Hurra! Danske fødevarer er så klimavenlige, at de kan eksporteres. Men … det skader klimaet

  • 26. november 2018
  • 10 min.
TOUR DE SOJADen danske virksomhed Triple A importerer soja fra hele verden, som de forarbejder til et særligt protein, de derefter eksporterer. For nylig fik de – med miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensens hjælp – en aftale om at sælge sojaproteinet i Kina. Illustration: Kasper Løftgaard for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

00:00

15:37

Derfor skal du læse denne artikel

På den ene side kæmper Danmark mod, at EU indkøber soja fra den anden ende af verden, på den anden side laver Miljø- og Fødevareministeriet eksportaftaler, der medvirker til netop det. Det udstiller et dilemma for Danmark, der økonomisk er dybt afhængigt af det globale fødevaresystem og dets CO2-udledende transport. Skal vi ud af det dilemma, kræver det fundamentale internationale forandringer.

Hvad gør man, når man er bekymret for udviklingen på et område, for eksempel klodens ve og vel?

Man sender et brev til den ansvarlige myndighed. Det var i hvert fald, hvad miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen gjorde for nylig, da han tog kontakt til EU.

Vi har kun én klode,” appellerede Jakob Ellemann-Jensen i forbindelse med brevet, der handlede om de konsekvenser, som både klima og biodiversitet må lide under på grund af træfældning verden over.

Jakob Ellemann-Jensen er bekymret for al den skov, der bliver fældet på verdensplan, hvilket for tiden foregår med en alarmerende” hastighed – særligt i Sydamerika, hvor regnskoven må vige for produktionen af soja, som EU importerer. EU er en del af problemet, skrev ministeren, men kan også blive en del af løsningen, hvis unionens lande finder fælles fodslag.

Samme morgen var ministeren i P1 for at uddybe. Danmark og EU er nødt til at se på, om sojaen – der er det primære protein, danske grise indtager – bliver produceret bæredygtigt.

Og så skal vi i den grad se på alternativer, fordi det her med, at vi skal have fragtet proteiner så langt væk fra til Danmark og Europa, det holder altså ikke på den lange bane.”

Halvanden måned forinden havde Jakob Ellemann-Jensen været i Kina, hvor han mødtes med kinesiske myndigheder og fik åbnet op for, at danske virksomheder kunne eksportere – ja, du gætter det måske – sojaprotein til Kina.

Det udnyttede den danske virksomhed Triple A til at lave en eksportaftale, der vil sikre dem en årlig omsætning for et tocifret millionbeløb. Det, som Triple A gør, er, at de importerer soja fra blandt andet Brasilien, USA og Kina, så raffinerer de produktet i Danmark, inden de sender det til Kina, der selv er verdens største producent af soja.

På den ene side siger Jakob Ellemann-Jensen altså, at vi skal begrænse transporten af soja rundt i verden. På den anden side laver han aftaler, der medvirker til netop det.

Det er den paradoksale situation, som Danmark står i, når det kommer til transporten af fødevarer (og i dette tilfælde dyrefoder). Vi vil gerne begrænse udslippet af CO2 og fældningen af regnskov, men vi er også en lille åben økonomi, der er dybt afhængig af, at vi kan sælge danske fødevarer i den anden ende af verden.

I denne artikelserie ser vi på, hvorfor fødevarerne bliver sendt rundt i verden, selv om det udleder store mængder CO2, som kunne være undgået. På den ene side har virksomhederne på grund af lave transportpriser et incitament til at placere produktionen, hvor den er billigst. På den anden side er den fysiske afstand mellem produktion, forarbejdning og forbrug så stor, fordi man ikke skal betale miljø- eller klimaafgifter for brændstoffer, som forsker i agroøkologi ved Aarhus Universitet Chris Kjeldsen forklarer det.

Vi er altså spundet ind i et globalt fødevarenetværk, der giver stærke incitamenter til at køre, sejle og flyve fødevarer rundt i verden. Og det er i direkte modstrid med hensynet til vores klima – et hensyn, der også fremføres globalt af særligt FN, men også EU.

Spørgsmålet er, om de to ting overhovedet kan forenes. Og hvem der har ansvaret for det.

Lad os først slå fast, at dansk økonomi er fuldkommen afhængig af at kunne eksportere netop fødevarer.

Den danske landbrugsmodel, hvor vi producerer fødevarer af høj kvalitet med fokus på at eksportere, har sine rødder tilbage til 1870’erne, fortæller Chris Kjeldsen, der forsker i agroøkologi ved Aarhus Universitet.

Nu, 150 år senere, slår fødevareeksporten med jævne mellemrum rekord. Sidste år eksporterede vi for 166 milliarder kroner fødevarer. Det svarer til en fjerdedel af den samlede danske eksport. Hvis vi ser på de varer, Danmark sender til det østlige Asien, udgør fødevarer næsten halvdelen. Og samlet set sender vi vores fødevarer længere og længere ud i verden.

Den samlede danske eksport er steget fra omtrent 40 procent af bruttonationalproduktet i begyndelsen af 00’erne til omkring 60 procent af bruttonationalproduktet i dag.

Med andre ord: Hvis vi fra den ene dag til den anden stoppede med at sende danske varer ud i verden, ville Danmark tjene under det halve af, hvad vi gør i dag.

Globaliseringen er altså rigtig god for dansk økonomi, og det er en voksende opgave for Udenrigsministeriet at støtte eksporten og for Miljø- og Fødevareministeriet at støtte eksporten af fødevarer.

Når Miljø- og Fødevareministeriet i disse år skal hjælpe danske fødevarer til udlandet, er det ofte med en grøn salgstale. Danmark er blandt de førende lande, når det kommer til fødevaresikkerhed, og vi kan blandt andet brande os på økologi, lød det i sommer fra Food Nation, et fødevarepartnerskab, der skal booste dansk eksport.

Eksporten af økologiske fødevarer er tidoblet siden starten af 00’erne. Ifølge interesseorganisationen Landbrug og Fødevarer er dansk fødevareproduktion kendt som en af verdens mest ressource- og klimaeffektive.

Tag bare sojaproteinet fra Triple A, der nu skal eksporteres til Kina. Virksomheden tjener penge på at trække de skadelige stoffer ud af sojaen, så man får et protein, der med nogle få gram kan forbedre sundheden i de dyr, der spiser det. Og ultimativt betyder det, at dyrene kan undvære zink og antibiotika. Ad den vej får vi sundere dyr og mindre spild.

Det er, som Jesper M. Jensen, direktør i Triple A, siger en virkelig god historie”, som kineserne gerne vil have del i.

Andre dele af den soja, der bliver importeret til Danmark, bliver spist af de grise, som Danish Crown – der også har fået en eksportaftale med Kina – slagter. Ved en pressebegivenhed i september sendte Jakob Ellemann Jensen de første tre containere med omkring 50 tons pølse, skinke og pepperoni af sted fra Aarhus Havn mod Kina.

Altså: Danmark er så meget i front med en klimabevidst og grøn produktion, at vi kan eksportere den. Men selve det at eksportere den er ikke specielt klimarigtigt.

Dét paradoks vil tilsyneladende kun blive stærkere de kommende år. Danish Crown har også lige indgået en aftale med Alibaba, det kinesiske firma, der er verdens største inden for internethandel, om at levere kød til dem. Og så er de i gang med at bygge en fabrik i Kina, der skal forarbejde frosset dansk svinekød.

Vores fokus er på at gøre produktionen så miljømæssig forsvarlig og bæredygtig som muligt,” siger Jens Hansen, der er pressechef i Danish Crown.

Det kan godt være, at der skal produceres mindre kød på verdensplan, men vi skal være så meget i front, at der fortsat produceres lige så meget dansk kød, fordi det er det mest bæredygtige.”

Kineserne vil have det importerede danske kød, netop fordi det er garant for en høj fødevaresikkerhed. Samtidig har svineproduktionen i Danmark et lavere klimaaftryk end i Kina, og Danish Crowns nye kinesiske fabrik skal køre efter europæiske standarder, når det kommer til energieffektivitet.

Klimabevægelsen er altså blevet en del af den danske fødevareeksport. Men lige meget hvor grønne de produkter, vi eksporterer, er, så er der altid et sort biprodukt.

Globaliseringen har ikke bare øget den internationale handel, den har også øget den klimaskadelige udledning af C02 markant.

Endeløse række af produkter bliver fragtet rundt i verden på containerskibe, i lastbiler og på fly, der alle udleder drivhusgasser.

Forskere har tidligere vurderet, at en tredjedel af CO2-udledningen fra de produkter, der bliver handlet globalt, kommer fra transporten. For hver procent, et lands handel vokser, stiger udledningen af CO2 tilsvarende med over en halv procent, skriver OECD og henviser til et studie på tværs af 63 lande. Hvis et land har en åben økonomi som den danske, medfører det i sig selv en større udledning af CO2, viser et andet studie, som OECD citerer.

Selve fødevaresystemet er blevet globalt med transnationale firmaer og netværk af fabrikker rundt om i verden, der tager sig af hver sin lille del af produktionen. Transporten er billig, og forskellen i løn er stor, og derfor betaler det sig at lave de enkelte dele i forskellige lande.

Når man dykker ned i produkter, bliver man nemt chokeret over, hvor globale de er. For 20 år siden undersøgte Swedish Institute for Food and Biotechnology en flaske tomatketchup og fandt ud af, at der indgik 52 forskellige transport- og forarbejdningsled i den samlede produktion. Tomatpastaen kom fra Italien i særlige poser, der var produceret i Holland, ligesom de fleste andre af ingredienserne var importerede. Selve flasken blev lavet i Storbritannien af materialer fra Japan, Italien, Belgien, USA og Danmark.

Selv om hverken Triple A’s produktion af sojaprotein eller Danish Crowns produktion af frosset svinekød er så uoverskuelig som ketchuppen, er begge virksomheders produkter dog baseret på soja, vi har importeret fra Kina. I sin ph.d.-afhandling undersøgte den danske forsker Marie Trydemann Knudsen, hvad klimaaftrykket var ved at importere økologisk soja fra Kina til Danmark. For hvert ton soja, blev der udledt 429 kilo CO2. 50-60 procent af udledningen kom fra selve transporten.

Derefter bliver sojaen så forarbejdet eller fodret til svin, som så skal eksporteres og sejles med skib til blandt andet Kina.

Danmark står altså med et fundamentalt dilemma. Økonomisk set er vi nødt til at eksportere varer, men som situationen ser ud nu, er vi også nødt til at tage hensyn til klimaet, og det gør fødevaretransport i udgangspunktet ikke.

Forskere, der undersøger udledningen fra transporten af fødevarer (og forventer, at den vil vokse markant i fremtiden), undrer sig over, at den udledning ikke spiller en større rolle i den internationale kamp mod klimaforhandlinger.

Ifølge de eksperter, jeg har talt med, er man nødt til at ændre de incitamenter, så hensynet til klimaet vokser. Det kan være med en mærkning af varernes CO2-udledning eller ved at indføre afgifter på udledningen af CO2.

Da transporten netop er global, kræver det international handling, og hvis vi i Danmark alene indfører klimaafgifter, vil vores virksomheder blive udkonkurreret.

Hidtil har det internationale samfund dog ikke formået at finde en løsning.

I Europa-Kommissionens handelsstrategi står der, at de økonomiske muligheder skal gå hånd i hånd med hensynet til bæredygtig udvikling, men strategien nævner ikke den transport, der hænger uløseligt sammen med handel.

FNs 12. verdensmål handler om at sikre bæredygtige produktions- og forbrugsmønstre, men nævner ikke transport som en eksplicit del af det.

Og det måske vigtigste våben, vi har i kampen mod klimaforandringer, klimaaftalen fra Paris, viger også uden om transporten af varer, når der skal sættes mål for, hvordan vi undgår klodens overophedning.

I det internationale virvar, som fødevareproduktionen udgør, er det svært at finde ud af, hvem der egentlig skal pålægges ansvaret for transportens udledning. Derfor er svaret blevet, at transportindustrien selv gør det gennem de FN-organisationer, der repræsenterer dem.

Luftfartssektoren har besluttet, at drivhusgasudledningerne i 2050 ikke må overstige udledningerne i 2020. Skibsfarten vil i 2050 reducere udledningen til det halve af, hvad den var i 2008. Men det er stadig uklart, hvordan de mål skal indfries, og hvem der skal sikre det.

Spørgsmålet er så, hvilket ansvar vi har i Danmark.

Når verdensøkonomien skvulper,” som Dansk Industri formulerede det for nylig,“ så er Danmark en gul badeand, som skvulper med.”

Hvilken moralsk forpligtelse har en badeand? Ellemann-Jensen er bekymret for kloden på et overordnet plan, men hvordan hænger det sammen med de massive konsekvenser, som ikke mindst Danmarks fødevareproduktion er med til at udøve på klimaet?

Hvordan vægter vi hensynet til klodens klima over for hensynet til vores økonomi?

Det ville jeg gerne have spurgt Jakob Ellemann Jensen om. Han har ikke nået at vende tilbage, så nu overvejer jeg at skrive ham et brev.

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: