signature

Søren Pape giver politiet et Facebook-supervåben. Nu har vi luret på ham, som politiet kan lure på os

OFFENTLIGHEDENDen digitale offentlighed, den, der eksisterer på Facebook eksempelvis, er et lige så offentligt sted som Strøget ved højlys dag. Foto: Uffe Weng, Scanpix

Derfor skal du læse denne artikel

Regeringen vil give politiet nye værktøjer til at hente oplysninger om os fra sociale medier. Udviklingen er ikke blot en del af cyberficeringen af politiet; den udfordrer også vores opfattelse af, hvad der er privat, og hvad der ikke er. For at illustrere perspektiverne har jeg stalket politiets øverste chef, justitsminister Søren Pape.

De fleste er lykkeligt uvidende. Men på Facebook er det muligt at søge billeder frem af mænd og kvinder, der er gift, og som du har liket. Eller hvilke billeder af personer, der er single, du har kommenteret på – og hvad du har skrevet. Har du været på Facebook i mange år, så har du måske liket eller kommenteret på mange billeder af den samme person, og pludselig bliver det meget tydeligt, hvem du har et godt øje til. Bliver du forlegen nu?

Godt, for det er hele pointen.

For meget af det, vi foretager os på Facebook, som vi oplever som private handlinger, kan i virkeligheden være offentlige handlinger, som er synlige for enhver – og dermed også søgbare for samtlige af Facebooks godt to milliarder brugere.

Det skyldes, at man i søgefeltet, når sproget er indstillet til engelsk, kan søge alle opslag frem, som man har interageret med, hvis opslaget er delt offentligt’ i stedet for med venner og venners venner’. Den skelnen er nok de færreste opmærksomme på. Men det gør en afgørende forskel, hvis en bitter ekskæreste skulle skrive Photos of singles that [indsæt navn] likes i søgefeltet.

Og hvad har det så med justitsminister Søren Pape Poulsen at gøre? Egentlig ikke noget, og så alligevel en hel masse.

For den 10. februar sendte Justitsministeriet et lovudkast i høring, der skal give politiet grønt lys til at tage deres nye it-system, Polintel, i brug til sommer.

Det er et system, som politidirektør Svend Larsen samme dag i Berlingske kaldte et supervåben”, en revolution” og et kvantespring ind i et moderne politi”, og som Rigspolitiet har betalt et trecifret millionbeløb for hos amerikanske Palantir, der er ejet af it-milliardæren Peter Thiel, en højlydt Donald Trump-supporter.

Det, som Polintel kan, ville for bare få år siden lyde som ren science fiction.

Eksempelvis kan systemet forudsige kriminalitet ved at sammenkøre alle interne oplysninger, som politiet har i adskilte registre, med alle såkaldt offentligt tilgængelige oplysninger, som Polintel henter fra internettet. Det er eksempelvis tal fra Danmarks Statistik, ifølge udkastet, som Polintel kan sammenkøre med politiets registre over sigtede spritbilister og ud fra det sige, hvor og hvornår der vil være mange spritbilister på vejene – såkaldt predictive policing.

Men offentligt tilgængelige oplysninger, som Polintel-systemet altså bruger sammen med politiets egne oplysninger, er også alt, der er offentligt’ på internettet og sociale medier, står der i udkastet. Herunder også … tada Facebook. I udkastet står der:

Offentligt tilgængelige kilder kan i denne forbindelse være internettet, som i dag udgør en væsentlig – og i mange sammenhænge den primære – informationskilde på tværs af samfundet, herunder sociale medier (…). De indsamlede oplysninger kan omfatte enhver type oplysning, herunder personoplysninger.”

Det skal her siges, at en politibetjent i dag også kan surfe rundt på Facebook efter selvsamme personoplysninger. Eksempelvis, hvem to mistænkte har af fælles venner, eller hvilke grupper på Facebook de begge er medlem af. Forskellen er bare, at hvor det før har været mennesker, der har stået for behandlingen af oplysninger, bliver det nu Polintels computermuskler, der gør det.

Det er selvsagt meget tidsbesparende for politiet, når en betjent ikke skal lede rundt på internettet og i diverse interne registre, men blot kan indtaste navnene i Polintel, som så analyserer og tolker alle tilgængelige oplysninger om personernes netværk på tværs af internettet samt øvrige interne oplysninger langt, langt hurtigere, end nogen betjent nogensinde vil kunne.

Men det er netop Polintels maskinelle effektivitet, når det behandler oplysninger, som samtidig er et indgreb i et digitalt privatliv – eller det vil sige, hvad mange nok tænker som et digitalt privatliv – på Facebook, hvor 3,5 millioner danskere dagligt deler ud af oplysninger om dem selv. Muligvis uden stor hensyntagen til, hvad der er delt med venner, og hvad der er delt med offentligheden.

Altså, hvad der i teorien kan kriminalisere dem.

For at illustrere den pointe har jeg leget, at jeg var Polintel og trawlet justitsminister Søren Papes private profil på Facebook igennem for personoplysninger blandt såkaldt offentligt tilgængelige oplysninger, som Justitsministeriet kalder det.

Pape og jeg er ikke venner på Facebook. Men det føltes sådan.

For jeg kunne se, at Pape er særlig glad for den tidligere amerikanske ambassadør i Danmark, Rufus Gifford, og Rufus’ mand. Jeg kunne i al fald se, han havde liket flere billeder af parret. Jeg kunne også se, at Pape har liket billeder af en Radio24syv-journalist, der, ifølge sin Facebookprofil, er fra Viborg ligesom Pape. Han har endda fået en enkelt kommentar fra justitsministeren til et billede, hvor journalisten står udenfor med en riffel.

Du er så folkelig,” skrev Pape efterfulgt af en grinende emoji.

I kataloget med billeder og videoer, som Pape har liket, er mange af dem delt af politikere og journalister fra deres offentlige profiler. Ingen ko på isen der. Men der er også private billeder, som Pape har liket, af nyfødte babyer, glade fødselsdagsbørn, forelskede kærestepar og så videre, der er lagt op af ikkeoffentlige personer. Ligesom Pape også har liket et billede af en dansk soldat, der stolt poserer med et enormt maskingevær.

Gad vide, om de personer ved, at deres billeder er til offentligt skue, tænkte jeg og gravede videre.

Ud over oplysninger fra sociale medier, som kan hentes ind i Polintels it-system, vil politiet også i visse tilfælde kunne tilkøbe oplysninger på almindelige kommercielle vilkår”, står der i udkastet.

Det kunne eksempelvis være oplysninger, som politiet køber af udenlandske såkaldte data brokers, der lever af at indsamle oplysninger fra cookies om, hvilke sider man har besøgt. De oplysninger videresælges så til annoncører. Men i dette eksempel, ville det være politiet.

I praksis kunne det være oplysninger om en person, der var mistænkt for at sælge narko,” siger Christian Wiese Svanberg, der leder Rigspolitiets Databeskyttelsesenhed, til Zetland.

I det eksempel ville vi købe data, der viser, at vedkommende eksempelvis har købt særlige vægte på internettet til at veje narkoen. Den oplysning ville vi så, sammen med sagens øvrige oplysninger, kunne bruge i vores videre efterforskning.”

Christian Wiese Svanberg afviser kategorisk, at politiet har lov til at købe oplysninger fra data brokers på et stort antal danskere til Polintel, som formand for IT-Politisk Forening, Jesper Lund, luftede frygten for, da lovudkastet blev offentliggjort:

Det vil i så fald betyde, at politiet reelt kan købe sig til oplysninger, man tidligere fik gennem sessionslogning (en omstridt lov, der blev afskaffet i 2014, der pålagde teleselskabet at logge alle danskeres aktivitet på internettet – 3.500 milliarder registreringer i 2013, red.),” skrev han dengang i mail til Zetland.

Men det vil ikke ske, understreger Svanberg.

Hvis politiet skulle overveje at købe oplysninger til en konkret efterforskning, vil det kun ske i fuld overensstemmelse med de gældende regler og retsgarantier. Vi vil ikke have mulighed for at købe datasæt om tilfældige personer.”

Det samme skriver Justitsministeriet i et skriftligt svar til Zetland.

Tilbage på justitsministerens private profil på Facebook kunne jeg se, at han også liket flere opslag af den højreorienterede debattør og modeekspert på Ekstra Bladet, Jim Lyngvild. Blandt andet et, hvor Lyngvild annoncerer, at han ikke går ind i politik. Pape har også liket et steakhouse i Belgien, som en anden dansker beskriver som sejt og ulækkert kød”.

Jeg kunne se, at Pape er medlem af flere grupper på Facebook. En af dem er gruppen Rigtige konservative’, som kun har otte medlemmer, og gruppens egen beskrivelse indledes: Vi har efterhånden fået et stort sammenrend af politikere, der gerne vil kalde sig borgerlige uden at være det.”

Jeg kunne også se, at Pape kun liker to musikeres side, Bruce Springsteen og Boyfriend Abroad, hvis mest populære sang på Spotify er den elektropoppede Move it!, som ikke har over 1.000 afspilninger.

Se, intet af det her er kriminelt eller kontroversielt. Det er højst lidt småpinligt, at Move it! ikke er et større hit. Men Pape har også næsten 5.000 venner, hvoraf mange af dem er bidske journalister, og hans profil går ikke længere tilbage end august 2014, hvor Pape lige var blevet valgt som formand for Det Konservative Folkeparti. Altså tyder det på, at Pape er bevidst om, hvad han foretager sig på Facebook.

Men er du det? For det er jeg, æh … ikke altid.

For efter jeg havde vist pressestaben i Justitsministeriet, hvad jeg havde fundet om Søren Pape, og bedt om en kommentar fra ministeren, fik jeg dette skriftligt tilbage fra Pape:

Facebook er et åbent medie, og de ting, man oplyser der, ønsker man jo netop at dele med andre. Jeg er ikke nærig ved like-knappen, og jeg har ikke noget imod, at folk ved, at jeg godt kan lide store bøffer og lytter til Bruce Springsteen. På samme måde kan jeg eksempelvis se, at denne artikels forfatter (altså mig, red.) engang har boet i Køge (det er korrekt, red.) og godt kan lide Mads fra Paradise Hotel ;).”

Her vil jeg til mit forsvar indskyde, at jeg har liket Mads fra denne sæson af Paradise Hotel, fordi jeg så mig nødsaget til at holde øje med, hvordan den selvproklamerede mandschauvinist gebærder sig på sociale medier. Nå, men Pape skriver videre:

Det er helt logisk, at politiet skal kunne bruge offentligt tilgængelige informationer fra Facebook, hvis det kan hjælpe dem med at fange kriminelle. Selvfølgelig inden for de regler, der følger af navnlig persondataloven og retsplejeloven.”

På hjemmesiden Stalkscan kan du se, hvilke offentlige oplysninger om dig der ligger til skue på Facebook for offentligheden og, til sommer, politiets it-system, Polintel. Stalkscan er blandt andet et af de lovlige værktøjer, jeg brugte til at stalke Søren Pape. Det er skabt af belgieren Inti De Ceukelaire for at tydeliggøre, hvor ofte man gør noget offentligt, når man besøger Facebook.

Og bare rolig: Stalkscan benytter Facebooks egen søgemaskine og kan kun finde offentlige’ opslag og handlinger, så du ser ikke noget, du ikke må se. Eller gør du? Det er spørgsmålet, som Folketingets politikere skal tage stilling til, når de om nogle uger stemmer om Justitsministeriets lovudkast, der giver politiet lov til at lure med Polintel.

Forhåbentligt har politikerne besøgt Stalkscan forinden.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem