Hvad en virkelig, virkelig, virkelig mærkelig kattedame-video siger om politisk magt på de sociale medier

CLICKTIVISMEBorgerbevægelser som #OccupyWallStreet har svære kår på Facebook, ifølge ny bog om digital aktivisme. Illustration: Kasper Løftgaard for Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

Er Facebook den ultimative demokratisering af den offentlige samtale – eller gælder den gamle regel stadig: Penge er magt? I dette kapitel af Frederik forklarer internettet fortæller Zetlands teknologiskribent historien om en viral protestkampagne på Facebook under folketingsvalget, der på alle måder er besynderlig. Og sigende.

Forleden fik jeg en privatbesked på Twitter fra en mand kendt på Twitter som @Systemaddict.

Bag handlet gemmer sig den mest politisk engagerede it-udvikler, jeg kender, nemlig Søren Pedersen. Jeg havde forinden tweetet, at jeg var mellem historier og var åben for et godt tip. Det havde @Systemaddict læst og sendte mig det største Excel-ark, jeg havde set. Arket var en oversigt over politiske annoncer, som havde kørt på Facebook under valgkampen. Der stod også prisen for hver enkelt annonce, og hvilke vælgere annoncerne havde nået, brugernes alder, køn, og hvor man boede i landet.

Alt det havde Søren Pedersen indsamlet i det her ark ved at suge oplysningerne fra Facebooks bibliotek over politiske annoncer, som er offentligt tilgængeligt, og i arket fra Søren fandt jeg noget ganske interessant:

Da jeg arrangerede arket for at se, hvilke politiske partier, folketingskandidater, fagforeninger og interesseorganisationer, der havde brugt flest penge på Facebook, stak tre annoncer ud blandt valgkampens absolut dyreste: Annoncerne reklamerede hverken for et parti, en politiker, en fagforening eller en interesseorganisation, men for en Facebook-side. Der er noget, der ikke stemmer hed den.

Selv om jeg ikke havde hørt navnet før, var bagmændene ingen amatører. Den dyreste af de tre annoncer fra Der er noget, der ikke stemmer-siden var, ifølge @Systemaddicts Excel-ark, valgkampens andendyreste Facebook-annonce overhovedet med en pris på omkring 200.000 kroner. Kun Enhedslisten havde betalt mere for en bekæmp-skattely-annonce, som var valgets dyreste. Valgkampens altså andendyreste Facebook-annonce fra siden Der er noget, der ikke stemmer var blevet set over 600.000 gange på Facebook, og du kan se den her (de andre videoer var også set langt over en halv million gange).

Hvis man vil høre Lea Korsgaard, Zetlands chefredaktør, og jeg selv, Zetlands teknologiskribent, diskutere Facebooks indflydelse på valgkampen, skal man høre sjette afsnit af vores podcast Frederik forklarer internettet. Tryk play øverst i artiklen for at lytte.

Stem på dit parti, men vælg en ukendt politik,” er kampagnens gennemgående budskab. Men æh, hvem står bag? (Katteansigtet vender jeg tilbage til). Som du kan se, fremgår det ikke af opslaget. Der er ingen navne. På sidens hvem er vi’-tekst stod der: Vi er en flok helt almindelige danskere, der savner ordentlighed i dansk politik i stedet for Wuuups, der røg der sørme lige 12 mia. ud af statskassen’ efterfulgt af en stak punkterede IC4-tog. Det er nemlig BlaBla’!”

Længere nede stod der: Lad os slå fast: Vi er ikke medlemmer af et bestemt politisk parti. Vores sag er større end politiske skel.”

Nu var jeg nysgerrig: Hvem end der gemte sig bag Der er noget, der ikke stemmer, havde penge, mange penge, og var villig til at bruge dem.

Valgkampen er bag os, og vi kan nørde nogle af de historier fra internettet, der fortjener det. Det gør den her. Det er historien om, hvordan en kristen, angivelig sky rigmand fra Silkeborg pungede ud i en sådan grad, at hans mildest talt bizarre politiske protestvideoer med en tungerækkende kattekvinde blev set af gud ved, hvor mange vælgere op til valgdagen. Millioner sandsynligvis.

For inden jeg nåede at kaste mig ind i mysteriet om katteansigtet, kom journalister fra Jyllands-Posten mig i forkøbet. Kampagnens initiativtager var fundet, og han hed Søren Toft-Jensen.

Annoncerne, som Toft-Jensen havde hyret et reklamebureau i Aarhus til at lave, havde åbenbart været slået stort op i flere landsdækkende aviser, i storcentre, i Københavns Metro, i DSBs tog og på flere radiostationer, og Søren Toft-Jensen havde givet interviews til højre og venstre. Til TV 2 sagde han:

Jeg er frustreret over det, jeg ser ske. Og især det, jeg ikke ser ske. Og jeg er i en anden situation end de fleste, hvor jeg rent faktisk har råd til at gøre noget.”

Historien er morsom. Men rigmandens indblanding i valgkampen rummer også en større historie. Facebook er med sine over to milliarder brugere en kendsgerning ved tæt på alle valg på kloden, også vores, og det er først de seneste år, at vi er begyndt at forstå, med en vis gru, hvor potent og forstyrrende en kraft sociale medier kan være i en valgkamp. Søren Toft-Jensens kattekvinde-kampagne er et godt eksempel på, hvilken indflydelse virale kampagner og tilkøbt opmærksomhed på sociale medier har af indflydelse på, hvem og hvad vi lytter til i valgkampen – og potentielt også, hvem vi stemmer på.

69-årige Søren Toft-Jensen havde råd til at finansiere sin egen politiske kampagne, fordi han i 2017 solgte sit firma Borg Automotive, der renoverer bilreservedele, for en milliard danske kroner.

Borg Automotive startede han som 25-årig på Langeland, hvor han er vokset op i en kirkelig familie, ifølge Kristeligt Dagblad. I interviewet til Kristeligt Dagblad med Toft-Jensen står der, han bor i Silkeborg og er meget troende. Toft-Jensen beskriver kristendommen som sit livsgrundlag”, er meget inspireret af de amerikanske lutheranske frikirker efter et besøg i the states og har herhjemme støttet kirkeligt arbejde. Nu altså også politisk arbejde.

Forklaringen bag kvinden med katteansigtet fandt jeg på Facebook, hvor reklamemanden bag kampagnen i et offentligt opslag skrev:

Kampagnen hedder som sagt Der er noget, der ikke stemmer, fordi kampagnen peger på afgørende områder i dansk politik, sådan helt generelt, som ikke længere fungerer. Derfor har jeg som kampagnebillede lavet et ansigt med en kattemund. Det passer nemlig ikke sammen!”

En ting, jeg studsede over, da jeg researchede Søren Toft-Jensens baggrund, var, at TV2.dk beskrev ham som en sky” mand. Men da jeg stalkede ham online, så jeg, at Toft-Jensen er alt andet end sky. I hvert fald på Twitter. Her har Toft-Jensen kritiseret dansk politik i årevis – ingen har bare lyttet til ham før nu.

Siden 2013 har Toft-Jensen tweetet 2.700 gange. Det er meget – jeg føler, jeg tweeter ofte, og først for nylig rundede jeg 800 tweets. Når han tweeter, er det med kommentarer til politiske historier. Det sker også, han tagger toppolitikere og kritiserer. Men meget sjældent får Toft-Jensen svar, og trods de mange tusind tweets følger kun 115 mennesker hans profil. I politik, som det udspiller sig på Twitter under hashtagget #dkpol, er Søren Toft-Jensen altså ikke en populær mand. Han er en nobody.

Det leder mig til min sidste pointe.

Søren Toft-Jensens valgkampagne er en politisk protest, og forleden læste jeg et uddrag af en ny, vildt interessant bog om digital aktivisme.

Bogen hedder The Revolution That Wasn’t og er skrevet af sociologen Jen Schradie, der er forsker ved Oxford University. I bogen punkterer hun en af internettets mest ophøjede løfter til menneskeheden: at internettet med sociale medier har demokratiseret oprøret. Forstået sådan her:

Under Det Arabiske Forår i begyndelsen af 2010’erne, og senere med #OccupyWallStreet i 2011 og #Kony2012, talte man om Facebook-revolutioner: Borgere forenede sig under hashtags, oprettede Facebook-grupper og arrangerede store demonstrationer og væltede diktatorer.

Men skru tiden frem til 2019, og Jen Schradie beskriver i sin bog, at mens mange græsrodsbevægelser i dag forsøger at få indflydelse online, udebliver de store politiske forandringer, fordi bevægelserne ofte ikke har pengene eller en stærk nok organisation til at skabe reel politisk forandring. Borgerbevægelser er simpelthen for dårligt organiseret til regelmæssigt at producere godt indhold til sociale medier, og de er for fattige til at annoncere for indholdet, så det faktisk bliver set. Aktivisme ender som clicktivisme.

Det betyder, beskriver Schradie, at sociale medier ikke har demokratiseret oprøret. I stedet er sociale medier blevet endnu et instrument for de rige og magtfulde. Det vil sige, skriver hun, at kapitalstærke individer og velorganiserede, ofte systembevarende virksomheder og organisationer, som har magten offline, altså ude i virkeligheden, også har magten online – og borgeren, trods samme adgang til Facebooks annonceværktøj, er lige så lille online som offline.

Derfor tror jeg også, at Jen Schradie ville sige, at Søren Toft-Jensens Der er noget, der ikke stemmer-kampagne eksemplificerer, at de, der har råd til at hyre reklamebureauer og betale hundredtusindvis af kroner for annoncer, kan købe sig til indflydelse i en valgkamp. I årevis lyttede ingen til ham på Twitter, men nu har hele Danmark hørt hans oprør.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem