Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Kenneth Nørgaard er medlem af Zetland og har delt den med dig.

‘The Matrix’ har os endnu. Hvordan en 20 år gammel science fiction-film blev en metafor for … alt

20 årScience fiction-filmen 'The Matrix' blev sin tids svar på George Orwell-klassikeren '1984'. 20 år efter dens udgivelse har både buddhister, transkønnede, konspirationsteoretikere og 'alt-rightere' taget den røde pille. Collage: Mikkel Bøgild Jacobsen, Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

Få film får så stor kulturel gennemslagskraft, som The Matrix har haft. Den futuristiske actionfilm blev en reference for en hel generation, og i de senere år er den blevet brugt i en af tidens mest betændte politiske kulturkampe. I anledning af filmens 20-årsfødselsdag tager vi den røde pille og ser nærmere på, hvordan The Matrix forudsagde vores moderne verden på flere måder, end nogen havde forestillet sig.

Den anden dag, da jeg skulle hjem, sad der en flyer i klemme i min bagagebærer. ILLUMINATI-KONSPIRATIONEN” stod der på forsiden. Indeni forkyndtes det, at 9/11 var en løgnehistorie fabrikeret af den satanistiske frimurerorden. På bagsiden var frimurernes emblem, det altseende øje, photoshoppet ind over DRs logo og Mickey Mouses hoved. Illuminati er, lader det til, overalt.

Men det var ikke det, der fangede mit blik. Det gjorde til gengæld det bærende forsidebillede af en grøn Jesus på et kors lavet af grøn computerkode, som jeg genkendte fra science fiction-filmen The Matrix fra 1999.

Til højre for det grønne Kristus-ikon stod en af karaktererne fra The Matrix, profeten Morpheus. Han holdt to piller i sine fremstrakte håndflader, en rød og en blå. I filmen får helten og Jesus-figuren Neo valget mellem de to piller. Han får at vide, og her parafraserer jeg, at den røde pille vil åbenbare en smertefuld sandhed for ham, mens den blå vil lade ham forblive i lykkelig uvidenhed.

Hvis du tager den blå pille, så slutter historien, du vågner op i din seng og tror, hvad end du har lyst til at tro. Hvis du tager den røde pille, så bliver du i eventyrland, og jeg viser dig, hvor dybt kaninhullet er,” siger Morpheus med en henvisning til Lewis Carroll-klassikeren om Alice, der rejser ind i fantasiens forunderlige rige.

Neo vælger den røde pille. Det ville flyerens afsender også gerne have mig til at gøre, fornemmede jeg. De to piller var gengivet på flyerens bagside og mellem dem et Morpheus-til-Neo-citat: Jeg forsøger at befri dit sind. Men jeg kan kun vise dig døren. Det er dig, der skal gå igennem den.”

For Neo er den smertefulde sandhed, som den røde pille røber, at han lever i en computersimuleret virkelighed. For flyerens afsender var det, at verden er styret af en hemmelig magtloge, som har ført os alle sammen bag lyset. For alle mulige andre har det betydet alt muligt andet. Zenbuddhister er blevet inspireret af The Matrix, transkønnede har kunnet spejle sig i den, og i de senere år er filmen blevet politiseret og brugt i en af tidens største og mest betændte kulturkampe.

Men hvordan gik det til, at en 20 år gammel actionfilm kom til at betyde så meget forskelligt for så mange forskellige mennesker? Lad os sluge den røde pille og dykke ned i kaninhullet.

The Matrix er en amerikansk science fiction-film instrueret af brødrene Larry og Andy Wachowski, som havde dansk premiere i maj 1999, et par måneder efter den amerikanske. Det var dengang, modemmerne sagde pshhhkkkkkkrrrr-kaking-kaking-kaking-tsh-chchc-hchch-chchcch-ding-ding-ding, det var dengang, man ikke kunne komme på nettet, når mor snakkede i telefon, og det var dengang, folk frygtede, at atomvåben ville gå af og fly falde ned fra himlen, fordi alverdens computere ville kortslutte, når kalenderne skiftede til et nyt årtusind.

Jeg fik The Matrix på dvd nogle måneder efter premieren. Jeg var ti år gammel, og jeg så den så mange gange, at jeg en overgang kunne samtlige replikker udenad. Det var ikke kun, fordi Neo så supersej ud i sin sorte trenchcoat, mens han undveg kugler i bullet time, som filmens nyskabende – og, skulle det vise sig, stilskabende – slowmotion-sekvenser blev kaldt. Selve historien føltes nærmest bevidsthedsudvidende.

Filmen handler om computernørden Thomas A. Anderson med hacker-aliasset Neo (spillet af Keanu Reeves), der har hørt et henhvisket rygte om noget, der bliver kaldt The Matrix. En dag møder han den mystiske Morpheus (Laurence Fishburne), som fortæller ham, at Matrix er det computerprogram, han uafvidende lever i, skabt af kunstigt intelligente maskiner for at holde menneskeheden nede. Neo bliver så en del af Morpheus’ lille oprørsgruppe, der sammen med de øvrige opvakte kæmper for at befri menneskene fra maskinernes undertrykkelse. I løbet af filmen viser det sig, at Neo er The One’ (Neo = One), den profeterede udvalgte, der – måske – kan destruere Matrix og befri menneskeheden.

Det var ikke kun mig, der var besat af The Matrix. Filmen blev et overraskende, men øjeblikkeligt kæmpehit, der sprang til tops på biografernes hitlister og indtjente over tre milliarder kroner på verdensplan, hvilket gjorde den til årets fjerdemest succesfulde film. Dens banebrydende effekter skaffede den fire Oscars, og filmen blev en inspirationskilde for en hel generation af filmfans og -instruktører.

Men The Matrix var mere end bare’ en fed film. Som få andre blockbusterfilm fik den folk til at tænke. Over dens betimelige og stadig aktuelle advarsler om overvågningssamfund og kunstig intelligens. Over dens tydelige religiøse allegorier. Og over dens filosofiske tankegods.

Sidstnævnte trak blandt andet på eksistentialisten Jean-Paul Sartre, der sagde, at det frie valg var menneskets evige forbandelse (Neo vælger friheden til at vælge), på franske René Descartes, som satte spørgsmålstegn ved virkelighedens beskaffenhed, og på filosoffen og matematikeren Hilary Putnam.

Putnam opdaterede Descartes’ skepticisme i et tankeeksperiment, der forestillede sig et scenario, hvor en gal videnskabsmand havde fjernet en hjerne fra en menneskekrop, lagt den i et væskekar og forbundet dens neuroner til en supercomputer, som simulerede virkeligheden: Hvordan skulle hjernen kunne vide, at det ikke var virkeligt?

Med andre ord: Filmen var et mindfuck af en anden verden, ikke mindst for en tiårig dreng: Tænk, hvis ingenting var virkeligt. Tænk, hvis hele dit liv var en drøm, du ikke kunne vågne fra. Og hvad hvis det var? Ville du så gerne vide det, eller havde Cypher, filmens Judas-figur, en pointe, når han tog en bid af en saftig, computergenereret bøf og konstaterede, at uvidenhed er en velsignelse? Ville du tage den røde pille eller den blå?

Det er spørgsmål, som føles endnu mere påtrængende i dag. Techpioneren Elon Musk har sagt, at det er højst sandsynligt, at vi lever i en Matrix-agtig simulation. Og mange stemmer, med Musk og den svenske filosof Nick Bostrom blandt de mest prominente, taler om, at vi er på vej mod transhumanismens tidsalder. Det er dér, hvor vi mennesker smelter sammen med maskinerne – og blandt andet bliver i stand til at adskille sanse-stimuli fra kropslige funktioner, så vi for eksempel kan opleve smagen af en saftig bøf uden rent faktisk at spise den.

Og måske er det derfor – fordi The Matrix dystopi ligner et mere og mere sandsynligt scenario for hvert år, der går – at filmens kulturelle aftryk kun synes at blive større. Og at fortolkningerne af den bliver stadig flere og mere politiserede.

MEMETRIXHøjrefløjssymbolet Pepe the Frog tager den røde pille i en typisk meme. Ukendt / 4Chan

I de senere år er filmen og dens idégods blevet annekteret af blandt andre alt-right-bevægelsen og den såkaldte manosfære. Alt-right er den højreekstremistiske politiske græsrodsbevægelse, der voksede frem i internettets underskov og fik offentlighedens bevågenhed med dens støtte til Donald Trump under det amerikanske præsidentvalg i 2016.

Manosfæren er en samlebetegnelse for en række mandecommunities, der især færdes på internetfora som Reddit og 4Chan, hvor de diskuterer emner som maskulinitet, mænds rettigheder, antifeminisme – og decideret kvindehad. Fælles for alt-right-bevægelsen og manosfæren er en opfattelse af, at verden er blevet hjernevasket af feminister og følgagtige social justice warriors, sociale retfærdighedskæmpere, som sammen fremmer en identitetspolitisk agenda.

For både alt-right-bevægelsen og manosfæren er det at tage den røde pille blevet en slags mantra. At blive redpilled, som det hedder med et verbum, er at blive bevidst om denne angivelig feministiske indoktrinering – det virkelighedsslør, som lidt a la Matrix er blevet trukket ned over ens øjne. Ligesom Neo gør modstand mod maskinerne, gør disse mænd også modstand mod deres feministiske undertrykkere’, en modstand, der gerne tager form som trolling, chikane, voldtægtstrusler og det, der er endnu værre.

Både alt-right-bevægelsen og manosfæren udgøres fortrinsvis af unge, hvide mænd, der er vokset op foran computeren. Det er ikke svært at se, hvorfor Neo taler til dem, ligesom han talte til tiårige mig.

Neo er den ultimative nørdfantasi: Den blege, ensomme computernørd, som kan lære kung-fu uden at løfte en finger ved hjælp af et softwareprogram, og som bliver den store helt og løber med den labre pige. Man kan ikke sætte tal på den slags, men min påstand vil være, at The Matrix har bidraget kraftigt til at gøre 00’erne og 2010’erne til de årtier, hvor nørden gik fra at være mobbeoffer til at være cool. Neo er ganske enkelt det fødte forbillede for en flok mænd, der er vokset op på internettet og – for nogles vedkommende – føler sig forsmået og forbigået af det modsatte køn. Han har tilmed et hackeralias, på samme måde som mændene i manosfæren har et alias på de internetfora, de frekventerer.

Så det er ikke så lidt ironisk, at en anden gruppering, som ifølge manosfæren om nogen legemliggør et identitetspolitisk overdrev, identificerer sig omtrent lige så stærkt med The Matrix, som de unge, hvide mænd gør. Nemlig transkønnede.

BONUSINFO. Forløberen for alt-right-bevægelsen og manosfæren var chikanekampagnen Gamergate, som åbenbarede en udbredt misogyni i gamermiljøet.

En af de første, der sammenlignede det at tage den røde pille med at blive bevidst om, at man er født i den forkerte krop, var kønsforskeren og transkvinden Eleanor Lockhart. Hun så sit eget kønsskifte spejlet i hovedpersonens rejse fra selvbedrag til selvbevidsthed, symboliseret ved navneforandringen fra det kønnede Thomas til det kønsneutrale Neo.

Men trans-teorien fik for alvor fat, efter at Wachowski-brødrene Larry og Andy, filmens instruktører, var blevet til Wachowski-søstrene Lana og Lilly i henholdsvis 2012 og 2016. Nu lå den biografiske, freudianske tolkning ligefor:

Neos nagende følelse af forkerthed afspejler transpersonens trinvise erkendelsesproces. De undertrykkende (og temmelig sædcellelignende) maskiner er en metafor for samfundets cisnormative strukturer. Og den røde pille, der hjælper Neo med at opdage hans sande selv, repræsenterer selve kønsskiftet.

Måske virker det mærkeligt, at den røde pille fremstår særligt fristende for så forskellige grupper som højreradikale internetkrigere og transkønnede. Men ved nærmere tanke giver det god mening.

Det er mennesker, som på hver sin måde har følt sig marginaliserede, umyndiggjorte eller forkerte, som om de ikke hørte til i denne verden. Derfor er den tanke, Morpheus planter, så inspirerende: Måske er det verden, der er forkert. Måske er det dig, der har ret, og alle de andre, der tager fejl.

Der findes mange flere læsninger derude. Nogle tolker Neos transformation mindre specifikt, som en art spirituel vækkelse, en opdagelse af en større, ophøjet sandhed. Det har gjort filmen brugbar for eksempelvis buddhister, som også tror på en højere mening hinsides vores materielle – og materialistiske – fænomenverdens illusoriske natur. Hos buddhisten hedder den illusion bare ikke Matrix, men maya.

I Niels Lyngsøs bog Ti dages stilhed fra 2019 om den buddhistiske meditationsform vipassana sammenligner forfatteren Neos epifani med meditationens klarhed:

Uanset hvad der sker under dyb meditation, og uanset hvor klar en oplevelse man kan have af det, er det vanskeligt at beskrive det uden at geråde ud i paradokser, forviklinger og selvmodsigelser. Unfortunately, no one can be told what the Matrix is. You have to see it for yourself. Det behøver ikke at betyde, at der er noget ulogisk eller irrationelt ved det. Måske skyldes det bare, at sproget ikke er egnet til at gengive den slags fænomener […]”

Niels Lyngsøs tanker om, at The Matrix kan træde til, hvor sproget ikke forslår, ligger tæt op ad noget, som queer-teoretikeren Cáel M. Keegan skriver i monografien Lana and Lilly Wachowski: Sensing Transgender. Her argumenterer han for, at The Matrix indkapsler en unik transoplevelse, for hvilken der dårligt eksisterer et sprog”. Verdens kønnede struktur virker ikke sand, men andre lever med den, som om den var præ-social og i overensstemmelse med naturen,” skriver Keegan.

Han henviser til det her Morpheus-citat:

Det, du ved, er noget, du ikke kan forklare. Men du kan mærke det. Du har mærket det hele dit liv. Der er noget galt med verden. Du ved ikke, hvad det er, men det er der.”

Men egentlig kunne de ord lige så fint beskrive en masse andre oplevelser, som også føles unikke, og som der heller ikke findes noget sprog for. Såsom den åbenbaring, mændene i manosfæren må have følt, da de indså, at de havde ligget under for et feministisk tanketyranni hele livet. Den bevidsthedseksplosion, min flyers afsender må have oplevet, da han gennemskuede Illuminati-konspirationen. Den klarhed, Niels Lyngsø mærkede under meditationen.

Eller bare den spontane begejstring, mit tiårige jeg oplevede over at se så mind-blowing en film.

Måske er dét forklaringen på The Matrix’ tilsyneladende evig- og almengyldige appel. Filmen nøjedes ikke med at tale direkte ind i tidens ambivalente blanding af teknologibegejstring og teknologifrygt. Med den røde pille introducerede den samtidig en bredspektret metafor for en åbenbaring, som kan være enten religiøs eller profan.

Om man så er buddhist, kristen, ateist, transkønnet, alt-righter, kvindehader, flyer-omdelende konspirationsteoretiker eller bare en tiårig dreng med hang til kung-fu-film, så kan man godt opleve det dér flygtige, berusende øjeblik, hvor man pludselig føler, at ens hjerne har knækket hele universets kode. Og fordi oplevelsen er så abstrakt, så ude-af-denne-verden-agtig, at vi ikke har ord for den, må vi ty til sammenligninger, metaforer – eller en 20 år gammel science fiction-actionfilm, hvis vi vil beskrive og begribe den.

Matrix er overalt,” sagde Morpheus til Neo, da han gav ham den røde pille. Og det gælder tilsyneladende stadig her 20 år senere. Den røde pille er afhængighedsskabende. Som der med profetisk forsyn stod på Neos computerskærm, lige inden han vågnede fra sin døs:

The Matrix has you.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem