MINDRE BRUG AF GAS OG KUL og færre biler drevet af olie. Flere solceller på tagene, mere grøn strøm i stikkontakterne og elbiler på vejene. De ønske deler nærmest alle partier, både herhjemme og i udlandet. Noget, de til gengæld også deler, er uenigheden om virkemidlerne, der skal få både industri og almindelige borgere til at øge brugen af vedvarende energikilder ved i højere grad at fravælge de ofte billigere fossile energikilder.

Stridspunktet tegner til at blive blandt de største værdipolitiske slagsmål i Danmark og resten af verden. Paradokset er blot, at meget tyder på, at der slet ikke behøver være noget slagsmål.

I hvert fald ikke hvis man indfører en særlig afgiftsmodel, der er hele 45 år gammel.

Blandt forskere kaldes den for Carbon Fee and Dividend (CFD). I Nordamerika er den kendt som The Baker-Shultz Plan efter to amerikanske republikanske forhenværende finansministre, der ligesom flere og flere økonomer melder sig som fortalere. I grønnere, mere aktivistiske kredse er modellen kendt som klimabidrag- og bonus. På tværs af partiideologiske ståsteder hersker der enighed om, at denne oversete model er vejen frem.

“CFD er sandsynligvis den mest perspektivrige model inden for klimaområdet overhovedet. Jeg synes i høj grad, at Danmark kan lade sig inspirere af modellen, der fortjener meget større politisk opmærksomhed,” lyder det eksempelvis fra Otto Brøns-Petersen, analysechef hos den borgerlig-liberale tænketank Cepos og tidligere chefrådgiver for økonomisk analyse og direktør i Skatteministeriet.

CFD KAN ANGIVELIGT råde bod på, at det globale forbrug af fossile brændsler buldrer derudad, hvor det stik modsatte jo ellers skulle ske. Så hvad går CFD egentlig ud på? Baggrunden for idéen er egentlig temmelig enkel. Bekæmpelsen af klimaforandringerne gælder primært om at afbrænde færre eller helst slet ingen fossile brændsler.

Men de grønne klimaambitioner har længe lidt under det problem, at den økonomiske konkurrence mellem sorte og grønne energikilder foregår på ulige vilkår. Det er billigere at bruge de første og dyrere at bruge de sidste.

Det er vigtigt at vide. Særligt hvis man undrer sig over, at statsledere, topchefer og resten af verdenssamfundet i stigende grad råber op om, at nu skal der pinedød gøres noget ved klimaforandringerne – og forbruget af fossile brændsler alligevel fortsætter med at stige.

Flere økonomer såsom dem, der har skrevet under på The Wall Street Journal-opslaget, definerer dette bagvedliggende vilkår som “en markedsfejl”.

Fejlen består i, at prisen på olie, kul og gas er kunstigt lav. Prisen afspejler hverken skadevirkningerne ved brugen af fossile brændstoffer eller de reelle udgifter, det har krævet at få olie, kul eller gas gravet op, raffineret og sendt på markedet.

CFD-MODELLEN ER EN adfærdsregulerende afgift – en form for nudging. Den lægger en støt stigende afgift på alle servicer og produkter. Størrelsen på afgiften afhænger af, hvor meget CO2 den pågældende vare udleder. For hvert ton CO2, en vare forurener atmosfæren med, stiger afgiften. Prisen på klimabelastende varer øges altså, hvormed efterspørgslen og forbruget burde falde støt.

Processen kan så fortsætte indtil alle CO2-udledninger er reduceret.

Det er imidlertid ikke afgiften i sig selv, der er det opsigtsvækkende ved CFD. Grunden til, at CFD-modellen virker til at være anvendelig på tværs af de politiske skel, er, at det ikke er staten, der ender med at sidde på indtægten fra afgiften. Idéen er, at de indtægter, som afgiften skaffer staten, gives tilbage til borgerne i form af et beløb, når administrative omkostninger er trukket fra. Det er derfor, der er nogle, der kalder udbetalingen en klimabonus.

Den bonus kan så kompensere for de stigende priser på klimabelastende varer og servicer. Med andre ord: Modellen forebygger den utilfredshed, som kan opstå, når den grønne omstilling pludselig gør klimabelastende varer dyrere. Og dét er vigtigt for politikerne.

Tænk blot på De Gule Veste i Frankrig. Sådan kaldtes de tusinder af demonstranter, der gik på gaden, efter den klimabevidste franske regering havde varslet øgede afgifter på diesel og benzin ud fra noble grønne intentioner. I stedet for at levere afgifterne tilbage til borgerne forsvandt indtægterne bare ned i den samlede franske statskasse. Og så gik mange borgere jo på barrikaderne. Klimakampen måtte vige for klassekamp.

Det er den slags opstand, en CFD-model kan forebygge. Med klimabonussen minimerer man risikoen for forringet levestandard eller utilfredsheden ved udsigten til eksempelvis dyrere benzin. Tværtimod kan man sandsynligvis ligefrem stimulere økonomisk vækst ved, at de enkelte husholdninger har udsigt til større rådighedsbeløb.

CFD gør det altså muligt, at den grønne omstilling kan stige i tempo, fordi vedvarende energikilder vil nyde godt af denne markedsbaserede mekanisme, når alle aktører på markedet såsom industrier, erhverv, den offentlige sektor, familier og privatpersoner motiveres til at bevæge sig hen imod renere og billigere alternativer end fossile brændstoffer.

Med CFD-modellen lægger man en afgift på alt, der har med olie, gas og kul at gøre. Denne afgift vil følge alle varer og ydelser baseret på sort energi hele vejen gennem markedet til slutbrugeren.

De, som forurener mest, kommer altså til at betale mest, men overordnet set vil samfundsøkonomien få et lille skub ved, at indtægterne fra afgifterne ryger retur til borgerne. Forbruget dirigeres simpelthen væk fra de mest klimabelastende produkter og aktiviteter, uden at befolkningens formue skrumper.

Verdensbanken betegner CFD som et lærebogseksempel på effektiv klimapolitik. Og FN’s klimapanel (IPPC) roser enkeltheden ved CFD i en kort passage i en rapport fra 2014.

Forskerne i panelet betegner klimaafgiften og bonussen som såkaldt attraktive økonomiske virkemidler på grund af deres “simplicitet og brede effekt, der dækker alle teknologier og brændstoffer og derfor forårsager den mest omkostningseffektive kombination af ændringer af vores adfærd udtrykt ved vores livsstil og forbrugsvaner”.

De få herhjemme med kendskab til CFD samtykker.

“Teoretisk er CFD helt klart en god idé,” siger Jens Friis Lund, professor i politisk økologi ved Københavns Universitet.

“Der er ingen tvivl om, at der er rigtig mange gode ting i en CFD-model,” skriver
Enhedslistens klima- og energipolitiske rådgiver Jon Burgwald til mig i en mail.

CFD-elementer indgår i Enhedslistens klimapolitiske program. Det eneste parti herhjemme indtil videre. Radikale Venstre er dog også en stor fortaler.

Det fortæller Louise Vinther Alis, miljøingeniør, formand for Dialogforum for Grøn Omstilling i Radikale Venstre og Danmarks repræsentant for komitéen Climate Justice Committee under den internationale sammenslutning af liberalt progressive partier.

“Modellen sikrer den grønne omstilling ved langsomt at forkrøble alle fossile energiformer samt produkter og tjenester, der baserer sig på fossil energi,” siger hun.

“Den helt store skønhed er, at den stort set er løftet over det partipolitiske venstre-højre-spektrum og således burde være spiselig for alle.”

CFD løser altså hovedpinen ved, at næsten alle partier generelt nægter at påvirke vores private forbrug i klimaets navn. Eksempelvis ved at fordyre opvarmning, industri eller transport drevet af fossile brændsler. Afvisningen sker ud fra forskellige partiideologiske standpunkter.

De borgerlige partier gruer grundlæggende for mindre vækst, dårligere konkurrenceevne og købekraft. De venstreorienterede bekymrer sig grundlæggende for social skævhed, hvis mindrebemidlede skal betale mere for eksempelvis flyrejser eller en personbil.

Ud fra disse argumenter afviste både Løkke- og Thorning-regeringerne stigende afgifter på fossile brændsler, selv om det blev anbefalet i Klimakommissionens rapport fra 2010.

OKAY, HVIS VI HAR at gøre med en så simpel overset løsning på tidens mest presserende udfordring, hvorfor har den så ikke vundet indpas overalt? Blandt andet fordi modellen også indebærer udfordringer, der kan virke afskrækkende. Eksempelvis at nationer, der indfører denne afgift på sort energi, risikerer at hæmme deres handelsliv, hvis andre nationer ikke gør det samme.

“Der er praktiske hensyn, så nej, det er ikke nemt. Men modellen er udgiftsneutral for staten, og vi skal jo have løst klimaproblemerne,” siger Majken Bilslev-Jensen.

Hun arbejdede tidligere som risikoanalytiker og portefølje-manager i den danske finanssektor. Hun kvittede sit job, da hun indså, at det galoperende forbrug af fossile brændstoffer var ved at skubbe kloden ud over et klimatisk vendepunkt. Og at hendes arbejde understøttede glidebanen.

I dag studerer Majken Bilslev-Jensen klimaøkonomi. Hun dedikerer sin fritid til klimabevægelsen eller retteligt udbredelsen af CFD, som hun – og flere og flere økonomer og grønne ngo’er, kan man tilføje – anser som det bedste virkemiddel for at øge tempoet af den grønne omstilling.

Majken Bilslev-Jensen er givetvis en af de største fortalere for CFD i Europa. Hun peger især på, at man kunne løse problemet med konkurrenceforvridningen mellem nationer med en told.

Klimatolden skulle ligge på importerede varer fra lande, der ikke har en lignende afgift mod drivhusgasser.

“CFD er et grønt tiltag i sig selv, da man sender et prissignal til hele økonomien om, at det nu bliver dyrere at bruge fossile brændsler i forhold til grøn energi. Det svarer lidt til en samlet samfundskontrakt, hvor vi alle er enige om, at det er den vej, vi skal gå, og at alle skal betale, mens de, som har mindst, bliver kompenseret – at de endda kan ende med at tjene på modellen,” siger Majken Bilslev-Jensen.

Erfaringerne med CFD er få. Men de er der faktisk. I år har Canada som det første land indført en landsdækkende afgift på alle fossile brændsler og en klimabonus. De klimabelastende varer pålægges en afgift på 132 kroner for hvert ton CO2, de udleder. Afgiften stiger årligt med ekstra 66 kroner for at blive fastlåst på 332 kroner per ton CO2 i 2022, hvor ordningen tages op til evaluering.

Erfaringerne viser også, at der stadig er modstand mod afgifter – trods udsigten til bonussen og økonomernes formaninger om, at erhvervssektoren ikke lider skader.

Tiltaget har forvoldt store protester. Eksempelvis fra den magtfulde delstat Ontarios statsoverhoved Douglas Ford.

“Den værste afgift nogensinde!” har han harceleret over for The Guardian.

Samme modstand gik borgerne i delstaten British Columbia på gaderne med for 11 år siden. Delstatspolitikerne indførte som de første i verden CFD-modellen. Men det har virket.

I dag er der 70 procent stor folkelig opbakning i British Columbia til CFD-modellen. Det viser en rundspørge udført af Pembina Institute, en canadisk grøn tænketank. 90 procent af klimaafgifterne på forbruget af fossile energikilder i Canada ryger retur til folket. I de første tre år var der tale om knap 9,2 milliarder kroner i udbetalinger til alle borgerne.

Konsekvensen har været, at i de første fire år med CFD faldt forbruget af fossile brændstoffer i delstaten med 17 procent. Det svarer til 750.000 biler fjernet fra vejen i den delstat. Forbruget af fossile brændsler steg i de øvrige delstater i samme periode.

Men nok så vigtigt er denne delstat med den udskældte klimaafgift og tilbagebetaling blomstret økonomisk. Med renere luft er der færre helbredsudgifter til luftvejssygdomme, og der var ikke nogen negative effekter af spore i samfundsøkonomien. British Columbia har nydt godt af vækstrater på 16 procent om året helt ulig nogen andre delstater.

Det er med denne delstats succes i baghovedet, at Canada derfor har valgt at nationalisere CFD-modellen. En udvikling, som mange klimaforskere følger spændt.

MANDEN, DER UDTÆNKTE idéen bag ved det, der senere er blevet til CFD-modellen, hedder David Gordon Wilson. En 91-årig pensioneret civilingeniør og professor emeritus ved Massachusetts Institute of Technology (MIT).

Han var besat af, at samfundet skulle spare på energi på alle ledder og kanter. Han udviklede over 60 succesfulde patenter til motorer og turbiner. Men sin største bedrift følte David Gordon Wilson selv var idéen om en afgift på drivhusgas og tilbagebetalinger til den almindelige borger. I maj måned sendte vi fra Zetland derfor en interviewanmodning til David Gordon Wilson.

Vi hørte ikke noget tilbage. Årsagen viste sig efterfølgende at være forståelig nok: David Gordon Wilson var død fire dage forinden. Det opdagede vi ved synet af hans nekrolog. Og det er her, du skal spidse ører.

Både i nekrologen fra de amerikanske aviser og fra David Gordon Wilsons tidligere arbejdsplads MIT, som er klodens mest prestigefyldte teknologiske universitet og et sted, der ikke holder sig tilbage med at være indforstået og ty til tekniske termer, blev snakken om klimaafgifter forvist til anden spalte. Eller også røg klimaafgiften helt i baggrunden.

Denne idé, som altså flere og flere i dag anerkender var aldeles fremsynet og er det bedste bud på at sætte ind over for det høje forbrug af fossile brændstoffer. Dét, nekrologerne i stedet fremhæver, og som gjorde David Gordon Wilson kendt, er noget helt andet. At han forresten også er stamfaderen til den energibesparende og effektive sofacykel.

Den lader vi lige stå.

Tusind tak til Zetland-medlem Mette G.L. for at gøre mig opmærksom på, at det var værd at berette om Carbon Fee and Dividend-modellen.

Rettelse 18.november 2019: I den oprindelige version af denne historie fremgik det, at i de første tre år med CFD var der røget knap 12.000 milliarder kroner retur til borgerne. Beløbet er dog markant mindre. Jeg havde fejlagtigt anvendt US-dollar til at omregne til kroner. Der er tale om canadiske dollar, hvorfor beløbet $1.8bn svarer til ca. 9,2 mia.dkkr.