Journalistik, der giver håb, er ikke naiv. Den er nødvendig

  • 25. november 2019
  • Medier
  • 16 min.
GODMORGENEr kynikerens blik på verden faktisk retvisende? Illustration: Louise Rosenkrands for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

Der findes mennesker, der bevidst undgår nyheder, fordi de bliver triste eller apatiske af endnu en historie om flystyrt, pinlige politikere eller systemer, der fejler. Selv om de ikke tæller flertallet, skal vi lytte til dem. For de peger på et væsentligt spørgsmål, man må stille til journalistikken: Hvem gavner det egentlig, når mange nyheder er drevet af blodtørst, alarmerende overskrifter og en kynisk idé om, at verden alligevel aldrig bliver bedre?

Lad os begynde med et tankeeksperiment. Forestil dig, at du er direktør for en virksomhed, der producerer vaskemiddel. Du har dygtige mennesker ansat, og i din virksomhed sætter I en ære i at levere et godt produkt til jeres kunder. Lad os sige, jeres slogan er: Til selv de sorteste pletter” eller noget i den stil. Og lad os så sige, at det en dag viser sig, at I ikke lever op til det løfte. Dit vaskemiddel vasker rent af og til, men det er langtfra så godt, som I hævder. Især netop de sorteste pletter kan vaskemidlet slet ikke få bugt med; kunderne reagerer selvsagt. De holder op med at bruge jeres vaskemiddel. De brokker sig over pletterne.

Hvad gør du?

Fortsætter du som hidtil? Insisterer du på, at jeres vaskemiddel er et prima produkt, og at det er folks vaskevaner eller tøjindkøb, den er gal med?

Eller gør du det modsatte? Kigger du kritisk på jeres vaskemiddel? Overvejer du, hvor I har begået en fejl, eller hvordan I kan ændre produktet, så I rent faktisk kan gøre den forskel i folks liv, som I ønsker?

Mit gæt er, at du vælger det sidste. Mit gæt er, at de fleste fornuftige mennesker vil vælge det sidste. Og derfor er det stadig en regulær gåde for mig, hvorfor det følgende har fundet sted:

I det nye årtusinde er journalistikken gået fundamentalt galt i byen. Der er lavet masser af fabelagtig og vigtig journalistik i løbet af de år selvfølgelig, men hvis man betragter nyhedsjournalistikken samlet set – som en samlet disciplin præget af en bestemt tænkning – så har journalistikken lidt et historisk nederlag.

Finanskrisen i 2008 kom som et chok for de fleste, også for os i den presse, der ellers hævder at være til for at afsløre alvorlige systemfejl og slipseklædte storslyngler. I 2016 rejste skuffede længsler sig til en ansigtsløs politisk bevægelse og kulminerede i USA med indsættelsen af Donald Trump i Det Hvide Hus og i Europa med Storbritanniens Brexit – helt uventet for mange af os i pressen, der troede, verden faktisk så ud, som vi fremstillede den. Endelig blev den nok største historiske forandring gennem 100 år – de menneskeskabte klimaforandringer og den skammelige udryddelse af plante- og dyrearter – i mange år og i mange medier dækket uden hverken lidenskab eller særlige ressourcer i ryggen. Naturen var henvist til bolig- og havesektionerne. De få, der påstod, at bekymringen var overdreven, fik spalteplads på linje med de mange, der mente, den ikke var.

Med andre ord: Journalistikken, der er så opsat på at fange det nye, stod på afgørende vis i vejen for sig selv, da tidens altdominerende skandaler og konflikter kom snigende. Forkærligheden til drama i udbrud og den endeløse jagt efter sensationer gjorde journalistikken blind for de langsomme forandringer, der mest afgørende tegnede de nye rammer om vores tilværelser og verdens gang. Helt paradoksalt fejlede den kritiske presse altså med sin mest grundlæggende opgave: At være kritisk.

BANKORRUPTNavnet på Lehman Brothers gled over neonskiltene på Times Square i New York 15. september 2008, da firmaet gik konkurs og endegyldigt blev beviset på den finanskrise, som de færreste havde set komme. FOTO: Joshua Lott for Reuters

Ligesom andre i mit fag har jeg derfor måtte erkende, at den journalistik, jeg blev uddannet til at lave, ikke var egnet til at møde tidens største udfordringer. Erkendelsen har ikke ført mig til noget endegyldigt, færdigpakket bud på, hvad det er for en journalistik, vi burde undervise de kommende generationer af journalister i. Dét spørgsmål tumler vi stadig med her på Zetland, ligesom mange andre redaktører og journalister gør det både her i landet og uden for Danmarks grænser. Hvert år finder en international journalistfestival sted i Perugia i Italien, og på programmet de seneste år har der stort set ikke stået andet end eufemismer for kollektivt selvopgør”.

Men trods de intense og virkelig spændende diskussioner er der stadig mange i den etablerede presse, der insisterer på, at vaskemidlet er godt, som det er. Defintionen af, hvad det overhovedet vil sige at være kritisk, pilles der mange steder ikke ved. Der hersker fortsat en idé om, at en god historie” først og fremmest er en nyhed, der rummer en pludselig konflikt eller et hår i suppen. Jeg har set blodtørst” beskrevet som et journalistisk adelsmærke. Jeg har hørt journalister påstå, at enhver magthaver er at ligestille med en skurk. Da en af Politikens dygtigste journalister, Hans Davidsen-Nielsen, rev et år ud af kalenderen for at blive klogere på, hvordan en mere konstruktiv journalistik kunne se ud, blev der trukket på smilebåndet af ham blandt kolleger. Da radioforetagendet Loud sensationelt og i mine øjne helt urimeligt vandt udbuddet om en dab-kanal for næsen af Radio24syv, valgte en kommentator i Weekendavisen at slå Louds ringe tænkte og ringe udformede ansøgning i hartkorn med det, han dømte ude som tidens tågede modeidéer om konstruktiv journalistik’”. Der er ikke nogen grund til at ændre på vores vaskemiddel. Det er verden – samfundet, udviklingen, de andre – der er ad helvede til. Ikke os.

Hvad skal vi kalde den disciplin eller den tænkning, som ligger til grund for dét verdenssyn? Lad mig her døbe den kynikerens disciplin og i det følgende argumentere for, hvorfor den disciplin ikke bare er ubrugelig, hvis det journalistiske ærinde er at beskrive virkeligheden, men også både fladpandet og manipulerende.

Den romerske politiker Cicero mente, at skulle man opklare en forbrydelse, måtte man stille spørgsmålet cui bono?, altså hvem gavner det? Hvem har gavn af udåden? I denne sammenhæng kan spørgsmålet også være relevant: Hvem har gavn af den journalistik, der er drevet af overbevisningen om, at enhver har noget at skjule, at alle magthavere er idioter, og at de bedste historier er de sensationelle afvigelser fra normen – katastrofen, det absurde, det aparte, det pinlige?

Den journalistiske disciplins eget svar på det spørgsmål er, at den gavner samfundet. At den gavner demokratiet. I et folkestyre er det nødvendigt at holde magthaverne ansvarlige for deres gerninger, og pressen må derfor agere samfundets uofficielle fjerde statsmagt på linje med de tre officielle – regeringen, Folketinget og domstolene. Og det er da også helt rigtigt. En god presse er en presse, der kaster lys ind i magtens mørkekamre. En god presse er en kritisk presse; en presse, der flår falske profeter ned fra piedestalerne og oplyser væsentlige forhold, som nogen ønsker at lade forblive i det dunkle. Vi skal vide, om det er en fusker, der sælger os guld og grønne skove. Om det er grådige forbrydere, der står i spidsen for vores bank. Om det er en minister uden respekt for loven, der driver vores land. Et frit folk er et folk, der kender sig selv og dermed også sine skurke.

Kynikerens journalistiske disciplin, imidlertid, forudsætter fejlagtigt, at den eneste måde at ryge skurkene ud af buskene på er ved at sende røg efter alle. At mistro enhver. Og på den måde ligestiller kynikeren kritik med – netop – kynisme. Han kaster en krog med 14 modhager, to harpuner og en påmonteret dybdebombe i dammen, der ikke bare fanger store fisk, men også tager alt andet med sig. I de værste tilfælde bliver minimale fejl forstørret. Enkelte fortalelser vrides ud af proportioner. Politikere begiver sig ud i uldne papegøjesvar, fordi de er bange for at blive taget i en forkert bisætning, og mens alle får med samme fil, bliver det svært at skelne de ægte slynger fra folk, der måske bare har taget fejl.

Så gavner mistroen os – borgerne i samfundet? Nej, det gavner kun den del af os, der ønsker at forblive i status quo. For den monstrøse fiskestang, som denne journalistiske disciplin er udstyret med, er på ingen måde en neutral størrelse, men derimod et effektivt våben i en reaktionær kamp: Kynikernes blik på verden kultiverer en forskrækket fejlfinderkultur, hvor alle i stimen vogter på alle, mens de helt store fisk – en finans- eller klimakrise undervejs – ikke kommer i kikkerten, fordi historien om dem ikke kan fortælles efter den foretrukne dramaturgiske model: Her er en tåbe, der har gjort noget åndssvagt, så en eller anden må kræve en redegørelse.

Men det mest problematiske ved kynikerens disciplin er måske i virkeligheden de mindre, næsten usynlige forseelser. At den tænkning, der ligger til grund for disciplinen, siver ind i et væld af små sprækker i vores bevidsthed og forplanter sig som en slags almindelig hverdagsmistro. Det giver sig, tror jeg, til kende i en grundfølelse af, at udviklingen generelt går tilbage – i en opfattelse af, for eksempel, at flere oplever voldelige overfald i Danmark, at flere danskere end nogensinde tager antidepressiv medicin, at flere mennesker lever i ekstrem fattigdom, at terroren i Europa aldrig har været større – selv om ingen af delene faktisk er tilfældet. Når vi for tiden er villige til at acceptere statsminister Mette Frederiksens ønske om massivt øget adgang til videoovervågning, er det så fordi, vi har en oplevelse af, at meget mere er af lave, end det faktisk er? Et frygtsomt samfund, i hvert fald, er ganske givet mere tilbøjeligt til at acceptere masseovervågningens mistænkeliggørelse af enhver, end et samfund præget af den tillid, statsministeren ellers hævder at forsvare.

BIG MOTHER?Statsminister Mette Frederiksen åbnede Folketinget i oktober ved at slå til lyd for et tillidssamfund. Og bebudede derefter massivt øget overvågning. Foto: Stine Bidstrup for Scanpix

Nå. Hvem gavner kynikerens disciplin så, hvis ikke den gavner borgerne? Gavner den medierne? Journaliststanden? Man kan argumentere for, at jagten på overskrifter med ord som skandale” og chok” og panik” i udgangspunktet burde danne grundlag for en fornuftig medieforretning, ikke mindst i nettets tidsalder. Problemer råber, løsninger hvisker,” som jeg for nylig hørte Nina Fasciaux fra Solutions Journalism Network sige – og problemer egner sig derfor svært godt til fængende overskrifter. Men spørgsmålet er, om det faktisk gavner journalistikken i det lange løb? Man kan i dag se tegn på, at borgere aktivt forsøger at undgå nyheder, ofte fordi de opleves som deprimerende. Ifølge en undersøgelse fra 2017 putter 29 procent af folk over hele kloden sig i denne kategori, mens 14 procent af danskere ofte eller sommetider forsøger at undgå nyheder. Det er på ingen måde et overvældende stort tal i en dansk sammenhæng, men alligevel nok til, vil jeg mene, at hæve et øjenbryn. Reuters Institute på University of Oxford udgav for nylig en ny og virkelig interessant undersøgelse af unge menneskers syn på nyhedsmedier, og her er det også tydeligt, hvordan der blandt de yngste generationer – dem, der skal betale for journalistik i fremtiden – hersker en oplevelse af, at nyhedsmedier overdriver dækningen af det negative”. Vold, had og kriminalitet, mener de, får mere opmærksomhed end positiv forandring, mens de samtidig oplever, at offentlige personer ofte angribes unfair, og at ekstreme holdninger overprioriteres under dække af, at medierne kalder sig upartiske” og balancerede”. Så gavner den mistroiske, kyniske disciplin blandt journalisterne faktisk den forretning, der betaler deres løn? Det stiller jeg mig mere og mere tvivlende overfor.

Hvem har vi så tilbage? Cui bono? Hvem gavner det? Hvem har gavn af blodtørsten, af klapjagten, af alarmerende chok-overskrifter, af overprioriteringen af det negative, af bazookaer rettet mod gråspurve? Det gavner alle dem, der vinder ved, at vi har en oplevelse af, at verden er et ringere, mere farlig og risikofyldt sted, end det faktisk er. Det gavner alle dem, der med nu afdøde sundhedsprofessor Hans Roslings ord vinder ved at vores kollektive greb om sandheden” bliver fordrejet.

Og hvem er det? Det er – helt paradoksalt – lige præcis de mest løgnagtige magthavere og de største skurke. Netop dem, som kynikerne påstår at bekæmpe. De vinder, fordi det kyniske verdensbillede gøder en kultur, hvor fornuft, sandfærdighed, nysgerrighed, ydmyghed og mod ikke honoreres. For når enhver magthaver bliver betragtet som en idiot, vinder du ikke ved at undlade at være en idiot, men ved at være den idiot, der er bedst til at regne den ud. Når overskriften gives til den, der siger det vanvittigste, vinder du ikke ved at insistere på fornuften. Når medierne løber efter den, der skaber ravage, vinder du ikke ved at finde mindelige løsninger. At gøre noget agtværdigt giver dig ikke opmærksomhed. Som Thomas E. Patterson, en medieprofessor fra Harvard University, skrev efter pressens på mange måder vildt problematiske dækning af det amerikanske præsidentvalg i 2016: Når alt og alle bliver fremstillet som uvederhæftige, giver det ikke mening at adskille dig på den målestok, hvilket er til fordel for dem, der er mest uvederhæftige. Almindelig god opførsel og fornuftige forslag er ikke længere det stof, overskrifter er gjort af, hvilket i stedet giver stemme til dem, der mestrer destruktionens kunst.” Pressen, påviste Patterson, dækkede i 2016 både Hillary Clinton og Donald Trump overvældende negativt og evnede ikke at give et seriøst bud på, om Clintons misgerninger faktisk var i samme kategori som Trumps ditto. 2016-valget var en bilulykke med mange førere,” skrev han. Journalister var ikke alene i bilen, men de efterlod deres fingeraftryk over hele rattet.”

Da netprovokatøren Rasmus Paludan tilbage i foråret på lyntid opnåede nok vælgererklæringer til at kunne stille op til Folketinget, skrev Politikens chefredaktør, Christian Jensen, en leder, hvori han mindede om, at det var YouTube – ikke pressen – der havde skabt grobund for den opmærksomhed, der løftede Paludan ind i offentligheden. Flere af Politikens læsere var tilsyneladende uforstående over for, at avisen viede metervis af spalteplads til Paludans flammetaler og den tumult, de medførte, men, skrev chefredaktøren, vi skal lige huske på, hvad der skabte den racismedømte partistifter Rasmus Paludan: de sociale medier”. Sandheden er imidlertid mere nuanceret end som så. Nok havde Paludan erhvervet sig et algoritmeoptimeret publikum på de sociale medier og gennem et års tid var det lykkedes ham at skaffe omkring 6.000 vælgererklæringer. Men han fik først national opmærksomhed, da hans provokationer på Nørrebro blev mødt af idiotiske stenkast og kanonslag, og pressen derefter kampdækkede ikke bare de foruroligende uroligheder, men snart sagt enhver vindblæst pølsevogn, han troppede op foran. Den journalistiske disciplin hjalp Paludan i mål, simpelthen.

Så igen: Hvem gavner den journalistisk, jeg taler om her? Hvem gavner bazookaens blik på verden? Det gavner dem, der selv gerne slynger en bazooka over skulderen.

LARMRasmus Paludan skabte sig selv som fænomen. Men hvem hjalp ham mest – de sociale medier eller den etablerede presse? Her er han foran Christiansborg på valgaftenen 5. juni 2019. Foto: Thorkild Amdi Christensen for Scanpix

Hvad er det modsatte af det journalistiske verdensbillede, jeg her har beskrevet? Er det en journalistik, der alene bringer godt nyt? En journalistik, der forestiller sig, at hvis bare vi alle sammen satte os ned i en rundkreds, kunne vi blive enige om alt? En journalistik, der lever af klidboller og kildevand og synes, at her går det da bare super godt? Er det en journalistik, der klapper hælene sammen og gør honnør, når magthaverne går ind ad døren?

Nej. For alt det ville også forvrænge virkeligheden. At fremstille verden, som om alle problemer er løst og ingen interessekonflikter eksisterer, ville være skadeligt og forkert. Vi står som menneskehed over for udfordringer, der forekommer kolossale. Eksistentiel angst og tilfælde af korrumperet magt går formentlig aldrig af mode. Hvad der er en løsning for mig, behøver ikke være en løsning for dig. Jeg talte med en nordjysk taxachauffør, der var glad for de mange skolelukninger i sit område, fordi det gavnede hans forretning, når han fik til opgave at køre børn i skole om morgenen. Når nogle taber, kan andre vinde.

Som nævnt har jeg ikke noget definitivt bud på, hvordan journalistikken bør reformere sig – journalistik er en praksis, et håndværk, og det håndværk ændres over tid ved dagligt at eksperimentere med og justere på, hvordan det også kan se ud. Det er det, vi på Zetland forsøger hver dag, nogle gange lykkes det, andre gange gør det ikke, hvis det var en matematisk ligning, vi skulle løse, havde det været nemmere, men det er det heldigvis ikke.

Men udgangspunktet for at løsne myoserne i den journalistiske disciplin må være det her: Journalistikken står ikke over for et valg, hvor den skal skære verden op i blokke af enten sort eller hvidt. Der findes andre veje at gå ad end dem, der fører enten ud på kynismens giftgrønne slagmarker eller ind i et verdensfjernt glimmerglansbillede. Først og fremmest må våbenarsenalet rettes mod dem, der faktisk er grund til at rette våbenarsenalet mod. Der er al mulig grund til at slibe harpunerne når magthavere og virksomheder skal afsløres i og stilles til ansvar for både greenwashing og hvidvasking eksempelvis. Men mens ægte skandaler forfølges og forfølges til dørs, så bør journalisten også besinde sig på, at de ægte skandaler ikke altid indfinder sig pludseligt en tilfældig tirsdag formiddag. De mægtigste historier om det, der for alvor påvirker vores liv, findes sommetider i de mærkbare undtagelser, men de findes især i de umærkelige regler”, i normalen. Det er de langsomme, årelange forandringer, der for alvor sætter rammerne for vores tilværelse – indkomst, sikkerhed, boligforhold, reproduktion, fødevarer, pengestrømme. At udøve kritik er ikke kun at rette kritik mod et menneske med en dårlig sag. Kritik er også systemkritik. Kritik er også ideologikritik. Kritik er ikke kun at lade sig drive af dramaet, men også af spørgsmålet: Cui bono? Hvem gavner det, at vi har indrettet verden, som vi har?

I dagens forvirrende nyhedsflimmer må det også være en del af den journalistiske opgave at putte væsentlige begivenheder ind i deres rette sammenhæng, hvilket også indebærer at sætte dem i rette proportioner. Hvor grelt – eller fantastisk – er det, der er sket, egentlig? Hvor stor – eller lille – en alarmklokke er der grund til at slå på? Hvis opgaven er at lave en mere gavnlig journalistik, så ligger den også her. På tidligere nyhedsdirektør Ulrik Haagerups Constructive Institute i Aarhus har de en definition på konstruktiv journalistik, som jeg rigtig godt kan lide –  journalisten, siger de, må give borgerne et fair, akkurat og sammenhængende billede af verden uden at overgøre det negative og det sensationelle”. Sværere er det måske ikke.

Til sidst. Den største magt, en journalist besidder, ligger ikke i muligheden for at fælde en minister. Journalistens største magt ligger i de forestillinger om verden, han eller hun er med til at skabe med sine historier. Fortæller vi kun om det, der går ad helvede til, giver det indtryk af en verden, hvor alt går ad helvede til. Men virkeligheden er også fyldt med mennesker, der gør verden til et bedre sted. Virkeligheden rummer også ambitiøse idéer, modige valg, nye erkendelser. Så selvfølgelig skal journalisten også fortælle om alt det. Fordi det findes, ganske enkelt.

At udøve kritik kan ikke reduceres til at se og påtale verdens vorter. Man tager fejl, ganske enkelt, hvis man tror, at håbet er kritikkens modsætning, og at håbet derfor ikke hører hjemme i den kritiske journalistik. For håbet er ikke kritikkens modsætning. Det er selve dens forudsætning. Uden håbet bliver kritikken tom, fordi den uden håbet kun peger ansvarsløst på sig selv. Som skribenten Maria Popova så fint har formuleret det: Håb uden kritisk tænkning er naivt. Men kritisk tænkning uden håb er kynisme.”

Har du lyst til videre læsning? Mange steder i Europa – fra Zürich til Madrid, fra Amsterdam til Bukarest – finder der lige nu masser af vildt spændende forsøg og initiativer med en anden form for journalistik sted. Cathrine Gyldensted og Malene Bjerre har skrevet bogen Håndbog i konstruktiv journalistik’, og Ulrik Haagerup står bag bogen Constructive News’. Tjek også eksempelvis det hollandske medie De Correspondent, og det schweiziske Republik ud samt Solution Journalism Network. Er du übernørd, kan det desuden virkelig anbefales at følge med i udgivelserne fra Reuters Institute for the Study of Journalism på University of Oxford, der udgør et regulært kraftcenter i den vigtige debat om journalistikkens fremtid.

Desuden: Vi har lavet en quiz om verdens tilstand og spurgt et repræsentativt udsnit af danskerne, hvordan de tror, vigtige områder faktisk har udviklet sig. Kan du klare det bedre end dem?

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

Vis mig Zetlands principper

I dag læser vores medlemmer: