Så hvad stiller man op i krænkelsernes tid? Her er etikprofessorens vejledning

OPRØRERAlbert Camus var Svend Andersens første, vigtige møde med etikken. Kollage: Mikkel Bøgild Jacobsen, Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

Så hvad stiller man etisk set op i en tid, hvor krænkelserne tilsyneladende lurer bag hvert et hjørne? Professor emeritus Svend Andersen giver her sit bud på en etiker, der kan lede os igennem moradset.

I GYMNASIETIDEN VAR en af mine yndlingsbøger Albert Camus’ Den fremmede. Den starter med ordene I dag døde mor. Eller måske i går, jeg ved det ikke”. Dermed anslås en grundstemning af ligegyldighed. Eller altså fremmedhed, den grundlæggende erfaring af, at verden er et fremmed sted, og at tilværelsen dybest set er absurd. Midten af 1960’erne var eksistentialismens tid. Hvis man ville have et ærligt forhold til virkeligheden, måtte man igennem fremmedgørelse og angst. Først så kunne livet give mening – nemlig en mening, man selv blev nødt til at vælge at give det.

Få år senere brød studenteroprøret ud. På en måde var det et alternativ til eksistentialismen. Den havde afsløret den borgerlige tilværelse som meningsløs. Men studenteroprøret fyldte tomrummet med livsglæde. Fantasien til magten,” som man sagde dengang. På universitetet blev fantasien dog hurtigt afløst af sin modsætning i form af den dogmatiske marxismes ensretning.

Selv slap jeg ud af eksistentialismens absurditetsdyrkelse uden at ende i munke-marxismens favntag. Det skyldtes ikke mindst en helt anden bog, nemlig Den etiske fordring af Aarhus-teologen K.E. Løgstrup. I modsætning til de to nævnte ismer fandt jeg her et overbevisende bud på etikkens uomgængelighed.

For eksistentialismen var tilværelsen etisk tom, medmindre den enkelte vælger at give den mening. For marxismen var tilværelsen styret af objektive lovmæssigheder, som man kun kunne undgå, hvis man hengav sig til en falsk bevidsthed. Løgstrup derimod påviser, at vi altid er stillet i valget mellem godt og ondt – uden at være underkastet urokkelige normer.

I LYSET AF EN løgstrupsk opfattelse fremstår en række af dagens meninger om etik som temmelig overfladiske. På den ene side bliver etik – opfattelsen af rigtigt og forkert – opfattet som helt subjektiv. Vi lever jo i et omvendt meningstyranni: Vi pådutter ikke andre en mening, men går ud fra, at enhver mening er lige god. På den anden side er der et trumfkort, der hedder det er både etisk og moralsk forkasteligt”. Endvidere hører vi, at vi her i landet lever efter danske værdier – der ovenikøbet for nogle er kristne. Det øjeblikkelige billede af etik i Danmark er et kaotisk sammensurium af uforenelige meninger.

Hvis man ønsker at finde sammenhæng, for eksempel ved at google eller læse opslagsbøger, bliver kaos ikke mindre. Man kan for eksempel læse, at Etik er den teoretiske disciplin, som beskæftiger sig med moral”. Her går man altså ud fra, at der er en klar forskel mellem etik og moral. Det er der imidlertid absolut ikke enighed om. Man kan faktisk finde direkte modstridende bestemmelser af den påståede forskel mellem de to størrelser. Den eneste indiskutable forskel er, at etik’ stammer fra græsk, og moral’ fra latin. Ethvert forsøg på at skelne yderligere kan kun skabe forvirring.

Hvis man udøver en profession med etiske udfordringer, har man sikkert lært på et etikkursus, at der findes to grundopfattelser: pligtetik og konsekvensetik.

Den første mener, at der er handlinger, som i sig selv er forkerte, for eksempel at slå et menneske ihjel.

Den sidste mener, at det kan være berettiget at slå et menneske ihjel, hvis man derved opnår den optimale lykke eller livskvalitet.

Hvis man griber etikken an på den måde, ender man jo i virkeligheden i subjektivisme, for så er det i sidste ende én selv, der skal afgøre, hvilken teori der er den rette. Og hvis etik er et spørgsmål om forskellige teorier, man kan vælge imellem, er etik en temmelig abstrakt sag, som åbenbart ikke har ret meget med ens tilværelse at gøre.

For mig fører Løgstrup ud af det etiske kaos ved at pege på, at etikken så at sige er indbygget i den måde, vi forholder os til andre mennesker på. Jeg køber ikke nødvendigvis hele hans tankegang vedrørende den etiske fordring og senere de suveræne livsytringer. Men jeg mener, at han har ret, når han beskriver det etiske livs grundfænomen” som det, at menneskelig kommunikation altid består i at vove sig frem for at blive imødekommet”.

Den mest elementære viden om etikkens grundforskel mellem godt og ondt har vi ikke fra et krav, der stilles os. Vi har den fra de forventninger, vi selv stiller. Med forventninger mener jeg ikke bevidste forestillinger om, hvad vi kunne ønske os, men derimod den forventningsstruktur, der så at sige er indbygget i de måder, hvorpå vi møder andre mennesker og kommunikerer med dem.

Forventningen om, at den tone, man anslår, når man fortæller en anden noget, bliver taget op og ikke afvist med en kold vrængen. Forventningen om, at ens indlæg i diskussionen bliver anerkendt som et diskuterbart synspunkt. Forventningen om, at andre registrerer, at man kommer ind i lokalet. Og så videre.

Det er på grundlag af den forventning, vi kender forskellen mellem godt og ondt, fordi forventninger nu engang kan skuffes. Det hører med til menneskelig kommunikation, at vi ikke møder lydhørhed, men affærdigelse; ikke opmærksomhed, men ignorering; ikke anerkendelse, men afvisning.

Det er disse kontraster, som dagligsproget er fuldt af, der udtrykker modsætningen mellem godt og ondt på det mest elementære niveau. Tilsyneladende er det gode, vi forventer, ikke i første række, at der bliver gjort noget for os. Mere grundlæggende er åbenbart forventningen om at blive påskønnet, om anerkendelse.

Vor viden om den modsætning mellem godt og ondt, som der her er tale om, er indeholdt i vore følelser. Af den simple grund, at afvisning er en følelsesmæssig afvisning, og anerkendelse en følelsesmæssig anerkendelse. Vi kommer ikke uden om, at vor grundlæggende etiske viden er emotionel, altså en form for moral sense.

Men har subjektivismen så ikke ret? Nej, for følelser er ikke altid subjektive. Sansefornemmelser kan nok kaldes subjektive. En anden kan ikke føle min smerte, og når lægen beder mig beskrive den smerte, jeg har i maveregionen, har jeg meget svært ved det.

Men netop på det punkt adskiller de følelser, vi taler om, sig jo fra sansefornemmelser. Vi taler akkurat om dem, det vil sige, vi har sproglige udtryk for dem. Men sproglige udtryk er per definition intersubjektive. At kunne et sprog betyder at kunne forstå, hvad andre siger. Og hvad der gælder sproglige udtryk i almindelighed, gælder naturligvis også ord for følelser.

Alle, der kan dansk, forstår altså ord som krænke, håne, ydmyge, afvise og ord som opmuntre, støtte, trøste, anerkende. Og det indgår i denne forståelse, at der består en modsætning mellem det, disse ord betyder. Så langt mener jeg ikke, der overhovedet kan være noget at diskutere. Det kan der derimod, når vi spørger, om den modsætning, vi taler om, er modsætningen mellem godt og ondt.

Svaret er, forekommer det mig, at vi ikke kan bestemme den etiske modsætning mellem godt og ondt alene på grundlag af de følelser, der knytter sig til den elementære forventning og dens skuffelse. Indtil nu har vi udelukkende omtalt disse følelser ud fra den forventendes perspektiv. Men det ligger i forventningens væsen, at den, der nærer den, inddrager den, man forventer noget af.

Forventning som elementært fænomen er jo nødvendigvis at forvente noget af en anden. Det er et afgørende træk ved følelsen af skuffethed og så videre, at det er et bestemt andet menneske, som har bevirket den.

Men den etiske betydning af modsætningen godt-ondt forudsætter mere end bevidstheden om den anden. Den forudsætter en vished om, at den anden handler eller ytrer sig bevidst og målrettet, villet. Krænkelsen og afvisningen er ond i etisk betydning, fordi den anden har villet krænke og afvise én. Og tilsvarende med anerkendelsen og så videre.

Jeg håber, at jeg hermed har gjort det nogenlunde klart, hvad jeg mener med, at den mest elementære viden om begreberne ondt og godt er knyttet til emotionelle erfaringer af villede ytringer fra andre. Vi behøver altså ikke at google os frem for at finde ud af, hvad etik er. Vi behøver bare at tænke lidt over vores forhold til andre mennesker.

Det er ikke kun den etiske forskel mellem godt og ondt, vi kender fra vores elementære erfaringer. Det er også her, den grundlæggende etiske norm eller fordring ligger: den såkaldte gyldne regel. Den siger nemlig: Det, du forventer af andre, skal du gøre mod dem.” Meningen er ikke: Hvad du end måtte forvente af andre …”, men: Du forventer jo faktisk noget ganske bestemt, nemlig opmuntring, støtte, anerkendelse, altså vis det samme mod andre.”

Den gyldne regel er ikke en sindrigt udtænkt maksime, men derimod et udtryk for det forventningsmønster, der er et nødvendigt træk ved menneskelig kommunikation. Det giver derfor ikke mening at indvende: Vi kan ikke uden videre slutte fra den kendsgerning, at vi selv forventer det gode, til at vi bør gøre det gode mod andre. Den gyldne regel forudsætter åbenbart, at det er en selvfølge, at vi kan slutte på den måde, at der altså er en uløselig sammenhæng mellem, at vi selv forventer noget, og at vi anerkender forpligtelsen til at gøre noget mod andre.

Nu svarer denne forudsætning ikke til virkeligheden. Hvis vi ser på vores faktiske måde at handle på, er det alt andet end en selvfølge, at vi gør mod andre, hvad vi forventer af dem.

Det kan der gives en psykologisk forklaring på. Den form for forventning, der var mit udgangspunkt, vil nogle psykologer formentlig forklare som en videreudvikling af det, de kalder barnets narcissistiske behov, det vil sige nødvendigheden af at blive betragtet som sine egne aktiviteters centrum og at få sine følelser anerkendt. Får man ikke dette behov opfyldt som barn, efterlader det en varig smerte, som man ikke tillader sig selv at have.

Men når man har undertrykt sine egne følelser, er man ikke i stand til at sætte sig i en andens sted. Man vil foragte andre og demonstrere sin egen overlegenhed i kraft af præstationer. Men man gør det for ikke at skulle opleve sorgen over, at man ikke er blevet elsket uden at yde noget.

Dermed er vi kommet til etikkens negative grundbegreb: det onde. Hvis vi virkelig ønsker at forstå, hvad vi mener med ordet ondskab, ville det være dumt at ignorere psykologien. Den kan øjensynligt lære os, at når vi ikke gør det selvfølgelige mod andre, skyldes det, at vi selv er blevet skuffet i vore forventninger. Ondskaben følger altså en logik, der er den stik modsatte af den gyldne regels: Fordi der ikke blev gjort mod mig, hvad jeg forventede, vil jeg heller ikke gøre mod andre, hvad de forventer af mig.”

Vejen ud af det etiske kaos kræver kun to enkle ting: Erkend, at du altid befinder dig i etiske situationer, for andre er en del af din virkelighed. Og søg dit etiske kompas i dine grundlæggende forventninger til andre og dermed i den gyldne regel.

Men er det ikke en religiøs regel, stammer den ikke fra kristendommen? Både ja og nej. Den gyldne regel formuleres af Jesus som en slags parallel til buddet Du skal elske din næste som dig selv”. Men i kristen teologi bliver den gyldne regel betragtet som en etisk norm, alle mennesker kender. Den er, som det hedder, indskrevet i hjertet på enhver”.

Det stemmer godt med, at reglen kan forstås som udtryk for et alment grundtræk ved menneskers kommunikation. Det stemmer endvidere godt med, at den gyldne regel ikke kun er formuleret i kristendommen, men også i mange andre religioner og filosofier.

Findes der så ingen kristelig etik, som min lærer Løgstrup hævdede? Jo, for den kristne tro hænger nøje sammen med forholdet til andre. Troen sætter én i stand til at lide med andre og være optaget af at bekæmpe deres konkrete lidelser. Det er næstekærlighed som udslag af kristentro. Den opfylder den gyldne regel, men dens motivation er en anden. Den gyldne regels motivation har, som vi har set, formen:

Fordi du selv forventer det gode, bør du vise godhed mod andre.” Næstekærlighedens motivation har derimod formen: I troen kan du se dit liv som en velgerning – derfor vil du øve vel mod andre.”

Fælles for de to motivationer er sammenhængen mellem forholdet til éns eget liv og velgerningen mod andre. Det er denne sammenhæng, der kommer til udtryk i den gyldne regels hvad du vil, at andre skal gøre mod dig” og i næstekærlighedsbuddets som dig selv”. Næstekærlighedens formel forudsætter tilsyneladende, at et menneske elsker sig selv”. Hvis man forstår det på den måde, at et menneske forventer kærlighed mod sig selv, har næstekærlighedsbuddet og den gyldne regel samme indhold.

Kristendommens samfundsmæssige betydning består ikke i, at der findes kristne værdier, der samtidig er danske, og som vi har ret til at kræve anerkendt af alle andre. Kristne har en særlig motivation til at ville det bedste for andre.

Men i den offentlige debat bør de holde motivationen for sig selv og appellere til det, vi alle kan være fælles om: at gøre for hinanden, hvad vi vil, andre skal gøre mod os.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem