Send en tanke til Zetlands medlemmer

De har betalt for, at vi kunne lave denne artikel. Uafhængig journalistik er ikke gratis.

Del 1: En storstilet skattejagt er begyndt på havets bund. Kan det redde verden eller forbande den?

Et historisk kapløb om mineralerne i dybhavet er sat ind. “Vi forstår slet ikke konsekvenserne.” Første afsnit i serien.

Illustration: Myriam Wares for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte


18. oktober 2021
14 min.

Ronnie Glud rækker hånden frem. Han holder en lille, undseelig stenagtig knold op foran af mig. Den ser jo ikke særlig eksotisk ud,” siger han. Men det er den, der har udløst en verdensomspændende skattejagt.

Knolden er hentet op fra bunden af Stillehavet. Jeg tager den i hånden. Den vejer næsten ikke noget. Mest af alt ligner den en brunlig kartoffel – eller en forstenet hundelort. Den efterlader støv på mine fingerspidser.

De er mere værdifulde, end de ser ud,” siger Ronnie Glud. Men det er der mange ting, der er.”

Vi er på Ronnie Gluds kontor på Syddansk Universitet i Odense. Glud er en internationalt førende dybhavsforsker – en underspillet, klukkende én af slagsen med sin helt egen dybhavsart opkaldt efter sig – en lille rundorm ved navn Gludi. Professoren leder Grundforskningscenter for Dybhavsforskning, Hadal, opkaldt efter Hades, som både er navnet på dødsriget i den græske mytologi og en del af det sorte dybhav.

Som en slags moderne opdagelsesrejsende udforsker Ronnie Glud det dybe hav. Og knolden i Ronnies hånd er fundet på bunden af de enorme dybhavssletter langt fra noget lands kyster. Faktisk så langt ude, at det område slet ikke ejes af nogen. Eller rettere, det ejes af os alle sammen. Menneskeheden. Det enorme område, som udgør cirka halvdelen af hele verdens havbund, er udnævnt til menneskehedens fælles arv”. Helt officielt hedder det bare … Området. The Area.

Sådan nogle knolde vokser ufatteligt langsomt,” siger Ronnie Glud og holder stenknolden frem igen. Nogle få millimeter på hundrede tusind år.” Det kan tage millioner af år, før sådan en knold er skabt.

Og formentlig havde knoldene fået lov at blive liggende dybt, dybt nede i Området i mange, mange år endnu. Hvis ikke det var, fordi … vi er fucked.

1 / 2
OASER_
Ronnie Glud har lavet banebrydende forskning, som viser, at det dybe hav rummer oaser af liv og ikke er en gold vandørken, som vi mennesker ellers har troet nærmest altid.//
Foto: Kasper Løftgaard for Zetland

Klimakrisen står som tidens måske allerstørste trussel. Igen og igen hører vi, hvordan temperaturen stiger for hurtigt, og vejret bliver mere ekstremt – alt sammen med katastrofale følger. Klimaforandringerne er en rød alarm for menneskeheden”, lød det i en FN-rapport for nylig.

Og det er her, dybhavsknoldene kommer ind i billedet. De er nemlig fyldt med mineraler og metaller, der er vigtige for den grønne omstilling. Kobolt, nikkel, cerium og neodym for eksempel.

Hvis vi skal løse klimakrisen, får alle mennesker på kloden brug for batterier. Masser af batterier. Batterier til vindmøller, solcelle-paneler og elbiler, batterier, der skal få os til at holde op med at bruge olie og i stedet gøre verden fuldt elektrisk. Og batterier, de kan laves af den slags mineraler og metaller, som findes i knoldene fra dybhavet. Den telefon, du lytter eller læser med lige nu, rummer den slags metaller.

De grønne teknologier, vi snakker om hele tiden, afhænger på alle mulige måder af dem. Og hvis vi skal nå i mål med den grønne omstilling, bliver det svært at udvinde nok mineraler og metaller fra de miner, der allerede eksisterer på landjorden.

Derfor er der lige nu stater og virksomheder, som er helt vilde efter at begynde at lave minedrift på den dybe havbund – for eksempel ved at suge de her knolde op med en slags kæmpemæssig støvsuger. De mener, at den slags knold, Ronnie Glud står med i hånden på Syddansk Universitet, er helt essentiel for at løse klimakrisen.

Det virker afgørende for de globale planer om at nå det meget, meget udfordrende mål om ingen udledning,” siger Chris Williams, direktør for et af de førende selskaber inden for dybhavsminedrift, UK Seabed Resources.

OMRÅDET The Area – de enorme grå områder på kortet – er den del af verdenshavene, der ikke tilhører noget land, men hele menneskeheden. Her, i dybhavet, finder vi mange af de eftertragtede knolde.

Men der er også dem, der mener, at minedrift på havets bund ikke er løsningen. De frygter, stik modsat, at hvis vi begynder at hive knoldene op fra dybet, vil planetens problemer kun eskalere. Vi ved stadig meget lidt om verdens suverænt mest uudforskede sted – dybhavet. Så vi risikerer at sætte gang i ting nede i mørket, vi ikke kan kontrollere.

Vi forstår slet ikke konsekvenserne,” som havbiologen Alex Rogers fra REV Ocean formulerer det.

Med andre ord: Nogle mener, at dybhavs-skattejagten er verdens ubetinget bedste idé. At knoldene kan redde os alle sammen. Andre mener, jagten på knoldene er den allerværste idé. De frygter udryddelse af arter, vi ikke engang kender til, frigivelse af CO2, der lagres i havbunden, og kæmpe skyer af bundfald, som dækker alt til og forurener havmiljøet. De frygter, at det bliver en forbandelse.

Så er det her en sindssygt god idé, eller en vanvittigt dårlig idé? Er det en smart løsning på vores tidsalders ubetinget største udfordring, eller vil det kaste os endnu længere ned i klodens grønne krise? Det er svaret på det spørgsmål, vi har sat os for at finde ved at tage ud på vores egen personlige skattejagt i serien her, der udkommer i fire afsnit.

Og en ting ved vi allerede med sikkerhed: Jagten på knoldene, den er sat ind.

På dybt vand

I en serie på fire afsnit undersøger vi en af tidens store historier: den globale skattejagt i dybhavet. Vil en mineindustri på havets bund bekæmpe klimakrisen – eller blot skabe nye problemer for kloden? Det her er første afsnit. Andet afsnit finder du her, tredje andet afsnit er her og fjerde og sidste afsnit her.

1 / 2
I GANG_
Sådan foregår det, når et skib fra Mærsk Supply Service sænker udstyr ned i dybhavet efter mineralknolde. Se et foto mere ved at swipe eller klikke på billedhjulet.//
Foto: PR, Mærsk

Nogle af dem, der fører an i dybhavs-ræset, er nordmændene. Derfor tog vi i august til Norge for at prøve at forstå, hvad det er, de vil. På en industrihavn ved Bergen mødte vi Harald Brekke, mens hans skib blev gjort klar med undervandsrobotter og en fem kilometer lang wire. Brekke, der arbejder i det norske Oljedirektoratet, skulle snart sejle op mod Svalbard og Grønland til et dybhavsområde med en bestemt type metaller – sulfider. Det er dem, vi nu skal kortlægge, om vi kan finde,” sagde han.

Harald Brekke havde rødbrunt fuldskæg og var iført blazerjakke – og den 68-årige geolog virkede overraskende afdæmpet og underspillet i forhold til, hvor vigtig han er. Harald Brekke står nemlig ikke bare i spidsen for mineudforsknings-togter som det, han nu skulle ud på. Han står også centralt i Norges vej ind i dybhavs-eventyret. Landet er i fuld gang med at afdække havbunden for mineraler. De vil finde ud af, om det kan blive Norges nye olie. Det er planlagt, at det norske parlament i begyndelsen af 2023 skal stemme om, hvorvidt minedrift skal begynde ud for Norges kyst. Så Harald Brekke regner med, at det bliver til virkelighed.

Ja, jeg tror faktisk, det kommer til at ske,” siger han.

Norges minister for olie og energi, Tina Bru, kaldte tidligere i år dybhavsminedriften for en industri med stort potentiale”. Det er omfanget af det potentiale, Harald Brekke og holdet nu var på vej ud for at kortlægge.

Det ser rigtig fint ud, bare to-tre meters bølger,” sagde han dér på kajen kort før afgang. Jeg ser frem til at komme ombord.”

Men for at forstå, hvad der egentlig er på spil i jagten på knoldene, kan vi ikke blive på kajen i Bergen.

VIGTIG Harald Brekke står i spidsen for Norges ambitiøse jagt på dybhavsmetaller. Foto: Anders Rye Skjoldjensen for Zetland

Det dybe hav er en helt anden verden. En anden planet. En mytisk underverden, nærmest lige så langt væk i de flestes bevidsthed som månen oppe på himlen. Hvad vil det sige, at noget befinder sig fire-seks kilometer under havets overflade? Det er nærmest for abstrakt til at fatte. For at komme videre på vores skattejagt efter svar er vi nødt til at tage ned i dybet og udforske, hvad det er for et sted. Og det skal vi sammen med en, der har været der.

Så mød Don Walsh, han er 90 år, og han er ikke hvem som helst. Han og hans makker blev i 1960 de allerførste mennesker på det allerdybeste sted på Jorden. Marianergraven. Næsten 11 kilometer under havets overflade. Neil Armstrong var det første menneske på Månen. Don Walsh var det første menneske i Marianergraven.

Dengang var han 29 år og ubådsløjtnant i den amerikanske flåde. Nu sidder han i sit hus i Oregon og kigger ud på nogle rensdyr, der græsser. Han har sideskilning i sit kridhvide hår og er iført en polo med navnet Ocean Elders skrevet over venstre brystlomme. Bag ham er placeret det, der ligner en antik dykkerhjelm i mørkt metal med tre glasruder i.

Det bliver hurtigt klart, at dybhavsrejser ikke er en ufarlig ting. Der er mange ting, der kan gå galt på turen nede i dybet; hvis man sidder fast, fryser man ihjel, der kan opstå brand inde i ubåden. Og så er der trykket. Trykket er så højt på de her dybder, at hvis båden bliver bare det mindste utæt, så er du død, før du ved af det.

Alligevel besluttede den amerikanske flåde, som Walsh arbejdede for, i løbet af 1950’erne at udforske verdens dybeste punkt – før nogen andre – i undervandsbåden Trieste. En slags luftballon i havet, der skulle ned på så dybt vand, at de var sikre på, at der ikke kunne være liv. I dagene op til det historiske dyk lavede Walsh og hans hold adskillige mere – og mindre – succesfulde testdyk.

De var klar over, at det her ikke ville blive nogen nem opgave.

HISTORISK Don Walsh og hans schweiziske makker Jacques Piccard ombord på Trieste i 1960. Foto: Everett Collection / Shutterstock / Ritzau Scanpix

Og så en november-morgen i 1960 ankom de til det sted, øst for Filippinerne, hvor havet fortsætter cirka 11 kilometer ned i Marianergraven. Walsh skulle udføre det dybeste dyk, verden hidtil havde set. Det blæste en del. Ret meget, faktisk.

Havet var uroligt. Bølgerne var omkring to en halv meter høje,” siger han. Overvejede han at bakke ud? Vi var ikke sikre på, vi kunne klare det.” Men vi holdt et krigsråd og besluttede … lad os gøre forsøget.”

Walsh og makkeren besluttede sig for at trodse uvejret. De kravlede fra deres skib over i undervandsbåden, der rokkede heftigt frem og tilbage i bølgerne.

Efter 10-15 minutter var vi langt nok nede til, at man ikke kunne mærke bølgernes bevægelse mere. I begyndelsen var det nærmest varmt og fugtigt, nærmest som et bad. Men dybhavet er ret koldt, så jeg tror, vi kom ned til to grader.”

Walsh sad sammenklemt i den lille fugtige kabine i undervands-luftballonen. Han kiggede ud ad vinduet på vej mod bunden. Langsomt bevægede de sig gennem øverste lag af havet, hvor lyset stadig skærer gennem vandet, og ned til det, der kaldes tusmørkezonen.

Ved måske 150 meter skiftede det endeligt fra gråt til sort, og nu var vi i konstant mørke i resten af dykket.”

De dykkede længere ned endnu – og nåede midnatzonen.

Her er det bælgmørkt,” siger han. Men der var også noget, der lignede sne uden for vinduerne. Vores snefnug gjorde bare sådan her.” Walsh holder hænderne frem foran sig og løfter dem op for at vise de små undervands-snefnug, der så ud, som om de flød opad: marin sne. Det er stykker af døde fisk og alger, der svæver gennem vandet som bittesmå hvide blade.

I virkeligheden var det ikke dem, der bevægede sig, det var os,” siger Walsh. Vi bevægede os ned gennem dem.”

Når de slukkede bådens lamper og lukkede mørket ind, dukkede der små blå prikker op uden for vinduet. Hernede er der så mørkt, at fiskene begynder at danne deres eget lys. Vi holdt lyset slukket så meget som muligt for at spare på batterierne,” siger han – og for at se bioluminescensen; det selvlysende skær, havdyrene selv laver.

Efter midnatzonen sank de ned i den abyssale zone, et navn, der kommer af det græske abyssos, som betyder bundløst hav’. Det er her i mørket, mellem fire og seks kilometer nede, at mineralknoldene, som hele denne historie handler om, ligger.

Men undervandsbåden Trieste skulle længere ned endnu. Den fortsatte nedad til det allerdybeste, den hadale zone, som den hedder. Det er den del af havet, der begynder 6.000 meter under overfladen. Zonen er som nævnt opkaldt efter Hades, guden af underverdenen. De opdagelsesrejsende fortsatte nedad lige indtil – crack! Walsh hørte et brag og lyden af noget, der sprak.

Det var noget af et brag. Vi var cirka 10.000 meter nede.”

De kiggede ud langs båden. De kunne se en lang flænge i en af ruderne.

Hvis trykudligneren holdt op med at virke på den dybde, ville vi være blevet til rød mos øjeblikkeligt. Trykket udenfor var … ret højt,” siger han. Så hvis vandet var kommet ind der – du ville være død, før din hjerne vidste, du var det.”

Walsh tjekkede, at alt var i orden. Han vurderede, at så længe de ikke var blevet til rød mos, så var der ikke grund til bekymring. Alt så ud til at virke fint, så vi tænkte … lad os fortsætte nedstigningen.”

1 / 2
UKENDT_
Det vrimler med fascinerende væsener i dybhavet, for eksempel denne fisk fra Atlanterhavet nær Kap Verde.//
Foto: Solvin Zankl / Nature Picture Library Limited / Ritzau Scanpix

Efter fem timer var de ved at nå bunden. Lige inden de landede, kaldte makkeren Walsh over til vinduet. Kom, kom, sagde han. Jeg kiggede ned og så noget.”

Walsh fik sig en overraskelse, da han kiggede ud. Han syntes, det lignede en fisk. Jeg går på fiskerestauranter,” siger han, så jeg ved, hvordan sådan en ser ud. Senere fandt de ud af, at det nok snarere var et andet væsen – en søpølse måske. Men vi så en masse levende væsener dernede.”

Selv om det ikke var en fisk, Walsh så, blev det bekræftet, at der er liv på Jordens dybeste bund – ormeagtigt, rejelignende liv.

Sekunder efter vrimlede sandbunden op og dækkede vinduet til. De var landet på bunden. De var på det dybeste sted på Jorden. Som de første mennesker nogensinde. Man kan nærmest kalde det en omvendt månelanding, og Walsh og makkeren trykkede hinandens hænder for at markere den historiske begivenhed.

Så var han begejstret over at nå bunden? spurgte vi ham. Selvfølgelig. Men vi var mere begejstrede, da vi kom op igen. Der er masser af mennesker, der kommer ned i havet. Det svære er at komme op igen.”

Men de kom op. Med en ny viden om, at der faktisk var en eller anden form for liv i dybet.

Walsh og hans partner var de første på Jordens dybeste sted. Men de blev der kun i 20 minutter, for havbunden stod om ørerne på dem og forhindrede, at de kunne se ret meget. Og det interessante er, at vi først nu er ved at forstå, hvad de så dernede. Vi befinder os stadig kun i begyndelsen af udforskningen af den verden, der omgiver de berygtede knolde.

1 / 2
KNOLD_
Sådan kan de se ud – dybhavsknoldene, der er fulde af mineraler og metaller.//

Så præcis hvad ved vi om det liv, Walsh opdagede med egne øjne i 1960? For at svare på det har vi talt med en anden, der kender til livet i dybet: Alex Rogers. Han er havbiolog, og science director for REV Ocean, en non-profit-virksomhed, der arbejder for sundere verdenshave (du mødte ham kort tidligere i artiklen). Rogers har dykket i det dybe hav i mange år og gjort nogle vilde opdagelser.

I 2012 opdagede han de første hydrotermiske væld i Antarktis. Det er en slags undervandsvulkaner, hvor varmen fra Jordens indre strømmer op gennem havbunden. Rogers hold havde svært ved at finde de her vulkaner, da man skal lede efter specifikke kemiske spor, de udsender i havet. Det tog dem fem-seks uger.

Men vi fandt dem,” siger han, og så kom vi tilbage det efterfølgende år med en robot, der viste os live-billeder af de mest forbløffende økosystemer.”

De var overbeviste om, at livet på så dybt vand ville være meget sparsomt – så Rogers’ hold skulle få sig en overraskelse. Da de kiggede på undervandskameraet, troede de først ikke deres egne øjne:

Ud af det dunkle kom sådan en … det lignede nærmest en bunke kranier først. Men da vi kom tættere på, opdagede vi, at det var tusinder og atter tusinder af krabber.” Et mylder af blege, behårede undervandskrabber. Overalt på vulkanen.

De hedder yeti-krabber, fordi de er behårede. Og vores yeti-krabbe havde meget behårede brystpartier. Så en af vores ph.d.-studerende navngav dem Hoff-krabben efter David Hasselhoff,” siger Rogers.

Opdagelsen af Hoff-krabben, opkaldt efter stjernen fra 1990’ernes livredderseriehit Baywatch, gik viralt og kom i Guinness Rekordbog. David Hasselhoff tweetede endda om at få krabben opkaldt efter sig.”

1 / 4
EKSPEDITION_
Det er kort før afgang ved kajen i Bergen. Skibet her skal nordpå på en norsk ekspedition efter dybhavsmineraler. Se flere fotos i billedhjulet.//
Foto: Anders Rye Skjoldjensen for Zetland

Hvad ved vi ellers? Vi ved, hvor lidt vi ved. De her kæmpestore mørke havdybder er måske de sidste hvide pletter på verdenskortet. Nogle mener endda, at vi ved mere om det ydre rum end vores indre rum under havets overflade. Det er det sidste sted på jordkloden, som menneskeheden endnu ikke har erobret.

Men det skal være slut nu. Det mener i hvert fald de politikere, forretningsfolk og investorer, der ser storslåede muligheder i at hente de mineralfyldte sorte knolde op fra havbunden. Nogle af dem, der er med i kapløbet, er danskere – både et af landets største firmaer, Mærsk, og stjernearkitekten Bjarke Ingels er involveret.

Og midt i det hele står en karismatisk mine-direktør, der har gjort sig bemærket med sin læderjakke og vidtstrakte visioner for menneskeheden, en australier ved navn Gerard Barron.

Dem skal vi møde i næste afsnit – hvor vi også begynder jagten på svaret på det helt store spørgsmål: Er den her storstilede skattejagt vores redning eller vores forbandelse?

Find andet afsnit af serien her,, tredje andet afsnit er her og fjerde og sidste afsnit her.