Send en tanke til Zetlands medlemmer

De har betalt for, at vi kunne lave denne artikel. Uafhængig journalistik er ikke gratis.

Mød landets mest magtfulde kulturordfører. “Når et kunstværk taler til din sjæl, så taler det til evigheden i dig”

SOFASTYKKE Alex Ahrendtsen har boet i Odense, siden han begyndte at læse litteraturvidenskab. “Det var en rædsel,” siger han om de undervisere, der var marxistisk inspireret. Foto: Andreas Bastiansen / Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte



Derfor skal du læse denne artikel

Han er blevet kaldt den politiker, der dominerer dansk kulturpolitik mest med sin “nidkære detailstyring”. Og Alex Ahrendtsen går da heller ikke i vejen for at udbasunere sine meninger om alt det, mange andre politikere holder sig fra at mene noget om for ikke at overskride armslængeprincippet. Mød Dansk Folkepartis kulturordfører, der – som den måske eneste i dag – fører effektiv værdipolitik gennem kulturpolitik.

Det røde parcelhus i Odense ligner ikke en magtbastion i dansk kulturliv, det ligner et rødt parcelhus i Odense midt i en morgentåge, træerne i haverne på vejen står nøgne og barkede, der er fugt i luften.

Alex Ahrendtsen, der åbner døren, ligner ikke en mand med uhyre stor indflydelse på dansk kulturliv, i hvert fald ikke sådan som den mand kunne se ud i stereotypernes verden (sort rullekrave og smagfuld tweed, forestiller jeg mig, et eller andet stort hår). Alex Ahrendtsen ligner mere en mellemting mellem en revisor og en gymnasielærer. Han er i grånistret uldtrøje med en blå skjorte indenunder og spørger, om jeg vil låne et par sutsko, klinkegulvet i gangen er koldt. Det vil jeg gerne.

Huset, imidlertid, er i en vis forstand en magtbastion, for Alex Ahrendtsen er en mand med uhyre stor indflydelse på dansk kulturliv. Årets netop vedtagne finanslov bærer – igen – tydelige spor fra Dansk Folkeparti, hvis kulturpolitik i overskrifter går ud på at flytte penge fra moderne kunst til kulturarv og fra øst mod vest. Og allerede i begyndelsen af det nye år kan Dansk Folkeparti se frem mod endnu en formodet kulturpolitisk storsejr, når Danmarks Radios opgaver og størrelse står øverst på dagsordenen under forhandlingerne om det nye medieforlig. Regeringens støtteparti har længe haft et horn i siden på public service-mastodonten, og selv om Danmarks Radio muligvis ikke ender med at få skåret hele 25 procent af sit årlige budget, sådan som Dansk Folkeparti drømmer om, så tyder intet på, at den offentligt ejede medievirksomhed kommer til at bevare sin nuværende størrelse bare nogenlunde.

Alligevel skal man ikke stirre sig blind på tallene. Grunden til, at Dansk Folkeparti formentlig er det parti, der har størst kulturpolitisk indflydelse for tiden, er, at partiet med Alex Ahrendtsen i spidsen forstår (eller ønsker eller tør) noget, ingen andre kulturpolitikere gør: at føre værdipolitik gennem kulturpolitik.

Målet er ikke at præge budgetter og rammelove. Målet er at præge sind.

Hvis jeg skulle være en kulturpolitiker, der bare var med til at bestemme, hvordan loven er, og hvor mange penge der skal sættes af – så ville jeg godt nok synes, det var kedeligt. Selvfølgelig skal jeg have en mening,” som han siger, da vi har sat os ved spisebordet i stuen.

Kulturpolitik er værdipolitik.”

Alex Ahrendtsen er 50 år, han har arbejdet som underviser i PC-kørekort, fabriksarbejder, receptionist, tekstforfatter og haft sit eget forlag, han kalder sig selv – med et udtryk lånt fra den britiske filosof Roger Scruton – en konservativ boheme” og mener, at islam er et ideologisk fængsel”, der bør bekæmpes.

Da jeg ringer rundt og taler med folk i kulturbranchen, betegner de ham som dedikeret”, vedholdende”, vidende” og en sjælden form for politiker, der er oprigtig nysgerrig på deres udfordringer.

Han siger ikke bare ja til et møde for at kunne sige, nu har jeg holdt møde med jer,’” som Thomas Garlov, der ofte repræsenterer komponister og sangskrivere på Christiansborg, udtrykker det.

Alex Ahrendtsen er født i det hus i Kolding, hans forældre stadig bor i. Hans danske far og schweiziske mor mødte hinanden i et svømmebad i begyndelsen af 1960’erne, da hans far var taget til Schweiz for at arbejde som tømrer, og selv om de i begyndelsen ikke kunne tale et ord med hinanden – faren talte ikke tysk, og ingen af dem kunne engelsk – forelskede de sig og stiftede familie i Danmark.

Faren var fagforeningsmand og stemte socialdemokratisk, moren var hjemmegående og sørgede for de tre børn, han var den rationelle, der gik op i politik, hun var den drømmende historiefortæller. Når Alex Ahrendtsens far kom hjem fra arbejde, talte han i telefon og brugte tekniske fagudtryk, når hans mor vågnede op om morgenen, satte hun sig ned og fortalte om det, hun havde drømt om natten.

Min far diskuterer altid politik, det gør han stadig. Han er lige fyldt 80 og ser News og følger levende med. Min mor er noget helt andet. Min mor er fantasien. Hun har en poetisk side. Hun har været udsat for mange overnaturlige oplevelser. Personer, som hun ser, idet de dør. Afdøde, der kommer igen. Mennesker, hun ikke har kendt, men som hun alligevel ser,” siger Alex Ahrendtsen. De er som ild og vand. Jeg har begge sider.”

Som barn var Alex Ahrendtsen velopdragen, stille og så genert, at han gemte sig, når der kom fremmede på besøg. Modsat var hans lillebror Lars en vildbasse i så høj grad, at deres mor tog ham med til lægen.

Han var meget voldsom, og hun havde svært ved at styre ham, og så spurgte hun lægen, om der var noget galt med ham. Lægen kiggede på hende og sagde Lars? Lars er der ikke noget galt med. Det er Alex, der er unormal.’”

Alex Ahrendtsen ler sagte.

Jeg var så stille og rolig. Artig.”

Undtagen på fodboldbanen. Alex Ahrendtsen spillede fodbold lidenskabeligt engageret”, han var libero lidt ligesom Franz Beckenbauer, hvis du kan huske ham”, og på fodboldbanen kunne han sagtens gøre sig bemærket og råbe højt.

På fodboldbanen,” konstaterer han, var jeg lidt, som jeg er i politik i dag.”

TÆT PÅ Har Alex Ahrendtsen enten ikke forstået armslængdeprincippet eller valgt ikke at respektere det? Ingen af delene, siger han. Foto: Andreas Bastiansen / Zetland

Da magten skiftede fra kongen til folket i 1848 blev D.G. Monrad  – regeringens stærke mand – Danmarks første kulturminister (eller kultusminister, som det hed dengang). Ministeriet, mente Monrad, var et holdningsministerium”, hvis opgave det var at samle alt, der havde med nationaldannelsen og statens åndelige interesser” at gøre. Kongen havde legitimeret sin magt gennem kirken. Nu skulle folkestyret legitimeres gennem kulturen. Deraf det nye ministeriums afgørende betydning.

I 1961 blev Danmarks første egentlige kulturministerium oprettet, der med socialdemokraten Julius Bomholt i spidsen så sin ekspansive kulturpolitik som en del af et langt større, socialt projekt: En moderne velfærdsstat for alle danskere, der gennem kunsten skulle lærte sig selv at kende som folk. Bomholt var blandt meget andet manden bag Statens Kunstfond, der blev oprettet i 1964 under ministerens motto »Nok støtte, men ikke dirigere«. Her blev armslængdeprincippet knæsat. Den faglige vurdering af støtteværdig kunst skulle stå over – og på armslængdes afstand af – politikernes værdi- og smagsdomme.

Princippet har side været centralt i dansk kulturpolitik.

Selv om Danmarks Radios bestyrelse er politisk valgt, er der også her taget højde for, at politikerne ikke må blande sig i redigeringen af indholdet. Danmarks Radios eneste forpligtelse over for Christiansborg er at leve op til rammerne i public service-kontrakten – hvad vi hører i vores radio, ser på fjernsynet eller læser på dr.dk, er alene op til DRs fagfolk at bestemme.

Alligevel er Alex Ahrendtsen i dag ikke bleg for at mene en hel del om meget andet end rammerne. Ahrendtsen har efterlyst en undersøgelse af råddenskaben” i DR, da den tidligere dramachef Ingolf Gabold fortalte Politiken, at flere dramaserier på DR havde et politisk ærinde, der ikke var i Dansk Folkepartis favør, han har forslået, at rapperen Nikoline betaler 35.000 kroner tilbage til Statens Kunstfond, efter hun lavede en musikvideo, hvor hun skød udvalgte politikere med automatvåben, og for nylig spurgte han kulturminister Mette Bock, hvad hun vil gøre ved, at tyskerne mener, det er dem – og ikke danskerne – der har opfundet håndbold. Hans vendetta mod de pæne mennesker på parnasset” i Statens Kunstfond er efterhånden omfattende. Han har sørget for, at genren revy” i fremtiden kan betegnes – og støttes – som scenekunst, og senest har han med finanslovsaftalen taget penge fra Statens Kunstfond, der har adresse i København, og lagt dem ud i to nye, regionale fonde, én i Jylland og én for Øerne – initiativet kom fra kulturministeren, men det har længe stået på Ahrendtsens ønskeliste.

Bonusinfo. I sommer foreslog Alex Ahrendtsen, at det fremover skal være muligt at frede hele bymidter, hvor der ikke må opføres moderne byggeri.

Det er den slags, der kan få både kollegerne på Christiansborg, kunstnere, kulturproducenter og kunstkritikere til at ryste på hovedet med varierende styrke og sige, at Dansk Folkepartis kulturordfører ikke har respekt for armslængdeprincippet. Man kan måske – groft sagt – sige, at hvor Alex Ahrendtsen flittigt diskuterer kultur, diskuterer andre flittigt armslængdeprincip, hvilket både får ordføreren til at skille sig ud og skaffe ham heftig kritik på halsen.

Da Dansk Folkeparti i 2015 fik gennemtrumfet, at en besparelse af midlerne til Statens Kunstfond skulle finansiere blandt andet historieformidling og bevaring af runesten, harcelerede eksempelvis den tidligere radikale kulturminister Marianne Jelved over, at det intet havde med armslængde, objektivitet eller prioriteringer at gøre”.

Sidste år stod samtlige formænd for de 12 udvalg under Statens Kunstfond som forfattere til en kronik i Berlingske, der advarede om, at Dansk Folkepartis detailønsker underlagde kunsten bestemte politiske ideologier og værdier” frem for at sikre uafhængighed, kvalitet og høj faglighed”.

Den dag jeg besøger Alex Ahrendtsen i Odense, advarer kunstkritiker Rune Gade i Informations spalter om, at Dansk Folkeparti med Alex Ahrendtsen i spidsen er blevet det mest indflydelsesrige og betydningsfulde kulturpolitiske parti i Danmark”.

Det er forstemmende at iagttage,” skriver Gade, hvordan foragten for armslængdeprincippet sammen med hadet til samtidskunsten og kunstnerisk ekspertise generelt er blevet væsentlige incitamenter i kulturpolitikken.”

Er du modstander af armslængdeprincippet?

Nej. Jeg bliver hele tiden skudt i skoene, at jeg vil ophæve armslængdeprincippet, men det vil jeg ikke. For hvis man ophæver armslængden, tager man det første skridt ind i en totalitær stat.”

Men du laver altså nogle vilde nogle en gang imellem – når du vil have råddenskaben” i DR undersøgt og den slags.

Alex Ahrendtsen ler.

Selvfølgelig er der gråzoner, men i og med at vi har fået etableret nogle systemer, der gør, at jeg er på afstand, så har jeg næsten en forpligtelse til også at have en holdning. Jeg er valgt, jeg har ytringsfrihed. Jeg har lov til at sige, at et kunstværk er et makværk.”

Bonusinfo. Under folketingtsvalget i 2011 lavede Alex Ahrendtsen en valgvideo, der viste en ældre dame blive overfaldet af en indvandrer. Videoen trak omtale i landsdækkende medier og Ahrendtsen kaldt racist, hvilket han afviste at være.

Du ser det som din pligt?

Kunstneren er blevet sådan en hellig person, man ikke må antaste, fordi kunsten er ved at erstatte religionen. Kunstnerne bliver en slags præster, kunsten bliver religion, og kunsthusene bliver templer – og så opstår der sådan en … en forsigtig omgang med kunstnerne, fordi der er denne her hellighed omkring dem. Den der perverterede romantiske idé om kunstneren som det uskyldige barn, der bare skaber, og det skal han have lov til. Den køber jeg ikke, jeg tror på, at kunsten har det bedst, når den møder modstand, når der er nogen, der lidenskabeligt og med viden forholder sig til den. Og det skal jeg sgu da gøre, hvis jeg kan.”

Han klasker tre hurtige gange med bagsiden af den ene hånd mod håndfladen på den anden.

Men du siger, at armslængden er til for at beskytte kunsten mod sådan en som dig?

Ja.”

Alex Ahrendtsen ser på mig.

Fuldstændig rigtigt.”

BOGORM Alex Ahrendtsens stue er fyldt med bøger. En bog om gotik og Gyldendals store havebog står prominent placeret. Foto: Andreas Bastiansen / Zetland

Der findes blandt folk med et kulturradikalt hjerte en forestilling om, hvordan nogle kan ende med at blive folketingsmedlemmer for Dansk Folkeparti, som jeg har hørt før og støder på igen i researchen til denne artikel. Det er forestillingen om, at der går en lige linje mellem det forhold, at du blev mobbet som barn, til det faktum, at du valgte outsiderpartiet som arenaen for din hævn mod det gode selskab.

Det pudsige er, at Alex Ahrendtsen også til dels selv abonnerer på denne teori. Der findes en forbindelse mellem hans dybe mistro til venstrefløjens kunstneriske udtryk og det halvandet år i hans skoletid, hvor han blev mobbet groft.

Det begyndte under en fodboldkamp, hvor en lærer dømte et uretfærdigt frispark, og Alex Ahrendtsen råbte, at han var en kraftidiot. Læreren gik løs på ham, voldsomt, og, fortæller Ahrendtsen, efterfølgende, i omklædningsrummet, kan jeg godt mærke, at der er sket noget. Mine kammerater kigger på mig, som om jeg er blevet mærket.”

Fra den dag begyndte både læreren og drengene i klassen at mobbe ham.

Hvad gjorde det ved dig?

Man mister sine venner. Man mister sin selvtillid. Jeg holdt op med at lave lektier. Jeg fik dårlige karakterer. Jeg blev skubbet på gangene. Jeg blev banket. Indtil jeg tænkte: Det skal være løgn.’ Så tog jeg mig sammen.”

Alex Ahrendtsen tog hævn ved igen at grave sig ned i sine lektier og blive rigtig god i skolen.

Jeg fortalte aldrig derhjemme, hvad der var sket. Lærerne vidste det heller ikke. 80‘erne var egentlig en lidt hård tid, voksne havde ikke sans for unge mennesker, som de har i dag … Den der sårbarhed, som drenge har. Det var Darwins skole. Det var en brydningstid. Der var de gammeldags orienterede lærere, som ville have ro i klasserne, og så var der de nye lærere, alle flipperne, som kom fra seminarierne med de nye idéer. Det skabte en enorm forvirring, og det skabte også et magttomrum. Det var virkelig en kamp.”

Bonusinfo. Siden 2011 har Alex Ahrendtsen ikke været på Facebook. Det stresser ham, siger han og er sikker på, at flere og flere kommer til at hoppe af.

Læreren, der satte mobberierne i gang, var venstreorienteret.

Det vidste man,” som Alex Ahrendtsen formulerer det og peger på misforholdet: Han var en voksen flipper, der ønskede kærlighed mellem mennesker og mobbede et barn.

Hvis du ikke følger det, du prædiker, så …”

Han stopper op et øjeblik.

Børn har et enormt blik for hykleri.”

Efterfølgende stødte Alex Ahrendtsen på flere venstreorienterede lærere og undervisere op gennem skole- og uddannelsessystemet, der var definerende for udviklingen af hans værdisæt. Med omvendt fortegn. Da han begyndte at læse litteraturvidenskab i Odense, oplevede han miljøet som ekstremt marxistisk orienteret”. Senere ville hans vejleder give ham 11, mens en censor ville dumpe ham for hans speciale, der gik i rette med Hans Kirks marxistiske analyse af det indremissionske samfund i Fiskerne.

Det var en rædsel,” siger Alex Ahrendtsen om studiet. Og der går en lige linje mellem alle de der mennesker, jeg har mødt i skolen og på universitetet, der har været sådan nogle irriterende ideologer. Det er derfor, jeg ikke kan fordrage ideologiske mennesker, fordi de ikke er åbne over for velunderbyggede argumenter.”

På litteraturvidenskab mødte han imidlertid også en rumænsk lektor, der fik hans øjne op for den tyske romantik. Han rejste til München for at studere værkerne af periodens hovedforfattere som Novalis, Schlegel og Hölderlin. Mennesket, læste han, er ikke et rationelt dyr, sådan som oplysningstidens fornuftsmennesker mente; mennesket var et følende, sansende væsen.

Romantikken er det første moderne, de gør op med tidens rationalisme, de skaber et nyt sprog,” siger Alex Ahrendtsen. I dag virker det gammeldags, men det er et helt nyt sprog, de forsøger at poetisere verden, at gøre den skønnere. Jeg får øje på individets rigdom gennem romantikken, at individet er en hel verden i sig selv.”

Senere går det op for ham, at romantikerne – trods alle deres fortrin – “fejler”.

De sætter ikke noget i stedet for det, de ønsker at gøre op med. De forvilder sig ind i et poetisk univers for det enkelte individ. Deres vej er ikke en vej, et samfund kan bruge.”

Det er dog intet – intet – imod modernisterne, der fulgte efter dem, mener Alex Ahrendtsen.

Modernismen er en perverteret form for romantik,” siger han og lader på ingen måde skjule, at skal man forstå hans kulturpolitik, skal man forstå hans dybe foragt for modernismen – den samlede betegnelse for et hav af kunstretninger og strømninger i det 20. århundredes åndsliv, der især havde ét til fælles: artikuleringen af det nye.

Modernismen er den kosmopolitiske kunst, den stedløse kunst, kunsten, der nægter at dekorere, at pynte, avantgardens kunst, kunsten, der for alt i verden ikke vil forføre. Modernismen er også den beherskede, rationelle byggestil, der baserer sig på idéen om – med en af 1930’ernes førende arkitekter Edvard Heibergs ord – at mennesker, der bor i klare og logiske omgivelser” bliver klare og logiske i deres hoveder.

Alt det kan Alex Ahrendtsen ikke fordrage. Tag Vikingeskibsmuseet i Roskilde, siger han med henvisning til en af sine største mærkesager. Han har med finanslovsaftalen lige været med til at skaffe museet ti millioner kroner til at begynde arbejdet med at sikre vikingeskibene i museets fugtramte udstillingshal. Problemet er blot, at museets udstillingshal ud over at være fugtramt også er tegnet af nu afdøde arkitekt Erik Christian Sørensen, indviet i 1969 og i dag fredet, fordi den udgør et hovedværk i – ja – dansk modernistisk bygningskunst.

Samtidig med at museets ledelse kort inden jul modtog nyheden om de ti millioner kroner på finansloven, modtog de også nyheden om, at fredningen ikke kan ophæves.

Det kan Alex Ahrendtsen ikke forstå. For den modernistiske bygning burde slet ikke regnes som en del af den danske kultur, der er værd at bevare.

Er det en bygning, der udstråler stolthed? Som repræsenterer dansk arkitektur og kultur gennem tiden? Nej, det er det ikke. Den har ikke den musikalitet over for landskabet, historien og det, som bygningen skal fremvise, nemlig vikingeskibene. Den er bare kommet som et rumskib, BANG – smidt ned på marken foran fjorden,” siger han. Det er da provokerende.”

OBJEKT Den ligner en ufo, siger Alex Ahrendtsen om det, som andre kalder et af modernismens betydeligste danske mesterværker. Her er Vikingeskibsmuseet under stormen Ingolf i oktober i år. Foto: Lars Laursen / Scanpix

Christoffer Harlang, derimod, der er professor i bygningsarv og tidligere formand for Det Særlige Bygningssyn, kalder Ahrendtsen for super sympatisk”, men hans forslag om at rive bygningen ned og erstatte den med et ikonisk museum i vikingestil” for totalitært”. Bygningsfredning handler ikke om at redigere i fortiden, siger han over telefonen. Der er ingen forskel på Alex Ahrendtsens forslag og på at gå ind på bibliotekerne og fjerne al Klaus Rifbjerg.”

Jeg refererer Harlangs kritik for Alex Ahrendtsen.

Det ville betyde, at Christoffer Harlang sidestiller Rifbjerg med Barbara Cartland,” siger Alex Ahrendtsen – og selv om Klaus Rifbjerg ingenlunde hører blandt Ahrendtsens favoritforfattere, så anerkender han, siger han, at Rifbjerg var et fyrtårn. Men den bygning er ikke et fyrtårn i dansk arkitektur.”

Han mener, bygningen er fredet af nogle personlige grunde – “en veneration for en gammel mentor,” siger Alex Ahrendtsen og henviser til, at Christoffer Harlangs gamle professor netop var arkitekten bag museumshallen. Det er min tolkning af det.”

Er du ikke præcis så ideologisk som dem, du beskylder for at være det?

Det kan godt være. Men i det mindste er jeg klar over det og forsøger virkelig at være opmærksom på det. Jeg har mine holdninger og en smag og en fornemmelse af, hvad kvalitet betyder for mig – men forsøger alligevel virkelig at lytte. Hvad skulle min isme hedde? Alexismen?!”

I så fald går alexismen ud på dette: Modernismen kan ifølge Alex Arendtsen helt objektivt ikke betragtes som en del af den danske kultur, selv om rigtig, rigtig mange vil pege på, at modernismen i Danmark – inklusive PH-lamper og Panduro og hele molevitten – ikke står uden for kulturen. Men er den. Modernismen er ifølge alexismen en u-kultur. En ikke-kultur.

Og hvorfor? Fordi den, mener Alex Ahrendtsen, nedbrød og intet byggede op. Modernismen vrængede af traditioner, synes han, af historie, af den arv, der lå i kulturen, og værst af alt var den gold og intellektuel”.

Jeg hader dekonstruktivisme,” siger han om endnu en af sidste århundredes kunst-ismer. Det er opløsning af struktur, det er opløsning af tankesæt, det er opløsning af regler, det er opløsning af alt, hvad det vesterlandske samfund er bygget på.”

Han fortsætter.

Den opløser kun. Det er en negation. Venstrefløjen er ekstremt god til negation, den er god til kritik, men den kan ikke bygge op selv. Jeg elsker folk, der kan bygge op, folk, der befrugter, folk, der føder tanker, dét kan jeg lide – det inspirerer mig.”

Alex Ahrendtsen, understreger han, efterlyser ikke folkelig kunst. Han efterlyser ikke verden, som den så ud engang. Han efterlyser, at kunsten tør knytte forbindelsen til folket”. Og med folket mener han folkets historie.

Kig på den klassiske musik. Den udspringer af folkets musik eller kirkens musik. Meget af det, Bach har skrevet, udspringer af danse, og hvis du afskærer den forbindelse, så afskærer du dig også fra folk. Det er dér, modernismen går galt i byen, den skærer forbindelsen over til folket, til de folkelige udtryk og skaber en total intellektualisering af kulturen og kunsten,” siger han.

Bonusinfo. På stående fod kan Alex Ahrendtsen lire en masse tekniske detaljer om Vikingeskibsmuseets beskaffenhed af sig. Han ved, hvordan tagkonstruktionen er lavet, og at betonbeklædningen er tre millimeter tyk.

Kunstnerne kan gøre, hvad de vil, men i stedet for at føre en krig mod danskerne, som man har gjort – bodegadanskerne og alt det der – så genfind dog glæden ved dem. Tag folkemusikken. Den er i Danmark inde i en opblomstringsperiode, det skyder op med den ene gruppe efter den anden, som genfortolker den gamle musik og skaber et nyt udtryk. Jeg siger ikke, de skal spille som for 50 år siden, men forsøg dog at genfinde det, der er. Der er masser af materiale i det danske folk.”

Måske,” tilføjer han, er det bare kærlighed, jeg savner.”

Til den danske kultur?

Ja. Og til den europæiske.”

Opbyggelig kunst?

Nej. Opbyggelig kunst er programkunst. Når et værk bygger dig op, så er det en sidegevinst, som man ikke kan forudse.”

Men hvad er kunsten så til for?

At tale til menneskets sjæl.”

Hvad vil det sige?

Alex Ahrendtsen ser hen over bordet.

At tale til mennekets sjæl? Det kan jeg ikke sige på andre måder.”

Prøv lige.

Siger det ikke sig selv? Når kunst taler til et menneskes sjæl, så rører det dig. Når du hører et stykke musik, der rører dig, så taler det til din sjæl. Når du læser en bog, der rører dig, skaber det billeder, når du ikke kan lade være at læse videre, så taler den til din sjæl. Og når et kunstværk taler til din sjæl, så taler det til evigheden i dig. Ethvert menneske har evigheden i sig, fordi vi er skabt i Guds billede. Og det er dét, et stort kunstværk kan gøre ved dig. Hvis det bare taler til kødet i dig, så taler det ikke til evigheden, så taler det ikke til sjælen, det er sjælen, der får dig til at blive rørt, at blive varm.”

Der er ikke så mange, der taler om sjæl i dag.

Nej,” siger Alex Ahrendtsen, jeg ved det godt. Det er ærgerligt.”

Udenfor er det stadig tåget.

Måske er Alex Ahrendtsens forhold til modernismen i virkeligheden én og samme ting som hans forhold til armslængdeprincippet.

På vej hjem fra Odense tænker jeg på, at kravet om en urørlig zone mellem kunsten og politikken på sin vis kan ses som lovgivningens svar på modernismens rationelle, beherskede og kølige byggestil. Det var endda i 1960’erne, modernismens højtid, at armslængdeprincippet blev indført. Fornuften kom over følelsen. Fagspecialisten over politikeren. Kunsten over nationen.

Inden jeg tager sutskoene af og kører, spørger jeg Alex Ahrendtsen, hvad han ser, når han ser ud over Forfatterdanmark i dag.

Jeg ser mange dygtige kvindelige forfattere, de skriver meget enkelt, og dansk er smukkest, når det er enkelt,” siger han. De er dygtige, teknisk og håndværksmæssigt. Jeg mangler bare …”

Han knytter næverne.

Hvad betyder de der knyttede næver?

Saft og kraft.”

Han sætter tryk på ordene.

Saft og kraft?

At det er lidenskabeligt,” siger Alex Ahrendtsen.

Lidenskab. Det er faktisk det eneste …”

Han tøver lidt.

… jeg forlanger.”