En gigantisk klo, der skulle gribe satellitfotos i luften? Sådan en kan have afgjort historiens gang

GRIBNår CIA skulle indhente satellitbilleder under Den Kolde Krig, blev de kastet fra satellitten mod Jorden med faldskærm. Og grebet i luften. Foto: Wikimedia Commons

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

Vi plejer at love, at corona-frikvarteret er 100 procent corona-fri zone. Det kan vi ikke holde i dag, for frikvarteret skal handle om spionsatellitter, astronautmus og tophemmelige CIA-dokumenter, der afslører, at et af USA’s vigtigste koldkrigsvåben hed, ja, CORONA-projektet.

En sommerdag i 1959, højt hævet over den californiske jord og med udsigt til Stillehavet, stod en rumfartstekniker i en lift og sagde som en kat. Ved siden af ham stod en satellit klar til at blive sendt i kredsløb, og inde i den lå fire sorte mus i hvert sit bur. Men inden opsendelsen var musene blevet stille. Sensorerne fra deres bure viste ikke længere nogen aktivitet.

Måske sov de bare? Teknikeren bankede lidt på siden af satellitten. Prøvede at vække dem. Miav miav.

De fire mus var mellem syv og ti uger gamle og vejede hver især ikke mere end en blyant. Men de var hårdføre. Sammen med 60 artsfæller havde de gennemgået rumtræning i det amerikanske luftvåbens aeromedicinske feltlaboratorium. Planen var, at de skulle sendes i kredsløb, og at biomedicinske data om, hvordan de klarede opholdet i rummet, løbende skulle sendes tilbage til Jorden i små, forseglede kapsler. Man havde valgt netop sorte mus for at finde ud af, om kosmiske stråler ville afblege deres hår.

Men de fire mus havde også en anden og vigtigere opgave end at agere forsøgsdyr: De var en afledningsmanøvre. Et alibi for et helt nyt satellitspionprogram, som CIA i al hemmelighed var ved at udvikle og afprøve, og som skulle give amerikanerne en afgørende fordel i Den Kolde Krigs efterretningskapløb. Historien om, hvordan det program blev til, er en anderledes historie om den krig, der har været med til at forme verden, som den ser ud i dag. Om, hvordan konflikter, der på overfladen handler om atomarsenaler og missilforsvar, i virkeligheden bliver udkæmpet på efterretningskontorer, hvor hemmelige spionfotos kan være det vigtigste våben. Det er historien om, hvor lidt vi rent faktisk ved om, hvad vores regeringer og efterretningstjenester går og foretager sig, og hvor langt de vil gå for at holde på hemmeligheden.

Og så er der én grund mere til, at satellitprogrammet med de fire mus er værd at bruge tid på. For mens det blev iscenesat som et videnskabeligt projekt under navnet Discoverer, fik det i efterretningstjenesternes klassificerede dokumenter navnet: CORONA-projektet. Og ad adskillige omveje endte det rent faktisk med at hjælpe den videnskab, der i første omgang kun skulle fungere som alibi.

KLASSIFICERETBare rolig, vi har ikke hacket CIA. De tophemmelige dokumenter, der fortæller, hvordan CIA brugte satellitter til at udspionere Sovjetunionen, blev deklassificeret i 1995. Kilde: CIA

I Den Kolde Krigs første fase, i begyndelsen af 1950’erne, vidste amerikanerne ikke meget om, hvad der foregik på den anden side af Jerntæppet. Men hemmelige efterretninger begyndte at pege på, at russerne kunne være godt på vej til at udvikle atomvåben. Så CIA begyndte at lede efter en måde at affotografere 22 millioner sovjetiske kvadratkilometer for at kunne spotte militære anlæg og nukleare faciliteter.

I 1956 begyndte USA at sende højtflyvende overvågningsballoner ind over både Sovjetunionen, Kina og Østeuropa, og i årene efter fulgte også bemandede overvågningsfly (projektets navn beviser, at amerikanerne altid har været lidt bedre end alle andre til det med seje kodenavne: Project Dragon Lady’).

Men begge løsninger var både ineffektive og risikable. Der skulle affotograferes enorme områder, og det skulle gøres i absolut hemmelighed. Hvis de russiske efterretningstjenester opdagede overvågningen, kunne de begynde at sætte falske militæranlæg op for at narre amerikanerne, og samtidig var det en klar provokation at bevæge sig ind i landenes luftrum uden tilladelse.

Så en ny idé opstod. Hvad hvis man kunne fotografere territorierne fra rummet i stedet – og iklæde hele projektet videnskabens neutrale gevandter? Det kunne give overhånden i en krig, der handlede lige så meget om information som om dødelige våben.

Den første hemmelige CORONA-satellit blev, under dæknavnet Discoverer I, skudt af sted fra Vandenberg Air Force Base i Californien den 28. februar 1959 (det var en test, og der var endnu hverken kameraer eller mus med ombord). Radiosignalet forsvandt hurtigt, og selv om satellitten aldrig blev fundet, tror de fleste i dag, at den styrtede ned et sted omkring Sydpolen.

Det var på det tidspunkt kun et enkelt år siden, at USA havde sendt sin første satellit i kredsløb, så alene opsendelsen var en stor teknologisk udfordring. Og mange andre problemer skulle løses: når først satellitten var kommet i kredsløb, skulle ingeniørerne finde en måde at stabilisere den på, så de analoge kameraer kunne fotografere, uden at billederne blev rystet. Og selv når der var fundet en løsning på alt det, var der stadig den største hovedpine tilbage: Filmrullerne med de analoge fotografier skulle sendes tilbage til Jorden og opsnappes i al hemmelighed. Eller, helt præcist: De skulle gribes højt over jorden af luftvåbnets piloter.

Men vi skal igennem mange forsøg, før vi når så langt. Discoverer II kom faktisk i kredsløb og fik sendt en forseglet kapsel af den type, der med tiden skulle indeholde fotografierne, retur til Jorden. Men den landede på den forkerte side af kloden. Efter flere mislykkede opsendinger begyndte både CIAs øverste chef og præsident Eisenhower at tvivle på projektet. Og da vragstumperne fra det tiende forsøg dryssede ned over luftbasen, var hele projektet nær blevet opgivet.

Der var pres på ingeniørerne bag projektet. Og det pres skulle kun blive endnu større.

Det var ikke meningen, at nogen skulle opdage kaptajn Powers. Den amerikanske pilot med fornavnet Francis og mellemnavnet Gary lettede i sit Lockheed U-2-spionfly fra Peshawar i Pakistan den 1. maj 1960. Flyet var fuldt tanket, vejret var klart. Han fløj først igennem Afghanistan og de sovjetiske republikker Usbekistan og Kasakhstan. Så videre ind mod hjertet af Sovjetunionen. Her, dybt bag fjendens linjer, blev hans fly skudt ned.

Kaptajn Powers udløste sit katapultsæde og svævede mod jorden, hvor han blev taget til fange og snart efter måtte indrømme, hvem han var, og at han arbejdede for CIA.

De amerikanske myndigheder nægtede i første omgang at have givet tilladelse til overflyvningen, men afsløringerne af den hemmelige spionage endte alligevel med totalt at spolere en vigtig fredskonference i Paris, der fandt sted kun et par uger efter. Den amerikanske regering indrømmede og undskyldte til sidst spionagen, og præsident Eisenhower lovede, at der ikke ville blive lavet flere overflyvninger af den type.

Det var ret smart formuleret og betød med andre ord, at det var tid til at ændre taktik, hvis amerikanerne stadig ville have spionbilleder uden at sætte den formelle fred over styr. De måtte have CORONA-programmet til at virke. Og det fik de.

BUSTEDMåske så det ikke heeelt sådan ud i virkeligheden. Men idéen er god nok. Illustration: Wikimedia Commons

Godt tre måneder efter nedskydningen af kaptajn Powers, den 10. august 1960, var Discoverer XIII klar til lift-off. Og to dage senere lykkedes det satellitten at sende en testkapsel retur mod Jorden. Kapslen var designet til at beskytte fotografierne mod den enorme varme, der ville opstå, når den gennembrød atmosfæren. Den havde en raket, der skulle sænke farten, et system, der ved at sende gas ud skulle undgå, at den begyndte at dreje om sig selv, og selvfølgelig: en faldskærm. Planen var så, at amerikanske piloter skulle gribe kapslen, mens den svævede mod Jorden.

Det lykkedes ikke i første forsøg. I stedet landede testkapslen i Stillehavet, over 600 kilometer nordvest for Hawaii. Men trods alt på den rigtige side af Jorden. Så det blev fejret, da CIA modtog et krypteret telegram med teksten: Kapsel reddet succesfuldt.”

Det var første gang, man var nået så langt. Nu manglede kun to ting: at sende en kapsel med rigtige fotos af sted. Og at gribe den i luften. Begge dele lykkedes ni dage senere. Satellitten havde på det tidspunkt kredset 17 gange rundt om Jorden og syv gange passeret denied territory”, som det lyder i et hemmeligstemplet CIA-dokument. Så skød den en kapsel med fotografierne af sted mod Jorden.

Kapslen klarede turen gennem atmosfæren. Faldskærmen foldede sig ud, som den skulle. Og de amerikanske piloter kom flyvende på det helt rigtige tidspunkt med en stor metalklo fastspændt bag på flyet. De fløj tæt over faldskærmen, så snorene viklede sig ind i kloen. Det første air catch var en realitet.

SUCCESCORONA-projektet afslørede den ene vigtige militærstrategiske hemmelighed efter den anden. Som her, hvordan de sovjetiske ubåde blev fragtet med tog til Barentshavet. Kilde: CIA

CORONA-programmet blev hjørnestenen i USAs overvågning af Sovjetunionen helt frem til 1972. I alt blev 121 satellitter opsendt, og efterhånden som billedernes kvalitet blev forbedret, kunne de afsløre objekter helt ned til et par meters størrelse.

Observationerne dannede grundlag for størstedelen af de efterretningsrapporter, der blev afleveret til de amerikanske politikere op gennem 1960’erne. På billederne kunne man følge sovjetiske ubåde hele vejen fra produktion til søsætning. De gav et komplet overblik over sovjetiske fly og missilanlæg. De afslørede, at der var sovjetiske missiler klar til at beskytte Suez-kanalen, og hvor den sovjetiske flåde befandt sig, og hvordan Sovjetunionen hjalp Kina med at udvikle atomvåben. Og ikke mindst: hvor Sovjetunionen selv opbevarede sine egne atomvåben.

Men programmet forblev en statshemmelighed helt frem til 1995, hvor vicepræsident Al Gore overtalte præsident Clinton til at afklassificere både dokumenter om og billeder fra CORONA-programmet. Den enorme samling af historiske satellitbilleder kunne, mente vicepræsidenten, fortælle en unik historie om, hvordan miljø og klima havde ændret sig. Og han fik ret: I dag er billederne blandt meget andet blevet brugt til at dokumentere, hvordan indlandsisen på Grønland har trukket sig længere og længere tilbage.

På den måde endte spionprojektet med det i denne tid lidt forstyrrende navn altså med rent faktisk at hjælpe videnskaben. Præcis som amerikanerne (lidt forløjet) havde sagt, at det ville. Og nå ja, i de nu afklassificerede dokumenter kan man også læse, hvordan det gik med de fire små, sorte mus. Og jeg må hellere afsløre det med det samme: Kattelydene fik dem ikke til at vågne op.

Med ind i satellitten havde musene hver især fået, som det står i dokumenterne, en særlig diæt bestående af peanuts, havregryn, gelatine, appelsinjuice og vand”. Musenes bure var blevet sprayet med et særligt stof, der skulle gøre de hårde kanter bløde og glatte. Det var en dårlig beslutning.

Musene havde fundet det mere velsmagende end deres diæt,” står der i dokumenterne. And that was that.”

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: