Helikopter_

Onsdag 15. juli 2020

Hej


Her kommer onsdagens Helikopter. Nu skal vi rigtig snakke sammen.

Cancel-kultur er blevet centrum i en hed debat. Her er, hvad der foregår

Fænomenet cancel culture skaber i disse uger heftig debat. En fløj mener, at den anden fratager den muligheden for at sige, hvad den mener. Det rejser et fundamentalt spørgsmål om, hvordan vi bedst fører den demokratiske samtale. Gæst: Silas Marker, forsker på Center for Information og Boblestudier ved Københavns Universitet.

22 min

Dagens citat

"Jeg er ærlig talt meget flov over Leicester"

Det siger Gail Highland fra den engelske by Leicester, som nu lukker ned igen, fordi smittespredningen af coronavirusset stiger. Ifølge sundhedsminister Matt Hancock vil myndighederne fremover lave målrettede nedlukninger for at stoppe mikroudbrud landet over (DR).

Dagens store historier

Foto: Ritzau Scanpix

Cancel culture

Tirsdag sagde en redaktør ved The New York Times, Bari Weiss, sit job op i protest. Hun skrev i et åbent brev til avisens udgiver, at hun blev mobbet ud af en redaktion, hvor der ikke var plads til anderledes tænkende (CNN).

Weiss skriver sig ind i en stor debat. For en uge siden underskrev over 150 af verdens førende forfattere, journalister, tænkere og aktivister et åbent brev, hvori de angriber det, de kalder the cancel culture, en kultur, hvor man udskammer sine politiske modstandere i stedet for at diskutere med dem og lytte til dem (Harper's Magazine).

Cancel culture er et begreb, der dukker op i identitetspolitiske debatter. Det bruges til at beskrive, hvordan politiske fløje kan lukke munden på deres modstandere ved for eksempel at boykotte dem eller få dem fyret fra deres arbejde (Vox).

Og det store spørgsmål i historien om cancel culture er et om, hvad det betyder for vores demokratiske samtale. Svaret er: nok ikke noget godt (Zetlands Nyhedspodcast).

Foto: Ritzau Scanpix

Menneskeheden vokser langsommere

Verdens befolkning står til at ramme i alt 8,8 milliarder mennesker i år 2100, lyder konklusionen i et stort studie fra et internationalt forskerhold.

Det tal ligger meget langt under FNs fremskrivninger, som lyder på, at vi skal være omkring 10 milliarder i 2100. Det nye studie forudsiger også store potentielle konsekvenser. For eksempel vil magtforhold ændre sig, mens miljøet vil få en mulighed for at trække vejret (DR).

Årsagen er, at fødselsraten falder. Årsagen til det er, at flere kvinder uddanner sig, og at adgangen til prævention udbredes (BBC).

Her er lige nogle nedslag fra rapporten:

  • Japans befolkning ventes at gå fra 128 millioner i 2017 til mindre end 53 millioner ved slutningen af århundredet.
  • 23 lande, blandt andet Spanien og Thailand, vil mere end halvere sin befolkning.
  • Til gengæld vil Afrika syd for Sahara skrue op for blusset. Nigerias befolkning på knap 200 millioner står til at vokse til lige under 800 millioner mennesker (CNN).

Det skal du også vide

Vestager taber skattesag. Apple og Irland har onsdag vundet en stor skattesag ved EU-Domstolen. Margrethe Vestager havde krævet, at Irland skulle indkræve 13 milliarder euro i skat fra Apple, som kun betaler 0,005 procent i skat i landet (Politiken).

Simon Kollerup fløj 14 gange til Jylland på 99 dage. Erhvervsministeren fløj i løbet af 99 dage sidste efterår 14 gange til Jylland på tjenesterejse. Det gør ham til den minister, der oftest har taget flyet mellem København og Jylland. På 12 af de ture har hans chaufføren samtidig kørt ministerbilen frem og tilbage (Berlingske).

Storbritannien dropper Huawei. Den britiske regering gjorde det tirsdag klart, at alle teleselskaber skal have fjernet Huawei-komponenter fra deres 5G-netværk senest i 2027. Således følger den i fodsporene på amerikanerne, der længe har beskyldt Huawei for at spionere for den kinesiske regering. Hvilket Huawei nægter (BBC).

Foto: Simon Baungaard for Zetland

Dagens Zetland-historie

Forfra. Dagens nye begyndelse står Sara Alfort bag. Den handler om Kjartan Langvad, arving til den hæderkronede entreprenørvirksomhed Pihl & Søn. Så mistede familien alt, og han måtte skrive sit livs første jobansøgning som 60-årig.


Det var det. I sidste uge lærte jeg, at krager fortæller deres familier, at de skal huske at bære nag. I denne lærte jeg så, at hvis de tror, der er nogen, der ser dem, mens de gemmer deres mad, kommer de tilbage senere og flytter det. Krager, mand, de vil bare frem i verden.

Andreas Thorsen

Med venlig hilsen

Andreas Thorsen

Helikopter-redaktør

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: