Satire ligner demokratiets redning. Men er det mere samfundsbevarende end kritisk?

HEHEHAHASNØFTSNØFTDonald Trump (Alec Baldwin) og Hillary Clinton (Kate McKinnon) har med deres karikaturer på det amerikanske program Saturday Night Live skaffet højere seertal. Fotocollage: Mie Brinkmann / Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

I USA såvel som herhjemme vælter det frem med satire, der ikke bare laver grin med nyhederne, men formidler dem. Satiren bliver kaldt et bolværk mod tyranni og en helt central formidler af nyheder, og den har da også sine gode sider. Men vi overser alt for tit de dårlige – måske endda decideret destruktive.

I forrige uge var komikeren Lars Hjortshøj i studiet hos Clement Kjersgaard med et særdeles konservativt standpunkt.

Det er et skråplan, når politikere begynder at underholde,” sagde han, og når folk tager komikerne alvorligt og for pålydende. Det er virkelig en glidebane.”

Synspunktet er bagudstræbende i en tid, hvor sammenblandingen af satire, politik og nyheder bliver stadig mere almindeligt. De tider er forbi, hvor satirens rolle udelukkende var at reagere på nyhedsstrømmen og på den førte politik. I dag formidler satirikere gerne nyheder og blander sig gerne i politik. Den Korte Radioavis på Radio24syv prøver konstant både journalistiske, satiriske og aktivistiske grænser af – en kombination, der har givet den unge radiostation en af sine største lyttersucceser. I Quizzen med Signe MoldeDR2 fatter man nogle gange mere om den betændte situation i regeringen ud fra ét enkelt fortvivlet blik hos en politisk gæst hos hende end fra en hel uges seriøs politisk dækning i nyhedsmedierne.

Satire er en mediemæssig magtbastion – og måske er den for tiden ved at vokse sig større, end den nogensinde har været tidligere.

Tror man det ikke, kan man bare kaste et blik på den udbredelse, som den politiske satire får. Både Signe Molde og herrerne bag Den Korte Radioavis har ytret, at de jævnligt bliver opsøgt af lyttere, som fortæller, at deres primære nyhedskilde er satire. Satire kan nå en popularitet, som næsten ingen nyheder kan gøre sig håb om; se bare DR P3s satirevideo om PostNord fra et par uger siden, der forestillede PostNord, som i et forsøg på at udnytte Google og Facebooks forretningsmodeller til krisehåndtering ville begynde at åbne danskernes breve og sælge oplysningerne til virksomheder. 16.615 delinger har videoen i skrivende stund på Facebook og 13.000 likes. Den slags tal hører i mit gebet – journalistikken – kun til i mine vildeste fantasier.

I USA hvor udviklingen naturligvis er blæst op i endnu større skala – taler man ligefrem om en golden age of comedy.” Sketchprogrammet Saturday Night Live, et program, der indtil for nylig levede mest af fordums storhed, har fået en decideret renæssance med sine hysterisk morsomme sketcher af Sarah Palin, Sean Spicer og Donald Trump. Seertallene på de amerikanske late night-shows med en satiriserende tv-vært skyder i vejret.

Det er i lyset af hele den udvikling, at Lars Hjortshøjs kritik var vovet. For mens mange måske vil være enige i hans kritik af gøglende politikere – det truer, som Hjortshøj fortsatte ved at sige, hans opfattelse af demokratiet, at der bliver fokuseret så meget omkring politikernes person” – så sker det sjældent, at vi problematiserer komikernes samfundskritik. Vi plejer at se satire som et bolværk mod tyranni, og satire er endda blevet udråbt til demokratiets redning i en tid, hvor fakta alligevel har trange kår. Hvis flere mennesker i øvrigt gider at følge med i nyhederne, fordi de er underholdende, er det vel en win-win-situation?

Problemet med den holdning er, at den overser satirens destruktive sider, for de findes også. Jeg selv blev mindet om dem for nylig, da jeg lyttede til en meget anbefalelsesværdig podcast fra den amerikanske journalist Malcolm Gladwell om satirens paradoks”. Satire er i demokratisk sammenhæng et tveægget sværd, og det er måske værd at huske i en tid, hvor den fylder mere og mere af mediebilledet.

Lad mig forklare:

Meget satire bider ikke længere. Det er blevet ufarligt, ja endda gavnligt for magten at være med.

I 2013 skrev den britiske satiriker og forfatter Jonathan Coe et fremragende essay i London Review of Books under titlen Sinking giggling into the sea. Overskriften lånte han fra den britiske komiker Peter Cook, som engang havde advaret om, at England var i fare for at lide et fnisende skibbrud, fordi den satire, som briterne holder af at drille magten med, er en form for pseudoprotest, hvor målet egentlig ikke er magtkritik, men underholdning.

Latter er, som han skriver, ineffektiv som en form for protest,” og kan endda, i yderste konsekvens, direkte erstatte reel politisk protest. Ganske vist var grin i sig selv engang en stærk form for magtkritik – men i dag er det ikke skadeligt for en politisk leder (i hvert fald i vores hjørne af verden) at lade sig grine af.

Ikke al satire er faldet i unåde hos Coe, men det meste. Den ene dominerende form for satire, forklarer han, er den rene latterliggørelse. Den har vi for eksempel set en del af under og efter præsidentvalget i USA, hvor Trump og hans regering er blevet udsat for den ene spottende (og hysterisk morsomme) sketch efter den anden.

Problemet med latterliggørelsen, argumenterer Coe, er, at den negligerer selve den idioti, som sketchen gør grin med. Hån får simpelthen politikeren til at virke ufarlig i en situation, hvor han rent faktisk har magt.

Den anden dominerende form for satire, som Coe kritiserer, er det satiriserende interview med en politiker. Problemet med det hånende interview er, at det for en dygtig politiker giver en mulighed for at indynde sig med en smule selvironi – især hvis komikeren, for at lette stemningen, åbner for, at politikeren og intervieweren kan grine sammen.

I sin podcast giver Malcolm Gladwell et andet eksempel fra Saturday Night Live. Her lavede komikeren Tina Fey en meget kendt parodi på Sarah Palin, som blev hyldet for sin sviende akuratesse. Det hele faldt dog til jorden, mener Gladwell, da Fey i en afsluttende sketch inviterede den rigtige Palin i studiet og klædte sig ud som hende. Sjovt var det, anerkender Gladwell, blot ikke særlig magtkritisk. For i det øjeblik de lod Palin grine afvæbnende af sig selv sammen med Fey, blev sketchen ufarlig for magten. De lod Sarah Palin være en af dem, der griner, og ikke bare hende, der grines af, og det hjælper hende snarere end offentligheden, argumenterer Gladwell.

Herhjemme har der været nogenlunde samme kritik af DFeren Morten Messerschmidts optrædener (og dermed gode omtale) i Den Korte Radioavis, ligesom det er blevet påpeget, at Lars Løkke Rasmussens (V) optrædener hos Signe Molde kun højner hans brand, fordi han klarer det godt.

PÅ TOPPENBag Den Korte Radioavis står Frederik Cilius – i skikkelse af Kirsten Birgit Schøtz Kretz Hørsholm – og Rasmus Bruun. Fotocollage: Mie Brinkmann / Zetland

Satire overbeviser ikke, det bekræfter de holdninger, du har i forvejen.

I sin podcast gennemgår Malcolm Gladwell en del forskning om, hvordan vi, der ser satire, forstår det. Satire er ikke som tale, forklarer han, det kræver fortolkning, fordi budskabet er tvetydigt. Og hvordan vi fortolker det, kan ofte handle mindre om, hvad satirens budskab er, og mere om, hvad vi selv mener.

Tag for eksempel den populære republikanske amerikanske late night-show-vært, Stephen Colbert. En sociolog ved navn Heather LaMarre, der interviewes af Gladwell i podcasten, har undersøgt, hvordan publikum af både liberal og republikansk observans reagerer på hans interview.

Resultatet var, at begge grupper finder interviewene lige sjove – for de tror begge, at Colbert gør grin med den modsatte gruppe. De ser, hvad de gerne vil se,” som Heather LaMarre siger til Malcolm Gladwell.

Med andre ord: Satire er kritisk, ja, men det overbeviser som oftest ikke nogen. Vi griner af, at vi selv har ret, snarere end vi bliver fanget i vores egne misforståelser.

Okay, stop en halv. Så satire er destruktivt for demokratiet?

Det mener både Coe og Gladwell i hvert fald. Ingen samfundsomvæltning er nogensinde blevet hverken gennemført eller afværget grinende, fremhæver de, for grin pacificerer.

Hvis antiestablishment-komik tillader offentligheden at frasige sig ansvaret for uretfærdighed med latter i mødet med politiske problemer, er det egentlig ikke satire i sig selv, der er noget i vejen med (for satire kan tage de alvorligste former), men latteren,” skriver han (frit oversat).

Man kan så indvende, at ja, latter er en ineffektiv form for protest, men det er der immervæk mange former for protest, der er. Og tanken om, at latter skulle erstatte andre former for protest, forudsætter, at der findes en absolut mængde af politisk modstand, som latter på en eller anden måde bruger af, så der ikke er plads til politisk handling. Betyder latter det ene øjeblik, at man ikke kan protestere det andet?

Nej, vil jeg sige. Mere alvorligt er satire jo heller ikke.