Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Emily Salomon er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Danmarks nye madmarkeder er bygget for en menneskehed, der bliver slukøret ved synet af sin egen hærgen

  • 16. november 2018
  • 18 min.
ÆgteMadmarkeder går meget op i autenticitet Papirillustration: Ollanski for Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

De såkaldte madmarkeder boomer i Danmark – og med god grund. For madmarkederne er et forsøg på at virkeliggøre den bæredygtige drøm om aldrig at sætte et klimabelastende aftryk på verden. Men kan vi faktisk spise os ud af problemerne én gourmet-hotdog-bid ad gangen, spørger skribent Jakob Jessen – og rejser til madmarkedernes mekkaer fra Esbjerg til København.

I løbet af sommeren 2018 tog flere hundrede tusind mennesker den ærlig talt temmelig strabadserende tur fra København og ud til den nedlagte B&W-grund på Refshaleøen, hvorfra verdens første oceangående motorskib engang for længe siden var stævnet ud i en ny verden.

Hvad lavede de dér?

Det samme, som de lavede ved den nedlagte spritfabrik et par minutters trav fra Limfjorden i Aalborgs Vestby. Og det samme, som de lavede i en nedlagt biograf i Esbjerg og på det, der engang var verdens første Crazy Daisy på Dæmningen i Vejle. Også i Aarhus syslede de på samme led. Både i de gamle busgarager ved rutebilstationen og i den gamle sportshal over for banegården, dér hvor Josephine Baker engang havde danset rundt i sit bananskørt, sad de nu på rad og række. Ligesom de gjorde i et gammelt pakhus nær havnen i Odense og i en nedlagt Fakta i Taastrup. Selv på en parkeringsplads på Helsingør-motorvejen, på det sted, hvor Danmarks første motorvejscafeteria havde slået dørene op i 1959, strøg de en serviet over læberne, og tog man motorvejen videre til Helsingør, kunne man stå midt i byens gamle skibsværft tæt ved Kronborg og se dem gøre det samme. Det var, som om det halve af Danmark lavede det samme denne sommer.

Hvad lavede de? De spiste.

Madmarkeder kaldes disse steder, der som regel består af en række individuelle madboder, nogle gange såkaldte food trucks, altså transporterbare madboder, opstillet på et afgrænset område, enten under åben himmel eller, som det typisk er tilfældet, i et lukket rum, en gammel fabrikshal eller en forladt biograf. Det er denne afsondrethed, der giver madmarkederne deres lettere utopiske præg, som var madmarkedet en lille verden for sig, et laboratorium, hvor man ihærdigt forsøger at få bæredygtighed og hedonisme til at gå op i ét, og hvor man således kan studere overgangen fra det moderne og til noget andet, mens man drikker økologisk rødbedejuice og spiser bøfsandwich.

For ti år siden fandtes madmarkeder ikke rigtig herhjemme.

Ingen torvehaller, hvor man både kan få en færdigret og en fersk torsk. Og ingen egentlige madmarkeder, steder som Reffen by Copenhagen Street Food (på Refshaleøen i København), Arkaden Food Market (i Odense) og The Lighthouse (i Aalborg). Nu findes der syv alene i Hovedstaden – hvis man tæller det hele med – to i Aarhus, to i Odense, to i Aalborg, et i Esbjerg, et i Helsingør, et i Vejle, et i Viborg, et i Fredericia og et i Svendborg. I Randers skeler man skinsygt til Aarhus og deres Street Food og pusler med uspecificerede planer om et lignende marked i det nedlagte jernstøberi på Industrivej”, ligesom man i Aabenraa, Horsens, Kolding, Holstebro og adskillige andre provinsbyer bøvler med mere eller mindre detaljerede planer – eller simpelthen blot drømmer – om madmarkeder.

Heller ikke hovedstaden er mæt. Dårligt er WestMarket, det fordømte arkadebyggeri på Vesterbro, gået på halen, før nye madmarkeder dukker op. Under en motorvejsbro i den nordvestlige ende af byen – et af de få steder, hvor København engang føltes stor og ondskabsfuld – har kommunen nu planer om kreative arbejdspladser, events og madmarked”. På Frederiksberg åbner Madkulturens Hus i 2019 og Frederiksberg Torvehaller i 2020. Og så er der Boltens Gård, det gamle diskotekskompleks i Indre By, hvor hele det danske jetset engang stod og bællede Dom Perignon med kronprinsen og Cameron Diaz, mens Snoop Doggy Dogg røg marihuana med Puff Daddy.

Også Boltens Gård bliver et madmarked, hvis alt går efter planen.

Noget er beviseligt forandret, og det er danskernes madkultur – eller måske rettere: madens plads i den danske kultur. Drikker fruen komælk? Spiser hun dyr? Hvor hård er skorpen på dit franskbrød? Det er den slags, der gør et menneske nu til dags: mad. Noget, man skejer ud med og helbreder med og soner sin synd med; redder klimaet eller frelser en gris med. Noget, man deler og elsker, regulerer og frygter: mad.

Spist har vi som bekendt altid gjort, men der har ikke altid været flere besøgende i Torvehallerne end i Tivoli. En sommerdag uden for Street Food Esbjerg kunne man på fem minutter overhøre to af hinanden uafhængige kvinder omtale madmarkedet med præcis samme formulering, nemlig som det dér Street Food, alle snakker om”. Sådan har det vist heller ikke altid været, og man får uvægerlig den tanke, at madmarkederne står rejst som regulære monumenter over madens totale triumf herhjemme.

Godt nok er danskerne stadig noget mere nærige med vores fødevareindkøb end italienerne og franskmændene, disse sanselige skabninger, men det går fremad – eller rettere: Forbruget stiger – og vi går betydelig mere ud, end vi nogensinde har gjort: De seneste ni år er den danske restaurationsbranches omsætning således steget fra 27,8 milliarder kroner til 42,7 milliarder kroner, og det var netop midt i denne kulinariske guldalder, at fabrikshallerne og diskotekerne, biografsalene og sportshallerne langsomt blev fyldt op med fødevarer og gjort til markeder.

Som var maden en invasiv art, en stædig sumpbæver eller en hårfrugtet bjørneklo, der sneg sig ind i et tabt samfunds ruiner og satte sig fast.

Men mærkeligt nok føles madens vægt, alle de sociale koder, der knytter sig til vores fødevarer, knap så tung på et madmarked – i al fald hvis man sammenligner med det sociologiske drama, man almindeligvis kalder et restaurantbesøg. Alle de uskrevne regler, angsten for ikke at vide nok om fransk vin og finere madlavning, det almindelige middelklassemindreværd, der besværliggør selv de mest elementære valg, findes ikke rigtig på et madmarked.

Gå ind ad døren til Food Market Esbjerg, forbi plakaten til Chaplins Rampelys, den første film, der rullede over lærredet, da ESA Bio åbnede i 1953. Og fortsæt forbi den gamle biografcafé, der endnu er café og stadig hedder Bogart, og videre, op ad trappen til den gamle biografsal, der slet ikke ligner en biografsal længere, tagkonstruktionen er helt blottet, rummet er fuldstændig oplyst og fuldt af madboder. Kig dig omkring: En forårsrulle fra Streets of Saigon? En venezuelansk arepa hos Corn House? En rødbedejuice fra Treat Juice?

Her slentrer man rundt og vælger fra og til efter behag, snuser lidt til couscousen, før man køber en bøfsandwich. Det er ikke meningen, du skal vide noget som helst om den rødbedejuice, du er i gang med at bestille, din ekspedient skal nok forklare dig det hele (om slowjuicing og den overlegne udnyttelse af næringsstoffer), og under alle omstændigheder er man, som Street Food Esbjerg selv siger det, på rejse” gennem Street Food Esbjerg, hvor du angivelig kan komme hele verden rundt på ét sted”. Man er med andre ord en turist. Og en turist må godt være dum.

Desuden er den dårlige smag sorteret fra ved indgangen. Der findes ikke et madmarked i dette land, hvor du kan opstøve en fabriksproduceret rød pølse med almindelig remoulade. En spandauer? Nej. Der er frit valg, men man kan ikke vælge forkert, og madmarkedet udgør således et lille forbrugersamfund i forbrugersamfundet, hvor skammen er mere eller mindre suspenderet. Det er beviselig en befriende oplevelse. Spørg en tilfældig madmarkedsgæst, hvorfor vedkommende befinder sig på et madmarked, og du vil uvægerlig støde på to ord: hyggeligt” og afslappet”. Sæt dig på et hvilket som helst madmarked, og se, hvad der foregår: Menneskene slentrer roligt omkring, uden egentlig bekymring og nærmest uden retning, de sidder og hænger ved bordene, afslappede og sludrende, lykkelige måske, der er i al fald ikke noget drama overhovedet. Madmarkedet er en lille verden for sig. Der sker ingenting.

Og dog.

For et sted under de blottede tagkonstruktioner, mellem de ubehandlede spånplader og genbrugstallerkenerne, mellem bordene og bænkene, de autentiske tacos og den økologiske tomatjuice, et eller andet sted derinde skimter man noget bekendt. Det er ikke en egentlig ideologi, ikke et politisk program, men måske snarere en idé om det gode liv eller en form for tidsånd, hvis man tror på den slags – en drøm.

Hvad drømmer man om på et madmarked?

Før byen blev et sted, man bor, var den ikke andet end en markedsplads.

Langvejs fra kom de handlende for at bytte en gris for en sølvmønt eller afstå hvedehøsten for en håndfuld glasperler. Når de havde handlet, tog de hjem igen, indtil en og så to – og så videre – fik den tanke at blive hængende. Så havde man en by. I vikingernes Ribe, den ældste af de gamle handelsstæder, gik man og krejlede på den led i århundreder – “Tre køer for en hest!” Fire slaver for en ringbrynje!” – og det samme gjorde man i København – købmændenes havn – hvor man et godt stykke op i det 20. århundrede endnu kunne købe sine sølvbeder på Grønttorvet eller få lidt spæk til postejen ved slagterboderne under Nikolaj Kirke.

Men en dag begyndte vandet at rende i hanerne, man fik badeværelse, og bakteriologien blev en videnskab. Hygiejne var højeste mode. Hestene, der adstadigt havde trukket sporvognene ud og ind af byen og lagt sig en pære på vejen, måtte stå dér på deres fire hove og se elektriciteten komme ræsende: Farvel! Der blev gjort rent: Væk med dyrene, væk med rendestenen, væk med baggårdshusene. Væk med alt det gamle bras. Og væk med markedspladserne. Det var selve Historien, man satte på møddingen, og da der var muget ud, stod markedspladsernes navne tilbage som en død slægtning, man alt for godt kender navnet på, men ikke aner, hvem er. Grønttorvet, Markedspladsen, Kvægtorvet. Nej. Nu kunne man i stedet gå ned og forsyne sig i supermarkedernes oplyste orden, hvor der var to for en tier, og hele verden lå på frost. Super.

I slutningen af 1980’erne ville tilfældet imidlertid, at Hans Peter Hagens tog bolig i Nansensgadekvarteret i København, på den nordlige side af Grønttorvet. Grønttorvet! – det hed det stadig i folkemunde dengang, men på skiltet stod der Israels Plads, og midt på pladsen stod en Statoil, der til alle sider var omgivet af parkeringsplads. Som en mørk ørken midt i byen, larmende åben og underlig lumsk. Rundt om i Danmark stod markedspladserne på samme vis og skreg af ensomhed; de havde ikke andet valg end at lægge deres gamle jord til en Føtex eller satse på en pølsevogn.

Engang havde der været hundredvis af grøntboder på Grønttorvet, Hagens havde selv set billederne fra dengang, pladsen bugnede af liv og grøntsager, men nu var der kun fem boder tilbage, en lidt ynkelig forsamling, der var klemt op i den yderste rand af pladsen. Når de lukkede til aften, åbnede narkohandlen. Hans Peter Hagens kunne ikke lide det. Han var for resten en berejst mand; havde set Mezquitaen i Cordoba og handlet ind på Orientens flydende markedspladser, var sådan en type, der godt kunne lide at sætte næsen i en appelsin og se sin fisk i øjnene, før han købte den. Han var også arkitekt. Og det kunne bruges til noget:

I 1997 tegnede han to torvehaller. De blev præsenteret for offentligheden i Dagbladet Politiken. En kronik, komplet med skitser og det hele og med klar inspiration fra de sydlandske markedshaller og basarerne”, disse enestående handelssteder”, som også, skrev Hagens, er mødesteder for alle indbyggerne, rige som fattige”. Året efter stiftede han med en flok ligesindede Københavns Torvelaug af 1998.
Men tiderne var ikke til torvehaller. Hans og hans laug rendte vigtige folk på dørene, kommunen mestendels, og den ene konsulentrapport fulgte den anden. Men når konsulenterne regnede sig ud i fremtiden, endte de altid det samme sted: Nej, der var ikke penge i en torvehal.

Hans Peter,” sagde de til Hagens: Vi har jo supermarkederne.”

Men Hans Peter Hagens er en stædig mand, og tider, de skifter.

Fuld af lige dele gammelt nag og overdreven fremskridtstro havde man smidt Historien på møddingen. Men nu begyndte man så småt at savne den igen. Terror, en finanskrise, en klimakrise – hvem troede egentlig på fremtiden længere? Teknologien buldrede godt nok stadig derudad, men det var, som om menneskene ikke helt kunne følge med. De levede spaltet. Lagde et billede af deres stenaldermad på Facebook.

De unge mennesker groede skægget langt, og i byen snakkede man om at flytte på landet. Også nationen kom på mode igen, og fra fjernsynet lød en ubønhørlig knevren om antikviteter. Og maden: Pludselig fik man at vide, hvor lammekødet kom fra, hvis man tog på restaurant. Alting skulle være lokalt” og autentisk”. Det gav sig næsten selv: Hvem kunne have andet end foragt for et supermarked, en kopi af en kopi af en kopi, et rationelt oplyst rum, hvor ingenting var lokalt, og alting lå bundet i plast?

Torvehallerne åbnede i 2011, lige dér, hvor Statoil lå, midt på Grønttorvet i København. Og så kunne enhver ellers gå ned og stirre en havkat i øjnene.

Et par år senere skulle Jesper Julian Møller, en kok, der havde startet en af Danmarks første klimavenlige restauranter – på Nationalmuseet i København – og som desuden var stærkt inspireret af en biodynamisk landmand ved navn Niels Stokholm, tage det næste naturlige skridt og åbne Danmarks første egentlige madmarked, i permanent form, på Papirøen i København.

Markedet var tilbage.

Det er ikke så svært at få øje på den drøm, hvis man kigger efter:

På Reffen – madmarkedernes absolutte avantgarde – hænger et kort over Reffen. Det er lavet på et stykke ubehandlet træ og ligner en spontan idé, noget, en tømrer har slået op på en formiddag, færdigt arbejde. På kortet kan man se, hvordan madboderne på Reffen er fordelt på den gamle skibsværftsgrund. Også dét ser lidt tilfældigt ud. Som om det hele blev banket op om eftermiddagen. En klynge dér. En korridor dér. Et spiseområde dér. Toilet, tatovør, tacos. Også selve madboderne har et udpræget interimistisk præg. De fleste er indrettet i gamle skibscontainere, der måske har fået en slyngplante eller et småsprosset vindue installeret for hyggens skyld. Andre boder står blottet i bare spånplader.

Det ser kort sagt ud, som om Reffen opstod ved en pludselig indskydelse – og at det eneste, man havde ved hånden, var en velassorteret trælast og industrisamfundets efterladenskaber. En olietønde, der kunne gøre det ud for en skraldespand. En gammel Citroën-bus, der kan sælge juice. Man får uundgåeligt fornemmelsen af, at hele molevitten lige så godt kunne være forduftet igen i morgen tidlig og følgelig, at Reffen er noget flygtigt, simpelthen en midlertidig foranstaltning eller måske snarere en drøm om ikke at sætte aftryk på denne verden.

At Reffen vitterlig ikke ønsker at sætte for mange aftryk på sine omgivelser, kan man få bekræftet, hvis man studerer madmarkedets otte dogmer, der under overskriften Reduce and Reuse” udstikker de generelle retningslinjer for opførsel og drift af boderne på Reffen, og hvoraf det fremgår, at boderne er forpligtet til så vidt muligt at bygge i genbrugsmaterialer, et dogme, der beviselig er fulgt til punkt og prikke. Man kan også læse, at boderne er forpligtet til – igen, så vidt muligt – i det hele taget at genbruge materialer, og også det må man sige, boderne efterlever det bedste, de har lært. Hos Von Plast kan man således købe plektre og bordskånere og snurretoppe af genbrugsplast, mens ADP Planet sælger T-shirts, hvorpå der står This T-shirt saves water”, fordi ADP Planet producerer T-shirts af overskydende materiale fra konventionel T-shirt-produktion. Man kan også købe læderjakker, der er lavet af brugte læderjakker – med forsikring om, at ingen ko kom til skade – og hvad er det, hvis ikke et ønske om ikke at sætte aftryk på denne verden?

Eller tag maden: Reffen ønsker at blive det første madmarked, der producerer sine egne økologiske råvarer – på en bondegård uden for byen – og indtil da er det bestemt per dogme, at boderne bruger økologi, friland og lokale råvarer, hvor det er muligt. På Reffen bliver dogmer som bekendt overholdt, og Jeppe på Reffen – en form for pølsevogn – putter således økologisk hjemmelavet sennep og økologiske syltede rødløg i sine traditionelle danske gourmet-hotdogs,” mens Tropical Shave Ice serverer en særlig form for sodavandsis, der angivelig beror på en ældgammel dessert, der går tilbage til den romerske kejser Nero i år 27 B.C.E.”, og som under alle omstændigheder både kan fås med originale sirupper fra USA samt danske økologiske sirupper”. Sæben hos Enchanted Ataraxia er fri for palmeolie og aldrig testet på dyr.

Sådan er det overalt på Reffen – og på de fleste andre madmarkeder, omend Reffen er i en klasse for sig: Det hele er økologisk og bæredygtigt, hvis det ikke er vegansk eller som minimum biodynamisk, og uanset hvad det er, så kan man være sikker på, at det, du spiser, og dem, der laver det, du spiser – og hele det komplicerede arrangement, der gør det muligt for dig at spise det, du spiser – sætter så minimalt et aftryk på både din egen krop og din samvittighed, som det nu engang er muligt. Det er, som om det hele er bygget for en menneskehed, der bliver slukøret ved synet af sin egen hærgen.

Men det er ikke kun din krop og klimaet, der ikke skal sættes aftryk på, også Kulturen er fredet. Næsten alle de mere end 50 madboder på Reffen Food Market tager således navn efter et sted. En fremmed nation, en eksotisk by. Hos Lima sælger de Peruvian food”. The Real Greek serverer authentic Greek grilled delicacies”. Hos Reykjavik Skyr Cake kan man få en Icelandic Style Cheese Cake”. Det er altså verden, du får serveret, og den er sirligt opdelt. Arabien, Centralafrika, Danmark – falafel, baobabjuice, bøfsandwich.

Det er en form for – hvad skal vi kalde det? – globaliseret anti-globalisme, der praktiseres på madmarkederne. Det er i hvert fald svært at forestille sig et bedre billede på globaliseringen: en markedsplads, hvor man kan købe hele verden (hvis man har råd), og en markedsplads, der er den samme alle steder, uanset om man så befinder sig i Esbjerg eller Aarhus eller på Bite Club i Berlin eller Brick Lane i London. Det er hele verden på ét sted. Alle steder. Altså: globalisering.

Men den mad, du så faktisk får serveret, er til gengæld så godt som renset for globaliseringens tendens til at opløse grænser, kulinariske og konkrete, og gøre verden til ét sted. Nationerne er altid skarpt opdelt på et madmarked, skidt og kanel for sig, ikke noget med at blande lidt remoulade i din taco. Det er kulturkonservativ mad, man spiser her.

Der er også noget ved selve måden, maden bliver fremstillet på. Der står et rigtigt menneske foran dig og laver din traditionelle gourmet-hotdog, og vedkommende laver din traditionelle gourmet-hotdog med sine rigtige menneskehænder. Du kan se det. Der er nærmest ingen maskiner involveret, ingen tilsætningsstoffer eller fabriksbånd. Intet er moderne eller syntetisk, alting hedder noget med autentisk eller klassisk eller traditionelt eller originalt. Sodavandsisen er 2.000 år gammel, og pointen er klar: ikke sætte aftryk på ukrænkelige kulturer.

Så.

Hvis der er en drøm på disse madmarkeder, må det være en drøm om en verden før

Før maskinerne. Før maden røg i køledisken, og markedspladserne forsvandt. Før globaliseringen og moderniteten – og før mennesket, får man lyst til at sige, i al fald før mennesket begyndte at sætte sit aftryk på den her klode, at efterlade sit elendige skrald og sine narcissistiske bygningsværker overalt. Det er ikke en drøm om en verden, der er gået i stå, men om en verden, der går i ring; en drøm om en bæredygtig hedonisme, et økologisk ædegilde. En verden, hvor intet går til spilde, alt bliver fortæret, omsat, brugt og genbrugt, hvor selv tallerkenerne, man får sin mad på, er komposterbare og kan spises, principielt set i al fald, og forsvinde ud i det organiske kredsløb, og hvor intet bliver stående, som det er.

Det eneste, der står stille på Reffen, er de gamle B&W-bygninger, der rejser sig i baggrunden. De skal også være madmarked en dag – og det er jo også en form for genbrug. Men det flytter de sig ikke af, de gamle kæmper. De står dér, helt stille, og minder om en anden tid. De har ingen anden funktion, disse efterladenskaber, end at stå fast, som noget bestandigt og uforanderligt midt i et nådesløst biologisk kredsløb.

Og det er nok derfor, madmarkederne tager navn efter dem.

Værftet, Reffen, Teglværket …

Onsdag den 26. juni 1912 sejlede M/S Selandia ind mod København. Kanonerne skød salut, og da Selandia kom i Sigte ud for Saltholmen, fejede Solen Skyerne til Side og skinnede muntert på det spejlblanke Sund,” som det hed i Socialdemokraten. Da skibet endelig lagde til kaj, blev der ydet en begejstret Hyldest fra Tusinder af Københavnere”.

Ifølge britiske The Motor Boats korrespondent havde Selandia allerede markeret en Mærkedag i Industriens Historie”, da den overlevede sin første tur i vandet i begyndelsen af november 1911, men nu havde et dieseldrevet skib krydset verdenshavene for første gang. Sejlet til Bangkok og tilbage igen.

Det er svært at tænke sig et bedre billede på det moderne: Først anlagde man en ny ø, Refshaleøen, kaldte man den. Så byggede man et værft og ansatte arbejdere nok til at blive Danmarks største arbejdsplads – arbejdere, der gennemførte danmarkshistoriens første strejke, kæmpede for en ny verden, et socialistisk samfund. Man ansatte ingeniører, der kunne tegne nye ting, og man byggede nye skibe, iblandt dem Selandia, verdens første oceangående motorskib, der udelukkende var drevet af diesel, det nye brændstof. Og så sendte man skibene ud i en ny verden, igennem en ny kanal, Suez-kanalen, der havde skåret verden op på en ny måde – og sågar med beton i lasten. Og da man kom hjem, fejrede man det som en sejr over … hvad? Over naturen, selvfølgelig, over alt det, der står i vejen for fremskridtet. Det var kort sagt en ny verden, menneskets verden, man byggede – af sved og olie og kul og stål og svineri – og det var meningen, den skulle blive stående.

Og det gjorde den også, for her sidder vi så, lige præcis her, hvor det hele skete, på Refshaleøen. Og hvad laver vi her? Og hvad laver vi på Værftet i Helsingør og Teglværket i Sydhavn og Pakhuset i Odense og den gamle køkkenfabrik i Aalborg?

Hvad laver vi? Vi spiser.

Og således altså overgangen fra industrisamfund til forbrugersamfund, fra det moderne og til noget andet: Engang byggede vi en ny verden. Og nu spiser vi. Også den nye verden, vi byggede engang, spiser vi. Vi forbruger den i al fald, sidder her og suger til os af de gamle bygningers aura, som om det gør verden lidt mere virkelig, at ruinerne stadig står her – og at de står fast. Som om den hotdog, vi spiser, bliver lidt mere virkelig, fordi den er traditionel”, og sodavandsisen lidt bedre, fordi den er på alder med Kejser Nero.

Vi klamrer os til Historien, vi spiser den, men vi skal ikke nyde noget af at sætte vores eget aftryk på den. Vi drømmer ikke om at bygge noget nyt, der bliver stående, tværtimod, vi drømmer om at gå i ét med naturen, at udslette vores eget aftryk på verden. Og det er der jo sådan set også al mulig god grund til – vores hærgen taget i betragtning. Men det er alligevel lidt vemodigt, som bondeangeren har fået taget i os. Der sker ingenting. Vi sidder bare her, hver for sig, og forsøger at spise os ud af problemerne én bid ad gangen.

Mad …

Desuden kan man ikke længere få en rødbedejuice på Street Food Esbjerg. Treat Juicebar drejede nøglen i slutningen af oktober. Jeg tror ikke helt, esbjergenserne var klar til juice,” sagde madmarkedsdirektøren i den forbindelse til JyskeVestkysten. Så nu er boden tom. Også Rolling Chicken og Corn House er forsvundet. I København lukkede WestMarket dørene for sidste gang den 2. september. Måske er markedet for madmarkeder allerede overmættet. Det er svært at sige. Men sikkert er det, at den dag madmarkederne er borte, så vil de være helt borte, intet vil stå tilbage.

Arkæologerne vil aldrig støde på efterladenskaberne af et madmarked og tænke:

Sådan spiste man altså i året 2018.

Artiklen er baseret på reportage fra Reffen Street Food, Broen Street Food, Street Food Esbjerg, Torvehallerne og Aarhus Street Food, interviews med Jesper Julian Møller og Hans Peter Hagens, samtaler med madmarkedsgæster, bøgerne Torvehallerne’ af Hans Peter Hagens og antologien Madsociologi’ samt følgende internetkilder: AOK, Alt Om Historie, Arbejderen, Arkitekturvaerkstedet, Berlingske, byggeplads.dk, business.dk, Danmarks Statistik, Ekstra Bladet, Foodculture.dk, Information, Ingeniøren, Jyllands-Posten, JyskeVestkysten, Københavns Kommune, Magasinet Søfart, MagasinetKBH, Museet for Søfart, Nationalmuseet, Politiken, Reffen, Socialdemokraten, TV2 Lorry, TV2 Fyn, TV Syd, Toppforskningsinitiativet, TV Øst, VICE Magazine, Visit Copenhagen, Visit Esbjerg, YouTube og Århus Stiftstidende.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem