Klimaet har brug for tonsvis af batterier. Portugals smukkeste natur kan komme til at betale prisen

Vil kampen for det globale klima gå ud over den lokale natur? Kom med til Portugal, hvor dilemmaet er sat på spidsen.

Illustration: Andrea Ucini for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Man skal bruge bil for at komme hertil. Busserne kører ikke om lørdagen, så de portugisiske miljøaktivister er, ironisk nok, afhængige af larmende, forurenende benzinbiler, hvis de vil ud i den fabelagtige natur, de kæmper for at beskytte. Folk er ankommet til dagens march ved nationalparken Serra da Estrela i Gonçalo i mindre grupper. Iført praktisk fodtøj og T-shirts med slogans som Nej til miner, ja til liv’ går de i samlet flok ad en støvet grusvej. Herfra er der en storslået udsigt over den dalsænkning, som den portugisiske regering vil omdanne til en litium-mine, der skal levere batterier til fremtidens elbiler.

Da vi er helt fremme ved området, hvor den nye mine skal ligge, standser gruppen og klumper sammen i den begrænsede skygge, en stribe træer giver for middagssolen. Renata Almeida stiller sig op med banner og megafon og holder tale. Hun fortæller om den kamp, som hun og hendes organisation kæmper mod mineselskaberne. For hende er det en kamp om retten til rent vand, ren jord, en ren og bæredygtig fremtid – men også for retten til at blive hørt, når Portugals myndigheder forhandler med både EU og store internationale spillere i mineindustrien. På vejen tilbage til parkeringspladsen standser flere af aktivisterne og samler sten op fra jorden. Kan det virkelig passe, at de skulle være så meget værd?

Stenene under miljøaktivisternes fødder udgør en vigtig brik i en større fortælling om EUs forsøg på at sikre sig de kritiske råstoffer, der skal til for at elektrificere Europa og bane vej for en grøn omstilling. Den type mineraler, som det centrale og nordlige Portugal er så rig på, kan nemlig bruges til at udvinde litium, og litium udgør en uundværlig ingrediens i de batterier, der skal bruges til blandt andet elektriske biler og til lagring af grøn energi i fremtidens bæredygtige Europa. Men for miljøaktivisterne i Gonçalo – og mange ligesindede rundtom i Europa – er bekymringen, at det lokale miljø må betale for høj en pris i kampen for det globale klima.

Da Europa-Kommissionen lancerede EUs grønne pagt, Green Deal, var der ikke et øje tørt. EU skulle være det første klimaneutrale kontinent inden 2050, og allerede i 2030 skulle udledningen af klimagasser være reduceret med mindst 55 procent sammenlignet med niveauet i 1990. Et af kommissionens vigtigste værktøjer er at elektrificere biltrafikken. Ingen nye biler på Europas veje må fra 2035 udlede klimagasser i deres drift, og det betyder, at man løbende skal udskifte benzindrevne biler med elbiler. Men i takt med at de grønne visioner er blevet gjort konkrete, er det blevet stadig mere synligt, at de stiller EU i en geopolitisk kattepine. De mange nye teknologier forudsætter nemlig adgang til såkaldt kritiske råstoffer, som blandt andet skal bruges til at lave batterier, vindmøller, solceller og brændselsceller.

Det batteri, der holder en elbil i gang, kaldes i daglig tale for et litium-batteri. Det indeholder dog ikke kun litium, men også en lang række mineraler, som EU i dag må importere fra lande uden for unionen. I 2020 stod EU kun for én procent af hele verdens produktion af de råstoffer, der indgår i litiumbatterierne – og i øvrigt kun for 0,2 procent af produktionen af de færdige batterier. Til sammenligning producerede Kina 66 procent af verdens litiumbatterier. Kina har i det hele taget været fremsynede, når det kommer til at udvinde og forarbejde de råstoffer, der bliver afgørende for fremtidens teknologier. I dag sidder Kina som en slags flaskehals på verdensmarkedet for størstedelen af råstoffernes vedkommende, hvilket for EU skaber en på alle måder prekær afhængighed af Kina.

Hvis verden skal indfri målene i Paris-aftalen, vil den globale efterspørgsel på litium stige op til 40 gange frem mod 2040, vurderer Det Internationale Energiagentur. Ifølge Bernd Schäfer, som er administrerende direktør for det EU-finansierede agentur EIT RawMaterials, har betydningen af sikker adgang til kritiske råstoffer da også fået øget politisk bevågenhed i takt med, at EUs klimaambitioner er steget. Beslutningstagerne begynder at få en meget dybere forståelse for råstoffernes rolle i at støtte de europæiske industrielle økosystemer,” siger han. Schäfers eget agentur er ét eksempel på de mange tiltag, EU har søsat for at styrke de europæiske forsyningskæder inden for kritiske råstoffer. Og selv om det er dyrt at opbygge en europæisk forsyningskæde af råstoffer, er det dyrere og mere risikabelt at lade være, siger Schäfer. Hvad vi virkelig bør skabe opmærksomhed omkring,” siger han, er den pris, samfundet kommer til at betale ved ikke at have adgang til kritiske råstoffer.”

Men prisen på råstoffer – og prisen for at sikre en europæisk forsyningskæde – bliver ikke kun betalt af EUs skatteborgere, men også af de mennesker, der nu har udsigt til at skulle have en mine i deres baghave. Blandt de mennesker er Nelson Gomes, en landmand fra landsbyen Covas do Barroso i det nordlige Portugal, som har startet en aktivistisk miljøgruppe, efter at det britiske mineselskab Savannah Resources for et par år siden udså sig området til at anlægge en litium-mine. Undergrunden i det naturskønne område, hvor Nelson Gomes bor, er rig på litium-holdige mineraler, og området huser allerede en mindre mine, som er designet til at udvinde mineralerne kvarts og feldspat. Savannah Resources vil udvide denne mine og opføre en industrizone, hvilket kommer til at betyde, at de nærmeste naboer får under en kilometer til det åbne stenbrud.

Landsbyen Covas do Barroso ligger i bunden af en frodig dal, og den eneste vej dertil går ad snævre hårnålesving med udsigter, der tager pusten fra én. I landsbyen står gamle stenhuse omgivet af køkkenhaver med kål, tomater, græskar og appelsin- og oliventræer. Overalt i den lille flække høres lyden af koklokker og rindende vand fra et underjordisk vandingssystem. Med sådan en idyl er det ikke overraskende, at udsigten til en åben mine i landsbyens baghave møder modstand.

For folk som Nelson Gomes er det ubegribeligt, at den portugisiske regering overhovedet er gået med til at udbyde rettighederne til minen i dette område. Det er et af de eneste områder i landet, der har den form for rigdom, det niveau af biodiversitet og denne form for landbrug. Folk i byerne ved det ikke, og de tror, at minerne skal ligge i et isoleret område, hvor der ikke bor folk. Det er det, regeringen får folk til at tro. De fortæller folk, hvor vigtige minerne er, men ikke om, hvem det går ud over,” siger Nelson Gomes. Jeg møder ham en glohed tirsdag eftermiddag på en af landsbyens to små caféer. Den solbrændte mand gestikulerer ivrigt, idet han forsøger at overdøve caféens espressomaskine og fjernsynet, der viser en af Portugals mange fodboldkanaler. Jeg har hørt, at til et batteri til en elbil skal man bruge 50 kilo litium,” siger han. Det svarer til, at man her i Covas do Barroso skal udgrave 50 tons jord og sten for at få de 50 kilo til et enkelt batteri.”

Nelson Gomes’ bekymring peger på en kritik, som miljøaktivister længe har rejst mod brugen af litiumbatterier: at udvindingen af de litium-holdige mineraler samt forarbejdningen og produktionen af batterier i sig selv udgør en væsentlig miljø- og klimabelastning. Udvindingen af litium fra saltsøer i Sydamerika kræver enorme mængder vand, og man har set eksempler på, at giftige kemikalier fra udvindingen her har spredt sig til den omkringliggende vandforsyning. Også udvindingen af litium fra minedrift har i blandt andet Tibet og Nevada ført til, at giftige kemikalier har spredt sig til nærliggende floder. Det er her værd at understrege, at langt de fleste forskere og grønne organisationer vurderer, at såvel i produktionen som i dens levetid er elbiler langt mindre miljø- og klimabelastende end benzinbiler. Den belastning, som elbiler trods alt udgør, bør ifølge forskere og flere grønne organisationer mindskes blandt andet ved nye udvindings- og produktionsteknologier samt ved øget genanvendelse og ændrede forbrugs- og transportvaner.

Covas do Barroso er blot én af mange landsbyer i det centrale og nordlige Portugal, som risikerer at skulle lægge baghave, natur og landbrugsarealer til litium-miner. Undergrunden i de bjergrige regioner her er rig på mineralerne petalit og spodumen, som kan bruges til at udvinde litium, og i lyset af EUs fokus på at skabe en europæisk litium-udvinding har Portugals regering øjnet muligheden for at gøre litium-minedrift til en hjørnesten i landets økonomiske genopbygning efter coronakrisen. I februar 2021 fremlagde den portugisiske regering en national genopbygningsplan, der blandt andet indebærer etableringen af et såkaldt litium-cluster i det nordlige Portugal og ind over den spanske grænse. Portugals regering håber på at tiltrække internationale investorer, der skal udvikle såvel litium-miner som raffinaderier her, skabe arbejdspladser og indgå i en fremtidig europæisk litium-forsyningskæde.

Her er det værd lige at bruge et øjeblik på at prøve at forstå, hvordan stenene i Portugals undergrund ender i de litiumbatterier, som holder elbiler i gang. De batterier, der i dag bruges til elbiler, de såkaldte Li-ion-batterier (i daglig tale litiumbatterier), indeholder en lang række kritiske råstoffer – foruden litium blandt andet kobolt, nikkel, aluminium og mangan. Metallet litium har en lav massefylde, lang levetid og kan generere forholdsvis meget strøm sammenlignet med de traditionelle blysyrebatterier, som vi kender fra konventionelle bilbatterier. Litium er derfor blevet et populært materiale til de nye batterier. I naturen findes litium blandt andet i saltsletter, som nogle måske kender fra de dystopiske billeder af gigantiske udvindingsanlæg i Chiles Atacama-ørken, samt i en række mineraler, herunder spodumen, som særligt Australien har en stor forekomst af, og som altså også findes i undergrunden i Portugal. Men for lande som Australien og Portugal er selve minedriften blot det første skridt på vejen mod at få et materiale, der kan bruges i litiumbatterierne. De sten, der bliver udvundet i minen, skal først igennem en proces, der udskiller det litium-holdige mineral fra de øvrige mineraler i undergrunden, og dernæst gennem en proces, der omdanner mineralet til et stof, der kan bruges i litiumbatterierne – som oftest litiumhydroxid eller litiumkarbonat. Når Portugals regering drømmer om et stort spansk-portugisisk litium-cluster, er visionen, at regionen selv skal kunne stå for hele processen og levere et kemisk produkt, som europæiske batteriproducenter kan bruge i litiumbatterier. Og blandt de investorer, der har set lyset i den idé, er altså britiske Savannah Resources, som planlægger at anlægge en mine mindre end en kilometer fra Nelson Gomes’ landsby.

Nik fra MiningWatch Portugal viser under en protest mod minedriften et eksempel på det litiumholdige mineral, som internationale mineselskaber vil udvinde i Portugal. Foto: Lisbeth Rasch

Det kræver lidt forarbejde at få David Archer i tale. Som administrerende direktør for Savannah Resources pendler han mellem London og Lissabon og tager til konferencer om fremtidens minedrift. Men efter en længere mailkorrespondance med hans sekretær stiller David Archer op til et Skype-interview. Det er tydeligt, at David Archer er godt bekendt med den kritik, miljøaktivisterne rejser mod ham og de andre investorer, der er ivrige efter at komme ind på det portugisiske litium-marked. Han er ligefrem på fornavn med Nelson Gomes fra miljøgruppen, der kæmper imod hans mine, og lægger ud med at forklare, hvorfor han synes, Nelson Gomes og de andre aktivister tager grueligt fejl. Jeg tror på, at elimineringen af partikelforurening fra konventionelle biler kommer til at forbedre helbredet for hundredtusindvis af europæiske børn. Miljøaktivisterne taler ikke om alt det. De har et meget snævert, lokalt fokus. Jeg synes, man bliver nødt til at se på de økonomiske, demografiske, sociale og miljømæssige aspekter.”

Savannah Resources har en ambition om at udvinde 200.000 tons af det litium-holdige spodumen-mineral årligt – ifølge virksomheden nok til en halv million elbil-batterier. Med projektet håber Savannah Resources at kunne skabe 200 jobs i området, der hører til blandt Portugals fattigste, og virksomheden har ifølge David Archer allerede modtaget hundredvis af uopfordrede ansøgninger fra kvalificerede kandidater”.

David Archer øjner altså muligheden for, at en litium-mine i Covas do Barroso kan bringe jobs og udvikling til området. Men det er ikke noget, de lokale indbyggere har meget tilovers for. På torvet i den stille landsby har virksomheden åbnet et informationscenter, som dagligt holder åbent, så indbyggerne kan henvende sig med spørgsmål vedrørende den projekterede mine. Informationscenteret ligger øde hen, og foran i en bunke ligger en række bannere med slogans mod minedriften. Når jeg snakker med indbyggerne i landsbyen og spørger ind til, hvordan de har det med udsigten til måske at skulle have en litium-mine i baghaven inden for et par år, møder jeg kun modstand. Også i nabolandsbyerne længere væk er modstanden massiv.

Særligt spørgsmålet om, hvordan minerne vil påvirke miljøet i områderne, vækker bekymring, og lokale miljøaktivister har ikke stor tiltro til virksomhedernes løfter om, at de vil udføre såkaldt green mining med mindre miljøbelastning. I øjeblikket er det portugisiske miljøagentur APA i gang med at behandle Savannah Resources’ miljøkonsekvensvurdering for at afgøre, om virksomheden må gå i gang med at anlægge den nye mine. Nelson Gomes og hans medaktivister vil gå langt for at forhindre minen. Hvis APA godkender projektet, vil vi gå rettens vej. Alle her er imod, også borgmesteren og regionsformanden,” siger Nelson Gomes. Sammen med de andre aktivister har Nelson Gomes og hans kone Aida Fernandes udtænkt et lavpraktisk og effektivt redskab i kampen mod Savannah Resources: De har sikret, at de landmænd, der ejer den jord, hvor virksomheden skal lave boreprøver til de obligatoriske miljøstudier, nægter virksomheden adgang til jorden. Derfor mener Nelson Gomes, at den miljøkonsekvensvurdering, Savannah Resources indleverede hos APA i juli, er en ren skrivebordsøvelse.

På den anden side af konflikten mener David Archer fra Savannah Resources, at aktivisterne overdriver i deres protester. Hele minens drift er designet til at være inden for de retslige og miljømæssige begrænsninger, som den portugisiske lovgivning fastsætter, så hvis miljøaktivisterne siger, at det her bliver utåleligt, bør de gå til deres lovgivere og få dem til at ændre lovgivningen, for vi arbejder inden for lovgivningen. De har ikke været i stand til at udpege områder, hvor projektet ikke opfylder Portugals og EUs regulering, så vi kan ikke rigtig forstå deres bekymringer.”

Miljøaktivisternes bekymring bliver til gengæld bakket op af professor i geologi ved Minho Universitet Carlos Leal Gomes. Han har ikke meget tilovers for minevirksomhedernes forsikringer om, at de vil bedrive grøn minedrift med minimal miljøbelastning: Det er umuligt at udtrække materiale fra jorden uden at skade jorden. Hvad vi kan gøre, er at gøre udvindingsprocessen mere understøttende for miljøet og lokalbefolkningen. Man skal huske, at i Europa er der mange folk, som ikke accepterer minerne. Det bliver man nødt til at forholde sig til, alt andet er idiotisk. Her kan man ikke bare sætte en mine op på samme måde, som man gør i Sydafrika eller i Australien. Australien har jo den fordel, at det er gigantisk, og minen ligger langt ude i en ørken. Der kan man sagtens lægge en gigantisk mine uden nogen problemer. Det kan man jo ikke her, uden at det får folk til at protestere,” siger han.

Ifølge Carlos Leal Gomes er den massive modstand fra miljøaktivisterne ikke det eneste benspænd for David Archer og de mange andre interesserede investorer, der ønsker at være med til at opbygge et spansk-portugisisk litium-cluster. Han mener nemlig, at reserverne af litium-holdige mineraler i Portugals undergrund er så små, at det bedre vil kunne betale sig at importere litium fra lande uden for EU. Og dét til trods for at Portugal er det EU-land med de største kendte litium-reserver. En anden stor udfordring er ifølge Carlos Leal Gomes, at hverken Portugal eller noget andet land i EU råder over den type raffinaderi, der skal til for at danne de kemiske produkter, batterifabrikkerne efterspørger – det føromtalte litiumhydroxid eller litiumkarbonat. I dag er Kina det eneste land, der råder over faciliteter, som kan lave den type forarbejdning. EU ønsker at åbne den flaskehals ved at opføre en række anlæg, der skal stå for forarbejdningen på europæisk jord. Blandt andet i Tyskland er et raffinaderi på tegnebrættet med forventet produktionsstart i 2023. Men indtil de første europæiske litium-raffinaderier står færdige, er de europæiske litium-mineselskaber afhængige af Kina, når det kommer til at omdanne mineralerne til et stof, der kan bruges i batterier.

Vejen mod en europæisk litium-forsyningskæde er altså brolagt med udfordringer. Både Det Internationale Energiagentur og kommercielle analyseinstitutter har påpeget, at udviklingen af en råstof-forsyningskæde tager lang tid og er forbundet med en lang række risici. Derfor har investorerne brug for klare meldinger og sikkerhed for, at den politiske kurs forbliver den samme. Ifølge Benchmark Minerals, et analyseinstitut, som har specialiseret sig i markedsanalyser af litium, tager det cirka tre-fire år at bygge en mine, der kan udvinde litium-holdige mineraler. Endnu længere tid tager det at udvikle det raffinaderi, der skal forarbejde mineralerne. Som om der ikke var udfordringer nok, er der tilmed ingen juridiske bindinger, der forpligter de virksomheder, der investerer i europæisk litium, til også at afsætte litiummet på det europæiske marked. Vi er frie til at sælge det, hvor der er kunder og et marked,” siger David Archer fra Savannah Resources. Men, forsikrer han, vores præference – både fra et økonomisk og et miljømæssigt perspektiv – ville være at sælge det til kunder i nordlige Portugal og i Europa”.

På trods af de mange tekniske og økonomiske benspænd forekommer EUs bestræbelser på at etablere en europæisk litium-produktion som et stort lokomotiv, der er sat i gang, og som de mange miljøaktivister umuligt kan standse. Men den modstand, som ved første øjekast kan ligne endnu et eksempel på den not in my backyard-tankegang, der jævnligt spænder ben for alt fra udrejsecentre til vindmølleparker, peger måske på en mere grundlæggende problemstilling, som EU endnu ikke har formået at håndtere. Udvindingen af litium er boomet over det sidste årti efter stigende efterspørgsel på litiumbatterier. Hidtil har de miljø- og klimamæssige omkostninger ved litiumbatteri-produktionen kun fået begrænset opmærksomhed – muligvis fordi litiummet fortrinsvis er blevet udvundet fra kæmpe saltsøer i Sydamerika, hvor det primært har været bosættelser af oprindelige folk, der har skullet betale prisen, med begrænset mediedækning til følge. Men når EU vil rykke litium-udvindingen tættere på, bliver de miljømæssige omkostninger pludselig langt mere tydelige for de europæiske borgere og lovgivere, og spørgsmålet om, hvorvidt det er den mest hensigtsmæssige måde at sikre EUs tilgang til fremtidig energi-lagring, trænger sig på.

På Syddansk Universitet sidder en kvinde, der måske har et helt andet bud på, hvordan EU kan styrke sin adgang til bæredygtig energilagring i fremtiden. Dorthe Ravnsbæk er lektor i materialekemi og forsker i nye batterimaterialer, og så ved hun i det hele taget en hel del om, hvordan batterier cirkulerer i forsyningskæden. Eller rettere: Hvordan de fleste batterier i dag ikke cirkulerer, men bliver kasseret, når de er udtjent, uden at man formår at genanvende de mange værdifulde råstoffer, de er fyldt af. Jeg er nysgerrig efter at høre, hvad man gør i EU for at blive bedre til at genanvende de materialer, der indgår i batterierne, og om det kan være en måde at begrænse den nuværende afhængighed af importeret litium. Det, man gør nu mange steder i forhold til genanvendelse, er, at man knuser batterierne, så man ender med en sort masse, som er alt det, der var i batterierne. Herfra kan man så udvinde nogle af råstofferne, herunder litium. Men det er ikke nogen specielt effektiv måde at genanvende på. Så det er stadig meget på projektniveau i EU, man arbejder med, hvordan man kan gøre det mere effektivt,” fortæller den danske lektor.

Europa-Kommissionen lancerede i december 2020 et forslag til en ny forordning om bæredygtige batterier, som blandt andet lægger op til nogle juridisk bindende designkrav, der vil gøre det muligt i langt højere grad at genanvende råstofferne i fremtidens europæiske batterier. Forslaget er stadig ikke vedtaget, men forventes at blive til virkelighed i en mere eller mindre ambitiøs form. Men har vi i det hele taget nok råstoffer i verden til at kunne forlade os på bare at blive ved med at udvinde mineraler til produktionen af nye batterier? Eller vil vi på et tidspunkt blive tvunget til at genanvende mere effektivt? Analyseinstituttet BloombergNEF udgav i juni en rapport, der vurderede, at verden råder over tilstrækkeligt litium til at producere nok elbilsbatterier til at møde efterspørgslen i et scenario, der følger den nuværende økonomiske og politiske udvikling. Samtidig vurderer BloombergNEF dog, at såfremt verdens lande skal indfri en målsætning om at nå til et nul-emissions-samfund i 2050, er verdens kendte litium-reserver ikke tilstrækkelige, og særligt genanvendelse bliver afgørende for at skaffe råstoffer nok.

Måske kan Dorthe Ravnsbæks forskning og den nye EU-forordning være med til at vise en vej, der gør EU mindre afhængigt af at importere råstoffer fra tredjelande og samtidig forhindrer, at folk som Nelson og Renata skal lægge baghave til litium-miner. Spørgsmålet er, om vi har råd til at vente på, at nye, mindre miljøbelastende batteriteknologier og genanvendelige batterimaterialer bliver tilgængelige. Eller om vi har råd til at lade være.