Til Zetlands bestyrelsesmøde blev vores fremtid diskuteret. Og jeg fik at vide, at jeg har et gudekompleks

SPORSå hvor skal vi hen nu? Illustration: Agnes Ricart for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

På grund af en fabelagtig indsats fra vores medlemmer nærmer vi os det tidspunkt, hvor Zetlands økonomi løber rundt. Vi kan lugte break-even i horisonten, 7-9-13. Så nu er tiden inde til de rigtig sjove – og de rigtig svære – møder. For hvor skal Zetland hen herfra? I denne udgave af serien Zetland om Zetland lukker chefredaktør Lea Korsgaard for første gang døren op til et bestyrelsesmøde, der udviklede sig ... lad os sige ... interessant.

I september måned skete der noget her på Zetland, der aldrig er sket for os før. Vi tjente lige så mange penge, som vi brugte. Isoleret set – når vi kun zoomer ind på netop den måned – så balancerede vores forretning altså. Vi kan ikke fejre det store vendepunkt endnu, og af alle mulige forskellige årsager vil tingene se lidt anderledes ud de kommende måneder; men efter at over tusind medlemmer i august måned hjalp os med at skaffe i alt 2.806 nye medlemmer, så var vi i september altså pludselig dér, hvor udgifter og indtægter for første gang nogensinde gik lige op.

Og hvad gjorde vi så?

Vi holdt et møde. Til mødet købte Jakob Moll, Zetlands administrerende direktør, de der klöbenboller, som smager sådan lidt juleagtigt, fordi croissanter var for kedelige.

Det er simpelthen for KPMG-agtigt,” sagde han.

Og så satte han sig sammen med mig og digital chef Tav Klitgaard. Og så talte vi om, hvordan vi nu kan bruge al den viden og al den erfaring, vi efterhånden har skrabet sammen, til at identificere det nye bjerg, der nu skal bestiges. Hvad skal vores nye milepæl være? Det nye mål?

Her – i det følgende – tager jeg dig med ind i de overvejelser om, hvilke veje Zetland kan gå fra nu af. Vi åbner for første gang døren til et bestyrelsesmøde i Zetland, for på det seneste møde stod fremtidsplanerne på programmet. Det var et godt møde, fordi der ikke stod panik’ hen over dagsordenen, og så var det også et ret vildt møde, fordi det udviklede sig til en slags terapitime. For bliver det faktisk nemmere at træffe beslutninger om fremtiden, jo dygtigere man bliver til det, man laver lige nu og her?

Eller kan erfaring, helt modsat, få en til at træffe dumme beslutninger?

(I øvrigt, inden du læser videre: Det kan anbefales at lytte til historien. Det bliver den lige takken mere fluen på væggen-agtig af.)

Men altså. Vi begynder med det møde, som jeg holdt sammen med Moll og Tav. Vi startede forfra med at finde frem til den mest nøjagtige beskrivelse af, hvorfor vi overhovedet findes. Hvad Zetland er til for. Det er en god øvelse, og vi har gjort den masser af gange før, og alligevel var det ikke nemt. At finde frem til den Maggi-terning. Moll havde skriblet noget ned kort inden mødet.

Jeg skrev fire linjer i morges,” sagde han. Jeg skrev, at Zetland vil opnå stor og gerne samfundsforandrende gennemslagskraft for nysgerrighed, nuancer, fordybelse og fokus på det væsentlige, navnlig i den næste generation af mediebrugere.”

Jeg var enig, men savnede den del af vores mission, der har med fællesskaber at gøre.

Det, der er opgaven, er at hjælpe den enkelte til at blive placeret i en større sammenhæng,” sagde jeg, og det tror jeg også, der er gigantisk længsel efter. At blive revet ud af den der fuldstændig atomiserede oplevelse af at leve i den her verden, hvor alle produkter er designet til lige præcis dig, det føles så fucking klaustrofobisk.”

(Jeg bandede faktisk to gange i den sætning, men det ser for voldsomt ud på skrift, så jeg nøjes med den ene gang.)

Tav tilføjede, at det, vi vel dybest set har gang i, er et dannelsesprojekt. Og det var både Moll og jeg enige i. Zetlands opgave er en dannelsesopgave – at skabe et rum for fordybelse og handlekraft, så det bliver muligt at danne meningsfulde fællesskaber med de mennesker, vi deler land og verden med.

Så okay, med det nogenlunde på plads var det næste spørgsmål: Hvordan løser vi bedst den opgave? Hvad skal vi gøre for at skabe endnu mere fordybelse? Hvordan kæmper vi endnu mere effektivt mod den kynisme og apati i tiden, der er som en grøn giftgas mod alt initiativ og handlekraft? Hvordan bliver vi endnu bedre til at skabe meningsfulde fællesskaber på kryds og tværs af holdninger og politiske skel?

Ret hurtigt fik vi det snævret ind til tre spor i alt, som hver fik sin overskrift. De kommer her.

Få Zetland til at vokse til 40.000 medlemmer

Det spor kaldte vi hovedsporet.

40.000 medlemmer er en procent af den voksne danske befolkning. Det må kunne lade sig gøre, tænkte vi – det skal kunne lade sig gøre, hvis det lykkes os at svare på for eksempel de her spørgsmål:

  • Hvordan hjælper vi folk med at skabe dedikerede øjeblikke, der egner sig til journalistik, i en fragmenteret verden?
  • Hvordan kan teknologien i endnu højere grad understøtte oplevelsen af, at journalistik kan være sjov og nem?
  • Hvordan kan teknologien understøtte Zetland som et fællesskab?
  • Hvordan kan vi komme i kontakt med nye medlemmer uden brug af sociale medier?
  • Hvordan kan vi blive ved med at gøre brug af ambassadørernes energi og engagement?

Og så det sidste, men nok vigtigste spørgsmål:

  • Hvordan kan vi udvikle vores journalistik, så den ikke bare giver en god oplevelse i hverdagen, men i stedet bliver uundværlig?

Kan vi finde ud af det, konkluderede vi, så kan Zetland også vokse til 40.000 medlemmer.

Nå. Næste spor lød sådan her:

Brug teknologi til dannelse og fordybelse – på andre måder end gennem journalistik

Idéen med det spor var at bruge teknologi til at løse nogle af de problemer, vi ser i verden. For vi er på Zetland i al beskedenhed blevet rigtig gode til at lave teknologi. Vi ved alle sammen, at teknologi kan bruges til at fucke din opmærksomhed helt op, og den kan misbruges til at suge data fra dig, uden at det kommer dig selv til gavn. Men selvfølgelig kan teknologi også bruges til det modsatte. Til at få ny viden, til at stimulere erindring, til at danne rammerne om gode fællesskaber. Og kunne det ikke lige så godt være Zetland, der byggede den teknologi?

Er der et eller andet i det der med, at folk løber ud af Facebook-grupper for tiden?” som Tav sagde. Og hvor skal de så løbe hen?”

Vi aftalte at dykke videre ned i det spor senere, så jeg vil vende tilbage med de mere konkrete idéer på et andet tidspunkt (og har du nogen, så sig til!). Så her kommer det sidste mulige spor, vi kunne få øje på:

Lav Zetland i et andet land

Det ville – det var vi alle tre enige om – være virkelig meningsfuldt at være med til at påvirke medieudviklingen i ikke bare Danmark, men også … Norge, for eksempel. Eller Sverige. Eller Polen eller Portugal eller Israel, eller hvor som helst, hvor folk ligesom i Danmark savner fordybelse og fokus på det væsentlige i en stadig mere hæsblæsende medievirkelighed.

Det her spor ville kræve, at vi fandt de helt rigtige mennesker til at stå i spidsen for det – det vil sige den norske, polske eller portugisiske udgave af for eksempel Jakob Moll eller mig selv.

Og det var så her, jeg blev skeptisk.

Der er ikke nogen start-up-kultur i europæisk journalistik,” sagde jeg.

Men er det ikke, fordi du sidder nede i Israel og slet ikke kan forestille dig det?” sagde Tav, og med du” mente han den israelske udgave af mig.

Jo,” svarede jeg, men det er jo i sig selv et problem.”

Hvad bundede min skepsis egentlig i? Jeg tror, den bundede i, at jeg ved, hvor svært det har været at lave Zetland. Hvor mange bump på vejen det har involveret, hvor mange tilfældigheder og lykketræf der også spiller ind. Hvor mærkeligt det var, at jeg, der aldrig har fattet en skid om økonomi, faktisk udviklede en respekt for det at drive en forretning og få pengene til at passe. Hvor sygt underligt det er, at Jakob Moll har kunnet holde mig ud i alle de her år, og hvor underligt det er, at jeg har holdt ham ud. Hvor heldigt det var, at Hakon Mosbech, vores medstifter, i en periode var vært på et P1-program, der gav ham lige præcis nok radioerfaring til at kunne være med til at drive vores lydudvikling frem. Hvor nærmest bizart det var, at Tav var på udkig efter et nyt job på netop det tidspunkt, da vi ledte efter den person, der skulle stå i spidsen for teknologiudviklingen. Og at Anders Lemke, vores chefudvikler, hellere vil lave noget meningsfyldt end at tjene boksen. Og måske endnu vildere: Jeg ved, hvor heldigt det er, at Moll faldt over navnet Ditlev Bredahl i en notits i Ekstra Bladet, og hvor stor en risiko Ditlev løb, da han som den første meldte sig på banen som investor i Zetland, og jeg ved, hvor endnu mere skæbneagtigt underligt det er, at lige præcis den dag, hvor jeg var inviteret til Roskilde Festival for at tale om medier for en gruppe mennesker med penge i banken og kærlighed til samfundet, at lige netop dér var Annemette Færch blandt de tilstedeværende, og at hun efterfølgende meldte sig på banen som vores anden investor. Og så ved jeg, at vi tilmed har lavet Zetland i et både dansk og europæisk medielandskab, der har en meget lille start-up-tradition.

Altså hallo, hvad er sandsynligheden for alt det?

Det kan være, jeg synes, vi er for enestående, men jeg kan bare ikke … Der er så mange ting i vores historie, som burde være gået galt,” sagde jeg.

Det er der i alle start-ups, indvendte Tav. Derfor går 90 procent af dem også galt. Moll bemærkede, vi jo også engang var dårligere til ting, end vi er i dag.

Og der sluttede mødet så. Med tre mulige veje at gå ad og en masse ubesvarede spørgsmål. Ugen efter præsenterede Moll dem for vores bestyrelse, som blandt andre Annemette Færch og Ditlev Bredahl, de første investorer, sidder i.

Alle var enige om, at hovedsporet – altså at vi arbejder videre mod de 40.000 medlemmer – er obligatorisk. Selvfølgelig skal vi det. Som Ditlev formulerede det: Nu har vi lavet cyklen og bevist, at den kan køre, nu skal vi i gang med at lave det fede udstyr, den uundværlige ringeklokke. Men hvilket af de andre spor vi skal følge, når vi er på den anden side af break-even, blev der ikke taget nogen endelig beslutning om. Vi mangler billedligt talt at finde nogle lommelygter, der kan lyse sporene lidt mere op, inden vi beslutter os for, hvilket af dem vi skal følge.

Men før vi finder de lommelygter, sagde både Ditlev og Annemette, så var der én ting, der var ret afgørende. Jeg skulle droppe min idé om, at internationaliseringssporet er umuligt, fordi der ikke findes en polsk, portugisisk, ungarsk eller norsk udgave af os, der står bag Zetland.

særlige er vi ikke, sagde de.

Lea, hvis det oprigtigt er en bekymring for dig, at det her selskab står og falder med, at der er andre som jer, så er det som investor … frygtindgydende,” sagde Ditlev.

Ditlev, der selv har startet en stribe virksomheder, havde ligefrem et navn til den skepsis, jeg gav udtryk for – det var et ofte forekommende fænomen blandt stiftere af virksomheder, også for ham selv.

Det er jo ikke nyt det her,” sagde han. Alle får den der founder-syge. Gudekomplekser.”

Annemette var enig. Tænk tilbage, sagde hun. Tænk tilbage til dengang, I begyndte. Der vidste I slet ikke alt det, I ved i dag. Sådan er det, når man begynder noget nyt, og sådan vil det også være for den polak, vi eventuelt skal finde og samarbejde med.

Det er vigtigt at huske,” sagde hun. Hvor var I, da I startede? Hvis man skal vurdere potentialet i andre lande, er man nødt til at finde et potentiale a la det, I var.”

Ditlev nikkede, mens han bemærkede følgende: Vi var her jo også dengang.”

Og hold kæft, mand. Lige der kom jeg i tanke om det første møde, vi havde med Ditlev, hvor vi skulle pitche vores forretningsidé for ham. Det, jeg husker fra det møde, er, at Moll måtte gå midt i det hele, fordi han havde et andet møde, jeg byttede rundt på begreberne churn” og retention” – altså frafald og fastholdelse af kunder – og Ditlev sluttede mødet med at sige, at det havde været meget langt. Alligevel sagde han ja til at investere. Det, jeg sad og sagde nu på bestyrelsesmødet, var dybest set, at hvis vi i Polen, for eksempel, mødte nogle, som vi var dengang, så ville jeg sige nej på stedet til at lave en forretning med dem.

Og det er vel egentlig lidt usselt. Lidt kedeligt. Lidt funktionæragtigt. Det er i hvert fald ikke sådan, man får gode ting til at ske. Ved kun at turde satse på det, man har 100 procent vished for vil blive en succes.

Hvis Ditlev og Annemette havde tænkt som jeg, simpelthen, så ville Zetland ikke findes.

Da bestyrelsesmødet sluttede, havde jeg det, som om jeg havde været i en rimelig hård omgang terapi. Det var på sådan en masochistisk måde vildt fedt.

Så således tævet igennem: Nu skal vi forhåbentlig snart i gang med at tage det næste skridt. På vej mod de 40.000 medlemmer. På vej mod teknologi, der er til for mennesker og ikke for annoncer. På vej mod – hvem ved? – Polen.

Har du nogle tanker om, hvor Zetland skal hen i fremtiden? Så hører vi, selvfølgelig, meget gerne fra dig.

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

Vis mig Zetlands principper

I dag læser vores medlemmer: