Franks fremtid tilhører vindmøllerne.

Esbjerg klarer oliens nedtur bedre, end nogen havde drømt om

Foto: Tobias Nicolai for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

00:00

26:16

Frank Østergaard kommer mig i møde iklædt skriggult arbejdstøj, sort kasket og et par grå sikkerhedsbriller af mærket Bollé med klare glas. Han går straks i gang med at forklare om arbejdet med de enorme vindmølledele, som ligger på rad og række på havnearealerne, klar til at blive samlet og skibet ud på havet.

Du kan se hubs stå derude i det fjerne. Og den grå, der står ved siden af dér, det er generatoren,” siger han og forklarer, hvordan han og kollegerne skruer de forskellige dele på de enorme vindmøllehuse, nacellerne.

Frank Østergaard er ansat hos vindmølleproducenten Siemens Gamesa på Esbjerg Havn, og jeg har opsøgt ham her, fordi hans arbejdsliv på en måde indkapsler hele den omstilling, som Esbjerg, Danmark og – ja, faktisk hele verden står midt i.

Den esbjergensiske vindmølletekniker står og udpeger tonstunge vindmølletårne, naceller og generatorer få hundrede meter fra et gigantisk bjerg af kul. Kullet tilhører et af Danmarks sidste kulkraftværker, og det var derinde, Frank Østergaard i sin tid fik svendebrev som plade- og konstruktionssmed. Det var dengang, det hed Vestkraft. Senere tilbragte han mere end 20 år af sit arbejdsliv på oliefelterne i Nordsøen. Og nu arbejder han altså med at samle havvindmøller. Det regner han også med at gøre i 2023, når kulkraftværket lukker. Til den tid er planen, at det skal erstattes af en vindmøllefabrik.

Der er næppe noget sted i Danmark, hvor den grønne omstilling er så konkret som på havnen i Esbjerg. I årtier har byen været omdrejningspunkt for det danske olieeventyr, som har betalt for både skoler, sygeplejersker og skattelettelser i hele landet.

Men de senere år er Esbjerg også blevet krumtap for vindmølleindustrien, ikke bare i Danmark, men i hele Nordvesteuropa. Omkring tre fjerdedele af alle havvindmøller i Nordsøen udskibes fra Esbjerg, og faktisk er mere end halvdelen af alle havvindmøller i hele Europa sejlet ud herfra. Men det er kun begyndelsen.

Esbjerg har mulighed for at blive hovedaktør i et kommende vindmølleeventyr så stort, at de færreste har begreb skabt om omfanget. Ikke bare Danmark, men også Tyskland, Holland og Storbritannien planlægger enorme udvidelser af vindkapaciteten til søs, og Esbjerg er perfekt positioneret til at kapre en stor del af den forventede business. Hver gigawatt ny havvind kan ifølge en nylig rapport fra vindbranchen generere 16 milliarder kroner i omsætning i Esbjerg. Danmark alene har annonceret tre gigawatt i Nordsøen i 2030, voksende til ti på længere sigt. Hollænderne vil have 11 gigawatt. Briterne og tyskerne 40 hver.

Ud over at mødes med Frank Østergaard får jeg også en rundvisning på havnearealerne af direktøren for Esbjerg Havn, Dennis Jul Pedersen, og han siger, at vindmølleindustrien de kommende år kan gøre langt mere godt for Esbjerg og omegn, end olieindustrien nogensinde har gjort.

Det, der skal ske i vindindustrien, går så hurtigt,” siger han. De næste ti år skal der ske fem gange mere, end der er sket de foregående 20. Den mulighed har vi aldrig set i olieindustrien i Esbjerg. Det svarer til, at vi fandt nogle af de her store elefantfelter med olie lige herude. Sådan noget har vi slet ikke set i olieindustrien, slet ikke.”

Foto: Tobias Nicolai for Zetland

Det er på grund af det her, jeg er taget til Esbjerg. Rundtom i verden findes der masser af lokalsamfund, som er kommet i klemme i den grønne omstilling eller føler sig truet af den. Nogle af dem er politisk helt enormt vigtige. De polske, tjekkiske og tyske kul-regioner, som former hele EUs klimapolitik. De uddøde kulminebyer, som hjalp Donald Trump til magten i 2016. De gasproducerende distrikter i Pennsylvania, som Joe Biden og Donald Trump kæmper hårdt om at vinde ved præsidentvalget den 3. november. Mange mennesker, som bor den slags steder, frygter med rette at blive hægtet af udviklingen, hvis lokalsamfundets fossile livsgrundlag forsvinder. En hel del har allerede oplevet det.

Esbjergs eksempel viser, at det kan gå radikalt anderledes. At det er muligt at skabe en transformation, hvor arbejdere fra den døende industri glider næsten smertefrit over i den gryende. Esbjerg har omfavnet de nye muligheder og bygget en ny, grøn industri op, som står på spring til at overtage både mennesker, omsætning og skattebetalinger, når olien slipper op. Det er en historie om grøn omstilling, når den går allermest smertefrit.

Historien er også højaktuel, fordi fremtiden for dansk olie- og gasudvinding lige nu tegner mere usikker end nogensinde. På Christiansborg har man længe diskuteret, om vi af hensyn til klimaet burde stoppe med at lede efter ny olie og gas i Nordsøen, men lige før efterårsferien blev politikerne overhalet af virkeligheden. Den største og vigtigste byder på en ny omgang licenser til at lede efter fossile råstoffer i den danske undergrund, det franske olieselskab Total, trak sin ansøgning tilbage. Det fik straks klima- og energiminister Dan Jørgensen til at indkalde til politiske forhandlinger om Nordsøens fremtid. Brikkerne er ikke landet endnu, men det trækker op til, at der skal sættes et endeligt punktum for det danske olieeventyr.

Heldigvis for oliebyen Esbjerg har man et oplagt nyt sted at vende opmærksomheden hen, et nyt eventyr at sætte i stedet for det gamle. Og historien om, hvordan Esbjerg havnede i en langt lykkeligere situation end de fleste andre steder, hvor økonomien er bundet op på fossile brændsler, begynder for et halvt århundrede siden. Esbjerg har nemlig prøvet at omstille sig før.

Foto: Jens Christian Top, Ritzau Scanpix

Engang hed det sig, at Esbjerg lugtede af fisk, og fisk lugtede af penge. Ved indgangen til 1970’erne var havnen fyldt op af 600 fiskekuttere, der fangede torsk og rødspætter med snurrevod eller gennemtrawlede havet for sild og sperling til fiskemel og fiskeolie. Omkring 10.000 mennesker arbejdede med fisk på den ene eller anden måde, fiskeauktionerne på havnen skovlede penge ind, mågerne skreg, og byens beverdinger beværtede tusinder af unge fiskere med penge på lommen.

Men da skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller i 1972 lod Prins Henrik åbne for oliehanen og sende den første danske nordsøolie i land, var tiderne allerede i gang med at skifte på Esbjerg Havn. Overfiskeri førte til kvoter på fiskeriet, og samtidig var en ubønhørlig effektivisering begyndt. Der skulle simpelthen færre og færre kuttere og færre og færre mennesker til at fange den samme mængde fisk. Resultatet var fri plads på havnen og frie hænder, som kunne flyttes over i olieindustrien.

Få kender den historie bedre end tidligere direktør for Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg Morten Hahn-Pedersen. Det var især i årene omkring den anden oliekrise i 1978-1980, at tingene tog fart, fortæller han. Oliekrisen fik olieprisen til at skyde i vejret, og det gjorde den danske nordsøolie til en god forretning, selv om det er relativt dyrt at udvinde olie til søs. Flere og flere fiskere søgte over i offshore-sektoren. Virksomheder, der før havde lavet fiskenet, begyndte nu at lave mandskabsnet til at løfte folk op på boreplatformene. Rederiet Esvagt hyrede erfarne fiskere til at hjælpe med at sejle sine redningsskibe. Motorfabrikker begyndte at arbejde med hydraulik og levere dippedutter og duppeditter” til olieindustrien.

De år dér er ufattelig væsentlige, for der er virkelig en kæmpe omstilling i hele Esbjerg fra fiskeri til offshore,” siger Morten Hahn-Pedersen.

Allerede her i slutningen af 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne skete der altså noget, som lærte esbjergenserne en vigtig lektie – nemlig at det er muligt at omstille sig ret hurtigt, når bare der er noget at omstille sig til. Der skulle ikke gå mange år, før der var langt flere jobs i olieindustrien end i fiskeriet.

I 1986 skete der noget vigtigt igen, fortæller Morten Hahn-Pedersen. Saudi-Arabien skruede voldsomt op for sin olieproduktion, og det fik olieprisen til at styrtdykke i hele verden – netop som Mærsk blev eneoperatør i den danske del af Nordsøen. Timingen kunne ikke have været værre. Og så alligevel. For nu blev skibsrederens oliefolk tvunget til at være opfindsomme.

Det var jo det, der afstedkom hele teknologiudviklingen og rationaliseringen på den danske del af Nordsøen med vandrette boringer og vandinjektioner og ubemandede platforme og så videre og så videre. Man er simpelthen nødt til at få mere olie billigere op af jorden.”

Som led i bestræbelserne på at få en god forretning ud af olien flyttede Mærsk i begyndelsen af 1990’erne sine olie-ingeniører til Esbjerg, og takket være samarbejdet med Mærsks ingeniører blev Esbjerg efterhånden hjemsted for en hel underskov af dygtige virksomheder, der servicerede olieindustrien. De følgende knap to årtier var nærmest én lang optur – for Esbjerg og for Danmark. I 00′erne var der decideret olieboom. En nærmest eksplosiv økonomisk udvikling i Kina og andre udviklingslande sendte efterspørgslen på olie – og dermed olieprisen – i vejret. Oliepengene fossede ned i statskassen, og folk fra Esbjerg og omegn fossede ind i oliebranchen.

Men i ly af det her olieboom skete der også noget andet, som gødede jorden for det, der senere skulle ske. Esbjerg blev nemlig udskibningshavn for den første sådan rigtig store havvindmøllepark i Nordsøen – og faktisk også i verden – nemlig Horns Rev 1 ud for Blåvandshuk, en vindmøllepark stor nok til at dække hele Esbjergs behov for elektricitet og mere til. Allerede her begyndte enkelte Esbjerg-virksomheder at supplere deres olie-business med havvind-business, og efterhånden som flere havvindmølleparker skød op i Nordsøen, blev der mere og mere arbejde i vindindustrien.

Frank Østergaard var en af dem, der nu begyndte at få opgaver for vindindustrien gennem den virksomhed, hvor han arbejdede. Blandt andet lavede han stålkonstruktioner på de store, specialbyggede skibe, som sejler vindmøllekomponenter ud på vandet. Så da finanskrisen ramte i 2008, og Frank Østergaard mistede jobbet, virkede det oplagt at søge over til vindmøllebranchen. Han sikrede sig hurtigt et job hos virksomheden Nicon, hvor han kunne lave den samme type vindmølle-relaterede opgaver som i sit tidligere job. Det fortæller han mig, da vi har sat os ind i Siemens Gamesas barakker på havnen, og han har hentet to papkrus med kaffe.

Jeg tænkte, at jeg skulle være dér, hvor der er noget stort at arbejde med, og noget interessant. Jeg kunne ligesom mærke, at det var der, industrien bar henad, i hvert fald i det område her.”

Foto: Tobias Nicolai for Zetland

Overordnet set gik finanskrisen dog relativt let hen over Esbjerg, og olieindustrien havde ikke set det bedste endnu. Selv om olieprisen kortvarigt styrtdykkede i 2008, rettede den sig hurtigt igen, og i 2011 kunne en tønde nordsøolie igen sælges for over 100 dollars. De følgende år var der fuldt tryk på Esbjergs olieindustri. Beskæftigelsen toppede med anslået mere end 11.000 mennesker i 2014, og lige da det gik allerhedest for sig, begyndte den tidligere højskoleforstander Jakob Lykke som formand for 3F Transport i Esbjerg, der organiserer en god portion af oliearbejderne.

Det boomede bare. Der var en aktivitet, som der dybest set aldrig var set før, og som der formentlig aldrig kommer til at blive set igen. Det var meget hektisk,” siger han.

Men så, pludselig, stoppede festen. Olieprisen styrtdykkede, og folk mistede deres arbejde.

For dem, der var i det, var det virkelig alvorligt. Der var virkelig nogle, der kiggede sig rundt og sagde: Kan det virkelig passe, at det kan ske så hurtigt og ramme så mange mennesker? Ledigheden blev stor, og det var dybest set fra den ene dag til den anden, for man kunne simpelthen ikke komme af med olien.”

Det her var et afgørende vendepunkt i Esbjergs nyere historie. Olie-nedturen ramte nemlig samtidig med, at vindindustrien udvidede på havnen, blandt andet med de haller, hvor vindmølleteknikeren Frank Østergaard nu arbejder. Og det betød, at fagforeningsfolkene havde et oplagt sted at sende de arbejdsløse oliearbejdere hen. Jakob Lykke fortæller, at faglige organisationer, jobcentre og uddannelsesinstitutioner hurtigt fik et samarbejde op at køre om omskoling af de mange oliearbejdere, der pludselig ikke havde noget at lave.

De kom dybest set ind ude fra Nordsøen, var ledige et stykke tid, blev omskolet på diverse AMU-centre her i Esbjerg, og så kom de ned på havnen. Og siden dengang, i 2015, er det kun gået fremad dernede.”

Jakob Lykke – som i øvrigt er en kendt mand i Esbjerg og Socialdemokratiets borgmesterkandidat ved næste kommunalvalg – kom altså ind i fagforeningsarbejdet, netop som et sammensurium af omstændigheder ramte olieindustrien som en havnearbejdernæve lige midt mellem øjnene. For det første var udbuddet af olie på verdensmarkedet pludselig blevet meget stort. USA var på få år blevet verdens største olieproducent på grund af et boom i produktionen af skiferolie, og flere andre lande skruede også op for produktionen, samtidig med at Saudi-Arabien valgte at fortsætte deres produktion på samme høje niveau som tidligere. Samtidig kneb det med efterspørgslen. Der var mindre knald på væksten i blandt andet Kina end tidligere, og så begyndte 2010’ernes globale boom inden for vedvarende energi også at tage fart – blandt andet med havvindmøller på Nordsøen. Tilsammen betød alt det her, at prisen på en tønde nordsøolie trimlede ned fra 115 dollars i sommeren 2014 til blot 27 dollars i begyndelsen af 2016. Et brutalt styrt på mere end 75 procent. I 2017 drog Mærsk konsekvensen og solgte sine olieaktiviteter til franske Total.

Store ting var sat i bevægelse, herunder hele det esbjergensiske erhvervslivs syn på fremtiden. Esbjergs underleverandører til oliebranchen reagerede simpelthen på nedturen ved at skrue op for vind-aktiviteterne. Og det kunne de gøre, fordi Danmark og flere andre lande fortsatte med at bygge vindmølleparker i Nordsøen. Semco Maritime, hvor Frank Østergaard tilbragte en stor del af sit liv som oliearbejder, fik allerede i 2018 omkring en tredjedel af sin omsætning fra vindbranchen og regner i dag med, at det er dér, fremtidens vækst skal ske. Som direktøren siger i en nylig rapport: Der er bare ikke ret mange mennesker, som gerne vil arbejde med olie og gas længere. Det er helt klart vores grønne profil og det faktum, at vi er involveret i cool, grønne projekter, som gør os i stand til at tiltrække nye medarbejdere.”

Rapporten med den her udtalelse fra Semco-direktøren udkom i juni i år, og på dét tidspunkt var olieindustrien allerede sendt ud i en ny nedtur, som er endnu mere alvorlig end den foregående. Coronakrisen ramte flytrafikken og den globale økonomi, netop som vedvarende energikilder var blevet uhørt billige, og elbilerne gjorde klar til at fortrænge fossilbilerne fra vejene. Olieselskabet BP forventer nu, at efterspørgslen på olie aldrig mere vil nå samme høje niveau som før krisen, og fra 2025 og frem forudser BPs analytikere én lang nedtur for den globale olieefterspørgsel. Aktuelt ligger olieprisen og roder nede omkring 40 dollars.

Dennis Jul Pedersen, havnedirektøren fra Esbjerg, har en lang karriere i oliebranchen bag sig og har derfor set mange op- og nedture. Men da han kører mig rundt i en af havnens nye elbiler på den gamle del af havnen, fortæller han, at den her krise efter hans mening er anderledes. Særligt i Europa får olien aldrig mere samme plads, som den har haft. Det er svært ikke at tro ham, når man ser, hvor tydelig oliebranchens nedtur – og vindbranchens optur – er.

Foto: Tobias Nicolai for Zetland

Ved en af molerne ligger adskillige enorme, røde og lyseblå borerigge inaktive hen. En af dem, Mærsk Guardian, har Dennis Jul Pedersen selv været med til at sejle hele vejen fra Middelhavet til Australien og tilbage igen, da der var bedre tider i oliebranchen.

Dengang kunne det betale sig at tage noget fra Egypten, fragte det til Australien og bore et par brønde og så fragte det tilbage til Europa. I dag er de kun lige ude og bore en brønd indimellem, så kommer de tilbage nogle måneder senere. Den derovre har ligget der i over fem år nu,” siger han og peger over mod en anden af de slumrende kæmper.

Vi kører lidt videre, og Dennis Jul Pedersen udpeger et stort, rødt forsyningsskib. Tidligere sejlede det udstyr ud til olieplatforme. Nu er det bygget om til at kunne huse mandskabet ved etablering af vindparker, fortæller han. Idet vi kører forbi et rustent skib, der engang var hvidt, siger han: Her har du endnu et eksempel på olieindustrien. Det er et seismik-skib. Det, det gør, er at sejle hen over havbunden og skyde lydbølger ned, så man kan se, hvor i lagene der potentielt er olie. De går til ophug nu, og dem har vi rigtig mange af.”

Jeg besøger også fagforeningschefen Jakob Lykkes nærmeste medarbejder på 3F-kontoret, Annemarie Stokholm, og hun fortæller, at mange af fagforeningens medlemmer har fornemmet, hvor fremtiden ligger. Corona-restriktioner har sat meget arbejde i stå, og mange, siger hun, har brugt pausen til at overveje, om ikke nu var et godt tidspunkt at skifte branche på. Hun viser mig brochurer med detaljerede beskrivelser af diverse kurser, som man skal bruge for at komme ind i vindbranchen, og fortæller, at folk fra hele landet ringer til hende for at spørge, hvad de skal gøre for at komme ind.

Det er alle mulige forskellige typer. Det kan være taxachaufføren eller lastbilchaufføren, der gerne vil skifte branche, tømreren, som er træt af at gå på land og bygge de samme huse, mureren eller den ufaglærte, der tænker: Der må være en plads til mig her.’ Det er alle mulige mennesker,” siger hun.

Foto: Tobias Nicolai for Zetland

Det er altså lidt af en solstrålehistorie, det her. Olieindustrien lider, men oliebyen Esbjerg lider ikke. En kombination af god timing, held, dygtighed, omstillingsparathed, godt samarbejde mellem virksomheder, fagforeninger, uddannelsesinstitutioner og jobcentre har gjort byen i stand til at ride oliestormen af. Selvfølgelig godt hjulpet af en årelang, statsstøttet satsning på havvind i Danmark, Storbritannien og andre lande omkring Nordsøen.

Men solstrålehistorien har også en bagside, som er noget mere mørk – i hvert fald i et klimaperspektiv.

For selv om esbjergenserne har den her kæmpestore grønne mulighed liggende på den flade hånd lige ude på havet, vil de stadig gerne holde fast i deres olieindustri. Gennem de seneste mange måneders politiske diskussioner om nordsøolien har de fleste indflydelsesrige mennesker i Esbjerg – borgmesteren for eksempel – kæmpet for, at der skal uddeles nye licenser, så olieudvindingen i Nordsøen i princippet kan fortsætte på den anden side af 2050, hvor Danmark ellers skal være klimaneutralt. Og hvis man mener det med den grønne omstilling alvorligt, er man nødt til at forstå, hvad dét handler om. Man kan ikke bare affeje argumenterne fra Esbjerg på forhånd.

Argumenterne for at fortsætte olie- og gasudvindingen så længe som muligt er mangeartede. Frank Østergaard, vindmølleteknikeren, taler om arbejdspladser. Det samme gør Annemarie Stokholm, fagforeningsmedarbejderen. Hendes chef, Jakob Lykke, som jeg interviewer på en kro-terrasse på Fanø, peger rundt på plastik-fletmøblerne rundt om os. De er jo lavet af olie, siger han. Vi kan ikke klare os helt uden.

Havnedirektøren, Dennis Jul Pedersen, bruger det argument, at indtægter fra olieindustrien er nødvendige for at finansiere den grønne omstilling – han skal selv bruge dem til en planlagt udvidelse af havnen med en million kvadratmeter tiltænkt vindmølleindustrien. Efter hans mening burde vi blive verdensmestre i at få olien til at passe ind i den grønne omstilling ved at bruge og udvinde den så klimavenligt som muligt. Hans forslag er at lave flybrændstof af al den danske olie og så blande den fifty-fifty op med danskproduceret bio-flybrændstof.

Morten Hahn-Pedersen, oliehistorikeren, siger blandt andet, at Danmarks olieindustri betyder uendelig lidt i det store billede. Alt det olie og gas, vi nogensinde har pumpet op, siger han, svarer til 40 dages forbrug på verdensplan, og i øvrigt kører verden videre, uanset hvad vi gør. Så hvorfor ikke bare få de penge og arbejdspladser ud af det, vi kan?

Og så er der borgmesteren, venstremanden Jesper Frost Rasmussen, som jeg møder på rådhuset. Jeg spørger ham, hvordan den Christiansborg-centrerede diskussion om at bore eller ikke bore efter mere olie ser ud fra Esbjerg. Han bruger flere af de samme argumenter som de andre esbjergensere: arbejdspladserne, indtægterne til staten, det fortsatte behov for olie til plastik og andre ting – selv til vindmøllevinger. Vi kan ikke bare lukke for olie- og gashanerne, før vi har nogle alternativer, mener han.

Det bliver jo bare et symbolpolitisk tiltag, fordi den danske olie- og gasproduktion fylder som en dråbe i havet på verdensplan.”

Men er det ikke utopisk, spørger jeg ham, at overbevise Saudi-Arabien, de store olieselskaber og andre store spillere om, at de skal lade deres olie ligge af hensyn til klimaet, hvis ikke lille, rige Danmark er villigt til at gå forrest?

Det kan godt være, det er en utopisk tanke, men alternativt synes jeg bare, vi kommer til at gå utrolig langt foran de andre, og så kan de stå tilbage og grine af os og sige: Jamen, så producerer vi da bare videre, uanset hvad I gør.’”

Er de her argumenter overbevisende? Nogle mere end andre, tror jeg. Det er indiskutabelt, at verden har brug for både olie og olieindustri adskillige år endnu, men det kan diskuteres, om verden har brug for den danske olieindustri. Det ser også ret usikkert ud, om der overhovedet er skattekroner at tjene på en ny omgang oliejagt i Nordsøen. Og arbejdspladserne? Tja, der er i hvert fald allerede snak om at importere folk fra eksempelvis Polen, når først det virkelig går løs med vindmøllerne ude på havet.

Borgmesteren kalder det symbolpolitik, når regeringens støttepartier vil aflyse den 8. udbudsrunde om nye efterforskningslicenser i Nordsøen, men det er jo netop symbolværdien, som er hovedargumentet for at aflyse – for eksempel fra Klimarådet. Håbet er at inspirere andre lande til også at lade deres olie ligge. Om det så vil virke, kan man selvfølgelig diskutere. Og så videre og så videre. Hvis den grønne omstilling var let, ville den allerede være sket, og klimajournalister som mig ville være arbejdsløse.

Men der er en sidste pointe, som flere af esbjergenserne har, som jeg faktisk tror er den allervigtigste: Esbjergenserne drømmer om vindmøllefabrikker på havnen og et power-to-x-anlæg, som kan lave vindmøllestrømmen om til grønne skibsbrændstoffer. Men der kommer ikke fremdrift i de store projekter, siger de, før landspolitikerne lægger konkrete planer på bordet. Politikerne har annonceret en energiø i Nordsøen inden 2030, men endnu ligger der ikke nogen planer eller udbud, som beslutningstagere og investorer kan forholde sig til. Og derfor frygter esbjergenserne, at andre europæiske havnebyer overhaler dem indenom.

Hvem tør i sådan en situation sige farvel til en olieindustri, der stadig beskæftiger omtrent dobbelt så mange som vindmølleindustrien? Der er brug for konkrete politiske tilsagn om, at fremtiden virkelig bliver grøn, hvis man skal turde tage det sidste skridt og sige farvel til fossilerne. Men kommer tilsagnene – det har esbjergenserne vist – kan tingene til gengæld flytte sig virkelig hurtigt.

Jakob Lykke, fagforeningschefen, der gerne vil være borgmester, er en af dem, der efterlyser klare signaler og konkrete beslutninger fra landspolitikerne. Lidt efter at helikopteren er fløjet hen over hovederne på os med dagens last af oliefolk til boreplatformene, siger han:

Herovre vestpå, der kan man godt lide folk, der har en masse holdninger, men man bliver først respekteret, når man handler. Jeg skal se det med mine egne øjne, før tror jeg ikke på det. Derfor er det bare vigtigt, at de dér politikere melder helt konkret ud. Så skal vi nok gøre resten, ligesom vi altid har gjort.”

Foto: Tobias Nicolai for Zetland

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: