i Europa, og det sker, fordi ingen lige nu rigtig ser ud til at kunne finde en bedre vej fremad. I løbet af de seneste år, siden flygtningekrisen i 2015, er over 250 europæere blevet arresteret og retsforfulgt rundtomkring på kontinentet med hjemmel i forskellige nationale love, som har det til fælles, at menneskerettighedsadvokater og nødhjælpsorganisationer beskylder dem for blot at være skalkeskjul for en kriminalisering af humanisme. Det var den ene side af argumentet, og der er også en anden, for regeringerne, der laver lovene, betragter dem på den anden side som uundværlige i deres kamp for at sikre sig imod en flygtningestrøm, de mener, at de ellers ikke ville kunne håndtere. Historien udvikler sig, og særligt siden begyndelsen af 2018 er antallet af sager steget, især i Italien og Frankrig. Sidste år alene blev mindst 100 nødhjælpsarbejdere og aktivister arresteret eller politiundersøgt, hvilket var en fordobling af antallet fra 2017.

Imens falder antallet af flygtninge og migranter, som forsøger at krydse Middelhavet. Det helt ekstreme år var 2015, hvor over en million mennesker krydsede, men i år har indtil videre kun omkring 50.000 forsøgt sig. Til gengæld stiger andelen af dødsfald blandt dem, der tager af sted.

Historien om den stigende kriminalisering handler om regler og moral, om forholdet mellem de to, og årsagen til, at det er kommet hertil, lader til at skulle findes i, at selve den måde, EU håndterer flygtninge og migranter på, har spillet fallit. Noget fundamentalt skal laves om, men måske er det noget faktisk på vej.

Maria Serrano, der er Amnesty Internationals europæiske kampagnechef på flygtningeområdet, fortæller, at hendes organisation i de seneste år har oplevet et langt større pres fra myndighederne i flere lande, særligt i Sydeuropa.

Der er flere faktorer i spil,” siger hun. En er, at regeringer rundtomkring i Europa er begyndt at bruge migration til at samle folk om sig. Det ser vi især i Italien, hvor politikerne bruger eksklusion og skræmmekampagner politisk. Det politiske miljø er blevet forværret. Og så har vi nogle lovgivningsmæssige rammer i Europa, som tillader det her. Det resulterer i en kriminalisering af humanitære aktiviteter, som manifesterer sig forskelligt i forskellige lande. Vi følger sager i mange lande, for eksempel Schweiz, Frankrig, Kroatien, Grækenland, Italien og Storbritannien.”

Kriminaliseringen af humanitære aktiviteter, som Maria Serrano kalder det, sker i hele Europa i disse år. OpenDemocracy, en uafhængig global medieplatform, samlede i foråret et stort datasæt af arrestationer og sigtelser fra hele kontinentet og fandt blandt mange andre en præst, der havde været nomineret til Nobels Fredspris, flere lokalpolitikere, en række brandmænd og en universitetsprofessor. En præst, ikke ham med fredsprisnomineringen, men en anden, var blevet arresteret midt under en gudstjeneste i de schweiziske alper, fordi han havde givet husly og mad til en afvist asylansøger fra Togo.

De fleste i datasættet var som præsten. De var blevet anklaget for at have hjulpet migranter uden papirer på forskellig vis, og konsekvenserne af en sigtelse og efterfølgende domfældelse kunne være store. Et tysk pensionistpar, som havde ladet nogle migranter kravle ombord på deres båd i Middelhavet, og som altså ikke havde været organiseret af eller arbejdet for en ngo, blev ved en græsk domstol idømt fængselsstraffe på 16,5 år, som så blev appelleret og endte på 3,5 år. Flere journalister var, fandt man, blevet arresteret, også mens de arbejdede på at dokumentere politiets nogle gange voldelige adfærd over for flygtninge og migranter. I Belgien var Anouk Van Gestel, redaktør på magasinet Marie Claire, blevet sigtet for menneskesmugling, fordi hun havde givet en sudanesisk teenager noget mad og noget tøj. Hun blev frifundet i december sidste år.

De lovgivningsmæssige rammer, Maria Serrano fra Amnesty taler om, og som altså bruges til at retsforfølge mennesker i hele Europa, kan groft sagt deles op i to. For det første er der sager, hvor love, der har med smugleri at gøre, bliver taget i brug, altså hvor for eksempel medarbejdere fra ngo’er som Amnesty International bliver anklaget for at have hjulpet flygtninge og migranter uden papirer over en grænse.

Det er meget udbredt i hele Europa. Search and rescue-missioner i Middelhavet bliver anklaget for at facilitere ulovlig adgang, og ngo’ers medarbejdere bliver anklaget for at være menneskesmuglere,” siger Serrano. For det andet anvender myndighederne en lang række love, der har med national sikkerhed at gøre, og som så bruges til at chikanere aktivister. For eksempel havde vi i Storbritannien sidste år en meget emblematisk sag, hvor 15 aktivister stod anklaget for at stoppe et deportationsfly i en lufthavn.”

The Stansted Fifteen, som aktivisterne kaldes i de britiske aviser, blev i december dømt for at have forbrudt sig mod en lov, der stammer fra umiddelbart efter terrorbombningen af et Pan Am-fly over den skotske by Lockerbie i 1988. De 15 havde forceret hegnet rundt om Stansted lufthavn og stoppet et fly, der stod klar til at transportere afviste asylansøgere tilbage til Nigeria, Ghana og Sierra Leone.

De udsatte ingen for fare, men blev alligevel dømt efter noget, der ligner en terrorlov,” siger Maria Serrano.

De britiske myndigheder har, måske netop af frygt for konnotationerne, været meget påpasselige med netop ikke at bruge ordet terror i forbindelse med dommen. Flere ngo’er, blandt andet Amnesty International, ser lidt anderledes på det og anklager myndighederne for med det, som de altså mener ligner en terrordom, at overdrive aktivisternes forbrydelse, og det gør Melanie Strickland, en af de 15, også. Hun har kaldt dommen både ødelæggende og dybt forstyrrende for demokratiet:

Det er indenrigsministeriet, som burde sidde på anklagebænken, ikke os.”

En af de 250 europæere, som siden flygtningekrisen i 2015 er blevet retsforfulgt, er dansker. Han hjalp, da flygtningekrisen var på sit højeste i sensommeren 2015, omkring et par hundrede flygtninge og migranter fra Danmark til Sverige. Han vil gerne være anonym, og det får han lov til.

Jeg allierede mig med en ven, der er syrer, og så tog vi ind på Hovedbanegården i København. Grænsen til Sverige var lukket. Vi lejede en bil, hvor der kunne være relativt mange mennesker i, så proppede vi folk ind og fandt et torpekort, så det så plausibelt ud, at vi bare skulle op til vores sommerhus i Sverige.”

Efter et par ture lejede de, af frygt for at det var de samme toldere, de mødte, en ny bil, og sådan fortsatte det i et par uger. De havde fået nogle kontakter i det svenske Migrationsverket, som stod klar i Malmø for at hjælpe flygtninge og migranter videre. Da manden i nyhederne læste, at debattøren Lisbeth Zornig Andersen fik en bøde på 25.000 kroner for at køre en syrisk familie fra Rødbyhavn til Kastrup, gik han til politiet.

Jeg sagde til dem, at jeg havde hjulpet nogle mennesker over grænsen, og hvis det danske retsvæsen var indrettet sådan, at man skulle betale en bøde for det, så ville jeg også gerne gøre det. Jeg fik en dom for menneskesmugling og skulle betale 50.000 kroner, og det gjorde jeg så. Jeg synes jo moralsk set ikke, at det er i orden, at jeg fik den bøde, men når vi nu har skruet samfundet sammen på den måde, så kunne det jo være gået meget værre. Jeg har jo ikke mistet mit job eller været inde og spjælde den. Det er bare penge. Det handler om noget grundlæggende, om noget helt dybtliggende i mig, og det er vel moral.”

I dag ser manden sådan på det, at de regler, samfundet havde stillet op, blev trumfet af hans personlige forståelse af, hvordan tingene burde være. Lov mod moral.

Jeg er bestyrtet over kriminaliseringen af nødhjælp, for det, der adskiller mennesket fra dyret, er vel medfølelse og næstekærlighed. At vi begynder at gå på strandhugst i vores moralbegreber, altså nu bliver det pludselig strafbart at opføre sig ordentligt, jamen det er da et skred i værdier, og hvor stiller det demokratiet, hvis man skal løfte det helt derop? Det er enormt problematisk at tænke den tanke til ende.”

SALVINIS FJENDECarola Rackete, kaptajnen på Sea-Watch 3, står til op til 15 år i fængsel. Foto: Andreas Solaro / AFP / Ritzau Scanpix

Imens myndigheder rundtomkring i Europa er begyndt at arrestere og retsforfølge nødhjælpsarbejdere, er redningsskibene på Middelhavet forsvundet. Engang, og her taler vi for bare et par år siden, var det sådan, at der lå mange skibe, både tilhørende ngo’er og private borgere, i farvandet mellem for eksempel Grækenland og Tyrkiet og mellem Italien og Libyen, som udførte det, Maria Serrano kalder search and rescue-missioner. Men flere lande, især Italien med den højreorienterede indenrigsminister Matteo Salvini i spidsen, har slået hårdt ned på organisationerne, blandt andet ved at lukke havne og beslaglægge de skibe, der alligevel er kommet i havn. Et af de nyeste, men også mest profilerede eksempler er skibet Sea-Watch 3, som den 29. juni blev sejlet i havn på den italienske ø Lampedusa af sin kaptajn, tyske Carola Rackete. Hun havde i to uger sejlet rundt med 53 flygtninge og migranter, hun og hendes besætning havde reddet på havet, men som ingen myndigheder ville have i land. Salvini kaldte hende en fare for national sikkerhed”, og hendes skib blev det næste i rækken af beslaglagte. Den 1. juni var der kun seks tilbage på Middelhavet. Tre af dem er eller har været i juridiske problemer.

Salvinis ord om national sikkerhed hænger sammen med, at han mener, at skibene tiltrækker migranter og skaber et marked for menneskesmuglere. Rationalet er, at flere migranter vil risikere turen, hvis de ved, at der er gode muligheder for at blive reddet. Der er blandt migrationsforskere uenighed om, hvorvidt denne tiltrækningsfaktor, som man kalder den, egentlig findes, for der ser ikke umiddelbart ud til at være nogen sammenhæng mellem, hvor mange migranter der forsøger at krydse, og hvor mange redningsskibe der er på havet (der er andre årsager til, at færre forsøger at krydse, blandt andet en aftale med Libyen, der til gengæld for en masse penge har fået ansvaret for at stoppe både, mens de stadig er i libysk farvand), men det uagtet er det altså argumentet fra den italienske regering.

Argumentet kommer som sagt ud af en desperation, og det gør det, fordi italienerne føler sig ladt i stikken, siger de. Den italienske regering mener ikke, at det kan være rigtigt, at Italien skal tage imod så mange flygtninge og migranter, mens resten af EUs medlemslande ikke gør det. De er utålmodige efter det, de kalder en solidarisk løsning, hvor også andre lande tager ansvar for en fordeling af dem, som kommer. Sådan en løsning har haft svært ved at materialisere sig, og så har løsningen altså været at sætte en stopper for overhovedet at få flygtninge og migranter i land.

Centralt, hvad EU angår, står et 17 år gammelt direktiv. Facilitationsdirektivet hedder det, og det udlægger EUs medlemslandes muligheder for at straffe dem, som faciliterer, altså hjælper, flygtninge og migranter til at rejse ulovligt over grænser. En vigtig pointe er bare, at det også lader det være op til myndighederne at vurdere, om en situation, hvor noget ulovligt sker, er det, man kan kalde en humanitær krisesituation, hvilket ville give dem muligheden for at ignorere det ulovlige og undlade at retsforfølge. Myndighederne, mener ngo’erne altså, retsforfølger på trods af det i vid udstrækning. De vælger den hårde vej frem.

Resoma, en EU-støttet tænketank, der arbejder med migration og asyl, udgav i juni en rapport, hvor den kritiserer direktivet og mener, at det bør genforhandles, eller at Europa-Kommissionen bør sende nogle lidt mere konkrete retningslinjer ud. En anden rapport, som Europa-Parlamentet har bedt om, konkluderer, at direktivet ikke er egnet til formålet”, og at det bør revurderes.

Problemet med facilitationsdirektivet, som vi ser det, er, at facilitation bliver sidestillet med smugleri,” siger Maria Serrano. Det er en kriminalisering af solidaritet. Det truer retten til liv. Det har konsekvenser for hele vores samfund, fordi basale handlinger af menneskelig anstændighed bliver kriminaliseret.”

Et genforhandlet direktiv synes bare ikke lige rundt om hjørnet. EUs medlemslande ligger langt fra hinanden på området, nok også for langt.

Og det, altså at medlemslandene ligger langt fra hinanden, det er en ret vigtig pointe, for det bringer os tilbage til desperationen. Den italienske. For når den italienske regering efterlyser en solidarisk løsning, så handler det som nu bekendt om, at EU ikke kan blive enige om, hvordan de flygtninge og migranter, der ankommer til for eksempel Italien, skal fordeles imellem dem. Problemet hedder Dublin-forordningen.

Dublin-forordningen er central i europæisk migrationspolitik og betyder, at en flygtning eller migrant skal søge asyl i det første EU-land, vedkommende ankommer til, og da det ofte er Italien (selv om der for tiden ankommer ret mange flere til både Grækenland og Spanien), så står den italienske regering med et stort stykke arbejde, som den italienske regering ikke så gerne vil stå med. Den efterlyser, at forordningen laves om, og hvor der altså ikke er de store muligheder for et reformeret direktiv, så er der måske muligheder for en reformeret forordning, for Ursula von der Leyen, den nye Europa-Kommissionsformand, fortalte ved sin tiltrædelse, at hun vil arbejde for netop det.

Vi må reformere Dublin for at skabe mere retfærdighed og dele byrden,” sagde hun i juli til Bild. Jeg har aldrig rigtig forstået, hvorfor Dublin blev skabt med den simple formel: Der, hvor en migrant først ankommer til EU, skal han eller hun blive.”

Og det er virkelig vigtigt, for situationen, som den er nu, kan ikke fortsætte,” siger Maria Serrano.

Men kan du indtil da forstå italienernes position, altså at de føler sig ladt i stikken af resten af EU, og at de ikke har andre muligheder end at lukke af og retsforfølge?

Jeg kan godt se argumentet, og Amnesty anerkender, at vi har med et uretfærdigt asylsystem at gøre i Europa,” siger hun. Vores regler er unfair, Dublin-systemet er fuldstændig uegnet til dets formål, fordi det første land, der modtager en asylansøger, har alt ansvaret. Vi er enige i, at systemet skal laves om. Som det er nu, er det for hårdt for Spanien, Grækenland og Italien, men løsningen på det er at reformere Dublin-forordningen. Ikke at kriminalisere aktivister og humanitære nødhjælpsarbejdere.”

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem