Mød landmanden, der har halveret metanudslippet i sin svinestald med noget så simpelt som en gylletragt

KLARSådan ser en klimavenlig grisestald ud, dagen før et nyt hold grise rykker ind. Foto: Mathilde Bech for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

Produktion af kød er blandt verdens største klimasyndere, og en af hovedårsagerne er store udslip af metan og lattergas. Men lidt syd for Randers har en opfindsom svineproducent halveret sine udslip af metan og lattergas-dannende ammoniak med en blanding af utrolig simpel og meget avanceret teknologi. Nu drømmer han om at udbrede sine opfindelser til hele verden, alt imens han kæmper med en, synes han, meget konservativ branche og et langsommeligt dansk system til godkendelse af ny landbrugsteknologi.

Når man triller ind på den mudrede gårdsplads, er det ikke umiddelbart til at se, at det her skulle være et udviklingslaboratorium for fremtidens klimavenlige landbrug. Til højre ligger et forfaldent, ubeboet stuehus, ligefor står to rødmurede staldbygninger, til venstre en maskinstald, der er vokset sammen med endnu en staldbygning, og foran staldbygningen en lille fold, hvor en enlig hest trisser omkring og græsser. Et sted på himlen hænger et par lærker og slår triller ud i forårsluften.

Jørgen Berth begynder rundturen i staldbygningen bag hesten. Indenfor er der ikke nogen dyr. Betongulvet er stort set tomt, bortset fra nogle opmagasinerede stole og så et par store, sorte plastikaggregater. Jørgen Berth lægger hænderne på den ene af plastikdimserne – en cirka én meter høj og halvanden meter bred kvadratisk kasse. Det her er så produktet,” siger han. Indersiden af kassen er formet som en tragt, der ender i en rund åbning på cirka 20 centimeter i diameter. Nær toppen af tragten er der boret huller i kanten ind til hulrummet nedenunder.

Kassen er beregnet til at støbe ind i gulvet under en svinesti for at opsamle gylle – griselort, simpelthen – og den har, i kombination med et par yderligere teknologiske spidsfindigheder, en dokumenteret evne til at skære halvdelen eller mere af en svinestalds udledninger af metan og ammoniak. Det er godt for klimaet, fordi metan er en kraftig drivhusgas, og fordi udslip af ammoniak også kan føre til dannelse af lattergas, der er en endnu kraftigere drivhusgas end metan. Derudover er ammoniak sundhedsskadeligt og fører til kvælstofforurening i naturen. Og nå ja – så kan kassen også sørge for, at en svinestald stort set ikke lugter.

Så måske er det her, fremtidens klimavenlige kødproduktion begynder: et sted mellem Randers og Hadsten hos en opfindsom gårdejer, som insisterer på at gøre tingene på sin egen måde. Jeg har svært ved at acceptere, at man ikke udnytter de teknologiske muligheder, der er,” siger Jørgen Berth. Landbruget er så utrolig traditionsbundet.”

GRISETOILETJørgen Berth håber at sælge sin opfindelse til hele verden. Foto: Mathilde Bech for Zetland

Menneskehedens store produktion af kød er blandt de væsentligste årsager til både klimaforandringerne og det verdensomspændende tab af biodiversitet. For det første, fordi dyrkning af mad til vores husdyr kræver meget store arealer, hvor der så ikke kan være vild natur, og for det andet, fordi husdyrene udleder store mængder drivhusgasser via deres afføring, prutter og bøvser. At det forholder sig sådan, er nok efterhånden gået op for de fleste.

I klima- og biodiversitetsperspektiv er kød dog ikke bare kød. Svinekød er allerede langt bedre end oksekød, fordi der ikke dannes metan i grisemaver i nær samme omfang som i komaver, og fordi det kræver meget mindre tid – og derfor meget mindre foder og derfor meget mindre plads – at opfostre et slagtesvin end et kødkvæg. Der er også mere kød på en gris end på en ko i forhold til dyrets samlede kropsvægt. Det betyder alt sammen, sådan i gennemsnit, at der udledes langt færre drivhusgasser per kilo kød, når vi taler svin, end når vi taler kvæg. Hvis man så også kan nedbringe de udslip af metan og lattergas-dannende ammoniak, som svineproduktion trods alt stadig medfører, ja, så begynder det at ligne noget. Ikke mindst i kontekst af de politiske vinde, som i øjeblikket blæser hen over landbruget. Både regeringen herhjemme og Europa-Kommissionen har signaleret, at landbruget skal mindske sit klima- og miljøaftryk markant over de kommende år. Business as usual er ikke en mulighed,” lød det tidligere på året fra Europa-Kommissionen, og der blev også varslet klimakrav til landbruget i forbindelse med det forståelsespapir, som S-regeringen herhjemme baserer sin magt på, ligesom der blev det i aftalen om klimaloven fra december.

TÅGETSmågrisene her bliver dagligt oversprøjtet med et biocid, der skal mindske risikoen for sygdomme både hos grisene og hos de mennesker, der passer dem. Foto: Mathilde Bech for Zetland

Jørgen Berth er ikke nogen helt almindelig landmand. Faktisk er han slet ikke landmand, men kemiingeniør, og dialekten afslører, at han hverken stammer fra Randers eller Hadsten, som han – modsat de lokale – udtaler med tryk på sidste stavelse, Hadsten. Jeg har kun boet her i 29 år,” siger han med en diktion præget af opvæksten i København og Nordsjælland. Han er ikke klædt i gummistøvler, men lave sorte herresko, og der stikker en lyseblå skjortekrave ud af halsåbningen på den grå sweater. Indtil sommeren 2019 var Jørgen Berth leder i et firma, der producerer rør, og det meste af sit arbejdsliv har han beskæftiget sig med plastik. Landbruget driver han som interessentselskab sammen med sin ældste søn, der er landbrugsuddannet, og alt det med at skrue ned for udledningerne begyndte tilbage i 2004, da Jørgen Berth indså, at der skulle produceres nogle flere svin, hvis sønnen på sigt skulle kunne leve af det. Dengang havde Jørgen Berth kun tilladelse til at lave 800 slagtesvin om året, og amtet ville kun tillade flere, hvis de kunne opdrættes uden yderligere udslip af ammoniak, der som nævnt både er sundhedsskadeligt og kilde til dannelse af lattergas, der er en 265 gange så kraftig drivhusgas som CO2. Så jeg gik i tænkeboks,” siger Jørgen Berth. Resultatet blev gylletragten og en mængde andre højteknologiske tiltag. I dag producerer Jørgen Berth, sønnen og deres to medarbejdere 12.000 slagtesvin om året – og udleder mindre ammoniak, end dengang tallet var 800, siger han. I Randers Kommune bekræfter man, at der faktisk ikke kan konstateres nogen som helst miljøpåvirkning fra Jørgen Berths svinestalde på det naturbeskyttede område, som ligger lige ved siden af.

GENNEMTRÆNGELIGHele staldens ene endevæg er én stor membran, hvor luften kan sive ind til grisene indenfor. Foto: Mathilde Bech for Zetland

Jørgen Berth har udviklet og patenteret sit koncept med gylletragte i forbindelse med byggeriet af en gigantisk stald med plads til 3.400 grise, som ligger lige ved siden af hans hjem på Værum Vestergaard syd for Randers. Men den sidste nye, masseproducerbare version af gylletragtene befinder sig her på den tilstødende ejendom, hvor de er støbt ind i gulvet i staldbygningerne ovre på den anden side af gårdspladsen.

Inde i stalden nærmest stuehuset er der tomt, for det seneste læs grise er kørt på slagteriet en uges tid før vores besøg, og rummet er rengjort, så der kun mangler den sidste desinficering, før et nyt hold grise kan komme ind og blive fedet op. For et utrænet øje er det ikke lige til at se, men stalden er ret så højteknologisk. Den er udstyret med et avanceret ventilationssystem, hvor luft udefra i den ene ende suges ind gennem en membran, der på varme dage kan overrisles med vand, så luften køles, inden den ryger ind til grisene. I den anden ende af stalden befinder sig otte store sensorstyrede ventilatorer, som tænder automatisk, hvis CO2-niveauet bliver for højt. Der er også udluftningsklapper i loftet over hver enkelt sti og varme i gulvet. Cirka to tredjedele af gulvarealet i hver sti er beton, resten udgøres af en metalrist, som ligger hen over gylletragten. Vi vil groft sagt gerne have dem til at skide dér og sove dér,” siger Jørgen Berth og gestikulerer henholdsvis mod risten og betongulvet, og det kan man så styre ved hjælp af klimaet.” For eksempel kan man på kolde dage tænde for gulvvarmen dér, hvor man gerne vil have grisene til at sove, så de går på toilettet henne over tragten.

Når først man har fået grisene til at besørge det rigtige sted, opstår fordelene. Jørgen Berth fik idéen til gylletragten ud fra det simple princip, at jo større en overflade er, jo mere kan der fordampe af ammoniak og ildelugtende svovlforbindelser af den slags, der har fået mange til at rynke på næsen ad svinebranchen. Ved at lede gyllen ned i tragten mindskes overfladen og altså også fordampningen. Alle tragtene ender samtidig i en fælles kanal, hvilket vil sige, at de hænger sammen som forbundne kar. Gyllen kommer altså ikke til at stå ekstra højt i en enkelt gylletragt, bare fordi der af en eller anden grund skulle komme ekstra meget gylle i den.

Øverst i hver tragt er der desuden boret nogle huller, og gennem hullerne suges dampene fra tragten ned i en ventilationskanal, som ender i en kemisk luftrenser – det vil sige et stort, hvidt containerlignende apparat, som befinder sig ude på den anden side af staldens bagvæg. Målinger fra Teknologisk Institut på en tidligere version af systemet har vist, at udsugningen nede i tragtene kan opsnappe 85 procent af ammoniakdampene, og luftrenseren har en dokumenteret evne til at fjerne 89 procent af ammoniakken fra den luft, der strømmer igennem den. Jørgen Berth vurderer på den baggrund, at han med sit gylletragt-system kan fjerne 80 procent af ammoniakudledningerne fra stalden ved at rense blot en fjerdedel af luften. Og det er penge,” siger han. Det er nemlig langt mindre energikrævende – og dermed billigere – at rense en fjerdedel af luften end at rense det hele, sådan som han gør i kæmpestalden ved siden af sit hjem. Samtidig betyder luftrenserens opsnapning af ammoniak, at det kvælstof, der ellers ville gå tabt som ammoniakdampe, i stedet kan bruges som gødning på markerne.

Men det med ammoniakken og lugten er ikke hele fidusen. Det forhold, at alle gylletragtene ender i en fælles kanal under tragtene, gør det nemlig meget nemt at tømme gyllen ud af stalden meget hyppigt. Og det er her, den helt store klimafidus opstår. Det har nemlig betydning for metanudledningen, hvor længe gyllen får lov at blive i stalden. De bakterier, som omdanner kulstof i gyllen til metan, stortrives i en lun svinestald, og kan man få gyllen hurtigt ud i kulden, har de mindre tid til at lave metan inde i varmen.

Normalen i en svinestald er, at gyllekummen i hver enkelt svinesti skal tømmes for sig, og at der nemt går fire til seks uger mellem udtømningerne, ligesom der typisk altid vil stå noget gylle tilbage. Alt det kan man undgå med Jørgen Berths system. Seniorrådgiver Michael Jørgen Hansen fra Institut for Ingeniørvidenskab ved Aarhus Universitet har lavet pilotundersøgelser med gylletragtene, og hans resultater tyder foreløbigt på, at de kan halvere metanudledningerne i en grisestald. Samtidig har Teknologisk Institut konstateret, at stort set ingen ildelugtende svovlforbindelser undslipper Jørgen Berths stald, når gyllen tømmes hyppigt ud.

Hvor stor reduktionen i metanudslippet i sidste ende bliver, afhænger selvfølgelig af, hvad der sker med gyllen uden for stalden. Hvis den bare bliver opbevaret i en gylletank, vil der stadig dannes metan, men i mindre omfang – af den simple årsag, at det i gennemsnit er koldere udenfor, hvilket sætter farten ned på de metanproducerende bakterier. Men hvis gyllen udnyttes til biogas, bliver klimaregnskabet markant bedre. Og det smarte er, at jo mindre kulstof der forsvinder som metan inde i stalden, jo mere er der tilbage, som kan blive til metan på et biogasanlæg, hvorefter det kan bruges til erstatning for fossil naturgas. Muligheden for at få gyllen hurtigt ud af stalden mindsker altså ikke bare metanudledningen, den øger også gyllens værdi som klimavenlig energikilde.

OPFINDSOMIfølge Jørgen Berth selv ligger det i familiens gener at hitte på. Foto: Mathilde Bech for Zetland

Jørgen Berths satsning på avanceret teknologi standser på ingen måde med gylletragte, klimastyring og kemisk luftrensning. Lige uden for det tomme staldrum er der for eksempel ført to tynde plastikrør ned til luftkanalerne under gylletragtene. Formålet er at eksperimentere med at tilsætte ozon, der kan fjerne de kemiske forbindelser, som får gylle til at lugte. Her er ekstremt meget teknologi, og det finder du ingen andre steder i Danmark, måske ikke engang i Europa,” siger Jørgen Berth.

I den tilstødende staldbygning, hvor der går smågrise, er luften i det ene staldrum helt tåget. Det skyldes, at grisene lige er blevet oversprøjtet med et biocid – det vil sige et middel til at bekæmpe sygdomsfremkaldende mikroorganismer – som er uskadeligt for mennesker og blandt andet består af mælkesyre og lavendelolie. Grisenes får et flydende foder, der doseres automatisk efter deres vægt, og som bliver brygget i to enorme, røde fermenteringstanke i et lokale ved siden af. Her omdanner mælkesyrebakterier blandt andet korn og soja til en flydende masse, der matcher pH-værdien i grisenes maver. Det skulle gerne give en bedre tarmflora og dermed færre sygdomme, lidt ligesom når mennesker spiser A38. På længere sigt håber Jørgen Berth at skifte sojaen ud med andre, mindre klimabelastende proteinkilder, for eksempel muslinger og tang.

Ved siden af anlægget står en computer, hvor man både kan følge med i foderets pH-værdi og grisenes skønnede vægt og foderindtag i de enkelte stier. Det her er lige mig,” siger Jørgen Berth og fortæller, hvordan han også kan følge med i tallene fra sin hjemmecomputer. Hans fortid som industrimand fornægter sig ikke. Jeg betragter det her som industri,” siger han. Det er nok forskellen på mig og de andre.”

Jørgen Berths industrielle tilgang betyder også, at han ikke har tænkt sig at holde sine gylletragte for sig selv. Gården, hvor vi er på besøg, er mindst lige så meget showroom og forsøgscenter, som den er et sted, hvor der skal produceres svinekød.

Staldbygningen, hvor vi begyndte, skal indrettes til produktfremvisninger og konferencer, og drømmen er at masseproducere gylletragtene og sælge dem i stort tal i udlandet. Det danske system er nemlig alt for langsommeligt og tungt, mener Jørgen Berth. For at andre landmænd kan få økonomiske tilskud og miljøgodkendelser i forbindelse med brug af hans gylletragte, skal tragtene nemlig først optages på Miljøstyrelsens Teknologiliste, og det kræver længere tids demonstrationer og målinger. Det tager to år og koster en million,” siger Jørgen Berth. Til april har han lagt billet ind på et foretræde for Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg for at fortælle om, hvorfor han synes, at systemet er for langsommeligt.

Men Jørgen Berth føler faktisk også, at hans egen branche modarbejder ham. Det er en tung og svær og konservativ branche,” siger han. Jeg har mange gange fået at vide, at nu må jeg ikke sætte barren for højt – jeg skulle bare lige tilfredsstille kravene.” Han er også frustreret over, hvad han oplever som manglende støtte fra Seges, der er den store landbrugsorganisation Landbrug & Fødevarers videns- og innovationsorgan. Seges leverer viden om ny teknologi til de lokale landbrugsrådgivere, der hjælper landmænd rundtomkring i landet, og fungerer samtidig som sparringspartner for teknologiudviklere som Jørgen Berth. Men også her er indstillingen, mener Jørgen Berth, at barren helst ikke skal sættes højere, end lovkravene dikterer. Det er han ikke imponeret over. Som vores organisation burde de presse på for at få det bedst mulige, også for at skabe det bedst mulige image for landbruget. Landbruget er jo ikke særlig velset.”

Til dét siger Seges’ direktør for innovation, Lisbeth Shooter, at hun har svært ved at genkende billedet af sin organisation som én, der kun arbejder for lige netop at leve op til lovens krav. Hvis det var tilfældet, ville vi arbejde ud fra en reaktiv tilgang. Men vi har jo rigtig mange eksempler på, at vi ser på ting, som ikke ligger i rammevilkårene, men som er noget, vi som erhverv er nødt til at løse fremadrettet.” Hun nævner som eksempler, hvordan Seges længe har arbejdet med at udvinde protein af græs til erstatning for sojaprotein, og med satellitter, droner og billedgenkendelse som værktøjer til at styre gødning og ukrudtsbekæmpelse, så der slipper mindst muligt kvælstof og pesticider ud i miljøet.

KLARDer mangler kun sidste rengøring, så er stien klar til et nyt hold slagtesvin. Pinden er ment som legetøj. Foto: Mathilde Bech for Zetland

Jørgen Berth kører i opladelig hybridbil, han har brugt mange kræfter på at reducere elforbruget på sin bedrift, og han forsikrer, at han skam er overordentlig bekymret for klimaet. Men da vi til sidst sidder og taler sammen inde i det forfaldne stuehus, kan jeg ikke undgå at stille ham et spørgsmål, som der sikkert også er andre, der brænder inde med på det her tidspunkt: Hvor meget mening giver det egentlig, sådan i det helt store klimaperspektiv, at forsøge at gøre en i udgangspunktet ret så klimaskadelig aktivitet – nemlig kødproduktion – mere klimavenlig, når det, der måske mest af alt er brug for, er mindre kødproduktion?

Det bedste ville være, hvis vi sagde, at nu holder vil helt op med at lave kød. Men så er spørgsmålet: Hvem laver det så? Bliver verdensforbruget dét mindre?” spørger Jørgen Berth. Han svarer selv: Nej, det gør det ikke. Kineserne er et af de største svinespisende folk i verden, og deres forbrug bliver ved med at vokse. Der er mange mennesker, som får større økonomisk råderum. Så forbruget stiger, uanset hvad vi gør i Danmark.”

Man kan diskutere, hvor meget kød der på sigt skal laves i Danmark – og Jørgen Berth tror faktisk ikke, at den store danske svineproduktion kan vare ved – men man kan ikke komme udenom, at han har en pointe med hensyn til stigende kødforbrug. Ingen kender fremtiden, men FNs fødevareorganisation forudser store stigninger i efterspørgslen på kød, ikke mindst svinekød, frem mod 2050. Hvis ikke det hele skal dyrkes i en petriskål, giver det nok en vis mening at undersøge, hvordan man kan opfostre grise med mindst mulig udledning af klimagasser og mindst mulig miljøbelastning. Uanset om det så skal ske i Danmark eller andre steder.

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: