ARGUMENT_
Mark Leonard er leder af tænketanken European Council on Foreign Relations.

Vi står over for et skæbnevalg til maj. Og Europas populister kan vinde ved at tabe

11. februar 2019 | Europa | 5 min.

Kan valget til Europa-Parlamentet i maj måned blive begyndelsen på en politisk revolution?

Det håber nationalistiske og populistiske partier over hele Europa i hvert fald. De lover ikke kun at vælte det etablerede EU-system i Bruxelles, men også at sætte en stopper for arbejdskraftens frie bevægelighed, fjerne sanktionerne mod Rusland, trække sig fra Nato, bakke ud af klimaaftaler og afskaffe homoægteskaber.

Mange af disse idéer optræder i højrenationale, euroskeptiske partiers valgprogrammer. Og vælgerne kunne se ud til at være langt mere lydhøre over for den slags forslag end tidligere. Det viser en ny, omfattende undersøgelse af EU’s 27 forskellige nationale politiske scener fra tænketanken European Council on Foreign Relations (ECFR).

Europaparlamentsvalg har tidligere haft lav valgdeltagelse. Valget har i høj grad haft fokus på landenes interne affærer, og der har oftest ikke været særlig meget på spil. Men de tider er forbi.

Valgkampen er allerede en paneuropæisk begivenhed, der går på tværs af landegrænser. Det samme gør de populistiske partiers samarbejde. Den amerikanske populist Steve Bannon – Trumps tidligere chefstrateg – forsøger lige nu at skabe et organiseret samarbejde mellem europæiske højrefløjspartier. Og den ungarske premierminister Viktor Orbán og den italienske indenrigsminister Matteo Salvini har dannet en populistisk alliance, der forener den indvandrerkritiske højrefløj og venstrefløjens protestbevægelser. Orbán og Salvinis mål er at få magten i EU’s institutioner og rulle den europæiske integration tilbage indefra. De forestiller sig intet mindre end en genopbygning af Vesten funderet i autoritære og antidemokratiske værdier.

I år vil stemmeprocenten sandsynligvis blive langt højere end de sædvanlige 20-40 procent. Det lykkedes for Brexit-støtter at få mobiliseret tre millioner briter, der sædvanligvis ville have været sofavælgere, og det gjorde en afgørende forskel for udfaldet. På samme måde kan populisterne i resten af Europa også have held med at tiltrække folk, som føler, at det etablerede politiske system har glemt alt om dem.

Hvis den slags vælgere dukker op i stemmeboksen, mens de, der almindeligvis støtter midtsøgende ledere som tyske Angela Merkel og franske Emmanuel Macron, bliver hjemme, kan de populistiske partier klare sig markant bedre, end meningsmålingerne forudser.

Undersøgelsen fra tænketanken ECFR viser også, at de EU-skeptiske partier selv med et parlamentarisk mindretal kan begrænse EU’s handlekraft og underminere EU’s demokratiske styre.

For eksempel skal populisterne blot have en tredjedel af pladserne i Europa-Parlamentet for at kunne blokere for sanktioner mod medlemsstater, der overtræder EU-lovgivningen. Det kunne vise sig at blive yderst praktisk for de populistiske partier. EU er nemlig lige nu ved at sætte gang i sanktionerende foranstaltninger mod både Polens Lov- og Retfærdighedsparti (PiS) og Orbáns regering i Ungarn.

Populistiske oprørspartier kan også få held med at afspore EU’s budgetforhandlinger. Hvis de får flertal, kan de endda forhindre den flerårige finansielle ramme for 2021-2027 i at blive vedtaget og dermed forårsage en europæisk government shutdown – en nedlukning af hele EU’s apparat i stil med den, vi har set i USA. Hvis de EU-skeptiske populister bliver store nok til at kunne blokere EU’s handlemuligheder eller får magten i nogle af EU’s udvalg, kan de også forhindre internationale handelsaftaler og udnævnelser af nye EU-kommissærer.

Populister, som får sæder i parlamentet, vil være ivrige efter at svække EU’s udenrigspolitik enten gennem at ændre på pengestrømmene eller ved at opløse politiske beslutninger og aftaler. Da mange europæiske populistiske partier har økonomiske bånd til Kreml, er det sandsynligt, at målet vil være at udvande sanktionerne mod Rusland. Ud over det vil en del populister også forsøge at spænde ben for miljøtiltag såsom klimaaftalen fra Paris.

Risikoen er derfor egentlig ikke, at populisterne vil få flertal og vælte hele systemet på én dag, men snarere at de opnår en vis repræsentation og tilstrækkelig gennemslagskraft til at kunne stikke en kæp i hjulet for EU’s politiske beslutningskraft. Det vil forhindre EU’s regler i at blive håndhævet, styrke nationalistiske regeringer og underminere vælgernes tillid til EU’s institutioner. De autoritære eller populistiske regeringer i Budapest, Warszawa og Rom ville frit kunne overtræde EU-regler uden at risikere straf.

I mange af EU’s medlemslande falder europaparlamentsvalget sammen med nationale folketingsvalg i år. Et godt valg i maj måned kan for både populistiske og midtsøgende partier være tegn på, at man også vil klare sig godt i det nationale valg. Estland og Slovakiet afholder valg lige før europaparlamentsvalget, Belgien har valg lidt senere på året, og Danmark har folketingsvalg senest i juni. I hvert af landene kan populistiske partier gå hen og blive koalitionspartnere i nye regeringer.

For at gøre det hele værre lader det til, at de proeuropæiske partier falder lige lukt i den fælde, som antieuropæerne har lagt. Over hele Europa går grønne, venstreorienterede partier til valget med en tilgang, der signalerer, at kampen står mellem kosmopolitter på den ene side og fællesskabsorienterede på den anden, mellem globalisering eller fædrelandskærlighed. Den politiske ramme vil gavne EU-skeptikerne mere end noget andet.

Intet er tabt endnu. Men for at undgå fiasko må proeuropæerne holde op med at opføre sig på en måde, der bekræfter alle fordomme om, at de støtter Bruxelles-systemets status quo. De må ærligt og direkte kritisere EU’s svagheder, men samtidig undgå polarisering – især på områder, hvor de ikke har flertallets støtte.

Samtidig må proeuropæerne selv i gang med at så splid i modstanderens lejr. For eksempel er det tydeligt, at populisterne langtfra er enige, når det kommer til det afgørende spørgsmål om migration. Orbáns og Salvinis synspunkter er ikke spor på linje med hinanden. Mens Orbán vil holde alle migranter ude, mener Salvini, at asylansøgere, der ankommer til Italien, skal fordeles over hele EU. Proeuropæere bør påpege disse modsætninger over for vælgerne i Ungarn og Italien.

Macron har mange problemer, men han er i det mindste opmærksom på den populistiske trussel. I en tale fra november beskriver han patriotisme som det modsatte af nationalisme og afviser dermed fortællingen om, at sande nationalister er imod globaliseringen. Men han har endnu ikke gjort noget for at vise, hvordan hans politik kan gøre de ‘forladte vælgere’ trygge ved globaliseringen og den europæiske integration.

I teorien er ‘macronismen’ stadigvæk det bedste proeuropæiske alternativ til den tilbageskuende nationalisme. Men for at undgå en populistisk revolution efter valget i maj måned er Macron og andre ledere nødt til at række ud over deres egne elitære cirkler.

Ellers vil de gå lige lukt i EU-modstandernes fælde.

Copyright: Project Syndicate. Oversat af Sara Zankel.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem