Send en tanke til Zetlands medlemmer

De har betalt for, at vi kunne lave denne artikel. Uafhængig journalistik er ikke gratis.

Helikopter

Torsdag 18. november 2021

Dansk Folkeparti skal have ny formand. Men øh ... hvem?

Det er tankevækkende, at de to mest oplagte bud på en ny DF-formand henholdsvis er midt i en retssag og en rigsretssag. Men der er en god forklaring, mener en af dagens tre Helikopter-gæster. Partiet har nemlig lidt et generationstab.

Sådan synes vi, nyhederne skal lyde. 15 minutter om dagen – 5 dage om ugen. Lyt med her eller i Zetland-appen, hvis du er medlem.

Vi har torsdag, og i dag handler Helikopteren om Dansk Folkepartis fremtid.

Dagens citat

“Hvis vi ved, at et kemisk stof kan give allergi eller være kræftfremkaldende, så skal det ikke være i blæk til tatovering”

Til januar træder et nyt EU-forbud i kraft mod mere end 4.000 kemiske stoffer, som blandt andet optræder i tatoveringsblæk. Det gør det umuligt at tatovere med det nuværende blæk fra årsskiftet, som Zetland også har beskrevet tidligere. Og nu har miljøminister Lea Wermelin (S) i et svar til Folketinget understreget, at regeringen bakker op om EU-forbuddet (DR).


Dagens store historie

Foto: Liselotte Sabroe, Ritzau Scanpix

Dansk Folkepartis fremtid

  • Kristian Thulesen Dahl er færdig som formand for Dansk Folkeparti. Efter et sviende nederlag ved kommunalvalget bad han onsdag partiets hovedbestyrelse om et ekstraordinært landsmøde, hvor en ny formand skal vælges (Berlingske).
  • Kristian Thulesen Dahls exit har på sin vis været længe ventet. Han er i bogportrætter og medier længe blevet beskrevet som en slags dead man walking efter de seneste par års store valgnederlag. Først et dårligt kommunalvalg i 2017, så et rekordstort nederlag ved folketingsvalget i 2019 og et elendigt EU-valg samme år. Denne uges kommunalvalg blev af mange set som partiformandens sidste chance for at vende skuden. Og det lykkedes ikke. Tværtimod. Dansk Folkeparti blev halveret i kommunerne (Jyllands-Posten).
  • Valgnederlaget – og partiets generelle tilbagegang de seneste år – er der flere mulige forklaringer på. Mange af vælgerne er formentlig flygtet til både Nye Borgerlige og Socialdemokraterne, og samtidig har partiet det seneste år befundet sig i en dyb intern krise (Zetland).
  • Thulesen Dahl var sammen med Pia Kjærsgaard en af Dansk Folkepartis grundlæggere i 1995. Og det var også ham, der stod i spidsen for partiet, da det i 2015 vandt mere end 21 procent af stemmerne ved folketingsvalget. Nu går han som forventet af. Og alligevel står der ingen oplagt arvtager klar i kulissen. Så nu er spørgsmålet, hvem den nye formand skal være. Og måske endnu vigtigere: Hvad skal Dansk Folkeparti være i fremtiden? (Information).
  • Det er nogle af de essentielle spørgsmål, vi forsøger at finde svar på i Helikopteren i dag. Både med en af de forfattere, der står bag en af de seneste store DF-bøger, med lokalformanden i Aalborg og med Dansk Folkepartis Ungdom (Helikopter).

Det skal du også vide

Asylansøgere i Belarus er flyttet indendørs. Længe har flygtninge og migranter opholdt sig nær den vestbelarusiske grænse, og for knap tre uger siden blev de af grænsevagter eskorteret mod Polen. De skulle til EU, lød det. Siden har polsk asylansøgerne holdt migranterne tilbage, og det har resulteret i, at omkring 1.000 mennesker har siddet frosne i skovbunden og ventet på grænsen til EU. Men nu har Belarus givet migranterne midlertidig adgang til en transport- og logistikhal, så de ikke skal sidde i skovbunden og vente på afklaring (BBC).

Ingen nye grønne plastprojekter. Mellem 2012 og 2019 blev der sat 88 nye projekter i gang af verdens 12 største plastvirksomheder. Men ikke et eneste af dem var baseret på grønne materialer. Det er en opgørelse, forskere på Lunds Universitet i Sydsverige har lavet. Det er vigtigt, fordi efterspørgslen på plast formentlig vil stige med fremtidens vækst, ikke mindst i udviklingslande (Ingeniøren).

Odense får en klimarådmand i kommunen. Oven på kommunalvalget i tirsdags er formandsposter for adskillige udvalg blevet fordelt blandt de valgte kommunalpolitikere. Og som noget nyt i Odense vil man oprette en decideret klimarådmand til at fremme den grønne omstilling i kommunen. Og det er faktisk en tendens, at flere kommuner har oprettet eksempelvis klimaudvalg også, der skal sætte fokus på den grønne omstilling (DR).

Foto: Martin Divisek / EPA / Ritzau Scanpix

Dagens Zetland-historier

Med i de polske skove. Zetlands Selin Türker har været på tur i de skove ved den polsk-belarusiske grænse, hvor migranter har opholdt sig de seneste uger. De er symbolet på en ny type krigsførelse, der ikke bruger kampvogne, men mennesker. Sammen med Jakob Skanning har hun skrevet historien her.

Storbyboernes straf. Socialdemokratiet gik tilbage ved kommunalvalget tirsdag, og siden har forklaringer om minksagen floreret. Men Zetlands Mathias Mencke har skrevet historien om, hvorfor partiet, der fik flest stemmer og borgmesterposter, alligevel endte som en af kommunalvalgets største tabere.


Merian Garde Gräs

Det var alt for i dag – vi er tilbage igen i morgen!

Med venlig hilsen

Merian Garde Gräs

Helikopter-vært