Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Nene La Beet er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Man kan lære meget af vinsmagningskonkurrencer. Hvordan vi misforstår verden omkring os, for eksempel

  • 7. december 2018
  • 26 min.
SMAGSBEDRAG“Ah, tilbage til Frankrig,” sagde den franske vinekspert – mens han nippede til en californisk chardonnay. Illustration: Jørgen Stamp for Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

Som vi alle ved, findes der to kilder til sandhed: Den ene er data, den anden er vin. Denne historie rummer begge dele. Advarsel: Der er risiko for, at den vil undergrave din tro på egne sanser og for altid påvirke din oplevelse af, hvordan vi faktisk vurderer verden omkring os (herunder jobsamtaler og kunstskøjteløb).

1.

Den 24. maj 1976 var en dårlig dag for fransk vinindustri.

Frankrig havde i generationer domineret verdensmarkedet for vin, og ingen satte spørgsmålstegn ved, at fransk vin var i en klasse for sig. Spansk, italiensk, sydamerikansk og sydafrikansk vin var alt sammen pudsigt og ikke uden en vis umiddelbar charme, men det var ret beset narrestreger. Hvis man ville have en vinoplevelse, skulle man drikke fransk. Opkomlingerne i Californien, USA, var i særlig grad irriterende: De burgerspisende, kulturløse, historieløse amerikanere, der bildte sig ind, at de kunne hamle op med et land, hvor vingårde gik i arv gennem generationer.

Men 1976 blev vendepunktet for fransk vinindustri. Fra da af gik produktionen ned ad bakke. Frankrig var ikke længere født til vinproduktionens gule førertrøje. Se 200 års fransk vinproduktion i figuren herunder.

Så hvad var det, der skete den skæbnesvangre dag den 24. maj 1976?

En blindsmagning var, hvad der skete.

Englænderen Steven Spurrier drev en anerkendt vinhandel i Paris, og i 1973 grundlagde han vinskolen Academie du Vin. Spurrier havde hørt, at de californiske vine slet ikke var så tossede endda. De kunne noget, amerikanerne.

Efter et roadtrip i Napa Valley med konen udvalgte han seks røde (brygget på cabernet sauvignon) og seks hvide (chardonnay) af de bedste californiske vine. Han tog dem med hjem til Paris, hvor han arrangerede en blindsmagning mod fire røde og fire hvide af de ypperligste franske vine fra Bordeaux og Bourgogne. Dommerne var et panel bestående af ham selv, en enkelt amerikaner og ni af de allermest prominente vinkendere fra det franske vinmiljø.

De californiske vine vandt. Både blandt de røde og de hvide. Med andre ord: når de ikke vidste, hvad der var i glasset, foretrak selv franskmænd vine fra USA. (Faktisk blev vinderen oprindeligt kåret udelukkende baseret på stemmer fra de ni franske dommere.)

Franskmændene var chokerede. Én af dommerne, Odette Kahn, redaktør af La Revue du vin de France, var i særlig grad rasende, krævede sin stemmeseddel tilbage og nægtede efterfølgende at tale med Steven Spurrier.

Den eneste tilstedeværende journalist, George M. Taber, beskrev historien i Time under overskriften Judgment of Paris”, der blev den uformelle betegnelse for begivenheden. Navnet hentyder til den græske myte Paris’ dom, skønhedskonkurrencen, der førte til Den Trojanske Krig.

Artiklen, en yderst beskeden sag, som Taber selv beskrev som fyldstof”, førte til et ramaskrig i vinverdenen. De amerikanske medier triumferede, de franske aviser, Le Figaro og Le Monde bragte måneder senere artikler, hvor de latterliggjorde begivenheden. Tabers artikel i Time blev senere kaldt den vigtigste artikel nogensinde skrevet om vin”. Han skrev efterfølgende en bog med samme titel, Judgment of Paris, og for at det ikke skal være løgn, kom der i 2008 filmen Bottle Shock om begivenheden med Alan Rickman i rollen som Spurrier.

Men sket var sket, og fransk vinproduktion har i størrelse været for nedadgående lige siden.

Den berømte smagning fik ikke kun økonomiske konsekvenser. Det allerstørste tab var det tab af autoritet, som de selvudråbte vineksperter led.

Det var da også svært ikke at hovere over den selvhøjtidelige franske vinelite. Som da Taber i sin bog beskriver, hvordan den franske dommer Raymond Oliver, en slags nestor blandt franske kulinariske autoriteter, udbrød: Ah, tilbage til Frankrig,” mens han fornøjet nippede til en californisk chardonnay.

En anden og mere konstruktiv konsekvens var, at forskere begyndte at interessere sig for, hvordan data fra blindsmagninger og andre former for subjektive vurderinger kunne måles og analyseres statistisk. Vinsmagninger blev en brik i et vidtforgrenet forskningsfelt, der handler om, hvordan vi sanser og forstår verden – og om, hvor let vi lader os påvirke uden selv at vide det.

Det skulle føre til indsigter, der rækker langt ud over vinen og har betydning for os alle sammen.

Men før vi stikker hånden ned i den myretue, så lad os lige kigge lidt nærmere på tallene fra Judgment of Paris”. Man skal ikke kigge ret dybt for at konstatere, at afgørelsen var utrolig tæt.

Vinderen blandt de røde vine var produceret af Stag’s Leap Wine Cellars, Californien, og vandt med en gennemsnitlig score på 14,14 point ud af 20, foran en fransk vin fra Château Mouton Rothschild, Médoc, der fik 14,09 point i snit. Havde én af de 11 dommere afveget med et enkelt point på den rigtige vin, kunne Frankrig have vundet. De californiske vine ville stadig have klaret sig sensationelt godt, men effekten havde været langt mindre, for overskrifter har normalt kun plads til vinderens navn.

Data efterlader mulighed for, at én persons indskydelse, uopmærksomhed eller forårsforkølelse afgjorde den globale vinhistorie. (Lignende blindsmagninger blev gentaget i 1978, 1986 og 2006. Hver gang vandt amerikanerne; men hvem ved, om blindsmagningerne var blevet afholdt, hvis det ikke havde været for den spektakulære forgænger.)

En anden ting, vinsmagningen i Paris viste, var, at dommere kan være stærkt uenige om, hvorvidt en vin er god eller ej. Den tanke inspirerede næsten 30 år senere et årelangt vineksperiment, denne gang på amerikansk jord.

I 1976, samme år som Judgment of Paris”, besluttede Robert T. Hodgson, professor i oceanografi, sammen med sin kone at opgradere deres hobby til levevej. De åbnede Fieldbrook Winery i det nordlige Californien og startede en lille, kvalitetsorienteret produktion af vin på druer, de købte fra lokale vinbønder.

Efter årtiers vinproduktion var der én ting, som blev ved med at undre Hodgson: når han tilmeldte vin til de mange vinkonkurrencer, der løbende afholdes i Californien, var det svært at se en sammenhæng mellem, hvordan en given vin klarede sig i forskellige konkurrencer. En vin, der havde vundet guldmedalje ét sted, blev ofte helt forbigået i andre konkurrencer.

Hodgson spekulerede på, hvor tilfældige medaljerne egentlig var. Kunne man spare dommerne væk og benytte ren lodtrækning?

Hodgson, der med sin videnskabelige baggrund er udstyret med både nysgerrighed, statistisk viden og en ualmindelig vedholdenhed, fik held til at overtale arrangøren af California State Fair Wine Competition til et eksperiment: I den serie af glas med vin, dommerne blev præsenteret for, indgik et antal vine flere gange, uden at de vidste besked. På den måde kunne man efterfølgende se, om dommerne var konsekvente i, hvordan de vurderede vin fra samme flaske.

Over de seneste tre uger har jeg udvekslet masser af mails med Hodgson, nok til, at jeg er begyndt blot at kalde ham Bob. I nogle af mailene fra ham var vedhæftet store, kryptiske Excel-filer med data fra hans eksperimenter. Lad os se på, hvilken historie disse data fortæller.

I figuren herunder repræsenterer hver akse én smagning. Den vandrette akse viser karakteren ved første smagning. Den lodrette akse viser karakteren fra den samme dommer ved anden smagning. Stjernernes størrelse viser antallet af smagninger med netop den kombination af karakterer. Den store stjerne i nederste venstre hjørne repræsenterer for eksempel 43 tilfælde, hvor en vin fik bundkarakter ved både første og anden smagning. Et andet eksempel: I den modsatte ende af skalaen finder vi fire glas, der alle fik topkarakteren 10 i første smagning, og henholdsvis fire, seks, ni og ti point i anden smagning.

Lang historie kort: Dommerne ved vinkonkurrencen var ikke særlig konsekvente i, hvor mange point de delte ud til identiske vine. Det var helt almindeligt, at en vin, som først blev vurderet halvdårligt, ved næste smagning fik en flot karakter. Stjernerne over tretallet på den vandrette akse viser eksempler på dette. Disse temmelig ringe karakterer blev i anden smagning konverteret til alt muligt andet (bortset fra to og ti).

Mest konsekvente var dommerne omkring de dårlige vine: Den store stjerne i figurens nederste venstre hjørne viser, at en vin, der har fået bundkarakter i første smagning, som regel også får bundkarakter i anden smagning (selv om der også her er iøjnefaldende undtagelser; i et par tilfælde er en vin gået fra bundscorer til noget nær topscorer).

Selv om der er virkeligt mange indbyrdes modstridende karaktergivningerne i Hodgsons data, så er det ikke rene tilfældigheder. Som nævnt er der en klar tendens til, at dårlige vine konsekvent dumper, og også et grovkornet mønster i retning af, at topscorere som regel scorer ret højt igen. I figuren kan man se det ved, at de største stjerner nogenlunde følger diagonalen. Dommerne kan altså ikke helt erstattes af ren lodtrækning, uden at det vil påvirke resultatet af konkurrencen. Men stadigvæk: Eksperterne vurderer langtfra den samme vin ens hver gang. Vurderingerne blæser temmelig meget i vinden.

Givet at eksperterne dårligt kan blive enige med sig selv om, hvorvidt en vin er god eller dårlig, kommer det ikke som nogen overraskelse, at de heller ikke kan blive enige med hinanden. I konkurrencen fra 2005, hvor Hodgson gennemførte sit eksperiment for første gang, deltog næsten 3.000 vine. Hver vin blev (med få undtagelser) smagt af fire dommere. Konklusionen blev, kort fortalt, at dommerne var rygende uenige.

Figuren herunder viser, at vurderingerne af vine med samme gennemsnit typisk spænder over et interval på tre-fem point. Det er ganske meget på en skala med ti punkter. (Det er vel at mærke, hvis man ser bort fra de mest ekstreme vurderinger i begge retninger). X-aksen viser vinenes gennemsnitlige antal point. På y-aksen viser de to kurver niveauet for de laveste og højeste vurderinger. Det farvede område mellem de to kurver viser det område, som de typiske vurderinger udspænder.

Pointen i figuren er, at for langt de fleste vine ligger vurderingerne ret spredt. For vine med en gennemsnitlig score på for eksempel fire ligger mindst 60 procent af karaktererne i intervallet fra et til seks – resten ligger på syv eller derover. (Kun for de absolutte bund- og topvine er der enighed, hvilket er en naturnødvendighed, for scorer en vin et rent ettal i gennemsnit, har den selvsagt ikke totaller eller bedre.)

Efter at have gransket Hodgsons data grundigt er det svært at nå til en anden konklusion end han selv: Vurderinger af vinkvalitet varierer utroligt meget, dels mellem dommere, dels hos den enkelte dommer fra smagning til smagning. Variationen er ikke så stor, at pointene helt svarer til terningkast, men stor nok til, at vinsmagningskonkurrencer overvejende er et lotteri – for alle andre end de decideret dårlige vine.

Man kan indvende, at vineksperter er lige så forskellige som alle andre, og at forskellene blot afspejler forskelle i personlig smag. Der er vindommere, der bare foretrækker shiraz frem for cabernet sauvignon. På samme måde som grafiske designere ikke alle har samme yndlingsfarve, har ikke alle vineksperter samme yndlingsdrue.

Men dels forklarer det ikke, hvorfor dommerne hele tiden ændrer mening om den samme vin, dels er konsekvensen af den erkendelse, at vinsmagningskonkurrencer og vinanmeldelser er næsten meningsløse. En upræmieret vin kunne meget vel have vundet, hvis den tilfældigvis var havnet i et andet dommerpanel, eller en kritisk anmeldelse i vinmagasinet Decanter kunne have været begejstret, hvis den var skrevet af anmelderens vikar.

Steven Spurrier udtalte selv efter Judgment of Paris”, at blindsmagninger vil give forskelligt resultat dagen efter, selv om vinene og dommerpanelet er det samme.

Da jeg spørger Thomas Ilkjær, vinanmelder for blandt andet Politiken og leder af Vinakademiet, om, hvorvidt vinanmeldelser dybest set er meningsløse, bliver han ikke spor fornærmet.

Det mest overraskende er faktisk, at der ikke er flere, som stiller det spørgsmål,” siger han. Vinbranchen og eksperterne selv har en interesse i ikke at sætte spørgsmålstegn ved eksperternes vurderinger. Det er med til at opbygge et billede af en objektivitet, som måske ikke helt holder vand. Vi er jo ikke robotter.”

Hvis vinkonkurrencer, -anmeldelser og -præmieringer giver mening, så er det, fordi det i sig selv har en værdi at tale om vin og dele sine oplevelser med andre. Men hvis vurderingerne tilsyneladende kun bliver påvirket lidt af, hvad der faktisk er i flasken, hvor kommer oplevelsen så fra? Helt tilfældige kan pointene ikke være, for selv om vindommere ikke er robotter, så er de heller ikke rene lykkehjul.

En god vinoplevelse handler meget om forventninger, om en positiv stemning og om at glæde sig,” siger Thomas Ilkjær.

Når man taler om, at sandheden altid er i glasset’, så er det noget sludder. Meget andet spiller ind.”

Vi kender kun alt for godt den klassiske historie om den fremragende retsina, onkel Peter drak på en græsk taverna med udsigt over havet; hjemme på terrassen i Hvidovre smagte den hjembragte femliters flaske forudsigeligt nok mest af sur harpiks.

Så hvis man vil have gode vinoplevelser – og hvem vil ikke det – kan det måske betale sig at arbejde med smagesituationen og ikke nødvendigvis nørde uforholdsmæssigt meget med druesorter, årgange og distrikter.

Hvad fortæller det os om, hvordan vi forstår kvalitet?

2.

Bonusspørgsmål: Hvorfor sælges brugte tomme vinflasker på eBay til priser, som får en til at tro, at man har læst forkert?

Én ting er, at man i det hele taget kan købe brugte vinflasker, hvilket i sig selv kom som en overraskelse for mig. Noget andet er, at man i skrivende stund kan finde en tom flaske Château Mouton Rothschild 1962 til lidt over 500 danske kroner plus forsendelse. Nok er folk tossede, men alligevel?

Kan man forestille sig, at nogen kunne finde på at hælde noget andet på flasken, lukke den på kunstfærdig vis og videresælge den som den ægte vare? Hvad angår den nævnte flaske, kan man i øjeblikket finde den til et sted mellem 4.000 og 8.000 kroner på www.wine-searcher.com. Man skal ikke sælge ret mange forfalskninger, før det smager af en fin forretning.

Overvej følgende:

  1. Meget få, om nogen, vil være i stand til at afgøre med rimelig grad af sikkerhed, om en sjælden flaske som ovennævnte er autentisk.
  2. Samlere åbner ofte først en vin, mange år efter den er købt – eller aldrig.
  3. Vin ændrer sig på uforudsigelige måder over tid. Selv hvis en guddommelig flaske fra 1962 smager af kølervæske, når den åbnes i 2018, er det ikke til at sige, om den er svindel og altid har smagt sådan, eller om netop denne flaske ikke kunne bære alderdommen.
  4. Den øvre grænse for, hvad man kan tage for en tilpas sjælden vin, ligger højt. Meget højt.

Den dyreste vin nogensinde solgt på en auktion er, ifølge The New Yorker fra 2007, en Lafite 1787. Den blev solgt på Christie’s i London til Christopher Forbes (ja, ham med magasinet Forbes) til den nette sum af 105.000 pund, i omegnen af en million danske kroner. Med vinen fulgte en fascinerende historie.

Den var del af en samling, fundet muret inde i et kælderrum i en ejendom i Paris. Graveret ind i flaskerne var initialerne Th.J.” Bogstaverne stod, ifølge auktionskataloget, for Thomas Jefferson, USAs præsident fra 1801-1809. Jefferson var en kendt vinelsker og havde udviklet en forkærlighed for franske vine, mens han boede i Paris.

Og Jefferson havde rigtigt nok bedt om at få mærket sine omfattende bestillinger af bordeauxvine med sine initialer, antagelig for at de ikke skulle blive forvekslet med George Washingtons sendinger. Vinen udmærkede sig altså både ved at være en legendarisk aftapning af svimlende kvalitet og ved at have en fascinerende historie med et solidt skud kendisfaktor.

Guf for samlere, med andre ord, og rigmanden Bill Koch, der har skabt sig en enorm formue i energisektoren, er om nogen en samler. Han elsker alt, som er sjældent. I hans våbensamling indgår for eksempel den riffel, der tilhørte den historisk vigtige oberstløjtnant Custer (kendt for at dø i slaget ved Little Bighorn i 1876), blot for lige at lægge niveauet. Koch købte ikke én, men fire af de legendariske Jefferson-flasker. Han havde aldrig tænkt sig at drikke dem, han var først og fremmest en samler. Jeg har heller ikke tænkt mig at affyre Custers riffel,” som han sagde til The New Yorker.

Problemet var bare, at Koch blev mere og mere overbevist om, at flaskerne var forfalskede. De stammede fra en anden kendt vinentusiast, tyskeren Hardy Rodenstock, som døde i maj 2018.

Koch, der hadede at blive snydt, lige så meget som han elskede at samle, hyrede et hold af privatdetektiver til at undersøge sagen og endte efter årelange efterforskninger med at lægge sag an mod Rodenstock. Det viste sig blandt andet, at Rodenstock havde et bemærkelsesværdigt talent for at opdage vinskatte, der var gået alle andres næse forbi. Han var et generøst menneske, afholdt vinsmagninger, hvor han gladelig delte ud af de mest kostbare vine, der fandtes på kloden. Hvem der oprindeligt solgte ham flaskerne med indgraveringen Th.J.”, ville han ikke afsløre, ligesom han afslog at få de flasker, han stadig ejede, analyseret, selv om det tyske blad Stern tilbød at betale omkostningerne.

I dag er der ikke rigtig nogen, der er i tvivl om, at flaskerne var et falsum. Benjamin Wallace skrev en bog om affæren, The Billionaire’s Vinegar, og filmrettighederne er solgt.

Hele miseren skyldes blandt andet, som vi har set, at vinsmag i høj grad er subjektivt.

Det er virkelig svært at afgøre, på en objektiv måde, om en vin virkelig er på alle måder perfekt: farve, bouquet, smag”. Citatet er fra Michael Broadbent, tidligere ekspert i sjældne vine hos Christie’s, og handler om en 1784-flaske fra Château d’Yquem – et eksemplar, der også var at finde blandt de herostratisk berømte Jefferson-vine.

Det er ikke for at tale vineksperter ned. Visse personer har givetvis exceptionelle evner til at smage nuancer, der går hen over tungen på os andre. Og når man undersøger folks evne til at identificere objektive karakteristika ved vine som drue, land, årgang, syre- og sukkerindhold, klarer eksperterne sig noget bedre, især med en vis oplæring. På nogle sommelieruddannelser og forskellige certificeringer indgår i eksamen ret høje krav til akkuratesse ved blindsmagning; hvis det ikke var menneskeligt muligt, ville ingen nogensinde bestå.

The Economist rapporterede i 2017 fra en blindsmagningskonkurrence mellem repræsentanter fra universiteterne Oxford og Cambridge, som bekræftede den observation: Deltagerne var langt bedre til at identificere drue og land, end man kunne forvente på baggrund af rent held. Visse kombinationer var, forventeligt nok, lettere at gætte end andre. Pinot noir var den drue, som flest, nemlig alle, gættede rigtigt. (Interessant nok den samme drue, som min lokale vinhandler vurderede ville være lettest, da jeg for nylig arrangerede mit eget blindsmagningseksperiment.)

Men konkurrencer som den, The Economist skrev om, handler om at identificere vine. Det er væsensforskelligt fra konkurrencer, der handler om at kvalitetsbestemme vine. I den første type er det dommerne, der er til eksamen, i den anden er det vinene.

3.

Én ting er, at eksperter har forskellig smag, at deres smag varierer over tid, at der til tider piskes en stemning op om bestemte vine, og at svindlere til tider udnytter alle tre ting til at score kassen. Det virkelig interessante er, hvad erfaringerne fra vinforskningen betyder for, hvordan vi skal forstå vores oplevelse af alt muligt andet.

Tag billedkunst, for eksempel. Det er rimelig klart, at visse navne skruer auktionspriserne op i et leje, der ikke står i rimeligt forhold til, hvad der faktisk er på lærredet. Det er svært at finde en saglig grund til, at Leonardo da Vincis værk Salvator Mundi virkelig skulle op i 450 millioner dollars på en auktion på Christie’s sidste år.

Billedkunst har ikke en klar pendant til blindsmagninger som i Hodgsons eksperiment, for synsindtryk er langt mere stabile end smags- og duftindtryk. Man glemmer ikke på samme måde et motiv, som man glemmer en smagsoplevelse. Af samme grund tror jeg også, at kunstkendere ville være mere konsistente i deres vurdering af malerier, hvis man (en smule hypotetisk) på en eller anden måde kunne lave et tilsvarende eksperiment, hvor man slettede erindringen om et billede og bad om en ny vurdering.

Til gengæld ville man nok finde en ret stor variation i vurderinger af kunstnerisk værdi, hvis man præsenterede kendere for værker, de ikke havde set før, uden at afsløre noget som helst om værkets ophav. Jeg forestiller mig, at eksperterne ville være ret enige i at kassere bundskrabende aftenskolekunst, men ret uenige om alt andet – præcis som vi så i vinkonkurrencen.

Jeg foretog selv engang en lignende analyse af litteratur: Blandt godt 14.000 boganmeldelser af cirka 4.000 skønlitterære bøger udgivet i perioden 2010-2016 undersøgte jeg, hvorvidt der var enighed blandt anmelderne om, hvor mange stjerner (eller hjerter eller andre symboler) et givet værk fortjente.

Der var masser af tilfælde, hvor anmeldere var vildt uenige, men dog alt i alt en vis tendens til, at bøger, der blev rost i ét medie, generelt også blev positivt omtalt i andre medier. Men det var netop ikke blindlæsninger; anmelderne kender i sagens natur udmærket navnet på den forfatter, de læser.

Jeg gad nok vide, hvad resultatet ville blive, hvis man undersøgte vurderinger af litterær kvalitet i anonyme tekster. Romankonkurrencer, som for eksempel Politikens Forlag jævnligt arrangerer, hvor værkerne bliver bedømt anonymt, kunne være et brugbart eksperiment, men det er svært at skaffe ordentlige data fra disse.

Som med billedkunst vil jeg gætte på, at bedømmelser af litterær kvalitet ville være mere stabile over tid end bedømmelser af vin. Måske fordi fortællekunst er ældre end vin og ligger mere indlejret i det menneskelige dna – alle kulturer har til alle tider produceret historier; de ældste eksempler på historier er hulemalerier, som går omkring 40.000 år tilbage i tiden. Smag er i højere grad tillært. En god fortælling, som Hamlet, Den grimme Ælling eller Ødipus tenderer til at blive anerkendt på tværs af generationer og kulturer. Mit gæt er, at hvis man med en tidsmaskine kunne vise film som Titanic, Alien eller The Godfather for 1300-talssmagsdommere fra Mingdynastiet, ville man indkassere et anerkende nik for kvaliteten.

Men hvis flaskens indhold kun i begrænset omfang betyder noget for smagsoplevelsen, hvad gør så? Som vi så tidligere, er det nærliggende at tro, at forventningerne til vinen spiller ind.

Det er der mange studier, som bekræfter. Vinforskningen er berygtet for drilske eksperimenter, hvor for eksempel billige vine er blevet serveret i dyre flasker, hvilket prompte udløser klart mere positive vurderinger. I et andet ofte citeret studie blev en hvid vin farvet rød med en duftfri farve, hvilket gav helt andre beskrivelser af duften. Ord som blomme, kirsebær, chokolade, normalt mest brugt om rødvin, blev også anvendt om hvidvin, der lignede rødvin.

Forventningens effekt på oplevelsen er ikke begrænset til vinsmagning; et parallelt, men overraskende, eksempel er kunstskøjteløb, hvor noget tilsvarende kan ses: når dommerne kender skøjteløberen, tenderer de til at give flere point for den tekniske præstation.

Omdømmeeffekten kalder forskere det. Præcis samme fænomen som hos vin: Genkender man en dyr etiket, bliver man straks mere positivt stemt.

Det oplagte spørgsmål er her, om dyre vine generelt vurderes bedre end billige vine, når man ikke på forhånd kender prisen. Hvis ikke, hvorfor skulle man så nogensinde vælge vin fra den øverste hylde i supermarkedet?

Ét stort studie med omkring 6.000 blindsmagninger fandt absolut ingen sammenhæng mellem pris og oplevet kvalitet, medmindre smageren oplyste at være trænet i vinsmagning. Men selv da var sammenhængen ret svag.

Data fra California State Fair Wine Competition (hvor dommerne jo netop er meget øvede) viser samme mønster: Både billige og dyre vine høster point fra hele skalaen, omend de dyre i gennemsnit ligger en smule bedre end de billige.

På den blå linje i figuren herunder er vinene plottet efter pris (afrundet til hele 5 dollars) og gennemsnitlige antal point. Figuren viser for eksempel, at vine til omkring 10 dollars i gennemsnit vurderes cirka ét point lavere end vine til omkring 40 dollars. 100-dollars vine klarer sig endnu bedre, men der er så få i denne kategori, at tallene bliver meget usikre. Den blå linje har mange uforklarlige sving, men med lidt godt vilje ser det altså ud til, at eksperter har en lille præference for dyre vine.

En sammenhæng, der som nævnt ikke findes for alle os mere almindelige forbrugere. Og eftersom spændvidden i eksperternes vurderinger (se den tynde røde og tynde blå kurve) stadig er stor, er der masser af eksempler på billige vine, der bliver vurderet bedre end dyre.

Mønsteret stemmer nogenlunde med det enkle, pragmatiske råd, flere eksperter, herunder Hodgson, tilbyder: Undgå de helt billige vine; vin i 100-kroners klassen er ofte glimrende; over 200-300 kroner begynder pengene at være givet dårligt ud.
Det virkeligt bekymrende ved vinforskningen er ikke, at vores sanser og vores kvalitetsfornemmelse er skrøbelige størrelser, både når det gælder vin og andre subjektive oplevelser. Det skræmmende er, at vi ofte føler os meget sikre, mens vi tager fejl.

En af de mest berømte forskere i øjeblikket, Daniel Kahneman, psykolog, forsker i adfærdsøkonomi og nobelpristager, har skrevet vidt og bredt om emnet.

I den brede offentlighed er han især kendt for bogen Thinking Fast And Slow, på dansk: At tænke – hurtigt og langsomt. Kahneman blev sammen med Amos Tversky berømt for en masse studier, der viste, hvor galt det ofte går, når vi stoler på vores intuition. Kahneman erfarede i den israelske hær, hvordan øvelser designet til at afgøre, hvilke soldater der besad lederevner, igen og igen viste sig ubrugelige.

Det interessante var, at den erkendelse på ingen måde begrænsede brugen af selvsamme test. På trods af at det gang på gang blev demonstreret, at de tog fejl, sad Kahneman og hans psykologkolleger efter hver test med en klar fornemmelse af, at de havde håndfast viden om de soldater, de netop havde observeret.

Menneskelig dømmekraft lader altså ikke bare til at være notorisk upålidelig, det er værre endnu: Vores fornemmelser er upålidelige på en måde, der føles troværdig.

Kahneman døbte begrebet illusion of validity – pålidelighedsillusion.

Man finder for eksempel fænomenet hos professionelle aktiehandlere; selv om det er veldokumenteret både teoretisk og empirisk, at deres investeringer som regel ikke klarer sig bedre end det generelle marked, føler investorerne, at deres sagkundskab giver dem en klar fordel over alle os amatører. Måske er det en lignende mekanisme, der forklarer, hvorfor vi lytter til eksperter i vin og holder øje med, hvilke vine der er månedens vin”, selv hvis vi udmærket kender resultaterne af blindsmagningsforsøg og ved, at vurderingerne meget vel kunne være faldet helt anderledes ud.

Konsekvenserne af pålidelighedsillusionen rækker langt videre end til at betale 300 kroner for en vin, som man ved blindsmagning ville have vurderet klart ringere end en til 90.

Tag jobsamtaler.

En klar parallel til fire dommere ved en vinkonkurrence er et ansættelsesudvalg, som vurderer kandidater til et job. Undersøger man den situation, er resultatet heller ikke for opmuntrende.

Et godt eksempel går tilbage til 1979, hvor ansøgere til medicinstudiet på Texas Medical School i Houston blev vurderet på baggrund af et personligt interview. Efter at have optaget 150 studerende på denne måde, blev universitetet på grund af ny lovgivning tvunget til at optage yderligere 50 af de i første omgang afviste studerende. Senere viste det sig, at de 50 først afviste studerende på ingen måde klarede sig ringere end de 150, der kom ind i første omgang. Hverken hvad angik frafald, akademiske og kliniske resultater eller antal udmærkelser, de modtog.

De mange personlige interviews lod altså til at være spildt arbejde, hvis målet var at identificere de bedst egnede studerende. Præcis som de evalueringer, Daniel Kahneman og hans kolleger foretog af soldater for at afgøre, om de havde officerpotentiale.

Mange andre studier er senere nået frem til lignende resultater: Ustrukturerede interviews – det akademiske navn for det, der normalt sker under jobsamtaler – er ubrugelige til at vurdere, hvordan en given kandidat vil klare sig i et givet job.

Det hjælper lidt, hvis interviewet er struktureret på en eller anden måde, for eksempel omkring resultatet af en af de mange personlighedstests, der efterhånden findes mange af. Men personlighedstestene giver ikke i sig selv megen værdifuld information; testens værdi ligger i at sikre, at man kommer omkring forskellige emner som samarbejde, arbejdspres, personlige værdier, ambitioner og så videre.

Blot fordi den uformelle, ustrukturerede snak er uegnet til at forudsige, hvordan kandidater vil klare sig i fremtiden, betyder det selvfølgelig ikke, at den er værdiløs. Den kan først og fremmest bruges til at afgøre, om man kan lide personen, man sidder over for. En behagelig kollega kan være at foretrække frem for en supereffektiv kollega.

Problemet er, at den løse snak under jobsamtalen i nogle tilfælde lader til at skade mere, end den gavner; den kommer til at fungere som støj, der kan overskygge mere faktuel information. Fortyndingseffekten” som ét studie kalder den.

Forklaringen er, at mennesker ikke ignorerer irrelevant information, men i stedet forsøger at få den til at give mening. I det pågældende studie eksperimenterede forskerne med at lade interviewpersonen give helt tilfældige svar. Det forhindrede ikke intervieweren i at sidde tilbage med en klar fornemmelse af at kunne vurdere kandidaten.

Forskerne bag undersøgelsen var bagefter klare i spyttet, når de gav deres råd om ustrukturerede interviews til udvælgelse af kandidater:

Lad være.

Min yndlingskultroman er den delvist selvbiografiske Zen og Kunsten at Vedligeholde en Motorcykel (1974) af Robert Pirsig. Den handler om en filosofisk udforskning af kvalitetsbegrebet – et arbejde, der ender med et psykisk sammenbrud for hovedpersonen, Pirsigs alter ego. Hele forløbet bliver genfortalt over et 17-dages roadtrip på motorcykel tværs over USA med hovedpersonens søn som passager.

Det er ikke så mærkeligt, at Pirsig havde sit hyr med det notorisk subjektive og flygtige kvalitetsbegreb, for hvor er vi henne, når vores sanser ikke er så klippefaste, som vi selv oplever? Hvad enten det angår vin, litteratur, billedkunst, skøjteløb, jobsamtaler eller endnu vigtigere valg i livet?

Heldigvis er der mange veje uden om nervesammenbruddet. Verdenshistoriens store videnskabsmænd og -kvinder, gæve folk som Galileo, Kopernicus, Curie, Pasteur, Einstein, Bohr (for nu at skyde fra hoften) var optaget af at forstå verden, som den var, ikke som de følte, den var.

Jeg tror, de delte et sjældent personlighedstræk, som er altafgørende i naturvidenskab, nemlig evnen til at erkende, at de kunne tage fejl. En videnskabelig ydmyghed, som sætter en i stand til at stole på data og tvivle på mavefornemmelser. Det var det, der gjorde, at de kunne forestille sig, at jorden ikke er universets centrum, og at håndvask kan være en god ting for læger, selv om begge dele dengang skreg mod al sund fornuft og mavefornemmelser.

Den gode nyhed er, at den videnskabelige ydmyghed ikke er forbeholdt folk i hvide kitler og tårnhøje intelligenskvotienter. Du og jeg kan også, med lidt øvelse, praktisere den. For eksempel ved simpelthen at spørge os selv: Hvor ved jeg egentlig det fra?

Det fører os tilbage til vinen.

Også her lærer data fra vinforskningen os, at vi ikke skal stole blindt på fine etiketter eller endnu finere anmeldere. Vi ved ovenikøbet, at man ikke behøver realisere friværdien for en god vinoplevelse. Kvalitet er både individuelt, subjektivt og foranderligt.

Som Thomas Ilkjær fra Vinakademiet foreslår:

Find en druesort eller en region, du kan lide. Find en anmelder eller en vinhandler, hvis anbefalinger giver dig gode oplevelser. Virker det ikke, så prøv noget andet. Virker det, så er det væsentligste ikke, om det skyldes flaskens indhold eller dine positive forventninger eller noget helt tredje. Det er lige meget, om det kan efterprøves i blindsmagningsforsøg,” siger han.

Bare nyd vinen.”

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem