Den grønne omstilling har været oppe imod mange argumenter gennem årene. Og hver gang ét argument bliver manet i jorden, er det, som om der bare dukker et nyt op, som så kan bruges af alle dem, der helst vil have alting til at forblive, som det plejer.

Længe havde fossile energiselskaber held med at så tvivl om, hvorvidt menneskeskabte klimaforandringer overhovedet fandtes. Efterhånden som dét argument mistede sin gennemslagskraft, skiftede fokus til økonomi, hvor argumentet lød, at det ville blive alt for dyrt at drive et moderne samfund uden kul, olie og gas. Angiveligt kunne det bedre betale sig at fortsætte med at forurene og så håndtere klimaforandringerne senere, lød ræsonnementet. Men i dag, hvor vind- og solenergi er blevet de billigste energikilder i menneskehedens historie, er dét heller ikke verdens bedste argument længere.

Måske derfor handler det vel nok mest udbredte argument mod den grønne omstilling i dag om råstoffer.

Argumentet dukker op i mange afskygninger, men den centrale påstand er, at den grønne omstilling gemmer på en beskidt hemmelighed: Nemlig at den vil kræve så mange råstoffer, at det vil få uoverskuelige miljøkonsekvenser at fremskaffe dem. I den mest ekstreme version – som ofte får temmelig meget medvind på internettet – lyder argumentet, at den grønne omstilling vil medføre så megen minedrift, at det vil “smadre planeten”. Den grønne omstilling, lyder anklagen, erstatter altså bare de problemer, som fossile brændsler skaber, med nogle andre, der er mindst lige så slemme.

Men det er simpelthen forkert.

Det er ganske enkelt en myte, at den grønne omstilling vil føre til miljøproblemer på en skala, der bare nærmer sig de skadevirkninger, som fossile brændsler forårsager. Så den myte vil jeg nu slå ihjel, så vi alle sammen kan komme videre i teksten.

Det er selvfølgelig rigtigt, at den grønne omstilling kommer til at kræve en hel del råstoffer. Og man kan nemt få det til at lyde virkelig voldsomt ved for eksempel at sige, at Det Internationale Energiagentur vurderer, at den grønne omstilling vil få efterspørgslen på litium til at stige til det 15-dobbelte frem mod 2040, eller at en solcellepark kræver syv gange så meget kobber som et gaskraftværk for at levere den samme mængde strøm. Hvad skal det dog ikke føre til?

Men før man går i panik over løsrevne tal, bør man få nogle proportioner på og se dem i deres rette sammenhæng. Der er nemlig mindst fem væsentlige grunde til, at den grønne omstillings behov for råstoffer ikke vil føre til nær så store miljøproblemer, som man ellers kan få indtryk af.

1. Minedrift er ikke vores største miljøproblem

Minedrift sviner. Det er især derfor, den grønne omstillings behov for råstoffer nogle gange gør folk bekymrede. Men minedrift er – trods alle de alvorlige miljøskader, det kan føre til – ikke vores største miljøproblem. Faktisk langtfra. Og det er en vigtig første erkendelse at gøre sig i den her sammenhæng.

Det er selvfølgelig svært at rangere miljøtrusler over for hinanden, men en mulig målestok er, hvilken rolle de spiller i forhold til vores suverænt største globale miljøproblem: tabet af biodiversitet og vild natur. Og her kommer minedrift altså ret langt nede på listen over trusler, mens den suveræne førsteplads indtages af landbruget.

Årsagen er det simple faktum, at landbrug fylder helt vildt meget mere end minedrift. Landbrug optager en tredjedel af al landjord på kloden. Det svarer til hele Nord- og Sydamerika tilsammen plus Kina og en god del af Sydøstasien. Animalsk landbrug alene bruger et areal på størrelse med Syd- og Nordamerika, som bliver brugt til foder og græsning. Til sammenligning fylder alle verdens miner – fra verdens største kobbermine i Utah til de mindste guldminer i Amazonskoven – et areal på størrelse med Island. Og omkring halvdelen af dem er i øvrigt kulminer.

Der er selvfølgelig ikke et fuldstændigt 1:1-forhold mellem arealforbrug og miljøpåvirkning, fordi nogle arealer er vigtigere for biodiversiteten end andre. Forskere advarer mod, at mange af de steder, hvor der er mulighed for at udvinde råstoffer til den grønne omstilling, ligger i værdifulde naturområder. Og bare fordi landbruget skaber større miljøproblemer end minedrift, betyder det jo ikke, at miljøproblemer fremkaldt af minedrift er ligegyldige. Men det er stadig vigtigt at holde sig proportionerne for øje, når man taler om miljøeffekterne af øget råstofudvinding.

Og så er der også lige dét, at en overgang til grøn energi samlet set sandsynligvis vil føre til mindre minedrift – ikke mere. Hvilket hænger sammen med den næste årsag til ikke at gå i panik over den grønne omstillings behov for råstoffer.

2. Grøn teknologi kræver langt færre råstoffer end sort

En fuldstændig central ting, som ofte bliver overset i den her diskussion, er, at sort energi også kræver råstoffer. Og i virkeligheden langt flere råstoffer end grøn energi.

Det Internationale Energiagentur har regnet på, hvor mange kritiske råstoffer der skal bruges til en grøn omstilling, som bringer os nogenlunde inden for skiven af Paris-klimaaftalens målsætninger. Og her taler vi råstoffer som for eksempel kobber, litium og nikkel, som er helt nødvendige for grøn teknologi, og hvor man må forvente, at den grønne omstilling faktisk vil påvirke den globale efterspørgsel markant. Energiagenturets bud lyder, at der omkring 2040 årligt skal bruges 28 millioner tons af disse kritiske råstoffer til alle de solceller og vindmøller og batterier, der bliver brug for. Altså 28 millioner tons. Det kan man så sammenligne med, at vi mennesker på globalt plan lige nu udvinder tæt på otte milliarder tons kul om året. Og det var otte milliarder tons. Så altså: 28 millioner tons kritiske metaller til den grønne omstilling, når den er oppe i fuldt gear, mod knap otte milliarder tons kul, som vi årligt udvinder i dag. Og nå ja, så udvinder vi også lige fire milliarder tons olie og tre milliarder tons gas hvert år. Al denne fossile råstofudvinding kan spares væk i en verden uden fossile brændsler.

Nu er det så muligvis ikke helt fair at sammenligne på den her måde, fordi det kræver langt mere minedrift at skaffe et ton kobber end et ton kul, og sådan er det også med litium og mange andre metaller. Derfor kræver den grønne omstilling mere minedrift per ton råstof end eksempelvis kul.

Men hvor meget mere? Det ville kræve nogle ret indviklede beregninger at komme frem til et præcist bud på. Som en amerikansk forsker, jeg spurgte til råds, skrev til mig, ville jeg nok kunne tjene ret mange penge på at handle med råstoffer, hvis jeg bare lige kunne lave sådan et regnestykke. Men man kan godt lave nogle hurtige servietberegninger, som giver et indtryk af størrelsesforholdene. Så det har jeg gjort. Jeg har begrænset mig til at regne på kobber, litium og nikkel som de tre kritiske råstoffer, der har størst potentiale til at skabe en masse ekstra minedrift. Jeg vil spare dig for alle detaljerne, medmindre du virkelig gerne vil have dem. Men det korte af det lange er, at den grønne omstilling samlet set ser ud til at ville føre til mindre minedrift, end vi har i dag, simpelthen fordi så mange kulminer kan spares væk i en verden uden fossile brændsler. Ifølge min lille servietberegning vil den grønne omstilling – når det går vildest for sig – kræve, at et område cirka halvanden gange så stort som Samsø årligt skal forvandles til kobber-, litium- eller nikkelmine. Det er højst omkring en femtedel af det område, som hvert år forvandles til kulmine i dag. Husk på, at omkring halvdelen af verdens miner er kulminer.

Der er som sagt kun tale om nogle hurtige servietberegninger, som skal tages med et meget stort forbehold. Ikke desto mindre giver de grund til at tro, at den grønne omstilling samlet set vil føre til mindre minedrift, end vi ser i dag.

Også fordi der er en meget væsentlig ting, som jeg slet ikke har nævnt endnu.

3. Den grønne omstillings råstoffer kan genbruges

Når man har brændt et ton kul af, ser man det aldrig igen, og sådan er det også med gassen i et gaskraftværk og benzinen i bilen. Derfor skal man bruge den samme mængde kul, olie og gas hvert år i al evighed for at få den samme mængde energi.

Med råstoffer til den grønne omstilling er det anderledes. De kan nemlig bruges igen og igen. Og jo længere frem i tid vi kommer, jo større vil potentialet være for at skaffe råstoffer fra alle mulige former for skrot i stedet for at grave dem ud af jorden, simpelthen fordi vi producerer mere og mere skrot for hvert år, der går. Det betyder, at den grønne omstillings sult efter jomfruelige råstoffer i en vis forstand er et overgangsfænomen. Vi behøver ikke blive ved med at åbne nye miner i samme tempo i al evighed. Vi kan lave nye solceller, vindmøller, batterier og elbiler af materialerne fra de gamle, når de er slidt op.

Og der er god grund til at tro, at råstofferne faktisk vil blive genbrugt. For eksempel har EU bestemt, at 90 procent af al kobber, kobolt og nikkel i udtjente batterier skal genbruges allerede i 2027. I 2031 skal dét tal stige til 95 procent. Hvad angår litium, skal halvdelen genbruges i 2027 og 80 procent i 2031. Det betyder, at langt størstedelen af de værdifulde materialer i batterierne på de elbiler, som kører rundt i dag, må forventes at blive genbrugt og lavet til nye batterier. For solpaneler er EU-kravet, at 80 procent af materialerne skal genbruges, men teknisk set er det muligt at genbruge 95 procent.

Så har du måske hørt om vindmøllevinger, der ikke kan genbruges og derfor ender på lossepladsen. Men det findes der også en løsning på. Industrien har arbejdet på problemet længe, og verdens største vindmølleproducent, Vestas, annoncerede i begyndelsen af 2023, at virksomheden sammen med danske forskere og to andre virksomheder nu har fundet en metode til at genvinde materialerne, så de kan bruges til nye vindmøllevinger. Den metode vil de involverede virksomheder nu skalere op, så den kan bruges til at genbruge vingerne fra alle de vindmøller, som vil blive sendt på pension og erstattet af nye og større møller de kommende år.

Men selv med den slags teknologiske landvindinger kommer vi ikke uden om, at den grønne omstilling vil kræve mere minedrift, i hvert fald i en periode. Det er her, det fjerde og næstsidste punkt på min lille liste kommer ind i billedet.

4. Minedrift kan gøres langt mere skånsomt

Minedrift er i udgangspunktet ikke for sarte sjæle. Miner laver store huller i jorden, og når man udvinder metaller af malm, skaber det store mængder affald. Noget af affaldet er giftigt og kan forurene det lokale grundvand. Mange steder er overforbrug af knappe vandressourcer også et problem.

Men her er det vigtigt at vide, at minedrift kan gøres langt mere skånsomt end i dag. For eksempel er der flere og flere miner, som er begyndt at udskille og behandle de svovlholdige mineraler, som typisk udgør den største miljørisiko ved mineaffald, for at minimere forureningen. Der er også selskaber, som arbejder på at udnytte mineaffald til at udvinde flere råstoffer, så man kan mindske behovet for minedrift totalt set. Men i fremtiden kan det blive muligt at gå langt mere radikalt til værks. I en nylig forskningsartikel om mere miljøvenlig minedrift skriver forfatterne, at man formentlig kan få fat i en stor del af de eftertragtede metaller helt uden at grave efter dem. Det kan ske ved at bore huller ned i malmen og pumpe særlige væsker gennem undergrunden. Væskerne kan så trække metallet ud af klippen, eventuelt med hjælp fra store, underjordiske elektroder. Det lyder vildt, men det kan man altså. Metoden kan ikke bruges alle steder, men hvor den kan, er der mulighed for at mindske miljøpåvirkningen fra minedrift markant.

I hvilket omfang den slags muligheder vil blive benyttet, afhænger selvfølgelig i høj grad af, hvilke krav der vil blive stillet til mineselskaberne fra lokale myndigheder og fra dem, der i sidste ende skal bruge råstofferne, for eksempel bilproducenter. Men her er der faktisk ved at ske noget. EU er for eksempel på vej med et direktiv, som vil stille krav til alle større europæiske virksomheder om at sikre, at deres råstoffer er produceret ansvarligt, både i forhold til mennesker og miljø.

Og det er jo gode nyheder. Men efter al den her snak om minedrift er det vigtigt lige at zoome ud til sidst. Jeg begyndte med at slå fast, at minedrift ikke er vores største miljøproblem, og det bliver altså også tydeligt, når man holder grøn og sort teknologi op mod hinanden og sammenligner fordele og ulemper.

5. Grøn teknologi er allerede i dag langt bedre end sort, og ikke kun for klimaet

Selv når man tager alle de negative konsekvenser af minedrift med i betragtning, og selv hvis man ser bort fra alle klimafordelene ved grøn teknologi, er grønne teknologier stadig bedre for mennesker og miljø end de fossile alternativer. Det er måske den vigtigste pointe overhovedet i den her sammenhæng, og den vigtigste grund til ikke at frygte den grønne omstillings behov for råstoffer. De ulemper, som vil følge med den nødvendige minedrift, er i det store billede langt mindre end fordelene ved grøn teknologi.

FN-organisationen UNECE udgav i 2022 en større rapport, som sammenligner forskellige energiteknologiers skadevirkninger på mennesker og miljø. Forskerne har kigget på alt fra klimaeffekter til vandforurening og kræftfremkaldende stoffer, og der er taget højde for alt lige fra minedrift til affaldshåndtering. Det ville føre for vidt at komme ind på alle detaljerne her, men forskerne har samlet resultaterne i nogle overordnede pointoptællinger, og de tegner altså et meget klart billede af, at fossile brændsler er langt værre for mennesker og miljø end de grønne alternativer. Selv når man ser bort fra alt det, der handler om klimaforandringer.

Det gennemgående billede er måske ikke så overraskende, at kulkraft har suverænt de største skadevirkninger på mennesker og miljø (og suverænt det største klimaaftryk). Vindkraft har til gengæld virkelig begrænsede skadevirkninger på tværs af stort set alle parametre, mens vandkraft og solkraft på nogle punkter har større skadevirkninger end gaskraft. Her skal man bare huske, at skadevirkningerne fra solkraft i høj grad handler om, at der bliver brugt kul i produktionen. Det er strengt taget ikke nødvendigt. Derudover kan arealforbruget ved solkraft mindskes betydeligt ved at placere solcellerne på taget af bygninger.

Rapporten viser også, at atomkraft samlet set har de mindste skadevirkninger af alle energiteknologier. Debatten om atomkraft kommer ofte til at handle om, hvordan vi skaffer den billigste eller mest pålidelige energiforsyning – men her er måske i virkeligheden det bedste argument for atomkraft overhovedet.

Godt så. Men hvad med elbiler? En betydelig del af de råstoffer, der skal bruges til den grønne omstilling, skal jo bruges til batterier til elbiler. Men her er konklusionen altså også, at elbiler samlet set er langt bedre for mennesker og miljø end fossilbiler. Det fremgår blandt andet af et større livscyklus-studie udført for Europa-Kommissionen i 2020. Her kiggede forfatterne på klimaaftryk, luftforurening, vandforbrug, energiforbrug, sundhedsskadelig forurening og udtømning af naturressourcer. Og elbiler klarede sig bedre på alle andre parametre end det, der handler om udtømning af naturressourcer, hvor elbilerne ifølge rapporten har potentiale til at komme på niveau med fossilbiler.

Vi behøver altså ikke frygte en lavine af miljøkatastrofer som følge af den grønne omstilling. Tværtimod. Men det betyder selvfølgelig ikke, at vi bare kan ignorere problematikken omkring råstoffer til den grønne omstilling. Jo flere råstoffer vi skal bruge, jo større bliver miljøpåvirkningen. Derfor er det vigtigt – i hvert fald i et miljøperspektiv – at vi de kommende årtier ikke kun fokuserer på at skaffe råstoffer nok og på at skaffe dem på en nogenlunde bæredygtig måde. Hvis den grønne omstilling skal føre til så få miljøproblemer som muligt, er det også vigtigt at minimere behovet for råstoffer totalt set.

Det kan være et argument for at satse mere på atomkraft eller vindkraft på bekostning af solkraft, som er billigere, men kræver flere råstoffer. Det kan også være et argument for at begrænse mængden af elbiler (og dermed batterier) ved at understøtte cykling og offentlig transport. Det vil selvfølgelig også spare råstoffer, hvis vi bliver bedre til at spare på energien overalt i samfundet, for så skal vi bruge færre solpaneler, vindmøller og så videre.

Men når alt det er sagt, så er det altså også vigtigt at huske det store billede. Den grønne omstilling er en gigantisk øvelse i at erstatte fossil energi med noget, der er langt mindre skadeligt for klimaet, naturen og os mennesker. Øvelsen indebærer øget udvinding af en række råstoffer, i hvert fald i en periode, og det vil uundgåeligt give nogle miljøproblemer. Men det er altså en begrænset pris at betale for at standse den globale opvarmning og samtidig eliminere de enorme miljø- og sundhedsproblemer, som fossile brændsler i dag er skyld i.