“Vi må hellere gøre det snart. Man ved jo ikke, hvor længe jeg er her endnu,” sagde han, da vi talte sammen i telefonen første gang. Joseph “Joop” Vos er 86 år gammel, så han har jo statistikken på sin side (gennemsnitslevealderen er 79,6 år for mænd i Danmark), men ordene var samtidig et godt eksempel på det, vi kunne kalde Joops livsfilosofi.

Et par uger efter telefonsamtalen står jeg foran hans dør og banker på. Klokken er ét minut i ti. “Du kommer præcist,” siger han, da han lukker døren op, og fortsætter: “Jeg kommer altid før tiden. Jeg hader folk, der kommer bare ét minut for sent.” Joop Vos bryder sig nemlig hverken om dem, der spilder hans eller deres eget liv.

Her, oven på en optiker i gågaden, bor Joop Vos. Og her skal vi tale sammen om Joops liv og om, hvad man kan stille op, hvis man er begyndt at tvivle på det gode i menneskeheden. Det er nemlig en følelse, som jeg tror, mange kan være blevet ramt af efter det år, der nu går på hæld. Følelsen af, at det hele går den forkerte vej, at verdens energi er negativt ladet, og at kulde og ondskab er de stærkeste kræfter. Flere af årets store begivenheder har båret brænde til det bål: en krig i Europa med terrorbombardementer af civil infrastruktur som våben, et klima, der kan synes at gå amok med skovbrande og oversvømmelser, og en verden, der i det hele taget kan se … truende ud.

Jeg har spurgt et menneske til råds, der som barn har oplevet ondskaben på en måde, som meget vel kunne have kostet ham både livet og hans tiltro til det gode i verden. Men sådan er det ikke gået, tværtimod.

Joop Vos er en af de allersidste levende i Danmark, der har oplevet en tysk koncentrationslejr indefra. I en mappe i lejligheden gemmer han det krøllede stykke papir, der efter alt at dømme reddede hans liv og betyder, at han – modsat langt størstedelen af hans familie – ikke døde i nazisternes lejre. Det her er hans historie.

Noget af det første, Joop Vos husker, er at gå ind i butikker og købe ting for sin mor. Alene. Det var, da han var helt lille, bare seks år gammel. På det tidspunkt boede han sammen med sin mor, der gik hjemme, og sin far, der gik på arbejde, hvor han kørte rundt med ost til butikker, i Amsterdam. De boede midt i byen, i et kvarter, der var fyldt med folk, der ligesom dem selv var jøder.

Men da Nazityskland invaderede Holland, begyndte livet at forandre sig. Det jødiske kvarter blev til en jødisk ghetto. Nu skulle jøderne bære en stjerne på tøjet, og Joop Vos’ mor måtte nu kun købe ind i særlige butikker og altså ikke dem, hun plejede at komme i. Her kommer Joops butiksture i spil, for heldigvis skulle børn ikke bære jødestjerne, og derfor kunne den lille Joop hjælpe sin mor med at gå ind i de butikker, moderen plejede at komme i. “Det var smart, for der fik vi bedre kvalitet. Det er noget af det, jeg kan huske,” siger han.

Joop havde en enorm familie, omkring 200 mennesker måske, for begge hans forældre havde masser af søskende. Onkler og tanter, moster og morbrødre, fætre og kusiner var der, og mange af dem boede i de samme gader som Joop og hans forældre. “Og mens jeg husker det, kan jeg fortælle dig, at ud af de 200 var 15 tilbage efter krigen,” siger Joop.

En dag kom der besked til jøderne i det, der nu var blevet en ghetto, om, at de snart skulle forlade Amsterdam. De skulle forberede sig på at blive hentet og pakke en kuffert, som de kunne tage med. Men hjemme hos familien Vos kom der ikke nogen. Tiden gik. Ved at følge med i navnene på dem, der blev taget, kunne forældrene udlede, at tyskerne gik frem efter alfabetet og altså bare ikke var nået til V for Vos. Mens familiemedlemmer og venner forsvandt, ventede familien Vos.

En aften i marts 1943 var ventetiden forbi. To tyske soldater og en hollænder bankede på døren. “Min far spurgte dem, om de ikke var venlige at komme igen dagen efter, for de havde lige lagt deres lille søn i seng,” fortæller Joop. Men vente ville de ikke. Joop fik tøj på, og han kan huske “den store militærvogn, der ventede på gaden, hvor man sad på bænke over for hinanden”.

Den knap syvårige Joop Vos anede selvfølgelig ikke, hvad der skulle ske, eller hvor de skulle hen, men det vidste hans forældre heller ikke. Ingen vidste det, for man hørte ikke fra dem, der var forsvundet. Familien blev kørt til et opsamlingssted, der tidligere var et teater, men nu overtaget af tyskerne til at organisere transporten af jøderne, for at sove.

Men i nattens løb blev de vækket. Det var modstandsfolk, der havde sneget sig ind i teateret, uden at tyskerne opdagede det. “Giv mig jeres børn. Vi passer på dem til efter krigen. For I går en slem skæbne i møde,” fortæller Joop Vos, at modstandsfolkene sagde. Men forældrene ville ikke af med Joop. “Hvor vi er, der er min søn,” sagde hans mor.

Næste dag blev familien kørt videre til lejren Westerbork, en såkaldt gennemgangslejr, som Claus Bundgård Christensen, der er historiker ved Roskilde Universitet, fortæller. “Denne her lejr bliver meget vigtig i den tragiske historie om de hollandske jøder. For det er sådan, at hovedparten af de hollandske jøder bliver myrdet. Der er ikke ret mange af dem, der overlever.”

Her blev familien Vos genforenet med flere familiemedlemmer, men kun for en stund: De fleste blev efter kort tid sendt videre til andre lejre. Ingen vidste, hvor de skulle hen, men selvfølgelig talte man om det i lejren. Var det døden, der ventede dem? “Når der er mennesker, så er der rygter,” som Joop siger. Hver dag blev jøder sendt videre i koncentrationslejrenes system. Derfor skulle beboerne hver aften indfinde sig i en bestemt barak. “Der mødtes alle og hørte efter deres navne,” fortæller Joop.

De, hvis navne blev råbt op, skulle pakke og være klar til at tage af sted dagen efter. På den måde kunne Joop Vos og hans familie igen se familie og venner forsvinde én efter én. Det gjaldt blandt andre Joops moster. Hun kom til lejren Auschwitz, men overlevede og kunne senere selv fortælle om sine oplevelser dér. I lejren blev hun udsat for forsøg af nazilægen Josef Mengele, der eksperimenterede med kz-lejrfanger som forsøgsdyr. Han var blandt andet interesseret i forplantningsevnen og immunforsvaret. Efter krigen kom mosteren til at bo ved siden af familien Vos igen, men døjede med konstant hovedpine. Til sidst kunne hun ikke holde det ud længere og begik selvmord ved at kaste sig i en kanal i Amsterdam.

Alt det vidste hverken Joop eller hans forældre noget om, da de befandt sig i lejren. Men de undrede sig: Hvorfor tilbragte de andre kun få dage dér, mens de selv blev der i mere end en måned? En dag var ventetiden dog forbi. Familien Vos skulle af sted næste morgen, hvorhen vidste de ikke.

Målet for familien Vos’ ufrivillige rejse viste sig at være Bergen-Belsen, en koncentrationslejr, som Claus Bundgård Christensen kalder nærmest symbolet på det “civilisationens sammenbrud, som folkedrabet mod jøderne var udtryk for”.

Joop Vos og hans forældre oplevede hurtigt, at lejren Bergen-Belsen var noget helt andet end Westerbork, hvor de kom fra. Joop og hans mor blev adskilt fra faderen, der skulle bo et andet sted.

Moderen kom til at arbejde med at lave mad til de tyske soldater, faderen med at køre roer i trillebør. Den nu syvårige Joop var overladt til sig selv sammen med de andre børn. Han husker, at de legede i en bunke sand udenfor, og at en gruppe store piger så efter dem. Én af dem, viste det sig efter krigen, var Anne Frank.

Anne Frank, den 14-årige jødiske pige, der få måneder tidligere var blevet arresteret af tyskerne fra sit skjul i Amsterdam, hvor hun havde ført en siden hen meget berømt dagbog, var i Bergen-Belsen på det her tidspunkt. Måske var det hende, der fulgte de små ud for at tisse, når de skulle? Det er svært at huske det hele helt tydeligt efter 80 år. Men Joop har ikke svært ved at huske lejrens menu. De fik udelukkende kålrabi.

Joops mor gjorde sit for, at familien klarede den, I tyskernes køkken lavede hun mad af langt højere kvalitet til de tyske soldater end det, fangerne fik. Og mens hun gjorde det, stjal hun mad til sin søn. Men det måtte holdes skjult. Maden blev indtaget i et hjørne af barakken, så ingen så det. “Hvis nogen havde set det, var hun blevet skudt på stedet,” siger Joop.

Vagterne kunne være ondskabsfulde, som når de læssede et helt læs grus af en lastbil og bad fangerne om at flytte det til den anden ende af gårdspladsen i anledning af den jødiske helligdag yom kippur.

Men vagterne kunne ikke systematisk slå fangerne ihjel i lejren, for der var ingen gaskamre som i andre koncentrationslejre. Men døden var der alligevel. Sult, sygdom og overanstrengelse gjorde det af med mange. I månederne op til befrielsen døde fangerne i lejren som fluer. Joop og hans familie skulle dog nå at komme videre inden da.

Han husker bekymringen, eller måske snakken om den efterfølgende, da familien blev indkaldt til at møde i den italienske barak en aften. Hvorfor den hed ‘den italienske barak’, husker han ikke, men omtrent 14 dage tidligere var en stor hollandsk familie blevet indkaldt til at møde samme sted. Det endte ikke godt: “De blev sat i militære lastbiler, kørt ud i skoven og nakkeskudt alle sammen,” fortæller han.

Joop og hans familie blev også kørt af sted i lastbiler. Turen gik dog ikke ud i skoven, men derimod til togstationen. Her blev de bænket på et togs træsæder. “Det var aften, det var mørkt, og vi kørte. Hvor vi skulle hen, anede vi ikke,” siger Joop.

Det var ikke døden, der ventede den nu otteårige Joop Vos. Pludselig kom der nye folk ind i toget. De var fra Røde Kors, og de uddelte kiks og vand, husker Joop. “Vi var underernærede, så vi kunne ikke bare få mad,” fortæller Joop.

Hvad var der sket? Hvorfor var Joop og hans familie dér og ikke døde i skoven? Og hvorfor havde de først fået lov at blive så længe i fordelingslejren og siden blevet sendt til arbejdslejren Bergen-Belsen frem for udryddelseslejren Auschwitz?

Svaret skal findes i én af de kæder af tilfælde, som tilværelsen er fuld af, og som nogle gange kan virke nærmest magiske. Den korte forklaring fra Joop lyder sådan her: “Hvis min far ikke havde været født i England, så havde jeg ikke siddet her.”

Omkring år 1900 arbejdede Joops farfar som cigarmager i Amsterdam. Han var virkelig dygtig til at lave cigarer, og en dag kom chefen og bad ham om at rejse til England for at lave cigarer dér. Joops farfar spurgte sin kone, og de tog af sted til London. Her blev Joops far født. Af den grund blev han engelsk statsborger, også selv om det kun blev et ganske kort ophold. Joop har stadig sin fars fødselsattest, et nu godt medtaget stykke papir, som efter alt at dømme har reddet familiens liv.

Tyskerne håbede nemlig, fortæller Joop, at kunne bruge engelske statsborgere i en byttehandel, hvor de til gengæld kunne få tyske krigsfanger tilbage fra England. Og derfor blev Joop, hvis far altså var blevet britisk statsborger ved lidt af et tilfælde, sammen med sin familie kørt til en lejr med andre briter.

Med Røde Kors-folkene ombord kørte toget til Bad Wurzach i det sydlige Tyskland. Tæt på lå en gammel herregård, hvor Joop Vos og de andre skulle bo. Det viste sig, at der boede en flok englændere i forvejen. Det var ikke jøder, det var kristne englændere, som var blevet taget til fange på Kanal-øen Jersey. Det var som at komme i himlen efter udsultningen i Bergen-Belsen. Men Joops far var på det her tidspunkt meget forkommen. Han havde det, som Joop siger, “ad helvede til” og måtte indlægges på hospitalet sammen med sin bror.

På herregården kunne Joop pludselig spise sig mæt i nødhjælpspakker fra Canada. Samtidig døde Anne Frank i lejren Bergen-Belsen. I sin lejr lærte Joop engelsk og lyttede til BBC, der fortalte, hvordan Tyskland var ved at tabe krigen.

Og endelig skete det så. En eftermiddag sidst i april kom kampvognene. “De kørte lige igennem hegnene, lige igennem pigtråden.”

Lejren var befriet, og jøderne og de kristne englændere fra Jersey kunne strømme ud ad portene og ud i den verden, der omgav dem. Tyskerne var stukket af.

Joop gik med sin far i hånden ud ad lejrens port, ud i friheden. De gik direkte hen til en landmand, hvor de krævede at få en høne. “Så kogte mor hønsekødssuppe, som vi ikke havde fået i tre år.”

Her kunne historien om Joop Vos være sluttet. Familien kunne kort tid efter deres befrielse fra den tyske lejr rejse hjem mod Amsterdam. Mange kilo lettere, berøvet to år af deres liv, men levende. Men hjemme i Amsterdam konstaterede de, at der bogstaveligt talt ikke var meget at komme efter længere. Alt brændbart var forsvundet i det hus, hvor de havde boet.

Familiens lejlighed var praktisk taget forsvundet, og ud over det var Holland fattigt, på midler såvel som på muligheder. Familien blev indlogeret på et nedlagt alderdomshjem, og en morgen sad moderen og læste avis. En dag så hun en annonce med et tilbud til børn, der havde været i koncentrationslejr: De kunne komme til Danmark og blive fedet op. “Så siger min mor til mig: ‘Er det noget for dig at komme til Danmark?’”

Her kommer vi til det, der på en måde er det mest utrolige forløb i Joop Vos’ liv. For hvilken tiltro til fremmede var det, der gjorde, at både hans forældre og han selv tænkte, at det var en fremragende idé at rejse af sted til et land, de aldrig havde besøgt, for at bo hos en fremmed familie, få måneder efter, at de var kommet hjem fra en rejse, hvor de nær var blevet slået ihjel? “Efter alt hvad vi havde været igennem, skulle man da ikke tro, at min mor ville slippe mig. Altså menneskeligt set. Men hun gjorde det for min skyld. For mit bedste,” siger Joop.

I september 1945 mødte Joop Vos op på banegården i Amsterdam, fik et skilt om halsen med sit navn på, og så kørte toget til Danmark, et land, han aldrig havde hørt om. Han var blandt de første børn, der fik hjælp af organisationen Red Barnet.

Det her vidner for mig om, at Joops forældre, trods alt det, der var sket, bevarede en form for tro på det gode i andre mennesker. En egenskab, der har vist sig afgørende, også for Joops liv. “For at få et godt liv,” siger han, “så skal man være meget positiv. Det kan ikke nytte noget, at du er negativ over for nogen som helst ting. For så får du ikke et godt liv.”

På Københavns Hovedbanegård steg børnene, der havde været i kz-lejr, ud af toget. Børnenes navne blev råbt op ét efter ét, og de danske familier rakte en hånd i vejret, når navnet på ‘deres’ barns navn blev nævnt.

Situationen med navneopråbet var altså nærmest magen til alle de gange, hvor Joop Vos og hans familie havde ventet på at høre deres navn blive råbt op i koncentrationslejrene. Men resultatet var et helt andet. Joop endte hos familien Rasmussen, der boede i en lejlighed i Frederiksborggade i København. Her skulle han dele køjeseng med familiens egen søn, Mogens. Dagene brugte han med at køre rundt i bil sammen med faderen i familien, Aksel Rasmussen, der var chauffør for en møbelbutik.

Til jul kom Joop på besøg hos Aksels chef, ejeren af møbelbutikken, i hans hus i Gentofte. Han blev fascineret af det liv, som hr. Aulin, som han hed, levede, blandt andet den amerikanske Buick, han kørte i. Og hr. Aulin så også noget i den jødiske dreng fra Holland. Han sagde til ham: Når du er færdig med skolen, skal du have en læreplads hos mig.

Joop rejste tilbage til Holland og gik i skole, men om sommeren besøgte han Danmark og familien Rasmussen. Da han blev 18, sendte hr. Aulin ham en togbillet og et tilbud om et job i butikken i København. Joop rejste den 14. juni 1954, og siden har Danmark været hans hjemland. Efter et par år fik Joop et andet job. Han skulle sælge gaveartikler, som det hedder. Først blev han sendt ud for at købe en bil. Det blev en Opel, og i den skulle han køre til Holland, Belgien og ikke mindst Tyskland for at sælge gaveartikler. Og det gjorde han.

Her, få år efter krigen, skulle Joop altså køre af sted i en tysk bil for at holde møder med tyskere i det Tyskland, hvor han som barn blev sendt i koncentrationslejr. Opel’en og det at tale tysk blev det håndgribelige bevis på, at han havde lagt det, der var sket, bag sig.

“Ved du hvad?” spørger Joop og svarer selv: “Man har kun ét liv. Og det skal man have så meget ud af som muligt.”

Måske, mener Joop, skyldes hans holdning til det, der var sket, også, at han kun var en lille dreng, da det skete. Måske havde det været anderledes, hvis han havde været ældre. Ingen ved det med sikkerhed, heller ikke Joop selv. Måske, taler vi om, har hans barneår i kz-lejr endda givet ham en særlig appetit på at få mest muligt ud af livet. Fordi det kan forsvinde eller blive taget fra én, før man aner det, og fordi kæder af tilfælde kan være så tilfældige, at det nærmest er magisk. Hvis nu Joops farmor ikke havde villet med til England, og hans far derfor ikke var blevet født i England … “Så havde jeg ikke siddet her. Så lidt skal der til,” siger Joop.

Joops liv i Danmark er én lang fortælling om at blive en del af noget. Da han efter nogle år kom til Køge, åbnede han egen butik på torvet og tog initiativ til Danmarks første centerforening. Han kom til at spille en stor rolle i Køge Boldklub (han er stadig formand for boldklubbens støtteforening),han blev gift og fik børn og børnebørn og oldebørn. Han har haft et godt liv og har kun været uvenner med ét eneste menneske, siger han selv.

I dag er han så blevet 86 år gammel, og han er blandt de sidste, der kan fortælle historien om den organiserede ondskab, han som barn stiftede bekendtskab med i koncentrationslejrene. Det gør han blandt andet, når han holder foredrag i skoleklasser, eller når han, som nu, taler med mig. På den måde er han med til at holde en fortælling i live, der måske kan betyde, at vi som menneskehed ikke gentager Anden Verdenskrigs brutalitet. Det er i hvert fald en af idéerne om, hvad vi skal bruge erindringen om fortidens brutalitet til: at undgå, at den gentager sig. Det er blevet en nærmest klichéfyldt læresætning. Og Joop er da også overbevist om, at folkedrabet på jøderne ikke kan gentage sig som sådan. Men det kan meget andet elendighed, frygter han.

“Inderst inde er jeg bange for, at det hele kokser ud en dag. Altså, de har udviklet våben, der fra et minut til det næste kan destruere det halve af verden. Så hvorfor skulle de stoppe nu, når der har eksisteret krig i mange, mange år?”

Men, opponerer jeg, hvordan kombinerer han visheden om den ødelæggelse og ondskab, der lurer i kulissen, med sit princip om at være et positivt menneske?

“Du skal ikke tænke på det. Det er mit råd,” svarer Joop. “Du skal ikke tænke på, hvad der sker i morgen eller i år eller næste år. Du skal være glad for hver eneste dag, du har.”

Sådan er det. Det er den simple, men eksistentielle forklaring på, hvorfor Joop hader folk, der kommer for sent: Man skal udnytte den tid, vi har på Jorden, bedst muligt. Og det kan man kun gøre, hvis man går ud i verden med en tro på, at verden vil noget godt.