Send en tanke til Zetlands medlemmer

Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Nene La Beet er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Fremtiden skal bygges af gamle mobiler og udtjente vindmøller. Anders Lendager er i fuld gang

Menneskeskabte ting vejer nu mere end alt levende. Det gør skrald og skrot til fremtidens byggeklodser.

Foto: Simon Baungård for Zetland

For ikke så længe siden krydsede vi mennesker en skelsættende grænse. Vægten af alle de milliarder af ting, vi har skabt gennem vores tid på kloden – alle vores højhuse og motorvejsudfletninger og vaskemaskiner og dukkehuse og papirclips og mobiltelefoner – overstiger nu vægten af alt levende. Alt.

Tanken er svimlende. Faktisk findes der næppe nogen tydeligere illustration af, i hvor høj grad vi mennesker nu og i al overskuelig fremtid holder hele planetens skæbne i vores famlende hænder. Tænk lige over det: Her på kloden findes der lige nu flere ting skabt af os mennesker, end der findes liv skabt af naturen. Hvis først man lader den erkendelse synke ind, kan man godt komme i det dystopiske hjørne. For produktionen af alt muligt fortsætter jo bare år for år, og hvordan skal det ikke ende? Løber vi tør for råstoffer, eller ender vi med at bukke under for vægten af vores eget skrald?

Men den enorme og konstant stigende mængde af menneskeskabt habengut udgør også en fantastisk mulighed. Hvis vi griber sagerne rigtigt an, kan alt det, vi allerede har skabt, nemlig blive det råmateriale, som vi bygger fremtiden af.

For tiden tales der rigtig meget om cirkulær økonomi – altså muligheden for at skabe en økonomi, hvor råstofferne kører i evigt kredsløb. Men diskussionen kommer ofte til at handle om, hvordan vi kan designe nye ting, som er beregnet til at blive skilt ad og genbrugt. Og det er vigtigt. Men vi må ikke glemme alle de millioner af gamle ting, som allerede er blevet fremstillet uden den mindste tanke på genanvendelse, cirkulær økonomi eller bæredygtig omgang med ressourcer. Gamle ting, som ved første øjekast kan ligne affald, udgør nemlig en guldmine – nogle gange bogstavelig talt – af råmaterialer, som faktisk ikke behøver at være specielt svære at få fat i.

Det kræver bare, at vi tænker lidt ud af boksen. Og en af dem, der er bedst til det, er en dansk arkitekt ved navn Anders Lendager. Han har gennem de seneste ti år været på en rejse, som vi alle sammen kan lære en hel del af.

DEN ENE MANDS ... Anders Lendager har et værksted fuld af materialer, som egner sig til genbrug på den ene eller anden måde. Foto: Simon Baungård for Zetland

Anders Lendager befandt sig tilbage i begyndelsen af 2010’erne på et foreløbigt højdepunkt i sin karriere som arkitekt. Han havde lige færdiggjort et spektakulært byggeri på Aker Brygge i hjertet af Oslo Havn. Her lå kulturbygningen Bølgen nu og spejlede sine svungne former i fjorden. Anders Lendager burde være pavestolt, og det var han på en måde også. Men noget føltes alligevel forkert.

Som ung arkitekt med egen tegnestue havde Anders Lendager sat sig for, at bæredygtighed skulle være omdrejningspunkt for alt, hvad han lavede. Men gang på gang oplevede han, at alle de grønne elementer blev skrællet væk, når først bygherrer og entreprenører tog fat. Da han fik opgaven med Bølgen, hvor der var masser af penge at bygge for, havde han troet, at han endelig kunne få lov at give den fuld gas med bæredygtige byggematerialer. Men i stedet skete præcis det, der plejede at ske. Alle de grønne løsninger, han havde glædet sig til at gøre til virkelighed, blev visket ud, da bygherrerne så hans tegninger.

Så tænkte jeg: Nu gider jeg ikke mere. Nu stopper jeg. Der er noget, der er helt galt – noget, jeg ikke forstår at få til at fungere. Og så satte jeg mig i min lejlighed og kiggede ud ad vinduet i et år og overvejede, hvad fanden jeg skulle gøre.”

Det blev begyndelsen på en ti år lang rejse, som i dag har gjort Anders Lendager til en af verdens førende arkitekter udi den svære, men for kloden fuldstændig nødvendige disciplin at skabe nyt ud af gammelt. Store stykker af gamle mure fra forladte bygninger, udtjente vindmøllevinger, brugte insulinpenne, kasserede korkpropper, pensionsmodne ølfustager – Anders Lendager og hans ansatte har efterhånden lært at bygge med det hele. Og det er nu blevet så god en forretning, at investorer står klar til at spytte et anseligt millionbeløb i at gøre det arkitektoniske genbrugseventyr til big business. Derfor er Anders Lendagers historie god at blive klog af, hvis man vil forstå, hvordan vi som mennesker kan blive bedre til at udnytte det skjulte potentiale i alt det ragelse, vi efterhånden har produceret. Vi kommer aldrig til at dække hele vores behov for råmaterialer ved at rode i vores egne skrotbunker, men vi kan mindske udfordringen med at skaffe nye materialer betragteligt. Og jo længere frem i tiden vi kommer, jo større bliver potentialet, simpelthen fordi vi producerer så mange nye ting hvert eneste år.

Foto: Simon Baungård for Zetland

Under sin et år lange tænkepause efter byggeriet på Oslo Havn kom Anders Lendager frem til, at hvis han skulle bygge bæredygtigt, måtte han begynde at designe sine bygninger på en måde, hvor det grønne var så dybt indlejret, at det blev umuligt for bygherrerne at fjerne bæredygtigheden ved at pille enkeltelementer ud. Den bedste fremgangsmåde, konkluderede han, måtte være at bygge sit design op omkring andre folks skrald.

Ret hurtigt fik han mulighed for at føre tanken ud i det ekstreme. I 2013 blev han tildelt 1,7 millioner kroner og en byggegrund i Nyborg, hvor den filantropiske bygge-pengetank Realdania ville have opført et parcelhus, der var så klimavenligt som overhovedet muligt. Anders Lendager gik radikalt til opgaven. Han døbte sit koncepthus Upcycle House og gik amok i materialer, som mange ville have betragtet som ubrugeligt affald. I stedet for klimaskadelig cement funderede han huset på pæle af genbrugsstål. Han isolerede mod jorden med nylon fra en gammel skøjtebane og flamingo fra udtjent emballage. Kernen i konstruktionen blev to gamle skibscontainere, isoleringen bestod af papiruld fra gamle aviser, og gulvet i køkkenet blev belagt med kasserede champagnepropper. Samlet set resulterede anstrengelserne i en CO2-besparelse på hele 86 procent sammenlignet med, hvis han havde bygget et almindeligt typehus. Det var på alle måder en enorm klimagevinst. Byggeriet af et hus kan nemlig sagtens være skyld i halvdelen af den samlede klimabelastning fra huset i hele dets levetid, inklusive forbrug af strøm og varme. Huset i Nyborg illustrerede med andre ord, hvor stort et klimapotentiale der ligger gemt i upcycling, altså det at finde sine materialer i andres affald frem for at bruge nye.

Der lød jo et helt suk i branchen: Hov, hvad var det der? Vi havde jo kun talt om masser af isolering og om andre energiformer, og så kom det her, som egentlig bare var at vælge nogle andre materialer, og slog det by far,” husker Anders Lendager.

Vejen til at gøre en egentlig forretning ud af fremgangsmåden var dog stadig lang og snørklet. Første gang, Anders Lendager for alvor indså det kommercielle potentiale, var, da han blev hyret til at hjælpe det verdensberømte arkitektfirma Foster + Partners, som blandt andet står bag store prestigeprojekter som City Hall i London og renoveringen af rigsdagsbygningen i Berlin. Det store britiske selskab havde fået til opgave at bygge det enorme kontorkompleks Copenhagen Towers i Ørestad. Det var et stort anlagt projekt, men briterne havde et problem. De var blevet hyret til at lave et ekstremt bæredygtigt byggeri, og det havde de sådan set også gjort. Problemet var bare, at det var svært at få øje på. Der manglede det synlige grønne islæt, som kunne sælge byggeriet til fremtidige udlejere. Derfor ringede briterne til Anders Lendagers lille tegnestue for at bede om deres hjælp.

De havde fået en masse penge, og det skulle være et superbæredygtigt byggeri – man kunne bare ikke se det nogen steder. Det var rustfri stålplader og masser af glas, sådan som man kender en erhvervsbygning. Så hvor var det bæredygtige? De var blevet bedt om at komme med noget, men det lykkedes ikke rigtigt, og så fik vi chancen. Jeg tror, vi var fem på tegnestuen på det tidspunkt, og det var et totalt wild shot.”

Anders Lendager troppede op i et mødelokale fyldt med jakkesæt – kunderne var en tysk pensionskasse og en dansk kapitalfond – og gik linen ud med et oplæg, som tog udgangspunkt i, hvilke typer af affald man kunne proppe ind i bygningen som byggematerialer i stedet for dem, der var på tegnebrættet. I første omgang undrede mødedeltagerne sig. Hvorfor talte manden om affald? Men hurtigt indså de, hvilket potentiale der lå gemt i det, Anders Lendager sagde. Pludselig gik der noget op for dem: Her var jo de historier, de havde ledt efter.”

Bygherrerne vendte tommelen opad, og så gik Anders Lendager og hans folk ellers i gang. Lofter blev lydisoleret med bearbejdede plastikflasker, vægge blev beklædt med træ fra gamle vinduesrammer, ventilationsanlæg blev gemt bag kasserede kulfibersejl fra kapsejladsbåde, og byggeaffald blev støbt ind i gulve af genbrugsbeton.

Og pludselig stod vi med et byggeri, hvor bygherren sagde: Selv om det, I har lavet, jo kun kostede 0,01 procent af omkostningerne, bliver det hele historien om det her byggeri.’ Og efterfølgende var alle dem, der valgte at flytte ind, selvfølgelig virksomheder, der havde en bæredygtighedsagenda – som Vestas, Novo og så videre.”

Projektet viste Anders Lendager, at upcycling-tilgangen havde kommercielt potentiale. Det var simpelthen muligt at tjene penge på at gøre noget, som også var godt for klimaet og planeten, sammenlignet med alternativet. Og det skyldtes i høj grad, at hans lille virksomhed ikke kun tjente penge på at designe indretningen. De tjente også penge på at sælge bygherren alle de bæredygtige materialer, som de selv udviklede til formålet undervejs.

Det her var jo en forretningsmodel. Vi kunne designe og have frihed til utrolig mange ting og skabe en forandring – og så solgte vi jo materialer, så det var vores bedste år nogensinde. Og så besluttede jeg, at det var dét, som Lendager Group skulle handle om.”

Foto: Simon Baungård for Zetland

Byggebranchen er et af de mest oplagte steder at tage fat, når det handler om at udvinde værdifulde materialer af vores enorme bunker af ting og sager. Globalt set står byggeri for omkring en tredjedel af menneskehedens ressourceforbrug, og det betyder, at potentialet for genanvendelse er tilsvarende stort. For eksempel kan man begrænse efterspørgslen på grus og sand – som er knappe ressourcer på globalt plan – ved at genanvende beton. De store volumener betyder også, at byggebranchen kan aftage store mængder skrot og skrald fra andre brancher og forvandle dem til byggematerialer. Eksempelvis har Lendager Group et datterselskab, som laver cafémøbler ud af udtjente plastik-ølfustager fra Carlsberg. Samtidig er klimapotentialet ved at erstatte nye byggematerialer med genanvendte enormt. Alene fremstillingen af vores to vigtigste byggematerialer, stål og cement, er hvert år skyld i omtrent 15 procent af alle menneskeskabte drivhusgasudledninger. Det svarer rundt regnet til udledningerne fra al produktion af animalske fødevarer – eller til udledningerne fra alle biler, lastbiler, tog, skibe og fly tilsammen. Alene fremstillingen af én enkelt ny mursten udleder et halvt kilo CO2, hvilket svarer til at køre fem kilometer i en fossilbil. Man kan altså hurtigt opnå en stor klimagevinst ved at genbruge gamle mursten, hvis man skal bygge en hel boligblok.

Men byggebranchen er langtfra det eneste sted, hvor det er oplagt at skrue op for genanvendelsen af materialer, som kan udvindes af vores voksende bunker af ting og sager. I takt med at vores teknologiske formåen er blevet større og større, er vi nemlig også begyndt at bruge et stadig større antal af de forskellige grundstoffer, naturen har at byde på. Alene din smartphone, hvis du har sådan en, indeholder et væld af forskellige råstoffer – alt fra kobber, aluminium og silicium til guld og svært tilgængelige grundstoffer som europium og yttrium. Vores udnyttelse af stadig flere forskellige grundstoffer betyder på den ene side, at jorden hele tiden bliver fattigere på dem – og på den anden side, at en stadig større mængde af råmaterialerne nu er bundet i ting og sager, vi har lavet. Altså bliver det i stigende grad presserende at kigge efter råmaterialer i gamle dimser og apparater frem for udelukkende at grave dem op af jorden. Medaljerne ved OL i Tokyo var faktisk lavet af metal fra gamle mobiltelefoner og andet elektronikskrot, som frivillige japanere havde doneret. Det siger ligesom lidt om potentialet.

Seniorforsker Ana Maria Martinez fra teknologiforskningsinstituttet Sintef i Trondheim forsker i lige præcis det her med at udvinde råstoffer fra forskellige menneskeskabte ting og sager, også kendt som urban mining, og hun siger:

Man kan bare se på udviklingen siden den industrielle revolution. I begyndelsen brugte vi mest jern, men i dag bruger vi næsten hele det periodiske system til alle vores teknologier og dagligdags apparater – mobiltelefoner, tablets, computere, vaskemaskiner. Og når der er mangel på de materialer, vi skal bruge til at bygge alle de her ting, som vi har brug for, er det en skam, at vi ikke sørger for at få råmaterialerne tilbage, når produkterne når til enden af deres levetid.”

Så kan man måske tænke, at det lyder umanérlig besværligt at udvinde de trods alt ret små mængder værdifulde metaller, som hvert enkelt stykke elektronikskrot indeholder. Men her skal man huske på, at almindelig minedrift bestemt heller ikke er nemt. Det er kun i Anders And, at man bare lige støder hakken ind i en massiv åre af guld, sølv eller andet værdifuldt råmateriale. I virkeligheden er minedrift et enormt dyrt, beskidt, energikrævende og besværligt foretagende, som går ud på at udvinde meget små mængder værdifuldt materiale af meget store mængder af udgravet jord eller klippe. Og det bliver hele tiden sværere, fordi efterspørgslen på råmaterialer stiger, mens mængden af råmaterialer i minerne falder.

I en guldåre er der måske fem gram guld per ton åre, men i printplader i computere er der 250 gram per ton,” siger Ana Maria Martinez. Og så kan det være langt bedre at bruge urban mining. Det er det samme med platinmetaller: Der er typisk omkring 15 gram per ton i åren, men i katalysatorer, hvor man bruger platin, har man et kilo platin per ton.”

Det er selvfølgelig ikke sådan, at ingen har opdaget det her. Råmaterialer bliver allerede udvundet af gamle mobiltelefoner, batterier og andet elektronikskrot. Men slet ikke i samme omfang, som det teknisk set er muligt, og meget går tabt i grovkornede processer. Rigtig meget elektronikskrot når slet ikke frem til nogen, der kan finde ud af at genanvende råmaterialerne, fordi vi ikke lige får smidt det til genbrug. En del elektronikskrot havner også i udviklingslande, hvor materialer bliver udvundet med primitive, sundhedsfarlige og miljøskadelige metoder. Og selv om de elektroniske dimser bliver skilt ad under ordentlige forhold på anlæg i eksempelvis Danmark, går værdifuldt materiale tabt, fordi det bliver blandet sammen med mindre værdifulde materialer – for eksempel jern – under processen.

GROVSORTERING Når elektronikskrot ryger til genanvendelse, forsvinder mange værdifulde stoffer i processen. Foto: Charly Triballeau / AFP / Ritzau Scanpix

I byggebranchen er udfordringen med at få fat i genanvendte materialer meget konkret. Da Anders Lendager begyndte sine eksperimenter med at udvinde byggematerialer af affald, holdt Lendager Group til på det tidligere grøntsagsmarked Grønttorvet i Valby. I dag er området i gang med at blive omdannet til boligområde, men dengang var det et forladt industriområde med særdeles højt til loftet – perfekt til den slags forsøg, som Anders Lendager var nødt til hele tiden at udføre for at se, om hans upcycling-idéer ville fungere i praksis.

Vi boede oppe på første sal, og det var det vilde vesten. Vi måtte gøre, hvad vi ville, det var helt frit, så vi støbte og testede ting og havde støbeforme og alt muligt. Da vi startede tegnestuen, fik vi 300 kvadratmeter for 6.000 kroner, og da vi så skulle bruge 300 kvadratmeter mere, fik vi det for 3.000 kroner. Så det var en rimelig fornuftig husleje, og vi havde frihed til at gøre, hvad vi ville.”

Et af de helt oplagte steder at eksperimentere var med genbrug af mursten. Det er nemlig mere komplekst, end man måske skulle tro. Gamle mursten kan sådan set bare bankes fri for mørtel og bruges igen, men mere bøvlet bliver det, når det kommer til nyere mursten fra bygninger efter cirka 1960. På det tidspunkt skiftede murerne nemlig fra gammeldags kalkmørtel til cementmørtel, som både er stærkere og hærder hurtigere. Det var sådan set smart nok, især for murerne. Men skiftet gjorde også, at mørtlen blev stærkere end murstenene, og i dag betyder den stærke mørtel, at man ikke kan pille mursten ud af mure, der er mindre end 60 år gamle, uden at ødelægge dem. Anders Lendagers bud på en løsning blev at skære hele blokke af mursten fri af gamle mure. Han fik lov at lave det første eksperiment på industrikoncernen FLSmidts grund lige over for Lendager Groups lokaler.

Vi fik hyret en mand med en klinge, og så tog det et minut og 40 sekunder at skære en kvadratmeter ud, og jeg tænkte okay, det var fandeme hurtigt – det kan da noget.’ Og så startede udviklingen derfra.”

I dag står der et helt boligkvarter i Ørestad, Ressourcerækkerne, som er bygget med udskårne partier af gamle mure. CO2-besparelsen per kvadratmeter mur ligger mellem 34 og helt op til 72 procent sammenlignet med en traditionel mur af nye mursten, alt afhængigt af hvordan genbrugsmuren er konstrueret. Lendager Group er i samarbejde med forskere fra DTU i gang med at udvikle en robotarm, der kan skære murstenspartierne fri. Ifølge Anders Lendager kan robotten få prisen på en mur bygget med de udskårne murstenspartier ned på niveau med en mur bygget af de billigste mursten på markedet.

Prisen på materialer fremskaffet med urban mining er selvfølgelig helt afgørende for, om alle de teoretiske muligheder bliver til noget. Selv om knaphed på råstoffer lurer i horisonten, er prisen på nye råstoffer nemlig stadig forholdsvis lav (når altså ikke der lige er en pandemi, som vender op og ned på alting). En svensk undersøgelse viste for et par år siden, at en femtedel af ledningerne i Göteborgs elnet slet ikke blev brugt længere og derfor i princippet bare kunne graves op, så man kunne genanvende kobberet. Men det kunne kun betale sig, lød konklusionen, hvis man alligevel var i gang med at grave. Ellers var fabriksnyt kobber simpelthen for billigt i sammenligning. Problemstillingen går igen overalt. Det er teknisk muligt at genanvende rigtig meget, men den lave pris på nye råmaterialer gør det ofte svært at konkurrere. Derfor kan det blive nødvendigt, at politikerne stiller krav om, at der skal være en vis mængde genanvendte materialer i nye produkter, mener seniorforsker Ana Maria Martinez fra Sintef i Trondheim. EU er faktisk på vej med sådan nogle krav i forhold til batterier til elbiler, og man kan allerede se effekten. Blandt andet på baggrund af EU-kravene bliver der nu investeret i anlæg til at trække kobber, kobolt, litium og så videre ud af gamle elbilsbatterier. For eksempel er man i den sydnorske by Fredrikstad lige nu i gang med at bygge en fabrik, som kan tygge sig igennem 8.000 tons udtjente elbilsbatterier om året og genvinde råstofferne.

Selv om politikerne stiller skrappere krav til genanvendelse, er der dog behov for bedre metoder til at få fat i råstofferne. En af de allerstørste udfordringer, siger Ana Maria Martinez, er såkaldt sjældne jordartsmetaller. Det er en gruppe stoffer med sjove navne som neodym og dysprosium, som blandt andet er helt afgørende for den elektrificering, som er en forudsætning for den grønne omstilling. Stofferne bruges nemlig i kraftige magneter, som er nødvendige for at få både vindmøller og elbiler til at virke. Lige nu sidder Kina på hovedparten af produktionen, og det giver kineserne lidt af en klemme på resten af verden. Både USA og EU har derfor sat sig for at blive mere selvforsynende med stofferne, blandt andet ved at udvinde dem af eksisterende produkter – for eksempel de små magneter, som får din telefon til at vibrere. Det næste spørgsmål bliver så, hvordan man gør i praksis. I dag går råstofferne typisk tabt, fordi mængderne i den enkelte mobiltelefon eller vaskemaskine er så små, at det med dagens metoder er billigere at købe nye materialer fra Kina end at udvinde dem af gamle ting. I det omfang, de sjældne jordartsmetaller rent faktisk bliver genanvendt, sker det typisk ved, at makulerede rester af elskrot bliver eksporteret til Kina og smidt ind i de samme anlæg, som udvinder sjældne jordarter af rå åre. Metoden er måske nok økonomisk rentabel, men indebærer samtidig et kæmpe spild af energi og ressourcer, fordi de værdifulde materialer bliver fortyndet, så de så at sige skal udvindes forfra’. Koncentrationen af sjældne jordartsmetaller i den åre, som elskrottet bliver blandet sammen med, skal måles i milliontedele, mens en magnet som den, der får din telefon til at ryste, typisk indeholder omkring 35 procent sjældne jordartsmetaller. Hvis man vil finde en mere effektiv måde at genanvende de værdifulde råstoffer på, gælder det altså om at finde en metode til at adskille magneterne fra resten af de skrottede apparater, før det hele bliver mast sammen i én stor skrotbunke. Hvordan man så gør det, er Ana Maria Martinez i gang med at undersøge lige nu. Og vejen frem, mener hun, er den samme, som Anders Lendager har brugt for at få prisen ned på sine udskårne murpartier – nemlig robotter. Robotter kan lære at sortere elektroniske dimser efter fabrikat, skille dem ad og pille magneterne ud. Apple, som for flere år siden har sat sig som mål at skaffe alle sine råstoffer via genanvendelse, har for eksempel udviklet en robot ved navn Daisy, som kan skille 200 gamle iPhones ad i timen.

Men hvis robotterne skal kunne fungere, siger Ana Maria Martinez, har de også brug for data. Robotterne skal nemlig ikke alene kunne kende forskellige apparater fra hinanden, de skal også vide, hvor i hver enkelt dims de værdifulde magneter sidder. Og det er faktisk en generel pointe: hvis man virkelig skal have urban mining op i skala, er man nødt til at have et digitalt overblik over, hvor alle mulige forskellige ting rent fysisk befinder sig. Det gælder også i forhold til byggematerialer. Lektor Lotte Bjerregaard Jensen har for nylig været hovedansvarlig for en rapport om, hvordan man kan øge genanvendelsen af materialer i byggeriet. Hendes forslag går ud på at tage nogle af de oplysninger om bygninger, som allerede findes i forskellige registre, og samle dem i et centralt bygningspas’, som kan fortælle, hvad hver enkelt bygning indeholder. På den måde kan man opbygge en kæmpe materialebank. Det vil sige en slags opslagsværk, hvor arkitekter og bygherrer så at sige kan finde deres byggeklodser. Hvis man for eksempel skal bruge et betonelement, kan man slå op i materialebanken og finde forladte industribygninger, svinestalde eller andre bygninger, hvor betonen stadig har mange gode år i sig. Og så kan man ellers tage derhen og udvinde sin beton. Potentialet er betydeligt: Alene på Lolland står der ifølge en analyse, som Lendager Group udførte for en kunde for nogle år siden, tomme bygninger med et sted mellem 15.000 og 70.000 kvadratmeter mursten, som i princippet er lige til at bruge. Og man kan jo i princippet forestille sig at udbrede den her tankegang til alle dele af økonomien.

Det lyder måske temmelig oplagt, alt det her med at kortlægge alle de skjulte ressourcer i vores ting og sager for så at finde ud af, hvad man kan bruge dem til. Men det er jo ikke sådan, vi er vant til at tænke som civilisation. Vi har snarere vænnet os til at tænke, at vi kan få hvad som helst når som helst. Derfor kræver det også helt nye måder at tænke på, hvis vi for alvor vil have det bedste ud af de ressourcer, som gemmer sig i vores gamle ting.

En arkitekt som Anders Lendager er for eksempel skolet til at tænke store tanker og først senere finde ud af, hvordan idéerne kan udføres i praksis. Derfor er det lidt af en omvæltning at begynde en designproces med at se på, hvilke genbrugsmaterialer der er til rådighed. Et oplagt eksempel er de gamle termoruder, som virksomheden har fundet ud af at genbruge. I mange bygninger bliver tolags termoruder i dag udskiftet med trelags, fordi det kan betale sig på varmeregnskabet. Men de gamle ruder fejler sådan set ikke noget, ud over at de er dårligere til at isolere. Anders Lendagers simple, men effektive løsning er derfor at lægge tolagsruderne uden på hinanden, så de bliver firelags. Smart, men det betyder også, at man er nødt til at tegne huset efter vinduerne, ikke omvendt. Det har han blandt andet gjort i rækkehusbyggeriet Upcycle Studios i Ørestad. Jeg synes, det er utrolig givende, men det er ikke sådan, vi er opdraget til at gøre tingene,” siger han.

Og så alligevel. For arkitekter tegner faktisk i vid udstrækning deres huse ud fra byggefirmaernes kataloger med materialer. Og det rummer nogle muligheder, som Anders Lendager nu drømmer om at udnytte. Hans mål er at udvikle et helt arsenal af upcyclede byggematerialer, som er lige så standardiserede som dem, meget byggeri er sat sammen af i dag. Hvis der var masser af bæredygtige komponenter, vi bare slog op og valgte mellem, så var det jo en smal sag for arkitekter og ingeniører og entreprenører at bygge superbæredygtigt,” som han siger. Målet er at gøre det så nemt og billigt at bygge med upcyclede materialer, at det bliver det naturlige at gøre for alle – også de store typehusfirmaer, som smækker parcelhuse op på samlebånd rundtom i landet. Og faktisk er Anders Lendager lige nu på vej til at tage et stort skridt på vejen mod målet. Nogle af de materialer, Lendager Group har udviklet gennem årene, har nemlig allerede bevist deres værd i en grad, så investorer har meldt sig på banen med millionbeløb og planer om at opskalere produktionen. Jeg ville vældig gerne have fortalt om detaljerne, men underskrifterne er endnu ikke sat på kontrakterne, så Anders Lendager kan ikke afsløre, hvem der har investeret, eller hvilke konkrete produkter der først vil blive sat i serieproduktion.

UDSTILLINGSTÅRN Stolesæderne er lavet af genbrugsplastik fra ølfustager og installationen lavet til en stor designmesse i Milano. Foto: Simon Baungård for Zetland

Lendager Group holder til yderst på en molespids i Københavns Nordhavn, og herude råder virksomheden over et stort lagerrum, hvor alle mulige forskellige materialer står stakket og stablet: stykker af udskåret murstensmur, farvestrålende plastplader lavet af gamle insulinpenne fra Novo, række på række af gamle vinduespartier, akustikfilt lavet af plastikflasker, gammelt træ i alle mulige former og længder. Nær indgangen står der en model i fuld skala af et vinduesparti fra et 80 meter højt træhus, som skal bygges på Aarhus Havn.

Lidt længere ude mod vandet ligger de højloftede kontorlokaler, som huser selve tegnestuen. I hjørnet af mødelokalet på første sal, hvor Anders Lendager fortæller om sin ti år lange rejse mod mere bæredygtigt byggeri, står spidsen af en gammel vindmøllevinge. Den stammer fra den allerførste vindmølle, som blev sat op på Falster, fortæller han, og repræsenterer Lendager Groups seneste forsøg på at udvide sortimentet af upcyclede materialer. Vindmøllevinger er lavet af et kompositmateriale, som er enormt svært at genbruge, og i dag bliver langt de fleste udtjente vindmøllevinger simpelthen bare gravet ned i jorden. Men den tilgang holder ikke i længden. I de kommende år vil der blive sat voldsomt mange flere vindmøller op – langt flere end der findes i hele verden i dag – samtidig med at et stigende antal eksisterende vindmøller vil blive sendt på pension. Lige nu råder alle Europas lande for eksempel over havvindmøller med en samlet kapacitet på 25 gigawatt, men Tyskland alene regner med at have 40 gigawatt stående ude på havet i 2040 – altså halvanden gang mere, end hele Europa har i dag. Andre lande rundt om Nordsøen arbejder med tilsvarende ambitiøse planer, og dertil kommer endnu flere vindmøller på land og rundtom i resten af verden.

Da jeg så, at vi gravede dem ned i jorden, blev jeg rimelig bekymret for, hvordan det skal ende – specielt når vi har en eksponentiel vækst inden for vindmøller,” siger Anders Lendager.

Industrien forsøger at finde på forskellige måder at genanvende møllevingerne på, som dybest set går ud på at smadre dem på forskellige måder for så at bruge råmaterialet i andre produkter, for eksempel cement. Men Anders Lendager vil gerne genbruge møllevingerne, som de er. Hans plan er at bruge dem som solafskærmning på det 20 etager høje træhøjhus, som Lendager Group skal bygge på Aarhus Havn. Metoden er simpel: Anders Lendager vil simpelthen save vingerne i passende stykker. I virkeligheden minder det lidt om, når en slagter skal partere en gris eller en okse, siger Anders Lendager. Og metoden er den samme, uanset om det er en vindmølle eller en gammel fabriksbygning eller noget helt tredje, man arbejder med. Det gælder om at se nøgternt på ressourcen og finde ud af, hvordan man bedst udnytter de dele, den består af.

Du ser den her vindmølle – eller hvad end det måtte være af andet materiale – og dissekerer den og siger: Hvor kan de her dele blive et designmæssigt potentiale?” siger Anders Lendager. Alt har et potentiale, næsten ligegyldigt hvilken slags affald du ser på.”



En hel stribe af Zetlands medlemmer har hjulpet til med denne artikel ved at melde sig som medlemsredaktører og læse og kommentere et udkast forud for udgivelsen – så tusind tak for hjælpen til Bine, Emil, Mads, Merete, Lars, Eva, Astrid og alle jer andre, der læste med. Teksten blev meget bedre af jeres input!