Send en tanke til Zetlands medlemmer

De har betalt for, at vi kunne lave denne artikel. Uafhængig journalistik er ikke gratis.

Medicin har gjort mig og tusinder af andre danskere til narkomaner på første klasse. Sådan blev jeg clean

Tusindvis af danskere bliver afhængige af den smertestillende medicin, de får udskrevet af lægerne.

Foto: Marie Hald for Zetland

Klokken 4 om morgenen var jeg nødt til at give op. Jeg kæmpede mig ud af sengen og gik ud i mine forældres køkken for at finde en af de store blå Ikea-poser, som jeg vidste lå under vasken. Bagefter gik jeg ind i stuen og begyndte at kaste bøger fra bogreolen ned i posen. Jeg valgte alle de tungeste af dem. Da jeg var færdig, var posen så tung, at jeg blev nødt til at vække min mor, så hun kunne bære den ind til min seng. Det kunne jeg ikke selv efter operationen.

Jeg bugserede min krop op i sengen igen, og min mor løftede Ikea-posen op og stillede den på mine ben. Hun kunne næsten ikke løfte den op fra gulvet. Allerede i det sekund vægten ramte min krop, kunne jeg mærke, at det lindrede. Mine ben rystede lidt mindre, og det blev fysisk umuligt for mig at gnide mine fødder manisk mod hinanden, som jeg gjorde hver aften for overhovedet at kunne ligge stille. De næste to måneder sov jeg hver nat med den blå Ikea-pose oven på mine ben. Det var den eneste måde, jeg kunne få en smule ro på abstinenserne.

Siden 2015 er antallet af personer, der får recept på det morfinlignende stof oxycodon, steget med 68 procent. Det viser nye tal fra Sundhedsdatastyrelsen ifølge Berlingske. Oxycodon går også under navnet OxyContin. Nogle vil måske genkende navnet, fordi det blandt andet er det stof, der har udløst den store opioidkrise i USA, hvor tusindvis af amerikanere har mistet livet efter en overdosis af de såkaldte opioider, som bruges i meget smertestillende medicin.

Noget tyder på, at vi også herhjemme har et problem med misbrug af receptpligtig medicin. Nye tal fra Center for Rusmiddelforskning viser nemlig, at 34 procent af alle, som mellem 2007 og 2018 henvendte sig med et stofmisbrug i kategorien opiater’, kort forinden havde fået udskrevet et morfinpræparat på recept. 16 procent havde fået udskrevet en recept mindst ti gange inden for det seneste år.

Sidste år blev jeg selv en del af statistikken. Efter en operation i ryggen udviklede jeg en stærk afhængighed af morfin. Den nat, hvor jeg fik min mor til at løfte en tung Ikea-pose op på mine ben, var jeg midt i et intenst afrusningsforløb. Jeg havde været nødt til at flytte hjem til mine forældre, fordi morfinen skulle være låst inde og kontrolleres af min mor. Det eneste, jeg tænkte på, var, hvornår jeg måtte få den næste dosis, og hver eneste dag – og ikke mindst nat – var en hallucinerende, koldsvedende maraton.

Min historie er langtfra enestående. Henrik Rindom, som er psykiatrisk overlæge med speciale i misbrug, er tilknyttet stofrådgivningen Novavi i København, hvor han jævnligt møder folk i samme situation, som jeg var i. Han er på ingen måde overrasket over de nye tal, for vi har, siger han, et stort og absurd problem” med mennesker, der bliver afhængige og udvikler et misbrug af receptpligtige opioider.

Vi uddeler opioider med alt for rund hånd, men der er ingen, der interesserer sig for langtidseffekterne,” siger Henrik Rindom. Lægerne bliver bare ved og ved med at udskrive dem, og derfor har vi en stor gruppe patienter, som jeg kalder narkomaner på første klasse. Det er mennesker, der simpelthen får lov at dyrke deres afhængighed i det skjulte, fordi de bare kan blive ved med at hente deres medicin på apoteket.” Narkoman på første klasse. Det var det, jeg var.

Selv om der i dag bliver udskrevet langt mere oxycodon end i 2015, er det samlede forbrug af morfinlignende medicin i Danmark faktisk faldet en smule de seneste år. Ifølge én ekspert, jeg har talt med, kan det skyldes, at man efter kritisk mediefokus har skåret ned på mildere præparater som tramadol – med det uønskede resultat, at man i stedet udskriver flere skrappere stoffer som oxycodon. Uanset forklaringen er Danmark stadig et af de lande i Nordeuropa, der udskriver allerflest recepter på opioider. I løbet af et år får omkring 440.000 danskere ordineret opioider, og ud af dem er cirka 150.000 såkaldte langtidsbrugere”, viser de seneste tal fra Sundhedsdatastyrelsen.

Hvor mange af dem der er afhængige af de receptpligtige stoffer, ved vi ikke. Men en undersøgelse fra 2010 giver os måske et praj. Her lavede Jette Højsted, tidligere overlæge på det tværfaglige smertecenter på Rigshospitalet, en screening af en stor gruppe kroniske smertepatienter, der alle sammen var i langtidsbehandling med opioider. Hun fandt frem til, at cirka 15-20 procent af patienterne var psykisk afhængige af medicinen. Hvis de tal er repræsentative, så svarer det til, at der i Danmark er omkring 25.000-30.000 kroniske smertepatienter, som er afhængige af opioider.

I dag er Lene Caspersen overlæge på Tværfagligt Smertecenter på Rigshospitalet, hvor Jette Højsted lavede sin undersøgelse. De tværfaglige smerteklinikker blev i sin tid oprettet for netop at hjælpe kroniske smertepatienter, og langt de fleste patienter på klinikkerne får opioider mod deres smerter. Derfor støder Lene Caspersen også ofte på problemet i sit arbejde.

Det er ikke ualmindeligt, at et misbrug af morfin starter med en smerteproblematik, hvis man for eksempel bliver indlagt, fordi man skal have lavet en kikkertundersøgelse eller skal opereres i benet. Så kommer morfinpræparaterne på banen, og man bliver udskrevet med et eller andet antal OxyContin-tabletter,” fortæller hun.

Hun siger, at det er altafgørende, at der bliver lavet en grundig plan for, hvordan patienten skal trappe ud af medicinen igen. Problemet er bare,” fortsætter hun, at de planer kan være mangelfulde, og så er folk overladt til sig selv.”

På smerteklinikkerne er man meget opmærksomme på at holde igen med opioider og hjælpe med udtrapning, siger Lene Caspersen. Derfor mener hun ikke, at de er en del af problemet. Faktisk er hun af den opfattelse, at smerteklinikkerne trækker i den modsatte retning, når det kommer til afhængighed. Men hun anerkender, at også de er udfordret af, at der mangler tilbud til dem, der både har kroniske smerter og er blevet svært afhængige.

Inden Lene Caspersen kom til Rigshospitalets tværfaglige smertecenter, var hun i mange år tilknyttet rusmiddelbehandlingen i Københavns Kommune. Her skete det utrolig tit, at folk henvendte sig med et misbrug, som var begyndt med en recept fra lægen.

Nogle blev måske udskrevet med 100 morfinpiller, men skulle kun bruge til tre dage. Så ligger de i skabet, og så kommer der en ven forbi med ondt i ryggen. Ej, men så skal du lige prøve de her vildt gode piller, jeg har liggende’. Det er ikke ualmindeligt, at det starter på den måde, og man ved, at risikoen for spredning er stor,” fortæller den mangeårige overlæge.

Foto: Marie Hald for Zetland

Jeg fik ikke mine piller af en ven. De kom direkte fra receptblokken. Det begyndte, da jeg i efteråret 2019 fik konstateret en diskusprolaps nederst i højre side af lænden. Ikke nogen særlig spændende sygdom, en af de mest almindelige ryglidelser i Danmark og en skade, jeg senere ofte har tænkt på som helt ubetydelig lille i forhold til det inferno, den endte med at føre med sig.

Kort tid forinden havde jeg landet mit første rigtige job som journalist, og jeg havde ikke lyst til at trække en sygemelding, allerede inden jeg var kommet rigtigt i gang. Så jeg blev ved med at arbejde, selv om jeg godt kunne mærke, at den var gal. Når jeg pendlede mellem Aarhus og København for at arbejde, måtte jeg ligge på gulvet mellem sæderne i toget, fordi jeg ikke kunne sidde op.

En dag i september måtte jeg kapitulere. Da toget stoppede, og jeg skulle af, blev jeg bogstaveligt talt liggende på gulvet, fordi jeg ikke kunne rejse mig. Samme dag blev jeg indlagt på Skejby Sygehus. Den gode nyhed var, at de søde læger på akutafdelingen ikke var fedtede med den smertestillende medicin. Jeg fik gavmilde mængder af OxyContin, og det hjalp gevaldigt på det, jeg troede skulle være den korte bane. Efter en scanning fik jeg at vide, at jeg skulle opereres på Glostrup Hospital i marts. Desværre var der relativt lang tid til marts, og smerterne besluttede sig ikke for at holde pause, bare fordi det danske hospitalsvæsen først kunne finde en operationstid til mig et halvt år senere. I månederne, der gik, måtte jeg derfor holde den kørende på OxyContin og morfin for at kunne komme ud af sengen om morgenen.

Det varede ikke længe, før mit morfinforbrug eskalerede. Det var ikke, fordi jeg fik nogen rus ud af medicinen; jeg havde udelukkende brug for den, så jeg kunne undgå smerter og gå på arbejde. Men opioider har den egenskab, at kroppen meget hurtigt vænner sig til dem, og derfor har man brug for højere og højere doser for at opretholde en normaltilstand. Til at starte med fik jeg 40 milligram OxyContin og morfin om dagen og en besked om, at jeg måtte tage mere, hvis det blev nødvendigt. På dagen for operationen var jeg oppe på i alt 120 milligram hver dag. Jeg har senere fundet ud af, at det er nok til at slå en voksen mand ihjel, hvis han ikke har fået morfin før. Det er sådan, et forbrug bliver til et misbrug, forklarer overlægen Lene Caspersen fra Rigshospitalet.

I starten tager man stoffet for at opnå en effekt, men efterhånden som man bliver afhængig, tager man det for at undgå abstinenser,” siger hun. Til sidst skal man have det for overhovedet at kunne fungere.”

Den mere biologiske forklaring på misbrug skal findes i det belønningssystem, vi har i hjernen, som især præmierer os, når vi spiser, og når vi dyrker sex, de to vigtigste faktorer for artens overlevelse. De aktiviteter (og andre tilfredsstillende handlinger) udløser stoffet dopamin, der skaber en følelse af lykke, velbehag og psykisk ro i kroppen. Problemet er, at alle de stoffer, vi i daglig tale kender som rusmidler, også udløser dopamin i hjernen – endda i så store mængder, at hjernen bliver snydt. Hvis man bliver ved med at tage eksempelvis morfin i lang tid, så begynder hjernen at tro, at den ikke længere behøver hverken mad eller sex eller noget som helst andet for den sags skyld. At morfinen er nok i sig selv. Og så er man narkoman.

Det var først, da min rygoperation var overstået, at jeg begyndte at forholde mig til, at jeg var blevet afhængig af den smertestillende medicin. Jeg var fast besluttet på at blive clean så hurtigt som muligt, selv om en del af mig mest havde lyst til at fortsætte med pillerne. Og selv om jeg godt vidste, at det ikke ville blive sjovt.

Min mor, som er uddannet sygeplejerske, hentede mig hjem til mit barndomshjem i Aarhus. Hun vidste godt, at det, der skulle til at foregå, ikke var noget, jeg selv kunne styre. Nedtrapningen begyndte en uge efter operationen. Af lægen, der opererede mig, havde jeg fået en håndskrevet plan med hjem, der i noteform beskrev, hvordan det skulle foregå. Ifølge den skulle jeg være clean efter to uger.

Det lød optimistisk, syntes jeg. Og da jeg ringede til en lægefaglig bekendt med speciale i den slags, lød beskeden da også, at en nedtrapning af så store doser burde tage cirka et halvt år. Vi endte med et kompromis og en hjemmelavet plan: To måneder skulle det tage. Jeg syntes ikke, jeg lige havde tid til at hive et halvt år ud af kalenderen.

De to måneder er svære at skrive om. Ikke kun fordi det er mindre sjovt at tænke tilbage på, men også fordi min hukommelse om dem er hullet. Derfor har jeg måttet læne mig op ad de dagbogsnotater, jeg skrev i tiden lige efter.

Foto: Marie Hald for Zetland

Kan du huske filmen Wir Kinder Vom Bahnhof Zoo fra skoletiden, som tusindvis af lærere viste til skræk og advarsel? Den handler om den tyske teenager Christiane F., som er heroinmisbruger. De scener, hvor hun gennemlever sine abstinenser, er et meget godt billede på, hvordan det også så ud for mig. De fysiske abstinenser ramte allerede den første dag, hvor jeg fik mindre morfin, end jeg plejede. Selv om jeg var forberedt, blev jeg overrasket over den styrke, de slog ned med. Koldsved, opkast, smerter i hver eneste lille muskel i min krop. Hedeture og feber, der betød, at mine forældre måtte storme mellem fryseren og min seng med isposer, fordi jeg lod dem forstå, at jeg var ved at brænde op i helvede. Mine ben rystede, mine arme rystede, mine hænder rystede – nogle dage så meget, at jeg ikke kunne holde på et glas. De første uger forlod jeg ikke min seng.

Så kom hallucinationerne. Sorte ansigter i loftet. Det startede som utydelige mørke plamager, der flød rundt i hjørnerne, men som dagene gik (eller timerne, hvem ved?), blev de til detaljerede ansigter med dybe huller der, hvor øjnene og munden skulle være. Om natten bevægede de sig ned ad væggene med samme slags sejlende bevægelser som dementorerne fra Harry Potter-filmene, og selv om de aldrig nåede helt hen til mig, var jeg panisk angst. Jeg har senere fået at vide, at jeg skreg som et dyr.

Jeg vidste godt, at jeg hallucinerede. Men det var, som om min hjerne ikke fik kommunikeret den viden videre til min krop. Frygten for ansigterne og frygten for, at jeg var ved at blive fuldstændig sindssyg, fyldte cirka lige meget. Når jeg havde kræfter til det, græd jeg.

Ansigterne fik selskab af edderkopper. Ikke så mærkeligt med tanke på min gigantiske fobi for edderkopper. De kravlede på væggene, på gulvet, i min seng, hele tiden i udkanten af mit synsfelt. Små, sorte, ubestemmelige insekter med lange ben, der gjorde alle flader levende.

Jeg sov med Ikea-posen på benene hver nat, men fik kun få timers søvn. Dagene flød sammen, og nærmest uden at jeg opdagede det, lagde der sig et sort filter hen over mine tanker. De mindste og mest idiotiske ting fik mig til at bryde grædende sammen. En aften så vi et dyreprogram om en hanabe på Borneo, der ikke kunne finde en mage og derfor måtte leve sit liv alene. Vi blev nødt til at slukke, fordi det blev for meget for mig. Jeg græd i tre timer over den forpulede abe.

Jeg frøs, jeg svedte, jeg rystede, jeg stønnede mærkelig sætninger ud i rummet. Ofte vidste jeg ikke, om det var dag eller nat. Jeg spiste ikke, og jeg skulle tvinges til at drikke. Det eneste, jeg tænkte på, var, hvornår jeg måtte få min næste dosis. Jeg fik pillerne morgen og aften, og når tiden nærmede sig næste dosis, plagede jeg min mor for at få den bare lidt tidligere. De sidste minutter, inden jeg fik lov, var længere end år.

Sådan gik der to måneder. Den dag, det lykkedes mig at slippe de sidste fem milligram, fejrede vi det – jeg fra sofaen med en ispose på hovedet, resten af familien med en flot middag. Jeg begyndte at gå små ture, begyndte at spise igen, og en dag midt i maj tog jeg toget hjem til København. Jeg var ved at dø af skræk, for jeg havde fået en lille smule morfin med hjem, i tilfælde af at det skulle gå galt, og abstinenserne blev for voldsomme. Jeg måtte ikke falde i igen. Men det gjorde jeg. Kun et par gange, så løb jeg tør. Men det var nok til, at jeg måtte igennem tre uger mere med abstinenser.

Skal man tro både Henrik Rindom og Lene Caspersen, så er min historie et godt eksempel på, hvor det ofte går galt, når patienter ender med at blive afhængige af smertestillende medicin. De to eksperter mener ikke, at hverken speciallægerne på landets hospitaler eller de praktiserende læger er gearet til at tage sig af medicinafhængighed, og derfor ender mange med at stå alene med det.

Ifølge Lene Caspersen er det ikke den konkrete nedtrapningsplan, der er svær at lave, for det er egentlig bare at lave et skema med medicindoser, der bliver mindre og mindre. Men sådan en plan virker kun, understreger hun, hvis patienten får hjælp til at holde sig til den, og det har lægerne sjældent ressourcer til. Henrik Rindom går skridtet videre. Han mener slet ikke, at landets læger er interesseret i at beskæftige sig med problemet.

Det er de ikke, fordi man generelt har en opfattelse i sundhedssystemet af, at misbrugere er nogle platugler, der selv er skyld i deres afhængighed og bare vil bare have nogle flere stoffer,” siger han. Han mener ellers, at det for staten ville være langt nemmere og billigere at hjælpe misbrugere af receptpligtig medicin end at hjælpe narkomaner på gaden. De har nemlig nogle helt andre ressourcer til rådighed – et sted at bo, et socialt netværk og så videre. Henrik Rindom mener, at Sundhedsstyrelsen burde have gjort noget ved problemet for længe siden.

Først og fremmest er de menneskelige omkostninger fuldstændig vanvittige. Der er mennesker, der får ødelagt deres liv af misbrug, de aldrig burde have fået. Og så er der også nogle betydelige udgifter ved det. De skal jo til læge, der skal skrives recepter og gives medicin – en del har for eksempel hjemmesygeplejerske til at komme og give morfin hver dag,” siger han.

Derfor, mener han (og Lene Caspersen er enig), er det nødvendigt med bedre og mere omfattende nedtrapningsplaner og desuden mere kontrol med, hvor mange opioider lægerne udskriver. For selv om det er muligt for Sundhedsstyrelsen at overvåge, hvor meget medicin der bliver udskrevet i morfinkategorien, er eksperterne enige om, at der alligevel bliver udskrevet for meget.

Sundhedsstyrelsen har ikke ønsket at stille op til interview, men siger i et skriftligt svar, at de i lang tid har haft fokus på at nedbringe brugen af opioider. De fortæller, at de i 2020 kom med flere tiltag, der skulle sørge for netop det – herunder en national klinisk retningslinje om opioidbehandling af kroniske smerter” og en smerteguide i lommeformat til læger”.

Sundhedsstyrelsen peger også på, at der på finansloven i 2018 blev sat 14,3 millioner kroner af til smerteområdet. Derfor har styrelsen lavet et forslag til en ny smertebehandlingsplan, som dog ikke er vedtaget endnu. Her foreslår de blandt andet, at pengene bruges på mere forskning i smerter, flere tilbud, der ikke er koncentreret om medicin (for eksempel fysioterapi og psykologhjælp), og bedre information til patienter med kroniske smerter.

Foto: Marie Hald for Zetland

Et andet problem, ifølge Lene Caspersen, er, at de patienter, der bliver afhængige af smertestillende medicin, ofte må klare problemet selv, fordi de lander mellem to stole. Den ene stol er patientens egen læge eller hospitalet, som hører under regionerne, og den anden stol er den kommunale misbrugsbehandling.

Hvis læger ser tegn på, at en patients medicinforbrug er ved at skride, vil de tit forsøge at sende vedkommende over i et kommunalt misbrugstilbud,” siger hun. Men hvis man derovre får en patient ind, der har smerter, så er beskeden for det meste: Det er et lægeordineret problem, og det skal behandles i det regi, du må op til din egen læge.’ Det er helt absurd.”

Derfor mener hun, at man fra politisk side bør sørge for, at misbrugere af receptpligtig medicin kan få hjælp dér, hvor de i første omgang har fået udskrevet medicinen – altså i regionerne. Allerhelst så hun gerne, at der blev oprettet særlige klinikker til formålet.

Henrik Rindom fortæller, at han sammen med en gruppe andre læger er gået i gang med at lave et forslag til Sundhedsstyrelsen om en helt ny speciallægeuddannelse rettet mod misbrug og afhængighed. Deres argument er, at der mangler viden og kompetencer, fordi læger i dag ikke uddannes i misbrug som en regulær sygdom. Lene Caspersen synes, det er en god idé. Alternativt burde man, mener hun, uddanne praktiserende læger og eventuelt visse speciallæger til at blive bedre til at håndtere afrusning.

Hos Lægeforeningen, som er de danske lægers brancheorganisation, er man ikke enig i, at lægerne ved for lidt om misbrug og afhængighed. Foreningens næstformand Anna Mette Nathan understreger, at danske læger bliver uddannet i at lave nedtrapningsplaner, og derfor er der ikke brug for en helt ny uddannelse. Men hun erkender, at det ikke altid lykkes at hjælpe folk ud af deres morfinmisbrug igen.

Vi prøver jo alt, hvad vi kan, men det er nogle gange svært, hvis man for eksempel sidder over for en patient, som har rigtig mange smerter,” siger hun. Problemet er, at vi ikke har de nødvendige behandlingsmuligheder.”

Hun så også gerne, at misbrugsbehandlingen blev lagt ind i regionerne, så ingen var i tvivl om, hvor de kunne få hjælp. Tit skal patienten nemlig alligevel fortsætte med at have hjælp hos lægen for de smerter eller den sygdom, der har gjort medicinen nødvendig i første omgang. Derfor ville det give mening, at selvsamme læge også stod for afrusningen, så det hele var samlet ét sted, i stedet for at det foregik i den kommunale misbrugsbehandling. Det er et kendt problem, at kvaliteten af hjælpen har det med at blive dårligere, når den spredes ud over fysiske afstande, og når der er for mange kokke involveret. Men det er ikke nok bare at rykke hjælpen, understreger Anna Mette Nathan. Det vigtigste er først og fremmest, at Sundhedsstyrelsens nye smertebehandlingsplan bliver gennemført. For problemet er ifølge næstformanden ikke lægernes faglighed. Problemet er, at der simpelthen mangler tilbud som dem, der bliver nævnt i planen.

Det ville bestemt være muligt at nedsætte forbruget, hvis vi fik mulighed for at tilbyde andre former for hjælp. Et sted at sende de her patienter hen, hvor der ikke kun er fokus på medicin, men hvor der også tilbydes psykologhjælp og hjælp til at håndtere smerter. Den mulighed findes ikke lige nu,” siger hun.

Sundhedsstyrelsen har som sagt ikke ønsket at stille op til interview, men i det skriftlige svar skriver de, at alle, der er afhængige af opioider, har ret til at få hjælp i de kommunale misbrugstilbud. Også dem, der har fået deres morfin af en læge. De anerkender, at der kan være brug for mere viden om afhængighed og afrusning blandt landets læger, men afviser, at der er en ny uddannelse på tegnebrættet.

Selv om det lykkedes mig at blive clean, og selv om jeg uden tvivl var en af de heldige, så betyder det desværre ikke, at misbruget er et afsluttet kapitel i mit liv. Skammen over at have været afhængig fylder stadig mere i min hverdag, end jeg bryder mig om at indrømme. Visheden om, at jeg aldrig var blevet clean, hvis jeg havde stået for afrusningen alene, er flov og skræmmende på samme tid. Hvis ikke min mor havde styret min medicin med hård hånd, så ved jeg, at jeg ville have taget det hele, indtil der ikke var mere. Jeg ved også, at jeg ville have været klar til at gå på gaden for at skaffe mere. Mange lægeordinerede opioider ender på det sorte marked til en gadepris på 300-400 kroner for 80 milligram oxycodon.

Jeg skammer mig over, at jeg ikke havde kontrol over min egen vilje, og jeg er evigt bange for at blive stemplet som utilregnelig. Tror folk, at jeg ingen selvkontrol har? At jeg kunne finde på at lyve og fortsætte mit misbrug?

Selv om jeg ikke har haft tilbagefald siden sidste sommer, er morfin stadig noget af det første, jeg tænker på, hvis jeg bliver rigtig ked af det, eller hvis der sker noget voldsomt, som jeg ikke havde forudset. Eksperterne fortæller mig, at trangen til morfin kan blive hængende i mange år, præcis som trangen til en cigaret kan gøre det hos tidligere rygere. Hos nogle forsvinder den aldrig helt igen.