Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Oscar Rothstein er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Kina købte fodboldstjerner fra hele verden, indtil de holdt op. Ingen grund til forvirring: Alt er politisk

  • 6. marts 2019
  • Sport
  • 10 min.
SAMLINGSPUNKTKinesisk fodbold fylder lægterne i den folkerige supermagt, som for alvor har fået vækket fodboldfeberen de seneste år. Foto: AP, Ritzau Scanpix

Derfor skal du læse denne artikel

Hvis moderne fodbold er politisk, så er der ingen steder, det er mere tydeligt end i Kina. Med præsident Xi Jinping som indpisker har kinesiske fodboldklubber de seneste år købt stort ind af udenlandske stjerner og påkaldt sig bevågenhed fra hele fodboldverdenen. Men nu er indkøbsiveren dæmpet. Og igen er det præsidentens ambitioner – de politiske, altså – der styrer udviklingen.

Et større fodboldparadoks har taget form de seneste år: Tidens måske mest toneangivende fodboldnationer er ikke særligt gode til sporten. Massive politiske investeringer har rykket Qatar (som godt nok – højst overraskende – lige har vundet De Asiatiske Mesterskaber), Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater og Kina ind i kernen af sportens magtcentrum.

Qatar skal afholde verdensmesterskaberne i 2022. Saudi-Arabien forhandler med FIFA, fodboldens verdensorganisation, om en ny saudisk-finansieret udgave af klub-VM. De Forenede Arabiske Emirater ejer de engelske mestre Manchester City gennem investeringsfonden Abu Dhabi United Group. Og Kina har lanceret et omfattende fodboldprogram på initiativ fra præsident Xi Jinping.

Det er sidstnævnte, som det her skal handle om. Fra indsigtsfulde folk lyder det nemlig, at vi må revurdere vores opfattelse af, hvordan Kinas fodbolddiplomati arbejder.

Vi lærte Kinas fodboldsatsning at kende som et uhæmmet købegilde, der på rekordtid indskrev landet i verdensfodboldens bevidsthed, men det seneste halvandet år er klubberne i Chinese Super League gået anderledes behersket til værks. Og det bliver bemærket: Hvorfor kinesiske fodboldklubber ikke længere smider kæmpe beløb efter landsholdsstjerner”, lød overskriften for nylig i en klumme hos mediet The Conversation, skrevet af Simon Chadwick, sportsprofessor ved University of Salford.

Hvad er der sket? Det handler kun om fodbold, for så vidt som kinesisk fodbold altid også er kinesisk politik. Den attitude, som indtil videre har kendetegnet Xi Jinpings fodboldpolitik, risikerer at afsløre netop det, som præsidenten i disse år forsøger at vende opmærksomheden væk fra: den omfattende ulighed i Kina.

Med Kinas nylige fodboldvækkelse skulle man ikke tro, at sportens rødder kan føres tilbage til Handynastiet (202 f.Kr-220 e.Kr.). Men i 2004 stadfæstede daværende FIFA-præsident Sepp Blatter, at historiens første fodbold blev spillet i det, der i dag er Shandong-provinsen i det østlige Kina.

Cuju, som Handynastiets prototypiske form for fodbold hed, er blandt andet beskrevet hos Sima Qian (145-85 f.Kr), den kinesiske historieskrivnings fader. For at ære denne arv åbnede Kina i 2015 et nationalt fodboldmuseum i byen Zibo i Shandong. I samme omgang donerede præsident Xi Jinping i egen høje person en række Cuju-artefakter til det engelske fodboldmuseum i Manchester.

Ambitionen var klar: Kina skulle iscenesættes som en fodboldnation. Ikke bare for den historiske retfærdigheds skyld, men som et led i Xi Jinpings omsiggribende politisering af sporten.

Også tidligere kinesiske ledere har interesseret sig for fodboldens magtpotentiale, men ingen i samme grad som Xi Jinping. Efter at have overtaget embedet fra Hu Jintao i 2013, iværksatte han straks en seriøs reformering af kinesisk fodbold. Allerede to år forinden, da han endnu var vicepræsident, havde han taget tilløb ved at spille en afgørende rolle i at få Beijing-konglomeratet Wanda Group til at indgå et samarbejde med det kinesiske fodboldforbund til en værdi af cirka 500 millioner kroner.

Reformprocessen er fortsat undervejs, og ifølge Kina-iagttagere som Ben Bland, tidligere korrespondent for Financial Times og nuværende forsker ved tænketanken The Lowy Institute, er signalerne utvetydige. Det er en magtstrategi, der gennem den umiddelbart uskyldige sport vil polstre selvforståelsen, aktivere masserne og styrke tilstedeværelsen i Vesten.

I en detaljeret 50-punkts plan, der blandt andet vil sammenlægge store dele af uddannelses- og fodboldsystemet, lyder det, at Kina både skal afholde og vinde et verdensmesterskab inden 2050. En svimlende målsætning for et land, hvis landshold kun har været med til VM én gang (2002-udgaven i Japan og Sydkorea) og aldrig har vundet De Asiatiske Mesterskaber.

FERIEBARNIkke alle har lige stor respekt for den nyopstandne kinesiske fodboldkultur. Argentineren Carlos Tévez har udtalt, at han betragtede sin tid i den kinesiske klub Shanghai Shenhua som et ferieophold. Foto: Chandan Khanna / AFP / Ritzau Scanpix

Den første fase af Kinas fodboldsatsning var domineret af særligt ét princip. Der skulle larmes så meget, at de store ligaer i Europa, der hidtil ikke havde regnet Chinese Super League for noget som helst, ikke kunne undgå at høre dem. Med andre ord: Der skulle bruges penge, rigtig mange penge.

Det begyndte i sommeren 2011, da fodboldklubben Guangzhou Evergrande gjorde den i Europa ellers ukendte argentiner Darío Conca til verdens tredjebedst betalte spiller med en ugeløn på angiveligt halvanden million kroner. Men det var først sommeren efter, da Shanghai Shenhua hentede Chelseas stjerneangriber Didier Drogba, at kinesisk fodbold for alvor fik markeret sig. Ivorianeren rejste godt nok videre til Tyrkiet bare et halvt år efter, men så var der ligesom åbnet for sluserne.

En række prominente spillere og trænere indtog snart de kinesiske arenaer. Pludselig blev den engelske storklub Liverpool franarret den brasilianske offensivspiller Alex Teixeira, der i stedet valgte at skifte til Jiangsu Suning F.C.

Og ikke nok med det. Tilskyndet af Xi Jinping begyndte kinesiske forretningsmoguler at købe sig ind i europæiske klubber – lige fra giganter som Atlético Madrid og A.C. Milan til sekundaklubber som Sochaux og Northampton Town. I 2016 underskrev Wanda Group og Alibaba Group, et andet af Kinas multinationale konglomerater, ovenikøbet sponsoraftaler med FIFA.

Den danske fodboldtræner Mads Davidsen, der efter syv år i kinesisk fodbold for nylig forlod stillingen som teknisk direktør i mesterklubben Shanghai SIPG, kalder det show the world-fasen”. Men det er ikke for at snakke om ekspansionstrangen, at jeg ringer til London, hvorfra Mads Davidsen nu driver konsulentbureauet Optima Football. Faktisk tværtimod. Kinesisk fodbold har siden sommeren 2017 nemlig taget en ret markant drejning. Der bliver stadig brugt penge, mange penge, men de bliver brugt anderledes.

Med opbakning fra både erhvervslivet og præsidenten har Kina tiltvunget sig en plads i sportens hierarki, som kineserne ikke var i nærheden af, da klubben Guangzhou Evergrande forgyldte Darío Conca i 2011. I dag er Kina en naturlig del af fodboldsamtalen.

Men der har alligevel været grund til bekymring de seneste par år. Chinese Super League blev udstillet, da den argentinske angriber Carlos Tévez hovent kaldte sit ophold i klubben Shanghai Shenhua for syv måneders ferie”. I et interview med avisen La Nación i hjemlandet indrømmede han, at han ikke kunne udstå at bo i Kina, og at han fra begyndelsen havde besluttet sig for at gøre det ene og alene for ugelønnen på intet mindre end 5,3 millioner kroner.

Udtalelsen gav næring til den stereotype opfattelse af Kina som landet, der tilbyder afdankede fodboldstjerner en slags lukrativ førtidspension. Den mere end bare antydede også de kinesiske klubbers overforbrug.

Iveren efter at bryde de europæiske klubbers dominans var kammet over i en grad, så både klubber og spillere forlangte langt over markedspris, når en kinesisk klub viste interesse. I sommeren 2017 tog det kinesiske fodboldforbund konsekvensen – et halvt år efter Carlos Tévez underskrev sin kontrakt. For at mindske transferudgifterne indførte man en skat på 100 procent på alle køb af udenlandske spillere til en værdi af over 45 millioner kroner.

Brasilianeren Alex Teixeira, der angiveligt kostede Jiangsu Suning F.C. i omegnen af 350 millioner kroner, ville pludselig have kostet det dobbelte. Og for at tilskynde udviklingen af lokale talenter skærpede man udlændingeloftet, så det nu kun er tilladt at have tre udenlandske spillere på banen, tidligere måtte man have fire. Man satte endda krav til et minimumsantal af kinesiske spillere under 23 år.

Ifølge Mads Davidsen, den tidligere direktør i Shanghai SIPG, er udviklingen naturlig.

Man har jo virkelig fået vist verden, hvad man er i stand til, så den næste faste, man nu er trådt ind i, har større fokus på interne kinesiske forhold,” siger han over telefonen fra London.

Nogle af regulativerne har været strategisk planlagt fra starten, andre har man følt sig nødsaget til at indføre, fordi man har følt, at de udenlandske spillere og trænere, man har haft hentet, ikke har bidraget med nok. Og Mads Davidsen mener, at vi kan godt regne med, at der er flere på vej.

Jeg forventer blandt andet, at det bliver påkrævet at allokere bestemte dele af sit budget til både talentudvikling og kvindefodbold.”

Mads Davidsen var en slags pioner i kinesisk fodbold. Som teknisk direktør i Shanghai SIPG sørgede han for, at klubben som den første i Chinese Super League satsede stort på eget talentakademi.

Allerede da vi var i show the world-fasen, forudså vi, at de kommende kinesiske mestre ville være dem med de bedste kinesiske spillere – ikke dem med de bedste udlændinge,” fortæller han. Det er den erkendelse, der nu har bredt sig.”

Konkret har mentalitetsændringen kunnet ses på klubbernes transferaktivitet – eller snarere manglen på samme. Sidste år opgjorde Financial Times, at der i det kinesiske vinter-transfervindue – en af de to perioder på året, hvor klubberne kan købe og sælge spillere – kun var blevet brugt 564 millioner kroner. Året forinden var beløbet hele 3,2 milliarder kroner.

I det transfervindue, der netop er overstået, blev vi mindet om, at mange kinesiske klubber fortsat orienterer sig mod Europas største ligaer – mest iøjnefaldende var nok Dalian Yifang F.C.s køb af slovakken Marek Hamsik, der længe har været en profil for Napoli. Men det er efterhånden snarere reglen end undtagelsen, at Chinese Super League-klubberne som udgangspunkt opererer ud fra en lokal og regional horisont.

STJERNESKUDUdviklingen i kinesisk fodbold giver de kinesiskfødte spillere vind i sejlene. Som Wu Lei (i spillertrøje), der kommer fra Shanghai SIPG’s talentprogram, og som i år er blevet solgt til den spanske klub Espanyol. Foto: Pau Barrena / AFP / Ritzau Scanpix

Det interessante er, at det, der kan se ud som et udpræget fodboldanliggende, ifølge eksperter trækker tråde til kinesiske samfundsforhold. I sommer udgav forskergruppen China Soccer Observatory ved University of Nottingham rapporten China’s Football Dream, der i 46 korte kapitler analyserer udviklingen i kinesisk fodbold i et politisk perspektiv.

Her skriver medstifter af forskergruppen, professor Jonathan Sullivan, at fodboldforbundets ønske om at sænke klubbernes heftige forbrug peger på en generel politisk ambition om at bekæmpe store kapitalbevægelser ud af Kina:

Overalt i det kinesiske samfund er der store frustrationer over ulighed, uretfærdighed og korruption, og kommunistpartiet ønsker (klogt nok) at lægge låg på iøjnefaldende eksempler på netop det. Et eksempel er kapitalflugt: embedsmænd og andre velstående kinesere er mistænkt for at hemmeligholde milliarder i udenlandske ejendomme og andet, og der bliver spekuleret i, om fodboldinvesteringer er en måde at fragte penge ud af Kina på.”

Det er en analyse, der bliver bakket op af den kinesiske økonom Pan Gongsheng, der allerede ved China Development Forum i 2017 kritiserede de kinesiske klubber for at bruge sporten til at skjule gedulgte interesser.

Fodbolden anskueliggør altså et særdeles omdiskuteret emne i kinesisk politik i disse år. Xi Jinping vil korruption, kapitalflugt, hvidvask og anden fordækt økonomisk aktivitet til livs, men på paradoksal vis har hans eget prestigeprojekt fået ry for at være eksponent for netop alt det. Det er først og fremmest i det lys, man skal forstå ændringerne i kinesisk fodbold.

Blandt andre Simon Chadwick har imidlertid også peget på, at den nye periode, kinesisk fodbold er trådt ind i, spejler Xi Jinpings vision om et Kina på kinesiske præmisser. Det er en indstilling, som Mads Davidsen kan genkende.

Der er mange, der mener, at der ikke længere er behov for udlændingene. Der breder sig en følelse af, at det er på tide at stå på egne ben. Det er i høj grad en frustration over, at flere spillere og trænere ikke har gjort en indsats for at integrere sig,” siger han.

Der er meget forskellige holdninger til, hvilken fremtid kinesisk fodbold går i møde.

Der er dem, der har råbt vagt i gevær med henvisning til de faldende priser på tv-rettighederne til Chinese Super League. En af dem er Cameron Wilson, der driver hjemmesiden Wild East Football, som dækker kinesisk fodbold. I januar sidste år skrev han, at det kinesiske fodboldforbund har begået en stor fejl med transferskatten og udlændingeloftet, idet de ikke kan undgå at påvirke kvaliteten i Chinese Super League i en negativ retning.

Og så er der dem, som for eksempel Mads Davidsen, der ser en klar fordel i, at de kinesiske klubber bruger færre penge på spillerindkøb. Det betyder nemlig, at flere midler går til græsrodsfodbolden, og det er udpræget positivt.

Jeg kan godt følge tanken om, at de nye regulativer i første omgang vil sænke niveauet, men de kinesiske spillere bliver altså hele tiden bedre og bedre. Og på den lange bane er jeg slet ikke i tvivl om, at det vil gavne kinesisk fodbold, at der blive brugt mere energi på talentudviklingen,” siger han.

Det, man ifølge Mads Davidsen må forstå, er, at det store, politisk motiverede kinesiske fodboldprojekt ikke er sat i verden for at skaffe hurtig succes.

Der er helt sikkert nogle, der er utålmodige, især efter landsholdet ikke kvalificerede sig til VM i 2018,” siger han. Men fra politisk hold er det kinesiske fodboldprojekt uden tvivl et langtidsprojekt.”

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem