Dette er kapitel to af to af Zetlands rekonstruktion af stormangrebet på den amerikanske kongresbygning for et år siden. Rekonstruktionen er skrevet på baggrund af flere omfattende bøger, afhøringer, undersøgelser, domme og videooptagelser. Vi kommer ind i historien, hvor angrebet fortsat er i fuld gang. Og vi begynder i Danmark

I sin stue i København så den danske udenrigsminister Jeppe Kofod på Twitter, at der var uro i Washington, D.C. Han tændte straks for tv’et. “Hvordan kan det her dog lade sig gøre?” tænkte han, mens han vantro så de vrede Trump-tilhængere storme kongresbygningen, som huser de to kamre, der udgør USA’s lovgivende forsamling.

Det var uvirkeligt for Kofod. 15 år tidligere havde han brugt et år på den amerikanske østkyst som studerende. Det USA, han kendte fra dengang, var fredeligt og frit. Det her, tænkte han, var lige, hvad Vestens fjender drømte om. De måtte sidde og gnide sig i hænderne, mens de nød synet af tåregassen, de smadrede vinduer og demonstranter, der angreb politiet.

Præsident Trump havde opfordret en menneskemængde på flere tusind til at gå mod Kongressen, og han havde lagt pres på sin vicepræsident for at se bort fra forfatningen og i stedet udråbe Trump som vinder. Nu blev der skudt med skarpt i kongresbygningen, mens tusindvis af demonstranter i paramilitært udstyr og Trump-kasketter gik til angreb på uniformerede betjente og krævede vicepræsidenten hængt for forræderi. Det var det værste angreb på kongresbygningen, siden briterne i 1814 angreb byen og blandt andet brændte Det Hvide Hus ned. Det var på mange måder kulminationen på Trumps fire år ved magten, som var præget af misinformation, politisk splid og voldsomme konspirationsteorier.

“Fuck you,” råbte demonstranter efter USA-korrespondent Jesper Steinmetz, der var live igennem til danskerne på TV 2. Der var tåregas, og der lød brag, da demonstranterne og politiet kæmpede mod hinanden i hovedstaden for landet, der skulle stå i spidsen for den vestlige verden. Situationen var ude af kontrol, meldte korrespondenten. Den danske udenrigsminister tænkte, hvad de fleste af os nok gjorde denne aften den 6. januar 2021: Hvordan ville dette ende?

I Washington var angrebet stadig i fuld gang. En 35-årig demonstrant var lige blevet dræbt af skud, da hun forsøgte at trænge igennem en dør, som betjente havde barrikaderet. Mens de andre senatorer i hast blev evakueret gennem underjordiske tunneller til et mere sikkert lokale, endte vicepræsident Mike Pence og hans nærmeste familie – der var taget med ham på denne historiske dag – i en parkeringskælder under den store kongresbygning.

I kælderen bad Pences sikkerhedschef, Tim Giebels, vicepræsidenten om at træde ind i en skudsikker limousine.

“Vi kan vente derinde,” sagde sikkerhedschefen. Men det afviste Pence.

“Jeg skal ikke ind i den bil, Tim,” sagde Pence. “Jeg stoler på dig, Tim, men det er jo ikke dig, der er chauffør. Hvis jeg træder ind i den bil, så kører I af sted. Jeg skal ikke ind i den bil,” sagde Pence.

Vicepræsidenten havde nægtet at følge en plan, som en juraprofessor havde nedskrevet efter Trumps ønske. Ifølge denne plan skulle Pence forkaste stemmerne fra syv stater og dernæst udråbe Trump som vinder i forbindelse med den formelle godkendelse af Joe Bidens valgsejr samme dag.

Pence var sikker på, at hvis han forlod kongresbygningen, ville en anden træde i hans sted, og Trumps lumske plan ville blive gennemført.

Pence så det som sin pligt at blive i bygningen. Og kæmpe – om nødvendigt med livet som indsats – for, at hans politiske modstander, demokraten Joe Biden, officielt kunne blive godkendt som USA’s næste præsident.

Nu sad Pence i kælderen af frygt for at blive slået ihjel af sine egne vælgere. Opildnet af præsidenten. Blot beskyttet af et par enkelte sikkerhedsfolk og deres håndvåben. En rådgiver rakte Pence en mobil, hvor Pence på skærmen kunne læse et omstridt tweet fra Trump. Her skrev præsidenten, at Pence ikke havde haft “modet”. At han havde svigtet “vores land og vores forfatning”. Etager over Pence råbte den indtrængte folkemængde, at han skulle dø.

Det var antageligvis den vildeste situation, en vicepræsident endnu havde været i.

Normalt er der nærmest kedelig ro og orden i Senatets store mødelokale. Politikerne fra de to partier kan naturligvis godt skændes, og tonen har i flere år været nærmest uforsonlig. Men scenerne denne dag var alligevel noget helt andet. Lovløse aktivister var brudt gennem døren og havde fortrængt de folkevalgte kongresmedlemmer og begyndte nu at rode rundt i politikernes efterladte papirer og tasker.

“Er det her Senatet?” råbte en mand, tydeligvis skuffet over at finde en tom sal. “Hvor fanden er de?”

“Hvor fanden er Nancy?” råbte en anden med reference til Nancy Pelosi, den demokratiske formand for Repræsentanternes Hus, det ene af de to kamre, der udgør Kongressen. I adskillige konspirationsteorier var Nancy Pelosi en hovedperson. Også hun var et udpeget mål den dag.

Mændene var iført store militærhjelme, halsediser, der skjulte deres ansigter, røde MAGA-kasketter og Trump 2020-flag, som de poserede med på billeder eller livestreams, der blev sendt fra deres mobiltelefoner. På videooptagelser optaget af en journalist fra The New Yorker er det tydeligt, at mændene ikke rigtig vidste, hvad de nu skulle foretage sig. En intern diskussion brød ud, da en af demonstranterne bad de andre om at ‘respektere Senatet’ og ikke sætte sig i den stol, som er reserveret til vicepræsidenten Mike Pence. “Jeg elsker jer, og I er mine brødre, men vi må ikke være respektløse,” råbte han til et par mænd, der havde sat sig i stolen og tog billeder af hinanden.

“De har stjålet valget, men vi må ikke engang sidde i en stol?” råbte en af mændene tilbage. En ung mand i en hvid trøje bladrede i en mappe, han havde fundet på bordet: “Der må være noget her, som vi kan bruge mod de røvhuller,” sagde han og knipsede billeder af fuldstændig tilfældige sider. En gruppe mænd samlede mikrofoner, kameraer og andet udstyr, som de satte ild til. De truede med at “henrette journalister”.

“Forrædere skal hænges. Mobiliser i jeres egne byer! Storm jeres egne regeringsbygninger, og så får vi alle røvhullerne ned med nakken,” råbte en af mændene, som blev modtaget af jubel af de andre: “Hæng dem!”

Mændene virkede overraskede over, at det overhovedet var lykkedes dem at komme ind. Ingen af dem vidste tilsyneladende, hvad de helt præcis ledte efter. Jacob Chansley – kendt som Q-shamanen, der var ankommet iført pelshat, horn og bar mave – stod oppe på balkonen og brølede så højt, at alt andet blev baggrundsstøj. I sin højre hånd havde han en stor stang med det amerikanske flag på, som han bankede så hårdt ned i gulvet, at det gav genklang i hele rummet. Da han endelig kom ned fra balkonen, pegede han stolt på en mand, der lå på gulvet smurt ind i blod, som han kaldte for en ægte patriot. Manden var blevet ramt af “en form for plastikkugle”, men nægtede at lade de andre Trump-tilhængere hjælpe sig. Chansley kravlede nu op på vicepræsidentens stol i midten af lokalet.

“Jeg sætter mig i denne stol, for Mike Pence er en fucking forræder,” sagde han. Pludselig tog han sine horn og pelshue af og begyndte at bede sammen med to andre mænd.

“Åh, tak, himmelske fader, for at være inspiration, som fik disse betjente til at give os lov til at komme ind i bygningen, som gav os lov til at udøve vores rettigheder, som gav os lov til at sende en tydelig besked til alle tyrannerne, kommunisterne og globalisterne.”

Så tog han en kuglepen og skrev på et tilfældigt stykke papir: “Det er bare et spørgsmål om tid. Retfærdigheden kommer.” Papiret efterlod han på vicepræsidentens bord.

I Danmark havde Jeppe Kofod fået kontakt til sine rådgivere i Udenrigsministeriet, og aftenen og natten igennem blev situationen i USA vurderet og analyseret. Alle var dybt forundrede og påvirkede. Jeppe Kofod talte med pressen flere gange og gentog et klart budskab: Der skal tages afstand til vold. Og til Donald Trumps handlinger.

“Stærkt bekymrende, ubehagelige scener fra Washington. Forventer, amerikansk demokrati også denne gang kommer ud på rigtige side. Kongressens arbejde må respekteres,” skrev han på Twitter.

Også fra resten af verden var der fordømmelse. Den britiske premierminister Boris Johnson mente, at han så “skamfulde scener” i USA, og at Trump måtte tage ansvaret. Den daværende tyske kansler Angela Merkel sagde, at billederne fra USA gjorde hende “vred og ked af det”. Også hun sendte ansvaret i retning af Trump, der med sine ord om valget havde skabt en “atmosfære”, der gjorde stormløbet muligt.

Den russiske præsident Vladimir Putin sagde umiddelbart intet, men fremtrædende russiske politikere sagde, at det nu var slut med de amerikanske drømme om altid at være overdommer.

Den iranske præsident Hassan Rouhani sagde, at Trump var “syg”, og at angrebet viste, “hvor skrøbeligt det vestlige demokrati er”.

Om aftenen skrev Jeppe Kofod til sine gamle studiekammerater fra Boston for at få deres analyse. Og for bedre at forstå, hvad der i virkeligheden var op og ned. I planen for den næste dag opstod et vigtigt nyt punkt: at få ringet til den amerikanske ambassadør Carla Sands og insistere på, at hendes chef, Donald Trump, straks skulle erkende sit valgnederlag.

Trump fulgte primært begivenhederne fra den private residens i Det Hvide Hus på tv, på Twitter og via adskillige telefonopkald til sine allierede og modstandere.

Han havde opildnet demonstranterne til angrebet med sin tale. Men ud på aftenen gik han – af endnu ukendte årsager – modvilligt med til at forsøge at få lidt ro på dem.

“Jeg beder alle ved kongresbygningen om at forblive fredelige. Ingen vold! Husk, at VI er partiet, der går ind for ro og orden. Respekterer loven og vores stolte mænd og kvinder i uniform. Tak!” skrev han på Facebook og Twitter.

Men der er stadigvæk intet, der tyder på, at præsidenten gjorde reelle forsøg på at stoppe angrebet eller for eksempel undersøgte, om Mike Pence var i sikkerhed. Tværtimod. Trump ringede fortsat rundt til sine partifæller i kongresbygningen for at sikre, at godkendelsen af Joe Biden ikke gik igennem. Dét var det afgørende.

Trump ringede i løbet af den 6. januar ved en fejl til en forkert senator, der var til stede i kongresbygningen under evakueringen. Han gav i tumulten telefonen videre til Tommy Tuberville, en senator fra Alabama, som Trump gerne ville have fat i.

“Hr. præsident, de har lige ført vicepræsidenten ud. De vil have mig væk fra telefonen, jeg må smutte,” sagde Tuberville og smed – som en af de få i verden – røret på over for en amerikansk præsident.

Republikanernes leder i Repræsentanternes Hus, Kevin McCarthy, var også blandt dem, som Trump talte med. McCarthy ringede til Trump og bad indtrængende præsidenten om at få demonstranterne til at stoppe deres angreb på det amerikanske demokrati. Detaljerne om opkaldet er fortsat omdiskuteret, men amerikanske medier har erfaret, at Trump i første omgang forsøgte at forklare McCarthy, at det i virkeligheden var venstreorienterede aktivister fra Antifa i forklædning, der var gået amok på Kongressen. Det var påstanden i en falsk historie, der havde spredt sig vanvittig hurtigt på Facebook. Da McCarthy afviste dette, blev præsidenten tilsyneladende vred.

“Nå, men Kevin, jeg tror bare, at disse folk er mere utilfredse med valgresultatet, end du er,” svarede Trump til Kevin McCarthy.

“Hvem fanden tror du, at du taler til?” sagde McCarthy til præsidenten ifølge flere amerikanske medier. Opkaldet blev afbrudt.

I løbet af det år, der er gået siden de skelsættende timer, har vi fået et nærmere indblik i private telefonsamtaler og sms-korrespondancer mellem Trumps stabschef Mark Meadows og nogle af Trumps tætteste allierede. Flere af dem tryglede Meadows om at tale præsidenten til fornuft.

“Mark, præsidenten bliver nødt til at sige til de mennesker, der er ved kongresbygningen, at de skal gå hjem. Det her skader os alle sammen. Han ødelægger sit eftermæle,” skrev Laura Ingraham, Fox News-vært og ellers loyal Trump-støtte, til stabschefen. “Please, få ham på tv. Han ødelægger alt, hvad I har opnået,” lød en besked fra en vært fra det populære tv-program Fox & Friends. En anden begejstret Trump-støtte og kendt Fox News-vært, Sean Hannity, gik også til tasterne og bad Meadows om at overtalte Trump til at bede sine tilhængere om at forlade Capitol Hill. “Kan han udtale sig? Bed folk om at forlade kongresbygningen,” skrev Hannity.

Ivanka Trump, Trumps datter og en af hans nærmeste rådgivere, var mindst to gange fysisk forbi sin far for at bede ham om at få angrebet stoppet. Præsidentens ældste søn, Donald Trump Jr., skrev også til stabschefen og bad ham få sin far til at gribe ind. “Han bliver nødt til at fordømme det her pis lige nu. Tweetet om Capitol Police er ikke nok,” skrev han til Meadows. “Jeg kæmper hårdt for det. Jeg er enig,” svarede Meadows.

Vi kender stadig ikke alle detaljer om Donald Trumps handlinger den 6. januar 2021. Men det står klart, at Trump fra mange forskellige kanaler modtog detaljeret viden om angrebet. Og kun i begrænset omfang gjorde noget. Han indkaldte ikke hæren. Han gik ikke på tv for at få sin fordømmelse hurtigt og bredt ud. Han ringede ikke til ledende politifolk for at spørge, hvad de havde brug for. Først sent på aftenen accepterede præsidenten, at der blev optaget en video, hvor han talte til demonstranterne. Iført jakkesæt og rødt slips sagde han i en video optaget foran Det Hvide Hus:

“Jeg kender jeres smerte. Jeg ved, at I er kede af det. Valget blev stjålet fra os. Det var en kæmpe sejr til os, og alle ved det, især den anden side.”

Det var hans budskab på dette tidspunkt, hvor folk blev dræbt, politifolk angrebet, og USA’s Kongres hærget: at demonstranterne kæmpede for en retfærdig sag. At de havde ret. Det skulle tre takes til, før præsidenten til sidst – meget modvilligt – kom med den mindste indrømmelse, han kunne få over sine læber.

“I bliver nødt til at gå hjem nu. Vi har brug for fred. Vi bliver nødt til at have lov og orden,” sagde præsidenten. Han skyndte sig dog straks herefter at kalde demonstranterne for “meget særlige” og fortalte dem, at han elskede dem.

Videoen blev lagt på nettet to timer og fem minutter efter, at demonstranter var trængt ind gennem vinduerne i kongresbygningen. Senere skrev Trump, at angrebet på Kongressen var, hvad der sker, når “en hellig jordskredssejr så ubønhørligt og grusomt bliver taget fra patrioter, der så længe er blevet behandlet uretfærdigt og dårligt. Gå hjem med kærlighed og i fred. Husk denne dag for evigt!”

Kort efter lukkede først Facebook og få minutter senere Twitter præsidentens profiler. De vurderede, at Trumps video foran Det Hvide Hus var med til at øge risikoen for vold midt i et afgørende øjeblik. Donald Trump var gjort tavs.

Aktivisterne opgav til sidst. Nogle blev skubbet ud, andre gik selv, da de ikke kunne finde politikerne og ikke kunne finde beviser for valgsvindel. De forlod kongresbygningen med deres sydstatsflag, QAnon-T-shirts, nazimærker, militærudstyr og store amerikanske flag. Flere af dem bar på stjålet inventar fra Kongressen. Kun få blev anholdt eller tilbageholdt. De fleste fik uforstyrret lov at gå igen.

Mike Pence var kommet frem af sit skjul og var fast besluttet på, at Joe Biden skulle godkendes som præsident samme dag, så hurtigt som muligt. Også selv om mørket for længst var faldet over hovedstaden. Justitsministeriet, Nancy Pelosi og andre i Senatet var enige. Efter denne aften kunne ingen vide, hvad der ville ske, hvis de udsatte afgørelsen til næste dag.

Klokken var 20:06 den aften, da Pence vendte tilbage i sin stol. Papiret med beskeden fra Q-shamanen om, at “retfærdigheden” snart ville ramme Pence, var blevet fjernet fra bordet.

“Vicepræsidenten vil – med tilladelse fra Senatets medlemmer – gerne lige sige noget,” begyndte Mike Pence, der kaldte onsdagen for “en mørk dag i USA’s historie”. Den store katastrofe, sagde han, var kun udeblevet på grund af politiets resolutte handlinger.

“Til dem, der begik ødelæggelse i vores hovedstad i dag: I vandt ikke. Vold vinder aldrig. Friheden vinder. Og dette er stadig folkets hus,” sagde Pence og talte om vigtigheden af at opretholde idéen med den amerikanske forfatning. Det var en knap så skjult hentydning til Trumps omfattende forsøg på at få Pence til at bryde forfatningen, så Trump kunne få yderligere fire år i Det Hvide Hus.

Til sidst kiggede Pence ud på forsamlingen:

“Lad os vende tilbage til vores arbejde,” sagde han. Der var stående bifald.

Kort efter åbnede Nancy Pelosi den tilsvarende godkendelse af Joe Bidens sejr i det andet kammer, Repræsentanternes Hus.

Trumps allierede havde dog ikke opgivet endnu. Mens medier var optaget af det blodige angreb, de historiske billeder af tåregas og amerikansk soldater foran kongresbygningen, gjorde de klar til det sidste slag.

Rudy Giuliani troede, at han ringede til senator Tommy Tuberville. Men ved en fejl ringede Trumps advokat og tætte rådgiver til en anden republikansk senator og efterlod en besked på dennes telefonsvarer. I den lige knap to minutter lange telefonsvarerbesked, som mediet The Dispatch har offentliggjort, kan man høre Giuliani bede Tuberville om at tage alle kneb i brug for at trække afstemningen ud, så Joe Biden ikke kunne blive godkendt som præsident den aften.

“Den eneste strategi, vi kan bruge, er at protestere mod optællingen i adskillige stater og nævne de nødvendige problemer, så det trækker ud til i morgen … Ideelt set til slutningen af i morgen,” lød det fra Giuliani, der sagde, at senatoren skulle kræve en selvstændig høring for hver eneste af de ti omdiskuterede stater.

Han sagde, at de var meget, meget tæt på at kunne stoppe godkendelsen, hvis bare Tuberville ville hjælpe. De manglede alene lidt ekstra tid og “en fair chance for at bestride” valgresultatet, som Giuliani sagde.

Selv om beskeden blev lagt på en forkert telefonsvarer, kom budskabet tilsyneladende videre til Tuberville, der gjorde sit bedste for at forsinke processen.

Andre republikanske politikere gav dog op. En senator – der ellers støttede anklagerne om valgfusk – sagde, at hun efter dagens angreb ikke længere kunne stemme for, at der skulle yderligere undersøgelser til.

Senator Lindsey Graham fra North Carolina var en fast Trump-støtte. Fra talerstolen sagde han, at det nu var slut.

“Jeg synes, det er en utrolig dårlig idé at forsinke dette valg yderligere. Trump og jeg, vi har haft en helvedes rejse. Jeg hader, at det skal ende sådan her. Ved Gud, jeg hader det. Fra mit synspunkt har han været en betydningsfuld præsident, men i dag er noget andet. Alt, jeg nu vil sige, er: I kan ikke længere regne med mig. Nok er nok.”

Og så talte han om Joe Biden, den nyvalgte præsident, der i 36 år havde været medlem af Senatet, og som Lindsey Graham kendte godt, selv om de var fra hvert sit parti.

“Jeg har rejst over hele verden med Joe. Jeg håbede, at han tabte. Jeg bad til, at han ville tabe. Han vandt. Han er den legitime præsident for De Forenede Amerikanske Stater. Jeg ved, at jeg ikke kan overbevise visse grupper med mine ord, men jeg vil vise jer med mine handlinger, og måske er det netop op til sådan en som mig at sige det: Joe Biden og Kamala Harris er lovligt valgte, og de vil blive præsident og vicepræsident for USA den 20. januar”.

Klokken blev 1 om natten, den blev 2, og den blev 3. Først klokken 3:24 om natten kunne Mike Pence gøre det officielt og uigenkaldeligt, at Joe Biden ville blive den næste amerikanske præsident, og at Kamala Harris ville blive vicepræsident. Og dermed også, at han selv havde tabt valgkampen om at fortsætte som vicepræsident.

Mike Pence havde gjort, som han havde lovet. Han havde fulgt loven.

Donald Trump har aldrig officielt erkendt sit nederlag og mener fortsat, at valget blev stjålet fra ham. Men dagen efter sit definitive nederlag i Kongressen udsendte han en videooptagelse, hvor han erklærede, at en fredelig overgang ville finde sted. Han svor samtidig, at gerningsmændene i det “uhyggelige angreb” den 6. januar 2021 ville blive retsforfulgt.

Trump selv blev i en hastigt foranstaltet rigsretssag anklaget for at opildne til oprør. I Senatet stemte 57 ham skyldig og 43 uskyldig. En dom havde dog krævet mindst 67 stemmer i Senatet, og Trump blev således frikendt.

Retsopgøret efter stormløbet er fortsat i gang, og det er massivt. Mindst 2.000 personer mistænktes for at være direkte involveret i optøjerne. Mange af dem er identificeret efter omfattende efterforskning af de mange videooptagelser, som demonstranterne selv optog. Flere end 725 amerikanere er nu anholdt for deres deltagelse i angrebet. Mindst 75 af dem for at bruge et “dødbringende” eller “farligt” våben mod politiet. Mange har fået årelange fængselsstraffe for trusler og vold.

Q-shamanen med hornene og den bare mave, Jacob Chansley, er idømt fængselsstraf på tre år og fem måneder. Daniel Rodriguez, der gav betjenten Michael Fanone stød i nakken med en strømpistol, har erkendt sin forbrydelse og kalder nu sig selv “dum” og “et røvhul”. Han afventer sin straf.

Michael Fanone har brugt måneder på at komme sig over angrebet. I december 2021 forlod han sit job i politiet i frustration over manglende opbakning fra kolleger, som han mener i for høj grad var optaget af at hjælpe Trump og ikke folket. I månederne efter angrebet begik fire politibetjente selvmord. Ikke færre end 140 betjente blev såret under kampene.

En særlig 6. januar-kommission i Kongressen undersøger forløbet bag angrebet, og det er flere af deres afsløringer, der har dannet rammen om denne artikelserie sammen med en række bøger af fremtrædende amerikanske journalister.

Undersøgelseskommissionen er dog langtfra færdig endnu. Flere afgørende politikere og politiske rådgivere skal først her i det nye år afhøres – hvis de da ikke nægter, som flere allerede har gjort. Her bliver det interessant at se, om Mike Pence vil følge loven og “stille sig til rådighed for kommissionen”, som det hedder. Detaljerne i hans forklaring kan godt gå hen og blive ret spændende for Donald Trump – og alle os andre. Kommissionens afhøringer kan følges lives, og de forventes at udkomme med deres samlede rapport til sommer.

Angrebet har naturligt nok også sat sig i amerikanerne og deres kollektive forståelse. På godt og ondt. En ny meningsmåling – lavet af The Washington Post og University of Maryland her et år efter angrebet – viser, at omkring en ud af tre amerikanere i dag siger, at vold mod regeringen undertiden kan være nødvendig. Tallet er støt stigende fra 1990’erne, hvor blot en ud af ti var af den overbevisning.

Læren af stormløbet var for mange i den vestlige verden, at demokratiet skal forsvares for enhver pris. Men for en gruppe af amerikanerne var lektien øjensynligt en anden: Vold kan i særlige tilfælde være en nødvendighed.

Den gruppe har vi næppe hørt det sidste fra.

Dette var kapitel to af to af Zetlands rekonstruktion af stormangrebet på den amerikanske kongresbygning for et år siden. Rekonstruktionen er skrevet på baggrund af flere omfattende bøger, afhøringer, undersøgelser, domme og videooptagelser. Første kapitel kan læses her.