Send en tanke til Zetlands medlemmer

Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Line Andersen er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Skandaler skaber nye regler – og gør livet surt for tusindvis af danskere. Her begynder vores serie om tidens oversete problem

Hjælp os med at gøre det, ingen statsminister er lykkedes med i årtier.

Illustration: Sidsel Sørensen for Zetland

Det hele begyndte som så ofte før med en skandale: Nogle døve havde udnyttet smuthuller i loven til at fuske sig til penge. Når det offentlige betalte for en tegnsprogstolk, havde de døve kanaliseret penge ned i egne lommer.

Afsløringen udløste selvfølgelig forargelse, da den breakede i medierne i 2018. Helt uacceptabelt,” sagde den ansvarlige minister. Der var brug for handling, lød det.

Og så skete der det, der tit sker i den slags medieombruste sager. Loven blev ændret. Kontrollen blev styrket. Det skal sætte en stopper for noget af det vanvid, vi har været vidner til,” som ministeren sagde til Politiken.

De nye, strammere regler gav åbenlyst mening.

Eller gjorde de?

I dag, fire år efter, har døve svært ved at få en tolk. Der er blevet strammet op, så det nu kræver store og komplicerede mængder papirarbejde, dokumentation og udfyldelse af skemaer, når døve skal bruge en tolk. Vi døve skal have en halv juridisk uddannelse for at gennemskue reglerne,” siger Mette Bertelsen, der før arbejdede i Dansk Sprognævn og nu er daglig leder af en døveforening. Og så giver mange døve bare op.” De dropper simpelthen at få den tolk, de har brug for.

Det er blevet så svært,” siger Olivia Egeberg, der er døv og arbejder for et medieselskab.

Døve skal detaljeret nedskrive dagens arbejdsopgaver, nærmest minut for minut”, for at få tolkehjælp, fortæller flere. Og så skal deres chef underskrive de mange dokumenter. Det tager tid. Fra den døve, arbejdsgiveren og kommunen, der skal lave kontrollen.

Hvert år skal Olivia Egeberg dokumentere forfra, at hun stadig har brug for en tolk. Men jeg er stadig døv. Jeg har ikke fået hørelsen siden sidst,” siger hun.

Problemet handler især om tolkehjælp til døve, når de er på job. Her findes flere eksempler på døve, der har mistet arbejde, fordi de efter opstramningen ikke længere kan få den tolkehjælp, de havde før.

For nylig fik døve i Københavns Kommune at vide, at de ikke måtte bruge den tolk, de havde på jobbet, hvis børnehaven ringede om et sygt barn. For tolken var jo til arbejde, ikke privat brug. Efter omfattende protester sagde kommunen senere, at det var okay.

Det er, som om reglerne er lavet efter, at alle døve forsøger at svindle, siger Mette Bertelsen. Jeg føler mig konstant mistænkeliggjort.”

Det er ikke kun de skærpede regler efter svindelsagen, der gør det svært for døve at få en tolk – et presset tolkemarked spiller eksempelvis ind. Og der er stor forskel på, hvor hårdt kommunerne håndhæver reglerne. Men de skærpede regler fortæller alligevel noget vigtigt.

For det var fire døve, der i marts i år blev dømt for svindlen. Men der findes cirka 4.000 døve i Danmark, som bliver ramt af de regler, politikerne indførte som svar på skandalen, påpeger Lars Ahlburg, landsformand for Danske Døves Landsforbund: Det var nogle ganske få, der svindlede med pengene, og nu rammer det alle døve.”

Historien her er blot ét eksempel på et af tidens helt store problemer, vi sjældent taler om: den markante vækst i nye regler og love, der søger at løse ét problem, men risikerer at skabe et nyt og større problem.

Det sker eksempelvis, når spektakulære enkeltsager får medierne til at kræve handling fra politikerne, som så indfører nye love. Dét får masser af medieopmærksomhed. Til gengæld hører vi langt sjældnere om, hvad der sker bagefter. Når de love begynder at virke ude i virkeligheden. Når mediernes og politikernes opmærksomhed er rykket videre til den næste nye store sag. Når støvet har lagt sig; hvad sker der egentlig så?

Det her er første afsnit i en serie om netop det. Det er ikke specielt sexet, for hvem interesserer sig for regler og love? Det er dilemmafyldt, for selvfølgelig er svindel ikke i orden. Det er supersvært at fortælle om, for her er, modsat enkeltsager som Britta Nielsen-svindlen, ingen klar hovedperson, der kan indtage skurkerollen i fortællingen, snarere et ansigtsløst system.

Men det er en vigtig historie. Det påvirker i den grad os alle sammen – hele samfundet – men vi taler sjældent om det,” siger lektor Peter Aagaard fra Roskilde Universitet, der har forsket i, hvordan enkeltsager skaber nye love.

KLASSISK ”På skole- og uddannelsesområdet som på andre områder vil der blive forenklet og afbureaukratiseret," sagde Poul Schlüter i Folketinget i 1982. Foto: Jytte Bjerregaard, Ritzau Scanpix

Lad os lige sætte lidt tal på, hvad vi taler om: Mængden af love og regler er tredoblet siden 1989. Dengang fyldte den danske lovgivning syv millioner ord, nu er vi oppe på 21 millioner ord.

Hver eneste regering siden Poul Schlüter i 1980’erne – på begge sider af det politiske spektrum – har forsøgt at skære ned på antallet af regler. En for en har skiftende statsministre sagt, at nu skal bureaukratiet skrumpe. Men hver gang er det modsatte sket. Mængden af regler er bare vokset og vokset. Det er nærmest, som om der hviler en forbandelse over reglerne – lidt som den mangehovedede slange Hydra, der i den græske mytologi levede i sumpene og forfulgte befolkningen. Hver gang man huggede et slangehoved af, voksede to nye hoveder ud i stedet.

I sin nytårstale sluttede Mette Frederiksen sig til rækken af statsministre, der vil hugge hoveder af regel-monsteret. En omfattende frihedsreform i den offentlige sektor er vores næste store velfærdsprojekt,” skrev hun i en kronik for få dage siden.

Problemet er, at det er svært. For de samme politikere, der gerne vil skære ned på reglerne, har også en tendens til at indføre nye. Bureaukratiseringscirklen, hedder fænomenet med et meget langt ord. Bureaukratiseringscirklen er, når politikere indfører nye regler som konsekvens af enkeltsager. Problemet er, at de ikke nødvendigvis løser noget, men ofte i stedet gør situationen for sagsbehandlere og borgere mere kompleks,” siger Peter Aagaard, forskeren fra Roskilde Universitet.

Presset for at skabe flere regler er dobbelt. For det første efterspørger medierne handling fra politikerne, når et problem er afdækket. Og det er svært at undlade at handle, hvis du vil have en politisk fremtid,” siger Aagaard. For det andet tilbyder enkeltsager med stor mediebevågenhed åbne vinduer” for politikerne, hvor der er momentum til at få politik igennem. Politikerne kan indtage rollen som frelsende engle”, forklarer han.

Derfor er bureaukratiseringscirklen så stærk en kraft. Og når der samtidig kommer flere regler fra EU, og når øget kompleksitet i samfundet også skaber mere komplekse regler, vokser der bare flere og flere slangehoveder ud på Regel-Hydra.

Det kan blive skruen uden ende,” siger Aagaard. Det stigende antal regler gør offentligt ansatte mere stressede og kede af det. Der bliver mindre tid til borgerne, som så bliver mere frustrerede. Til sidst risikerer vi, at folks tillid til det offentlige og staten svinder.” Det er, som han siger, et game, hvor alle taber”.

Det er, med andre ord, ikke nemt, det her. Men det er vigtigt. Af mange grunde.

Det er vigtigt, fordi de mange regler kan koste virkelig mange penge. Undersøgelser viser, hvordan et stigende antal regler hæmmer væksten og innovationskraften. Samtidig suger reglerne penge og tid, man ellers kunne have brugt på andet end regel-administration. Bedre velfærd for eksempel. Eller lavere skat. Uanset politisk ståsted ønsker de færreste at bruge mange penge på regler og kontrol.

En sag om svindel på Rigshospitalet førte til så mange ekstra regler og kontrol, at de kostede langt, langt flere penge i tabte arbejdstimer, end svindlen havde gjort, viste adskillige læger mig.

Det er vigtigt, fordi regler kan have alvorlige bivirkninger og uskyldige ofre. Efter flere skandalesager er der indført nye skærpede hvidvaskregler. Det koster bankerne millioner af kroner til kontrol af helt almindelige kunder – på bare et år er antallet af mennesker, der arbejder med den type opgaver hos bankerne, vokset med 1.200 ekstra personer.

Men vigtigere har indsatsen gjort det umuligt for flere små virksomheder simpelthen at få en bankkonto, fortæller flere. Og uden en bankkonto kan du jo ikke drive en virksomhed.

Det er vigtigt, fordi reglerne ikke altid løser det problem, de egentlig skulle. Hvidvaskreglerne, igen, har ført til et væld af gebyrer og kontrol af helt almindelige små foreninger. Initiativtagerne til foreningen Danske Plejehjemsklovne fortæller, hvordan de er ved at bukke under for hvidvaskkontrollen. Jeg er datter af en bankdame, og jeg forstår godt hensigten med lovgivningen,” siger Tanja Marcher, der er den ene halvdel af klovne-duoen Tut og Tut. Men hvor mange penge er det, vi kan snyde for? Proportionaliteten kan godt være lidt skæv.”

Forskere bruger begrebet sikkerhedsteater til at beskrive tiltag, der giver indtryk af at skabe større sikkerhed, men reelt ikke gør den store forskel. Mere skuespil end substans. Flere finansielle firmaer fortæller mig, at hvidvaskloven på flere punkter er et godt eksempel.

Det er ren performance,” siger en ansat fra en finansvirksomhed. Reglerne kræver eksempelvis, at kunderne dokumenterer, at de ejer en konto. Det kræver, at de indsender dokumentation – et brev fra banken, screenshots af deres konto eller andet. Det skaber bøvl og forvirring for almindelige kunder, som ønsker at overholde reglerne, men det er let for kriminelle at forfalske,” siger han.

KONTROL Tanja Marcher fra klovne-duoen Tut og Tut mærker overraskende meget til hvidvask-reglernes kontrol. Foto: Privat

Det er vigtigt, fordi mange regler kan gøre det svært at gøre sit arbejde ordentligt. En del mennesker fortæller, hvordan et væld af regler spærrer for at træffe fornuftige beslutninger i deres job. Som socialrådgiveren, der er tvunget til at bryde reglerne om rettidige registreringer, hvis hun skal nå at tage sig af en akut sag om et barn, der er blevet slået. (På grund af de mange regler bruger socialrådgivere i øvrigt 80 procent af deres arbejdstid på bureaukrati og møder ifølge en undersøgelse). Eller som en pædagog-tillidsmand, Peter Winding, siger om de ofte enormt detaljerede regler for daginstitutioner: Det er som at fortælle kirurgen, hvordan han skal føre kniven.”

Eller tag politibetjenten, der fortalte mig, hvordan en bestikkelsessag i politiet har ført til, at betjente ikke må modtage blomster eller chokolade, hvis en borger vil takke dem.

Da betjente fik sendt en takke-chokoladeæske for at have reddet en hund, blev æsken straks sendt retur. Politiet må heller ikke modtage slik eller sodavand, når de er på besøg hjemme hos nogen, siger betjenten. Det er ikke optimalt, når man forsøger at skabe god stemning, eksempelvis i et belastet boligområde, at man siger blankt nej til slik under et besøg. Som betjenten siger: Til trods for, at vi ved, det sårer deres stolthed og følelser ved at afvise, så er det de nye regler.”

Det er vigtigt, fordi for mange regler kan blive meningsløse. Forestil dig, siger filosof Anders Fogh Jensen, der har skrevet bogen Pseudoarbejde, at du har et blankt stykke papir. Så tegner du en streg. Det er en ny regel. Så tegner du en til. Endnu en ny regel. I starten kan du godt overskue det. Men når du har indført tilpas mange nye regler, er papiret blevet helt sort af alle stregerne.

Rigtig mange regler giver en form for kaos, selv om – eller måske fordi – tingene er så gennemregulerede,” siger han. Ingen kan overskue reglerne, når de bliver tilpas mange.

Regler kan også miste meningen i deres egen absurditet. En lov siger, at det er forbudt at tage sig af et pindsvin, medmindre du er professionelt autoriseret til det. En anden lov, færdselslovens paragraf 49, stk. 4: Når du cykler, skal du have begge fødder på pedalerne”. Så: Pas på med at løfte benene, når du kører over en vandpyt, hvis politiet er i nærheden.

Det er vigtigt, fordi regler jo ikke bare er dårlige. Regler er supervigtige for et velfungerende samfund. Det var nødvendigt med strammere regler for døve og tolke efter svindlen, siger både nuværende beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) og beskæftigelsesborgmesteren i Københavns Kommune, Jens-Kristian Lütken (V).

Men de ærgrer sig også begge over, at stramningerne går ud over borgere, der ikke snyder – at døve kan have svært ved at gennemskue de nye regler. Sådan skal det selvfølgelig ikke være,” siger ministeren. De siger begge, at reglerne på området er ved at blive skrevet igennem. Her kan tolkekravene også få et eftersyn, siger Hummelgaard. Så måske er det løsningen? Nye og bedre regler?

De fleste regler bliver indført i den bedste mening. Man vil løse ét problem. Og her giver reglerne ofte også mening, isoleret set. Men når den nye regel så møder andre dele af virkeligheden, som ikke lige handler om dét isolerede problem, opstår der nye problemer. Eller også støder den nye regel sammen med andre regler og skaber forvirring. Så kan de bedste hensigter ende med at gøre os dummere, ikke klogere, som samfund.

TJEK Døve som Mette Bertelsen her skal tjekke, at også deres tolk har udfyldt dokumenterne korrekt. “Det tager alt for meget tid fra mit arbejde at bladre kalendre, sms’er og mail-aftaler igennem. Så jeg har helt opgivet. Jeg underskriver bare,” siger hun. Den ekstra kontrol er blevet så omfattende, at den føles meningsløs. Foto: Privat

Det er vigtigt, fordi for mange regler kan skabe ulighed. Jeg interviewede Mette Munk, hvis job det simpelthen er at navigere i regler for et forsikringsselskab. Men da hun som 50-årig selv skulle undersøge, om hun havde en ADHD-diagnose, var det nærmest umuligt at finde vej gennem systemet. Og jeg er den, kollegerne spørger om hjælp, når de møder komplekse regler. Det burde ikke være svært for mig. Men det var nærmest umuligt,” siger hun. Tænk på, hvor svært det må være for andre. Jeg havde aldrig i mit liv følt mig handicappet. Men det gjorde jeg pludselig der.”

Det kræver ressourcer at navigere i komplicerede regler, også for borgerne. Det skaber ulighed, måske især hvis du skal finde rundt i reglerne, når du er syg, psykisk eller fysisk. Det var helt kafkask, men jeg klarede den,” siger Mette Munk. Men hvis du har en psykiatrisk udfordring eller er faretruende deprimeret, kan du jo ikke deale med Kafka.”

Det er vigtigt af filosofiske grunde, siger filosoffen Anders Fogh Jensen, fordi man aldrig bør bygge regler på undtagelser, altså på enkeltsager. Det lærer du allerede på politisk filosofi på tredje semester,” siger han. Hvis en ældre mand dør på et plejehjem, fordi han spiser fordærvede flødekartofler, og alle plejehjem i landet så skal have stramme regler for flødekartofler, fjerner du muligheden for, at de ansatte kan bruge deres sunde dømmekraft. Selv nytteetisk betragtet er det spild,” siger Anders Fogh Jensen.

Det er vigtigt, fordi reglerne fra enkeltsager kan føre til dyrt og dumt bureaukrati, som potentielt udgør et langt større samfundsproblem end enkeltsagerne.

Det er vigtigt, fordi vi næsten aldrig dækker de problemer, reglerne fører med sig, efter støvet fra enkeltsagerne har lagt sig.

Det er vigtigt, fordi regel-væksten rejser et helt grundlæggende spørgsmål om, hvilket samfund vi gerne vil have. Et samfund med en masse regler eller et samfund bygget på tillid?

Det er vigtigt, netop fordi det er så usexet og dilemmafyldt og svært at fortælle om.

Men nu vil vi gøre forsøget. Vi vil forsøge at fortælle om reglerne, der bliver ved med at vokse – hvorfor det sker, hvad det betyder, og vigtigst måske: Hvad vi kan gøre ved det. Vi vil, med andre ord, gøre det, ingen regering er lykkedes med siden 1980’erne: Vi vil hjælpe til, at de problematiske regler bliver færre. Vi vil – for man skal have et klart mål – finde fem problematiske regler, der skal fjernes.

Og ja, det er absurd svært. Så vi har brug for hjælp. Fra så mange som muligt. Stort set alle eksemplerne i artiklen her kommer fra Zetland-medlemmer, der har henvendt sig, efter jeg spurgte om input. Tusind tak! Men vi er kun lige begyndt. Vi vil være taknemmelige, hvis du vil skrive eller ringe om regler, du oplever skaber problemer. På dit job eller som helt almindeligt menneske. Du behøver ikke stå frem med navn. Så hold dig ikke tilbage. Del dine tanker. Og hjælp os med at gøre det, ingen statsminister eller noget nyhedsmedie reelt er lykkedes med i årtier.

Det var ifølge legenden umuligt at besejre det mangehovedede slange-uhyre Hydra alene. Det lykkedes først, da menneskene begyndte at arbejde sammen. Dét – samarbejde – var nøglen til at overvinde et uovervindeligt væsen.

Med andre ord: Hjælp os. Vi får brug for det.

Skriv til mig, hvis du kender til regler, vi skal sætte fokus på. Skriv til [email protected] eller krypteret til [email protected] Du kan også ringe til Zetlands telefonsvarer på 93 93 01 92. Men det nemmeste er, hvis du bare trykker …