Send en tanke til Zetlands medlemmer

De har betalt for, at vi kunne lave denne artikel. Uafhængig journalistik er ikke gratis.

Helikopter

Torsdag 27. februar 2020

Corona-virussen er nået til Danmark. Så hvad nu?

I dag kigger vi på, hvad Danmark gør for at holde smitten i ave. Og hvad der sker, hvis vi ikke kan. Gæst: Anders Beich, læge og formand for Dansk Selskab for Almen Medicin.

Sådan synes vi, nyhederne skal lyde. 15 minutter om dagen – 5 dage om ugen. Lyt med her eller i Zetland-appen, hvis du er medlem.

Her er dagens nyhedsoverblik fra Zetland. Det bliver viralt.

Dagens citat

“Ingen træklatring – ingen indflydelse. Jeg ville vælge træklatring – igen. Og tage tævene med et smil”

Det skriver tidligere partileder for Liberal Alliance Anders Samuelsen i et råd til De Radikale. Samuelsen tog flere store opgør som både regeringspartner og støtteparti til den forrige regering – i øjeblikket gearer De Radikale op til deres eget opgør.


Dagens store historier

Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Corona

  • ... er nået til Danmark. En mand er blevet testet positiv, og han og familien er blevet sendt i hjemmekarantæne (DR).

  • Manden arbejder på TV 2, og op imod 20 af hans kolleger er for en sikkerheds skyld også sendt hjem (TV 2).

  • Han havde været på skiferie med sin familie i Italien. Her er der et større udbrud i gang. Myndighederne har forsøgt at sætte hele byer i hjemmekarantæne, men er ikke lykkedes med at stoppe spredningen. 400 er ramt, 12 er døde (BBC).

  • De danske myndigheders plan A er at inddæmme sygdommen, så godt den kan, med karantæner. Men flere og flere eksperter mener, at det er et sandsynligt scenarie, at sygdommen vil sprede sig til store dele af befolkningen (The Atlantic).

  • Det er betydelig mindre uhyggeligt, end det måske lyder. I dagens lydudgave dykker vi ned i, hvad myndighederne gør lige nu – og hvorfor denne her corona-virus på sigt kan blive en mild sygdom, som vi mennesker skal bikse med i mange år fremover (Zetlands nyhedspodcast).

Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Alternativet

  • ... kæmper for sin politiske overlevelse. Det sagde partiets stadig relativt nye leder Josephine Fock i dag torsdag (Slotsholmen/DR).

  • Partiets stifter, Uffe Elbæk, forlod formandsposten sidste år efter et dårligt valgresultat og flere sager om interne problemer. Fock blev valgt som hans afløser på bekostning af for eksempel den politiske ordfører Rasmus Nordqvist (Politiken).

  • ... Og siden da har der været dels en slags fløjkrig i partiet. Flere ledende medlemmer, også Nordqvist, har forladt deres poster (Berlingske).

  • Og dels har der været meget kritiske historier om Josephine Focks ledelsesstil. Anonyme medlemmer og ansatte i partiet anklager hende for at skabe et dårligt klima. En har oplevet, at Fock har taget fat i vedkommende og rusket (Information).

  • Historien er vild, for det her er lige præcis den form for politisk kultur, som Alternativet ville gøre op med (Zetland).

Det skal du også vide

Danske Bank nedlægger 400 stillinger. 230 skal fyres. Danske Bank er på vej igennem en blanding af store møgsager og mere strukturelle ting, som hæver omkostningerne og sænker indtægterne (Ekstra Bladet).

Storbritanniens Højesteret har sagt nej til at udvide lufthavn. Klimaaktivister lagde sag an mod den store Heathrow Lufthavn. Den vil gerne udvide med en tredje landingsbane – men Højesteret gav aktivisterne ret i, at det strider imod Storbritanniens klimaforpligtigelser (BBC).

Gør dig klar til et Brexit-deja-vu. EU og Storbritannien begynder formelt i næste uge at forhandle om en ny handelsaftale. Boris Johnsons regering gør (igen) klar til at gå væk fra forhandlingsbordet med et no deal allerede til juni (Politico).

Foto: Kim Hong-Ji, Reuters / Ritzau Scanpix

Dagens Zetland-historier

Mere corona. I dag har vi på Zetland tilfældigvis også lavet en stor baggrundsartikel om (stort set) alt det, du skal vide om sygdommen og dens implikationer. Så er du godt klædt på.

Mindre natur. Verden, og Danmark, har en biodiversitetskrise. Vi har fundet et luftfoto fra Anden Verdenskrig, der viser, hvordan naturen havde det engang – og hvad der er ved at ske.

Mere EU. Zetlands Sidsel Hoe har overtaget EU-stoffet. Derfor skal hun snart bo noget tid i Bruxelles. Og hun spørger, hvad du godt kunne tænke dig, at hun bruger sin tid på.


Mads Olrik

Det var torsdag. Forhåbentlig kommer der lidt mindre drama i morgen. Vi ses.

Med venlig hilsen

Mads Olrik

Helikopter-vært