Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Jesper Gaarskjær er medlem af Zetland og har delt den med dig.

DET SKER_
Medstifter og direktør

Nu kan man søge om en plads på Zetlands talenthold. Men hvad er et ‘talenthold’ overhovedet?

29. maj 2019 | 4 min.

For nogle uger siden havde jeg en af årets bedste aftener, da jeg oplevede seks klædeligt nervøse unge mennesker stille sig foran et fuldt pakket redaktionslokale og dele gribende historier om den store, mystiske virkelighed med et udsnit af Zetlands begejstrede medlemmer.

Man kunne høre et støvkorn falde til jorden. Lige indtil jublen brød ud.

De seks var nået til vejs ende i Zetlands talentforløb. De udgjorde det syvende hold i rækken – men det første, som jeg helt personligt har haft under mine vinger. Til daglig er jeg direktør for Zetland med lommen fuld af Excel-ark og ansvar for rammerne for andres arbejde. Men under det hele er jeg drevet af en kærlighed til det møde mellem journalisten, journalistikken og virkeligheden, som (når det gøres med omtanke og antennerne ude) er så afgørende en brik for at skabe et oplyst samfund og en stærk, sjov og inspirerende demokratisk samtale.

Talentholdet var oprindeligt en idé i hovedet på min medstifter Lea Korsgaard. Hun følte sig en smule udbrændt rent ideologisk i den periode – så talentholdet blev født med et dobbelt formål. For det første skulle vi minde os selv om, hvorfor Zetland findes. Hjælpe os med at holde fast i vores idealer: den kritiske refleksion over mediernes samspil med resten af samfundet, en tro på den gennemtænkte, gennemresearchede og gennemredigerede teksts uudtømmelige værdi og et ønske om en mere ærlig og troværdig måde at skrive på, inspireret af journalistikkens største stilister i fortid og nutid.

For det andet ville vi påvirke vores branche ved at sætte nogle skibe i søen, der kunne sejle ud i verden med en bevidsthed om, at der er mere end én måde at skrive på, og med en lyst til kritisk selvrefleksion. At deres journalistiske faglighed samtidig blev større og bredere, kunne kun være til glæde for hele vores uglesete branche.

Så det er forhistorien. Talentholdet optager hvert forår fem-seks talenter. Ikke flere, desværre, for forløbets rygrad er samtaler om et køkkenbord. Undervejs læser vi journalistikkens største mestre og tænkere, analyserer deres virkemidler, skriver opgaver i svære journalistiske rand-genrer og bygger bro mellem journalistikken og dens fætre i essaystikken og litteraturen samt til antropologien og de øvrige samfundsvidenskaber.

Det foregår en aften hver anden uge (cirka) fra september 2019 til maj 2020, og det hele slutter som sagt med en live-journalistisk forestilling med Zetlands medlemmer som publikum. Sådan er køreplanen i hvert fald lige nu, men who knows, vi elsker at lave ting om herinde.

Det lyder sjovt, hvad læser de egentlig?
Her er et udpluk fra sidste års artikel-læseliste. Hvis du er ude efter en interessant nonfiktion-bog, har jeg et tip direkte fra Norge: Havbogen af Morten A. Strøksnes. En anden mulighed til sommeren kunne være The Lost City of Z af David Grann (begge er også udgivet på dansk).

Hvem er undervisere?
Der er ingen underviser i skoleforstand, og forløbet er absolut tænkt som en pause fra konkurrenceræset. Karakter er noget, man bygger. Forestil dig snarere en læse-skrive-gruppe, hvor alle hjælper alle med at tænke mere klart. En del vil foregå i mit køkken med mig selv for bordenden, men talenterne vil også møde Lea Korsgaard, Kirstine Dons Christensen, Marie Carsten Pedersen, Thomas Hebsgaard, Hakon Mosbech og sikkert også andre fra Zetlands redaktion.

Hvad forventer I af et Zetland-talent?
Vi leder efter folk, der er under uddannelse eller lige i begyndelsen af deres karriere, som har ambitioner på den grundige journalistiks vegne, som besidder et sjældent godt skrive-gen, er nysgerrige på verden, og – ikke mindst – som har en grund til at ville være journalist. Det er ikke nok at kunne lide at skrive. Du skal vide – eller som minimum have gjort dig tanker om – hvad du vil udrette med journalistikken.

Skal man være journalist eller journaliststuderende for at søge?
Nej, men man skal have journalistiske erfaringer. Det kan dog tolkes bredt, det er (mindst) lige så fint at have startet et tidsskrift i sin fritid som at have skrevet for en eller anden avis. NB: hvis du læser journalistik, skal du nok vente til slutningen af din uddannelse med at søge.

Hvad koster det?
Gratis.

Seriøst?
Nej. Vi forventer, at det nye talenthold viderefører en tradition, som det første hold indstiftede: Det er talentholdet, der arrangerer Zetlands julefrokost.

Hvad får Zetland ellers ud af det?
Ingenting – bortset fra at det er meningsfuldt at give noget videre, vi gerne ville have fået, da vi var i talenternes alder. Diskussionerne om bordet hjælper os også med at holde os skarpe på vores idealer. Af og til er der også kommet Zetland-journalistik ud af talentholdet. Men oprigtigt talt: at give noget videre, vi tror på, vejer absolut tungest. Vi bliver så glade, når folk fra talentholdet gør det godt ude i den øvrige mediebranche.

Det lyder som noget for mig! Hvordan søger jeg?
Du sender en samlet pdf-fil med en kort, motiveret ansøgning og et cv til talentfuld@zetland.dk inden den 17. juni 2019 klokken 10. Skriv “Zetland talent” + dit navn i emnefeltet. Spørgsmål – mest i nødstilfælde – sendes til moll@zetland.dk.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem