Den politiske journalistik var tæt på at slå Anders Langballe ihjel. Nu er han bange for, den tager livet af demokratiet

Han blev afhængig af den politiske journalistik, og den gav ham to blodpropper. Nu spørger Anders Langballe, om den også er en fare for demokratiet.

Foto: Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix
  • 23. april 2021
  • 14 min.

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Seks timer, og allerhelst seks timer i træk,går han gennem den svenske skov. Langs høje grantræer, forbi mosen, hvor man kan bade om sommeren, igennem det høje græs, på stierne og grusvejene. Hunden er med. Den hedder Dolly, er en cockerspaniel og har godt af lange ture. Det har Anders Langballe også. Året er 2019, og for ikke så længe siden var han en af landets toneangivende politiske journalister. Det sluttede brat i november 2018, da han blev ramt af to blodpropper.

Da Anders Langballe går ud på den seks timer lange gåtur, er han stadig i en fysisk og mental opbygningsfase. Han er taget ud i skoven for at reflektere over sit liv, for at finde sig selv.

Han skulle siden huske gåturen tydeligt – og konstaterer i dag, at han havde ret langt i mål på det tidspunkt. Når jeg tænker tilbage, så havde jeg faktisk TV 2 News i øret på hele turen,” fortæller han i dag grinende. Til trods for blodpropperne kredsede tankerne stadig om Christiansborg, politik, nyheder.

Men tiden gik, han fik snakket med venner og familie om sit tidligere liv, han har for nylig færdiggjort en bog, og nu er den tidligere politiske redaktør på TV 2 så også klar til at blive interviewet om de spørgsmål, han har stillet sig selv igen og igen. Den politiske journalistik var usund for hans familie og ham selv, men hvorfor havde han alligevel så svært ved at slippe den verden? Den hurtige, konfliktsøgende døgnet-rundt-journalistik, som han var den ypperste eksponent for, gjorde ham fysisk syg, men hvilken effekt har den på den politiske samtale og vores demokrati?

Erkendelser kommer ikke altid i et pludseligt klarsyn i en svensk skov. De kan også komme snigende, udvikle sig over tid, og pludselig står man med et nyt blik på verden. Det er det, der er sket for Langballe.

Anders Langballe var inkarnationen på den vidende, hårdtslående og analyserende politiske journalist, klar med mikrofonen, når der var breaking news i den politiske verden. Gråt jakkesæt, hvid skjorte, typisk et rødt slips. Siddende i enten et studie på Christiansborg eller TV 2’s kontorer på Teglholmen i det sydlige København. Ellers stod han som TV 2’s politiske redaktør i forreste række i hoben af journalister rundt om en politiker på Borgen med den røde mikrofon i strakt arm frem mod interviewofferet og sandsynligvis med det første spørgsmål af dem alle og i hvert fald det mest højlydte. Hele tiden på jagt efter den gode historie, de rette personer og de bagvedliggende sammenhænge.

Men den del af hans liv skal fortælles i datid. For i dag har Anders Langballe grønne Fjällräven-bukser og grøn skovmandsskjorte på. Han har i et år været ansat som kommunikationschef i Danske Handicaporganisationer, men har lige sagt op og haft sidste arbejdsdag.

Jeg ser det her med bogen og de refleksioner, jeg har gjort mig, som en del af min terapi, og så kan jeg komme ud på den anden side,” siger han.

Han har ikke set gangene på Christiansborg i lang tid – eller et tv-studie for den sags skyld. Med fortiden på behørig afstand er refleksionerne begyndt, og han husker tilbage på den historie, der slog hans navn fast på TV2 og katapulterede ham ind i toppen af hierarkiet blandt politiske journalister.

Det er i foråret 2010, og Lene Espersen, daværende formand for De Konservative og ny udenrigsminister, meldte afbud til et møde i Arktisk Råd, hvor USAs udenrigsminister Hillary Clinton også skulle deltage. Espersen skulle på ferie med sin familie.

Det er noget af det vildeste, jeg har været med til. Hun begik en dum fejl med ikke at deltage og i stedet tage på ferie, men det kan der jo være alle mulige gode grunde til, og det selvsving i medierne, hun trådte ind i med den beslutning, var jeg jo i høj grad med til at drive, og efter kort tid var hun helt færdig. Hun var blevet ædt af Christiansborg-journalistikken og os,” forklarer Langballe.

Mekanismerne genkender han sådan set fra andre lignende historier. Carl Holst, der også begik en fejl og blev kørt over. Da Henrik Sass Larsen opgav. Eller da SF nedsmeltede og forlod Thornings regering. Langballes journalistiske opskrift var sådan set meget simpel: Find dem, der kritiserer, giv historien maksimal spilletid, og se, hvad der sker. Han kalder det selv en form for blodrus, hvor en politiker ender i en nedadgående spiral, og hvor man som journalist bare bliver ved og ved, og det handler om at smadre dem og få dem til at give op. Der er ingen nuancer.

Det bliver en selvforstærkende situation. Verden bliver sort-hvid, og jeg var den mest sort-hvide. Der er ingen balance i dækningen, og så sidder jeg selv i Besserwisserne og siger med bulder og brag: Se, hvor dumt det hele er, det går ikke, han er færdig,” siger Langballe om Carl Holst og den type journalistik, Langballe kalder en selvopfyldende profeti. Altså som journalist fik han selv historien til at rulle, gav den fart, og undervejs fældede han så dommen og dømte Holst færdig i politik.

Det, jeg elskede allermest, var jo Besserwisserne, og det var jo nok det, der lugtede allermest af underholdning frem for politisk samtale. Jeg følte, at jeg var sgu et eller andet. Det her drejer sig om os. Jeg havde en fornemmelse af, at jeg blev mere og mere omdrejningspunktet for den politiske journalistik.”

Foto: Peter Hove Olesen / Politiken / Ritzau Scanpix

Den første blodprop ramte Anders Langballe den 19. november 2018. Han var lige fyldt 42. Han var til frokostmøde med et par kolleger og toppen af Venstres organisation for at forberede dækningen af det kommende valg til Folketinget. Han faldt pludselig ud af samtalen, virkede utilpas, og som han beskriver det nu, rakte han ud efter sin kaffekop, men det var, som om hånden gik direkte igennem og bare voksede sig længere og længere.
Der blev ringet 112. Han blev hjulpet ud i ambulancen. Kom med udrykning ind på Rigshospitalet.

Lægerne konkluderede, at blodproppen sad så langt ude i de fine kar i hjernen, at den måske var forbigående. Så derfor blev han overvåget nøje, men ikke behandlet, og hans evne til at formulere sig viste snart tegn på bedring.

Hans hustru kom hurtigt forbi og tog også hjem igen til børnene. Ud på aftenen ramte blodprop nummer to, og denne gang var det langt mere alvorligt. Da han kom til sig selv, var hans sprog stort set væk. Han kunne høre, hvad folk sagde, men hverken reagere eller svare.

Manden, der havde bygget sit arbejdsliv op om kontante spørgsmål og hurtige replikker, var efterladt uden det våben, han havde mødt verden med.

Det blev en lang genoptræning derfra og til nu.

Mens Langballe arbejdede på TV 2, arbejdede jeg selv på nyhedsbureauet Ritzau på Christiansborg i tre år. Så jeg har stået ved siden af ham i klyngen rundt om politikerne. Jeg har siddet på mit kontor i kælderen og citeret ham, når han breakede navnene på nye ministre, for det var Langballe, der havde de bedste kilder. På mange måder virker han som den samme mand. En enkelt gang undervejs i samtalen taber han et ord uden at lykkes med at finde det igen. Men han tænker stadig hurtigt, og på mig lyder hans stemme lige så engageret og indigneret, som da han analyserede politik.

Han kan selv mærke en forandring, selvfølgelig. Det kan hans nærmeste også, både familie og venner. At der er en tom plet i hjernen, der sidder et sted og med en størrelse, der gjorde, at lægerne frygtede, at han ikke ville kunne tale igen. Men det har han fået lært sig. Som en vittig læge sagde undervejs i behandlingen, så skulle han være glad for, at talemusklerne nok var de meste veltrænede muskler i hans krop.

Han kan ikke arbejde så hårdt eller så meget som tidligere og har heller ikke lyst til det. Hans hjerne kommer på overarbejde, når han skal håndtere pludselige forandringer. Han ved reelt ikke, hvor meget han kan holde til, her mere end to år efter blodpropperne. Han lever et så normalt liv, som man kan, når man har en alvorlig hjerneskade.

I Anders Langballes hjem på Amager hænger der et fjernsyn på væggen i hjørnet ved det store vindue ud mod haven. Engang kørte det altid med News. For Langballe var altid på arbejde, havde altid behov for at vide, hvad der skete.

Ude på parkeringspladsen foran huset holdt ofte en sendevogn fra TV 2, så han kunne gå live på skærmen og analysere den politiske verden både tidligt om morgenen, før han tog af sted mod Christiansborg, og sent om aftenen, når han var kommet hjem. Vognen fulgte med ham, hvis han skulle på restaurant – så kunne han kommentere eller analysere mellem hovedretten og desserten og gå ind og fortsætte middagen.

Som han siger i dag, var det en kamp om hele tiden at være på den største politiske nyhed. Sådan en skulle der være hele tiden, og to timer senere kunne nyheden være noget andet. Den skulle altid være der, også når den ikke var der, for der er af gode grunde ikke en stor politisk nyhed hver eneste time i Danmark. Vi skulle hele tiden være først, uanset hvad vi var først med, men jo mere gult vi kunne lave, jo bedre var det,” siger Langballe.

Billedet har ikke forandret sig siden dengang, synes han. Da Lars Krarup, mangeårig fremtrædende borgmester i Herning, meldte ud, at han ikke ønskede genvalg, kom det til at handle om, hvilken dagsorden han havde med at stoppe, hvad der var den rigtige fortælling. Jeg havde selv gjort det samme,” reflekterer Langballe. Men han havde en anden tilgang, da han hørte Krarups udmelding.

Hvis man har været bykonge og været en kæmpesucces for sit parti, og man står midt i livet og siger: Jeg skal videre og prøve noget andet’, så kan man jo også vælge den vinkel, at det er superspændende, at der faktisk er en mand, der siger, hvad han mener, og at han tror, at der også skal være noget andet i livet end at være borgmester i Herning,” siger Langballe.

Hastighed betyder, at der ikke er den nødvendige tid til substansen eller perspektivet. Det er nemmere at snakke person-dramaer, spin og proces frem for reelt indhold, mener Langballe.

På den måde glemmer vi nogle gange, hvad journalistik handler om: altså at formidle vigtige, rigtige nyheder i stedet for procesjournalistik, mener han. Den der mistro, som journalistikken bygger på, altså at vi skal kontrollere politikerne, og de er fulde af løgn, den levner ikke plads til, at man kan tro på, at det, de faktisk siger, rent faktisk kan være rigtigt,” siger han.

Jeg tror simpelthen ikke, det gør noget godt for politik eller journalistik eller demokratiet.”

Flere gange under interviewet vender Anders Langballe tilbage til et særligt udtryk, der stammer fra tiden omkring ophøret af Anden Verdenskrig: de sidste dages hellige’. Udtrykket beskriver de frihedskæmpere, der meldte sig under fanerne i de sidste dage inden befrielsen.

Dengang var spørgsmålet, hvorfor de ikke kæmpede, da det gjaldt – altså tidligere i krigen, dengang de kunne forandre noget. Langballe ved godt, at mange vil komme efter ham med lignede spørgsmål. Hvorfor ændrede du ikke bare på det, mens du var redaktør og havde noget at skulle have sagt?” Handler det ikke bare om, at det viste sig, at du ikke selv kunne holde til tempoet?”

Nej, svarer Langballe. For når han tænker tilbage, havde han længe en fornemmelse af, at noget var galt.

De sidste halvandet år frem mod blodproppen i 2018, som jeg husker det i dag, var tankerne jo ligesom ved at modnes i mig. Jeg har en afsky over for et eller andet. Men jeg havde aldrig prøvet andet eller set tingene på en anden måde end den måde, jeg gjorde det på og var god til, og jeg kunne ikke komme ud af det,” siger han.

Han peger på, at han er skolet i politik. Han har været medlem af Venstres Ungdom, fremtrædende i ungdomspolitik, ansat af Uffe Ellemann og Claus Hjort Frederiksen i slut-90′erne og derfra direkte videre til først den politiske redaktion på Ekstra Bladet, siden Jyllands-Posten og til slut TV 2, hvor han hurtigt blev den mest fremtrædende skikkelse inden for emnet politik.

Poul Hartling, Venstres tidligere formand og statsminister, sagde på et tidspunkt, at det at være en del af den politiske verden, er som at sidde på ryggen af en tiger. Man bliver hele tiden ført længere og længere ind i junglen, og hvis man prøver at hoppe af, bliver man ædt.

Selv om det oprindelig var et Kennedy-citat om lidt noget andet, er det blevet det mest benyttede billede på, hvordan det er at være politisk aktiv og helt inde i kernen. Lars Løkke Rasmussen har senest brugt det i en af sine bøger, og Langballe bruger det – uden anden sammenligning med hverken Kennedy eller Hartling eller Løkke, som han siger – som forklaring på den retning, den politiske journalistik har taget. Det er en lukket klub uden forbindelse til virkeligheden.

Det bliver en boble, man opholder sig i. Jeg troede, at den boble var hele verden. Jeg blev simpelthen så meget en del af boblen, at det blev hele min identitet – og mine børns identitet, at jeg var ham fra fjernsynet. Jeg evnede ikke selv at stoppe, og jeg havde brug for Vorherre, eller hvem fanden det nu var, jeg havde brug for den der blodprop, for ellers var det måske gået endnu værre.”

Ligesom Anders Langballe i retrospektiv har savnet nuancer i sin egen journalistisk, vil han også gerne bringe nuancer ind i den debat, han nu forsøger at rejse. For han ved godt, at TV 2 News har gjort noget godt for befolkningens interesse for politik. Der er mange faste seere, som ud over breaking news får større indsigt i politikernes løbende arbejde. Han ved også godt, at det ikke er journalisterne, der bærer ansvaret alene.

Det er i høj grad også politikernes problem. De deltager jo i det,” siger han. Det var i hvert fald ikke noget problem for ham at finde kritiske røster i den politiske verden, da han lavede historien om Lene Espersen eller nedsmeltningen i SF. Det var politikerne og ham, der drev sagen frem i fællesskab. De gav ham citater at piske et politisk drama op med. Han gav dem plads i den bedste sendetid.

Politikerne så ifølge Langballe en fordel i News, fordi der altid var et kamera, der kunne sende live med deres kommentarer. De kunne altid gå til mig, for der kunne de komme hurtigst ud med de mest forsimplede budskaber,” siger Langballe.

Politikernes pressemøder i dag taler ind i samme tendens, synes han. At journalisterne ofte kun får ét spørgsmål, giver ringere mulighed for gode historier, at skabe sammenhæng og holde politikerne ansvarlige. Det forsimpler den politiske verden og tvinger journalisterne til at snakke proces og personspørgsmål.

Jeg kan sidde og kigge på min gamle læremester Henrik Qvortrup og min egen elev Hans Redder, når de står på et eller andet pressemøde og er en del af det der. Så tænker jeg: Hans og Qvortrup, lad nu være med det der, for I ved jo godt, at verden ser mere nuanceret ud.’ Sådan sidder jeg i dag og kigger på de dygtige folk,” siger Anders Langballe.

Anders Langballe har lige sagt sit job i Danske Handicaporganisationer op. Der skal ske noget andet og nyt. Hvad ved han ikke endnu. Noget, hvor han kan kombinere sine erfaringer inden for kommunikation og politik. Kunne han mon finde på at vende tilbage til den boble af journalistik og politik, han levede i før?

Nej, det kunne jeg virkelig ikke,” siger han prompte. Jeg er jo på sin vis stadigvæk en del af den boble, der handler om politik og politisk journalistik. Jeg kender den fuldstændigt. Jeg kan se mekanismerne, når der sker noget, og så gør man sådan og sådan, og så siger de det og det. Og jeg synes, det er fascinerende og interessant, men jeg kunne ikke tænke mig at komme tilbage,” siger han.

Men han erkender også, at arbejdet med at nå så langt har varet længe og nok heller ikke er slut. Han har stadig en eller anden bekymring for, om han kan falde i igen’. Som en tørlagt alkoholiker, der pludselig igen sætter flasken til munden. For politik og det adrenalin, han oplevede og videreformidlede, var en svær verden at slippe.

Det er derfor, gåturen i Sverige med News i ørerne i seks timer var så sigende for hans forsøg på at slippe den politiske verden. Det var ikke let. Jeg tænkte jo længe, at jeg skal tilbage’, siger Langballe. For mig var det et drug. Jeg var høj af det. Af at være med helt fremme. Jeg jagtede jo det kick, det gav” fortæller han.

Nu kan han slukke fjernsynet. Nu kan han gå ud og lave kaffe eller trippe ud i haven, hvis News en sjælden gang er blevet tændt. Hans behov har ændret sig. Jeg er begyndt at læse bøger, som ikke er politiske biografier, jeg kan gå ture uden at have noget i ørerne, jeg kan læse tillæggene i aviserne. Og jeg nyder virkelig at se det hele på afstand.”