En aften i forrige uge modtog jeg en henvendelse fra en mand ved navn Andreas Koch. “Jeg har på det seneste overvejet, om jeg måske ville kunne bidrage til en historie,” skrev han. Andreas Koch er selvstændig it-konsulent med speciale i datahåndtering og machine learning, men grunden til, at han skrev til mig nu, var en anden. “Sagen er den, at jeg har arbejdet i Forsvarets Efterretningstjeneste i ti år.”

Ligesom resten af landet har Andreas Koch kunnet følge med i historierne om netop FE i de seneste måneder. Hvordan ledelsen er blevet sendt hjem, hvordan anonyme kilder fra tjenesten har fortalt journalister, hvad der er foregået. Nu var det på tide, mente han, at nogen stillede sig frem og talte om, hvordan det egentlig er at arbejde i Forsvarets Efterretningstjeneste under FE-loven, som er rammen for hele tjenestens arbejde. “Som jeg ser det, så er det helt klart i offentlighedens interesse at vide, hvordan FE reguleres, og hvordan det fungerer i praksis,” siger han.

Vi mødtes i Fælledparken i København, og vi gik en tur gennem parken. Jeg var kommet i en lang frakke, som jeg jokede med var en rigtig spionfrakke. Han grinede af mig. Det er på nogle måder mærkeligt at interviewe en mand som Andreas Koch, fordi man altid vil liste lidt om den varme grød. Da han blev ansat i efterretningstjenesten i 2008, underskrev han, ligesom alle andre medarbejdere, en tavshedspligt, der gælder frem til hans død. Hvis han bryder den, kan han komme flere år i fængsel.

Men selv om tavshedspligten gør, at Andreas Koch fortæller forsigtigt og med få ord, er han alligevel et meget vigtigt menneske at lytte til lige nu. Han er den første med erfaring fra tjenesten, der stiller sig frem med navn for at fortælle, hvordan virkeligheden ser ud i tjenesten. Og som han ser det, så har FE-skandalen bragt os hen til et sted, hvor opbakningen til efterretningstjenesten er på spil, både i befolkningen og blandt politikerne. Den eneste måde at komme videre på, mener han, er at tale åbent om den lov, FE arbejder under. “I de ting, der er blevet skrevet om sagen, har det ikke rigtigt været behandlet, hvor svært det i virkeligheden er at arbejde under de meget diffuse rammer, som FE-loven udgør,” siger han. “Når jeg kigger på FE-loven i dag, er jeg stadig i tvivl om, præcis hvor grænsen går.” Og, mener han, hvis vi ikke får styr på grænserne for FE, kan der komme flere problemer og skandaler. Så Andreas Koch har besluttet sig for at stille sig frem og sige, så meget han kan om FE’s arbejde. Han ser det som den eneste måde, tingene rent faktisk kan ændre sig på.

Andreas Koch kan ikke fortælle, hvad han lavede for efterretningstjenesten, men den 46-årige it-konsulent kan fortælle, hvad han ved noget om: data. Mere præcist, hvordan man håndterer enorme mængder data, informationer i bit og bytes, og finder mening, sammenhænge og mønstre i rå mængder data. Og mens Andreas Koch ikke kan tale om FE’s hemmeligstemplede aktiviteter, så kan han godt tale om FE-loven. Det er en slet ikke hemmelig, men helt offentlig lov, der giver FE, der er Danmarks udenrigs- og militære efterretningstjeneste, lov til at spionere, hacke, og hvad de ellers kan finde på at måtte udsætte udenlandske trusler for. En terrorcelle eksempelvis. Og fordi tjenesten må det meste for at forsvare Danmark udadtil, har loven også vigtige afgrænsninger indadtil: Tjenesten må ikke rette dets skyts mod danske statsborgere eller personer i Danmark. Det er Politiets Efterretningstjenestes område. Grænserne i FE-loven er altså til for at beskytte danske statsborgere, dig og mig, mod FE’s våben. Og det er lige præcis de grænser, og hvor god FE er til at holde sig inden for dem, som skandalen handler om.

Skandalen blev offentligt kendt, da Tilsynet med Efterretningstjenesterne – dem, der skal holde FE i ørerne – i august fortalte, at man havde afsluttet en “særlig undersøgelse” af FE. En whistleblower var i 2019 kommet til tilsynet med en “betydelig mængde materiale”, stod der i pressemeddelelsen. Tilsynets vurdering af materialet er, at FE “ad flere omgange” har “tilbageholdt centrale og afgørende oplysninger for tilsynet og givet tilsynet urigtige oplysninger om forhold vedrørende tjenestens indhentning og videregivelse af oplysninger”. Blandt andet, at “der ved centrale dele af FE’s indhentningskapaciteter er risici for, at der uberettiget kan foretages indhentning mod danske statsborgere”. Ligesom tilsynet fandt indikationer på, at FE har haft “igangsat operationelle aktiviteter i strid med dansk lovgivning, herunder ved indhentning og videregivelse af en betydelig mængde oplysninger om danske statsborgere.” Den 5. oktober fortalte justitsminister Nick Hækkerup, at tre landsretsdommere vil få et år til at kulegrave skandalesagen, men at resultaterne af den ikke kan offentliggøres, da sagen vedrører “de mest følsomme oplysninger, vi har”, sagde han på pressemødet.

Alligevel ved vi allerede en del om sagen fra anonyme kilder. Vi ved, at whistlebloweren var en menig medarbejder i FE’s it-afdeling i en række år, før han forlod FE i 2018. I tjenesten var han kendt for at være kritisk over for FE’s samarbejde med NSA, USA’s efterretningstjeneste. Og det er netop samarbejdet med NSA, som mistanken om den uberettigede overvågning af danskere kan spores tilbage til. Ifølge anonyme kilder, der har talt med journalister, gik FE’s samarbejde med NSA ud på at tappe kommunikationskabler, der går i land et sted i København. I de nedgravede fiberkabler flyder der telefonsamtaler, sms-beskeder, mailkommunikation og anden internettrafik fra især Rusland og Kina. Data, som NSA’s spioner har læst med på i samarbejde med FE. Men i kablerne flyder der ifølge DR’s kilder også kommunikationsdata fra danske statsborgere. Det viste en undersøgelse, som en FE-ansat lavede, ifølge DR’s oplysninger. Det blev FE-ledelsen gentagne gange advaret om. “Vedkommende beviste over for ledelsen, at der var danske data i det, man sendte videre til amerikanerne. Der var ikke tale om tilfældighedsfund,” har en kilde sagt til DR.

Ifølge Politikens oplysninger var den it-ansatte af den opfattelse, at samarbejdet med NSA gav amerikanerne mulighed for uberettiget at spionere mod danske statsborgere uden en dommerkendelse. Kendelsen er en tilladelse, som efterretningstjenesterne og politi herhjemme får fra en dommer for at kunne udspionere en dansk statsborgers kommunikation. Altså en helt central del af vores retssikkerhed, som den it-ansatte mistænkte, at amerikanerne – med FE’s samarbejde – kunne omgå ved at stikke snablen i kablet. For at dokumentere det optog den it-ansatte samtaler med kolleger og FE-chefer. Blandt andre Thomas Ahrenkiel og Lars Findsen, der begge er hjemsendt. Båndoptagelserne er i materialet, som han gav tilsynet i 2019. Siden har whistlebloweren ikke udtalt sig til medierne, ifølge mine oplysninger. Men det har anonyme kilder med kendskab til sagen. En har sagt til DR: “FE har indhentet mod danskere og givet det videre til en fremmed efterretningstjeneste, som man ikke har kontrol over.” En anden har sagt: “Problemet er, at ledelsen har skjult det for tilsynet og dermed brudt deres oplysningspligt i en meget alvorlig sag.”

Når Andreas Koch i dag ser på skandalesagen i FE udefra, ser den udslusede efterretningsmand et bydende nødvendigt behov for at tale om det, vi frit kan tale om, nemlig FE-loven. Efter at have arbejdet med loven i praksis mener han, at afgrænsningerne i loven, som er til for at beskytte danskere mod efterretningstjenesten, er for vage og ukonkrete og i praksis bliver et spørgsmål om tolkning blandt tjenestens ansatte.

Problemet med FE-loven, som Andreas Koch ser det, er, at centrale begreber er formuleret uden præcise definitioner. Det gør, at man som efterretningsansat i praksis skal fortolke loven for overhovedet at kunne udføre sit arbejde. Et konkret, meget aktuelt eksempel: Under FE-lovens paragraf om “videregivelse af oplysninger” står der: “Videregivelse af personoplysninger … kan kun ske, hvis videregivelsen efter en konkret vurdering må anses for forsvarlig.” Men hvad betyder “forsvarlig”, spørger Andreas Koch retorisk. “Da der ikke er en klar definition af, hvad ‘forsvarligt’ her betyder i loven, er man nødt til at fortolke fra sag til sag.”

FE-loven er en juridisk tekst som så mange andre, skrevet i vanligt knudret jurasprog, og det er i gråzonerne mellem juridiske formuleringer og praktisk udførelse, at lovbrud risikerer at opstå, mener han. “Hvis FE havde helt klare retningslinjer, så er jeg overbevist om, at risikoen for, at der opstår sådanne typer sager, er mindre. For hvis alle ansatte i FE ved, præcis hvor grænsen går, så er der mindre diskussion om mulige lovbrud. Selvfølgelig kan der stadig være nogen, der gør noget direkte ulovligt, men det er min klare overbevisning, at langt hoveddelen i FE forsøger at gøre deres arbejde bedst muligt inden for de rammer, der er,” siger han.

Et andet helt centralt begreb, der afgrænser FE’s arbejde, som er åbent for fortolkning ifølge Andreas Koch, er “målrettet”. FE må ikke “målrettet” indhente oplysninger gennem eksempelvis hacking og spionage om danskere eller personer i Danmark. Men loven tillader, at efterretningstjenesten utilsigtet kommer til at indhente information om danskere, og det kaldes tilfældighedsfund. Men hvor går grænsen for, om noget er målrettet eller et tilfældighedsfund? spørger Andreas Koch. Når rådata pibler ind på FE’s servere fra en hemmelig kilde et sted i verden, “så ved man ikke rigtig, hvad der er i det. Det gælder også nationaliteten på de personer, som kommunikerer,” siger han. “Men på et eller andet tidspunkt, erkender man så, hvad det er, og hvis man så opdager, at det omhandler dig, som er dansker, så er det noget, som FE ikke må behandle mere – så er det PET’s område. Hvis altså,” griner han, “du er interessant for Danmarks sikkerhed.” Men af de data, der kommer ind i FE’s servere, hvor mange tilfældighedsfund må der være i det? Det er stadig uklart for Andreas Koch, selv om han altså har været i tjenesten i ti år. “Hvor meget dansk information må der komme med, før vi siger, at indhentningen er rettet mod danskere? Er det en promille dansk information i dataene, eller er grænsen på højst 100 danskere, eller er det 50 procent, det må indeholde? Det ville være rart, hvis det kunne debatteres af vores politikere, hvor snittet skal skæres.”

Så der er altså en forskel på, hvad FE må med rådata og data, der ikke længere er rå, men er kendt, såkaldte erkendte data. Men, siger Andreas Koch, det rejser så et nyt spørgsmål. “Hvornår går noget fra at være rådata til at være erkendte data? Jeg har arbejdet med data i rigtig mange år, og det er ikke sådan, at jeg lige kan sige: Her sker det, her går data fra at være rå til at være erkendte.” Og FE-loven hjælper ham ikke, hverken rådata eller erkendte data er defineret præcist, selv om det er helt centralt i FE’s arbejde.

Uklarhederne omkring databehandling illustrerer endnu et problem: FE-loven, mener Andreas Koch, føles ude af trit med FE’s teknologiske udvikling. Engang blev meget af FE’s arbejde udført af agenter i marken, og hvor informationer var analoge og stod i ringbind. I dag er størstedelen af FE’s arbejde digitalt. Ufattelige mængder data, rådata, som FE opsamler fra hemmelige kilder rundtom i verden, der filtreres og analyseres for oplysninger. Og det virker, mener han, som om “de jurister, der har formuleret loven, har haft fysiske sagsmapper i baghovedet, da de skrev det”.

“FE har behov for, når de beslutter, om de skal gå eller ikke gå efter en kilde til information, om det er inden for lovens ramme, det vil sige ikke er målrettet danskere – og det er en vurderingssag,” siger han. “Og jeg tror, vi ville være meget bedre stillet, hvis det var mere klart beskrevet og der var en mere detaljeret offentligt debat om det.”

Indtil videre har det været nærmest umuligt at tage denne debat offentligt. Selv om Edward Snowden, der arbejdede for NSA, allerede tilbage i 2014 afslørede, at Danmark har et samarbejde med amerikanerne, er det først lige sket, at en politiker har bekræftet det. Det var Claus Hjort Frederiksen, tidligere forsvarsminister. Alle konkrete debatter om, hvordan efterretningstjenesten må operere, plejer at foregå bag dobbeltlukkede døre. Men Andreas Koch savner den principielle debat om FE’s grænser frem for en om konkrete operationer – og han mener, at det ville være en virkelig stor fordel, hvis vi turde at tage debatten ude i det åbne.

“Jeg er overbevist om,” siger han, “at vi får en bedre efterretningstjeneste, hvis vi præciserer rammerne, som FE arbejder inden for. Og at vi sikrer, at der er politisk opbakning til de rammer. At folket står bag deres efterretningstjeneste. Det er også vigtigt for FE, at der er forståelse for og opbakning til deres arbejde. Og det er i allerhøjeste grad vigtigt for medarbejdere i FE, at de opgaver, de bliver sat til at udføre af deres overordnede, ligger inden for rammerne af loven.”

Forsvarets Efterretningstjeneste, som enhver anden spiontjeneste, opererer i skyggerne. Det, der er de FE-ansattes 8-16-job, er hemmeligstemplet spionage af personer og aktiviteter i udlandet. Og jeg skriver det så fluffy, fordi vi reelt set ikke aner, hvad FE egentlig laver fra hovedkvarteret på Kastellet, den femtakkede ø i København. Eller i Sandagergård, FE’s tekniske afdeling på Amagers sydvestligste punkt, eller fra aflytningsposten i Hjørring, hvor seks kuppelformede radarer, såkaldte radomer, der ligner gigantiske støvbolde, aflytter satellitkommunikation i rummet. Vi ved, at FE’s aktiviteter koster en milliard kroner om året, men det er ligesom det, offentligheden ved.

“Der er mange grunde til, at ting er hemmelige i forhold til, hvad FE foretager sig,” siger Andreas Koch. “Hvis man har en god kilde til information og ens modstander finder ud af, man har den kilde, så finder de andre kommunikationsveje.” Og så er der hensynet til FE-ansattes sikkerhed. Da tjenesten kan bryde andre landes love og regler i forsøget på at skaffe oplysninger af værdi for Danmarks sikkerhed, ville FE-ansatte kunne blive strafferetligt forfulgt (eller det, der er værre) af et land, hvis det blev afsløret. “Nogle af de ting, som FE foretager sig, er ulovlige i andre lande, så der er sikkerhedsaspekter der,” siger han. Så hvordan ville en offentlig debat om FE se ud? spurgte jeg.

“Der er to ting i det,” siger han. “Hvad FE udfører i praksis, er hemmeligt, det hele. Men så er der de rammer, som FE arbejder inden for – det er primært lovgivning. Vi har ikke hemmelige love i Danmark, som man kan blive dømt for eller skal overholde, uden at de er offentligt kendte, sådan noget findes kun i diktaturstater. Så der er en skelnen mellem rammerne for FE, og hvad FE udfører.” Og rammerne er det, vi skal diskutere, så åbent og frit som muligt. Og det kan sagtens lade sig gøre. “Der har været en langt mere detaljeret debat i lande, vi typisk sammenligner os med,” siger Andreas Koch. I Sverige, Norge, Tyskland og Holland har man offentligt debatteret deres tjenesters magtbeføjelser. I Holland var adgangen til at støvsuge data fra kommunikationskabler til vejledende folkeafstemning i 2018, ifølge Politiken. Til mediet sagde en hollandsk jurist og efterretningsekspert om afstemningen: “Efter debatten er der kommet en meget bedre viden om, hvad de hemmelige tjenester rent faktisk laver, og hvad de ikke laver. Vi har også set, hvordan det højere informationsniveau har øget og forbedret pressens dækning.” Og i Norge vedtog man for nylig en efterretningslov, der giver Norges svar på FE lovlig rygdækning til at indsamle og dele data fra kabler med allierede. Det skete efter flere års forberedende lovarbejde og debat, ifølge Politiken.

“I Danmark har vi haft en mindre grundig diskussion af vores efterretningstjeneste,” siger Andreas Koch, “og vi har også en mindre detaljeret lovgivning.” Om det hænger sammen, ved han ikke. “Men jeg håber, at det, der kommer ud af den nuværende sag i FE, er, at det bliver mere klart, hvad FE må, og hvad FE ikke må.” Og ændringer til loven er måske på vej. Da justitsminister Nick Hækkerup præsenterede undersøgelseskommissionen, der skal kulegrave tilsynets mistanker om lovbrud i FE, sagde han, at FE-loven skal have et “eftersyn”. Det var også tilsynets anbefaling, da man afsluttede den særlige undersøgelse af FE. Hækkerup sagde også, at man vil “indhente erfaringer fra andre lande” i “det fremadrettede arbejde” med eftersynet af FE-loven. Og det glæder Andreas Koch.

“Jeg ved noget om data og ikke ret meget om jura. Men det er et spørgsmål om, om man kan præcisere de her ting – målrettet, rådata, erkendte data og så videre – så det giver juridisk mening og også er lettere at oversætte til den virkelige verden.” Og mens dét er en opgave for fagpersoner, så håber Andreas Koch, at han ved at stille sig frem og åbne munden uden anonymitet kan rejse en folkelig debat om FE’s metoder: Ønsker vi at give FE flere eller færre beføjelser? Er der rent faktisk folkelig opbakning til de metoder, FE tager i brug? Og til spørgsmålet om, hvorvidt en åbenhed om rammerne for FE, som han taler for, kan skræmme allieredes efterretningstjenester fra at samarbejde med FE, svarer han:

“Jo mere klare vi er om vores egne værdier og grænser i forhold til Forsvarets Efterretningstjenestes arbejde og metoder, jo mere attraktive er vi som samarbejdspartner. Hvis en udenlandsk efterretningstjeneste vælger at samarbejde med Danmark om eksempelvis at udveksle data, så er det en investering, hvor gevinsten er muligheden for, at begge parter kan få mere viden.” Men også en investering med en risiko, “hvis der sker læk eller andre typer af skandaler”. Nøjagtig som vi ser nu, hvor en tophemmelig aftale mellem FE og NSA er blevet forsidestof. Risikoen for, at det gentager sig, minimeres, mener Andreas Koch, hvis der er demokratisk opbakning til det, FE laver i skyggerne – med og uden partnere. “Jo fastere grund vi står på, jo mindre er risikoen for skandaler.”