Vi er gået ind i udmattelsesfasen. Så hvad gør vi, når danskerne begynder at give efter?

“SERIØST?”I weekenden blev det forbudt at opholde sig foran iskiosken ved Lakolk Butikscenter på Rømø. Og ved Islands Brygge i København. Og ja, omklædning kan også gælde som ulovligt ophold. Foto: Martin Sylvest, Ritzau Scanpix

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

En hverdag, vi kan holde ud – som mennesker og som samfund – er altafgørende i kampen mod corona. Fordi vores adfærd er helt central for smittespredningen. Men lige nu skrider det. Bekymringen falder, udmattelsen stiger, og vi giver mere slip. Så hvordan skal vi bekæmpe epidemien på en måde, vi kan leve i – også om tre måneder?

Lad os begynde med en øvelse. Den kan afgøre, hvordan det hele ender. Prøv at lukke øjnene. Mærk efter. Hvordan har du det? Er du træt? Hvordan føles det, her efter halvanden måned med en hverdag og virkelighed vendt på hovedet, når du lukker øjnene? Er du udmattet? Som kæmpede du dig gennem én lang bjergbestigning, der bare bliver ved og ved, ét langt afkald på de ting, du havde før?

Eller: Er bekymringen faktisk ved at forsvinde? Det går jo godt med smittetallene. Samfundet åbner, Ikea åbner, foråret synger derude, det hele blev ikke så slemt. Så bekymringen, du følte før, er lettet, og du begynder, lidt efter lidt, at give slip? For hvor problematisk kan det være at mødes med vennerne lidt mere og lidt tættere?

Den følelse, du mærker, når du lukker øjnene, er måske det vigtigste for, hvordan coronakrisen udvikler sig herfra. Få ting betyder mere for regeringens strategier og for, hvordan smitten breder sig i Danmark, end hvordan vi danskere har det. For det påvirker, hvordan vi opfører os. Om vi bliver ved med at følge anbefalingerne om håndvask, host i ærmet og, især, at holde afstand, har enorm betydning for smittespredningen. Og over hele Danmark, når man kigger ud ad vinduet, når politiet kører deres runder, eller når forskerne spørger danskerne, så står det klart, at vi er ved at give mere slip. Måske fordi vi er trætte, måske fordi bekymringen fordamper. I hvert fald: Vi er begyndt at ændre adfærd i en sådan grad, at politiet i weekenden for første gang udstedte bøder og lavede opholdsforbud flere steder i landet.

Vi ved fra pandemi-historien, at vi ville nå til det her punkt. Og vi ved, at når trætheden sætter ind eller bekymringen forsvinder, så har det før fået epidemier til at blusse op igen, fordi folk gav slip. Derfor er den følelse, du har lige nu, en hjørnesten i Statens Serum Instituts modeller og Sundhedsstyrelsens planer.

Følelsen binder også en tråd mellem alt fra sex til diskoskast, fra børneleg til vores bygninger, der måske skal indrettes anderledes i fremtiden. Vores ængstelse eller træthed kommer til at få dyb betydning for den kommende tid.

CHEFOPTIMIST“Nogle kolleger i udlandet siger, at håndtrykket aldrig nogensinde kommer tilbage. Så drastisk er jeg ikke selv,” siger Søren Brostrøm. Foto: Mads Nissen, Ritzau Scanpix

Søren Brostrøm siger, han ikke er træt. Eller, jo, nogle gange efter en maratonlang arbejdsuge kan Sundhedsstyrelsens direktør godt føle lidt træthed i hovedet. Eller i benene. Og jeg længes da også efter nogle ting i min gamle hverdag,” siger han. Men grundlæggende er han okay.

Over telefonen, i et længere interview, beder vi Søren Brostrøm om at løfte blikket og tænke over, om hele befolkningen er ved at være træt. Men han vil hellere bruge et andet ord. Han taler om compliance. Komplians på dansk betyder egentlig bare efterlevelse: hvor meget vi efterlever de råd, vi får fra sundhedsmyndighederne.

Det har vist sig, at det mest afgørende i forhold til corona er fysisk afstand, håndhygiejne og hosteetikette. Det er relativt veldokumenteret. Det har virket ekstremt effektivt i det danske samfund,” siger han.

Noget af den afstand er reguleret ved lov: Teatre og restauranter er blevet lukket. Mange arbejder hjemmefra. Butikker sætter strimler af tape på gulvet for at adskille folk. Men meget handler også om dig og mig – om vores alle sammens adfærd. Det hele er meget afhængigt af, at borgerne følger myndighedernes råd,” siger han. Adfærd og komplians, med andre ord.

Og dét er noget, Sundhedsstyrelsen ved en del om. Hvordan får man folk til at drikke højst 21/14 genstande om ugen, bruge kondom, tage deres medicin, blive vaccineret og lade være med at ryge? Det har vi levet af i de 111 år, styrelsen har eksisteret: Hvordan er vi bedst den løftede pegefinger,” siger Søren Brostrøm.

Erfaringerne viser, at to ting er afgørende for vores adfærd: bekymring og tillid. Hvor bekymrede er vi over coronasmitten? Hvis vi er meget bekymrede, følger vi i høj grad myndighedernes anvisninger. Og hvor meget tillid har vi til, at det, myndighederne siger, er rigtigt og vigtigt? Har vi høj tillid, har vi høj komplians. Vi gør, hvad der bliver sagt.

Den 11. marts, da Mette Frederiksen gik på talerstolen i Statsministeriet og trak i den store håndbremse, røg vores bekymring og tillid helt op under loftet.

Danmark blev ramt af en sundheds- og samfundskrise af historisk format,” siger Søren Brostrøm. Vi havde meget høj bekymring og tillid. Og straks fra begyndelsen af marts viste det danske samfund utrolig stor ansvarlighed og efterlevelse – også i forhold til andre lande. Derfor lykkedes det så hurtigt at få smittespredningen under kontrol. Det har været en kæmpe succes.”

BEKYMRET“Jeg håber ikke, at det sætter sig som modløshed, for vi har behov for en dansk befolkning, der står det her igennem.” Sådan sagde statsminister Mette Frederiksen for nylig ifølge TV 2. Foto: Anthon Unger, Ritzau Scanpix

Succesen skyldtes i høj grad vores adfærd. Og adfærd spillede også en nøglerolle i de matematiske modeller, der dannede grundlag for regeringens beslutning om at lade de mindste børn komme tilbage i skole og børnehave. I modellerne regnede en ekspertgruppe under Statens Serum Institut på konsekvenserne af forskellige genåbningsscenarier. Og det måske mest slående i beregningerne var, hvor stor en forskel social afstand ville betyde.

Det scenarie, regeringen valgte, ville ifølge modellen betyde, at hver coronasmittet dansker ville smitte 1,2 andre. Men modellen viste også, at hvis vi droppede den sociale afstand og gode hygiejne, ville smittetrykket i stedet stige til 1,7.

Med en epidemi kan den slags decimaler gøre hele forskellen. For eksempel ville presset på sygehusenes intensivafdelinger med social afstand toppe på godt 200 indlagte. Men uden social afstand ville det komme tæt på 800 indlagte. Det ville bringe os ubehageligt tæt på det punkt, hvor ikke alle, der havde brug for det, ville kunne få hjælp.

Kilde: Statens Serum Institut, den 6. april 2020

Og effekten af den sociale afstand ser faktisk ud til at være endnu større, end forskerne regnede med. Senere fortalte Kåre Mølbak, faglig direktør for Statens Serum Institut, nemlig, at de havde justeret forventningerne, så genåbningen af institutionerne nu kun ville føre til et smittetryk på 0,6 – noget, der bare få uger inden ville have lydt nærmest utopisk. Forklaringen? Adfærd.

Social distancering er et supervåben, og det kan vi klart se nu,” sagde Kåre Mølbak til Ingeniøren den 15. april. Det er virkelig det, der batter.”

Men nu er tingene i forandring, ser det ud til. Bekymringen falder. Måske stiger udmattelsen også efter flere uger med en hård eller tung hverdag. Vi giver mere slip.

Bekymringen ændrer sig lidt nu, kan vi se. Bare kig ud ad vinduet. Folk sidder i solen og klumper sig sammen,” siger Søren Brostrøm.

Hvorfor ser vi den ændring? Vi blev ikke ramt af katastrofen. Da jeg sagde den 11. marts, at nu er det alvor – nu skal vi undgå italienske eller kinesiske tilstande – var det ikke for at skræmme unødvendigt. Det var det, vi mente; det, vi var nødt til at planlægge efter. Og det var det budskab, befolkningen tog med der i starten af marts. Nu tror jeg, at chokeffekten er aftaget. Vi har jo fået styr på epidemien – vi er gået fra den røde til den grønne kurve. Corona er ikke længere noget udefrakommende kinesisk eller italiensk som i februar. Det er ikke en kæmpestor bombe af en trussel under det danske samfund. Nu er det ved at blive en del af en ny hverdag; vi kender måske en, der har haft det; vi har fået en corona-app.”

Corona er blevet en del af vores dagligdag. Det får bekymringen til at falde og måske også udmattelsen til at stige. I hvert fald: Vi giver mere slip. Endda i en sådan grad, at statsminister Mette Frederiksen, Kåre Mølbak og politiet har været ude med advarsler de seneste dage: hvis vi dropper afstanden og håndvasken og kompliansen, risikerer vi, at smitten spreder sig markant. Vi risikerer, at mere end en måneds indsats bliver tabt på gulvet,” advarede Mølbak.

Myndighederne står derfor med en udfordring. Det lykkedes dem at få mobiliseret hele samfundet med deres klare beskeder om, at det her er alvor. Nu skal de finde en ny vej, hvor alvoren stadig er der, men på en mere nuanceret måde – og hvor den befolkning, de taler til, er mentalt et andet sted end for halvanden måned siden. Hvordan gør man det?

BÅDE-OGIfølge professor i statskundskab Michael Bang Petersen er “optimistisk ængstelse” den optimale tilstand. Vi skal være bekymrede, men samtidig tro på, at vores indsats gør en forskel. Foto: AU Foto

Lad os lige for et øjeblik glemme corona og i stedet fokusere på, hvad adfærd egentlig er for noget. Og lad os forklare det med diskoskast som eksempel. Vi kunne sige, at du vil prøve at slå verdensrekorden i diskoskast. Hvad skal der til for at lykkes? To ting: Du skal være god til at kaste med diskos. Og du skal have viljen til at slå rekorden. Enhver handling er baseret på din evne og din motivation,” forklarer Michael Bang Petersen, der er professor i statskundskab ved Aarhus Universitet.

Så hvad har det med corona at gøre? Det har Michael Bang Petersen en god forklaring på. Og så har han også nogle helt håndfaste tegn på, at vores adfærd faktisk har ændret sig siden coronakrisens begyndelse, og dem tager vi lige først.

Allerede to dage efter at Mette Frederiksen stod på det historiske pressemøde og fortalte, at hun havde besluttet at lukke store dele af landet ned, begyndte Michael Bang Petersen i samarbejde med et analyseinstitut at undersøge danskernes adfærd. Han formulerede en række spørgsmål – om vi havde lavet om på hverdagen på grund af corona, og hvor gode vi var til at efterleve myndighedernes forskellige anbefalinger – og siden da har analyseinstituttet løbende indsamlet svar, der i dag fortæller en tydelig historie.

Vi var hurtige til at rette ind efter nedlukningen og begyndte med det samme at følge hele paletten af sundhedsråd,” forklarer Michael Bang Petersen. Men efter et par uger begyndte det at gå den anden vej.”

Svarene tyder på, at vi i løbet af den seneste måned er blevet lidt dårligere til at vaske hænder, at flere og flere samles mere end ti personer, og at folk generelt føler, at de i mindre grad har ændret adfærd for at undgå at sprede smitten end tidligere. Det er ikke, fordi vi har sluppet tøjlerne helt,” siger Michael Bang Petersen, men indtil den 16. april gik kurven langsomt nedad.” De allernyeste tal, der endnu ikke er offentliggjort, viser dog tegn på, at adfærden er ved at stabilisere sig på det nye og lidt lavere niveau.

Så hvad er forklaringen på, at vi ikke længere er lige så dydige? Svarene handler om det samme som diskoskastet. Om evne og om motivation.

Nogle forskere har peget på, at krisen næsten uundgåeligt måtte medføre, hvad psykologer kalder moral fatigue – eller moralsk udmattelse. En tilstand af træthed, der opstår, hvis vi gennem længere tid er konstant konfronteret med svære moralske valg. Og det er vi i den grad lige nu, hvor alt fra almindelige indkøbsture til familiebesøg kan risikere at sprede en dødelig pandemi, vi aldrig ved, om vi bærer med os som blind passager.

Bare det at løbe en tur er blevet et forhindringsløb, hvor man hele tiden skal holde to meters afstand til andre mennesker,” siger Michael Bang Petersen. Derfor tror han også, at den moralske udmattelse kan være med til at forklare vores adfærdsændring. Den psykiske træthed gør nemlig det samme ved vores evne til at efterleve anbefalingerne, som fysisk træthed gør ved dine chancer for at slå verdensrekorden i diskoskast. Den nedsætter dine evner til at gøre det, du gerne vil.

Men Michael Bang Petersens forskning peger også på en anden forklaring, der ikke handler så meget om vores evner. Han har nemlig også løbende undersøgt danskernes følelser omkring corona, og i svarene kan man se, at vi i samme periode, hvor vi blev dårligere til at følge myndighedernes råd, også begyndte at føle os mere optimistiske og mindre bekymrede. Og det kan gå ud over vores motivation til at lave om på hverdagen.

Nogle af vores mest fundamentale vaner som mennesker handler om de måder, vi er sammen på. Og nu kræver pandemien, at vi lægger vanerne på hylden. Her ved vi fra forskningen, at følelsen af ængstelse får os til at stoppe op og sige hov, hvordan skal vi nu gebærde os.’ Det er en helt central følelse, når vi skal lave vores vaner om.”

Vi er altså blevet en både lidt træt og måske også lidt selvovervurderende diskoskaster. Vi har mistet både en del af vores evne og en del af vores motivation til at gøre, som myndighederne anbefaler. Men hvad er egentlig problemet ved det? Vi ved nu, at den sociale afstand virker, vi har fået supervåbnet i vores arsenal, så mon ikke vi bare tager det i brug igen, hvis smitten går amok?

Michael Bang Petersen forestiller sig, at vores lydighed vil stige igen, hvis smitten forværres. Men han tror også, at vores reaktion på en ny bølge af smitte kan se helt anderledes ud end den, vi har set indtil videre. Og at den kan få store konsekvenser for tilliden til myndighederne.

Hvis det sker, vil det ikke være første gang.

Da de amerikanske soldater begyndte at vende hjem fra Første Verdenskrig, bar mange af dem på en ny sygdom, og med den fulgte frygten for, at den lange krig skulle blive afløst af en endnu mere dødelige epidemi, der ville sprede sig fra hus til hus som en steppebrand.

Den spanske syge, som den nye influenza blev døbt, ramte hårdt i storbyerne, hvor folk levede tæt sammen, men San Francisco var hurtig til at lukke byen ned og give dens beboere besked på altid at bære masker, når de gik ud i de halvtomme gader – noget, byens sundhedsmyndigheder var overbeviste om, var det allervigtigste våben i kampen mod epidemien.

Og byens indbyggere lyttede. Der var stor tillid til myndighedernes anbefalinger, der blev gået med masker og holdt afstand, og efter fire uger var sygdommen presset helt i bund. Indbyggerne strømmede – ved lyden af en fløjte – glade og maskeløse ud i gaderne igen.

SOCIAL TÆTHEDUnder den spanske syge blev masker i San Francisco set som mere effektive end social afstand. Tydeligvis. Foto: EPA

Og så gik det galt. Sygdommen begyndte at brede sig, og snart efter måtte maskepåbuddet indføres igen. Men denne gang var tiltroen til myndighederne mindre, tålmodigheden var tyndslidt, og mange mente nu, at loven om masker stred mod landets forfatning. En gruppe vrede byboere oprettede ligefrem The Anti-Mask League, hvor flere tusind mødtes i protest mod loven. Maskeløse, selvfølgelig. Ikke ligefrem det fedeste midt i en opblussende pandemi.

Selv om der er mange og vigtige forskelle på de begivenheder og den situation, vi står i i dag, så fortæller historien alligevel noget om tillidens flygtige natur. Den minder os om, at bare fordi vi danskere indtil videre har støttet op om regeringens tiltag, er der ikke nødvendigvis en garanti for, at vi også vil gøre det i fremtiden. Prøv bare at forestille dig, hvis regeringen i morgen fortalte, at de ville ophæve forsamlingsforbuddet, så du alligevel kunne tage på Roskilde Festival eller til Det Fynske Dyrskue eller se fodbolddrengene tæve Belgien til EM i Parken. Forestil dig så, at regeringen trak i land. Forsamlingsforbuddet er genindført, din drømmesommer er aflyst.

Hvad ville det gøre ved din tillid? Ved din motivation til at blive ved med at spritte hænder, fordi Magnus Heunicke beder dig om det? Til at sige nej, når din ven spørger, om hun må kigge forbi, fordi I så bliver én for mange?

Ifølge Michael Bang Petersen er det ikke nødvendigvis selve opblusningen af coronasmitten, vi skal frygte. Vi ved nu, at social afstand virker, så selv i det værst tænkelige scenarie vil vi kunne slå den ned igen med et udgangsforbud. Til gengæld frygter han, hvad så drastiske tiltag kan få af konsekvenser.

Isolationen kan få store konsekvenser for de ensomme og dem, der lever i dysfunktionelle familier,” siger han og peger samtidig på, at en ny nedlukning kan blive katastrofal for økonomien. Og så er der sammenhængskraften. Kan flere bølger af op- og nedlukninger få demokratiet til at slå sprækker? Kan et udgangsforbud? Hvad skal der til, før vi ikke længere vil gøre, som de folkevalgte beder os om?

Vi ved det ikke, for vi har aldrig set en pandemi i et højtudviklet moderne demokrati som det danske. Det centrale spørgsmål er, hvordan man håndterer epidemien og samtidig sikrer, at demokratiet kommer ud på den anden side uden for mange ar.”

Bonusinfo. Under influenzaepidemien H1N1 i Hongkong så man, at folk blev mindre bekymrede og mere upåvirkede af information om sygdommen – det fik dem til at holde mindre afstand. Kilde: Wired.

Så hvordan håndterer vi bedst en faldende bekymring eller begyndende udmattelse? Lige nu findes der ikke ét svar på det spørgsmål. Ser man på forskellige landes strategier for kampen mod corona, afspejler de forskellige antagelser om befolkningens adfærd. Træthed, bekymring og tillid fungerer som en linse, man kan bruge til at forstå landenes indsatser.

Tag Sveriges strategi, som ellers har fået hård kritik herhjemme. Landet er ikke lukket ned i samme grad som Danmark, og det har også givet større belastning på sygehusene – og markant flere dødsfald. (“Når jeg ser, hvordan de for eksempel har været i knæ på sygehusene i Stockholm, har jeg ondt af dem – det er godt, vi ikke kom derhen,” siger Brostrøm). Men måske er det også en fordel ved den svenske strategi: Den tænker udmattelse ind fra start.

Vi indså fra begyndelsen, at det her ikke bliver en spurt. Det bliver et maraton,” sagde Isabella Lövin, Sveriges vicestatsminister, til BBC. Det er en reel frygt, at hvis du indfører for barske indgreb, så kan de ikke blive opretholdt over en længere periode. Du kan få en modreaktion, og folk vil ikke respektere de frivillige anbefalinger.”

Med andre ord: Folk giver slip og sætter sig ud i klumper på Islands Brygge. Vi vil ikke køre befolkningen træt,” sagde Lövin.

Singapore og andre asiatiske lande har fulgt en meget offensiv og målrettet strategi. Omfattende tests og opsporing af smittede, som så kommer i karantæne. Til gengæld fungerer resten af samfundet relativt normalt. Med andre ord: meget indgribende for de få, men meget frit for de mange. På sin vis fungerer Danmarks strategi omvendt; alle yder en del for at hjælpe de få. Spørgsmålet er, hvor længe folk kan klare den nye hverdag under en epidemi, som ifølge Sundhedsstyrelsen vil strække sig langt ind i efteråret, måske endda året ud”. Kåre Mølbak, fra Statens Serum Institut, har nævnt, at vi kan risikere at skulle opretholde afstand et år frem, men kan vi være kompliante så længe?

Jeg vil tro, at I efter en måned eller to i lockdown vil se misundeligt på Singapores måde at gøre tingene,” siger professor Dale Fisher fra Singapore nationale universitetshospital, der har spillet en central rolle i landets indsats, over telefonen.

KØLIGTEt par stockholmere nyder kolde, læskende fadøl i solen. Foto: Anders Wiklund / TT / Ritzau Scanpix

Måske er nøgleordet bæredygtighed. Epidemiologen Lone Simonsen fra Roskilde Universitet har lavet et interessant studie sammen med matematikeren Viggo Andreasen. Forskerne har regnet på forskellige mulige strategier ud fra de danske smittetal. På den baggrund argumenterer de for en bæredygtighedsstrategi – faktisk delvist inspireret af den svenske statsepidemiolog, Anders Tegnell, der har argumenteret for langtidsholdbare tiltag.

Vi kan lige nu forsøge at udnytte det lave antal smittede til at banke CoV-SARS-2 næsten helt ned og fastholde det lave niveau med en kombination af karantæne, smitteopsporing samt en brøkdel af de nuværende tiltag for at holde social afstand,” skriver hun på Forskerforum.

Sådan en strategi – der minder lidt om det, sundhedsorganisationen WHO og lande som Singapore har talt for – kan åbne samfundet mere op, have mindre omfattende krav til social distancering, og risikogrupperne kan bevæge sig ud uden stor frygt for liv og helbred.

Bæredygtighed handler altså her om at vælge en strategi, hvor samfundet kan åbnes mere og hurtigere – til gavn for økonomien, siger hun til Information. Bæredygtighed sigter også til, at mennesker i risikogrupperne kan blive mindre isolerede og se venner og familie. Og, kunne man tilføje, bæredygtighed handler også om at skabe rammerne for en adfærd, folk kan eller vil opretholde over lang tid.

De danske myndigheder er i gang med at teste mere, end de gjorde før. Og i en ny rapport fra Sundhedsstyrelsen ser det ud til, at myndighederne også planlægger at kaste flere kræfter efter smitteopsporing. Men lige nu og lang tid frem er fysisk afstand imidlertid en bærende søjle, den danske indsats hviler på. Så hvordan bliver sådan et nyt liv bæredygtigt? Hvordan undgår vi total udmattelse eller bekymringsløs fuck det-attitude om tre måneder?

Bonusinfo. Nyhedsudmattelse har givet et markant fald i forbruget af nyheder om corona siden begyndelsen af marts. Kilde: Wired.

Søren Brostrøm mener, meget handler om hverdagen. Det gælder om at skabe en ny, bæredygtig struktur på sin dagligdag. Jeg tror meget på hverdagen,” siger han. Det er løsningen på det hele. Vi er alle sammen hverdagsmennesker. Den hverdag, vi havde, har vi ikke mere. Vi får den heller ikke med de samme vilkår. Men derimellem kan du godt lave en hverdag med en ny struktur, hvor du gør noget godt, noget sundt eller noget meningsfuldt sammen andre, som giver trivsel og håb.”

Søren Brostrøm vurderer, at nogle ting vil blive hos os. God håndhygiejne, håndsprit og host i ærmet er kommet for at blive, siger han. Kontaktløshed i butikker og øget rengøring er også bæredygtigt. Det samme gælder mere afstand i køer og møder med flere stole mellem os eller møder over videolink. Jeg tror også fremadrettet, når vi indretter bygninger, at vi vil tænke mere over at bygge med afstand, bedre ventilation, flere håndvaske. Det kan blive lige som, når vi nu tænker over adgang for handicappede, når vi bygger og indretter os. Den slags ting kan være ekstremt bæredygtige som samfund,” siger Søren Brostrøm.

Andre ting er imidlertid mindre bæredygtige på sigt, siger han. Jeg ved godt, at afstand kan være meget svært.” Derfor bliver man nødt til at være realistisk, siger han.

Det gælder for eksempel for børn: Børn skal have lov til være børn. Andet vil være fuldstændig urealistisk. Det vil også være forkert ud fra et folkesundhedsperspektiv – at børn ikke skulle lege sammen, ville være forrykt.”

Nul sex på grund af afstands-rådene er heller ikke bæredygtigt, understreger Søren Brostrøm. For sex er godt, sex er sundt. Det er vigtigt. Menneskeheden overlever ikke uden sex. Og ja, vi har retningslinjer: Hold dig til én partner ad gangen. Vask sexlegetøj efter brug.”

Brostrøm nævner også flere andre ting, vi ikke kan holde til at holde lukket. Det handler, på sin vis, igen om afstand: Vi kan jo ikke blive ved med at holde vores kulturinstitutioner, uddannelser og produktionserhverv lukket. Vi kan omstille noget, men du kan jo ikke blive klippet af en iPhone-app.”

Historien viser, hvordan tidligere sygdomme har ført til ændringer i vores adfærd. Tuberkulose lærte os, for godt hundrede år siden, at vi ikke skulle spytte i gaderne. Hiv lærte os at bruge kondom. Eller – til dels i hvert fald. Pointen ved alle de smitsomme sygdomme er, at de har et element af adfærdsændring og adfærdspåvirkning,” siger Brostrøm.

Som homoseksuel ung mand i 1980’erne husker jeg selv, hvad hiv gjorde – og det stigma, der var om sygdommen dengang. Men det har også ændret sig i takt med oplysning, bedre lægemidler og ny adfærd. Det hele handler om at finde noget bæredygtighed i de der ting. Nogle ting er farbare, nogle er ikke, og så er der nogle halve succeser,” siger han og nævner selv sikker sex og kondomer, som Sundhedsstyrelsen har kørt på med i årtier. Det går sådan halvgodt”, siger han, men det forhindrer ikke, at han hvert år skriver under på en millionbestilling af kondomer”.

Indtil der findes en effektiv behandling, immunitet eller vaccine kan sygdomme kræve ændringer i vores adfærd. Og lige nu kræver corona en del. Og det ser ikke ud til at stoppe lige med det første. Derfor, når vi lukker øjnene, kan nogle af os mærke udmattelsen – eller måske bekymringen, der fordufter.

Søren Brostrøm kender godt længslen efter dengang, før den 11. marts. Jeg savner nogle af de ting, der giver mig livskvalitet: besøg på kunstmuseum, operaer, fitnesscenteret. Men jeg prøver at finde noget, der så giver mig kvalitet,” siger han. Jeg har fundet min gamle romaskine frem igen – jeg har lavet mit eget lille fitnesscenter i lejligheden. Jeg har fundet tilbage til de lange rolige telefonsamtaler. Jeg går lange ture ud i byrummet. At komme ud og se noget på de gåture giver mig en kæmpestor ro,” siger han.

Det er en ny hverdag, en anden hverdag. Om den er bæredygtig, ved jeg ikke. Det må man se. Længes jeg efter den gamle hverdag? Ja. Nogle ting er svære at undvære. Men jeg har fundet en balance i hverdagen nu.”

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: