Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Noah Reinert Sturis er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Uffe Elbæk tror, det kan ende med en S-V-regering – og det har han det fint med

  • 10. maj 2019
  • 12 min.
BALANCEGANGAlternativet står ikke til mange mandater ved valget, men selv enkelte mandater kan være nok til at vende op og ned på dansk politik. Foto: Tim Kildeborg Jensen, Ritzau Scanpix

Derfor skal du læse denne artikel

Alternativet er blevet latterliggjort for selv at stille med en statsministerkandidat, men Uffe Elbæk mener allerede, det har lavet sprækker i blokpolitikken, og han er klar til at skabe endnu mere kaos efter valget for at bryde med den nationalkonservative dominans i dansk politik, siger han i dette interview.

Okay. Det følgende er, hvad Uffe Elbæk forestiller sig, at der sker i dagene og ugerne efter valget den 5. juni.

Det er ikke hans drømmescenario, for i de sene aftentimer fantaserer Uffe Elbæk om en dag at kunne danne en Ø-Å-R-regering (!), og det er ikke liiiige inden for rækkevidde. Så lad os i stedet kalde det Uffe Elbæks semi-realistiske håbe-scenario (han har nemlig også et worst case scenario, hvor Alternativets mandater bliver ret ligegyldige),

Uffe Elbæks semi-realistiske håbe-scenario begynder måske lidt overraskende således:

Jamen, hvis vi får de afgørende mandater, som jeg håber, så bliver Lars Løkke Rasmussen formentlig den første kongelige forhandler, der forsøger at danne en ny regering.”

Det kræver måske lidt forklaring al den stund, Alternativet hele den forgangne valgperiode har ligget på nogenlunde samme regeringskritiske linje som Enhedslisten, når man ser på afstemningerne i Folketingssalen. Uffe Elbæk har snakket meget om at være brobygger i dansk politik, men helt ærligt har han mest bygget små broer ude på den yderste venstrefløj.

Årsagen til Uffe Elbæks håb om, at Løkke bliver førsteforhandler efter valget, er derfor også udelukkende parlamentarisk strategisk fiksfakseri: Sidste sommer lancerede Alternativet nemlig Uffe Elbæk som valgets tredje statsministerkandidat og krævede, at medierne hev Alternativet ud af den røde blok i meningsmålingerne.

Den beslutning er blevet udsat for en del hån og spot, og Alternativet ligger da heller ikke på et typisk statsministerpartiniveau i meningsmålingerne, men Uffe Elbæk insisterer på, at det var en rigtig beslutning.

Kommentatorerne og journalisterne syntes, det var helt langt ude, men efterhånden som det har bundfældet sig, at der ikke nødvendigvis kun behøver være to statsministerkandidater, så har det fået medierne til at interessere sig for, hvordan den parlamentariske proces egentlig foregår,” siger han.

Uffe Elbæk tager gerne en del af æren for, at der i disse uger sidder eksperter på tv-skærmene for at forklare, hvad en dronningerunde indebærer, eller hvad forskellen på at vælte en regering første dag i forhold til alle andre dage egentlig er.
Det lyder måske også som en lille detalje, men det betyder faktisk noget psykologisk, at når medierne beskriver blokdannelsen, så er der kommet en lille grøn stribe ned mellem rød og blå blok.”

I Uffe Elbæks hoved er den lille grønne stribe at sammenligne med en sprække, der vil vokse og – i hvert fald med årene – skabe det egentlige brud med blokpolitikken, hvilket var en af de store dagsordener for Alternativet, da partiet stormede ind i Folketinget i 2015. Og den lille grønne stribe vil allerede få uforholdsmæssig stor betydning efter dette valg, håber han. Alle målinger peger nemlig i retning af, at de partier, der peger på Mette Frederiksen – sammen med Alternativet, der peger på Uffe Elbæk – får et flertal af mandaterne i Folketinget.

Men vi har jo sagt, at vi hverken peger på Løkke eller Frederiksen eller holder hånden under dem, hvilket er et parlamentarisk nybrud, og spørgsmålet er så – hvis vi får de afgørende mandater –hvilken regering vi lader sidde på den første dag efter valget. Tager man vores mandater ud af ligningen, så vil blå blok med nogen sandsynlighed være større end rød efter valget.”

Ergo bliver Lars Løkke Rasmussen altså – i Elbæks scenario – den første kongelige forhandler, der får lov at prøve at danne regering. Det betyder bare ikke, at Venstre vil kunne danne en regering. Rød blok vil nemlig med nogenlunde statsgaranti modsætte sig, at Løkke danner en regering på Dansk Folkepartis og måske også Klaus Riskærs, Rasmus Paludans og Pernille Vermunds nåde.

Løkke vil så et eller andet sted hen ad vejen nå frem til mig og sige: Uffe, nu skal du høre: Jeg har tænkt mig at danne regering, og jeg synes simpelthen, det grønne er det vigtigste i verden, og du kan få ti havvindmølleparker, hvis du bakker min regering op,’” spekulerer Uffe Elbæk.

Så vil jeg sige: Det er dejligt, du er blevet så grøn, Lars, men hvad vil du gøre ved fattigdomsreformerne, og hvordan skal vi håndtere FNs klimaflygtninge, og hvordan har du det med at stille hårde krav til dansk landbrug?’ Og på et eller andet tidspunkt vil han afbryde mig og sige: Arrrh Uffe, det bliver sgu nok lidt svært, hvis I har det sådan.’”

OPBRUD_På Zetland har vi tidligere lavet denne animation, der viser, hvordan partierne egentlig ligger i forhold til hinanden, når man ser på afstemningerne i Folketinget - bemærk hvor ofte S og V stemmer sammen.

Her begynder så anden fase i et regeringsforhandlingsforløb, som Uffe Elbæk mener vil komme til at tage uger og måneder efter valget den 5. juni, præcis som vi har set i en række europæiske lande de seneste år, hvor blokpolitikken og de vante alliancer og konstellationer i politik er i total opløsning.

Lige nu er der enormt stærke kræfter i de europæiske lande, der er i gang med at forandre den parlamentariske virkelighed. Det er jo inspirerende at se de innovative partier og bevægelser, der vokser frem rundtomkring,” siger Uffe Elbæk.

Han peger eksempelvis på De Grønne i England, Piratpartiet i Sverige, Macrons En Marche-bevægelse i Frankrig og Podemos i Spanien, som han kalder en modbølge til de mange nye nationalkonservative og højrepopulistiske partier, der har sat dagsordenen de seneste årtier.

Eller kig på det svenske valg, hvor man hen over midten fandt nogle helt nye samarbejdsrelationer,” siger han.

Tilbage til Danmark og regeringsdannelsen, som Uffe Elbæk forestiller sig den. Løkke kunne altså ikke danne regering i første omgang, så nu får Mette Frederiksen lov at forsøge:

På et eller andet tidspunkt når hun også frem til os i Alternativet, og så vil vi igen stille de samme spørgsmål, som vi stillede til Løkke – om de fattige og om klimaet og om udlændingepolitikken – og hun vil have lige så svært ved at svare,” siger han.

Det bliver altså i første omgang også et nej tak til Mette Frederiksen.

På det her tidspunkt i forløbet – måske er der gået et par uger eller mere siden valget – vil både Venstre og Dansk Folkeparti (i Elbæks realistiske håbe-scenario) begynde at røre uroligt på sig ved udsigten til en Mette Frederiksen-regering, der lader sig presse for langt ud på særligt klima- og udlændingepolitikken af både De Radikale og Alternativet.

Dansk Folkeparti vil så tilbyde Mette Frederiksen en form for parlamentarisk sikkerhedsnet for at undgå, at vi får indflydelse.”

Og så er det vel her, I får kolde fødder og alligevel bakker Mette Frederiksens S-regering op, fordi I bliver bange for, at det ellers ender med en S-DF-regering?

Det kan jeg ikke forestille mig,” svarer Uffe Elbæk og holder en lille tænkepause:

Det tror jeg sgu ikke.”

Uffe Elbæk mener selv, at han og Alternativet vil have tilstrækkeligt med is i maven, mens udsigten til en S-regering, der læner sig op ad Dansk Folkeparti – i så fald med et parlamentarisk grundlag bestående af DF, SF og Enhedslisten – skaber uro i baglandet i både S, DF og ikke mindst i SF og Enhedslisten.

Det vil rulle frem og tilbage et stykke tid, forestiller Uffe Elbæk sig, og i mellemtiden sker der ting og sager i Venstre, hvor Lars Løkke endegyldigt er ved at miste troen på, at han på mirakuløs vis kan blive siddende på statsministerposten.

Nu begynder vi – indrømmet – at bevæge os over i den meget håbefulde ende af Elbæks forudsigelser:

Nu træder Lars Løkke Rasmussen tilbage og overlader formandsposten til Kristian Jensen.”

Vi har altså været igennem et Lars Løkke-forsøg på at danne en klassisk centrum-højre-regering, der blev afvist af både rød blok og Alternativet, og et Mette Frederiksen-forsøg på at danne en klassisk centrum-venstre-regering, der blev afvist af Alternativet, samt et forgæves forsøg på at samle Enhedslisten, Socialdemokratiet, SF og Dansk Folkeparti om en helt ny og tværgående regering uden om de gamle borgerlige partier. Og så sker det:

På et eller andet tidspunkt bliver Mette Frederiksen og Kristian Jensen enige om, at de er nødt til at påtage sig et nationalt ansvar og danne en SV-regering under Mette Frederiksens ledelse.”

Hvordan ville du have det med det?

Det har jeg selvfølgelig overvejet meget nøje, og selv om jeg ønsker mig noget helt, helt andet på sigt, så er det positive ved en S-V-regering, at den ikke vil være afhængig af Dansk Folkeparti. Det må kunne give en anden dynamik, hvor der bliver mere rum til nogle af de kræfter, som jeg ved er i både Venstre og Socialdemokratiet, der ikke ligger helt ude på den nationalkonservative højrefløj.”

Uffe Elbæk er – som det vil være mange bekendt – tidligere radikal, og positionen her lyder ret radikal i den forstand, at De Radikale ofte gennem tiderne har faciliteret blokoverskridende regeringssamarbejde. Men en af de ting, han synes, De Radikale gør forkert, er at fokusere for meget på at skabe kant til DF og for lidt på at trække S og V i den rigtige’ retning.

Jeg kan godt forstå rationalet i De Radikales strategi om at gøre DF til en hovedmodstander eller fjende, men jeg synes faktisk, det er at give DF for stor en rolle og gøre det for let for DF at sætte en dagsorden. Vores udfordring i dansk politik er ikke nødvendigvis DF, men mere det, at så mange partier flokkes om den her nationalkonservative værdiposition.”

SUPERSTJERNEValgkampen i 2015 udviklede sig til én lang fest for Alternativet og Uffe Elbæk, der blev lidt af en kultfigur, men efter fire år i Folketinget har hverdagen indfundet sig og hypen er noget aftaget. Foto: Sophia Juliane Lydolph, Ritzau Scanpix

Her er vi så ved at være inde ved den substantielle kerne, der ligger bag det store, strategiske spil, som Alternativet har sat i gang forud for dette valg.

Vi er blevet et land, der er begyndt at vende os indad. Der er sat både mentale og fysiske grænsebomme op omkring Danmark. Hele læren fra Anden Verdenskrig er røget i baggrunden, og der sker noget dybt farligt, når vi mister forståelsen af betydningen af internationale konventioner og institutioner, menneskerettigheder og internationalt samarbejde,” siger Uffe Elbæk og siger ganske direkte – måske mere direkte, end han har gjort det nogen steder hidtil:

Det er højdramatisk netop nu, hvor vi for første gang siden 1939 har fået et fascistisk parti på stemmesedlen i form af Rasmus Paludans Stram Kurs.”

Selv om Uffe Elbæk altså drømmer om en Ø-Å-R-regering på den anden side af valget i 2023 eller 2027, mener han, at hovedopgaven for Alternativet – og De Radikale for den sags skyld – er at få trukket S og V ud af højrenationalisternes greb.

Jeg betragter det her som en politisk mellemtid, hvor de gamle strukturer nægter at give sig, og de nye partier og kræfter ikke helt har fundet de sprækker, som de kan vokse op igennem.”

Faktisk mener han, at Venstre under et Kristian Jensen-formandskab kan blive lettere at rykke, end Socialdemokratiet kan.

Både når det gælder Europa og integration, er det jo langt hen ad vejen Socialdemokratiet, der er mest fodslæbende – ikke Venstre,” siger Uffe Elbæk.

Og nu drager han så en konklusion, der måske vil overraske en del:

Jeg vil da sige, at jeg klart hellere vil have en S-V-regering end en S-SF-regering, der er støttet af DF. Der er et langt større potentiale i en S-V-regering, der er uafhængig af DF, end en S-SF-regering, der er støttet af DF. En S-V-regering kunne godt være en god mellemtidsregering’.”

Det må du lige forklare igen, for når man ser på, hvordan I rent faktisk har stemt i Folketingssalen, så har I jo ligget ret rent ude på venstrefløjen, tæt op ad Enhedslisten.

Jamen, vi har jo siddet i opposition og har skullet forholde os til lovudspil fra regeringen, og langt hen ad vejen afspejler afstemningerne mest, hvad vi i oppositionen er enige om at være uenige med regeringen om.”

Men både dit gamle parti Radikale Venstre og Socialdemokratiet stemmer meget oftere sammen med Venstre end jer, selv om de også har siddet i opposition?

Jo, men det har bare også især været ulighed og udlændingepolitik, der har været på dagsordenen, hvor vi helt klart har et fællesskab med eksempelvis Enhedslisten.”

Vi har på Zetland tidligere lavet en animeret video af (se den længere oppe i artiklen), hvordan partierne ligger i forhold til hinanden i de konkrete afstemninger i Folketinget, og Dagbladet Information har også lavet en sammentælling af afstemningerne i Folketinget over to år, der viser, at Alternativet og Enhedslisten stemmer sammen i 83 procent af afstemningerne. Men havde det eksempelvis været iværksætteri eller europapolitik, der havde fyldt i Folketingssalen i denne periode, havde Alternativet nok ligget nærmere De Radikale og – på en god dag – Venstre og Konservative, mener han:

Og der er da også eksempler på andre nye politiske alliancer. Eksempelvis om offentlighedsloven eller om borgerforslagene, hvor det snarere er de nye partier, der står over for de gamle. De systembevarende over for de systemforandrende. Der er faktisk opstået nye brudflader, vil jeg påstå,” siger Uffe Elbæk.

Hvad ville en midterregering kunne have af projekter, som I også kunne se jer selv i?

Jeg kunne da sagtens forestille mig en S-V-regering, som ville have en mere ambitiøs grøn politik, og man kunne også håbe, at en sådan regering igen ville hæve ambitionerne for det europæiske samarbejde. Og selv om vi nok aldrig kan blive enige med Socialdemokratiet og Venstre om flygtningepolitikken, så kunne man jo godt blive enige om at have verdens bedste integrationspolitik.”

Både Alternativet og De Radikale vil kunne trække en SV-regering i en langt mere internationalistisk retning, mener Uffe Elbæk, og det kan være langt rigeligt til at bære et regeringsprojekt.

Alle de store udfordringer, vi står over for, kan kun løses begavet, hvis vi gør det med andre lande, og jeg kan ikke se nogen andre konstellationer rykke ved den grønne dagsorden, som EU kan.”

Der mangler selvfølgelig stadig lige et par vigtige elementer, for at Uffe Elbæks semi-realistiske håbe-scenario giver mening.

For det første skal Alternativet have de afgørende mandater. I mange målinger står de partier, der på forhånd peger på Mette Frederiksen som statsminister, til at kunne mønstre et flertal uden Alternativet. Ender det sådan, vil De Radikale i stedet – alene – blive tungen på vægtskålen i parlamentet.

For det andet har også en S-V-regering brug for parlamentarisk støtte fra andre partier, og Uffe Elbæk har ikke nogen forventning om, at et S-V-kollektiv under regeringsforhandlingerne vil være meget mere imødekommende over for Alternativets krav end en ren S-regering eller en ren V-regering. Uffe Elbæk er dog overbevist om, at en S-V-regering uden videre ville kunne få parlamentarisk støtte fra både De Radikale og De Konservative.

Den store illusion er jo, at der overhovedet er en rød og en blå blok. Venstre og Socialdemokratiet stemmer jo sammen i 91 procent af afstemningerne, og alligevel beskriver medierne dem som hovedmodstandere. Det er en af mine store frustrationer,” siger han.

Jeg ved godt, at vores strategi er dybt risikobetonet, men i 2015 sagde vi, vi ønskede en anden politisk kultur og en anden måde at agere på mellem blokkene, og nu har vi besluttet, at vi vil gå hele vejen for at bryde med den her illusion. Og helt ærligt, så ville det være mest naturligt, at det kommende valg endte med en S-V-regering.”

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem