Sidste lørdag gjorde Aselya Nielsen noget, hun aldrig havde gjort før. Sammen med sin partner satte den 42-årige praktiserende læge fra Frederikshavn sig i bilen, tændte gps’en og kørte af sted for at deltage i en demonstration. På Gabels Torv i det centrale Aalborg mødtes de med 200 andre. Der var bannere, skilte og talere. “Boykot den nye epidemilov,” stod der på ét skilt. “NEJ TAK til isolation, vaccination og tvang,” stod der på et andet.

En af talerne var jurastuderende Thor Strellner Martens, der gav udtryk for, at den nye lov vil give regeringen alt for indgribende beføjelser til fare for demokratiet. Hans tale vakte stor begejstring blandt tilhørerne. Da han trådte ned fra talerstolen, gav han et kort interview til avisen Nordjyske. Han sagde:

“Vi vil gerne råbe folk op omkring, at de nye beføjelser i den nye epidemilov ikke har en solnedgangsklausul. Det vil sige, at der ikke er tidsbegrænsning for, hvornår loven ophører, og det er meget indgribende beføjelser, som vi ikke har set før, der er tale om. Der bliver nødt til at være en tidsbegrænsning for at sikre, at vores demokrati ikke falder til jorden.”

Demonstrationen var arrangeret af foreningen ‘Nordjylland for Frihed’. Og demonstrationen mindede om en hel bunke andre, der har været holdt rundtomkring i landet. Siden onsdag den 4. november har der været døgndemonstration på Christiansborg Slotsplads, hvor der bliver slået hårdt på potter og pander for at råbe myndighederne op. Torsdag aften i denne uge udviklede det sig voldsomt, da maskerede demonstranter kastede med ting efter politiet.

Aselya Nielsen hører til i den rolige ende af demonstranter, og hun havde hverken gryder, pander eller bannere med. Men hun er alligevel opsigtsvækkende på grund af sin profession, og fordi hun er en del af en hurtigt voksende gruppe borgere, der gradvist siden foråret har mærket, at der er ved at ske noget med samfundet, som hun må protestere imod.

“Normalt er jeg ikke en, der kommer op på barrikaderne, og det var min første demonstration i mit liv. Jeg har indtil for en uge siden været meget forsigtig med at blande mig i debatten, fordi jeg er læge, og det er så nemt at blive slået i hartkorn med sølvpapirshatte og konspirationsteoretikere. Og jeg havde helt ærligt ikke lyst til at smadre min karriere,” siger hun over telefonen fra Frederikshavn.

Når hun alligevel stillede sig op dér på torvet, var det, fordi hendes grænse som både læge og borger var nået. Og selv om hendes indre ordentlighed godt kan blive udfordret ved en demonstration, hvor folk kan være hårde i retorikken, var der for meget på spil til at blive hjemme. Jo flere der mødte op, jo flere ville måske også være interesseret i at høre, hvorfor de var der, fortæller Aselya Nielsen.

“Jeg gik med, fordi den nye epidemilov er en skamplet på dansk politik og på menneskerettighederne,” siger Aselya Nielsen. Hun og hendes meddemonstranter er reelt nervøse for at miste retten til at bestemme over egen krop.

Der er ved at ske noget med en stor gruppe menneskers tillid til staten. En tillid, som vi ellers plejer at bryste os af her i Danmark. Og historien om modstanden mod den nye epidemilov er det bedste eksempel på, at hvor regeringen i foråret i høj grad blev hyldet for sin håndfasthed og hurtige reaktioner, er stemningen ved at skifte.

Det foreløbige udkast til en ny epidemilov er en skrivelse på 227 sider. Og det er en meget juridisk og teknisk sag, som det kan være svært at finde hoved og hale i. Det synes I, Zetlands medlemmer, også, så den seneste tid har flere af jer efterlyst klarhed over, hvad konsekvensen vil være, hvis den nuværende lovtekst bliver vedtaget.

Og det er ikke kun aktivister som Aselya, der er nervøse. Det er også nogle af landets fremmeste juridiske eksperter og i tiltagende grad flere politikere på Christiansborg. Alle frygter de, at den centralisering af magten, pandemien har bragt med sig, kan sætte sig som en varig ting i dansk politik.

I udkastet til den nye epidemilov har man til lejligheden opfundet et nyt begreb, der hedder ‘samfundskritisk sygdom’, som giver sundhedsministeren ret til at iværksætte tvangsmedicinering af borgere ved politiets hjælp. Og det finder mange bekymrende.

For at forstå, hvorfor udkastet til en ny epidemilov er blevet så vidtrækkende, må vi spole tiden tilbage til den 11. marts i år, hvor statsminister Mette Frederiksen populært formuleret lukkede Danmark ned. Det viste sig, at det danske sundhedsvæsen slet ikke var klar til pandemien, der manglede kapacitet og værnemidler. Men den epidemilov, Mette agerede efter på pressemødet den 11. marts, var i virkeligheden heller ikke klar. Kent Kristensen, der er lektor i sundhedsjura ved Juridisk Fakultet på Syddansk Universitet, forklarer det sådan her:

“Da COVID-19 ramte, blev vi alle forskrækkede, for den eksisterende lovgivning var ikke tilstrækkelig og slet ikke gearet til en pandemi. Den daværende lovgivning havde ikke ændret sig meget siden Christian IV’s tid, hvor det var nemt at isolere en by ved simpelthen at smække byporten i og hæve vindebroen, og kongen selv kunne isolere sig på Koldinghus. Men med nutidens mobilitet er det langt sværere at kontrollere en pandemi.”

Derfor blev den manglende kapacitet også styrende for de regler, vi fik i foråret. Vi måtte beskytte kapaciteten i sundhedsvæsenet, siger Kent Kristensen.

Og allerede dagen efter pressemødet, den 12. marts, hastebehandlede Folketinget en ny epidemilov, der skulle give regeringen bedre mulighed for rent faktisk at bekæmpe epidemien hurtigt og effektivt. Den nye midlertidige epidemilov blev vedtaget enstemmigt. I stedet for at trykke på knapperne rejste alle Folketingets medlemmer sig op for at udtrykke deres støtte.

Aselya Nielsen blev også, som mange andre danskere, bekymret i foråret. Hun fulgte udviklingen på de italienske hospitaler og blev forskrækket over at se, hvordan sundhedspersonalet dér brød sammen, fordi der slet ikke var mandskab og midler nok til at behandle de mange patienter med COVID-19.

Hun har tidligere været udsendt for Læger uden Grænser, og selv om hun også var i gang med fertilitetsbehandling, meldte hun sig allerede i februar som frivillig læge til en jobbank for sundhedspersonale, der gerne ville yde en ekstra indsats under pandemien.

Men ikke så længe efter nedlukningen den 11. marts begyndte en tvivl at nage hende. Hun havde indtryk af, at flere af de politiske beslutninger, der blev truffet, var hovsaløsninger, som måske ikke helt havde det nødvendige belæg.

“Så da min chef sagde, at vi skulle ruste os til anden bølge her til efteråret, var jeg ikke helt overbevist, og hen over sommeren er min skepsis kun vokset, efter jeg selv er begyndt at kigge på tallene. Jeg tænker, at det har været en hensigt fra regeringen at holde os i frygt,” siger Aselya Nielsen.

Med epidemiloven fra den 12. marts blev det altså besluttet, at det var nødvendigt at give regeringen en større værktøjskasse. I en begrænset periode. Altså midlertidigt. Ikke for evigt. Og det midlertidige var afgørende for, at samtlige partier i Folketinget stemte for loven.

Netop det er en meget vigtig detalje. Loven blev vedtaget med en såkaldt solnedgangsklausul, som betyder, at den udløber til marts næste år. Dengang forventede flere, at man så ville vende tilbage til den gamle epidemilov, og stramningerne blive fjernet igen, men den oprindelige lov er sidenhen blevet skrottet. Det betyder, at Folketinget inden den 1. marts 2021 skal vedtage en ny lov. Og det er udkastet til denne, som er på vej igennem først høringsperioden og videre til behandling i Folketinget.

På Sundhedsstyrelsens hjemmeside beskriver man epidemilovens formål sådan her: “Formålet med loven er at fastsætte rammerne for de foranstaltninger, der skal tages for at hindre, at smitsomme sygdomme føres ind i Danmark, udbredes i landet eller føres til andre lande.”

Det lyder vel meget tilforladeligt, men når man kigger nærmere på den tekst, som regeringen har foreslået, fremgår det, at ord som netop ‘tvang’, ‘påbud’, ‘magtanvendelse’ og ‘tvangsmæssig vaccination’ bliver nævnt en del gange.

Lektor i sundhedsjura Kent Kristensen kalder lovudkastet for vidtgående, fordi det giver en hidtil uset magt til den siddende sundhedsminister. Han forklarer det sådan her:

“Loven er indgribende, fordi den giver lov til at tvangsbehandle syge og tvangsvaccinere raske. Den er indgribende, fordi den giver sundhedsministeren beføjelser til at kunne lukke landet ned uden at skulle konsultere andre. Det er altså en politisk vurdering, hvilken risiko man som samfund kan tåle, og der er ikke længere krav til, at der skal ligge en sundhedsfaglig vurdering.”

På Københavns Universitet er juraprofessor Kristian Lauta også rystet over indholdet i lovteksten:

“Det er voldsomt på et historisk niveau, Misbrugsrisikoen ved sådan en lovgivning er ret betydelig. Og vi skal tænke på, at vi måske er trygge ved Mette F. og Magnus H, men vi bygger altså til fremtiden. Vi skal tænkte, at en hvilken som helst regering skal kunne forvalte det ansvar. Hvis en type som Trump en dag bliver statsminister, skal han også kunne forvalte loven, som i udkastet har meget vide rammer,” siger Kristian Lauta.

Centreringen af magten hos regeringen skulle oprindelig have været midlertidig, men med udkastet til en ny epidemilov åbner sundhedsminister Magnus Heunicke for at gøre en del af de mere vidtrækkende magtbeføjelser permanente.

Noget, som juraprofessor Kristian Lauta ikke i sin vildeste fantasi havde forestillet sig. Allerede i slutningen af juni sagde han til Altinget, at “Kriselovgivning må ikke blive hverdag. Indskrænkning af helt basale frihedsrettigheder må ikke blive permanent.” Men nu sidder vi med et udkast til en lovtekst, som minder meget om den, der i huj og hast blev midlertidigt vedtaget i marts, vurderer han. Forskellen er bare, at hvis denne lov bliver vedtaget, er den sat i sten. Kristian Lauta siger:

“Det er en meget vidtgående lovgivning, som en hvilken som helst regering ville kunne aktivere, og misbrugsrisikoen ved den er til at tage at føle på, fordi det er op til ministeren at vurdere, hvad der er samfundskritisk sygdom. Vi skal selvfølgelig ikke male fanden på væggen, men man skal tænke sig grundigt om, før man giver så vidtgående kompetencer til fremtidige statsledere.”

Når Kent Kristensen kigger på udkastet til den nye lov, er hans overordnede vurdering, at det er en lov med demokratisk underskud, som han kalder det. Det gjorde sig også gældende for den midlertidige lov, men han er bekymret, når han kan se, at det samme præger udkastet til loven.

“Flere partier følte sig demokratisk kørt over af den midlertidige lov, og også det nye forslag bærer præg af demokratisk underskud. Det er med til at cementere en centralisering af magten,” siger Kent Kristensen.

I Frederikshavn har praktiserende læge Aselya Nielsen fulgt debatten siden foråret, hvor den midlertidige epidemilov med solnedgangsklausul blev hastet igennem. Hun har – i lighed med en række af Zetlands medlemmer – undret sig over, at medierne ikke har skrevet mere om lovudkastet. Og undret sig over, at der ikke har været flere på barrikaderne, når der er så meget på spil for vores demokrati.

Måske har statsministeren taget monopol på begrebet samfundssind, tænker hun. Måske er vi under hele corona-håndteringen blevet så autoritetstro, at vi efterhånden stoler blindt på det, politikerne og sundhedsmyndighederne melder ud. Og som læge skal hun og hendes kolleger jo netop kunne læne sig op ad retningslinjerne og støtte sig til dem for at arbejde.

Og inden for hendes eget lægefag er det ikke kutyme at sætte spørgsmålstegn ved de beslutninger, der bliver truffet af styrelser og ministerier. Men for hende er tiden altså kommet til at åbne munden. Også fordi hun kan se, at rigtig mange ressourcer i sundhedsvæsenet bliver brugt på COVID-19. Hun siger:

“Det er svært at finde ud af, hvad sandheden er for det samfund, vi lever i lige nu. Den retorik og psykologi, der bliver brugt, er baseret på frygt. Vi skal rette ind og vise samfundssind, for ellers sker der noget frygteligt.”

Juraprofessor Kristian Lauta er enig i, at det at statsminister Mette Frederiksen langt hen ad vejen og uden at ryste på hånden har ledet kampen mod pandemien og på pressemøde efter pressemøde har fortalt os, den danske befolkning, hvad vi måtte og ikke måtte, har gjort noget ved os. Måske har det sat den kritiske fornuft lidt ud af spil, tænker han. Eller stopfodret os med dessiner i en sådan grad, at vi nærmest ikke kan kapere at tage mere ind.

“Jeg tror, at den brede befolkning er ramt af en udmattelse i forhold til at skulle sætte sig ind i endnu mere ny viden om COVID-19. Og det er på sin vis dejligt, at vi har en regering og nogle myndigheder, der handler og tager sig af det. I Danmark har den beslutningskraft langt hen ad vejen hidtil givet god respons. Regeringen oplevede, at det virkelig gav dem arbejdsro og reducerede støj at have et effektivt beslutningsapparat. Og kan oplagt have givet dem lyst til at beholde den mulighed,” siger Kristian Lauta med henvisning til udkastet om en epidemilov.

Frygten for, hvad denne her lov vil gøre ved os, har de seneste uger medført reaktioner hos alt fra vaccinemodstandere til professorer. Og måske netop fordi mange forskellige grupper har budt ind, har det været vanskeligt for menigmand præcist at vide, hvad der var på spil med den nye lov.

På sociale medier er der mange bud på, hvad der kan ske, hvis udkastet til loven bliver vedtaget. I Facebook-gruppen ‘Folket kræver et stop for epidemiloven’ skriver administratorerne sådan her:

“Det er muligt, at det bliver en af de sidste chancer for at demonstrere, inden Danmark havner i et SUNDHEDSDIKTATUR, hvor Politi, Militær, Hjemmeværn og Private Vagtværn underlægges Sundhedsministeren til at hjælpe med tvangsvaccination, blot han siger disse ord højt: “Samfundskritisk Sygdom”!

I denne uge skete der også noget andet, som gjorde, at flere begyndte at interessere sig for udkastet til epidemiloven. Det ‘noget’ er den såkaldte minkgate.

Havde det ikke været for denne uges minkgate, havde vi måske hørt endnu mindre til udkastet til epidemiloven. Men netop det faktum, at fødevareminister Mogens Jensen (S) tilsyneladende ved en fejl og uden lovhjemmel kunne igangsætte aflivningen af alle Danmarks mink, har fået flere meningsdannere op på mærkerne. Fordi minksagen med al tydelighed viser, hvad der kan ske, hvis de politiske beslutninger er demokratisk underfinansieret.

Som en reaktion på minkgate skrev tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i et debatindlæg i BT, at den er et udtryk for, at man bør ophæve den midlertidige epidemilov:

“Ophæv den midlertidige epidemilov øjeblikkelig, så regeringen i ‘resten af dansen med corona’ er nødt til at følge almindelige demokratiske processer, så der kan sættes spørgsmålstegn ved klogskaben i næste dansetrin, inden det tages,” skrev han.

Efter Mogens Jensen havde været i samråd for at forklare sig om minksagen, sagde Pernille Vermund fra Nye Borgerlige sådan her:

“Det er en situation, som ikke er et demokrati og et folkestyre værdigt.”

Koncernchef i Berlingske Anders Krab-Johansen formulerede det sådan her på Twitter:

“Vi skal have demokratiets eftertanke tilbage.” Og senere: “Den danske model er aflivet af Mogens Jensen.”

Lektor i sundhedsjura ved Syddansk Universitet Kent Kristensen håber, at regeringen tager ved lære af det stormvejr, den og særligt fødevareministeren befinder sig i lige nu, siger han:

“Den igangværende mink-gate har om noget lært os, at vi har behov for en demokratisk legitimering, når vi tager beslutninger. Vi har brug for sparring, rådgivning og at tænke os om. Det vil jeg tro og håbe på, at Folketinget har in mente, når de inden marts skal vedtage en ny epidemilov.”

Det ville selvfølgelig være interessant at høre, hvad sundhedsminister Magnus Heunicke (S) selv tænker om, at udkastet til loven bliver kritiseret for at give ham for meget magt. Jeg ringede til hans presseafdeling, som ikke overraskende fortæller, at det ser svært ud at få en kommentar fra ministeren, som har meget travlt. Han sender dog alligevel via sine pressemedarbejdere et svar på mail. Han skriver:

“Det var et udkast til en ny epidemilov, der var sendt i høring. Vi går nu i gang med at skabe overblik over høringssvarene og planlægge den videre proces. Der er således ikke tale om, at der på nuværende tidspunkt foreligger et forlig, stemmeaftale, regeringsudspil eller lignende, hvorfor det ikke giver mening at kommentere udkastet eller de enkelte høringssvar.”

Sundhedsministeren fortsætter: “Vores mål er fortsat at udarbejde en ny, holdbar epidemilov, der kan benyttes af skiftende regeringer og skiftende sammensætninger af Folketinget i årene fremover, således at en kommende regering i en ny global sundhedskrise ikke skal ud i hastelovgivninger.”

Magnus Heunicke har tidligere givet udtryk for, at han ønsker sig en bred aftale, og at der er tale om et foreløbigt udkast, som de blev presset til at sende hurtigt i høring. Så måske han i virkeligheden selv ønsker sig at gradbøje nogle af sine formuleringer.

Og hvis han ikke selv ønsker det, vil alle andre partier i Folketinget sørge for, at “sundhedsministeren aldrig igen bliver så magtfuldkommen,” lød det i går, fredag.

Samme besked kommer fra Lægeforeningen i høringssvaret, der er kritisk. Den magt, myndighederne får, kan opleves som stærkt grænseoverskridende for den enkelte patient, sagde formand Camilla Rathcke i går til DR Nyheder.

“Vi mener, at der er bestemmelser, som går alt for vidt og bør ændres.”

I Frederikshavn er praktiserende læge Aselya Nielsen klar til også denne lørdag at demonstrere mod udkastet til epidemiloven. Efter fertilitetsbehandlingen i foråret er hun nu gravid i syvende måned med sit første barn, og hun tænker meget over, hvad det er for et samfund, hendes lille datter vil komme til at vokse op i.

Hun ønsker at skabe de bedste vilkår i samfundet for datterens opvækst. Og normalt er hun ikke specielt engageret i politik. Men retten til at bestemme over egen krop er afgørende for hende. Så når der i udkastet til loven står ord som internering, tilbageholdelse, testning og tvangsbehandling, vækker det bekymring.

“Især når jeg ser på tallene for, hvor mange der er smittede, og hvor mange der rent faktisk er døde, så er det slet ikke alvorligt nok i forhold til den lovgivning, man ønsker at gennemføre,” mener Aselya Nielsen.

Når hun tøvede med at deltage i demonstrationerne mod lovudkastet, skyldes det, at man nemt bliver mødt med en retorik, der er under bæltestedet, oplever hun. Efter at have været med i demonstrationen i Aalborg blev hun kaldt landsbytosse.

“Og på Facebook bliver jeg slået i hartkorn med Trump. Der er en dæmonisering af os, der siger noget kritisk om myndighederne og regeringen.”

Og så er der også lige det faktum, at hun selv er læge. Det gjorde hende i begyndelsen ekstra forsigtig, men nu er tiden til at tale, vurderer hun. For i princippet kan hun være blandt dem, der bliver bedt om eller i hvert fald opfordret til at tvinge patienter til at blive vaccineret eller medicineret. Og så minder det snarere om en totalitær stat end om et demokrati. Hvis man ikke længere bestemmer over sin egen krop, eller hvis man bliver tvunget til at tvinge andre, så er det selve Grundloven, der er på spil.

“Det er meget voldsomme sanktioner på et tyndt grundlag, og personligt ville jeg som læge ikke kunne tvangsvaccinere folk. Jeg har arbejdet i psykiatrien og ved, hvor meget det kræver af dig at tvinge et andet menneske til noget – også selv om det både er psykotisk og til fare for andre. Det er i den grad grænseoverskridende,” siger Aselya Nielsen.