Den globale frihandel er under pres. Det er svært at konkludere andet i en tid, hvor USA under Donald Trumps præsidentskab har begivet sig ud i en heftig handelskrig med Kina og også i øvrige handelsspørgsmål lægger op til øget protektionisme. I en tid, hvor Storbritannien kun er få uger fra endegyldigt at forlade EU, og hvor stort set samtlige europæiske højrefløje advarer mod den frie cirkulation af både mennesker og varer.

Ét sted er det dog til at få øje på en undtagelse, en ret markant en af slagsen ovenikøbet. I Afrika følger bevægelserne ikke de verdenspolitiske tendenser, men går helt modsat i retning af mere frihandel, flere multilaterale samarbejder og bedre vilkår for bevægeligheden internt på kontinentet.

I marts 2018 skrev 44 afrikanske nationer under på en rammeaftale for etableringen af et fællesafrikansk frihandelsområde, African Continental Free Trade Area (AfCFTA). Siden har yderligere ti nationer tilsluttet sig – blandet andet Afrikas folkerigeste land, Nigeria, hvis præsident Muhammadu Buhari ellers oprindeligt var forbeholden over for idéen – så den nu indbefatter 54 ud af de 55 medlemslande i Den Afrikanske Union. Kun Eritrea, en af verdens mest lukkede økonomier, står uden for det, der efter den fulde implementering, som i første omgang er sat til 2030, bliver verdens største frihandelsområde dækkende over 1,2 milliarder mennesker og et samlet bruttonationalprodukt på 2.500 milliarder dollars.

Især siden den endelige ratificering i sommer har forskere og analytikere fra hele verden udkastet prognoser om frihandlens betydning for Afrika. Langt de fleste er enige om, at bedre vilkår for den kontinentale handel har potentiale til at føre den afrikanske økonomi ind i nye væksttider. I øjeblikket køber og sælger de afrikanske lande forsvindende lidt fra hinanden. Eksporten på tværs af kontinentet udgør kun 18 procent af den samlede eksport. I dag er det nemlig mildest talt umuligt at fragte varer på tværs af grænserne uden at fare vild i et labyrintisk og dyrt papirvælde.

I 2015 illustrerede Verdensbanken problemet med et eksempel fra det sydlige Afrika: hvis en lastbil fuld af supermarkedsprodukter skal fra et land til et andet, det kunne være fra Sydafrika til Zimbabwe, kan chaufføren risikere at skulle medbringe intet mindre end 1.600 forskellige dokumenter og licenser, der skal granskes ved grænseposten. Det er et bureaukrati, der slet ikke kan sammenlignes med det, der strukturerer handlen i Europa og Asien, hvor den indbyrdes eksport er helt oppe på henholdsvis 59 og 69 procent af den samlede.

AfCFTA-aftalen menes at kunne rette op på denne forskel. Ved at fjerne told- og grænseafgifter på 90 procent af varerne, som en af aftalens delmål foreskriver, vurderer FN’s økonomiske kommission for Afrika, at handlen på tværs af Afrika vil kunne øges med hele 52,3 procent allerede i 2022, mens Den Afrikanske Udviklingsbank skønner, at det kontinentale bruttonationalprodukt vil stige med op til 0,97 procent. Også EU er positive. Med samarbejdsaftalen Africa-Europe Alliance for Sustainable Investment and Jobs, som EU’s daværende kommissionsformand Jean-Claude Juncker annoncerede i september 2018, støtter Bruxelles officielt en afrikansk frihandelszone. Ifølge Stig Jensen, lektor på Center for Afrikastudier på Københavns Universitet, fordi man i Europa tror på, at et rigere og mere sammenhængende Afrika vil begrænse migrationen over Middelhavet. “EU har en klar interesse i at sætte gang i Afrikas private jobskabelse, for det vil efter alt at dømme få færre til at søge mod Europa. Derfor er det i høj grad takket være dem, at frihandelsaftalen har nået flyvehøjde,” siger han.

AfCFTA-aftalen er imidlertid langt mere end en politisk aftale, der måske kan sætte skub i økonomien og ændre de demografiske dynamikker. Den er blevet kaldt det endelige opgør med kolonialismen – blandt andet af Chiedu Osakwe, Nigerias chefforhandler, der til Financial Times har sagt, at samhandlen vil “omvende de af kolonialismen fragmenterede og isolerede økonomier”. Den er blevet kaldt virkeliggørelsen af de idéer, flere af det selvstændige Afrikas første præsidenter er rundet af – blandt andet af Collins Odote, lektor i jura ved University of Nairobi, der i den kenyanske avis Business Daily har skrevet, at handelssamarbejdet “opfylder den drøm, Afrikas fædre havde for Afrika”. Og så skriver den sig ind i en større tendens til, at Afrikas regionale forbundethed styrkes – en tendens, der ifølge den camerounske filosof Achille Mbembe, måske kontinents største nulevende tænker, er absolut nødvendig, hvis Afrika skal realisere sit potentiale.

Aftalen om et indre marked i Afrika er ny, men tankerne bag er langtfra. I sit grundrids har den været en del af den afrikanske idéverden, lige siden kontinentet vred sig fri af det koloniale herredømme i midten af det 20. århundrede. I flere af de nye, selvstændige nationer udgjorde præsidenterne en panafrikansk bevægelse, der sigtede mod politisk og økonomisk fællesskab over hele kontinentet. Hastings Banda i Malawi, Jomo Kenyatta i Kenya, Léopold Senghor i Senegal og Kwame Nkrumah i Ghana argumenterede for, at frihed alene ikke var nok. Hvis Afrika skulle genfinde sig selv, var også enhed mellem de nu tidligere kolonier bydende nødvendigt. Som Tom Mboya, kenyansk intellektuel og minister i Jomo Kenyattas første regering, skrev i 1963 i bogen med den symptomatiske titel Afrika frit – og hvad så?: “Alle uafhængige afrikanske stater ønsker ikke blot at knæsætte deres egen uafhængighed, men også at se hele verdensdelen fri.”

Disse tanker udkrystalliserede sig i Organization of African Unity, forløberen til Den Afrikanske Union, der blev dannet på en kongres i Etiopiens hovedstad, samme år som Tom Mboya skrev sin programtekst for det frie Afrika. Denne tværnationale sammenslutning handlede i første omgang om at konsolidere de enkelte landes suverænitet og udrydde kolonialismens sidste rester. Men allerede på organisationens tredje topmøde i 1966 blev de første planer om fælles afrikanske handelsbetingelser formuleret. Resultatet var en række regionale handelsblokke, der i de følgende år skød op talrige steder.

Udviklingen accelererede kraftigt i 1980, da den såkaldte Lagos Plan of Action blev iværksat. I Nigerias største by blev de 50 medlemmer af Organization of African Unity enige om en 20-årsplan, der frem mod årtusindeskiftet skulle styrke den afrikanske økonomis sammenhængskraft – blandt andet ved at gøre kontinentet til én stor frihandelszone. Den endelige implementering endte imidlertid med at fortabe sig i de enkelte nationers interne anliggender, som lagde beslag på al politisk opmærksomhed. Og det er i store træk selve historien om arbejdet med at strømline Afrikas nationale økonomier: Viljen har været der længe, realiseringen har ladet vente på sig.

Det skal AfCFTA-aftalen ændre på. Men selv om potentialet er bredt anerkendt, er det ikke alle, der er lige overbeviste om, at det bliver indfriet. World Economic Forum advarer om, at Afrikas ringe infrastruktur gør det svært at opbygge en “værdikæde” på tværs af kontinentet. Den senegalesiske økonom Alioune Diouf har sået tvivl om implementeringen, med henvisning til at de afrikanske lande i forvejen har svært ved at drive mindre handelssammenslutninger. Som for eksempel COMESA, der siden 1994 har samlet 21 nationer fra Tunesien i nord til Zambia i syd, men som ikke har leveret nævneværdige resultater. Og i en rapport udarbejdet af det verdensomspændende advokatbureau Baker McKenzie i samarbejde med økonomer fra University of Oxford gøres der opmærksom på, at frihandelsaftalen risikerer at bidrage til kontinentets økonomiske ulighed. Det vurderes, at lande med en divers portefølje af varer og tjenester, stor produktionskapacitet og gode transportnetværk, eksempelvis Etiopien eller Sydafrika, vil få langt mere ud af aftalen end lande med smallere økonomier, der er afhængige af værdifulde naturressourcer. Tchad eller Zambia, eksempelvis.

Samme pointe kommer fra Lindsay Whitfield, der forsker i den subsahariske økonomi på RUC’s Centre of African Economies. Frihandelsaftalen, mener hun, vil tilgodese de få, der producerer internationalt konkurrencedygtige varer. Resten af landene har intet, eller kun et lille, indbyrdes handelsgrundlag, da de tilbyder det samme spinkle udvalg af varer og tjenester: “Det er kun, hvis vi snakker om Afrika som en helhed, at frihandelsaftalen kan siges at være positiv,” vurderer hun. Det er en kritik, der vender op og ned på fortællingen om det afrikanske frihandelsprojekt. Den peger på, at trods de historiske rødder i en panafrikansk ambition om at forene et splittet kontinent, kan det ende med at udstille og forværre Afrikas stejle hierarki.

Også Stig Jensen, lektor på Center for Afrikastudier ved Københavns Universitet, tager et forbehold. Hans er mere principielt.

“Man må ikke glemme, at alt, hvad Den Afrikanske Union foretager sig, er skrøbeligt. Unionen har et helt fundamentalt ressourceproblem, fordi dens medlemsstater er så svage,” siger han. “Juridisk set er de alle selvstændige lande, og det internationale samfund anerkender dem også som sådan, men de facto er der mange af dem, som langtfra fungerer som egentlige stater med et magtmonopol og basal infrastruktur. Det betyder, at forskellige nationale interessegrupper meget nemt kan forsinke eller forhindre den reelle implementering.”

AfCFTA-aftalen er, også på trods af sine udfordringer, med afstand det mest udtalte eksempel på, at der på tværs af Afrika arbejdes i retningen af et stærkere interkontinentalt samarbejde. Men det er ikke det eneste. Det er ikke kun cirkulationen af afrikanske varer, man forsøger at fremme. Også cirkulationen af afrikanerne selv bliver givet bedre og bedre betingelser. Ligesom den interafrikanske handel i årtier har været begrænset, har det kontinentale rejsenetværk længe været forsømt. I 2016 viste en rapport fra Den Afrikanske Udviklingsbank, at udefrakommende havde nemmere ved at rejse rundt i Afrika end kontinentets egne borgere. Mens afrikanere skulle have forhåndsvisa for at rejse ind i 55 procent af landene, blev nordamerikanere kun mødt med visumkrav i 45 procent af landene. Det er så småt ved at ændre sig.

I løbet af de seneste par år har en række lande lempet eller helt skrottet deres både kostelige og besværlige visumkrav for afrikanske statsborgere. På Ghanas nationaldag i 2016 bekendtgjorde landets daværende præsident, John Mahama, at borgere fra Den Afrikanske Unions 54 medlemslande fremover ville blive tildelt visum ved ankomst. Senere samme år fulgte Benin op ved at indføre visumfri indrejse for alle afrikanere. I 2017 blev det Kenyas tur, da præsident Uhuru Kenyatta til avisen Daily Nation sagde: “Jo friere vi er til at rejse og leve med hinanden, jo mere forenede vil vi blive, og jo mere vil vi værdsætte vores forskellighed.” Også Etiopien, Nigeria, Rwanda og Mauritius har taget del i udviklingen, der forventes at øge den interafrikanske turisme og gøre det muligt for arbejdsløse at rejse efter arbejde i udlandet.

Stig Jensen fra Center for Afrikastudier mener at kunne få øje på det, han kalder en “kontinental drift”: “Både på statsligt og folkeligt niveau er der en vilje til at finde afrikanske løsninger på afrikanske problemer,” siger han. “Den har egentlig været der længe, men med Den Afrikanske Union som drivkraft bliver viljen nu forsøgt forløst. Frihandelsaftalen og visumlempelserne, og faktisk også en række andre initiativer, er en del af den samme større fortælling om et stadig mere selvbevidst Afrika, der for alvor er ved at dokumentere, at de tager ansvar for egne problemer,” siger han.

Et af disse initiativer er den nye luftfartssammenslutning Single African Air Transport Market (SAATM). Sammenlignet med resten af verden er det afrikanske flynet håbløst bagud. Rutekataloget er sparsomt, priserne skyhøje, og flytiderne på ingen måde tilpasset hinanden. At flyve internt i Afrika er mildest talt besværligt. Et eksempel: hvis man skal fra Malis hovedstad, Bamako, i Vestafrika og 4.500 kilometer sydpå til Congos hovedstad, Brazzaville, på den anden side af Guineagolfen – en distance nogenlunde svarende til den mellem København og Gran Canaria – er den ene mulighed dårligere end den anden. Enten må man flyve med to eller tre afrikanske mellemlandinger, det kunne være i Elfenbenskysten, Etiopien eller Kenya, eller også må man flyve via Paris, og så nærmer rejsetiden sig et døgn. Den slags skal SAATM-aftalen lave om på. Også her er der dog et stykke vej til den fulde implementering. Endnu har kun 28 af Den Afrikanske Unions medlemslande skrevet under på luftfartsaftalen, der allerede blev bragt på banen ved et topmøde i ivorianske Yamoussoukro i 1999, men som der først nu er ved at samle sig bred politisk opbakning til.

Man kunne også nævne opgøret med den vestafrikanske CFA-franc. Møntenheden er siden afkoloniseringen er blevet brugt i otte tidligere franske kolonier, men til sommer erstattes den af en ny valuta døbt ECO efter dens initiativtager, Economic Community of West African States (ECOWAS). Beslutningen blev annonceret på et pressemøde lige før jul, hvor Elfenbenkystens præsident, Alassane Ouattara, og Frankrigs Emmanuel Macron på en “historisk dag for Vestafrika” fremlagde reformplanerne i fællesskab. Siden har økonomer haft diskuteret den nye valutas betydning for den regionale økonomi, men ligesom i tilfældet med den nye frihandelsaftale, er der mere på spil end ren og skær pengepolitik. CFA-francen er i sin essens kolonialistisk. Ved sin grundlæggelse i 1945 stod navnet for Colonies françaises d’Afrique. Og selv om det i 1958 blev ændret til det mere spiselige Communauté françaises d’Afrique, er den, som Stig Jensen fra Center for Afrikastudier siger det, blevet set som et “kolonialt levn”, der fastholder Frankrigs tidligere besiddelser i et afhængighedsforhold til det europæiske moderland.

Netop referencerne til kolonialismen, som er dukket op flere gange i forbindelse med både bortskaffelsen af CFA-francen og indførelsen af AfCFTA-aftalen, er helt afgørende for at forstå, hvad der egentlig er på færde, når Afrikas politikere forsøger at gøre kontinentet mere selvforsynende og tættere forbundet. Den konkrete, politisk-økonomiske udvikling slæber nemlig en idéhistorie med sig, der trækker en linje fra afkoloniseringens panafrikanisme til nutidens forskellige tværnationale tiltag. Ligesom dengang bliver der også i dag mindet om, at Afrikas landegrænser er kolonialistiske konstruktioner, der blev trukket med intet andet end imperiale ekspansionsinteresser for øje på den famøse Berlinkonference i 1884, hvor Europas stormagter delte det eksotiske syd mellem sig. Ligesom dengang bliver der også i dag mindet om, at disse landegrænser må opblødes, hvis kolonitraditionen skal udfordres.

Blandt andre den toneangivende camerounske filosof og politolog Achille Mbembe har gjort det. I marts 2017 i den sydafrikanske avis Mail & Guardian skrev han et indlæg med titlen Scrap the borders that divide [Africans](#4). Her argumenterede han for, at Afrika er nødt til at gentænke de nuværende landegrænser, så kontinentets borgere kan bevæge sig frit omkring og udveksle varer, jobs og idéer. De fortsatte migrantstrømme mod Europa kan kun standses, hvis Afrika “åbner sig selv for sig selv”. Kun ved at afmilitarisere grænseposterne og moderere restriktive immigrationspolitikker, skrev Mbembe, der er ansat på University of Wits i Johannesburg, kan Afrikas fremgang sikres. Indlægget er senere blevet videreudviklet til forelæsningen The idea of a borderless world, som camerouneren de seneste par år har afholdt på universiteter i både Afrika og Europa. I den lyder slutbemærkningen ganske sigende:

“Hvis afkoloniseringen skal fuldbyrdes, må Afrika afvikle dets koloniale skillelinjer og gøre sig selv til ét stort rum for cirkulation — for sig selv, sine efterkommere og alle, der ønsker at dele skæbne med kontinentet.”

Det, som Den Afrikanske Unions frihandelsaftale lægger op til, er måske ikke helt lige så radikalt. Men lægger man den sammen med visumlempelserne, den nye luftfartssammenslutning og opgøret med CFA-francen, tegner der sig et billede af et Afrika, som nu for alvor forsøger at virkeliggøre nogle af de tanker, der længe har domineret den kollektive afrikanske bevidsthed.