Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Knud Anker Iversen er medlem af Zetland og har delt den med dig.

signature

Kan Kina redde klimaet?

SOL PÅMens verden har snakket, har kineserne bygget solpaneler. Foto: Carlos Barria, Ritzau Scanpix / Reuters

Derfor skal du læse denne artikel

Den globale opvarmning kan ikke bremses uden Kina, som rummer næsten en femtedel af klodens mennesker og udleder mere end en fjerdedel af alle drivhusgasser. Heldigvis for os andre har kineserne store ambitioner for grøn omstilling – men er de store nok, og bliver de omsat i handling? Svaret på det spørgsmål er både nedslående og opløftende.

Du har sikkert en fornemmelse af, at Kina er lidt af en klimaskurk med sin galopperende økonomiske vækst, røgpulsende kulkraftværker og forurenende fabrikker.

Men måske har du også hørt Kina blive udråbt til Riget i midten af klimakampen. Landet, der er ved at blive tapetseret med solceller, mens præsidenten taler om at bevare planeten som en oase for menneskeheden”.

Det stikker unægtelig i lidt forskellige retninger.

Så hvad er op og ned? Er Kina faktisk ved at forvandle sig fra kulsort klimaskurk til landet, der viser resten af verden vejen mod en grønnere fremtid?

Kan – og vil – Kina redde klimaet?

Lad os begynde med at få det grundlæggende på plads: Kinas betydning for klimaet kan næsten ikke overvurderes. Landet bidrager mere til den globale opvarmning end EU og USA tilsammen; mere end en fjerdedel af alle udledninger af drivhusgas stammer i dag fra Kina.

Kigger man på udledningerne per indbygger, har kineserne endda overhalet os i Europa, så en gennemsnitlig kineser nu udleder mere CO2 end en gennemsnitlig EU-borger (amerikanerne er stadig i en liga for sig).

Årsagen er mestendels, at kineserne brænder rigtig meget kul af. Det kinesiske kulforbrug er seks gange større end hos nummer to på listen over kulfyrede lande, nemlig Indien. Faktisk forbruger kineserne mere kul end hele resten af toptilisten tilsammen; så meget, at Kina alene står for halvdelen af alt kulforbrug i verden.

Læg dertil størrelsen på den kinesiske befolkning og det faktum, at den gennemsnitlige kinesers levestandard – og dermed forbrug og ikke mindst energiforbrug – hele tiden stiger og må forventes at blive ved med at gøre det i mange år endnu.

Så bliver det hurtigt klart, at udviklingen i Kina de kommende år og årtier bliver fuldstændig afgørende for, om vi formår at holde de globale temperaturstigninger på et nogenlunde acceptabelt niveau eller ej.

De gode nyheder er, at kineserne for længst er begyndt at rykke på den grønne omstilling. Spørgsmålet er bare, hvor langt de er parate til at rykke.

Så hvad har kineserne faktisk gjort for klimaet?

Man skal ikke kigge længe på udviklingen i Kina for at blive klar over, at det faktisk går rigtig stærkt med at omstille den kinesiske økonomi fra noget meget sort til noget betydelig mere grønt. Kineserne har lagt nogle ambitiøse planer og er godt i gang med at føre mange af dem ud i livet.

Men man skal også tage klap for øjet, hvis man vil undgå at se nogle knap så opløftende udviklinger.

Lad os begynde med det positive.

For det første er rene energikilder inde i en rivende udvikling

Kineserne har sat sig for, at sol, vind, vand, atomkraft og andre ikke-udledende energikilder skal dække en femtedel af energibehovet allerede i 2030, og de er allerede foran de første delmål.

Energiforsyningen fra vandkraft voksede med gennemsnitligt seks procent om året fra 2013 til 2017, mens andre vedvarende energikilder gennemsnitligt voksede med hele 23 procent om året i samme periode.

Næsten halvdelen af alle investeringer i grøn energi på verdensplan skete sidste år i Kina.

Det går så stærkt, at Greenpeace og andre har sjusset sig frem til, at kineserne hver time døgnet rundt gennemsnitligt rejser mindst én ny vindmølle og installerer nye solceller på et areal større end en fodboldbane.

Kinesernes sol-og-vind-boom har trykket prisen på sol- og vindenergi på verdensplan så langt ned, at ingen havde forestillet sig det for få år siden. I dag er det billigere at installere en vindmøllepark eller et solcelleanlæg end at bygge et kul- eller gaskraftværk, hvis man står med en bar mark og gerne vil lave noget strøm. Og kineserne er for længst begyndt at eksportere deres vindmøller, solceller og turbiner (billigt) til udviklingslande, som på den måde kan få ren energi.

For det andet har kineserne sat strøm til bilparken

Kineserne har et erklæret mål om at blive verdensførende inden for både elbiler og batterier. Målet er én million solgte elbiler på det kinesiske marked i 2020. Det er rundt regnet, hvad der blev solgt i hele verden i 2017, og det går allerede rigtig stærkt.

Halvdelen af alle nye elbiler i 2017 blev solgt i Kina, og salget hjælpes på vej af en statslig støtteordning og krav til bilproducenter om at fremstille en vis mængde elbiler.

For det tredje planter kineserne en masse træer

Skovrejsning er en af de mest effektive metoder til at bekæmpe klimaforandringer, fordi træer kan suge CO2 ud af atmosfæren og lagre det i deres stammer. Og det har kineserne opdaget.

Kinas skovareal er vokset støt gennem årtier, og blot de seneste fem år er der ifølge kinesiske myndigheder lagt ny skov til på et areal svarende til fem gange Danmarks størrelse. Soldater er sågar sendt ud med spader for at hjælpe med at plante. Målet er, at der i 2035 skal være næsten 40 procent mere træ i Kinas skove end i dag.

For det fjerde er Kina ved at skrue ned for kulforbruget

Kul fylder mindre og mindre i Kinas samlede energiforsyning. Efter at have været oppe på, at kul stod for 64 procent af energiforsyningen så sent som i 2015, er kineserne nu godt på vej mod deres erklærede mål om, at andelen skal være nede på 58 procent i 2020.

Enkelte kulkraftværker er allerede lukket af hensyn til luftkvaliteten, og det kinesiske kulforbrug er i absolutte tal tilsyneladende allerede toppet; det skete tilbage i 2013.

Siden er der gennemsnitligt brændt lidt over en procent mindre kul af om året i Kina. Forbruget voksede godt nok lidt fra 2016 til 2017, men holdt sig stadig godt under niveauet fra 2013.

For det femte bliver den kinesiske økonomi hele tiden lidt mindre sort

Kineserne har sat sig for at gøre økonomien markant mindre CO2-afhængig” sådan forstået, at hver yuan skabt i den kinesiske økonomi hele tiden skal koste” mindre og mindre CO2. Også dét går det rigtig godt med.

Målet er at reducere karbon-intensiteten, som det hedder, i økonomien med 60-65 procent frem mod 2030 sammenlignet med, hvordan det var i 2005. Allerede i dag er man 44 procent under niveauet fra 2005.

… Og det stopper ikke dér

Kineserne har, ud over de planer, hvor man allerede kan notere fremskridt, lagt flere andre, som vi endnu har til gode at se effekterne af.

Én går ud på drastisk at sænke produktionen af HFC-gasser, som er nogle kraftige drivhusgasser, der bruges i køleskabe og airconditionanlæg.

En anden – og potentielt virkelig betydningsfuld – går ud på at skabe verdens største marked for CO2-kvoter. Altså et sted, hvor Kinas virksomheder skal betale for den kuldioxid, de udleder, hvilket gerne skulle give dem lyst til at udlede mindst muligt.

Og så er det ned med armene, for nu kommer vi til alle men’erne.

Mens kulforbruget falder, stiger forbruget af olie og gas

Olieforbruget steg hvert år mellem 2013 og 2017 med 4,1 procent; gasforbruget med 7,8 procent. Alene oliens andel af energiforbruget overgår langt den boomende vedvarende energi, som stadig fylder ret lidt i det store billede – som virkelig, virkelig er stort, når vi taler om Kina.

Elbiler udgør stadig en forsvindende lille del af bilsalget

En væsentlig årsag til Kinas voksende olieforbrug er, at kineserne stadig køber langt, langt flere benzin- og dieselbiler end elbiler. Elbiler af alle slags udgjorde blot 2,2 procent af personbilsalget i 2017. I Norge, hele verdens elbil-dukseland, var tallet samme år 39 procent.

En del af strømmen fra sol og vind går tabt

Det kræver et velfungerende elnet at få maksimalt udbytte af solceller og vindmøller, som i sagens natur er afhængige af vejret og derfor nogle gange producerer rigtig meget strøm og andre gange nærmest ikke noget.

Man skal ganske enkelt kunne flytte strømmen over store afstande, når der er blæst og solskin. Og her er der problemer. En væsentlig del af strømmen fra vedvarende energi går simpelthen tabt, fordi elnettet ikke kan flytte den hen, hvor der er brug for den.

Kineserne har dog, skal det siges, lanceret en storstilet plan for at løse netop dette problem. De forestiller sig at bygge intet mindre end et verdensomspændende højspændingsnet til distribution af ren energi.

Planerne for en storslået CO2-børs er gået i ged

Siden kineserne i 2015 annoncerede deres plan om at lave verdens største marked for CO2-kvoter, er projektet både blevet udskudt og nedskaleret.

Målet hedder nu, at markedet kun skal omfatte strømproduktion og begynde at virke i 2020, men der er også alvorlig tvivl om, hvorvidt den deadline kan nås.

Kineserne finansierer sort energi uden for Kina i stor stil

Kina har de senere år udviklet sig til en slags kombineret bankmand og entreprenør for alverdens udviklingslande, som gerne vil have bygget noget infrastruktur – for eksempel til at producere strøm.

Konceptet er enkelt: Statslige kinesiske pengetanke eller statskontrollerede banker kommer med pengene, kinesiske firmaer bygger skidtet, og modtagerne skal bare betale af over nogle årtier.

Det kunne måske lyde som alle tiders mulighed for at installere solceller i Kenya eller Cambodja, men langt, langt de fleste penge er indtil videre gået til sort energi.

Ifølge beregninger fra den amerikanske miljøorganisation NRDC finansierede Kina mellem 2013 og 2016 kulprojekter for 15 milliarder dollars uden for Kinas grænser, mens blot 600 millioner gik til ren energi.

Forskere fra Tufts University er på lignende vis kommet frem til, at kinesiske penge har finansieret 50 kulkraftværker uden for Kina fra 2001 til 2016. Tilsammen udleder de 50 værker hvert år, hvad der svarer til cirka en tiendedel af den samlede årlige udledning af drivhusgasser fra hele USA.

Såeh … hvad er konklusionen?

For at få mening ud af alle de mildt sagt ret forskelligartede ting, Kina foretager sig, er man nok nødt til at forsøge at forstå, hvad der ligger bag især de grønne initiativer.

Og her er det vigtigt at indse, at det ikke nødvendigvis kun er et dybfølt ønske om at fremtidssikre en oase for menneskeheden” i vores ellers så ugæstfri univers.

Præsident Xi Jinping og resten af den kinesiske ledelse har nemlig en stribe mere lavpraktiske mål og ønsker, som rimer ret godt på grøn omstilling.

  • Kina vil gerne fylde mere i verden. Her er det oplagt at træde ind i det klimapolitiske tomrum, som USAs farvel til Paris-klimaaftalen har åbnet, og det har præsident Xi Jinping så gjort med store ord og klimavenlig politik – eller i hvert fald politik, der kan fremstilles som klimavenlig.
  • Kineserne vil gerne omstille deres økonomi fra storproduktion af andre folks ting til højteknologisk opfinderi. Her er det oplagt at satse på solceller, vindmøller og anden ren energi.
  • Kina vil gerne have så sikker adgang til energi som muligt. Kina har de senere år importeret mere og mere energi fra udlandet, især olie, men kineserne vil i virkeligheden helst være så lidt afhængige af andre folks fossile brændstoffer som muligt. Derfor giver det god mening at satse på vedvarende energikilder og elbiler, der ikke kører på importeret brændstof.
  • Kommunistpartiet vil gerne undgå, at vrede over landets massive miljøproblemer fører til social uro og protester mod regimet. Solceller, vindmøller, vandkraftværker og elbiler kan alt sammen bekæmpe løbsk luftforurening i Kinas storbyer og andre miljøproblemer, som ellers truer med at avle så megen vrede mod magthaverne, at det kan få kommunistpartiet til at tvivle på sit ellers sikre greb om magten.

Indtil videre er der altså tale om en win-win-situation for Kinas regering, hvor klimavenlig politik også tjener en række andre formål. Så man må nok forvente, at kinesernes fortsatte indsats for klimaet afhænger af, hvor godt den passer ind i kommunistpartiets øvrige prioriteter.

Endelig er det vigtigt at forstå, at kineserne ikke marcherer helt så meget i takt, som man måske kan få indtryk af indimellem, og at regimet måske heller ikke har helt så hårdt fat om udviklingen, som præsident Xi Jinping nok kunne ønske sig.

For det første er der masser af økonomiske interesser, som trækker i alle mulige andre retninger end grøn omstilling. Og for det andet har det gigantiske land nogle helt basale problemer med lovhåndhævelse og statistik, som kan gøre det svært for topledelsen i kommunistpartiet at omsætte selv de mest helhjertede klimaplaner til konkret handling.

Og som i øvrigt også betyder, at man altid skal tage tal om udviklingen i Kina med et gran salt. Det er hermed gjort.

Oooookay. Så blev vi så meget klogere, men det er stadig svært at svare helt klart på den her artikels mest grundlæggende spørgsmål:

Kan og vil Kina redde klimaet?

Derfor har jeg stillet spørgsmålet til en mand, som har fulgt udviklingen i Kinas CO2-udslip tæt og regnet grundigt på det. Han hedder Glen Peters og er forskningschef på det norske klimaforskningsinstitut CICERO. Hans svar?

Øhm … Øhm … Nnnej.”

Alligevel, siger han, er han forsigtigt optimistisk”.

Forklaring følger.

Til en start siger Glen Peters noget åbenlyst: Hvis Kina står for godt en fjerdedel af alle udledninger af drivhusgas, jamen så står Kina jo netop ikke for knap tre fjerdedele. Så nej, Kina kan ikke redde klimaet alene.

Men selv hvad angår de udledninger, Kina faktisk står for, er der store udfordringer, siger han. Den største er … kulkraftværkerne. De er nye, og det er et problem.

Hvor Europa og USA har mange gamle værker, som det giver økonomisk mening at sende på pension til fordel for renere alternativer (en proces, som er i fuld gang), vil det være temmelig meget at forvente, at kineserne skulle skrotte værker, der kan køre mange årtier endnu. Især fordi de har masser af kul fra egne miner at fyre med.

Alle solcellerne og vindmøllerne og vandkraftværkerne vil derfor i store træk supplere kulkraftværkerne, ikke erstatte dem. Og selv om kineserne roder lidt med teknologi til at hive CO2 ud af røgen fra kulkraftværker og gemme den i undergrunden (det, der hedder CCS, carbon capture and storage), er det ikke noget, som finder sted i tilstrækkelig stor skala til at batte noget.

Derfor forventer Glen Peters ikke et fald i Kinas udledninger af drivhusgasser, snarere en stabilisering – som der allerede er klare tegn på er ved at indfinde sig.

Men når alt det er sagt, så kan Kina alligevel spille en helt afgørende rolle for den grønne omstilling på kloden som helhed, siger han:

Hvis Kina beslutter sig for at bygge en masse solpaneler eller elbiler eller hvad som helst andet, driver det omkostningerne i bund. Kina er det eneste land, som kan producere i den skala, og derfor kan Kina spille en afgørende rolle for at få omkostningerne ned. Det er noget, vi bør tilskynde til, fordi fremskridt i Kina vil komme alle til gode.”

Så vidt Glen Peters. Jeg skylder vist stadig et klart svar på det spørgsmål, jeg stillede til at begynde med: Kan og vil Kina redde klimaet? Det må lyde omtrent sådan her:

Nej, Kina kan ikke redde klimaet, og om kineserne vil, er svært at spå om. Men de kan i hvert fald hjælpe og lader også til at ville.

Om ikke for klimaets skyld, så for deres egen.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem