Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Kenneth Nørgaard er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Forskellen på, hvordan mænd og kvinder taler? Mænd er talkshowgæster, kvinder er talkshowværter

  • 16. januar 2020
  • 20 min.
STEREOTYPERNej, naturligvis er vi ikke som de to ekstreme personer på tegningen. De fleste af os er en skønsom blanding af ‘mandlig’, ‘kvindelig’ og især neutral sprogadfærd. Men der er alligevel nogle statistiske tendenser, som i høj grad skyldes, at vi tilpasser os kønslige normer. Illustration: Rasmus Meisler for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

De fleste forskelle mellem mænds og kvinders sprogbrug ligger i detaljen og er statistiske og foranderlige. Det forklarer den norske sprogforsker Helene Uri i sin nye bog Hvem sagde hvad, der samler forskningen omkring det kønnede sprog. For selv om forskellene ikke er så store som vores fordomme måske siger os, så afslører de noget om vores kønsroller, og hvis vi er bevidste om dem, kan vi undgå misforståelser – og lave bedre jobopslag.

Jo, altså, jeg er ved at skrive en artikel på Zetland om forskellen på mandesprog og kvindesprog. Altså, jeg ved ikke, om den bliver god, og det er virkelig ikke noget, jeg har specielt meget forstand på, så det er jo heller ikke mig, der siger noget, det er en norsk sprogforsker og så en masse anekdoter fra medlemmerne, så … hvad tænker du? Altså ikke fordi vi behøver at snakke om den, det er mere bare … Ej, har du ikke fået ny jakke? Den er bare så skøn!”

Nej, det er ikke helt sådan, jeg svarer, hvis folk spørger, hvad jeg arbejder på. Og du har nok også gættet, at det er en karikatur af, hvordan den stereotype kvinde taler. Så lad mig nu med det samme karikere den stereotype mand:

Jo, nu skal du høre: Jeg er i gang med en spændende artikel på Zetland om mænds og kvinders sprog. Det, jeg har fundet ud af, er, at mænd konstaterer mere, mens kvinder tager mere forbehold og taler mere subjektivt. Og kvinder går mere op i, om samtalepartneren er med, og de er bedre til at lytte. Og faktisk er det sådan, at det samme udsagn får større autoritet, når det kommer fra en mand end fra en kvinde. Det er da virkelig interessant! Den må du læse, når den kommer.”

Hvis karikaturen af mandesnakken skal fuldendes, så lad os sige, at den stereotype mand taler med en kvindelig sprogforsker, der står bag noget af den forskning, han trækker på, og at han dermed lige har mansplainet hende.

Det var et hurtigt portræt af vores fordomme om, hvordan kvinder og mænd taler. Men det er ikke kun fordomme. For der er forskel på, hvordan kvinder og mænd taler. Sproget er et af de steder, hvor statistiske kønsforskelle viser sig tydeligt og målbart. Såsom at kvinder tager flere forbehold, og at mænd taler to tredjedele af tiden i selskaber.

Resultaterne stammer fra bogen Hvem sagde hvad? Kvinder, mænd og sprog af den norske sprogforsker og forfatter Helene Uri. Bogen er et forsøg på at samle op på den hidtidige forskning i sprog og køn, et stort og traditionsrigt felt, hvor nye resultater hele tiden dukker frem. Helene Uris mission er at samle trådene og samtidig gå i rette med nogle af de lidt for hurtige konklusioner om, hvad årsagerne til disse forskelle er. Hun skriver:

Vi lever i et af verdens mest ligestillede lande. Netop derfor er det interessant at se, i hvilken grad sproget sladrer om ulighed, også der hvor vi insisterer på, at den ikke findes.” Forskellene viser sig især i sprogadfærden – altså hvordan vi bruger sproget i sociale sammenhænge.

Det er ikke sådan, at mænd og kvinder bor på hver sin planet, heller ikke sprogligt. De fleste af os benytter sig af en blanding af maskulint kodede, feminint kodede og især neutrale sprogtræk. Men enkelte sproghandlinger er stærkt kønnede: Det betragtes for eksempel som feminint, hvis jeg skriver mange kysse-smileyer og jævnligt kalder folk for søde’ eller smukke’ eller især smuksak’, for nu at tage et eksempel på noget, hvor forskellen er meget markant. Sådan stærkt kønnet sprogbrug kaldes i sprogvidenskaben for sexolekt – ligesom vi har dialekt og sociolekt.

Når forskerne interesserer sig for det her, så er det blandt andet, fordi det kønnede sprog siger meget om vores kønsroller og om, hvordan de forandrer sig. Der er i dag bred enighed om, at sprogadfærd er noget tillært, altså noget, der ligger i forlængelse af den adfærd, man i øvrigt tilpasser sig gennem opdragelse og kultur.

Så hvordan taler vi, kvinder og mænd imellem? Med Helene Uris bog ved hånden har jeg kastet mig ud i at afdække de mest markante forskelle og deres mulige årsager – godt hjulpet af de mange anekdoter og erfaringer, jeg har fået tilsendt fra Zetlands medlemmer og mine Facebook-venner, om lige præcis oplevelsen af, hvordan vores køn og kønsroller viser sig i vores sprog.

1. Stemmer er ikke bare stemmer
Mænd har fra naturens side dybere stemmer end kvinder. Det har ganske enkelt at gøre med størrelsen på stemmebånd og strubehoved. Det giver mænd en fordel, for alt andet lige opfattes dybere stemmer som både mere behagelige og mere troværdige end højfrekvente stemmer. Det er derfor, man ofte bruger dybe mandestemmer i reklamer.

Men en persons stemmeleje er alligevel delvist variabelt og ikke bare naturgivet. Man kan træne sin stemme i retning af højere eller lavere stemmeleje. Mange politikere og tv-værter går til stemmecoach for at få en dybere stemme, så de kan tale med større autoritet. Og når homoseksuelle kvinder gennemsnitligt har dybere stemmer end kvinder generelt, og når homoseksuelle mænd har højere stemmer end mænd generelt, så er det ikke, fordi deres stemmebånd er anderledes end heteroseksuelles. Det er formentlig, fordi de ikke i samme grad behøver at understrege deres femininitet/maskulinitet, men har et større spillerum i et androgynt felt.

Jeg kender fra mig selv, hvordan det føles dejligt bekræftende for min maskulinitet, når jeg har været ude til sent og næste morgen kan synge med på Leonard Cohens dybeste toner. Med stemmelejet understreger man sin kønsidentitet.

2. Tvivl og forbehold
Min Facebook-ven Lone fortæller: Jeg har lagt mærke til, at kvinder har tendens til at mildne deres udsagn og søge konsensus, mens mænd er bedre til at udsige deres meninger som de skinbarlige fakta. Som i:

Kvinde: Er det bare mig, eller er det ikke virkelig en dårlig idé at starte en krig med Iran?
Mand: Det er en total katastrofe at begynde en konflikt med Iran.”

Tanja istemmer: Jeg siger tit, at jeg lige’ ordner et eller andet, som om det er ubetydeligt og let, ikke noget at tale om. Jeg er i gang med at aflære det. Jeg overvejer, om jeg også vil aflære at indlede med Jeg tror, at …’”

Sprogforsker Helene Uri tager fat i dette aspekt, som også har optaget forskerne gennem tiderne. Igen og igen lyder det: Kvinder er nølende, mænd er bastante; kvinder er relative, mænd er kategoriske; kvinder bruger omsvøb og indirekte tale, mænd siger tingene ligeud; det maskuline sprog skærer igennem, det feminine sprog bøjer af.

Det er en af de helt store forskelle i mænds og kvinders sprog, som mange har skrevet til mig om. En typisk mand fremsætter ofte en mening uden forbehold og forventer, at man modsiger ham, hvis man er uenig. En typisk kvinde sørger for at gardere sig mod en sådan konfrontation ved med det samme at understrege, at hun ikke kender den endelige sandhed. Alt efter temperament og situation kan man opfatte den typisk maskuline måde som skråsikker eller den typisk kvindelige måde som unødigt relativ. Meget tyder på, at det, man i begge tilfælde vil sige, er det samme, nemlig, hvad man mener. Men hvor kvinden muligvis oplever, at hun har fremsat en markant mening, og er klar til at argumentere for den trods forbeholdet, oplever manden det som en usagt præmis, at det naturligvis blot er hans holdning, og at den ikke står mejslet i sten.

Zetland-medlem Aiste har en konkret erfaring af dette og beretter om engang, hvor de på hendes arbejdsplads skulle give feedback på en rapport via e-mail:

Min mandlige kollega svarede: Hej, der mangler driftsomkostninger for backup-serveren.’”

Min kvindelige kollega svarede med: Hej, denne rapport er bare så fin! Flot arbejde 😊 Jeg har bare et lille forslag: Når du skriver, at test blev godkendt, sørg for at vedhæfte oversigten på alle fejl og ændringsønsker, som blev modtaget i hypercare-perioden. Og så spørger jeg lige dumt, er databehandleraftalen på plads?’

Hendes input var meget mere værdifuldt, men hvor mange stoppede med at læse efter den åndssvage smiley? Og det har jeg set gang på gang og er selv skyldig i. Siden da har jeg brugt ekstra tid på at rense mine arbejdsmails for alle smileys, bare’, lille’, jeg skulle lige’ og jeg spørger bare dumt’. Og ingen har savnet det …”

På Facebook fortæller Brian, at han er nødt til at tale mere indirekte til kvinder: Man pakker sine ord mere ind. Kvinder modtager ord anderledes end mænd. Man kan for eksempel ikke give arbejdskritik på samme måde.”

På det målbare plan handler det ifølge Helene Uri om, at kvinder er mere tilbøjelige til at bruge diskursmarkører’, end mænd er. Diskursmarkører er de her småord, vi relativerer sætningers status med: da’, vist’, jo’, tror jeg’, formentlig’, nok’, bare’, synes jeg’, på en eller anden måde’ og så videre. De angiver simpelthen, med hvilken styrke påstanden skal opfattes. Sætningen jeg tror nok, det bliver regnvejr” rummer diskursmarkørerne jeg tror” og nok”, der henholdsvis markerer, at det er en personlig vurdering, og at der er tale om en sandsynlighedsvurdering. Vi bruger dem alle sammen, men den statistiske forskel ligger i, hvornår mænd og kvinder finder det passende at bruge dem. Og det finder kvinder altså oftere, end mænd gør. Det viser stort set al forskning på området.

Den gængse tolkning er, at kvinder er usikre, og mænd er selvsikre. Kvinder tvivler på deres udsagns gyldighed, mens mænd er sikre på, at de har ret, også selv om det kun er et skøn eller en holdning. Men er det nu også den eneste måde at se det på? Ikke ifølge Helene Uri. Hun går i rette med den tolkning, som hun mener er for hurtig til at bekræfte kønsstereotyperne. For, spørger hun, hvad nu, hvis det ikke handler om usikkerhed, men om nuanceringsgrad fra kvindernes side? Og hvad nu, hvis det ikke handler om skråsikkerhed, men om, at det er underforstået, at det ikke er et sikkert faktum, fra mandens side? Hvis vi ser sådan på det, og det kan vi lige så vel, sker der måske færre misforståelser på tværs af kønnene, mener Uri.

Min Facebook-ven Amalie slår fast: Truth bomb: Ingen kvinde troede rent faktisk nogensinde på, at det bare var hende’.”

3. Autoritetsproblemer
Zetland-medlem Naja Lind er erhvervsantropolog, konsulent og vært på podcasten Karrierekvinder. For et års tid siden undersøgte hun, om der var forskel på mandlige og kvindelige CBS-studerendes ambitioner. Hun fortæller:

Der var heldigvis ikke nogen kønsforskelle i ambitionsniveau. Kvinderne udtalte stolt de samme drømme og ambitioner som mændene. men da vi spurgte de studerende, om de tog æren for det arbejde, de laver, var der markant forskel på den måde, kvinder og mænd svarede på. Hvor mændene ikke havde problemer med at rejse sig op og tage æren for et stykke arbejde, fniste stort set alle kvinderne, kiggede rundt på hinanden og sagde, at det jo også er resten af gruppen, der har gjort arbejdet. Kvinderne havde svært ved at udtrykke deres egne gode præstationer og var mere generte eller ydmyge.”

Hun mener, at det handler om, at kvinder hurtigere end mænd opfattes som frembusende og bitchy.

Den britiske sprogforsker Deborah Cameron (der ellers argumenterer for, at vi ofte overvurderer forskellene mellem kønnenes sprogbrug) ser netop dette som karakteristisk: Kvinder, som fører sig for meget frem, oplever meget større social fordømmelse. De skal være utrolig dygtige retorikere for ikke at blive opfattet som for skrappe’, irriterende’ eller skingre’.”

Det handler om autoritet. Statistisk set har mænd lettere ved at indtage rollen som en autoritet, siger Cameron, og deres autoritet accepteres nemmere, når de gør det. Og det hænger dels sammen med de forbehold, der præger kvinders udsagn, jeg beskrev ovenfor, men også med en generel skepsis over for kvindelige autoriteter, som burde være faldende, efterhånden som der kommer flere og flere af dem.

Autoritetsproblemet viser sig tydeligt i arbejdssammenhænge, hvor kvinder oplever, at det samme sagt af en mand får mere lydhørhed, altså at hans ord vægter mere, selv om det er det samme, der bliver sagt.

Amia fortæller på Facebook: Jeg oplever forbavsende tit, at det, jeg siger, bliver gentaget af en mand kort efter, med stor pondus, som om han lige var kommet på tanken eller idéen selv. Og som sjovt nok ikke hører det, når jeg siger ja, som jeg lige sagde …’”

Dette fænomen er underbygget af forskning og har fået betegnelsen epistemisk uretfærdighed’ af filosoffen Miranda Fricker. Det angår ikke kun kvinder, men også minoriteter, hvis udsagn i bestemte sammenhænge vægter mindre end andres. Og Amia er ikke den eneste, der kender til det.

Bjørg fortæller på Facebook: På et personalemøde kom jeg med et forslag, som blev affejet omgående. Efter cirka fem minutter kom en mandlig kollega med selvsamme forslag. Og det blev mødt med positiv opmærksomhed – og så gjorde vi, som han foreslog.”

Adskillige kvinder nikker i tråden genkendende til netop denne situation. Der skulle efter sigende være arbejdspladser i visse kulturer, hvor en kvinde giver sit forslag på en seddel til en mand, så han kan foreslå det, fordi der så er større chance for, at det bliver gennemført.

4. Mansplaining
Det er også her, det relativt nye begreb mansplaining kommer ind i billedet, altså det at især mænd belærer andre om noget, de allerede godt ved, fordi de undervurderer deres samtalepartner. Det ligger i begrebet, at det er noget, mænd gør langt oftere end kvinder (for kvinder gør det selvfølgelig også, skal jeg hilse og sige), og det er mig bekendt endnu ikke blevet undersøgt af forskningen, så det er indtil videre en hypotese. Men det er i hvert fald noget, mange kvinder oplever, at mænd gør, og vi ved, at mænd dominerer samtaler og afbryder deres samtalepartner med skeptiske modsigelser mere end kvinder, så der er indicier i den retning.

Zetland-medlem Nickie fortæller: Sidst jeg blev mansplainet, var i supermarkedet af en ældre, fremmed mand, der mente, jeg havde høfeber, til trods for at jeg havde en privat samtale med min kæreste om min hundeallergi.”

På Facebook fortæller Lone om en typisk oplevelse, som ikke er direkte mansplaining, men opleves på samme måde: Jeg står udenfor i en pause i et møde og taler med to mænd. Jeg fortæller om en oplevelse, der inkluderer, at jeg kan høre en af mine naboer råbe temmelig højt. Jeg forklarer, at det sker tit, fordi vedkommende har en eller anden form for sindslidelse, som bevirker, at vedkommende har højlydte ordvekslinger med nogen’. Jeg siger, at vedkommende er skizofren eller sådan noget. Den ene af mine mandlige samtalepartnere foreslår, at det nok nærmere er OCD, og den anden siger, at det er det nok. Samtalen bevæger sig videre.”

Grunden til, at Lone studser over dette, er, at det trods alt er hende, der kender naboen, og synes, at det er mærkeligt, at hendes karakteristik bliver negligeret uden videre, mens mandens ukvalificerede udsagn har autoritet. Men når hun fortæller episoden til mænd, siger de, at det er helt almindeligt blandt mænd at komme med forslag på den måde, og at de ikke ville føle sig negligeret i hendes situation.

Så hvad siger mændene selv om mansplaining?

På Facebook er Frode (66 år) ikke helt overbevist om, at han mansplainer: Ofte siger min kone, hendes veninder og mine to døtre til mig, at jeg er slem til at hæve stemmen og være klog over for andre, og at jeg taler uden at lytte til, hvad andre siger. Jeg selv føler omvendt, at jeg lægger bånd på mig selv, og tager derfor ofte tid på, hvem der taler mest. Det gør kvinderne klart, men de oplever det anderledes. Måske bare fordi det, jeg siger, fylder’ mere.”

Den noget yngre Jacob (28 år) indrømmer gerne, at han jævnligt har mansplainet over for sine medstuderende: Jeg har haft en hang til at stå og tale til’ folk på mit studie om nye ting, jeg har læst. Det har et par gange endt med, at jeg har mansplainet piger fra mit eget studie om ting, vi alle læser. Det er noget, jeg har arbejdet på, og jeg tror, jeg er blevet bedre til det, men jeg ved nogle gange, at den smutter.” Han kommer også nogle gange til at gøre det modsatte, altså til at stå og tale indforstået om ting, de andre ikke kender til. I begge tilfælde er der tale om en manglende fornemmelse for, hvor den, han taler med, befinder sig.

5. Taletid – en myte vendes på hovedet
Der findes en sejlivet myte, som går på, at kvinder taler mere end mænd, selv om adskillige forsøg og registreringer viser det modsatte, nemlig at mænd taler mere end kvinder. I hvert fald i forsamlinger, hvor begge køn er til stede. Så det kan godt være, at veninder snakker mere end mandevenner, som kan være mere tavse sammen. Men i selskaber, i arbejdssammenhænge og i medierne er det mændene, der taler klart mest. Faktisk peger flere undersøgelser på en fordeling, der hedder to tredjedeles taletid til mændene.

Den mest berømte undersøgelse (foretaget af australske Dale Spencer) ligger tilbage i 1989, og meget kan have ændret sig siden. Men det interessante ved den er, at den ikke kun målte på den faktiske fordeling af taletiden, men også på, hvordan deltagerne oplevede fordelingen af taletiden. Selv om mændene talte to tredjedele af tiden, oplevede alle (også kvinderne) at det var ligeligt fordelt.

For et par år siden forsøgte Helene Uri så at gentage dette forsøg for at se, om det kunne overføres til Norge i 2010’erne, nærmere bestemt Forfatterforeningen. Hun var positivt overrasket: Mændene dominerede slet ikke samtalen, og kvinderne kom hele tiden på banen. Men her kommer det vilde: Da det blev talt op, viste det sig, at det stadig var mændene, der havde talt to tredjedele af tiden. Så selv om Uri byggede direkte videre på Spencers forsøg, faldt hun selv i fælden.

6. Er du et jeg’, eller er du et vi’?
At kvinder skulle være mere fællesskabsorienterede, og mænd mere individualistiske, lyder umiddelbart som den største Mars-og-Venus’-kliché, men det er, hvad man kan iagttage, når man studerer mænds og kvinders sociale sprogadfærd.

Nogle mænd (langtfra alle, men nok til, at det er påfaldende) bruger ordet jeg’ i situationer, hvor deres ægtefælle bruger vi’. Jeg kender selv en mand, der taler om, hvor han skal på ferie, som om han var alene om det, men det er altså sammen med sin kæreste. Han er blevet opmærksom på det og bruger det selv som et eksempel på et af sine mere usympatiske sider.

Og jeg har fået en mail fra en mand, der gerne vil være anonym, da han er leder i kulturbranchen og skammer sig lidt over det, der kommer nu: Det handler om, at jeg ofte omtaler ting i mit liv og omgivelser som min personlige ejendom. Hvis vi på arbejdet har gennemført et vigtigt projekt, omtalte jeg det som mit projekt’. Når jeg i mit tidligere job omtalte publikum til vores arrangementer, kunne jeg sige for eksempel mit publikum’, selv om jeg ikke optrådte. Efter at jeg er blevet gjort opmærksom på det, er jeg begyndt at høre det hos andre mænd også. En studiekammerat omtalte Flyvevåbnets F-16-fly som sit’ fly (han var pilot); og jeg har erfaret, at flere af DRs mandlige producere og kamerafolk taler om deres’ udstyr og sågar om deres’ seere.”

Helene Uri giver et eksempel på den omvendte situation, idet en norsk kvinde efter at have fortalt om den institution, hun arbejdede for, afsluttede med ordene: Vi har endda fået en ligestillingspris for arbejdet … eller jeg har.” Prisen var ganske rigtigt givet til hende personligt, og mon ikke de fleste mænd med det samme ville omtale en individuel pris som noget, jeg’ har fået?

I hvert fald viser adskillige undersøgelser, at mænd bruger mere jeg’, og kvinder mere vi’. Den indflydelsesrige amerikanske lingvist Deborah Tannen mener, at det skyldes, at kvinder er mere lighedsorienterede end mænd, som er mere optagede af at konkurrere.

Igen lyder mænd som nogle lidt nederen typer med hovedet oppe i deres eget ego, men den (prisværdigt nuancerede) Helene Uri slår koldt vand i blodet og minder om, hvor konkurrerende kvinder også kan være. Hvad nu, siger Uri, hvis det ikke er så simpelt, som at mænd vægter individet, og kvinder fællesskabet? Hvad nu, hvis det i første omgang snarere er en samtalestrategi, en måde at opfatte samtaler på og begå sig i dem?

Helene Uri kan ikke bevise det, men hun mener, at det handler om, at kvinder i højere grad ønsker en friktionsløs kommunikation. Altså at samtalen bliver uden gnidninger og konflikter. Og omvendt kan det, som en mand opfatter som et konstruktivt input til fællesskabet, i en kvindes øren lyde som et kontant, konfliktsøgende ego-indspark. Det handler i høj grad om, hvad vi er blevet opdraget til at vægte, mener hun.

Uanset hvordan man vil tolke det, er der noget på færde her. Konsulent Mette Bøgelund har på sit firmas vegne erfaret det meget klart. Kort fortalt gik de fra at få 20 procent kvindelige ansøgere til 50 procent alene ved at ændre lidt på sproget i stillingsopslagene. Det handlede netop om at inkludere ord, som vægtede fællesskab frem for præstation. Jobbet var det samme, men der er nogle ord og formuleringer, der kan tiltrække flere kvindelige ansøgere.

Mette Bøgelunds firma havde slet og ret set forskning, der viste, at det forholdt sig sådan. Og de er ikke ene om det. Mange andre firmaer, heriblandt Lego, har formået at få langt flere kvindelige ansøgere ved blandt andet at ændre ordlyden i deres stillingsopslag.

7. Kvinden som talkshowvært
Den gennemsnitlige kvindes måde at være spørgende, inkluderende, nuancerende og fællesskabsorienteret på sammenligner Helene Uri med talkshowværtens rolle. En talkshowvært benytter sig (uanset køn) i udpræget grad af disse samtaletaktikker. Det er en involverende samtalestil, hvor kvinden påtager sig rollen som facilitator, tager ansvaret for, at samtalen glider, og at alle er inkluderet.

Men hvis kvinder typisk er selskabets talkshowvært, hvad er den typiske mand så? Det siger Uri ikke noget om, men måske er han så snarere talkshowets gæst, der har fokus og taler om sig selv?

Nu er vi derhenne, hvor det bliver meget firkantet, men måske har vi alligevel en prisme her, som man kan se disse kønsroller igennem – så man også kan bryde med dem og bemærke alle undtagelserne.

8. Hjerte-emojier, komplimenter og bandeord
Lad os, her til slut, ganske kort rulle igennem et par af de mange andre forskelle, som både forskere, Zetland-medlemmer og Facebook-folket har konstateret.

Kvinder bruger flere udtryk for følelser end mænd, især kærlige følelser. De bruger også flere emojier på de sociale medier. Typisk er det også kvinder, som overøser veninders opslag med kælenavne og komplimenter – ‘smukke’, søde’, skat’. Også så mange, at man indimellem kan tvivle på, om de er oprigtigt ment (men selvfølgelig labber man dem i sig, når man selv får dem).

Men der er også følelser, mænd har lettere ved at udtrykke sprogligt, især vrede. Mænd bander påviseligt mere og med grovere bandeord end kvinder. Mænd bruger påviseligt mere slang og også mere dialekt, mens kvinder i højere grad taler et pænt’ normalsprog. Men ligesom flere af de andre er det en tendens, der er klart på retur i takt med, at kvinder i højere grad får lov at træde ud af pænheden.

Og i det hele taget er der forandringer på vej. For lige nu ser vi en ungdomsgeneration, der i langt højere grad end den ældre er interesseret i at udfordre og udviske de forskelle, vi traditionelt har knyttet til køn. Og herunder også de sproglige – vi ser det allerede i den offentlige debat, hvor unge mænd bliver bedre til at tale om følelser, og unge kvinder viser mere selvtillid, når de tager ordet. Så når der kun er tale om statistiske forskelle, og når de samtidig synes at være på vej ud, hvorfor så overhovedet påpege dem i en bog som Helene Uris og i en artikel som denne? Kommer man ikke bare til at forstærke stereotyperne?

Svaret må være, at det kan være nyttigt at gøre opmærksom på de forskelle, der eksisterer, idet de kan udgøre barrierer. Barrierer i forståelsen mellem mænd og kvinder, hvor de udtrykker de samme tanker og følelser lidt forskelligt, hvilket kan føre til unødige irritationer og konfliktoptrapninger. Og barrierer for kvinder i karrieren, hvis der på mange arbejdspladser hersker en mandsdomineret diskurs. Og måske omvendt? For mænd kan måske også have svært ved at tillære sig sproget på kvindedominerede arbejdspladser såsom daginstitutioner. Hvis ordvalget i et jobopslag kan have en dramatisk effekt på, hvor mange kvinder der ansøger, kan man ikke bare ignorere det kønnede sprog.

Det er påfaldende, at blandt de hundredvis af meldinger, jeg har fået fra jer, er der kun én person, der benægter, at der skulle være nævneværdige forskelle i kønnenes sprogadfærd. Jeg oplever slet ikke den store forskel, der fortælles om,” siger Mette på Facebook. Sådan er der nok flere, der har det, men som det fremgår, er der ret solid basis for at hævde, at forskellene findes.

Tilbage er der kun at sige: Du har bare været en skøn læser. Stor møzzer!

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

Vis mig Zetlands principper

I dag læser vores medlemmer: