Min far brugte hele sit arbejdsliv i olie- og gasindustrien. Nu er han klimabevidst skovejer. Jeg spurgte ham, hvad der er sket

EN ANDEN RETNINGEfter et langt arbejdsliv i olie- og gasindustrien har Paul Carsten Pedersen ændret sit fokus til grøn skovdrift. Cinemagraf: Jonas Pryner for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

Engang var Paul Carsten Pedersen direktør i olie- og gasindustrien. I dag er han skovejer med blikket rettet mod naturnær skovdrift, biodiversitet, bæredygtighed og CO2-reduktion. Og så er han far til Zetlands kultur- og tendensskribent Marie Carsten Pedersen, der over de seneste par år og ikke uden en vis undren har set sin far blive grønnere og grønnere. I denne artikel spørger hun ham, hvad der egentlig blev hans vendepunkt.

For fem år siden købte mine forældre en skov. Det var ikke bare en investering i jord. Det var også begyndelsen på et kapitel i en historie om, hvordan en mand, der har brugt hele sit voksne liv i olieindustriens tjeneste, lagde kursen om og blev grøn iværksætter i kampen for et renere klima.

Skoven hedder Hem Skov. Det er en stor og dyb skov, med høje bakker og skrænter med gamle, krogede bøgetræer, tykninger af nåletræer og brombærkrat, tæt underskov og slyngplanter.

Hem skov ligger ved Mariager, og før min far og mor overtog den, tilhørte den min farmor og farfar. Den havde været deres siden 1955, hvor min farfar besluttede sig for at gøre alvor af en livslang drøm om at blive skovejer. Min farmor, der var datter af en skovrider, og som elskede naturen, støttede selvfølgelig idéen. De rykkede fra nordsjællandske Nivå, hvor min far og hans tre søskende var vokset op, til næsten nordjyske Mariager.

Min farmor åbnede en antikvitetsbutik, og min farfar begyndte at plante juletræer på den mildt sagt kuperede skovejendom. Han drev skoven på traditionel vis med træer i snorlige rækker og en urokkelig tro på, at kunstgødning og sprøjtegift var uundværlige redskaber for en skovejer.

Efter mine bedsteforældres død købte min far sine tre søskende ud af Hem Skov. Han var den eneste af de fire, der havde interesse for at overtage min farfars arbejde med de 300 hektarer skov, som ejendommen efterhånden voksede til – men det viste sig ret hurtigt, at den måde, han og min mor ønskede at køre tingene på, var meget anderledes end min farfars skole for skovdrift.

DET GRØNNE VENDEPUNKT

Står vi midt i det, man senere vil huske som en grøn kulturrevolution? Et nyt klimatopmøde er i gang i Polen – og så længe det varer, bringer vi en stribe interviews med vidt forskellige mennesker, der alle har oplevet et vendepunkt. Et grønt vendepunkt. Dette er syvende afsnit i serien.

Mine forældre begyndte at tale om naturnær skovdrift, selvforyngelse og økologi. Om bæredygtighed, biodiversitet og den katastrofe, det er, at der stadig den dag i dag ryddes regnskov i industrialiseringens navn.

Det var nyt – ikke bare for Hem Skov, men også for mine forældre. De har altid været naturmennesker, men ikke sådan på klimamåden. Især ikke min far.

På den ene side er han naturnørd i Sebastian Klein-klassen: Den spejdermentalitet, han lærte hos Hørsholm Trop Grønne Spejdere, da han var knægt, sidder stadig et vitalt sted i hans rygrad, og der er ikke et træ i den danske natur, der kan tabe et blad på hans hoved, uden at han kan identificere det. Han fisker og går på jagt, planter og fælder træer, og hans idé om paradis involverer uden tvivl et skovbryn og et par godt mudrede gummistøvler.

Men han er også uddannet civilingeniør, og i hans arbejdsliv har han tilbragt 37 år i olie- og gasindustrien, herunder 29 år i A.P. Møller - Mærsk. Han har haft ansvar for armadaer af offshoreproduktionsskibe, borerigge og bogstaveligt talt big business i en del af energisektoren, der i årevis har haft kulsort klimasamvittighed.

Jeg har hørt ham tale om naturen hele mit liv, men jeg kan ikke huske, at det nogensinde har drejet sig særligt meget om klima og miljøbevidsthed. Tværtimod synes jeg at huske en del brok i mit barndomshjem i Skodsborg, da der blev indført affaldssortering i Ruderdal Kommune.

Men sådan er det ikke mere. I dag er der ingen af dem, der kender min far, som er i tvivl om, hvor han står i klimadebatten. Han ser reduktion af det globale CO2-udslip som bydende nødvendigt, og eftersom han altid har haft en gør det selv-tilgang til alt fra at reparere mine brødres fjernstyrede biler til at grave en sø, er han gået i gang med at forvandle Hem Skov til en lille lomme af bæredygtig naturskov med fuldt smæk på de CO2-reducerende tiltag.

Jeg ved ikke helt, hvad der blev hans vendepunkt. Eller hvad der driver ham. Så for nylig satte min far og jeg os ned på hans arbejdsværelse i netop mit barndomshjem, hvor han og min mor stadig bor, selv om skoven i Mariager trækker dem til det jyske, så ofte det lader sig gøre.

Jeg ville høre, hvad der egentlig havde fået en 64-årig tidligere direktør i oliebranchen til at smide så mange ressourcer i naturnær, øko-hippieagtig skovdrift. Eller rettere: Hvornår blev min far egentlig så grøn?

Marie: Far, hvornår blev bæredygtighed og CO2-reduktion egentlig så betydningsfuldt for dig? Jeg synes ikke, at den bevidsthed har præget vores familie, da jeg voksede op. Vi har talt om forurening, er jeg sikker på, og at det var noget skidt for dyr og naturområder, men den store klimasammenhæng og den enkeltes ansvar, det er ikke noget, jeg synes har fyldt meget i vores opvækst.

Paul: Jeg har altid haft to liv. Et liv på mit arbejde og et liv uden for, altså med jer. De har været meget forskellige, og det har været forskellige faktorer, der drev dem. Jeg kan senere snakke lidt om, hvad jeg gjorde i arbejdsmæssig sammenhæng, men …”

Det må du gerne. Hvornår begyndte det at dæmre for dig, at der var nogle ting ved klimaproblematikkerne, der var knyttet til den industri, du var del af, og at man var nødt til at tænke det ind i sin praksis?

I min tid hos A.P. Møller var der altid et fokus på at mindske forurening. Og forurening var, at man ikke måtte lave oliespild, og man måtte ikke smide olie over bord. Det har altid været naturligt for mig, for selvfølgelig smider man ikke skrald i naturen. Men opmærksomheden på CO2-forurening kom sent. Det begyndte med, at vi havde nogle store Caterpillar-maskiner på boreriggene, hvor vi begyndte at se på om vi kunne reducere udledningen af NOx’er, det vil sige af kvælstofoxider. Der begyndte jeg at tænke, hvad fanden er det egentlig, vi drøner ud her? Der var blevet udviklet et system, der kunne rense udstødningen for NOx’er …”

Men far, det er jo slet ikke det, jeg taler om. Prøv at høre, den industri, du har arbejdet for … en ting er, hvad I selv har gjort for at reducere forurening fra jeres produktion, men det, I leverer, jeres produkt, det er olie! Det er al den benzin, som bliver hældt i flyene og bilerne. Det er jo der, CO2-udslippet kommer fra!

Fuldstændig rigtigt. Men min begyndende forståelse kom fra de kvælstofoxider. Før det havde jeg ligesom skilt CO2-spørgsmålet fra, fordi jeg anså det for et politisk problem. Verdens olieforbrug er omkring 92 millioner tønder olie om dagen, og dertil kommer gasforbruget…”

Det tal giver ingen mening for mig, for jeg kender ikke proportionerne.

Det er fuldstændig ekstremt højt.”

Okay.

Og derfor havde jeg lidt den tilgang til det, at det her er et problem, der skal løses på et helt andet niveau end det, jeg kan gøre noget ved. Det, jeg kan gøre, er, at jeg kan sørge for, at det bliver leveret på den reneste og mindst skadelige måde. At man ikke rydder regnskov for at bore, og helt overordnet tænke på miljøet som sådan i processen.”

Synes du selv, det standpunkt holder helt vand?

Det eneste, jeg kan retfærdiggøre mit arbejdsliv med, er, at resten af verden heller ikke har gjort sig de helt store anstrengelser for at begrænse CO2-udslippet. Men jeg skal være fuldstændig ærlig og sige, at den viden, jeg har i dag om skadevirkningen ved CO2-udslippet, først kom til mig, efter jeg var stoppet hos Mærsk og arbejdede i Singapore som direktør i en anden energivirksomhed. Det var først der, jeg fik det indblik.

Jeg tror, at det er helt reelt, at CO2 øger den globale opvarmning, hvilket giver os en øget temperatur og en meget forandret klode. Det tror jeg ikke, der er tvivl om.”

Min far var hos Mærsk indtil 2010. Da han forlod firmaet, efterlod han et projekt, han havde arbejdet på gennem lang tid, og som han mener kunne have gjort en væsentlig klimamæssig forskel, hvis det var blevet gennemført. Det drejede sig om den gas, der er et overskudsprodukt ved olieproduktion.

Spildet af gas er enormt i mange borefelter. I Nordsøen udnytter man gassen, der er et stort aktiv for selskaberne, men gas er vanskeligt at transportere, og i olieboringsområder ved for eksempel Afrikas kyst har man har ikke et transportsystem, der kan varetage det. Derfor brænder man ofte gassen af til havs.

Min far fortæller, at problemets omfang gik op for ham, da han en dag så et satellitfotografi af jorden ved nattetide. Kun de største byer kunne ses – på grund af deres lys. Men bugten ud for Nigerias kyst lyste lige så meget som storbyen New York. Årsagen var de kolossale mængder af gas, der blev brændt af over Atlanterhavets oliefelter. Det siger han var et billede, der fik ham til at tænke i nogle baner, han ikke havde overvejet før:

Jeg tænkte, at det der er fuldstændigt galt. Men problemet kunne løses, hvis man omdannede gassen til metanol.”

Hvad er metanol?

Metanol er en sprit, en herlig væske, som kan transporteres i et almindeligt tankskib, og som man kommer i benzin for at øge dens ydeevne og gøre den grønnere, så at sige. Det er givet, at det kunne være en løsning for blandt andet flyindustrien. Så jeg startede et projekt hos Mærsk for at omdanne gas til metanol offshore, altså på boreenhederne, i stedet for at brænde det af. Det var banebrydende. Vi nåede så langt, at EU lovede at bevillige 60 millioner euro, hvis vi ville investere det samme. Men så forlod jeg virksomheden, og så forsvandt drivkraften til at gøre det.”

Og så stoppede det dér?

Ja. Og jeg har ikke kunnet komme videre med det siden. Jeg har en lang karriere i oliebranchen, og jeg har været med til at introducere masser af ny teknologi. Men det her har jeg ikke kunnet overbevise olievirksomhederne om. Det irriterer mig voldsomt.”

Hvad står i vejen?

Det er den generelle konservatisme og forsigtighed i branchen. Man er med på ny teknologi, men man gør det meget gradueret. Der er en tankegang, der hedder Not invented here.’ Selskabet skal selv have skabt det. Ellers er man ikke tryg ved det.”

Da min far overtog Hem Skov i 2013, var det på en gang velkendt – og nyt.

Gennem hele min barndom har skoven og det store gule murstenshus ved navn Solhøj, hvor min farmor og farfar boede, været rammen om lange sommerferier med fætre og kusiner, æggejagt ved påsketid, efterårsdage med jagt og store selskaber om aftenen, og juledage med kolde gåture og seriøst store juletræer. Skoven havde altid været en temmelig uromantisk størrelse, mørk og stor, med enkelte smukke områder med gamle, krogede bøgetræer, men også mange lange lige rækker af høje rødgraner og gigantiske brændestabler langs vejene.

Jeg kendte det hele. Men det var alligevel anderledes. Det blev meget hurtigt klart, da mine forældre overtog. Min far og mor havde ikke tænkt sig at flytte dertil og drive skov på fuld tid, men heller ikke, at det bare skulle være et sommerhus. I stedet var der en tredje plan – den grønne plan, kunne man kalde det. Men hvor kom den fra?

Hvorfor købte du egentlig skoven? Hvad ville du og mor helt præcist med den?

Da min far levede, ville han jo gerne engagere os børn i stedet. Jeg syntes, det var spændende, og ville gerne hjælpe ham, men hver gang jeg havde lyttet til hans problemer og foreslog en løsning, så rettede han sig ikke efter det. Så på et tidspunkt sagde jeg: Ved du hvad, det er nok hyggeligere, at vi går og glæder os over naturen sammen, for du vil jo egentlig helst selv passe det …’”

Hvad var det for nogle idéer, du havde?

Årh, det var sådan driftstekniske idéer. For eksempel drev vi på et tidspunkt 40 hektarer landbrug ved siden af skoven, og det var stort set en nulbon. Masser af arbejde og stort set intet overskud. Så min mor og jeg foreslog ham at holde op med at sprøjte og prøve at lægge om til økologi og se, hvad der kom ud af det? Det rystede han jo på hovedet af. Det syntes han var helt håbløst.”

Hvornår var det?

Det var i begyndelsen af 1990’erne. Så det kunne sådan set have været ret sjovt at have prøvet allerede dengang. Men det mente han ikke, og hans venner i Rotary syntes bestemt heller ikke, at det var nogen særligt god idé.”

De syntes, det var noget hippiepjat?

Ja, det gjorde de. De mente, det var helt tosset. Nå, men da min far døde i 1998, overtog jeg driften for min mor. Hun havde sine indtægter på anden vis end skoven, så jeg skulle bare have det til at balancere, og med sådan en ejendom her gælder det om at minimere udgifterne så meget som muligt. Min idé var, at vi skulle prøve at skove mindre og lade tingene gro og udvikle sig. Priserne på træ var heller ikke særligt høje, så det var egentlig fornuftigt nok at spare op i vedmassen …”

Og vedmassen betyder …?

Træmassen, altså hvor meget træ der er i skoven. Nå, vi kunne se, at priserne begyndte at udvikle sig i 2004. Okay, sagde vi, næste år, så tager vi et ordentligt hug og begynder at sælge noget tømmer og får skovet og ryddet op. Men så spillede naturen os et puds. For i 2005 kom der en ordentlig storm fra nord. Og den væltede en forfærdeligt masse træer. Det var aldrig sket før i Hem Skov. Det var altid naboens træer, der væltede. Men det år var det altså os.”

Jeg kan godt huske, at skoven var helt hærget efter det. Hvor mange træer væltede egentlig, ved du det?

Normalt skovede vi 1.800 kubikmeter tømmer, hvis det var et rigtigt godt år. Da vi var færdige med at rydde op efter det stormfald, så havde vi ryddet 21.000 kubikmeter op.”

Hold da op.

Efter stormen snakkede min mor og jeg om, hvad der skulle ske med skoven. Vi ville gerne bibeholde de åbne arealer, der var opstået, og have lys og luft til vildtet, så vi besluttede at lade det stå lidt og se, hvad der skete, hvis det passede sig selv. Og det er noget af det bedste, vi har gjort.

For det viste sig, at tilvæksten på de selvsåede træer var enorm i forhold til de plantede træer. Det blev smukkere, der kom mere træ og flere dyr. Og så kom de store hjortearter, kronvildt og dåvildt. Så det var en kolossal gevinst.”

Vil du sige, at det var et vendepunkt for dig i forhold til, hvordan man kunne drive skov?

Ja, det var et vendepunkt, da jeg så de muligheder, der var for at drive ejendommen på naturens præmisser. Det var et guldhug.”

Men var det også et erkendelsesmæssigt vendepunkt? Altså for din miljøbevidsthed?

Ja, det kan du sige. Det var et brud med det effektivitetsparadigme, jeg også levede under i olieindustrien, og som min far drev skoven efter. At det skal kunne betale sig. Med juletræer i lige linje og sprøjtegift og kunstgødning. Det, vi gør, har et helt andet sigte.”

Hvad er det for en forskel, du og mor tænker, at I kan gøre med skoven?

Vi har mulighed for at drive naturen på naturens egne præmisser. Og vi kan gøre rigtigt meget for biodiversiteten på den her ejendom. Der er en sammenblanding af træarter, vi har lavet selvforyngelse, så vi har etageskov – som du kender det fra junglen – så vi har ekstra meget vegetation, der giver et stort CO2-optag. Og vi rydder ikke store områder af skoven, så der sker afgasning derfra. Det giver en temmelig god samvittighed over for klimaet, når man lader fotosyntesen arbejde kontinuerligt på den måde.”

Men jeg troede, der skulle en regnskov til for at gøre en forskel? Betyder sådan en klat skov noget?

Det kan du tro, den gør. Der er nogle officielle tal på det her. En granbevoksning på en hektar optager 15 tons CO2 på et år. Så det er ret meget.”

Sidste forår købte min far et par sække blomsterfrø hos Dansk Landbrugs Grovvareselskab.

Jeg hentede en gammel harve i den lade, hvor skovmaskinerne står, og så harvede vi marken ovenfor det store, gule murstenshus. Bagefter såede jeg blomsterfrøene sammen med min datter. Og til sidst tromlede vi jorden med en tromle, der var endnu ældre end harven.

Da sommeren kom, kom blomsterne også. Kornblomster i blå, lilla, pink og hvid, masser af margueritter og valmuer, små blå blomster med tykke stængler, som jeg ikke ved hvad hedder, og nogle flotte tidsler, der helt klart ikke var en del af frøblandingen, men som gjorde sig ualmindeligt godt i blomsterbuketter.

Med blomsterne kom også insekterne. Sommerfugle og summende bier. Og rådyrene kom i morgengryet og nippede af skuddene. Og i sommers kom de igen – de fleste af blomsterne og alle dyrene. De kom fra skoven, hvor de er blevet flere end nogensinde før, på grund af tilvæksten af planter og de faldne træer, der får lov at ligge og blive bosteder for myriader af insekter og smådyr, som spætten og ravnene har glæde af.

Hem Skov er en anden skov end den var i min barndom. En i enhver forstand grønnere skov.

Far, er der nogensinde nogen, der har spurgt dig, om det, du gør i skoven, er et forsøg på at købe aflad for dit arbejdsliv?

Jeg har selv sagt det sådan. Men som en joke, mest.”

Men er det dét?

På en måde er det. Det minder måske nok lidt om det, flyselskaberne gør, når de betaler CO2-afgift per kilometer.”

Men det ville der vel heller ikke være noget galt i, hvis det var. En slags selvpålagt CO2-afgift. På din egen lavpraktiske måde.

Ja, måske.”

En sidste ting omkring skoven, som du selv har nævnt: I skal ikke leve af den her skov. I behøver ikke at tjene penge på den, det skal bare balancere. Så at I kan drive den, som I gør, er en ret privilegeret position.

Ja, det er det. Det er derfor, det kan lade sig gøre. Og det er også derfor, vi gerne vil drive skoven som eksempel. Som et sted, man kan lade sig inspirere af. Vi vil gerne have lokalområdet med på det.

Der er jo fri adgang til skoven, det er sikret i lovgivningen, og vi vil gerne fortælle om det og holde foredrag og kurser her. Hvis den her tankegang med naturnær skovdrift kunne brede sig, kunne området omkring Mariager blive fantastisk. Det er en perle, man har her, og man skal passe på det.

Vi vil også gerne lave kurser, der kan få bymennesker til at overvinde den fremmedgørelse over for naturen, som vi oplever i dag. Din bror David har jo allerede haft en flok indvandrerbørn fra et socialt belastet boligkvarter i Aarhus med ude på overlevelsestur.”

Det er rigtigt. Og det gik vist ret godt.

Det gik rigtig godt. Der var en af dem, der sagde, at det var første gang, han lærte om dansk natur. Hans forældre var flygtninge, så de kendte den jo ikke. Det er da et fornuftigt formål.”

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

Vis mig Zetlands principper

I dag læser vores medlemmer: