Der er tilsyneladende en afklaring på vej for 14 børn og tre mødre med dansk statsborgerskab, der lever i to syriske flygtningelejre. Tirsdag eftermiddag kom det frem, at regeringen vil hente dem til Danmark. Og med dét på plads, så er det næste spørgsmål allerede klar: Hvad skal der egentlig ske med børnene, når de kommer til Danmark?

Det er ikke så længe siden, at vi her på Zetland beskrev den såkaldte Aarhus-model. Modellen bruges, når kommunerne arbejder med at afradikalisere typisk unge mennesker og også børn. Vi beskrev modellen på baggrund af de syriske børn, og i den forbindelse skrev et par Zetland-medlemmer, Stine Christiansen og Julie Bjerrum Fischer, i bidragssporet, at de egentlig gerne ville læse mere i dybden om, hvordan Danmark arbejder med at afradikalisere. Og det har givet inspiration til denne artikel, for hvordan kommer vi egentlig til at tage imod børnene, når de kommer til Danmark? Hvordan sikrer vi, at de får så små ar på sjælen af deres ophold i en krigszone, at de kan komme til at leve et normalt liv?

De spørgsmål har jeg stillet til psykologerne Marie Høgh Thøgersen og Helena Lund fra Dignity. Dignity er en dansk menneskerettighedsorganisation, der arbejder med rehabilitering af torturofre og er internationalt anerkendt for sine gode resultater. Og her er Marie Høgh Thøgersen chef for rehabiliteringsklinikken, en højt specialiseret klinik, der typisk har flygtninge, torturofre og deres familier i behandling. Helena Lund er en af klinikkens børnepsykologer.

De har arbejdet meget med mange flygtninge fra netop Syrien, så de kender forholdene dernede, og så er centeret også en del af den gruppe, som har rådgivet regeringens task force i sagen om børnene. Så selv om de to psykologer nok ikke kommer til at arbejde direkte med de børn, der kommer hjem fra Syrien, så er de nogle af dem, der ved allermest om, hvordan børn som dem skal håndteres.

Den proces, der går i gang, når familierne lander i Danmark, er helt særlig. Den er baseret på, at overgangen skal være så blid som mulig, at der faktisk er elementer fra lejrene i Syrien, som man tager med hjem og danner sin hverdag omkring her i Danmark. Det handler om at lege rigtigt og lagre især børnenes minder på den helt rigtige måde. Og ja, vi er nødt til at tale om risikoen for radikalisering. For når der er sket noget, der er så vildt i ens liv, noget som er så centralt for ens identitet, kan den slags traumer godt risikere at påvirke ens syn på verden i en negativ retning.

Og hvad gør man så for at sikre børnene et liv uden traumer? Før vi kommer til dét, så lad os lige få slået fast, hvem det drejer sig om. Ifølge den seneste opgørelse fra Udenrigsministeriet er der lige nu 19 børn med tilknytning til Danmark i syriske lejre. Her bor de med deres mødre, i alt seks kvinder, som egentlig alle gerne vil tilbage til Danmark, hvor de tidligere har boet. Børnene er mellem 1 og 14 år. De 9 ældste er født i Danmark, mens de 10 yngste er født i det område i Syrien og Irak, som Islamisk Stat havde erobret.

Regeringen har valgt at skelne mellem om mødrene er danske statsborgere eller ej. Der er tre mødre, som administrativt er blevet frataget deres danske statsborgerskab, og de kan se frem til at blive i lejrene sammen med deres børn. Men der er altså tre mødre med dansk statsborgerskab og deres 14 børn, som kan ende i Danmark inden længe.

Mens mødrene med stor sandsynlighed vil blive retsforfulgt, kan børnene se frem til allerede i lufthavnen at blive mødt af folk, der skal hjælpe dem.

Det første, der skal ske, er, at børnene skal placeres i et trygt miljø. Det optimale er ifølge psykologerne at være sammen med sin mor eller far, fordi det typisk er de personer, børnene er mest knyttede til, men hvis forældrene er i fængsel eller skal retsforfølges, skal der potentielt findes en anden løsning, som afhænger af det enkelte barn, dets alder og dets traumer. Kan nogen i familien passe barnet? En moster, en faster, en farbror? Eller bedsteforældre? Er det bedste valg i virkeligheden en plejefamilie?

Det vigtigste er, at der kan skabes trygge rammer. “Børnene har brug for strukturer og et stabilt og kontinuerligt miljø og en hverdag med forudsigelighed,” forklarer Helena Lund. Det er helt almindelige hverdagsstrukturer, som hvornår børnene står op om morgenen, hvornår de spiser, kommer i børnehave, hvis de skal det, og på legepladsen. Ligesom du kender fra en almindelig hverdag. Hvis man kan tage elementer fra deres hverdag i flygtningelejren, som fungerer, så vil det være godt. Hvis barnet eksempelvis har leget bestemte lege eller har en fast rutine omkring gåture, putning eller spisning, kan man bygge videre på det, lyder det fra Marie Høgh Thøgersen. Hun fortæller, at de trygge rammer skal give et miljø, hvor børnene kan slappe af, og der kan bygges et tillidsfuldt forhold til ‘systemet’, altså psykologer, læger, psykiatere, kommunalt ansatte og andre, barnet kommer i berøring med. “Det kan tage rigtig meget tid at etablere tilliden, men når først tilliden er etableret, er der stor mulighed for at hjælpe børnene,” siger Marie Høgh Thøgersen.

Hvad så, når den trygge hverdag er på plads? Det bliver i mødet med primært psykologerne, at der skal stilles en eventuel diagnose og svares på, hvor traumatiserede børnene er. Et traume kan være mange ting. Børnene kan have set nogen blive skudt eller mistet en forælder. De kan være blevet slået eller råbt af, have levet i en generel frygt for at skulle dø eller miste sin familie. De kan have flyttet mange gange. Alle de ting kan give traumer af forskellig art.

Psykologer taler om, at traumer er en hukommelsesforstyrrelse. Almindelige minder bliver lagret, man kan tale om dem, og de ændrer sig i takt med alderen og ens udvikling. Et traumatisk minde har man sjældent ord for. I hvert fald ikke en sammenhængende fortælling om.

Det betyder, at man kan opleve det igen og igen. “De meget voldsomme oplevelser skal også lagres i den sproglige hukommelse, så man kan få et sprog for det og tale om det og begynde at bearbejde frygten,” fortæller Marie Høgh Thøgersen. Hvis mindet ikke er blevet bearbejdet, kan det komme igen. Måske ved lugten i et køkken, måske hvis en pædagog råber.

Og hvad så hvis der er traumer? Voksne vil man typisk eksponere for oplevelsen. De skal med andre ord genopleve oplevelsen igen og sammen med behandlerne. De skal snakke om oplevelsen, placere den i tid og sted og få sat ord på, så de kan begynde at ændre på deres reaktionsmønstre. Men ved børn vil man typisk ikke bruge den metode, fordi det er så voldsom en oplevelse. “Vi har patienter, der har kastet op, så voldsomt var det. Ved børn vil vi typisk forsøge at lege os til at kunne snakke om det,” siger Marie Høgh Thøgersen. “Det, der er så fantastisk ved børn, er, at de eksponerer sig selv. Det er som om hjernen gør det af sig selv. Hvis der bliver givet de rigtige rammer, hvor man eksempelvis i legeterapi laver en flod, og børnene har flygtet over Middelhavet, så vil børnene typisk lege, at de er ude at sejle, og båden pludselig kæntrer. Hvis det bliver for voldsomt, vil de måske lege en anden mindre farlig leg, men de vil vende tilbage til båden og de druknede mennesker igen og igen, indtil de bliver rolige ved legen og fortællingen. På den måde vil de kunne genopleve traumet og placere det i tid og sted via legen Det er det bedste, hvis det kan ske på den måde,” forklarer Marie Høgh Thøgersen.

Det er vigtigt, at psykologerne på forhånd kender noget til de oplevelser, børnene har haft på godt og ondt. Og det er jo noget af det, mødrene kan bidrage med. Ellers kan en skypeforbindelse til personer fra lejren eller til et fængsel, hvis mødrene skal retsforfølges, fungere rigtig godt. “Personen kender til de oplevelser, der har været, og kan fortælle om dem og snakke ind i behandlingen også,” siger Marie Høgh Thøgersen.

Hvordan har børnene det egentlig, når de kommer til Danmark? Svaret på det spørgsmål er, at det ved vi i virkeligheden ikke til bunds. Der er en fireårig pige med posttraumatisk stressforstyrrelse – den lidelse, som også kaldes ptsd – i en af lejrene, men et nøjagtigt billede af de andre har vi ikke, i hvert fald ikke i offentligheden. Ifølge Helena Lund har børnene med stor sandsynlighed oplevet en del ting, der er voldsomme, og som kan forårsage traumer. Og jo længere tid, de er dernede, jo større er eksponeringen over for oplevelserne. Men det er også vigtigt for hende at sige, at oplevelserne – lige meget hvor voldsomme, de har været – ikke er ensbetydende med, at børnene er voldsomt påvirkede.

“Det er vigtigt, hvordan din oplevelse er blevet bearbejdet. Hvordan der er taget hånd om den. Det kan jo godt være, det er foregået på en god måde, uanset hvilket miljø forældrene har valgt at befinde sig i. Det handler om at blive taget alvorligt, når man er ked af det. At blive spejlet, når man er vred. At blive blive hjulpet til at regulere sig, når man er nervøs eller angst,” siger hun. “Jeg har arbejdet med mange børn, som er vokset op i meget ekstreme miljøer, men hvor de er kommet ud på en god måde, fordi den voksne har kunnet håndtere og tage hånd om oplevelserne,” siger Helena Lund.

Hun forklarer, at dét at blive fjernet fra forældrene typisk skal ses som endnu et traume for børnene. Her kan en billedbog bidrage til en lettere overgang. “Vi har opfordret til, at man får taget billeder af stedet, hvor de bor, og af personerne dernede,” siger Marie Høgh Thøgersen.

Men hvad så, hvis børnene er radikaliserede? Her i artiklen kigger jeg ikke på, hvordan Aarhus-modellen og politiet og de kommunale indsatser kommer til at virke. Der bliver potentielt sat de helt store tandhjul i gang dér. Men Marie Høgh Thøgersen fortæller, at de på Dignity har oplevet flere tilfælde, hvor traumerne og radikalisering er gået hånd i hånd. Er du traumatiseret og har søgt holdepunkter og opmærksomhed, så har du jo som barn i Syrien og Irak – hvis dine forældre er radikaliserede – fået begge dele fra Islamisk Stat eller andre ekstreme grupper. Traumebehandlingen kan ifølge Marie Høgh Thøgersen som udgangspunkt have positiv indflydelse på en radikaliseret person. For en tryg hverdag med faste omsorgspersoner, der ikke er radikaliserede, vil skabe det tilhørsforhold og den tilknytning, som de har brug for. “Jagten på identitet er noget af det, vi har set, som har stor betydningen for en radikalisering,” siger Marie Høgh Thøgersen. Hun fortæller, at det samtidig er vigtigt ikke at fjerne børnenes fortid. For dét kan også virke traumatiserende. “Igen kan billedbogen fra lejren hjælpe dig med at forstå, at det, du ser her, også er en del af dig. Selv om det er nogle meget anderledes og ekstreme oplevelser, du har haft, så er det en vigtig del af din fortid, også selv om du har en helt anden hverdag i Danmark nu.”

Marie Høgh Thøgersen slutter vores samtale med at sige, at hun har oplevet mange børn komme godt igennem skiftet fra Syrien til Danmark på trods af de oplevelser, der følger med. Men der er behov for en lang indsats og en tæt opfølgning, for nogle gange kommer børnenes reaktioner først flere år senere.